Hopp til innhold

Litt om erkebiskop Olav Engelbriktssons efterlatte kostbarheter

Legg til lenke
Fra Wikikilden
LITT OM ERKEBISKOP OLAV
ENGELBRIKTSSONS EFTERLATTE
KOSTBARHETER.
VED
OLUF KOLSRUD.

Da den sidste norske erkebiskop Olav Engelbriktsson vaaren 1537 forlot Norge og seilte til Holland, medtok han en kiste og en tønde, indeholdende kirkelige klæder og kostbarheter, hvorav maaske en del tilhørte ham selv, men vel de fleste stykker hans egen katedralkirke i Nidaros; desuten medførte han en halv tønde med smykker og bordstel, tilhørende ridderen hr. Nils Lykke, som i sin tid hadde indsat dem i erkebiskopens verge paa Steinviksholm. Disse saker deponerte erkebiskopen hos raadet i den hollandske handelsstad Deventer; men da han i februar 1538 avgik ved døden i Lierre, hadde han ingen bestemmelse truffet om de medførte kostbarheters skjæbne, uten forsaavidt han hadde uttalt ønske om, at hr. Nils Lykkes arvinger skulde faa komme i besiddelse av hvad dem rettelig tilhørte.

Der blev nu i flere aar tinget og forhandlet med raadet i Deventer om dette gods av Nidaros domkapitel, kong Christian III av Danmark og Norge, Iver Lykke og fru Inger til Austraat, pfalzgrev – senere kurfyrste – Friedrich, og keiser Karl V, hvilke alle gjorde krav derpaa. Den hele proces endte med, at sakerne blev utlevert av Deventer raads fuldmægtig til to utsendinger fra kurfyrst Friedrich II av Pfalz i Bryssel 8. Juli 1548.

At de norske klenodier fik denne skjæbne, er vistnok neppe blit bekjendt hverken i Danmark eller Norge før efterat kong Frederik II 30⁄6 1561 hadde henvendt sig til Deventers raad for at faa rede paa dem[1], og om man end da fik besked om, hvor de var vandret hen, var de dog tapt avsyne. Til denne dag er deres senere fata forblit ukjendt.

Ved midten av forrige aarhundrede foretok arkivar Ph. Chr. Molhuysen i Deventer en ordning av Deventers gamle arkiv og fandt herunder en pakke med dokumenter om erkebiskop Olavs efterlatte gods; han skrev en avhandling herom i Overysselsche Almanaeh voor oudheit en letteren 1850[2].

Da rigsarkivar Lange var i Deventer i 1857, fik han vite om dette av Molhuysen, skrev av disse dokumenter samt andre, der opbevartes i det belgiske riksarkiv i Bryssel og gav efter sin hjemkomst nogen oplysninger om fundet i møte i Christiania Videnskapsselskap 13. jan. 1860 (Forhandlinger 1860, s. 1–10); dokumenterne blev trykt i Dipl. Norv. V (1861), Nr. 1077. 1090–1098. 1118; VI (1864) Nr. 732. 735. 737. 741–743. 747. 751. 755. 756. 764. 768.

Noget spørsmaal om at lete efter erkebiskopens skatte for muligens at finde dem igjen, likesom man tidligere med held hadde gjort med hans arkiv, blev ikke reist, før overlærer J. Richter i Trondhjem i 1907 utgav i bokform endel artikler, han hadde skrevet i Adresseavisen, under titelen »Trondhjemsbilleder fra reformationstiden«. Kap. VII (s. 54–64) gir en kort historik om skattene, og opkaster tilslut det spørsmaal, om de ikke fremdeles eksisterte et eller andet sted; forf. tænker paa München eller nogen anden by i de pfälziske land (s. 63).

