Lidt fra Oldtiden
Det var i 1851. Jeg var paa Hedemarken og spadserede en Dag hen over Marken. En gammelagtig Husmand stod i Arbeide. „Hvad er det for Sten?“ spurgte jeg og pegede paa et Sted paa Ageren, som var halvt skjult af Smaa-Sten, næve-store. „Aa, det er Brygge-Sten. „Brygge-Sten?“ „Ja, Koke-Sten.“ „Koke-Sten?“ „Ja, som de kokte med, naar de skulde brygge – i den Tid, de ikke havde Malm-Gryder.“
Siden spurgte jeg Andre. Hver Bonde vidste om disse „Brygge-Sten,“ og Nogle kunde forklare lidt bedre.
Naar der skulde brygges i gamle Dage, plumpede man glohed Sten ned i et Trækar med Vand, og dette blev dermed opvarmet. Det var almindelig Kampe-Sten (Rullesten, som der er mange af i Jorden her i Egnen, og som kommer frem under Rydnings-Arbeidet). Ved den pludselige Afkjøling sprang Stenen itu, og Stykkerne kastedes ud paa en Dynge nær Ildhuset, som andet unyttigt Affald. Man finder saadan Dynge omtrent paa hver gammel Gaard; nu er der forlængst groet Græs over; men at der er Bryggesten, det viser sig, naar der graves i Grunden, f. Ex. naar der skal lægges Grundvold til et Hus. Mangt et Hus staar nu paa Brygge-Stens Grund. Og i den senere Tid har man ofte kjørt Dyngen bort og fyldt den paa Ageren; thi den brændte Sten er tildels smuldret, og det derved fremkomne Grus har man fundet gjør god Virkning paa Agermulden.
Da jeg hørte om dette, havde Oldforskere i Danmark netop opdaget de mærkelige „Kjøkkenmøddinger“ fra Stenalderen, og her havde jeg jo noget Lignende for mig, nemlig Affalds-Dynger fra Ildhusene i en fjern Fortid.
Vistnok vidste ingen Bonde at sige, at man mellem Stenene havde fundet saadanne andre Sager, som jo pleie at blive udkastede fra et Ildhus eller Kjøkken, saasom Kul og Aske, Kjødben, Potteskaar, Brudstykker af Redskaber. Men selv fandt jeg baade Kul og et stort Ben i en Brygge-Stens Hob, som var brugt til at kjøre Veifyld af, og som derfor var gravet i, saa der stod frem som en Væg af over Mands Høide her saa jeg Kul i smaa Lag fast overalt, og Benet, som var over et Kvarter langt, stak frem mellem Stenene dybt under Dyngens nuværende græsbevoxede Overflade.
Alt dette mindedes jeg om igaar (den 27de Juli 1865), jeg besøgte den skjønne og anseelige Gaard Huseby i Stange, gammel Kongsgaard. Nils Huseby, en af de forstandigste Bondemænd og over 80 Aar gammel, kjendte og stadfæstede hin Forklaring, den han havde hørt som et Sagn fra de Gamle, og hans Sønner fulgte mig omkring paa Gaardspladsen og viste mig selve Brygge-Stenen, paa et Sted, hvor der var gravet[1], og de pegede paa en Strækning af 8 til 10 Maal, som var eller havde været bedækket med et Lag, der paa sine Steder var tre – paa fjerde Alen dybt.
Vi fortabte os i Gisninger om, hvad Tidsalder disse Brygge-Sten vel skrev sig fra, og hvor lang Tid der vel maatte til, for at en saa uhyre Mængde Sten kunde være bleven brugt.
Med Hensyn til det første Spørgsmaal vilde det være af Interesse, om der kunde findes Levninger af Redskaber spredte mellem Bryggestenen. Vare de af Jern, saa vidnede de om Jern-Alderen; vare de af Sten, saa blev man kanske nødt til at tænke sig, at vi her havde Mindesmærker for os fra samme Tid som hine danske Kjøkken-Møddinger, fra Sten-Alderen nemlig.
