Krøniken om Hr. Villum/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Saa kom den hvide Vaar — den Tid, da alting blomstrer. Nyperoserne langs Veiene, Frugttrærne i Haverne, Jasminerne om Lysthusene — alting blomstrer. — Da begynder det ogsaa at blomstre i de unges Sind; da rødmer de unge Kvindetanker som Æbleblomsten efter Solveir, de bøier sig i blyg Angst mod den Drøm, de bæver tilbage for, men som de længes efter skal blive til Virkelighed. — —

Consul Jan Seehuusen havde givet en af sine aarlige Fester ude paa sin prægtige Landgaard Men Plaisir. Og denne Fest havde været vellykket fra første Stund af; — Veiret var varmt og stille, Trærne stod nysprungne og speilede sig i den blanke Kil, den løvomvundne Æresport ved Indkjørselen var pyntet med Vimpler og Flag, og i Haven vrimlede der af festklædte Herrer og Damer, som paa Frastand saa ud som en Sværm af gyldne og brogede Libeller, som vrimlede i Solskinnet paa den smaragdgrønne Eng.

Middagen havde som sædvanlig været lang og anstrængende; der havde været en Mængde Taler, hvoraf ialfald etpar havde været muntre eller aandfulde. Der var sunget glade Selskabssange mellem Retterne; gjennem de aabne Døre havde det lydt saa vakkert — langt udover — i den stille Vaaraften. Nogle af de ældre Herrer var — efter Sædvane — faldt under Bordet og derefter anbragt i Gjæstesengene, som altid stod færdige ved slige Anledninger. — Efter Middagen havde man promeneret langs de smaa Kaskader, som Husets fornemme og romantiske Frue havde ladet anlægge i Parken bag Huset. —

Frøken Emerentze havde en af sine straalende Dage — aldrig havde hun været saa skjøn. Der var faret en stolt og farlig Livsglæde over hende; men hun var ikke god at komme nær; hun var hed af Vin og overmodig af Ungdom; — hun slængte om sig med hvasse Svar, hvis nogen forsøgte at sige hende dumme Complimenter, — ved Gud! hun følte sin egen Deilighed idag — hun trængte ikke til nogen Forsikring.

Det fik den arme Capitaine von Knarren føle, da han et Øieblik forglemte sin gamle Misnøie med den unge Dame og kom med nogle henrykte Talemaader om hendes røde Mund og hendes Øine som var en ung Leopards Øine — aa! hun var poetisk som aldrig før!

Da svarede Frøken Emerentze ganske tørt: „Har da de brabantske Kokkepiger Leopardøine, Hr. Capitaine?“

Det er ikke mange Gange, Hr. Capitaine Ulrich Friederich Schousboe von Knarren er gaaet fra Koncepterne i sit Liv, men det maa siges, at denne Gang gjorde han det virkelig. — Han spærrede Øinene vildt op, snappede efter et Ord til Svar, men da han intet fandt, slog han Sporerne sammen, gjorde Honnør, helt om og marscherede fnysende ind til sin Ven Consulen, som maatte døie en lang Tirade om de Fandens udenvæltske Fruentimmer, som var saa høibente, at de burde have Ris paa sin Bag. —

Frøken Emerentze og Lieutenant Villum blev staaende og se efter Capitainen, der han strunk og vred marscherede nedover Alleen; og det staar ikke til at nægte: Capitainen virkede meget komisk. Selv hans Ven Lieutenant Villum kunde ikke nægte det; saa da Frøkenen lo sin tindrende Latter, kunde han ikke lade være; — han maatte le med saa nødig han vilde.

Efter denne muntre Seir blev Frøken Emerentze ganske overgiven; hun tog Lieutenant Villums Arm og spadserede nynnende nedover de idylliske Stier langs Kaskaderne. I en Grotte, hvorfra der var Udsigt over en Svanedam, fandt de etpar ovale Sprinkelbænke; der satte de sig for at betragte tre Svaner, der jog frem og tilbage over Dammens blanke Vand — med brusende Fjær og kampskummende Nakker —; Vaaren var nok ogsaa kommet til dem.

Frøken Emerentze sad tilbagelænet i den hvide Sprinkelbænk; hendes Hoved var bøiet lidt forover, Øienlaagene halvt sænket, — der lyste endnu et lidet Seirssmil ved Øienkrogene. Den stive Brokade gik i en eneste svai Bølgelinje fra Knæet ned til Silkeskoen; — Slæbet spredte sig som en broget Vifte udover Græsset; og Roserne i Brokaden dryssede overdaadigt hengjennem det saftige Vaargræs. Hendes nøgne Arm hvilte henover Bænkens hvidmalte Gelænder; Haanden hang døsig ned. Men der var ingen Svaghed i dens Døsighed; Haandledet var rundt og sterkt, Fingrene var ikke tynde og knoklede, som mange dengang ansaa som særdeles fornemt; de var fyldige og slanke; og der var ingen Ringe paa dem; de var ganske nøgne, — ganske nøgne var de, disse slanke fyldige Kvindefingre.

Lieutenant Villum vilde finde paa noget poetisk at sige om denne Haand og disse deilige Fingre; men han var ikke sterk udi det poetiske; han havde ikke kunnet lave et Digt om han havde siddet samfulde otte Dage ved sit Skrivebord, og han kunde nu aldeles ikke finde paa noget i Farten. Derfor sagde han ganske enkelt og klodset:

„De har saa deilig en Haand, Frøken v. Egekrantz! Jeg har saa længe siddet og seet paa den, at jeg er halvt forrykt.“

Hun saa forundret hen paa ham; — begynder Lieutenant Villum ogsaa nu at sige dumme Complimenter. — Men han havde sagt det saa alvorligt, næsten barskt; og han var saa høitidelig af Væsen og Stemme, at Emerentze uvilkaarlig maatte smile.

