Lappiske Eventyr og Folkesagn/Kjærringen og Fanden
(Fra Utsjok).
Der var engang en Mand, som havde en Kjærring, der var saa sint, at ikke selve Fanden kunde raade med hende. En Dag var hun og Manden ude paa en Myr for at samle Multer. I Myren var der et Hul, som gik dybt ned i Jorden, men rundt omkring Hullet fandtes de deiligste Bær. Medens de nu samlede Bær rundt omkring Hullet, passede Manden sit Snit og puffede til Kjærringen, saa hun stupte paa Hovedet ned i Hullet. Væk var hun, og væk blev hun. Det varede imidlertid ikke længe, førend Manden blev kjed af at være alene. Han hegyndte at angre, hvad han havde gjort, og ønskede Kjærringen tilbage igjen. Saa gav han sig til at vride Vidier, og dermed holdt han paa i tre Aar. Da han nu syntes, det kunde være nok, bandt han Vidierne i hverandre og tog en stor Sten og handt den i Enden paa Vidietouget. Saa gik han hen og firede Stenen og Vidietouget ned i Hullet. Han firede og firede i mange Dage. Endelig gik Stenen ikke dybere ned, og han hegyndte at drage op igjen. Tungt var det, men han drog og drog og gav sig ikke. Endelig kom Stenen, og hvad kom med Stenen? Jo, Fanden selv, som siger til Manden:
„Tak skal du have, min gode Mand, fordi du drog mig op fra den arge Kjærringen. Hun var saa sint, at ikke selve Fanden kunde bjerge sig mod hende. Nu skal jeg fortælle dig en Ting, og det er, at nu gaar jeg hen til en Handelsplads og farer i Kjøbmanden der og plager ham. Saa kan du komme efter, og, naar du hører dem fortælle, at Fanden plager Kjøbmanden, saa skal du sige:
„Jeg er Mand for at jage Fanden paa Porten, dersom man giver mig 200 Rubler. “ Som sagt, saa gjort. Manden fik sine 200 Rubler af en Kjøbmand, 300 Rubler af en anden og 500 af en tredie; thi Fanden for fra den ene til den anden, og Manden efter ham, og den sidste Kjøbmand var den rigeste.
„Er du nu fornøiet med Betalingen?“ spurgte Fanden.
„Aa ja,“ sagde Manden, „nu kan det sagtens være nok, fordi jeg drog dig op fra Kjærringen, som hverken du eller jeg kunde raade med.“
„Nuvel,“ sagde Fanden, „saa har du ikke mere her at gjøre, saa kan du gaa diu Vei herfra!“
Manden kom alligevel ikke til at reise afsted saa tort, som Fanden havde tænkt, og imidlertid plagede Fanden en Kjøbmand lidt for egen Regning. Ret som det var, trag Manden og Fanden paa hinanden igjen.
„Naa, er du ikke reist?“ siger Fanden. „Det er nok bedst du ser til at komme afsted, ellers kunde det gaa dig ilde!“ Manden vidste ikke andet Raad end at løbe hen paa Fæstningen og bede dem lade alle Kanonerne og sky de dem af, den ene efter den anden. Saa traf han igjen paa Fanden.
„Er du ikke endnu kommen afsted?“ siger Fanden.
„Hører du ikke, hvor det dundrer?“ spørger Manden. „Nu er den sinte Kjærringen kommen op af Hullet igjen, og hun er det, som kommer durende slig for at hente dig!“ Fanden afsted, saa fort han kunde, ned i Hullet igjen til den sinte Kjærringen, og der er han den Dag idag.