Jeg gjætter snarest paa Jern-Alderen. Og herimod maa ikke indvendes, at i den Tids-Alder havde man jo Gryder, dels af udhulet Sten, dels af smedet Jern. Disse vare nemlig smaa og kunde i det høieste bruges til Madkogning, medens den Maade med ophedet Sten sagtens brugtes, naar det gjaldt om at opvarme større Mængder af Vand.[2]
Og med Hensyn til det andet Spørgsmaal, kan man vistnok i hvert Fald antage, at denne tarvelige, men ellers sindrige Maade har været brugelig i Aarhundreder. Alligevel vilde det ikke været godt at begribe, hvorledes de Gamle skulde have faaet ophobe saa store Masser, som Exemplet fra Huseby viste os, dersom det kun skulde været Levninger eller Mindesmærker efter Ølbrygningen; thi der brygges jo kun engang imellem. Men det er rimeligt, at man i hine gamle Dage har brugt at varme Vand til Drikke for Kreaturene, ligesom endnu, og der har da hele Vinteren igjennem været en daglig Bedrift i Ildhuset, som har forøget Dyngen.
Det har været stort Besvær og tungt Slæb at koge paa den Maade. Megen Ved skulde kjøres til Gaards og hugges op – mere end der behøves nu, man har passende Kogekar –, og det var et varmt Arbeide at rage de glohede Stene frem og løfte dem op i Karret.
Dette Besvær har Snorre Sturlesøn og de andre gamle Skribenter ikke talt om – det jeg veed –. De have muligens selv været Vidne til det, men have da sagtens betragtet det som Noget, der ikke kunde være anderledes, og som alle Mennesker kjendte til, saa det har ikke faldet dem ind at gjøre det til Gjenstand for Beskrivelse.
Men saaledes er der Meget, som de gamle Bøger ikke melde noget om, og Bryggestenen er et Bidrag til at forstaa noget af dette Meget.
Hvergang jeg nu ser en Bryggestens-Haug, ser jeg i Aanden den lange Række af Fremskridt og Forbedringer i det menneskelige Arbeide og i Arbeids-Klassens Kaar, fra Oldtidens store Simpelhed og Tarvelighed og Møie til Nutidens mange Opfindelser og bekvemme Indretninger.[3]
Fra 1851 af har jeg faret vidt ud over Landet, og jeg kunde indsamlet meget fuldstændig Oplysning om, hvorvidt Brygge-Sten kjendes i andre Egne eller ei. Men jeg har dog ikke havt Lov til at skjænke deslige Sager ret megen Opmærksomhed. Nu kan jeg kun sige, at paa Thoten skal det være ligesom paa Hedemarken, og at jeg synes at erindre, at man ogsaa kjender Brygge-Sten i Faaberg, i Elverum (Hernæs-Bygden) og i Rendalen.
Det synes jo ellers rimeligt, at paa den Tid, da man paa Hedemarken brugte at koge med ophedede Stene, har man maattet hjælpe sig paa samme tarvelige Maade paa andre Steder i Landet og vel ogsaa i andre Lande med.
Forleden Dag, jeg skrev her i Folkevennen om Nordlandsbaaden[4] og med adskillig Flid udviklede min Mening om dens og de andre norske Baades Herkomst, ønskede jeg, at der kunde findes frem en Baad fra Fridthjofs Dage – den vilde jo vise os en Prøve paa Fortidens Baad-Skik, hvorfra jo Nutidens upaatvivlelig nedstammer.
Det var dog mere at ønske end at haabe, som man siger. Men faa Uger efter kom Engelhardt’s Bog om Nydam Mosefund.
Efter denne Bogs ypperlige Tegninger kan jeg nu – rigtignok kun paa Folkevennens tarvelige Maade – vise mine Læsere en Baad, som formedelst sin Ælde vel er den mærkværdigste paa hele Jorden, og som for os Norske har den store Interesse, at den viser os lidt af Baadskikken i et af de nordiske Farvande paa en Tid, som allerede Fridthjof i sine Dage maatte se op til som en graa Oldtid.
