Levninger af norsk Oldlitteratur, nylig opdagede i det norske Rigsarkiv

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Gustav StormAlb. Cammermeyer (1s. 273-295).

Levninger af norsk Oldlitteratur, nylig opdagede i det norske Rigsarkiv.[1]

Flere af dette Tidsskrifts Læsere have rimeligviis seet en for ikke længe siden i Bladet „Den Constitutionelle“[2] indført Beretning om et merkeligt Fund af oldnorske Membranfragmenter, opdagede i Rigsarkivet. Da dette Fund isandhed maa kaldes en Vinding for Videnskaben, en Vinding saameget større og kjerkomnere, som den var aldeles uventet, synes det at være i sin Orden, naar vi her i et Tidsskrift for Litteratur meddele en nærmere Beretning derom, levere en Fortegnelse over og Beskrivelse af de fundne litterære Skatte, og antyde de slutninger, som deraf kunne gjøres med Hensyn til den fædrenelandske Litteraturs Tilstand i Norges Blomstringsperiode under Kong Haakon Haakonssøn og hans nærmeste Efterfølgere.

Allerede for omtrent fire Aar siden indsendte Rigsarkivets daværende Bestyrer, H. Wergeland, til Universitetet nogle faa Membranfragmenter, fornemmelig af norske Love, som han angav at have fundet i Arkivet, uden dog nærmere at yttre, hvorledes de vare opdagede, eller hvorvidt der kunde være Udsigt til at finde flere af samme Slags. Da nu heller ikke for det Første flere bleve fundne, og en rum Tid saaledes hengik, tænkte man ikke videre paa denne Sag, antagende, at ene Tilfældet, ei nogen specielt i dette Øiemed foretagen Undersøgelse, fremdeles vilde kunne bringe lignende oldtidslevninger for Dagen.

Imidlertid efterfulgtes Wergeland i Rigsarkivets Bestyrelse af dette Tidsskrifts Udgiver, Hr. Lange. Det varede ikke længe, førend denne baade fandt flere Fragmenter og tillige lærte, hvor man skulde søge forat fortsætte Opdagelserne. Ved at ordne endeel c. 200 Aar gamle Fogedregnskaber, Skattemandtal og deslige bemerkede han nemlig, at ethvert Hefte, der almindeligviis bestod af flere Folio-Ark, i Ryggen var forsynet med Pergaments-Stykker, bredere eller smalere, for at Indheftnings-Traaden, ved at gaae gjennem disse, ikke skulde komme iumiddelbar Berørelse med Papiret og saaledes slide eller sønderrive dette. Disse Pergaments-Strimler eller Lapper maatte strax tiltrække sig Opmerksomheden, da de fleste af dem vare beskrevne med Skrift fra Middelalderen og paa mange endog fandtes smukke med Forgyldning og alskens Farver forsynede Initialer. Ved nærmere Eftersyn opdagedes snart, at flere af dem vare Brudstykker af oldnorske, især Lov-Codices. Nu fortsattes Undersøgelsen planmæssigt. Hr. C. Unger tog ivrigt Deel deri og tilbragte flere Formiddage mellem de støvede Reoler, indtil alt det var draget for Dagens Lys, som ad denne Vei for det Første var at finde.

Blandt det saaledes Forefundne er vistnok det Meste Brudstykker af latinske Bøger af asketisk Indhold og saaledes ei af nogen synderlig Interesse for os, uden forsaavidt de i Almindelighed ere meget smukt skrevne og synes at være ældgamle: dog er, som det strax vil sees, ogsaa Høsten af de norske Boglevninger ret vakker. De Regnskaber, udenom hvilke de sidste fandtes, skrive sig fra saagodtsom alle norske Fogderier, dog især de nordenfjeldske, og fra Aarene c. 1580–1640. Det sædvanlige er, at to Pergamentsstykker, af størrelse som ¼ Qvart-Ark, ere indsatte ved hvert Hefte, øverst og nederst; derved ere vel de større Blade blevne barbarisk sønderklippede, men almindeligviis passe dog hvert Par Bladstykker sammen, og ofte findes der saamange, at de sammenlagte udgjøre hele Blade, thi der gives Rækker af Regnskaber, indsendte Aar efter Aar af samme Mand, hvilken tydelig kan skjønnes kun at have haft een Codex, hvis Blade efterhaanden forsynede ham med det fornødne Indbindingsmateriale, ja ofte har en eneste Codex endog forsynet flere Oppebørselsbetjente. Undertiden har man og været mindre sparsom paa Pergament, men taget hele Blade, ja Folio-Ark, og brugt dem som ordentlige Bind, tildeels med indvendig paaklistret Papir, der dog kan afvaskes og er blevet afvasket uden Skade for Skriften.

De Boglevninger, som for os have størst Interesse, ere følgende:

A. Af Lovcodices.

1. Størstedelen af et Blad af den ældre Eidsivathingslov, funden om et Regnskab fra Follou af 1618. Da man hidtil af denne Lov ikke kjendte andet end Christenretten, der vedblev at gjælde efter den nyere Landslovs Indførelse og saaledes blev særskilt afskreven; da der ikke engang blandt Arne Magnussøns Optegnelser findes Spor til, at han har kjendt eller tænkt sig Muligheden af at finde nogen ældre Eidsivalov, troede man halv om halv, at alle Exemplarer af denne allerede strax efter den nyere Landslovs Publication vare blevne tilintetgjorte. Desto interessantere bliver derfor dette Fragment, og vi kunne med god Føie kalde det den største Skat af det hele Fund. Det viser os, at idetmindste een Codex af hiin Lov endnu var til i Begyndelsen af 17de Aarhundrede og kunde have været opbevaret indtil vore Tider, hvis den beklagelige Fogedvandalisme ei saagodtsom ganske havde tilintetgjort den. Det var ubehageligt, at Opdagelsen ei skete saa tidligt, at Fragmentet kunde blive aftrykt i første Bind af „Norges gamle Love“.[3]

Haanden i dette Brudstykke er god og tydelig; Retskrivningen noget egen (Brugen af det halv omlydte ou f. au m. m.), men conseqvent og meget god, saadan som man kan vænte sig den i en Codex fra første Halvdeel eller Midten af 13de Aarhundrede, thi yngre kan den ifølge sagens Natur ei være. Naar vi forresten erklære Fragmentet for at tilhøre Eidsivaloven, ikke Borgarthingsloven, inden hvis Enemerker den dog var i 1618, saa er det mest, fordi der tales om Halver og Thredinger, en Inddeling, som var egen for Eidsivalagen, da Halver aldrig og Thredinger kun paa eet Sted (i Thelemarken) nævnes i Borgarthingslagen.

2. En heel Deel Stykker af en fortrinlig Codex af den ældre Frostathingslov, omtrent samtidig med foregaaende, og komne fra Helgeland, Salten, Vesteraalen og Tromsø mellem 1610 og 27. Af disse Stykker danne flere hele Blade, saa at man kan kjende Formatet, nemlig middels Qvart, beskreven tversover Siden med en udmerket fast og smuk Haand og forsynet med smukke Initialer. De fundne Stykker sees ved Sammenligning med den trykte Udgave at indeholde: IV. Part, Cap. 1–5, 27–30, 35–40. V. Part, Cap. 12–14, 22–34, VII. Part, Cap. 4—8, VIII. Part, Cap. 1–4, 11–16, IX. Part, Cap. 1, X. Part, Cap. 17—24, 24–27, 32–34, XIV. Part, Cap. 6–7, 10–14. Ogsaa af denne Lov existerede ikke hidtil nogen Pergamentscodex, siden den saakaldte Resenske fortæredes i Kjøbenhavns Ildebrand 1728. Man har flere Papirsafskrifter af den, efter hvilke den nu er trykt i første Bind af „Norges gamle Love“, men ikke engang Originalen til disse Afskrifter synes paa langt nær at have været saa god, som den Codex, hvoraf vi her have Levninger for os. Og særdeles interessant er det, at disse Brudstykker indeholde flere Capitler til Udfyldning af den store Lacune, som i den tabte Originalcodex, og saaledes og i alle Afskrifter, findes i V. Bog fra Cap. 23 til Cap. 40. Den i Udgaven S. 181 Not. 5 fremsatte Formening, at en stor Deel af Lacunen kan udfyldes ved Hákonarbók, bestyrkes nu paa det Evidenteste ved at sammenligne de anførte Brudstykker med denne.[4]

3. Et Stykke af et Blad af en udmerket gammel og god Codex af samme Frostathingslov, omtrent af samme Alder som foregaaende; fra Eker 1626. Bogen synes at have været i stor Qvart, Skriften gaaer tvers over Siden. Stedet er i XIV. Part, i Cap. 1–2 og 3–4.[5]

4. Tre halve, paa langs afskaarne Qvartblade af en Codex af den ældre Frostathingslov, særdeles god, dog maaskee lidt yngre end de to forud nævnte. Disse Stykker ere komne fra Hardanger 1617 og 18. De indbefatte omtrentlig IV. Part Cap. 9–13, 35–41, VIII. Part, Cap. 5–15.[6]

Saaledes have vi her Levninger af ikke mindre end trende gamle Frostathings-Lovbøger.[7]

5. Stykker af den ældre Gulathingslov, indsendte fra Nordhordeland 1616 og 17. Codex sees at have været i stor Qvart. Haanden er fortrinlig, Retskrivningen ypperlig; den synes at være idetmindste ligesaa gammel som Codex Ranzovianus, den eneste nu tilværende af denne Lov, og som er lagt til Grund for Udgaven. Stykkerne omfatte Cap. 28–32, 53–57, 82–86.[8] Disse Fragmenter ere især interessante ved deres Afvigelser i Christenretten; her optages i Texten to Capitler af samme Indhold som Cap. 79 og 98 i Sverrers Christenret; de udelades i Codex Ranzovianus.

6–20. Brudstykker af 15 Codd. af den nyere Landslov, indsendte fra forskjellige Kanter af Landet. Merkeligst blandt disse ere en Mængde Stykker af en Gulathingslov med Hirdskraa, indsendte fra Søndmøre 1630, thi de ere skrevne aldeles med samme Haand og Retskrivning (paa nogle faa Forbedringer nær), som findes i et Brev fra den lærde Lagmand Hauk Erlendssøn af 1302 i den af og ved ham skrevne Hauksbók No. 544 qv., og i Hauksbók af Landnama No. 371 qv., begge i den Arnamagnæanske Samling. Vi have altsaa her Stykker af en Gulathingslov, skreven med Hr. Hauk Erlendssøns egen Haand, rimeligviis den Codex, han selv benyttede under sin Embedsførelse, og derfor vistnok yderst paalidelig med Hensyn til Textens Redaction. Da Hr. Hauk først var Lagmand paa Island, siden (i 1302 og deromkring) i Oslo, og endelig (1304–1316) Gulathings-Lagmand, maa Afskriften være fra denne sidste Periode, og vi kunne da lettelig forklare os de enkelte Forbedringer i Retskrivning, som man bemerker ved at sammenligne denne Afskrift med Brevet af 1302 og Hauksbogen, der synes at være samtidig med dette, eller snarere skreven medens han endnu var paa Island. Til et Facsimile af Skriften i disse Fragmenter var ei Plads; den er forresten aldeles som i de af Hauksbøgerne i Antiqvitates Americanæ og Íslendingasögur meddeelte Prøver.[9]

21, 22. Brudstykker af to Codices af den nyere Landslov tilligemed Bylov; et af disse, indsendt fra Tønsberg er især udmerket godt skrevet, og med en Retskrivning, der næsten kan kaldes normal.

23, 24. Brudstykker af tvende Codd. af den nyere Bylov.

25, 26. Brudstykker af tvende Codd. af Hirdskraa. En af disse er særdeles velskreven.

27. Brudstykker af Jonsbogen omtrent fra Midten af 14de Aarhundrede. Haand og Retskrivning islandsk.

28. Tvende Blade af en Codex i 12mo af Kong Valdemars sjælandske Lov, indsendt fra Nordhordeland 1622. Haanden er smuk og tydelig; Orthographien synes idetmindste ikke mindre antik end i de Stykker, der ere anførte i Petersens Sproghistorie, 2 Deel, S. 261–63. Til Prøve anføres her en Side:[10]

. . bítnæ. tha takæ han thæm enæ.

Æn of theræ mothær hauær nokræ aruæ ærft ær æi æræ mæth aruæ bítnæ. allær mæt børn myndæ. før hun dør tha aghe børn thæn arf forlothæs. Æn um sva warthær. at thæn man ær the børn hauær with thæn konæ ær døth ær. oc hauær nokræ the aruæ ærft thær han. a. æi at skiftæ wit sín børn. ällær hans børn hauær nokræ the aruæ ær han a. loth i. oc takær han sic sithæn athælkonæ. oc gør æi ællar . .

29. Et Duodez-Blad af en Codex af den ældre Vestgøtalov, indsendt fra Thelemarken 1638.

Det indbefatter Slutningen af Retlosebolken og Begyndelsen af Jordebolken. Da baade Retskrivningen her langt mere nærmer sig til, hvad man maa antage for det Ældste og Rigtigste, end i Codex A i Collins og Schlyters Udgave (f. Ex. iarðar, ikke iorðær, Infinitiverne paa a istf. paa æ, o. s. v.), og Skrifttrækkene derhos have et mere antikt Udseende, end det af hiin Codex i Facsimile meddeelte Stykke, feiler man næppe ved at antage Fragmentet idetmindste 50–70 Aar ældre end nysnævnte, rimeligviis kort efter 1281 nedskrevne, Codex, og altsaa samtidigt med Askell Lagmand selv. Man kan derfor med god Føie erklære Fragmentet for den ældste hidtil bekjendte Levning af svensk Bogskrift, og det er saaledes af overordentligt Værd. Merkeligt nok findes paa flere Steder angelsaxiske f’er, der ellers kun bruges i norske og islandske Codices; dette i Forening med at man og finder enkelte Diphthonger, der ellers ei i ældre Svensk ere almindelige, er vel deels at tilskrive Vestergøtlands Naboskab med og nøiere Forbindelse med Norge, især netop i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, deels vel og Sproglevningens egen høie Ælde, thi engang maae dog ogsaa Diphthonger i oldsvensk have været almindelige, og jo ældre Sproglevningerne ere, desto mere nærme de sig en saadan Sprogperiode. Fragmentet er baade saa lidet og derhos saa merkeligt, at vi her meddele Alt hvad som deraf kan læses:[11]

....lv . en eig far aflestir . en þet är sex öra firi hest . halfua marc firi oxa . oc sva firi . . far han aflestir af . gialde ecki veta firi vargh . Læggr ψ fä. sitt aðrum in til gezlv . eig ma þet fä tapaz af þeim er uið tacr. annat tveggia með stvlð. ällar m rani nv ma[12] bonda costr (oprindelig fä, men dette understreget og costr skrevet over med samme Haand) þess er uið tacr. Varða m taknir. Atr skal han gialda. leggi frem þ..er ...... tvlptar eið at h........ mera hans fä at gezlo .. h .... irfram lagath.

Här byriaz iarðar bolcr.

F . . erv fang iarðar Ein er erfô. Annar är heimgierþ svnar þriðia er hemfvld dottr. Fiorða er køp. Fimta är skøtning køpa skal til taka. Tua af þess hendi er iorð sell vmfärð varða. Tva af hins hendi är värði. varða. þeir allir taka. i .......

B. Af Sagaer.

30. Flere Stykker af en Qvart-Codex af Olaf den Helliges Saga. Fra Orthographiens Side maae disse Brudstykker uimodsigeligen erklæres for noget af det allerbedste, man hidtil kjender af palæographiske Levninger. Orthographien er (nogle constante Egenheder komme her ei i Betragtning) nøiagtig lempet efter Grammatikens Fordringer: endog Accenterne ere tilføiede med største Regelmæssighed over alle lange Stavelser, Diphthongerne og de samme vokaler iberegnede.[13] Derhos er Skriften smuk, endog elegant, og Sprogformer og Ordføining yderst antike, saa at man vist ikke feiler meget ved at henføre Codex til Midten eller Slutningen af det 12te Aarhundrede. Bearbeidelsen selv er forskjellig fra dem, man hidtil kjender, med mindre den skulde stemme med den endnu ikke nok undersøgte Codex af Olaf den Helliges Saga i Bibliotheket i Upsala.[14] Paa nogle Steder slutter den sig nærmest til Fagrskinna, saa at flere manglende Steder endog derefter kunne udfyldes; paa andre Steder stemmer den med Kongesagaen efter Heimskringla, men paa atter andre er den aldeles forskjellig fra de øvrige, fornemmelig i Fortællingen om Asbjørn Selsbane.

31. Et fra Hardanger 1627 indsendt Stykke af en Qvart- eller Folio-Codex af den saakaldte Fagrskinna. Denne Bearbeidelse af Kongesagaerne er os Nordmænd især interessant, fordi man af visse forekommende Udtryk kan skjønne, at den er forfattet i Norge, og efter Müllers Mening maaskee er den ældste norske Kongekrønike, vi endnu have tilbage. Det er Torfæus, der har givet den Navnet Fagrskinna, rimeligviis fordi den Codex, han kjendte og benyttede, var smukt skreven; den existerede endnu paa hans Tid i det kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, men er nu ikke længer til. Derimod findes flere Papirsafskrifter under Titlen Æfi eller Tal Noregs Konunga No. 52 fol. og 301–303 qv. i den Arnamagnæanske Samling og disse Papirsafskrifter sees endog at hidrøre fra to forskjellige Oldbøger, der, uagtet de i Hovedmassen ganske have noget eenslydende, dog paa enkelte Steder have afveget fra hinanden. Den ene Klasse af Afskrifter indeholder nemlig Beretningen om Ragna Adilsdatter i Harald Haarfagres Historie og udelader alle Slægtregistre; det er maaskee den ældste Bearbeidelse. Den anden Klasse, hvis Original da maaskee er den yngre Bearbeidelse, udelader Beretningen om Ragna, men meddeler derimod ved Slutningen af Harald Haardraades Saga flere Slægtregistre, hvoriblandt Arnmødlingetallet, i hvilket Kong Haakon Haakonssøn og Dronning Margrete Skuledatter omtales som samtidige. Men alle Papirsafskrifter af denne Klasse have igjen betydelige Lacuner, fornemmelig paa det Sted, hvor Slægtregistrene forekomme; saaledes mangler Begyndelsen af det Slægtregister over Skule Kongsfostres Børn, der ogsaa findes i Snorres Harald Haardr. Saga Cap. 103, og Slutningen af Arnmødlingetallet, der desværre ikke findes andensteds. Den nærmere Beskaffenhed ved hiin første Lacune viser os imidlertid, at vi i nærværende Fragment have et Stykke af den selvsamme Codex for os, efter hvilken Afskrifterne af sidstnævnte Klasse ere tagne. Lacunerne i Afskrifterne maae nemlig være opstaaede derved, at Blade have været udrevne af Originalcodex; at Afskrifterne have været tagne efter een og samme Original, viser sig tydeligt nok deraf, at Lacunerne i dem alle findes paa samme Sted. Nu ophører den store Lacune i Slutningen af Harald Haardraades Historie midt i Skule Kongsfostres Slægtregister, og de første Ord, hvormed Texten igjen begynder, ere „Synir varo Kynaðr ok Þorgrimr klaufi“. Disse Ord maae saaledes have begyndt første Side af det Blad der fulgte efter de udrevne. Fragmentet, som vi have for os, sees tydeligt at være den nederste Deel af et Blad, hvoraf den øvre Deel er afklippet. Hvor den bagerste Side af Bladet ender, skulde man saaledes i Læsningen gaae over til et nyt Blad. Hiin bagerste Side ender med disse Ord: „Þorer skinfælldr hafðe atta elldriði. Đeirra“. Da nu det omtalte Sted hos Snorre viser, at Thorers og Eldrids Børn netop vare Kynad og Thorgrim Klaufe, passe begge Steder saa nøiagtigt sammen (... Đeirra synir varo o. s. v.), at man ei et Øieblik kan tvivle om, at Sagen forholder sig saaledes, som ovenfor angivet. Vi see heraf, hvorledes maaskee de fleste Lacuner ogsaa i de reddede og af Arne Magnussøn samlede Codices ere blevne til, og underligt er det at tænke paa, at dette Fragment, som han vist i sin Tid, da hans Codex endnu var til, vilde have givet meget for at faae, laa ukjendt blandt Pakkerne i Rentekamrets Arkiv i Kjøbenhavn. Fragmentet er især vigtigt, fordi det nu er den eneste Membranlevning af Fagrskinna, som haves, og fordi man ved en Udgave af Fagrskinna kan benytte det som Norm for Retskrivningen, hvis man agter saavidt muligt at beholde den, der fandtes i Codex selv; – Skade, at ikke ogsaa, eller heller, Slutningen af Armødlingetallet blev funden. Slutningen deraf maa have staaet øverst paa et Blad. Haanden i Brudstykket er udmerket smuk; Retskrivningen er umiskjendelig norsk, særdeles god og conseqvent, Bogstavernes Form meget antik, især y’erne, der ligne de ældste angelsaxiske. Codex synes at have været skreven i Midten af 13de Aarhundrede og er derfor vel endog Originalen selv, da man af Arnmødlingetallet kan see, at den er nedskreven under K. Haakon Haakonssøn efter hans Giftermaal.[15]

32. Brudstykke af en meget velskreven islandsk Qvart-Codex af Heimskringla, eller idetmindste af Harald Haardraades Saga. Haanden ligner meget den i Codex Frisianus og er vel omtrent jævnaldrende med denne. Stykket er kommet fra Lofoten 1623. Det udgjør den nederste Deel af et i to spalter beskrevet Blad og indeholder det meste af Cap. 41, 42, 45, 46, 47, 48. Til Prøve meddeles følgende Linjer:

.... Fra Ormi j.

Ormr h. þa j. a vpplondum móðír hans var ragnhilldr dottir hakonar j. rika . ormr var agetr maðr . þa var aiaðri austr asola aslakr erlings s. hann atti sigriði dottur sueins .j. hakonar s. Gvnnhilldi dottur sueins j. atti suein dana konungr vlfs son ..

33. Stykker af en islandsk Codex Sverressaga, komne fra Nordfjord 1623. Orthographien er ret god og fast, dog har Codex næppe været ældre end Midten af 14de Aarhundrede. Stykkerne omfatte Begivenhederne omkring Fimreite-Slaget og Magnus Erlingssøns Død.

34. To Stykker, komne fra Hadeland 1625, af en saare velskreven islandsk Foliocodex af Haakon Haakonssøns Saga, indeholdende Cap. 143–152, 161–167, 226–228, 233–237. Haanden ligner overordentligt den anden og yngre Haand i Codex Arnamagn. No. 47 fol., den saakaldte Eirspennill, og Bearbeidelsen af Texten er, ligesom i denne, meget kortere end i Cod. Frisianus og Flatøbogen.

35. To sammenhørende Octavblade af en fortrinlig Codex af Sturlungasaga, indsendte fra Nordfjord 1630. Haanden er islandsk, omtrent fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede. Bearbeidelsen er meget vidtløftigere end i den trykte Udgave, hvilket allerede kan sees deraf, at de to tætskrevne Blade ei omfatte mere end omtrent en trykt Side, nemlig fra S. 138 L. 14 f. n. indtil S. 139 L. 8 f. n. i 2den Deels 1ste Bind. Til Prøve hidsættes her følgende: (S. 139 L. 10 f. o.)

Egill kuezt hafa frelz þorði maɴa forrað þat sem hann hafði att oc kuez hann eigi þi mali eiga nu at suara. Treystuz bendr eigi berliga at mæla imoti konungs brefi eɴ kuoðuz ofusir umskiptis. Bauðvaʀ ibæ kuat ser eigi myklu skipta hnerr fyrir maðr væri iheraði kuez við engan mundu bag br(i)ota eɴ þiona litt til flestra eɴ kuez betr lika at hefði hans vanda menn helldr enn þeir er honum varo venzla lausir ætla ek slikt at syna þeim ivinatu sem þeir syna mer þat er mit tillag sagði haukr.

