Lars’s klagesang over Gråen

Og nu er Lars nok gåt ud af dansen
for nu er Gråen hos slagter Hansen.
Og Lars han er nok for gammel blit,
og Gråen, stakkar, en mand har bidt.

Derfor skal Gråen med livet bøde,
og hjerteblodet skal han forbløde.
Og han skal sælges i markevis
hos slagter Hansen til dagens pris.

Og tusen gange har vi to kjøret
på både sommer- og vinterføret.
Og snart i frostveir og snart i sol
og snart med kjærre, snart med karjol.

Men idagmorges var sidste gangen,
og derfor digter jeg denne sangen.
Når Lars iaften går hjem til sig,
han går alene den lange vei.

Nu vil jeg vandre til slagter Hansen,
få etpar tagl udaf hestesvansen.
Og jeg vil flette med egen hånd
de brune tagl til et klokkebånd.

Det klokkebånd vil jeg altid bære,
og det skal bæres til Gråens ære.
Jeg sørger for ham som for min mor,
han var min kjæreste ven på jord.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.