„Kokkepigehænder,“ sagde hun muntert og lod alle Fingre sprælle i Luften. Men han var lige høitidelig, saa hun lod Haanden falde tilbage, og nu sad de begge to og saa paa denne Haand, hvis Fingre var vaagnet og krummede sig nu og da ganske svagt.

„Det jeg finder saa skjønt ved denne Haand er, at den ikke er dækket af Smykker og Stene. Den Slags Stads synes ofte at være der for at skjule det magre og mangelfulde — ligesom en pragtfuld Klædning er der for at skjule et armodsligt Legeme. Men Eders Fingre trænger ingen saadan Klædning; — hver af dem er for sig som en liden skjøn Kvinde, og som al Skjønhed allerskjønnest i sin Ubedækkethed. Se, — de er som fem unge Søstre — nei som fem unge Nymfer er de, som fem unge nøgne Nymfer, der skjæ1ver efter Dans!“

Emerentze rev Armen til sig, hun trak Schawlet tæt om den; hun svøbte hele sig selv ind i det, som for at dække sig for hans Blikke. Der jog en heftig Rødme ned over hendes Nakke og skyllede udover Kinderne, saa det skimtedes under Pudderet — det dirrede om Mundvigerne, som var hun nær ved at briste i Graad. Og hun saa op paa ham og sagde forbitret og ganske sagte: „Det lader til, at Hr. Lieutenanten gaar i Skole hos Capitaine v. Knarren. Og I er mintro! en lærvillig Pebling.“

Lieutenanten reiste sig forvirret og ulykkelig Han gjorde et dybt og afmaalt Buk, slog Hælene sammen og blev staaende bleg og rank foran hende.

Intet havde været ham fjernere end at ville blessere en Dame, han høiagtede saa høit som Frøken v. Egekrantz, sagde han, og hans Stemme var saa varm og indtrængende, at ingen kunde være i Tvivl om at han talte sandt. — Hun maatte tilgive ham, bad han. Ikke kunde han selv nogensinde glemme, at han havde fortørnet hende — selv om det var skeet saa helt mod hans Vilje.

Frøken Emerentze svarede ikke strax. Hun rynkede sine Bryn, og hele Tiden skalv det lidt omkring Munden. — Hun var rigtig misfornøiet, var hun, — og mest misfornøiet var hun med sig selv. — Hvad var det, som var gaaet af hende! Hun havde dog hørt Complimenter langt dristigere og kaadere end dette; de unge Kavalerer i Kjøbenhavn havde lært af den dristige franske Rococo at turde sige det utrolige, — og hun havde tidlig lært at parere deres Dristighed med en kjølig og ironisk Replik.

Hvad kom det da af, at denne alvorlige, klodsede Nordmand havde bragt hende rent ud af Fatning? Hun havde rødmet, slaaet Øinene ned og baaret sig ad som en Bondepige; hvad kom det af? — Hvorfor var det som han havde rørt ved noget langt inde i hende — noget hun selv ikke havde vidst om før? Hvorfor havde hun med ét skammet sig over sine nøgne Arme, sin nøgne Hals og Skuldre, og følt at hun maatte skjule sig for hans Øine?

Ja, hvad var det som gik af hende?

Og den heftige Forbitrelse som var kommet over hende, saa hun havde grebet til at være fornærmet som en liden Mamsel, istedetfor at knuse hans Frækhed med et Smil og et Blik, som det sømmede sig en Dame af hendes Aand og hendes Stand. —

Og der stod han høflig og korrekt ligeoverfor hende og ventede. — Endelig løftede hun sit Hoved igjen, men hun saa tilside, da hun sagde: „Sæt Jer, Lieutenant v. Westerhuus.“

Han sukkede dybt og lagde sin høire Haand paa sit Hjerte — denne Tidens galante Bevægelse for at udtrykke Tak og Ærbødighed.

Men da han sad ved Siden af hende, havde han ikke let for at fortsætte Samtalen. Nu var det ham, som ikke var Situationen voxen; og bragte til Gjengjæld Emerentze i Ligevægt igjen.

Stakkars Fyr, hvor han anstrængte sig. Han snakked om Jagt! Om de forskjellige Sorter Vildt som fandtes paa disse Kanter. Det konverserede han hende om. Og det var jo et neutralt Emne; der kunde han da umulig støde an mod hendes Finfølelse!

Hun begyndte at more sig over ham; hun sad og skottede bort paa ham; han var virkelig saa uskyldig som et Barn, denne store sterke Kar.

Lidt efter hvert tændtes der et lidet Skøiersmil i hver Øiekrog — og med engang kom der brusende over hende en vidunderlig Følelse af Lykke og Lystighed og Ungdom, — og med en høi overgiven Latter slog hun det lange Silkeslør tilside — hun reiste sig op og løftede begge sine Arme høit, høit og lo og lo — og skinned ham imøde med sin Hals og sine Skuldre og sine Arme og hele sin skjønne Skikkelse.

Og pludselig stak hun sin varme nøgne Haand i hans store Næve: — „Hvis I er slig en vældig Nimrod, som I siger, da lad mig se, om I ogsaa kan fange de fem unge Nymfer.“

— Saa sprang hun nedover Stien. —