Aftenposten for 1. febr. 1908 nr. 58 indeholdt nu en meddelelse om, at Christiania kunstindustrimuseums direktør, H. Grosch, ved læsning av denne bok var kommen paa tanke om at søke efter skattene, om han til sommeren skulde fare til München. – Professor dr. Ludv. Daae tok fat i denne plan i Aftenposten for 4. febr. nr. 65 (»»Gamle trønderske skatte««) og søkte at godtgjøre, hvilken »vild og urimelig« tanke det efter hans mening var at gaa paa spor efter skattene i bayerske samlinger; han vil »bestemt .. fraraade den bebudede »Efterforskning«, da den formentlig intetsomhelst Udbytte vil given – Arkitekt Herm. M. Schirmer støttet i en kort artikel sammesteds 6. febr. nr. 71 Richters forslag, og senere paa vaaren tok Richter selv i en længere artikel 26. mars nr. 169 til motmæle mot Daaes avvisende behandling av spørsmaalet.

Veiledet av nyere tyske biblioteks- og arkivpublikationer gjorde nærværende meddeler paa hjemveien fra Rom i den forløpne sommer smaa ophold i Karlsruhe (23–25⁄6), Heidelberg (25–29⁄6) og Speyer (29–30⁄6) for at lete efter dokumenter eller oplysninger angaaende de norske klenodier. Som man paa forhaand kunde vente sig, gav undersøkelserne et væsentlig negativt resultat, men jeg vil dog ikke undlate at meddele, hvad jeg fandt og ikke fandt, for at eftersporingsomraadet for eventuelle senere søkende forskere i nogen grad kan avgrænses.

Det tidligere kurpfalziske arkiv, hvis historie er fortalt av Max Josef Neudegger[3], er nu spredt paa flere steder; hovedmassen findes i München, en mindre del i Karsiruhe og smaa brudstykker hist og her i andre arkiver og biblioteker.

De fire kopialbøker i det storhertugelige landsarkiv i Karlsruhe, hvilke i inventaret[4] opføres som de eneste der forhaandenværende fra kurfyrst Friedrich II’s tid (842. 989. 841. 971), indeholder ingen dokumenter angaaende transaktionen i Bryssel 1548, i det hele tat intet om kurfyrstens og hans gemalindes kostbarheter. Derimot fandtes i kopialboken 846[5] et register paa de klenodier, som kurfyrstinde Dorothea ved forskjellige leiligheter har laant sin gemal til at bruke som faddergaver, samt de klenodier, hvormed denne tilbyder at erstatte dette laan og forøke hendes Witthum; ved hver enkelt ting angives, hvorfra den er kommen; intet er fra Nidaros. – Kopialboken 989 indeholdt ogsaa register over »Vertreg Ducis Fridericj tertij [1559–76]. Jn Preter gebundenn, gelb vff dem Schindt«; blandt de der indskrevne korte regester anføres følgende (fol. 97) i margen: »Theilung der Kleinoter von Pfalzgrafen Ottheinrichen [1556–9] verlaßen, zwischen Pfalz vnnd Herzog Wolffgang«; tekst: »Theilung der Kleinoter so Pfalmzgraue Ottheinrich verlaßen dauon Herzog Wolffgangenn zwei vnnd Pfalmz ein theil geuolgt wordenn«. Dette bind fandtes imidlertid ikke der i arkivet; i hvert fald var det ikke identisk med nogen av kopialbøkerne 849 og 840, som her kunde komme i betragtning.

Arkivets haandskrevne diplom-repertorium over »Kurpfalz, Generalia« nævner av dokumenter angaaende kurfyrstefamiliens arvegods kun kurfyrstinde Elisabeth Amalies testamente av 30⁄4 1692 og dertilhørende dokumenter (nr. 499. 518. 528. 530)[6].

I universitetsbiblioteket i Heidelberg findes blandt de tyske pfälzer-haandskrifter endel samlebind, bestaaende av løse dokumenter, som aabenbart ialfald for en del skriver sig fra det kurfyrstelige arkiv. I cod. palatinus germanicus 8, fol. 230–231, findes her koncept (med mange rettelser) til det i kvitteringen for klenodierne i Bryssel 8⁄7 1548[7] omtalte, men hittil ukjendte fuldmagtsbrev (breue van commissie en procuratie) for kurfyrst Friedrichs utsendinger Hans Linck og Erasmus Stauff[8]. Dette findes avtrykt nedenfor.

