Lokkende Toner

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Johan Dahl (s. 145-146).

Der fløi en Fugl over Granehei,
ſom ſynger forglemte Sange;
den lokked mig bort fra ſlagen Vei,
og ind paa ſkyggede Gange.
Jeg kom til ſkjulte Kilder og Kjern,
hvor Elgene Tørſten ſlukke;
men Fugleſangen lød endnu fjern,
ſom Nyn mellem Vindens Sukke:
  Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove!

Jeg ſtod i Birkenes høie Sal,
mens Midſommerdagen helded;
der tindrede Dugg i dyben Dal,
det ſkinned ſom Guld af Fjeldet.
Da bæved Lunden, da lød det nær
ſom af en ſuſende Vinge,
og grant jeg hørte fra Fjeld og Trær
de lokkende Toner klinge:
  Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove!


Der fører en Sti ſaa langt af Led
til Lien, hvor Fuglen bygger;
der ſtemmer den op hver Sang, den ved,
i dunkleſte Graneſkygger.
Men om jeg aldrig kan vinde did,
jeg kjender dog Lokkeſangen,
hvor ſødt den kalder ved Sommertid,
naar Kvelden har dugget Vangen:
  Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove!