Lysets seier/Fong Tsens befrielse

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Lina Dæhlen
Augsburg Publishing House (s. 41-46).
D
et er nu tre aar, ſiden jeg førſt ſtifted Fong Tſens bekjendtſkab. Hendes mor var enke og hadde fra ſin ungdom af været en nidkjær afgudsdyker, ſaa den ſtakkels lille datter blev tidlig lært at bøie knæ for de grumme afguder. Da hun endnu var ganſke liden,

blev hun af ſin mor bragt til et kloſter, hvor hun ſkulde uddanes til afgudspreſt. I vil maaſke undre, hvorledes en mor kunde ſkilles fra ſit barn. Elſked hun hende ikke? Aa jo, det gjorde hun nok. Det var netop derfor, hun beſlutted ſig til det. Hun troed nemlig, at ved at gi ſin datter til et afgudstempel, vilde derved hendes evige vel være ſikret. Arme mor! Hun hadde ikke hørt om Jeſus, ſom intet andet offer kræver end vort hjerte. Fong Tſen hadde ingen af de mange barnlige glæder, ſom I, kjære ſmaapiger, paa hendes alder fryder eder i. Medens I ganſke uhindret kan løbe omkring i det frie, maatte hun tilbringe ſine barneaar indenfor de mørke kloſter. eller tempelvægge. Hvor ofte har hun ikke fortalt mig om ſit liv der. Naar ſolen ſpredte ſine førſte ſtraaler over mark og eng, var de allerede oppe og forrettede ſin gudstjeneſte, hvilket beſtod i at ſlaa paa en ſtor klokke og ſynge de monotone mesſer. Saaledes henrandt tiden uden nogenſomhelſt afveksling. Dette ſlags

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
templer er en verden for ſig ſelv og er ganſke afſkaaret fra

enhver forbindelſe med udenverdenen. Mange er de, ſom kommer did ſom ſmaa og maa forbli der hele ſit liv, indtil døden gjør ende paa trældommen. Som ældre kvinder ſendes de dog ud iblandt for at tigge.

Gud hadde dog en anden henſigt med Fong Tſen. Efterat hendes mor blev kjendt med kriſtendommen, blev det hende magtpaaliggende at faa ſin datter ud. Vi loved at gjøre, hvad vi kunde, men hadde vore tvil om, hvorvidt det vilde lykkes. Menneſkelig talt ſaa det ganſke umuligt ud. Vi bar det dog frem for Gud i bøn, og han ſkuffed og ikke heller, men gjorde det virkelig ſaa, at vi efter meget beſvær fik hilſe hende velkommen. Merkeligt var det, at hun netop da ſkulde være bleven indviet til nonne, eller rettere afgudspreſt, hvilket ſker ved at brænde ni merker paa panden med et hedt jern, — tre merker til tre forſkjellige gange. Det vilde da blit endda vanſkeligere at faa hende ud. Aldrig ſkal jeg glemme, da hun og hendes mor kom til misſionsſtationen, fulgt af evangeliſt Tou, ſom med ſtraalende anſigt fortalte, at nu var de komne. Ja, det var en glædens dag for os alle, og vi priſed Gud for hans godhed imod os.

Saa var da de tunge tempeldøre for altid lukket for Fong Tſen, og et nyt afſnit af hendes liv tog ſin begyndelſe. Men tilbage til vort førſte møte. Foran os ſtod en kjæk, vakker pige paa fjorten aar, klædt i buddhiſternes dragt, ſom blandt andet beſtaar af en ſid kaabe, ſom bæres af baade mænd og kvinder. Det meſt iøinefaldene ved dem er dog, at hovedet er aldeles glatraget, og heri danned Fong Tſen heller ingen undtagelſe. De mange aar hun hadde tilbragt i det enſomme tempel hadde allerede ſat ſit ſtempel paa hende. At tale indlod hun ſig ikke paa, men ſlog øinene ned og ſkotted kun flygtigt op, naar hun troed ſig ubemerket. Da theen omſider blev ſerveret, turde hun ikke engang ſmage paa den. Det var jo intet under, at hun var bange, da hun aldrig før hadde ſet en udlæmding. Hun forblev ogſaa ſky en tid, og de førſte faa gange, jeg beſøgte hende, blev ſamtalen ſaagodtſom udelukkende ført fra min ſide. Det var dog kjært at ſe, at hun lidt efter hvert blev mer frimodig, efterſom kjendſkabet øgedes. Det ſkye, haabløſe udtryk gav plds for et lykkeligt og freidigt væſen. Hun forſøgte nu ikke længer at holde ſig paa afſtand, men løb os glad imøde, naar vi kom, og var altid den førſte til at byde os en kop the, ſom efter kineſivk ſkik er et tegn paa, at man er velkommen.