Sidenefter fortælles vidtløftigen om Forhandlingerne med Egil og Thorarin, hvilket i den trykte Udgave kun omtales i een Linie.

36. Tre Fjerdedele af et Blad i stor Qvart af en Codex af Flores og Blanzeflors Saga, indsendt fra Nordfjord 1614. Haand og Retskrivning er norsk, endog, som det synes, fra en sildigere Tidsalder, maaskee Midten af 14de Aarhundrede dog er Sproget aldeles reent, langt bedre end i Diplomer fra samme Tid, og orthographien conseqvent. Nyerup siger i sit Skrift om "Morskabslæsning i Middelalderen“ (S. 114), at den norske Text af denne Saga nu er tabt, skjønt han kort i Forveien har fortalt at et islandsk Haandskrift deraf findes i den Arnamagnæanske Samling; det islandske Haandskrift kan dog vel ikke have afveget fra de norske i andet end Orthographien.[16] Dette vil i alle Fald nu kunne erfares, da vi her have et godt Brudstykke af den norske Text. Det er klart, at den er oversat umiddelbart efter den franske Bearbeidelse, hvilket ei alene kan sees af Overeensstemmelsen i Fortællemaaden, men og af de franske Former af Navnene Floires og Daires. Til Prøve meddeles:

En floires þakkade þa miok daire husbonda sinum oll hæilræde. En sidan drukku þau længi ok uaro kot. ok foro at sofua sidann. En firir ihuga sakar suaf floires litit þa not. ok langade miok at finna[17] duruord kastalans. ok þægar er dagr uar þa stod hann upp. En husbonde hans fylgdi honum ut ok uisade honum til turnsens. En þa er floires kom þær. þa gek hann um ok sa a turnenn . mælde hann bæde a længd ok sua a bræidlæik sem sa er hagr er. Eɴ þægar er duruordrenn sa þet þa næfsti hann honum fællaga ok mælte sua. huart er þu hældr niosnar madr . ædr suikare. ædr hui ser þu sua a turnn uarnn . huartke em ek þæira quad floires.

37, 38, 39. Stykker af trende forskjellige codices af Karlamagnúsar Saga. a) Den ene Codex, hvis Stykker ere komne fra Nordfjord, kan skjønnes at have været en Foliant, beskreven i to Spalter; Haand og Retskrivning islandsk omtrent fra Midten af 14de Aarhundrede, men ellers særdeles god.

b) Den anden Codex, hvis Stykker ere komne fra Moss 1622–25, er ligeledes islandsk og efter Orthographien at dømme ældre end den første; tilfældigviis indeholde disse Stykker meget af det samme, der ogsaa findes paa Fragmenterne af hiin.

c) Den tredie Codex, hvis Stykke er indsendt fra Nordhordeland 1626, har efter Orthographien at dømme været norsk, fra Slutningen af 13de Aarhundrede. Skriften er mønsteragtig smuk.[18]

40, 41. Stykker af to forskjellige Codices af Erkebiskop Thomas Beckets Saga, begge meget godt skrevne, især den ene, kommen fra Søndhordeland 1628–30; det har været en særdeles elegant Bog i Folio. Haanden ligner overmaade den ældste og bedste Haand i Eirspennill; Orthographien er islandsk.[19]

42. Stykker af en islandsk Codex fra Midten af 14de Aarhundrede, indeholdende flere Helgensagaer, hvoriblandt den hellige Biskop Jons. Her forekommer netop det Sted, hvor hans sammentræf med Sæmund Frode i Udlandet omtales.[20]

43. Stykker af en særdeles velskreven og gammel Codex. der har indeholdt Sagaen om St. Brandans Seiladser til ukjendte Lande, see Irvings Columbus, Appendix No. XXIII.[21] Retskrivningen er udmerket god, maaskee islandsk, og synes at være fra Slutningen af 12te Aarhundrede.[22] Stykkerne ere komne fra Salten 1617.

44. Stykker, komne fra Nordfjord 1629, af en meget gammel Codex, der synes at have handlet om Mariæ Jærtegn. Retskrivningen er udmerket god og conseqvent, islandsk, fra Midten af 13de Aarhundrede.[23]

45. Stykker, komne fra Søndhordeland 1611, ligeledes af en Codex om den hellige Maria, skreven med en Haand, der overmaade ligner den, der findes i ovennævnte Codex b. af Karlamagnúsar Saga.

C. Af forskjelligt Indhold.

46. Et Blad af en meget god og gammel Codex af Stjórn, indsendt fra Søndhordeland 1603.[24]

47, 48. Brudstykker af to forskjellige Codices af Kongespeilet. Den ene af disse, hvis Stykker ikke ere ubetydelige, og indsendte fra Lofoten 1617, har især været fortrinlig. Den er skreven med en udmerket fast og tydelig Haand, tversover den hele Side i stor Qvart eller bred Folio; Retskrivningen er norsk og synes at maatte henføres til 1ste Halvdeel af 13de Aarhundrede. Stykkerne af denne indbefatte hvad der i den trykte Udgave [af 1768] findes S. 20–27, 30–37, 65–70, 75–81, 83–86, 92–97. Den anden, hvis Stykker ere komne deels fra Hardanger 1627, deels fra Søndmøre 1637, synes vel at være noget yngre og at være skreven af en Islænding, men maa dog have været særdeles god, efter Retskrivning og Ordføining at dømme.[25] Til Prøve anføres af den første:

Gør þu þer allar logscrar kunnar. en meðan er þu uilt kaupmaðr uera þa þarftu engan rett þér meirr aɴan kunan gera en biarkeyiar rétt. En ef þer ero log kunn þa uerðr þu eigi beittr ulogom ef þu att malom at scripta vid iamnmaka þina oc kantu at logum suara öllum malom. En þo at ec røða flest um logmal þa uerðr engi maðr aluitr nema hann kunni goða scilning oc hátt aöllum siðum þar sem maðr verðr staddr. oc ef þu uilt uerða full comenn i froðleik þa nemðu allar mallyzkur en allra hellzt latino oc uolsku þuiat þær tungur ganga uiðazt . en þo tyndu eigi at heldr þinu mali eða tungu.

49. Brudstykker, indsendte fra Nordhordeland 1612, af en med islandsk Retskrivning fra Slutningen af 13de Aarhundrede skreven Foliant eller stor Qvart, indeholdende en Dialog af religiøst Indhold (fornemmelig Legendehistorier) mellem Petrus og Gregorius.

50, 51. Fem Bladstumper fra Brunla-Len 1629 og 30, indeholdende Forskrifter for Munkenes Klosterliv. Den ene af Stumperne er dog baade skrevet med en anden Haand, paa andet Slags pergament og i lidt mindre Format end de øvrige fire, hvorfor man maa antage, at det har hørt til en anden Codex. Hine fire Stykker udmerke sig ved Skriftens overordentlige Reenhed og antike Udseende. Her findes altid det latinske f: et Beviis paa dets Ælde. Skade, at ikke en eneste Linie haves fuldstændigt. Som Prøve anføres:

Hvossu margar sendingar skulu véra at borðe brœðra.

... credimus ad refectionem cotidianam . Hvær .... ætlom vér vinnaz till fullnaðar hvert er mataz ... dægi . eða at none. tvær vælldar fœzlor . oc fyrir ... settar at þát cann aðrum véra .....

52. Et noget beklippet Blad af en Codex af computistisk indhold og skreven aldeles med samme Haand som det store Folioark af 736 qv. i den Arnamagnæanske Samling, hvoraf Facsimile er meddeelt i Antiqvitates Americanæ. Af Grunde, som det her ei er Sted at udvikle, synes man at maatte antage alt, hvad der er skrevet med denne Haand, for optegnet under Hr. Hauk Erlendssøns Opsigt, rimeligviis af en af hans Skrivere. Bladet indeholder omtrent hvad der staaer i den trykte Rimbegla S. 444.