Jeg mener virkelig, at Synet af den Baad skulde interessere – ikke alene de faa iblandt os, som studere Historie og Oldsager, men enhver Baadebygger og Fisker og Sømand langs Norges Kyst.
Alle Læsere kjende til Fund af Oldsager i de Gamles Gravhauge. Men i de sidste Aar har man i Danmark opdaget en ny Klasse af lignende Fund, nemlig paa Bunden af dybe Moser eller Torvmyrer, hvor der – i en høist gaadefuld Anledning eller Hensigt – er henlagt hele Samlinger af Gjenstande fra Hedenold. Deriblandt den afbildede Baad.
I og ved Baaden laa der som en hel Baadsladning af gamle Sværd, Spydstager, Buer, Pile, Øxe, Knive, Smykker og mangfoldige brugelige Ting fra Hedenold, og deriblandt var man saa heldig at finde en hel Del Mynter. Disse sidste tjene os som Aarstal for det Hele; Præget viser nemlig, at de ere myntede af romerske Keisere mellem Aarene 69 og 217 efter Christi Fødsel. Tidligere end dette sidste Aar kan altsaa Baaden ikke være bleven sænket ned der, den laa. Men at det heller ikke er skeet stort sildigere, det skjønne Oldforskerne af Beskaffenheden af de Vaaben og andre Sager, som hørte med til det samme Fund. Dette skriver sig fra den „ældre Jern-Alder,“ som det kaldes, og Baaden er en halvandet Tusinde Aar gammel.
Findestedet er en Mose ved et Sted, som heder Nydam (den nye Dæmning), nær Als-Sund i den gamle danske Landsdel Sønder-Jylland. Det var oprindelig en Vig af Als-Sund, med salt Vand; Baaden er bragt ind her og er sænket til Bunds med sin rige Ladning; siden er Vigen bleven fyldt med Mudder (dertil kan hin Dæmning have bidraget) og er tilsidst groet til med Mose eller Myr.
Det Farvand, hvor Baaden havde faret, var altsaa Østersøen. Og for dem, som hylde den Mening, at vore Forfædre kom til Norge fra de nærmeste Nabolande i Øst og Syd (Sverige, Danmark), er det jo lige til at antage, at Østersøen har været et af de Farvande, hvor den Baad-Skik og Skibs-Kunst begyndte, som de førte med sig til de norske Kyster og siden udviklede til større Fuldkommenhed eller ialfald tillæmpede for sit Behov.
Ved Torvskur i Myren var der nu og da fundet Smaating af Oldsager, og dette gav Anledning til, at danske Oldforskere foretog en ordentlig Udgravning i 1850 til 1863.
Det gjaldt allerede for et kosteligt Fund, da man i 1859 stødte paa den ene Halvdel af en Aare og i 1862 fandt den anden Halvdel. Thi hidtil havde Oldforskerne ikke opdaget noget Slags Baads-Redskab fra hin Tidsalder. Men man tænke sig da Glæden og Overraskelsen, da den hele og prægtige Baad kom frem, med fuldt Tilbehør. Det var i August 1863.
Enhver Baadbygger og Sømand paa Vestlandet veed, hvad en Ro er – en liden firkantet skjævsidet Jernplade, med et Hul i Midten; den bruges, naar man skal klinke Baadenes Bord sammen; Spidsen af Baad-Sømmet trædes igjennem Hullet og klinkes over Pladen. Denne bør lægges saa, at den med sin største Længde ligger tvers over Veden i Baadsbordene; Veden holder da bedre.
Netop saa have ogsaa Baadebyggerne gjort det for
1500 Aar siden. Man vil se det af det afbildede Stykke
af et Baadsbord, Fig. 2. Det hører ikke netop til denne
Fig. 2.
Baad, men til den anden, som skal omtales strax nedenfor.
Man ser Mærker efter de bortrustede Røer.