Da hun kom til os, kunde hun lidet eller intet læſe; men hun overraſket os alle med ſin færdighed i at lære, og ſnart læſte hun flydende i det nye teſtamente foruden andre kriſtelige bøger. Ligeledes var det med ſangen. Da vi gjorde de førſte forſøg, ſaa det ganſke triſt ud, da ſangen kun blev en grov brummen, og jeg hadde allerede i mit ſtille ſind opgivet det ſom haabløſt, da hun ingen evner ſyntes at beſidde i den retning. Dog, da vi altid ſang i pigeſkolen, fik hun ogſaa være med, hvilket hadde det reſultat, at hun efter at have hørt en ſang nogle gange begyndte at nærme ſig melodien, og ſnart ſang hun med klar ſtemme: „Jeſus elſker mig“, ſom var hendes yndlingsſang. Spurgte jeg, hvad vi ſkulde ſynge, kom det fra Frong Tſen: „Lad os ſynge, Jeſus elſker mig.“ Montro ikke englene deroppe lyttede glade til, naar de hørte, at hun, ſom for nogle faa maaneder ſiden ſang mesſer til ære for afguderne, nu ſang lovſange for den ſande Gud! Vel et aars tid ſenere hadde vi den glæde at døbe hende; og hvad er endnu glædeligere, hun er en meget tro Jeſu diſcipel, ſom daglig beder for ſine ukjendte venner i Amerika.

I pigeſkolen var hun ſærdeles afholdt; hendes blide, aabne væſen vandt alle. De øvrige piger kaldte hende aldrig andet end „Chie-chie“ — ældre ſøſter. Hun var ogſaa en ſøſter for dem i ordets fulde betydning og var altid villig til at hjælpe de mindre. Hendes ihærdighed og flid var beundringsværdig. Hun længtede efter at lære alt det, vi kunde underviſe hende i, og jeg kan med ſandhed ſige, at hun ikke ſtod noget tilbage for ſine jevnaldrende herhjemme i kriſtendomskundſkaber. Hun fortalte mig engang om en ſøſter, der var død, og ſa blandt andet: „Dengang vidſte ingen af os om Gud, og jeg er ſaa bange, at hun ikke blev ſalig.“ Hvor disſe ord gik mig til Hjerte. Gud give, at evangeliet ſnart maatte forkyndes over hele det mørke land, ſaa at alle ſmaa gutter og piger kunde lære at kjende den Herre Jeſus, deres bedſte ven!

Fong Tſen er nu paa en høiere pigeſkole, og det ſidſte, vi hørte fra hende, er, at hun er lykkelig og trivedes godt i ſine nye omgivelſer. Der er mange friſtelſer derude i hedningelandet for den, ſom vil høre Jeſus til, og de maa udſtaa megen haan og ſpot, ſom vi herhjemme ved lidet af. Men han, ſom ſelv har ſagt, at han er den gode hyrde, vil ogſaa vogte Fong Tſen og føre hende vel hjem.

Saaſnart hun er færdig paa ſkolen, haaber vi at faa benytte hende ſom lærerinde i vor pigeſkole. Her vil hun faa anledning til at fortælle andre ſmaapiger om den frelſer, ſom har gjort hende ſelv ſaa glad. Straks før vi ſkiltes, ſa hun med taarekvalt ſtemme: „Jeg vil aldrig gaa bort fra Jeſus.“