Cod. pal. germ. 837 indeholder en hel række inventarier over kurfyrstelig løsøre fra 2den halvdel av det 16de aarh., saaledes over Ottheinrichs hyldningsgaver 1556 (fol. 1 ff.), Friedrich III’s klenodier 1568 (fol. 376–380) og hans avdøde gemalinde Marias efterlatte eiendele 1567 (fol. 44–51. 380), Ludwig VI’s hyldningsgaver 1576 (fol. 5–10), Friedrich IV’s nyanskaffelser hos forskjellige guldsmede 1584/94 og hans gaver ved barnedaabe o. l. (fol. 52–184); cod. pal. germ. 611 gir fortegnelse over [den senere kurfyrstinde] Elisabeths klæder og klenodier 1570.

Mens man ikke engang behøver at gjøre sig umake med at gjennemse disse lister nøiere, tar man med spænding fat paa de i cod. 837 indeholdte registre paa kirkelige klenodier og ornater, der fandtes paa slottet i Heidelberg i kurfyrstens kapell 20⁄1 1549[9], aaret efter at de norske klenodier var mottat, og i slotskapellets sakristi efter Friedrich II’s død 19⁄4 1556[10]. Men der findes, saavidt jeg ved sammenligning med listen fra Bryssel 1548 kunde se, intet, der med nogensomhelst sikkerhet kunde gjenkjendes som norske saker. Saameget lærer man dog herved, at kurfyrst Friedrich ikke har beriket sit residenskapell i Heidelberg med de trondhjemske klenodier, men at disse maa være vandret andetsteds hen[11].

Hvad endelig angaar det kgl. bayerske Kreisarchiv i Speyer[12], besidder dette endel kurpfalziske familiesaker (1548–1702), men ved eftersyn i arkivets haandskrevne repertorium viste det sig, at disse dokumenter paa ingen maate kom i betragtning for en norsk klenodiesøker, heller ikke arkivets diplomer.

Ved en videre undersøkelse av de norske skattes skjæbne vil man først maatte skaffe rede paa, om kurfyrstinde Dorothea har beholdt sakerne i særeie, og hvad hun i saa fald har gjort med dem, samt hvor der i tilfælde er blit av dem efter hendes død 1580. Selv om skattene er blit betragtet som kurfyrst Friedrich II’s egen eiendom .– hvad der er mindre sandsynlig –, er det meget tvilsomt, om de er gaat i arv fra kurfyrste til kurfyrste; ti Friedrich II’s eftermand var hans brorsøn Ottheinrich, der døde barnløs 1559, og kurværdigheten gik da over til sidelinjen Simmern, som repræsentertes av Ottheinrichs »fem-menning« Friedrich (III). Hvis nu enkekurfyrstinde Dorothea har beholdt klenodierne og ikke avhændt dem – men hvem vet, om ikke hun har gjort dem i penger? – saa kan de være blit arvet av Friedrich III’s søn, kurfyrst Ludwig VI (1576–83), og da er det mulig, at de fik ligge i fred paa slottet paa Jettenbühl likesaavel som kurfyrsternes øvrige klenodier, indtil kurfyrst Friedrich V i sin korte kongevinter 1620/1 lot bringe alle værdisaker og det vigtigste av hus-arkivet til Haag, hvorhen han flygtet efter det uheldige slag paa det Hvite bjerg ved Prag 5⁄11 1620. Efter hans død 1632 vedblev hans enke kurfyrstinde Elisabeth at residere i Haag og beholdt de kurpfalziske klenodier og arkivalia hos sig, indtil disse efter Westfaler-freden 1648 i flere samlinger kom tilbake til Heidelberg; men det tor være tvilsomt, om værdisakerne ikke da for en del var pantsat eller solgt for at skaffe midler tilveie til enke-kurfyrstindens hofholdning[13]; mulig er det ogsaa, at noget er vandret til England, hvor Elisabeth som datter av kong Jakob i hadde mange forbindelsen og hvor somme av hendes barn ogsaa slog sig ned[14].

Kurfyrst Friedrich II av Pfalz, paa vegne av sin gemalinde Dorothea, »født prinsesse og arving til kongerikerne Danmark, Sverige og Norge«, utsteder fuldmagtsbrev for Hans Linck og Asmus Stauff (oprindelig for Stephan Hopfensteiner) til som arv at motta de av erkebiskop Olav † Engelbriktsson i Deventer-raadets varetægt efterlatte kostbarheter, paa den av Nederlandenee regentinde Maria berammede dag 21 Juni næstkommende i Bryssel.

