Krøniken om Hr. Villum/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var i de forunderlige Nætter, da Aftenens dunkle Rødme flyder sammen med det første lyse forundrede Morgengry — — —

Oberst v. Egekrantz kjørte sammen med sin Datter fra Festen hos Consul Seehuusen. Obersten var ikke i Humør; han blev altid grætten naar han var i Selskaber; for altid skulde han sammenligne baade Selskaber, Beværtning, Taler og Gjæster med hvad han havde været vant med i Kjøbenhavn; og man kan skjønne, Sammenligningen var nedslaaende.

Saa det var rimeligt, Obersten var grætten. Desuden var han søvnig; han lænede sit mødige Hoved mod de stoppede Puder oppe i Karossen og dormede ogsaa væk nu og da, men vaagnede stadig igjen, naar Karossen skumplede henover Stenene paa Veien.

„Oh, quelle horreur!“ mumlede han hen for sig i Halvsøvne. „Selv Stenene paa Veiene reiser sig mod en i dette forfærdelige Land!“ Saa snudde han ærgerligt paa sig og blundede videre.

— Men ved hans Side sad hans Datter Emerentze, og hun blundede ikke. Der svæved et gyldent Smil over hendes Ansigt; og hendes Øine var forunderligt store og ganske sorte og ligesom fulde af Løndom.

I hendes Hoved surrede der et Virvar af Toner og Stemmer, af Lystighed og Latter. — For hendes Øine bølgede et Kaos af festklædte Skikkelser; — men bagenom alt hørte hun en og samme Stemme tale — en dyb og varm Mandsstemme — og der var to alvorlige Øine, som svøbte sin sansesløse Ømhed omkring hende, hvor hun stod og gik. —

— Haha; — hun maatte le, naar hun tænkte paa hvor braat han var faret sammen, da hun havde puttet sin nøgne varme Haand ned i hans store kjølige Næve! — Haha, saa underlig han havde seet ud i det Øieblik! — Han var blevet ganske hed og bleg i Ansigtet — det var som han var rammet af en dyb Smerte!

Haha — ogsaa var hun sprunget fra ham; — Gud ved, hvad der var gaaet af hende! — Men sandelig havde hun legt en deilig og dristig Leg med ham!

Javist var det frydefuldt at se en Mand saa vanvittig af Forelskelse! Det var noget andet end Baron Nicolaj —; haah! tænk Nicolai vanvittig af nogetsomhelst! Den kjære tykke godmodige Nicolaj; nei han var saa passelig koldsindig som en Fæstemand af deres Stand bør være. —

Og naar man nu engang er sikker paa sig selv og har sin egen kjære godmodige Fæstemand ganske paa det rene — ja, da er det sandelig frydefuldt at se en svær voxen Mand ganske fra Forstanden af Forelskelse!

Som da de havde sunget Duetten sammen!

— Alle Mennesker, som ikke var dumme og døve, maatte dog lægge Mærke til slig som de to unge Stemmer legte med hinanden! Som den lyse smidige Kvindestemme flygted for den mørke Mandsrøsts Vælde — hidsede den, eggede den, indtil de begge styrtede sig sammen i en eneste Jubel — —

Nei, slig havde Emerentze aldrig sunget før. — Og sligt Bifald havde hun aldrig hørt, som da de sluttede i den roligt døende Harmoni! —

De havde ogsaa danset sammen. — En ganske almindelig Menuet havde det været — med alle dens evindelige og kjedelige Complimenter.

Og dog — hvor der havde været en Rythme over den Menuet! Begge deres Legemer havde vugget i den selvsamme søde Rythme! Oh, det var henrivende at skride høi og ung frem i Dansen og føle en sterk Mands hede Tilbedelse folde sig sammen om ens Legeme som en Kaabe — og saa at svøbe sig ind i denne Kaabe, svøbe sig tæt, tæt ind i den — oh! det var henrivende!

Dansede hun med andre, da følte hun hans Øine følge sig; altid saa hun ham staa der, med det blege, blege Ansigt og de fortærende Øine. — Og naar hun — langt bortefra — skjænkede disse Øine et lidet løndomsfuldt Smil — aa! da var det som de blev blinde af Lykke! —

— Da Karossen endelig holdt foran Huset i Byen, og Obersten søvdrukken spurgte sin Datter, hvordan hun havde moret sig, kunde hun med Sandhed svare: „Oh, charmant, Papa! Jeg har virkelig aldrig i mit Liv havt slig en Aften — slig en bedaarende Aften! Nei aldrig i hele mit Liv!“

— Men næste Dag, da hun slog Øinene op, stod dette alvorlige Ansigt atter for hende. Hun stod op, klædte sig paa, — hun forsøgte at tage Vare paa sine smaa huslige Gjøremaal. —

Men det var, som de hede fortærende Øine endnu altid forfulgte hende. Det var som de stadig svøbte hende tæt ind i en Kaabe af grænseløs Tilbedelse. —

Hun forsøgte at ryste det af sig; — det var virkelig saa uvant, — ikke egentlig ubehageligt heller, — men bare saa uvant. — Dette at hun ikke kunde blive kvit Tanken paa Lieutenant Villum, dette at han med ét var tilstede i hendes Sind, tiltrods for, at hun lige iforveien havde foresat sig, at nu vilde hun ikke tænke mere paa ham idag, — det passede hende ikke. Hun som altid havde hersket saa suverænt over sine Stemninger med sin sunde Forstand og sin kjølige Ironi, hun havde virkelig for én Gangs Skyld truffet en Mand, som trampede tværsigjennem baade hendes Forstand og Ironi og stod tung og vild foran hende, naar hun mindst ventede og vilde det.

„Ak, hvilket tosset Tøieri,“ lo hun og strøg sig over sine Øine, som vilde hun jage Tankerne bort. „Man skulde tro, Du holdt paa at forliebe Dig, min gode Emerentze! Du gode Gud, hvor det er fornøieligt! Emerentze von Egekrantz forliebt i et vildt Mandfolk fra Klippelandet! O, ve! Hvad mon den gode Nicolaj vilde sige, hvis han anede det?“

Saa lo hun høit, men trampede samtidig fortrædelig i Gulvet; — nu skulde hun holde op med disse Narrestreger.

Men det hjalp ikke. Lidt efter stod han der igjen med det blege Ansigt og de tunge fortærende Øine. —