Lappiske Eventyr og Folkesagn/Troldkjærringen og Ješ

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 38-39).

13. Troldkjærringen og Ješ.
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)


En gammelLap var engang paa Ikornjagt og forvildede sig saaledes, at ban ikke kunde finde hjem igjen. Endelig kom han frem til en gammel Hytte, der stod paa en liden aaben Plads i Skoven. Der gik han ind for at kvare sig Natten over. Han gjorde op Ild og begyndte at koge Noget af Dagsfangsten i en liden Kjedel, som han havde med sig. Pludselig traadte en Troldkjærring ind i Stuen og spurgte:

„Hvad hedder du?“ „Jeg hedder Ješ,“ (ɔ: selv), svarede Lappen, men i det Samrae tog ban en Slev fuld af kogende Sod og slog lige i Flabben paa Troldet. Hun til at skrige og jamre sig og raabe:

Ješ mu boldi, Ješ mu boldi!“ ɔ: „Selv mig brændte, Selv mig brændte!“

„Har du selv brændt dig, faar du selv svide derfor!“ svarede det fra nærmeste Bjerg, fra Troldkjærringens Kammerater. Paa denne Maade blev Lappen for den Gang kvit Troldkjærringen, men, idet hun gik, sagde hun:

„Selv mig kjendte, og Selv mig brsendte, og Selv skal faa sove ad Aare!“ (ɔ: til næste Aar). Efter endt Maaltid lagde Lappen sig til Hvile, men om Morgenen, da han vaagnede og begyndte at grave i Madssekken sin, fandt ban den aldeles fuld af Mug og Skimmel og forraadnede Madsmuler. Han kunde ikke begribe hvorledes dette var gaaet til, men, da han endelig fandt frem til Folk, fik han vide, at han havde været borte et helt Aar.