[Heidelberg] 31 Mai [15]48.

Heidelbergs Universitetsbibliothek, cod. palatinus germanicus 8, fol. 230r–231r; koncept paa helark; 4de side (fol. 231v) ubeskreven.


Tegnforklaring til avtrykket:

[–] understrøget. (–) udstrøget. <–> tilføiet i margen. –´ tilføiet over linjen. .... ulæseligt eller bortrevet (suppleringer paa saadanne steder med petit). Kursiv betegner som sedvanlig opløsning av forkortninger.


Von gottes genaden wir Friderich pfalzgraff beyfol. 230r Rein herzog in Baiern deſſ heiligen Römiſchen Reichs Erz truchſes vnd Churfurſt etc. [(vnd wir) Dorothea (von derſſelben genaden Gottes) pfalzgreuin bej Rein Herzogin jn Bayern der Khonigreich Dhennemarck Schweden vnd Narweden geborne princeſſin vnd erbin (Bekhennen beide ſamentlich vnd vnuerſchiedenlich mit dem offen Brieff)], <bekennen offentlich mit dieſem brieff von `wegen´ vnſer vnd (vnſerer) der hochgebornen furſtin vnſerer frn lieben gemahel fruwen> Alß vff abſterben weylandt deß Erwirdigen jn Gott Vatters <vnſers beſonnder lieben freundts> hern Olanus (sic) Erzbischoffen zu Druntheim `ſeligen´ alle ſeine verlaßne hab vnd guetter der Koniglichen Khaiserlichen Maiestet vnſerm aller genedigſtem Hern, vermög vnd jnnhalt jrer Maiestet Niederlendiſchen priuilegien vnd Freihaitten, haymgefallen Auch zu jrer Maiestet gewalt vnd handen angenommen worden, Aber nachuolgendt vff vilgehabte vndterhandlung vnd gegen nachlaſſung einer Nemblichen vnd anſehenlichen Summa gelts vnd bezalung ettlicher gewiſer vnd probirter ſchulden dauon wegen durch ettliche perſonen vff ſolche guetter zu deuenter ein Arreſt vffgelegt vnd ſonnderlich auch in erwegung daß dieſelben guetter Niemandt billieher dann (vnns) <gemelter vnſerer frn liebenn gemahel> `erblich´ zugestanden vnns dieſelben genediglich volgen vnd zueſten zelaſſen bewilligt, vnd alß bald an die Erſamen vnſer lieb beſondern Burgermaiſter vnd Rath gemelter Statt Deuentor, vmb zuſtellung ſolch guetter gehaiſchbrieff vnd Mandament auſgen laſſen vnnd wiewol wir ſolche guetter bcj den(n) <gedachten> zu Deuenter zu vilmaln erfordert, Auch ein Summa gelts, vngeuerlich den ſchulden gemeß, zu Anttorff erlegt vnd in der Statt deuenter verpurgen laſſen So haben ſich doch die von deuenter deſſelben zu mergklichem vnſerm vncoſten vnd ſchaden biß<hero> vnbillich geſpertt vnd widerſetzt, vnd vnns verurſacht derhalben bej der Durchleuchtigiſten furſtin vnd frauen, frauen Marien, zu vngern vnd Beham Khonigin wittiken Erzhorzogin zu Oſterreich, der Koniglichen Khaiserlichen Maiestet Burgundiſchen Niderlandt Regentin etc. vnſer freuntlichen lieben Muemen vnd geſchweyen, anzuſuchen, darauff ‖ (vns) jre Khoniglichenfol 230v (wirde) `Maiestet´ [wider die offtgemelten von Deuenter enter einen Tag, Nemblich an vnd vff den xxjten deß Monats Junij ſchirſtkonfftig gein Bruſſel ernent vnd angeſetzt vnd ſo wir aber vilerlaj vngelegenheit vnd Erhafter vrſachen halben ſolchen tag ſelbſt zuerſuchen verhindert ſindt] <....... guter von denen von deuenter (... nemen vnd) `fordern´ gen bruxel bringen (laſſen) ... auch allen ſchuldnern einen tag anſetzn1) (gen bruxel) vff den xxjten Junij `ſchirſt´ zuerſtſchriuen (vn) Jre ſchulden bey verluſt derſelbigen zu verificiren auch vns den ſelbigen `tag´ verkunden laſſen jemant dahin