Krøniken om Hr. Villum/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hr. Ulrich Friederich Schoushoe v. Knarren var ikkun Capitaine den Gang. Men denne herlige Kavaler var fra sit Livs første Stund af støbt i den selvsamme Form af Mandighed og usvigelig Troskab, saa det ikke var underligt, at han alle Dage havde været elsket af alle skjønne Kvinder, forgudet af alle sine prægtige Venner og forhadt af alle sine usle Fiender.

Hans kjæreste og nærmeste Venner var Lieutenant Bassen v. Brause og Lieutenant Villum v. Westerhuus. Det vil sige: Consul Jan Seehuusen laa hans Hjerte ligesaa nær som de nævnte; men der var dog den ubodelige Feil ved Seehuusen, at han ikke var Militær. At han med Rette kunde kalde sig Consul, var bra nok; men det kunde dog ikke tilgives, at han ikke havde gjennemgaaet Akademiet som de andre. — Desuden kunde det heller ikke tilgives — nei aldrig i Evighed kunde det tilgives Consulen! — at han endnu holdt Krambod!

Det var virkelig høist upassende for en Mand af Consulens Elevation at holde Krambod med klingrende Klokke over Duren og Disk paa Gulvet i en liden Sjap, hvor der stinkede af Salt Sild og Finkel.

Capitainen ærgrede sig meget over denne lille Krambod; han tilbød dristigt Consulen hundrede Rigsdaler, hvis han vilde stænge „den væmmelige Kro“ — (et dristigt Tilbud, eftersom Capitainen i Tilfælde uværgerlig maatte have laant de nævnte hundrede Rigsdaler af Consulen selv).

Naar Capitaine v. Knarren var misfornøiet med Consulen, kaldte han ham derfor med et Skjældsord, som Capitainen selv fandt besynderlig krænkende.

„Kræmmerdreng!“ sagde da Capitainen, „fly mig for to Skilling Brændevin, Din forløbne Kræmmerdreng.“

Men til hans uforbeholdne Forandring bed ikke denne Fornærmelse paa Consulen, — nei ikke det allerbitterste. Tværtimod syntes det ligefrem at more Consulen at faa Capitainen saa rasende, at han kom buldrende med sit „forløbne Kræmmerdreng“.

Thi Consulen havde sin Stolthed som Capitainen havde sin. I denne lille Krambod havde hans Farfader begyndt den Virksomhed, der nu i Løbet af henved et hundrede Aar var voxet op til at blive en af Landets første. Derfor skulde Kramboden staa og den gamle Dørklokke skulde være ham en stadig klingende Paamindelse om at gaa i sine Fædres Fodspor og ikke staa tilbage for dem i Flid og Agtpaagivenhed. —

— Var der end denne lille Lyde ved Consul Seehuusen, havde til Gjengjæld Capitainen intet at sige paa de to unge Lieutenanter. De var ganske efter hans Sind. De havde gjennemgaaet Akademiet efter alle Kunstens Regler og var slupne derfra med Livet og med en hærdet Krigers Syn paa Livet. De havde gjort sine Galskaber, det havde de. Og det var Ret. De havde ogsaa taget sin Straf for sine Galskaber; men var end Straffen noksaa umenneskelig, saa havde de begge baaret den uden at kny.

— O, det havde været en særskilt Glæde for Capitainen at træffe disse unge Vildstyringer, som talte hans egen Dialekt ganske enfoldigt og uforfalsket, — at træffe dem paa Akademiet og se, hvor de teede sig ligesaa flinkt og modigt, som om det kunde have været ham selv. Allerede som unge Lieutenanter i Kjøbenhavn havde de havt sine blodige Affærer, og v. Knarren havde hver Gang med udsøgt Fornøielse været sine unge Kameraters Sekundant. Og hver Gang havde de bidt godt fra sig begge to og var gaaet baade til og fra Affæren med Mod og Fornøielse. — At Lieutenant Villum havde faaet et Hug over Panden, som endnu ikke var groet helt igjen, var ikkun klædeligt; Capitainen var ikke saa langt fra at misunde ham den Prydelse, som sømmede sig saa vel for en ung Krigsmand. —

— — — Capitaine v. Knarren og Lieutenant Bassen Brause havde siddet og spillet Schak i den Leilighed, de beboede sammen med Lieutenant Villum. Gamle Jomfru Pepperlee var gaaet til og fra og fyldt friskt Øl i Krusene eherhvert som de tømtes, og stoppet Kridtpiberne eherhvert som de var udrøgte. De to Herrer var meget stilfærdigere, end de pleiede; — de sad paa hver sin Side af Brættet og studerede.

