Lappiske Eventyr og Folkesagn/Fattiggutten, Fanden og Guldbyen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

46. Fattiggutten, Fanden og Guldbyen.
(Fra Karasjok.)


Der var engang en fattig Mand og en rig Mand, som vare Naboer, og den fattige var i stor Gjæld til sin rige Nabo. En Dag roede Begge ud paa Søen for at fiske. Den Rige var heldig. Han trak i kort Tid sin Baad fuld af Fisk og roede til Stranden igjen. Den Fattige blev liggende igjen, men kunde ikke faa en eneste Fisk. Endelig maatte da han ogsaa ro tilbage igjen, men, idet han roede, stødte Baaden paa Grund, og i det Samme hørtes en Røst under Baaden, som sagde:

„Dersom du lover mig, hvad din Hustru bærer under Hjertet, skal du blive ligesaa rig som din Nabo!“ Manden lovede det.

„Kast nu Snøret ud!“ sagde Røsten igjen. Man­den saa gjorde, og strax bed det paa. Tungt var det, men endelig fik han da Fisken op, og, da dens Hoved kom over Ripen, rullede der en hel Del Guldpenge ud af dens Mund. Manden kastede Snøret ud igjen og trak strax en Fisk til. Af den kom der ingen Guld­penge, men i Løbet af et halvt Flodmaal (tre Timer) drog han Baaden fuld af Fisk, roede til Stranden og gik til sit Hus. Da han kom op, saa han, at der laa en hel Del kostbart Gods inde i Huset. Han spurgte Kjærringen, hvorfra alt dette var kommet, men Kjær­ringen vidste ingen Besked. Hun havde ligget og so­vet en Stund, sagde hun, og, da hun vaagnede, stod det der altsammen. Nu gik han hen til sin Nabo og betalte ham sin Gjæld fuldt ud med en Gang. Den rige Mand blev ængstelig og tænkte, at han maatte have stjaalet Pengene. Han saa efter i alle sine Gjem­mer, men kunde ikke opdage, at Noget var blevet borte. Da Manden kom tilbage til sin Kone, fortalte hun, at hun var med Barn. Manden havde ikke havt nogen Anelse herom, men saa var det nu alligevel. og, da Tiden kom, fødte hun sin Førstefødte. Da Gutten var otte Aar, sendte de ham i Skole hos Præsten. Gutten var stor for sin Alder og nem til at lære. Den Dag, da Gutten fyldte sit femtende Aar, kom Fanden roende i en Baad, der saa ud som en grøn Ildslue, for at hente Gutten. Da de saa Baaden komme, be­gyndte Præsten at skrive et Brev, som Gutten skulde tage med. Saa gik Gutten ned til Stranden, imøde med Fanden, og, da denne sagde til ham:

„Kom nu. Gutten min, med mig ud i Baaden!“ rakte Gutten Brevet ud imod Fanden. Fanden vovede ikke at tage i ham, saalænge han holdt Brevet i Haan­den. Fanden kløede sig i Hove det og bar sig ilde.

„Pokker tage Præsten,“ sagde Fanden, „som er Skyld i, at jeg ikke kan faa Gutten med mig! Tag Baaden der og ro med mig ud paa Søen!“ Præsten stod og saa paa.

„Tag kun Baaden og ro med ham ud paa Søen!“ sa'gde Præsten. Da de kom ud paa Søen, hlev der strax et rygende Uveir, saa Gutten maatte lade Baa­den drive for Vinden. Fanden vilde nu, at Gutten skulde gaa over i hans Baad, men, hvergang Fanden kom hen til ham, rakte Gutten Brevet ud imod ham. Herover hlev Fanden til Slutning saa forarget, at han atter som en grøn Ildslue for afsted didhen, hvorfra han var kommen. Gutten vedblev at drive for Vind og Veir. Endelig kom han til et Land, som han aldeles ikke kjendte, men lige ved Stranden laa der en Kongs­gaard, som skinnede som Guld. Gutten gik ind igjennem Porten, hvorover der stod en Indskrift med Guldbogstaver, og kom ind i Kjøkkenet. Kjøkkenpigen forbød ham at tale høit, da hendes Husmoder laa indenfor og sov. Men Gutten gik videre og kom ind i næste Kammer. Kammerpigen forbød ham ogsaa at tale høit, da hendes Husmoder laa i næste Værelse og sov. Men Gutten gik videre, lige ind til Husfruen selv, og saa, at hun var endnu vakrere end baade Kjøkken- og Kammerpigen. Saa talte de sammen en Stund, og det varede ikke længe, førend de bleve enige om, at de skulde gifte sig sammen. Men Gutten sagde, at, inden dette kunde ske, maatte han besøge sin Fader og sin Fosterfader, Præsten, „bare jeg vidste“ lagde han til, „hvorhen jeg skulde reise, for at finde dem igjen.“