Røernes tynde Jern rustede før bort end selve Sømmene, dermed løsnede Sammenføiningerne, Baadsbordene rettede sig ud, og alle Dele faldt fladt ned paa Bunden. Men der laa de samlede; de bragtes forsigtigt i Hus og bleve med stor Omhu satte sammen igjen som før, og derved kom den ældgamle Baads Skikkelse og Skjønhed tilsyne, saaledes som Tegningen Fig. 1 viser den. Baaden er af Egetræ og har den anseelige Længde af henved 75 Fod mellem Stavnerne.
Ikke længe efter stødte man paa hin anden Baad, og Kong Fredrik den 7de var tilstede og deltog i den almindelige Bevægelse, da den blev gravet frem: ved Synet af Baaden og de mange Baadsredskaber og andre Sager, som afdækkedes, var det, som om selve Oldtidslivets Færd traadte frem af Graven.
Faa Dage efter indtraf Kongens Sygdom og Død, og dermed kom Krigen. Der blev ikke engang Tid til at samle og sætte sammen Stykkerne af denne sidste Baad, og nu ere de ødelagte. Og selv den afbildede Baad har Danmark maattet afstaa med samt det Land, af hvis Skjød disse fædrelandske Klenodier ere fremdragne. Danmark har kun Beskrivelsen tilbage; thi den er forfattet af en af dets Sønner, og den har føiet sig til den smukke Række af Skrifter, hvorved danske Oldforskere have paa en Gang kastet Lys over Nordens Oldtid og forherliget deres Fædreland.
Jeg vender tilbage til den afbildede Baad, som altsaa, trods det usædvanlige Fund af to, er en aldeles enestaaende Oldtidslevning af dette Slags.
Baaden har ikke havt Mast og Seil, og der er ingen mærkelig Forskjel paa For- og Agter-Delen. Den har kun været til at ro med. Men man kan jo forestille sig, at de samme Folk desuden have havt andre Slag af Baade, og da nogle til at seile med.
Formens Raskhed og Lethed minder om f. Ex. Hardanger-Baaden. Den omtalte Sammenføining af Bordene med Klinksøm svarer ogsaa til, hvad der endnu sees alt fra Hardanger til Finmarken, og hvad der i Hedenold vides at have været brugeligt hele Norge over. Paa Strækningen fra Lister og Lindesnæs alt til den svenske Grændse nagles Bordene sammen, med Trænagler; men det er en nyere Maade.
Paa Vestlandet, hvor Baaden er klinket og ikke naglet, bruges ogsaa Kjeiper eller Klamper af krumvoxne Træer paa Æsingen og ikke Toller til at lægge Aaren i, og det var ligeledes almindelig Baadskik hele Norge over i Oldtiden. Men nu viser Tegningerne, at den Del af Baadskikken ogsaa kan være arvet fra den Tid og det Farvand, hvor den fremgravne Baad hørte hjemme. Der har været Hul i Kjeipen da som nu, til at fæste Hamle-Baandet i, som omsluttede Aaren, og formedelst hvilket man efter Omstændighederne kunde hamle eller ro baglængs.
Men nu vil jeg spørge vore Baadbyggere, om de kunne finde ud Grunden til især en Synderlighed ved den ældgamle Skik.
Naar man kaster Blikket paa Tegningerne Fig. 3, 4 og 5, vil man undres over den Maade, hvorpaa Indveden eller Spanterne ere befæstede til Bordene.