53, 54. Blade af svenske Homilier og Helgenhistorier, komne fra Hardanger og Bergen. De synes at have hørt til 2 forskjellige Codices; Retskrivningen er i det Hele taget bedre eller rettere vidnende om høiere Ælde, end de hidtil udgivne svenske Homilier. Vel bruges ikke længer þ, men der gjøres dog stedse Forskjel paa th og t samt dh og d; Haanden synes at være fra c. 1400.

55. Stykker, komne fra Skiensegnen 16.., af en dansk Legendebog; her tales om den hellige Juliana. Skriften synes at være fra Begyndelsen af 15de Aarhundrede. Til Prøve anføres:

Jæk swær thet a woræ miscunsamæ gudæ som styræ och radhæ offwer allæ herræ ath ær thet santh thu haffwer mik sagth ath hwn haffwer thik swareth sodan ordh, jæk skal thaghæ handh a hennæ och anthwordhæ hænnæ j thit egith woldh, Och tha han haffdhæ thettæ sagth tha gik han borth til syn dotther hastigh och wredher, kallædhæ hennæ och saghdæ swo, Myn sødestæ dotther Juliana, hwi wil thu ecke haffwæ thin fæsteman kæysarens foghæthæ til brwdhgommæ. &c.[26]

56. Stykker, fra Mandal 1627, af en gammel dansk Bog fra Midten af det 14de Aarhundrede, der synes at have handlet om den hellige Birgitte. Idetmindste lyder Slutningen af en vidtløftig rød Overskrift saaledes:

... mattæ komme til godhæ stadgæ mz igeen til guth. ok iættæ them misschund om the wilæ sech bædhræ ok han thrugher them mz syn reetferdicheetz iæffnheet om the ikkæ rætæ sech Ok thenne Openbærelsæ kungiordhe frwe birgittæ i forde ærkebisschop herræ bernardi ok three mæsteræ i then hælghæ schrift nerwærelsæ, ok swa kænnefædræ i kirkærætæn ok keyser rætæn ok manges riddere ok burghæræ i sammæ stath.[27]

57. Brudstykker af en Jordebog for Bergens Domkirke, komne fra Sogn 1630. Haanden i disse Brudstykker seer ved første Øiekast temmelig antik ud, ved nærmere Betragtning seer man dog, at Orthographien er meget fordærvet, og at Skriveren med Flid har søgt at efterligne en ældre Fractur, uden dog at vide, hvor han rigtigen skulde anvende de ud af Brug komne Bogstaver; saaledes finder man tiund og þiund om hinanden. Ogsaa forekommer Aarstallet 1497. Af denne Jordebog findes, merkeligt nok, ogsaa et Blad i Bergens Museum.

58. Fem fra Nordfjord 1612–18 indsendte Blade af en merkelig Octav-Codex, skreven paa Latin med en meget tydelig og fast Haand fra Midten eller Slutningen af 13de Aarhundrede. Bladene ere numererede med sædvanlige arabiske Tal, med en Haand fra omtrent 1550, paa hvilken Tid Codex altsaa maa have været heel; de hele Blade ere betegnede 135, 138, 140, 144, 145. Bl. 135 indeholder den første Trediedeel af den ogsaa hos Rymer (3die Udg. II. 1079) meddeelte Egteskabstractat, dateret Roxburgh 25de Juli 1281, mellem Kongedatteren Margrete af Skotland og Kong Erik Magnussøn i Norge, sluttet, som det i Documentet heder, inter illustrem principem dominum Alexandrum dei gracia regem Scotorum nomine suo et nomine nobilis domicelle Margareta filie sue karissime de consensu domini Alexandri filii sui et tocius conscilii dicti domini regis ex vna parte, et venerabilem patrem dominum Petrum orchadensem episcopum et nobilem virum dominum Bernerum baronem (Bjarne Erlingssøn), magistrum Bernardum cancellarium, et fratrem Mauricium de ordine fratrum minorum, procuratores et nuncios sollempnes et speciales domini Erici dei gracia regis Norwegie illustris ex altera. – Bl. 138 indeholder den sidste Trediedeel af Tractaten som maa være afskrevet efter en Vidisse af 1283, thi det heder til Slutningen: In quorum omnium testimonium Nos prefati Na(rva) episoopus . Rikardus. Gilbertus et Ericus abbates presenti transcrip ..... gilla nostra apposuimus. Datum Bergis . Jdus Julij An. domini mo. cco. octogesimo tercio. – Bl. 140 indeholder et Stykke, som det synes, i Midten, og Bl. 144 1ste Side Slutningen af en kortfattet Reisebeskrivelse, først i Spanien, siden i Syrien og Palæstina. Den ender saaledes: Quicumque ex isto breui itinerario siue per memorata loca peregrinando seu et ipsum legendo aliquid solacii nostro mediante labore acceperit queso vt animam felicis recordacionis domini Andree Nicholai recommendatum habeat coram deo, meque pauperem fratrem Mauricium nihilominus diuine pietati deuocibus recommendat (sic). – Anden Side af 144 og hele 145 indeholde en Afskrift af en ved Tiende-Collectoren Hugucio, „plebanus plebis de Castellione, Aretine diocesis“, under 28de August 1286 i Oslo verificeret Bulle af Pave Honorius d. 4de, dateret Rom 1ste November 1285 og angaaende Geistlighedens Tiende til Befrielsen af det hellige Land. (Om denne Hugucio, see Suhm, Hist. X. S. 842–45, 904, 1026)[28]. Smaastumperne indeholde mestendeels Stykker af computistiske Tabeller, men, som det synes, senere tilskrevne. Det synes af de foranførte Steder, som om Bogen har været skreven af den to Gange nævnte Franciscanermunk Mauritius, der altsaa forekommer baade som Gesandt i Skotland og som Reisende i Spanien og det hellige Land. Hvo denne Mauritius har været, er tydeligt nok: det er ganske vist den samme Broder Mauritius, der i Fragmenterne af Magnus Haakonssøns Saga (Fornm. S., 10. B., S. 156, 158) omtales som K. Magnus Haakonssøns Gesandt til Skotland. Ogsaa den ovennævnte dominus Andreas Nicolai forekommer i Haakon Haakonssøns Saga. Han nævnes allerførst i Cap. 294 og 296 som en af Kongedatteren Christinas Ledsagere paa hendes Giftermaalsreise til Spanien 1257; det heder her, at han paa Tilbageveien forblev i Frankrige 12 Maaneder, medens andre reiste fra Spanien direkte til Søes til Norge, andre droge til Jerusalem. Siden omtales han som Lendermand og en af de virksomste Deeltagere i Toget til Skotland. Da der nu ikke er nogen Sandsynlighed for, at han to Gange skulde have været i et saa fjærnt Land som Spanien, kan man ikke andet end henføre Itinerariet til hiin Reise med Kongedatteren, og vi have altsaa her et Brudstykke af Beskrivelsen over denne merkelige Færd, forfattet af Broder Mauritius, der ligeledes maa have været med og ved denne Leilighed maaskee har gjort sin første Udflugt Man kan her ikke indvende, at Skriftet maaskee er en simpel geographisk Beskrivelse, forfattet eller excerperet hjemme, thi hvert øieblik forekomme Udtryk, der vidne om, at Forfatteren og hans Følge selv vare paa de Steder, der beskrives. Først omtales det Forbjerg, der kaldes Tarfalgurfa hispanice vero Cabo sant Vincent, derfra kommer man langs Algarves Kyst til Cadiz,[29] videre ad nasum qui hyspanice dicitur Cabo de beta, dernæst til Cabo de plata, saa til et tredie Forbjerg, der paa Saracenisk kaldes Tarfalaga (Trafalgar), ligeoverfor hvilket ligger i Afrika Cabo de Spartiel. Derpaa begynder Strædet (strictus Marrochitanus); Fæstningen Gibeltare omtales, dernæst Malaga, Almeria, Cartagena m. m. Om Riget Granada heder det: Credo firmiter hanc terram fore altissimam omnium terrarum juxta mare, cuius montium cacumina (Sierra Nevada) nubes penetraverant nobis videntibus. – Fra Cartagena, siger han, havde det været compendiosius iter for dem at sætte Coursen lige mod Øst forbi Sardinien, med Maiorca til Venstre; nos vero eundo Massiliam deviavimus. Dette passer godt med Sagaens Beretning, at Andreas Nikolassøn paa Hjemveien først drog til Frankrige. Nu kunde det vel af Reisebeskrivelsen synes, som om Andreas fortsatte Reisen ligetil det hellige Land, hvilket strider mod Sagaens Udsagn, at han forblev 12 Maaneder i Frankrige; men man behøver ved „nos“ ei at forstaae alene ham og Mauritius; Sagaen fortæller udtrykkelig, at Ivar Englasøn, Thorlaug Bose og endnu nogle Flere droge fra Spanien til Palæstina, og intet er derfor rimeligere at antage, end at Andreas Nikolassøn har gjort Følge med dem til Marseille og er der bleven tilbage, medens de Øvrige have fortsat Reisen østover. At Mauritius kun nævner Andreas som sin Reisefælle, eller rettere som den, der har et Slags Deel i Reisebeskrivelsens Affattelse, kan maaskee hidrøre fra et nærmere Forhold, hvori han senere har staaet til ham; eller maaskee og Andreas kan have opfordret ham til at forfatte Skriftet: mange Grunde ere her tænkelige. – Det 144de Blad begynder midt i Beskrivelsen over Palæstina og Syrien; her nævnes blandt andre Steder Antrodum; efter en Digression om Syrien fortælles: Nos vero de Antrodo revertebamur via qua venimus in Accon. Heraf seer man, at de ved Ankomsten til Palæstina havde landet ved Acre. Med Beskrivelsen af en liden Ø udenfor Antrodum slutter Itinerariet. Som eneste i sit Slags maa man ansee det for et af de kosteligste Stykker, der ved denne Leilighed ere opdagede.


