Liden Kirsten
John Griegs forlag, (s. 21-22).
Liden Kirsten hun sad så silde,
mens gjøgen gol udi grønne skov.
Liden Kirsten nynned en vise,
imens hun sit brudelin vov.
Liden Kirsten hun sad ved sit vindve
og så på sin ring af guld,
skotted nedad sit sorte skjørt
og smilte så tankefuld.
Liden Kirsten lagde sit hoved tilro
på armens snehvide lin.
Og hæggen dufted, mens Kirsten
drømte om kjæresten sin.
Liden Kirsten løste sit gule hår
og gik til ro i sin kove.
Liden Kirsten folded de hænder små,
mens gjøgen gol udi skove. —