Vi maa forestille os, at Baadbyggeren har ikke havt Sag til at skjæve Planker eller Bord. Han har da kløvet Stokkene med Kiler (som Baadbyggere i Helgeland endnu have brugt i Mands Minde), og de tykke Kløvninger har han øxet jevne og tynde, men saaledes, at han har ladet tykke Klamper staa igjen der, hvor Indveden skulde fæstes.[5] Tilsidst har han boret Huller i Klamperne og i Indveden, for det Bastetoug, som man fandt Spor af ved Baadens Udgravning, og som har bundet Indveden til Bordene. – Det er ogsaa Bast, som har fæstet Kjeiperne til Æsingen, og denne Æsing er ikke som paa vore Baade et særskilt Træ, som er lagt paa det øverste Bord, men en tyk Kant af den oprindelige Kløvning.[6]
Nu er Spørgsmaalet: Hvorfor er Indveden ikke fæstet til Bordene med Trænagler, som det nu er brugeligt hos os, baade der, hvor Bordene klinkes sammen, og der, hvor man dertil bruger Træ-Nagler? Og hvorfor ere Kjeiperne ikke fæstede til Æsingen med Spiger eller
Fig. 3. En af Baaden Ender, seet indvendig. med Træ-Nagler? Det synes, som at den brugte Maade
har været ufuldkommen, og dette er paafaldende, da den
gamle Mester ellers har vidst at gjøre sine Sager godt
og f. Ex. har været god Smed og forstaaet at klinke.[7]
Fig. 4. | Fig. 5. |
Fig. 4. Et Stykke af Baadens Side, ligeledes seet indvendig. Man ser det øverste Bord, med Æsingen og en Klamp, hvori der er boret tre Huller; til dette Bord er det næste føiet, med Klinksøm, og i det er der to Klamper, hver gjennemboret med et Hul.
Fig. 5. Halvt Gjennemsnit af Baaden, omtrent paa Midten. Man ser nederst Kjøl-Træet, med to Klamper, og opad fra det fire Bord med to Klamper i hvert og det femte med en Klamp og Æsing.
Jeg forestiller mig Tingen saa:
Endnu længer op i Tiden, da man ikke havde Jern og ikke kjendte Smedekunsten, havde man maaske bygget sig Baade paa samme Maade, som Finner i Enare og Russer ved Hvidehavet bruge endnu, hvilke nemlig have „syede“
Baade, som det kaldes, hvor baade Bordene ere befæstede indbyrdes og Indveden til Bordene med Vidier eller Toug. Den gamle Baad tilhører, som sagt, den ældre Jern-Alder; man har nylig lært at smede Jern, og man er kommen saa langt med dets Brug ved Baadebygning, at man har ombyttet Bordenes Sammensying med Klinking, men er for Resten eller med Hensyn til Indvedens Befæstelse uden særskilt Grund bleven staaende ved den ældre Brug, som er nedarvet fra Tiden før Jern-Alderen.
Men det skulde more mig, om nogen Anden kunde komme med en bedre Forklaring.
Den danske Forfatter undrer sig ogsaa over den løse Forbindelse mellem Indveden og Bordene, og han tænker sig, at Hensigten maaske har været at give Baaden en større Bøielighed, at den bedre skulde staa sig i Brændinger og knugende Søer. Men en Robaad kommer jo ikke saa let ud i Brændinger og Søer, og det er jo desuden ikke saa farligt dermed i Østersøen.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Ved dette fornyede Eftersyn lagde jeg Mærke til, at mange af de skarpkantede Smaa-Stene vare afrundede og glatte paa den ene Side og ujevne for Resten, ganske som de maatte være, naar de skulde være Brudstykker af itu-sprukne Rullestene.
- ↑ Ved atter og atter at tænke over Sagen, finder jeg det rimeligt, at denne Brug af Bryggesten vistnok har begyndt i en meget fjern Fortid, i Hedenold, men at den har vedvaret til temmelig nær Nutiden eller til den Tid, da den Opfindelse blev gjort at støbe Gryder af Malm. Men den Opfindelse er neppe mange Hundrede Aar gammel, ligesom Opfindelsen med Kakkelovne. Almuens Sagn om Bryggestenen er da maaske opkommet, ikke, som jeg først troede, ved en rimelig Gisning om disse Stenhobes Tilblivelse, men ved sammenhængende Overleverelse fra Slægt til Slægt alt fra den Tid, da den gamle Brug endda var i fuld Gang, ligesom der selv her paa Østlandet er en endnu ikke ganske udslettet Erindring om den Tid, da man istedetfor Kakkelovn eller Skorsten ikke vidste af andet Ildsted end en Aare midt paa Gulvet, med tilhørende Røghul i Taget. Aaren og Bryggestenen har maaske fulgtes ad.