„Det har ingen Nød,“ sagde Bruden. „Her paa min Finger jeg har en Ring, som er slig, at man med den kan ønske sig, hvad man vil, og hvorhen man vil!“ Saa tog Gutten Ringen af sin Kjærestes Finger, satte den paa sin egen Haand og ønskede sig tilbage til sin Fader og Fosterfader, Præsten. Strax var han der. Han fortalte dem nu Alt, hvad der var hændt ham fra den Tid, han forlod dem, men Ingen vilde tro ham. Han viste dem Ringen, som han havde paa Fingeren, men endda vilde de ikke tro ham. Ud paa Aftenen, da de havde spist til Kvelds hos Præsten, kunde ikke Gutten bare sig længer, skjønt hans Kjæreste stræn­gelig havde forbudt ham og sagt: „Du maa ikke ønske mig did, hvor du og Dine er!“ Men bedst som det var, sagde Gutten:

„Gid nu Kjøkkenpigen vilde komme og tage af Bordet!“ Strax kom Kjøkkenpigen fra Guldbyen og tog bort Tallerkenen, som stod foran Gutten, og for­svandt igjen. Da det blev Tid til at gaa tilsengs, sagde Gutten igjen:

„Gid nu Kammerpigen vilde komme og rede min Seng!“ Strax kom hun og redede Sengen. Gutten gik tilsengs og ønskede:

„Gid nu min Brud vilde komme for at hvile ved min Side!“ Strax kom hun og tog Gutten om Halsen og kyssede ham. Men i det Samme tog hun ogsaa Ringen af hans Finger, gik ud igjen, og Ingen saa hende mere. Gutten begyndte snart at længes saa efter sin Kjæreste, at han forlod sin Fader og Foster­fader og drog afsted paa Vandring for at finde igjen Guldbyen. Først kom han til Fiskenes Konge:

„God Dag, Bedstefar!“ sagde Gutten, „du kan vel ikke give mig nogen Underretning om Guldbyen?“

„Nei, jeg ved ingen Besked,“ sagde Fiskenes Konge, „men jeg skal kalde sammen Fiskene mine, kanske nogen af dem ved Besked!“ Saa peb han alle Fiskene sammen, men ingen af dem kunde give nogen Besked om Guldbyen. Stenbiten[1] var endnu ikke kommen, men endelig saa kom ogsaa den.

„Hvorfor kommer du saa sent?“ spurgte Kongen.

„Odderen havde faaet Tag i mig,“ sagde Stenbiden, „derfor blev jeg opholdt; det var med Nød og neppe, at jeg slap fri!“ Men heller ikke Stenbiten kunde give nogen Besked om Guldbyen. Saa drog Gutten videre og kom til Fuglenes Konge.

