Kuba
Hvad spørges der om Liv og Livets Ret,
hvor Rovdyr mener sig at mangle Føde?
— Den spanske Blodhund er ei endnu mæt
og tørster efter mere af det røde.
Og derfor er det, Kubas Folk maa bløde,
mens Kugleregnen falder tung og tæt,
— og Washington og London gaar og spøger
og hver sin ægte Havanneser røger.
Se, hvilken Offerrække Øiet møder
som Vidner mod den spanske Ild og Dolk,
fra Montezuma paa sin Seng af Gløder
til Perlen for det nederlandske Folk
og ham, som nys gav Kubas Bøddel Svolk.
— O Spania, du Livs- og Friheds-Øder,
din egen Lykke er i Blod begravet
paa begge Sider af Atlanterhavet.
Du kjæmper — ser du ei? — en haabløs Kamp.
Hvor Gud vil frem, der stritter du tilbage.
Det hjælper ei, du sætter paa med Damp:
du taber, har alt tabt i lange Dage.
Ifra at være sterk blev du den svage,
men lærte ei tiltrods at du fik Tamp.
— Dog, Kuba naar sin Ret med Tid og Stunder,
om selv du i dit Vanvid skal gaa under.