- ↑ Bryggestenen hører til Bedriften i Ildhuset. Enhver Lettelse i denne Bedrift kommer væsentlig Kvindekjønnet til Gode. I hin Tid havde Karlene kanske saa fuldt op at gjøre med at kjøre Ved, at Kvinderne maatte hjælpe til med at kløve den. Det kom da dobbelt vel med, at man omsider kom efter en Maade at koge paa, som baade var mere letvint og bekvem i sig selv, og som ikke krævede saa meget Ved.
For nogle Aar siden besaa jeg et nyt og usædvanlig stort og bekvemt Fæhus paa en Gaard i Østerdalen, og ikke mindst fornøiede det mig at se den nye Indretning med en Vandledning, som befriede Budeierne for det Arbeide at bære den Mængde Vand fra Brønden. Siden blev jeg opmærksom paa, at det gaar som en Mode gjennem Dalen, at hver Gaard,
som kan, ogsaa skal have sin Vandledning. Dette maatte vel
fornøie mig, som saa ofte havde hørt Husmandskoner beskrive,
hvorledes de tildels havde ligget vaagne om Nætterne af Værk
i Armene efter Vandbæring om Dagen, i den Tid de vare
Tjenestepiger paa de store Gaarde.
Men ligesom man nu for Tiden holder paa at indføre denne
Forbedring i Stellet, saa var der en Tid (hvem siger, hvor
længe siden?), da først En begyndte og saa en Anden tog efter
og tilsidst omtrent hver Mand fik gravet de dybe Brønde med
Vippestænger, som man nu ser langs Glommen f. Ex. i
Elverum. Før gik man sagtens simpelt hen til Elven efter
Vand – men hvilket Besvær da mod nu!
Hine Vandledninger høre som sagt til Nutiden, og selv disse
Brønde høre vist ikke til Oldtiden. Jeg nævner dem alligevel
her, som Exempler paa en Fremadstræben, der i sammenhængende
Række har strakt sig alt fra Oldtiden af til denne Dag.
Uden saadan Sammenhæng med Nutiden havde Oldtidsvidenskaben
mindre Interesse. Idet denne Videnskab viser os den tilbagelagte
Tilstand af Ringhed, faa vi Syn for hvad det
menneskelige Arbeide har virket og udrettet gjennem Tiderne –
smaat for hver Dag, men altid noget og tilsidst meget.
- ↑ Jeg faar gribe denne Anledning til at gjøre opmærksom paa en Feil ved den Tegning Fig. 2, som staar paa Side 196: efter som Bordene ere tegnede, skulde man ikke tro, at Baaden har saa skarpe og ret opstaaende Stavner.
- ↑ Tegningen Fig. 2, som er fra den anden Baad, der var af Furutræ, viser, at man tildels har lagt adskilligt Arbeide paa disse Klamper, for at faa dem pene. Der var ogsaa Udskjæring paa Kjeiperne paa samme Baad.
- ↑ Ældre Baadsmede her i Landet have ogsaa meget brugt at „øxe“ Bordene ud af tykke Kløvninger og danne dem i bekvemme Former, istedetfor at man nu for Tiden mere og mere bruger kun sagede Bord og tvinger dem i de bestemte Former ved Bøining eller Vridning. Til hvad jeg herom har anført her i Folkevennen Side 199, kan jeg føie dette, at jeg i Søndfjord har seet en Baad, som var henved 100 Aar gammel og meget fint arbeidet, og hvor ikke alene „Halsene,“ men ogsaa „Bund-Bordene“ vare særdeles omhyggeligt øxede eller teljede i saadanne Former, som det vilde være umuligt at give dem ved Vridning alene.
- ↑ Den Maade at befæste Træ til Træ med Nagler har han ogsaa forstaaet; Stavn-Træerne ere befæstede til Kjøltræet paa den Maade.