„God Dag, gamle Bedstefar!“ sagde Gutten, „kan du give mig nogen Underretning om Guldbyen?“

„Nei,“ sagde Fuglenes Konge, „jeg ved ingen Be­sked, førend jeg kalder Fuglene sammen!“ Saa peb han Fuglene sammen, men ingen kunde fortælle noget om Guldbyen. Svanen kom sidst. Den havde lagt Æg, og Folk havde stillet en Snare ved dens Bede, hvori den var bleven høengende. Med Nød og neppe slap den fri. Men, da den endelig kom, vidste heller ikke den noget at fortælle om Guldbyen. Saa drog Gutten videre afsted paa Vandring og vidste ikke selv, hvor det bar hen. Medens han gik, fik han se to dratte gutter, som holdt paa at slaas. Gutten gik hen til dem og spurgte:

„Hvad er det, I slaas om?“ Det ser ud, som I to skulde være Brødre, men, naar saa er, hvorfor slaaes I da?“

„Ja, vi ere Brødre,“ sagde begge To, „og vi slaas om en Kappe og et Par Sko, som vi har faaet i Arv efter vor Fader.“ Gutten, som var en klog og velop­dragen Gut, spurgte da, hvad Rart der var ved Skoene og Kappen. Jo, Skoene var slige, at, naar man havde dem paa Benene, kunde man hoppe, hvorhen man vilde i et eneste Hop, og Kappen var slig, at man blev usynlig, naar man havde den paa sig.

„Aa, laan mig dem et Øieblik,“ bad Gutten, „at jeg kan faa prøve, om det er sandt eller ikke!“ Jætte­gutterne vilde nødig betro sit Arvegods til Gutten, som de slet ikke kjendte, men til Slutning lod de sig dog overtale, da Gutten lovede, at han bare skulde hoppe et ganske lidet Stykke, bare saavidt, han fik prøve. Men Gutten havde ikke før faaet Skoene og Kappen paa sig, før han boppede lige til Guldbyen med en Gang, og der saa han, at der laa et stort for­gyldt Skib paa Havnen. Han fik snart spurgt, at det var en Kongssøn, som eiede Skibet, og at Kongssønnen var kommen paa Frieri til Guldbyens Eierinde. Gutten gik usynlig ind i Kongsgaarden, og der baade saa og hørte han paa, hvorledes Kongssønnen friede til hans Kjæreste. Imidlertid holdt ban sig skjult, indtil det blev Sengetid. Da hans Kjæreste gik hen og lagde sig, gik Kongssønnen ogsaa hen og lagde sig ved hen­des Side. Idet Kongssønnen vilde kysse hans Kjæreste, gav Gutten ham et Spark lige paa Munden. Kongs­sønnen kunde ikke begribe, hvad slig Medfart skulde betyde. Han bød sig til endnu en Gang, men atter fik bau et Spark af den haarde Jætteskoen, som Gutten havde paa Benene.

„Hvorfor spænder du mig?“ spurgte Kongssønnen, ganske forfærdet over sin Kjærestes ublide Opførsel.

„Jeg spænder aldeles ikke jeg,“ sagde Kougsdat­teren, men Gutten, som laa bagom Bruden, lo i Stilbed. I det Samme gav han Kongssønnen endnu et Spark, saa denne forbitret sprang sin Vei og for afsted ned igjen til sit forgyldte Skib. Han havde faaet mere end nok af det Frieri, syntes han, og seilede sin Vei igjen. Gutten stod ogsaa op og gik udenfor og tog af sig Jættedragten. Derpaa kom han ind igjen og be­gyndte at tale med Kongsdatteren.

„Hvad var det for en fremmed Mand, som var her, medens jeg var borte?“ spurgte Gutten.

„Det var en Kongssøn, som kom paa Frieri til mig!“ sagde Bruden.

„Naa, hvorfor tog du ham ikke?“

„Jo, jeg vilde nok have taget ham jeg,“ sagde Kongsdatteren, „men han blev hange for mig!“

„Hvorfor blev han bange for dig?“

„Jeg ved ikke, hvoraf det kom sig, men, medens vi laa ved Siden af hinanden, paastod han, at jeg spændte ham lige paa Munden istedetfor at kysse ham. Saa sprang han op i Vrede og løb sin Vei. Jeg gad ikke gaa efter ham; jeg vidste, at jeg ikke havde gjort ham det mindste Fortræd.“ Saa begyndte Gutten igjen sin gamle Frierpassiar, og Bryllup blev holdt, og Gutten blev Husbond over Guldbyens Kongsgaard.


  1. Anarrichas lupus.