zuuerordnen vnſer gerechtigkeit zuuerfolgen etc. dem allen nach> So haben wir jn der aller beſten vnd beſtendigſten form der Recht wie daß ymmer am crefftigſten vnd pundigſten zuſtehen ſoll, khann oder mag, zu vnſerm Rechten waren vnzweiffenlichem procuratorn vnd Anwalt Conſtituirt geſetzt vnd geordent ſetzen, ordnen vnd conſtituirn vnd thun daß hiemit jn craft diß Brieffs (dye Erſamen) vnſern dienern vnd lieben getreuen [Steffan Hoffenſtainer] <Hanß Lynck vnd aßmus Stauff ſampt vnd ſonder> vnd geben jnen hiemit gantz volkhommen, macht vnd gewalt, an vnſer ſtatt vnd in vnſerm Namen zu beſtimbter zeit vnd Tagſatzung den xxjten Junij vnd allen andern tagen, ſo furter in diſer ſachen angeſezt werden mögen, zu Bruſſel zuerſtſcheinen, alles deß vorbenanten Ertzbiſchoffs zu Druntheim seligen hinterlaßne guetter, an die von Deueuter, ſambt allem vffgeloffen Intereſſe coſten vnd ſcheden zuerfordern, Guettlich oder Rechtlich darnach zuclagen, der von Deuenter antbort zuhoren, Auch ob vor Jnen oder den Creditorn vnd glaubigern ainiche Gegenclag einkhommen wurde, dieſelben zuuerainbartten vnd dawider zuexcipiren den Krieg zubeueſtigen, den Ayd fur geuerde zuſchweren, jnſtrumenta, Brieff vnd ander vrkhunden zuprodueiren, Oder lebendige khundtſchaft zufurn, wider die ſo wider vnns eingebracht vnd geſtelt wurden zuexcipiren, zurepliciren, dupliciren vnd zubeſchlieſſen, vmb Rechtliche vnd guettliche entſchaid anzuhaltten vnd zuexequiren zubitten Coſt vnd ſcheden darzulegen vnd zubetheuern (vnd) alles ſo vnns hierjnn an guettern, zinſen vnd ſcheden zuerkhandt vndt zugeſprochen wurden2) zuentpfahen vnd darumb zuquittirn fol. 231rTranſactiones vnd guettliche vertreg zube‖willigen vnd anzunemen, ainen oder mer Aff ... Anweldt an ſein ſtatt zuſubſtituiren, deß oder derſelben gewalt zureuociren welches wir vnns zuthun hiemit auch vorbehalten vnd Summarie alles vnd yedes in diſer ſachen, guettlich oder Rechtlich zuhandeln zethun vnd zelaſſen, waß zu bekhommung vnd eroberung angeregter guetter, ſambt dem jntereſſe, coſten vnd ſcheden die Notturfft erfordert, vnd wir ſelbſt thun ſolten oder khandten Nichts ausgenommen vnd ob auch genanter vnſer Anvald oder ſeine nachgeſatzten, zu diſer ſachen vnd gentzlicher volfuerung derſelben Merers oder beſters gewalts dann hierjnn begriffen notturfftig wurden den wollen wir jnen, mit aller volkhommenheit, wie allenthalben vnd nach eins yeden Canndß ſonderlichen gebreuchen vnd ſunſt nach gemainen Kaiſerlichen Rechten genugſam iſt vnd ſein ſolt hiemit auch vbergeben vnd beuolhen haben zu gewin verluſt vnd allem Rechten, wir Gereden vnd verſprechen auch, bej vnſern Chur vnd furſtlichen wirden vnd wortten alles waſſ genanter vnſer Conſtituirter Anwald oder ſeine Subſtituirten, jn diſer ſachen, an vnſer ſtat vnd in vnſerm Namen Rechtlich oder guettlich, handlen thun vnd laſſen, veſt vnd angenemb, Auch Jne odor Sy der Anwaldtſchafft on ſchaden zuhalten On alles gewerde Zu vrkhundt haben wir obgenante, pfaltzgraff Friderich Churfurſt <fur vnns vnd genante vnſer liebe gemahel> [(vnd) frau Dorothea pfalzgreuin etc.] vnſer(e siegell) Secrett zu ruck vff diſen Brieff laſſen drucken (vnd darzue vnns mit aigen handen vndterſchreiben) Geſchehen etc. am n tag 3)auf Corporis Christj Anno etc. xlviij3).