Der er saaledes i faa Dage fundet Stykker af flere end 50 Codices, de fleste forfattede i det oldnorske Sprog, af usædvanlig høi Ælde, mange endog Pragtstykker i sit Slags. Hvis man havde haft alle disse Codices fuldstændige, vilde de have dannet en herlig og især for Sproghistorien vigtig Haandskriftsamling; om at kunne finde alt det Manglende er naturligviis nu ei længer noget Haab; men selv i deres nuværende mutilerede Tilstand ere Boglevningerne interessante nok og oplysende for Sproghistorien, ei at tale om de Fragmenter af tabte Oldskrifter, der nu første Gang ere komne for Lyset. Men det Interessanteste ved Fundet er dog den Slutning, som deraf kan gjøres med Hensyn til den fædrelandske Litteraturs Tilstand i Norge under Kong Haakon Haakonssøn og hans Efterfølgere indtil Unionen. Hvad nu for det første Lovbøgerne angaaer, da udgjøre hine 17, ja maaskee 20 Codices af den nyere Landslov, lagte til de mange, som endnu ere forhaanden i de forskjellige Bibliotheker, saa stor en Mængde (over 60), at man faaer et Overskud, om man endog tænker sig et Exemplar for hver Lagmand og sysselmand. Hvor mange flere Exemplarer have vel ikke desforuden været til, som i Tidens Løb ere tilintetgjorte? Vi ledes saaledes til den Slutning, at Lovstudium, endog i de senere Aarhundreder, var ligesaa yndet i Norge, som Sagaerne omtale det paa Island, og at saaledes endog private anskaffede sig Exemplarer af Landsloven. Herom vidner og det ovenfor [S. 284] citerede Sted af Kongespeilet, hvor Faderen udtrykkelig raader sin Søn, hvis han ønsker at blive Kjøbmand, at studere alle Lovbøger (allar lögskrár), fornemmelig Bjarkøretten. Men af størst Interesse ere Sagaerne. De omtalte Sagacodices fandtes, efter hvad vi nu have erfaret, endnu i første Halvdeel af det 17de Aarhundrede paa alle Kanter af Landet; de ansaaes da af vedkommende Embedsmænd som Hverdagssager uden Værd – et Tegn paa, at de ei som Curiositeter have været sildigen bragte ind i Landet, men derimod maae have gaaet fra Mand til Mand gjennem mange Generationer. Lægger man til det betydelige Antal Codices, hvis Levninger vi her have omtalt, de mange endnu existerende, som i sin Tid ere komne fra Norge, f. Ex. Hovedcodex af Sverres Saga, Cod. Frisianus, Eirspennill og mange andre, faaer man ud, at et større Antal af dem har været i Norge, end paa Island, og man kommer til det Resultat, at ogsaa denne Litteratur i Norge var meget populær, og at der maa have været Afskrifter i Mængdeviis. Nu ere vistnok mange af disse Sagaer Helgenhistorier eller Ridderromaner, men de have dog fra Sprogets Side megen Værd; foruden dem haves og en Mængde Kongesagaer. At Nordmændene i hiin Tid, da de selv havde Historie nok, ikke saameget interesserede sig for de ældre islandske Sagaer, af hvilke desuden maaskee endnu kun de færreste vare førte i Pennen, er ei at undres over; dog seer man, at Sturlungasaga har været læst i Norge, hvilket og var i sin Orden, da den blandt alle islandske Sagaer er den, som nærmest maatte have Interesse for Nordmændene i det 13de og 14de Aarhundrede. Vore Forfædre i den Tid fremstille sig saaledes for os som en meget læsende Nation, hvis Litteratur var betydelig, ei alene med Hensyn til Skrifternes Mængde, men og med Hensyn til den circulerende Masse af Bøger. Den Fortjeneste af Norges Historie, eller Opbevarelsen af dets Sagaer, som man almindeligviis tillægger Islændingerne, kan derfor vistnok i hine Aarhundreder ei have været saa betydelig og bør heller tillægges dem i det 17de og 18de Aarhundrede, da Oldsproget i Norge var fortrængt og Oldbøgerne, som vi her have seet, skjændigen vanrøgtede. Thi i det 13de og 14de Aarhundrede sørgede, som det lader til, Nordmændene selv for vedligeholdelsen og Mangfoldiggjørelsen af sine historiske Verker; vel ere mange af Oldbøgerne, ja maaskee den større Fleerhed, skrevne med Islændingers Hænder, men dette beviser intet andet, end at man især har brugt Islændinger som Afskrivere; mange Bøger have ogsaa norsk Retskrivning, og den Omstændighed, at de fleste Begivenheder, der omtales i den norske Fagrskinna, allerede her ere fremsatte i den samme Form, hvori de næsten Ord til andet indføres i de øvrige Kongesagaer, vidner paa det bestemteste om, at den egentlige Concipering, Bringen i Form tilhører Nordmændene selv, ei de senere Nedskrivere. Vi ville her ingenlunde nægte Islændingerne den Ros, fortrinsviis at have beskjæftiget sig med Historiens Studium og Sagaskrivning; derom vidner jo allerede Saxo’s Udsagn og Navne som Snorre, Karl Abbed og Sturla; men vi troe blot, at Nordmændene, hvad den specielle norske Litteratur angaaer, deelte denne Ros med dem, at navnligen de norske Kongesagaer bleve nedskrevne og afskrevne nærmest for norske Læsere; at det var det norske Publicums Interesse for denne Litteratur, som vi fortrinsviis have at tilskrive Afskrifternes Mængde; ja at maaskee endog de fleste Afskrifter ere blevne udtrykkelig bestilte af Nordmænd, eller nedskrevne paa Speculation for at sælges i Norge. Hvorledes kunne ellers de fleste af dem have været i Norge fra deres Tilbliven af? Og at de idetmindste ikke have været lang Tid paa Island, derom vidner tilstrækkeligt endog Pergamentets lyse Farve, der i modsat Fald kun efter faa Decenniers Forløb ganske sikkert vilde have veget for den ved islandske, meget læste Haandskrifter sædvanlig brune, en Følge af Røg og idelig Haandtering. Skulde det ikke saaledes være muligt, at den Præsumtion, der i Norge ganske vist herskede med Hensyn til Islændingernes Duelighed i boglige Kunster, i Forbindelse med disses større Fattigdom og Pengetrang, har gjort Saga-Afskrivning til et Levebrød for dem, og fremkaldt den Skik, hos dem at bestille sig Saga-Afskrifter? Flere Sagacodices ere virkelig, som det synes, skrevne paa Kjøb eller fabrikmæssigt; blandt saadanne kunne vi endog regne Codex Frisianus, der, hvorvel gammel og god fra Sprogets Side, vrimler af Feil, hvad de forekommende Navne, især norske Stedsnavne, angaaer. Den staaer i saa Henseende langt under den næsten et Aarhundrede senere paa Island og for Islændinger skrevne Flatøbog, hvis Afskrivere, efter hvad man kan see, have bestemt sig til at levere noget særdeles paalideligt og nøiagtigt som de selv eller deres Foresatte skulde beholde.

