Ludvig Holberg (Welhaven)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I dette Navn er der et mægtigt Kald,
der vinker Tanken hen blandt ſvundne Slægter.
Hans Navn er ſom et magiſk Ord, der mægter
at lukke op en eventyrlig Hal.
Med Eet vi ſtaae betragtende derinde;
bag Seklets Mulm oprinder Dagens Skjær,
og hver Geſtalt imødegaaer os der
fortrolig, næſten ſom et Barndomsminde.

Og dog hvor ſælſomt var det fjerne Old,
ſom dette Navn kan mane frem i Nuet!
Hver Tankens Form var ſtivnet og forſkruet,
og gik i tuſind Daarligheders Sold.
I Folkets Liv, der var ſaa ſært forpuppet,
var ingen Hjertets Puls, der kunde ſlaae,
og af det ſtive Svøb, hvori det laae,
var endnu intet Vingehylle ſluppet.


Men hvergang Sjælens Blikke ledes hen
til dette Old, han har i Dagen ſtillet,
vi dvæle atter ved hans eget Billed —
paa denne Scene gaaer han ſelv igjen.
Han er blandt Mængden, med ſit kloge Øie,
og Smilet leger om hans fine Mund;
bag Pandens Fold har han det rige Fund,
ſom Seklet arved og bevared nøie.

Til Selvbetragtning vakte han ſit Folk;
i Tidens Strøm det ſaae ſit Billed atter,
og Skuelyſten og den ſunde Latter
blev denne frelſende Bevidſtheds Tolk.
Den aabne Sands og Viddet i hans Snille
han gav den ſkjæve Skik til Kommentar,
og ſendte dem, som et fortroligt Par,
fra Huus til Huus i Henrik og Pernille.

Ja, hvad der aldrig tabe kan ſin Kraft
for danſke Sletter og for Klippelandet,
er dette Salt, ſom han har dybt indblandet
i Folkets aandelige Næringsſaft.
I Stammens Indre laa dets Kraft forborgen,
men han, der nedſteeg i den mørke Schacht,
og hæved Skatten der ved Aandens Magt,
hans Navn har Glandſen af en gjenvakt Morgen.


Og derfor ſom et dyrebart Klenod
hans Verk ſkal hævdes i den gamle Ære.
Hans ædle Billed ſkal vort Norden bære
paa ømme Hænder over Glemſels Flod.
Og naar engang, i Fremtids dybe Fjerne,
et Mulm er ſunket over Nuets Liv,
ſkal dog i Slægtens lange Perſpektiv
hans Minde lyſe ſom en evig Stjerne.