1) rettet fra »angesetzt«. 2) eller »wirden«. 3) tilføiet senere med anden haand.


7 September 1910.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Norsk hist. tidsskr. 1 III, 3471.
  2. ↑ Særtryk av dette lille arbeide eies av Riksarkivet i Christiania og Thv. Boecks samling i Videnskapsselskapets bibliotek i Trondhjem, men findes ikke i Universitetsbiblioteket.
  3. ↑ Geschichte der pfalz-bayerischen Archive der Wittelsbacher, i Archivalische Zeitschrift, neue Folge I 1890, 202–240. II 1891, 289–373. IV 1893, 1–108.
  4. ↑ Inventare der Grossherzoglich Badischen Landesarchive, hg. v. d. Grossherzogl. Archivdirektion (Karlsruhe 1901–08) I, 147.
  5. ↑ fol. 17r–23v.
  6. ↑ Av andre aktstykker vedrørende Nordens historie findes i Karlsruhe et hefte (Kopialbuch 904; cf. Inventare I, 150), der indeholder en hel del breve om kong Christoffers efterlatte tyske land 1448 og dispositioner over dem.
  7. ↑ DN. V 1118.
  8. ↑ Ikke ogsaa for Stefan Hopfensteiner, som angit i regesten av brevet hos Jakob Wille, Die deutschen Pfälzer Handschriften des XVI und XVII Jahrhunderts der Universitets-Bibliothek in Heidelberg (Heidelberg 1903), s. 5.
  9. ↑ fol. 328r–333v. 342r–v: »Haidelberg. Nachbefchribene Clainot vnd Ornaten seindt jn meins gnedigsten herrn etc. Capelin oben bey jrer Churfürstlichen gnaden gemach vnd durch mich Dietterich Schwartz von Hehlbach Stebler verzaichnet vff Suntag den 20t des Januarj anno etc. [md]xlviiij.«
  10. ↑ fol. 334r–341v: »Verzeichnus vnd Liefferung ettlicher ornamenta vnd Kirchengezirde der Cappellen vff dem schlos zu Heydelberg«. Fol. 339v: »Obgemeldte Clinodia (sic) vnd Ornamenta hab ich Conrad Breunle Camer (sic) meins gnedigsten hern Pfalzgraff Ott Heinrichen Churfürsten in der Capellen zu Heue [?] in der Sacristey gelifert. Vrkhunt diß mein Handschrift ann den 19 Aprilis Ano [15]56.«
  11. ↑ Jeg vil ikke undlate at gjøre opmerksom paa, at der i de Heidelbergske samlebind ogsaa findes en hel række andre dokumenter av interesse for Nordens historie, særlig vedrørende spørsmaalet om kong Christiern II’s frigivelse 1546. Saagodtsom alle later til at være ukjendte; der er ogsaa egenhændige breve av den fangne konge selv. De findes i codd. pal. germ. 8. 171. 830. 842.
  12. ↑ Kurze systematische Übersicht des Inhalts der bayerischen Landesarchive, i Archivalische Zeitschrift I, 210–229. II, 273–282. III, 215–219. IV, 200–267 (Speyer). V, 118–125, VI, 172–194. VII, 200–231. VIII, 155–177.
  13. ↑ Archivalische Zeitschrift, n. F. I, 238. II, 317. 329. 330.
  14. ↑ Om arv efter de i Tyskland bosatte barn se Die Briefe der Kinder des Winterkönigs, hg. Karl Hauck (Neue Heidelberger Jahrbücher XV 1908) nr. 236–238. 247; 341. 345 (s. 329 ff:).
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Litt_om_erkebiskop_Olav_Engelbriktssons_efterlatte_kostbarheter&oldid=225905»