Lægdgutten
Solen havde forlængst sendt sit første gyldne
morgenstreif over grantoppene øverst paa
dalens vestside og havde langsomt arbeidet
sig nedover baglien, helt ned i dalbunden, og
skulde netop begynde at krybe opover den
østlige dalside, som hidtil havde ligget i
skygge. Men i det samme den skulde titte
frem mellem grantoppene der øverst oppe, var
der intet mer, som stængte, og med én gang
risled dens gule, varme lys i skjælvende bølger
nedover hele dalsiden, smøg sig frem mellem
det bittesmaa unge løv, kjælte for det fine
spæde græs, som saavidt var begyndt at titte
op, gled glitrende ovenpaa de fossende vaarbækker, som skummed nedover mod den lille
grumsede elv nede i dalbunden, og fyldte hele
dalen med sit lys. Med ett var hele vaarmorgenens yrende, sprættende liv vaagnet.
men de store velstelte gaarde laa endnu stille
med lukkede dører og solens glitter i de
gamle ruder, — kun hist og her steg en blaa
røg fra peispiberne ret op i den klare luft.
En liden gut med vaagne, blaa øine stod og kikked gjennem den rødmalte grinden, som førte frem til den jevne, brede gaardsplads paa Opsal. Noget saa vakkert som den hvidmalte bygningen og den rare trappen med rækverket udenpaa havde han ret aldrig set. Og alle de andre lange rødmalte husene! Det var skinbarlig slig, som han havde tænkt sig kongsgaardene, han havde hørt om i eventyret. Det mangled bare en konge der borte paa trappen, saa var det akkurat slig! Han maatte uvilkaarlig se efter; men der var ingen.
Han var ikke egentlig nogen staskar den vesle gutten, som stod og kikked gjennem grinden. Paa hovedet havde han en hullet halmhat, som sad saa pas langt bag i nakken, at den lyse lange luggen kom godt til syne, der den hang næsten ned til de store blaa øine og en liden vigtig næse. Trøie havde han ikke, bare en rudet undertrøie, som var lappet paa armene, og buksen, som var bare lap i lap, rak ikke langt nedenfor knærne, saa de saaes helt de store kvindfolkstøvlerne, han gik i, som krølled snuden op — de var nok lidt for store —, og hvis skafter gabte om de tynde legger, fordi remmene ikke havde strukket til mer end halvparten af hullerne. Paa armen bar ban en bylt, knyttet ind i et mørkt rudetørklæde.
Det var den otte aar gamle Tor fra Stubsveen, den øverste plads helt opunder skogen der over paa den anden side af dalen; — ban skulde tiltræde sin tjeneste som lægdgut paa Opsal idag.
Det gav et ryk i ham, han syntes, noget rørte sig der borte paa gaarden. Han kikked. Nei, det var nok ingen ting. Alt var saa stille, montro de ikke var staat op endnu? Var det maade paa sligt, midt paa blanke dagen! Han kikked op mod solen, som nu var kommet helt over de øverste grantopper.
Nei, det var vist svært tidlig ligevel. Klokken havde nu ogsaa staat de sidste dage der borte i Stubsveen. Han fik vente.
Han snudde sig, støtted albuen mod grinden og hovedet mod haanden, saa ud over dalen og opover paa den anden side, langt op.
Jo, der laa Stubsveen —, han havde aldrig set den saa langt bortefra før. Neimen om det var rare greierne at se paa heller, han havde ret ikke vidst, at den saa saa laak ud og laa saa urimelig høit oppe.
Ja, for resten maatte de nu ikke indbilde sig, at den var saa laak, som den saa ud herfra; de kunde ikke se svalen paa den anden side, og der var ogsaa kammersvinduet, det gjorde meget — han kikked igjen frem paa gaardspladsen —, Opsal saa nu heller ikke saa gildt ud der bortefra, som det var.
Aa jo, det blev da han, som kom til Opsal ligevel. Vesleane fik nok nøie sig med at komme til Hoel; — ja ikke for det, det var nok gildt paa Hoel ogsaa; men magen til Opsal var det nu ikke.
