Lappiske Eventyr og Folkesagn/Goveiter
(Fra Næsseby.)
Der var engang en Mand, som en Vinter boede paa et Sted, hvor han aldrig fik Ro for Goveiterne eller de Underjordiske. Han havde nemlig, uden at vide det, bygget sin Gamme lige over det Sted, hvor de boede. Da Vaaren kom, rev han derfor Gammen ned og satte den op igjen paa et andet Sted, ved Bredden af en Elv. Da han vel var færdig dermed, byggede han sig et Stængsel i Elven for at fange Lax. Dagen efter, at Stængselet var opsat, drog ban afsted igjen for at se til det. Medens han stagede Baaden op igjennem Elven, hørte ban Nogen „joige,“ (synge), paa den anden Side Elven, inde i Skoven, og i Sangen takkede man ham, saavidt han kunde høre, fordi ban havde flyttet Gammen sin. Forresten lagde han ikke synderlig Mærke til Joigingen, da ban troede, at det var en af hans Bekjendte, som gik der og sang. Da han kom til Stængselet, fandt ban en stor Lax i det, og med den i Baaden lod han det gaa nedover igjen med Strømmen til Landingsstedet lige nedenfor Gammen. Laxen lagde han paa en Sten, nede ved Strandbredden. Selv gik han op til Gammen og sagde til Kjærringen: „Idag
skal du faa fersk Fisk til Middag!“ „Det var bra det!“ mente Kjærringen, men, da Manden igjen kom ned til Elvebredden med et Traug til at salte Laxen i, var Laxen væk. Han op igjen til Kjærringen og fortalte, at han ikke mere kunde finde Laxen. „Aa, du er en Tul,“ sagde Kjserringen, „er du nu bleven blind ogsaa?“ Saa gik de begge afsted for at lede efter Laxen, men væk var den, og væk blev den. Næste Dag drog Kjærringen afsted med Manden for at se til Laxestængselet, og, da de havde et lidet Barn, tog de ogsaa det med sig. Nede ved Stranden satte Moderen Barnet fra sig ved den Stenen, hvorfra Laxen var forsvunden Dagen forud. Da de havde sat ud Baaden, gik Kjærringen op igjen for at tage Barnet, men, da hun kom hen til det, hørte hun, at der var Noget, som skramlede i Barnets Skjød. Hun saa nærmere efter og opdagede, at Barnet havde faaet fat i flere blanke Sølvdalere, som det legede med. „Hvor i al Verden bar du faaet dem fra?““ spurgte Moderen. Barnet kunde ikke snakke saameget, at det kunde svare ordentlig, men begyndte at grave i Mulden ved Siden af sig. Moderen skjønte da, at Barnet maatte have fundet dem lige ved Siden af sig, og begyndte at lede efter flere. Saa raabte hun paa Manden, og de væltede om Stenen, hvorpaa Laxen havde ligget, og under den fandt de endnu to Sølvspecier. Om Aftenen, da de havde lagt sig og vare sovnede, syntes de i Drømme, at der kom en gammel Kal ind til dem og takkede, fordi de havde flyttet Gammen. „Fisken din,“ sagde han, „har vi taget, men Betaling har du faaet, og lev nu vel og ' Fred alle dine Dage!“