See vi nu ogsaa hen til den Omstændighed, at Kongesagaerne saaatsige vare de mægtige aristokratiske slægters Adelsbrev, forsaavidt som de fleste slægter her fandt sine Forfædres Stordaad omtalt, saa have vi heri en af Hovedaarsagerne, baade til at Afskrifterne forfoldigedes, da slægterne blomstrede, og at de vanrøgtedes, efterat slægterne havde ophørt at være til eller at nyde Anseelse. Som Bogeiere kunne vi formedelst Bragernes Dyrhed kun tænke os de Rigere og Mægtigere. Disse have rimeligviis paa sine Herresæder anlagt Bogsamlinger, bestaaende især af Love og Sagaer. Gaaer man ud fra, at Hoffet ogsaa i hine Tider angav Tonen i de høiere Cirkler, maa man nødvendigviis antage, at Læsning af Sagaer og Romaner udgjorde en vigtig Green af den selskabelige Underholdning. Kong Haakon Haakonssøn lod, som man veed, flere Romaner oversætte; i sin sidste Sygdom lod han sig forelæse først latinske Bøger, indtil det blev ham for anstrengende at fatte Meningen, derpaa lod han forelæse Helgensagaer, og endelig Kongesagaerne lige fra Halfdan Svarte af. Han har saaledes ventelig endog ført et Bibliothek med sig, – og til dette Bibliothek kunde især den herlige Codex af Olaf den Helliges Saga, hvis Stykker ovenfor ere beskrevne, have hørt, – hvis man ei vil antage, at Biskopen paa Orknøerne eiede de omtalte Bøger. Sturla Thordssøn erhvervede Kong Magnus’s og Dronningens Yndest ved at fortælle Æventyr og optraadte siden som et Slags kongelig Historiograph, idet han paa Magnus’s Opfordring forfattede eller redigerede hans Faders Historie. Dronning Eufemia’s, Haakon d. 5tes Hustru’s, Hof synes i egentlig Forstand at maatte kunne kaldes et læsende; hun lod en Mængde Romaner eller Æventyr oversætte, ja disse Romaner synes endog paa denne Maade at være blevne overførte i den norske Litteratur, førend de kjendtes i Sverige og Danmark; thi paa svensk bleve de, som det udtrykkelig heder, oversatte efter de af Eufemia besørgede Oversættelser, og de danske synes igjen at være skrevne efter de svenske. Skulde man nu ikke kunne antage, at Mænd som Bjarne Erlingssøn, Erling Vidkunssøn, Halkell Agmundssøn, Hafthor Jonssøn, Gautesønnerne paa Mel og Flere, som enten selv eller hvis Sønner og Døttre vare ansatte ved Hoffet, ogsaa i Hjemmet, naar Familien var samlet om dem, fornøiede sig med samme Tidsfordriv som den, man ved Hoffet havde faaet Smag paa? Og var nu end Romanlitteraturen den egentlige Modelitteratur, saa kunde dog umuligt, især saa nær efter de omhandlede Begivenheder selv, Sagaerne, hvor man paa hver Side fandt sine Forfædre omtalte med Berømmelse, lægges til Side; og Lovbøgerne vare Magnaterne for vigtige til, at de ei af dem skulde skaffe sig paalidelige Afskrifter. Man har saaledes endnu en Lovcodex, der efter al Rimelighed har tilhørt Erling Vidkunssøn; man finder heri foruden Landsloven og Byloven ogsaa Grændsebestemmelser mod Sverige og Rusland, et Stridsskrift mod Geistlighedens Anmasselser (Werlauffs Anecdoton) m. m.; skulde man nu ikke troe, at Erling, Giske-Ættens Repræsentant, ogsaa desforuden eiede Kongesagaerne, der næsten kunde kaldes hans egen Slægts Historie, saa nøie griber Arnmødlingeslægten ind i Norges Begivenheder? – Disse Bøger indeholdt desuden, kan man sige, det levende Ord; det var ikke tørre latinske Krøniker, kun tilgjængelige for den Lærde; det var kjernefulde, letfattelige Fortællinger i Landets eget Sprog, der her ikke tilsidesattes for Latinen, men holdtes i Agt og Ære og uddannedes til en Klassicitet, der i Kongespeilet – hvilket ogsaa antages at være forfattet af et Medlem af Giske-Ætten[30] – naaede sin høieste Glands.

Med Hensyn til Sproghistorien, afgive de forefundne Levninger af de ældste Love vigtige Oplysninger. De ældste Districtslove vare nemlig aldeles forskjellige for hvert Lagdømme, og hver gjaldt kun i sit, ei videre. Der er altsaa ingen Grund forhaanden til at antage disse Love nedskrevne andensteds end i selve Districtet. En anden Sag var det med den nyere Landslov, hvis Inddeling efter de fire Lagdømmer kun er nominel, eftersom Gula-, Frosta-, Borgar- eller Eidsivathinget nævnes som det almindelige Hovedthing; thi alt det Øvrige er eenslydende, og Codex for eet Lagdømme kan meget vel bruges til derefter at afskrive ogsaa en Lovbog for det andet; man behøver blot paa de forekommende Steder at forandre Thingets Navn, det er det Hele. Ogsaa viser Sammenligningen mellem Codices indbyrdes, at en saadan Afskrivningsmaade som oftest er brugt. Her kan derfor ikke i Almindelighed være Tale om nogen Forskjellighed i Sprog og Dialect mellem de enkelte Codices. En saadan Forskjellighed maatte man langt snarere vente mellem Afskrifterne af de ældre Love, paa Grund af de fire Lagdømmers nys omtalte skarpe Afsondring i Legislatur. Nu ere vi efter det sidste Fund saa heldige at besidde Stykker af Lov-Codices eller hele Lov-Codices fra tre forskjellige Lagdømmer, Gulathingets, Frostathingets og Eidsivathingets, alle nedskrevne paa een Tid, da Sproget taltes aldeles reent, ja endnu tildeels gammeldags, nemlig fra 1ste Halvdeel eller Midten af 13de Aarhundrede. Vi kunne med god Føie ansee dem for Sprogprøver hver fra sin Egn. Hvis der nu paa den Tid existerede Dialectforskjelligheder i Skriftsproget, vilde de sikkert her have aabenbaret sig. Men ingen saadanne findes. Eidsivaloven, Gulathingsloven, Frostathingsloven have aldeles samme Sprog, tildeels samme Orthographie. Paa Island var Skriftsproget allerede i den Tid noget afvigende. Hine tre Lovbøger eller rettere Fragmenterne deraf (thi kun Gulathingsloven haves heel) afgive saaledes det bedste Vidnesbyrd om Sprogets Eenhed.