Han maatte rigtig hugse paa, hvordan det gik nu sidst paa vinteren, da han og Ane stod paa knæ ved glaset der borte i Stubsveen og saa over dalen og saa sig ud, hvor de vilde hen og tjene, naar de blev store. Ane var straks færdig til at sige, at hun vilde til Opsal, men saa sa Tor, at det skulde han, for han var gut, og han var ældst, hun var bare en førkjunge; men Ane var paastaalig, og saa blev de uvenner. Da fik Ane først juling af ham og han bagefter af mor sin —; ja, de kunde nu sige, hvad de vilde, saa var det ikke frit for, at moren holdt lidt vel meget med Ane; for hun kunde nu være lei, hun ogsaa somme tider; — om han kanske var det oftere, saa var han da et aar ældre ogsaa.
Hans øine gled uvilkaarlig bortover mod Hoel, en anden stor gaard et stykke borte.
Tro Ane var kommet frem til Hoel nu? Kanske hun ogsaa stod og vented; — det saa ikke ud som de var staut op der heller.
Det var rigtig synd paa Ane, hun var ret saa stille og fattigslig, da de skiltes her nede ved grinden.
Aa, hun kunde ret være mageløs snill ogsaa, Ane. Naar han tænkte sig om, saa var hun vist meget, meget snillere end han ligevel. Jo, det var sikkert det, det var især kommet til syne i det sidste. Samme dag som han gav hende juling, var faren blit syg, det var endda lungebetændelse, han fik, og Ane graat ret meget mer end Tor, baade mens faren var syg og da han døde, og da de kjørte ham til kirken og kasted jord paa ham.
Ja, vist syntes han, det var saa leit, som det kunde være, han ogsaa, men det blev lige som med én gang saa meget at staa i, at det ikke blev rigtig tid til at graate. Først var det nu den urimelig tykke doktoren, som de skulde have helt op i Stubsveen midt i værste vaarbløten, og saa sint som han var baade over veien og kjøredonskaben og hele fillegreien, saa var det nu et optog, som ikke egentlig var til at graate af da, — de kunde synes, hvad de vilde. Saa kom lighalmbrændingen — det var endda han, som fik tænde paa —, og saa kom det saa mange folk, baade snekker og andre gamle kjærringer, og saa blev det ligfærd med sendinger og saa meget godt, at han ret aldrig havde smagt magen oppi Stubsveen før, og saa var det hele fire hester, som kjørte afsted til kirken, og han fik sidde bagpaa den slæden, som kjørte lige efter kisten.
Naar han tænkte efter rigtig sandfærdelig, saa, havde han vist ikke graat mer end én gang, og det var — bagefter; det var endda nærmest, fordi moren graat saa svært, da hun kom hjem fra dette fjerdingsmødet, eller hvad de kaldte det for, hvor det var blit bestemt, at baade han og Ane skulde bort paa lægd —, ja, de skulde nu ikke komme og sige, at han kom paa lægd for resten, for Opsal'en havde taget ham for ingen ting og sagt, at en slig gut unge vel kunde gjøre nytte for føden og klærne. Men, Ane, hun graat hele tiden, hun stakkar. Hun graat ret saa saart idag tidlig ogsaa, da de drog afsted hjemmefra, at hun ikke engang kunde svelge kaffeen; men heller ikke da fik han en taare frem. Det var først, da han skiltes fra Vesleane her nede i grinden, som tager op til Hoel, og han tog den vesle bløde haanden hendes og sa: «Ja, nu faar du leve da, Vesleane» —, at det kom noget op i halsen paa ham, saa han maatte snu sig fort og gaa opover; det var jo ikke netop nødvendigt at syne det frem. Men ogsaa da hikstegraat Ane, han saa det saa tydelig paa ryggen hendes, da han snudde sig, netop som hun holdt paa saa inderlig liden og fattigslig at pusle gjennem grinden.
Ane skulde rigtig faa den lommekniven hans, som hun havde slig hug paa, naar han traf hende igjen; han selv fik ikke synderlig brug for den, han maatte nu se til at faa sig en tollekniv med det første ligevel.