Vi kunne ikke forlade denne Materie uden at beklage det uhørte Barbari, som kunde tillade en saadan Ødelæggelse af herlige Codices, men vi maae tillige yttre vor Forundring over, at et saadant Uvæsen kunde finde Sted, efterat allerede Ole Worm havde begyndt sin rosværdige Virksomhed og Rescriptet af 11 Aug. 1622 til de danske og norske Biskoper om Oldtidsminders Opsøgelse og Bevaring[31] var udkommet. Og dog var Fremgangsmaaden almindelig, og det over det hele Land. Ja efter al Rimelighed herskede og den samme Uskik i Danmark, thi de fleste Fogder, fra hvem Regnskaberne ere indsendte, synes at have været danske af Fødsel og indkomne i Landet som Lensherrernes Tjenere eller Skrivere. Har Skikken saaledes og været almindelig i Danmark, maae ogsaa lignende Sager kunne findes i de danske Archiver, og navnligen i Rentekammeret og Geheimearchivet. Hvo veed, om ikke en Undersøgelse af gamle Hefter i disse Archiver kunde bringe mange fortrinlige Levninger af gamle danske Codices for Lyset. Da desuden vel ogsaa flere norske eller fra Norge indsendte Sager endnu forefindes der, og da det derhos er høist tænkeligt, at flere af hine Fogder, som senere have faaet Ansættelse i Danmark, have medtaget de halv forbrugte Pergamentsbøger, de endnu havde tilbage, vilde man maaskee i danske Archiver kunne opdage Fragmenter af de samme Codices, som ovenfor ere anførte. En saadan Undersøgelse er derfor i høi Grad at anbefale, og vi anbefale den til alle Archivbestyrere i de tre nordiske Riger. Maaskee endog paa denne Maade omsider nye Fragmenter af Kong Magnus’s Saga kunne komme for Dagen! Noget vil man under alle Omstændigheder finde, og hvad man finder af fædrelandsk Litteratur, det være sig den ubetydeligste Stump, vil altid have Interesse.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. „Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur“, udg. af Chr. Lange. I. S. 25–52. (Jan. 1847.) [De Skriftprøver, som senere ere trykte in extenso andensteds, udelades i denne Udgave].
  2. [for 22de Nov. 1846].
  3. [Brudstykket findes nu trykt i N. g. L. II. S. 522–.23 Facsimile er trykt til det endnu ikke udkomne 4de Bind].
  4. [Trykt i N. g. L. II., S. 501–515].
  5. [Trykt i N. g. L. II., S. 521–22].
  6. [Trykt i N. g. L. II., S. 515–19].
  7. [Senere ere endnu 2 Brudstykker af Frostathingslovbøger fundne, trykte i N. g. L. II., s. 500–501 og 520–521].
  8. [Trykte i N. g. L. II., S. 495–500].
  9. Brudstykkerne af Hauks Landslov ville blive trykte i 4de Bind af N. g. L.].
  10. [Hele Brudstykket er trykt i P. G. Thorsens Udgave af „Valdemars sællandske Lov" (Kbh. 1852), Fortalen S. 9–10].
  11. [Brudstykket er (tilligemed et senere fundet Stykke af samme Haandskrift) i 1862 afstaaet til det svenske Rigsarkiv].
  12. Her kan det meningsløse Sted: rani num bondæ i den nyeste Udgave af den ældre Vestg. L. Retl. B. Cap. 13 berigtiges.
  13. Paa nogle faa Steder mangle vel Accenterne, men dette sees tydeligt kun at være Forglemmelsesfeil; derimod finder man aldrig Accenter over korte Stavelser.
  14. [Udgivet i Christiania 1849 ved R. Keyser og C. B. Unger under Titel: Olafs saga hins helga. Her findes de i Texten nævnte Brudstykker bogstavret aftrykte S. 90–95. To senere fundne Stykker ere trykte i Udgiverens Afhandling „Om Snorre Sturlassøns Historieskrivning“, S. 233–35].
  15. [Facsimile af hele Brudstykket findes i Munchs og Ungers Udgave af Fagrskinna (Chr.a 1847), S. 144].
  16. [Sml. Saga af Flóres ok Blankiflur, i Grundtexten med Oversættelse ved Brynjolf Snorrason, i „Ann. f. nord. Oldk.“ 1850, S. 3–121].
  17. [firir, som paa dette Sted staar i Langes Tidsskrift, S. 38, er Trykfeil (se „Rettelser“): derved bortfalde Br. Snorrasons Indvendinger mod Sprogformen, „Ann. f. nord. Oldk.“ 1850, s. 5].
  18. [Alle 3 Brudstykker findes nu i Ungers Udgave af Karlamagnús saga ok kappa hans (Chr.a 1860), S. 556–66, med Facsimiler].
  19. [Begge Brudstykker ere trykte i Ungers Udgave af Thomas saga Erkibyskups (Chr.a 1869), S. 507–10, 527–44, med Facsimiler].
  20. [Disse Stykker af Jons Saga ere benyttede ved Udgaven i Biskupa sögur, I, sml. Fortalen S. XXXVIII].
  21. [Sml. Sanct Brandan. Ein lateinischer und Drei Deutsche Texte, herausgegeben v. Dr. Carl Schrøder. Erlangen 1871].
  22. [rettere: norsk fra 13de Aarhundrede].
  23. [Disse Stykker ere trykte i Ungers Udgave af Maríu Saga (Chr.a 1871). Fortalen S. XXI–XXII].
  24. [Bladet er trykt i Ungers Udgave af Stjórn (Chr.a 1853), Fortalen S. XII–XIII. Sammesteds er ogsaa trykt et andet Blad, fundet 1849. I 1866 fandtes i Rigsarkivet ogsaa et 3die Brudstykke, 1ste og 4de spalte af et Kvartblad. Indholdet findes i Udgaven S 52117 (broður minn) – 52217 (minn herra) og 5248 (þinnar minn herra) – 5257 (oc rifu klædi)].
  25. [Sml. Kongespeilet, udg. af B. Keyser, P. A. Munch og C. R. Unger (Chr.a 1848), Fortalen S. XIII–XIV og Facsimilet].
  26. Jvfr. hermed den i det hele taget stemmende angelsaxiske Bearbeidelse af Legenden om Juliana i Exeterbogen (Thorpes Udgave S. 242–286). Det anførte Sted lyder saa (S. 247, 48):

    „ic þät gesverge
    þurh sóðgodu,
    svá ic árc ät him
    æfre finde,
    oððe, þeóden, at þe.
    þíne hyldu
    vinburgum in,
    gif þás vord sind sóð.
    monna leófast,
    þe þú me sagast,
    þät ic hi ne sparige
    ac on spild giefe.
    þeóden mæra,
    þe tó gevealde;
    dém þú hi tó deáðe,
    gif þe gedafen þince;
    svá tó lífe læt,
    svá tó leófre sý“.
    Eode þá fromlice
    fæmnan tó spræce
    ánræd and yreþveorg
    yrre gebolgen
    ......
    ......
    ......
    he þá vorde cväð:
    „þú eart dohtor mín
    seó dyreste
    and seó svétaste
    in sefan mínum
    .....
    .....
    Juliana

  27. Hvorledes disse og flere lignende svenske og danske Skrifter ere komne til Norge, dog kun i den Deel, der ligger søndenfor Bergen, men i denne ogsaa indtil de mest afsidesliggende Steder, som Sætersdalen, Thelemarken m. m., vilde neppe kunne forklares, naar man ei vidste, at Birgittinerne i det 15de Aarhundrede kunde kaldes en dansk-svensk Coloni eller Stiftelse i Bergen og stadigen stode i Forbindelse med Klostrene i Vadstena og Mariebo, samt at Mellemreiser uafladeligt fandt Sted.
  28. [se ogsaa „D. n. Folks Hist. IV, II. S. 55–58, 184, 193 og 198].
  29. Om Cadiz eller rettere øen Leon heder det, at den nunc (ɔ: nu nylig) er bleven erobret fra Saracenerne af Kong Alfons, der har indsat en Biskop af Minoriternes Orden. Da Cadiz erobredes 1262, kunde man maaskee paa Grund heraf betænke sig paa at henføre Reisen til Christina Brudefærd 1257, men da Reisebeskrivelsen, hvori siden Aaret 1271 forekommer, er forfattet langt senere end Reisen selv, er der intet rimeligere, end at Mauritius, selv Minorit, og desuden vel stedse interesserende sig for Spanien, senere har erfaret hiin Begivenhed og nu tilføiet den.
  30. [Rettere: Bjarkø-Ætten, se Fortalen til Kvartudgaven af Kongespeilet].
  31. See Werlauff om Ole Worm i „Nord. Tidsskr. for Oldkyndighed“, 1ste B., S. 288.