Han blev staaende en stund, saa kikked han frem gjennem grinden igjen.
Jo, saa sandelig, der var kongen ude paa trappen, en stor, tyk mand i drivende hvide skjorteærmer! Men han havde ingen krone paa, bare en liden skyggelue, som sad langt bag paa nakken.
Tøv, det var naturligvis Opsal'en selv; se, hvor han strakte sig og havde det godt der i morgensolen.
Jo, nu fik han vel frem og melde sig.
Han aabned forsigtig grinden, smatt igjennem og lukked den bag ryggen; — han havde ligesom saa ondt for at vende ryggen til. Han blev staaende lidt, trak i bukserne og skjøv hatten endda længer bag i nakken. Saa satte han armene i to store buer ud fra siderne og gik fremover, langsomt og med lange voksne skridt, øinene hele tiden fæstet paa ham paa trappen.
Da han kom fremover, havde han ligesom vanskelig for at gaa bent paa, og det blev til det, at han tog en stor sving, saa han kom omtrent bent ned paa trappen. Han tog de par trin op, stansed, gjorde et stort kniks med hovedet, førte den ene haand op til sin hvide lugg og rakte den anden frem:
«Gudag!»
Opsal'en tog imod den lille brune haand, som ganske forsvandt i hans store næve. og saa lønsk ned paa ham. «Gudag. Er det saa voksne karer ude og gaar saa tidlig?»
«Ja, det er det. — Det er lækkert veir nu.»
Opsal'en blev staaende og se paa ham. Tor saa bort, satte foden frem og søgte at indtage en voksen stilling:
«Du er Opsal'en selv, kan jeg tænke.»
«Ja. de siger saa. Men hvad er du for en kar?»
Tor saa meget forbauset ud: «Ved du ikke det ? Jeg skulde nu ligesom være din kar.»
«Min kar! Nu skal du gjerne se, det er den nye husbondskaren min borte fra Stubsveen. Hvad heder du?»
«Ved du ikke det heller? Jeg heder Tor.»
«Rigtig ja. Du er sandelig kar, som er tidlig ude.»
«Jeg synes snarere, det er her, man er sent ude. Vi begyndte dagen før borti baglien.»
«Hm. Og nu kommer du ligesom flyttendes med det samme nu da?»
«Det var meningen det, ja.»
«Var det ikke rart at gaa fra mor da!»
Det vilde komme noget op i halsen paa Tor igjen, men han bed tænderne sammen og svelged det fort. «Aa, du ved — men en kan nu ikke holde i stakken hele sit liv, ligevel.»
Opsal'en smilte:
«Ja, du faar være velkommen da, og saa faar du gaa ind i kjøkkenet og faa dig lidt i livet; du er vel sulten, som alt har gaat saa langt.»
«Aa, men det er nu ligesom skam at begynde at æde ogsaa, før jeg har bestilt noget.»
«Ja, hvad har du nu egentlig tænkt at bestille her paa Opsal, da?»
«Det, som du sætter mig til.»
«Tror du, du kan alt det?»
«Eftersom jeg har hørt, skal du ikke være nogen urimelig kar; for resten» — han saa lønsk op og ned ad Opsal'en med sine aabne blaa øine —, «saa kan det hænde, jeg kanske kunde gjøre de ting, som du selv ikke var god for.»
«Hvad skulde det være da?»
Tor svarte raskt:
«Jage kalver gjennem smaaskogen.» Opsal'en maatte se paa sig selv, og saa smilte han ned til Tor:
«Du er vist en stor skøier, du.»
Tor saa ham smilende lige i øinene: «Ja, bare jeg ikke træffer min overmand her paa Opsal.»
Opsal'en tog ham i haanden:
«Ja, nu faar du bli med ind da og se baade paa folkene og paa stellet, og dersom du er fornøiet, saa er det vel bedst, jeg udnævner dig til husbondskar med det samme.»
«Nu gjør du vist nar af mig igjen, du Opsal'en; men kanske jeg kunde greie det ogsaa, jeg.»
De gik ind haand i haand
Saaledes holdt lægdgutten sit indtog paa Opsal.