Aa, hvor de studerede de svære Karer! Og nu og da gryntede den ene, og nu og da plystrede den anden og knipsede med Fingrene: det var et ubedrageligt Bevis paa, at han havde faaet en lys Ide.

— Da Capitaine von Knarren var bleven mat for tredje Gang, blev han grætten og vilde ikke spille mere. Han kaldte Schak for et skiddent Spil, rigtig et skiddent Spil! — De kunde heller spille Pindespil, det var ham ganz egal. —

Bassen Brause forsvarede derimod det ædle Schakspil, men paastod, at Capitainen havde været saa uheldig, fordi han altid var uforsigtig med sine Springere. Han ofrede dem til stor Skade for sig selv — uden at det var nødvendigt.

De to Herrer kom nu op i et sterkt Skjænderi om, hvad der med Rette kunde kaldes rigtigt: enten at holde paa Springerne eller Løberne.

De talte heftigt og — som de pleiede — i Munden paa hinanden; — medens Jomfru Pepperlee rolig gik til og fra; nu kjendte hun sine Pappenheimere! Slig havde de tordnet hver evindelige Dag, saalænge hun havde kjendt dem, indtil Vorherre naadigst havde berøvet hende al Hørsel. Hun var stokdøv, saa for hende kunde de gjerne buldre; det generede hende ikke længer. Og hun havde jo stor Hengivenhed for dem alle tre, det havde rigtignok holdt haardt for hende at skilles fra det kjære Kjøbenhavn, og den første Uge, hun var i dette afskyelige Land, græd hun hele Tiden. Ak, her var jo bare Bjerge og Sten og Hav og ingen af de kjære Mennesker, hun i Kjøbenhavn kunde pluddre sammen med til en rygende Spilkum Kaffe. Sikkerlig var hun ogsaa reist tilbage igjen — tiltrods for al sin Hengivenhed — men Erindringen om den rædselsfulde Sjøsyge, hun havde gjennemgaaet for at komme hid, var saa uhyggelig, at hun foretrak at forblive i dette gyselige Land fremfor at lide hine Kvaler og Dødsrædsler.

— „Kan Du tænke Dig noget mere forrædersk end en saadan Springer,“ sagde Capitainen, han stod borte ved den tykke Kakkelovn og bankede Tobaksasken udover dens lede Trommel. „Slig en Personage, som først hopper frem og derpaa slaar tilsiden! Burde han ei heller kaldes for en Krumspringer? Og kan Du ikke begribe, at jeg ikke vil have noget at gjøre med Personager, som ligefrem har til Metier at gjøre Krumspring? Tvi Deuwel! Nei, dem sender jeg strax til Helvede; — jeg vil ikke have slige Lurendreiere i mit Regiment. Jeg belinder mig først vel, naar disse Knægte er taget afdage og jeg kan marschere op med mine brave Folk, som holder sig til Geleddet og lystrer Ordre og ikke gjør mig noget Virvar udi Rækkerne.“

Idetsamme rumsterede det ude i Gangen; — Capitainen stansede midt i sin lange Tale og lyttede med vidtopspærrede Øine; — hvem kunde det være som rumsterede i Forstuen nu, Klokken var over tolv om Natten?

Saa hørte de tunge Skridt henad Gulvet foran deres Værelse, det var en som famlede med Hænderne langs Væggen og bortefter Døren.

Saa raslede Klinken, Døren aabnedes — der stod Lieutenant Villum!

„Hei, Dit forbandede Spektakel,“ skraalede Capitainen og knækkede Kridtpiben tværs over at bare Overraskelse. „Jeg skal knuse Dine Ribben, hvis Du oftere kommer snigende ved Nattetider og gjør et Rabalder, saa Du kunde vække Jomfru Pepperlee. Kom her, Din Fandens Dreng, saa knuser jeg Dine Ribben alligevel!“

Og nu omfavnede de to Kjæmper hinanden, saa det virkelig var et Under, at deres Ribben holdt, og derefter kom Turen til Bassen Brause —!

Lieutenant Villum var kommen tilbage fra sin lange Sessionsreise hele tre Dage før nogen var begyndt at vente ham; saa det var ikke underligt, at hans Venner var overraskede.

Nu blev han bænket ved Bordet; den arme Jomfru Pepperlee, som allerede var krøbet i Seng, blev purret ud med megen Møie; — hun maatte ind i sin blomstrede Slobrok og modtage sin Omfavnelse af den hjemkomne; og et kraftigt Kys fik saamæn Jomfruen midt paa sin tynde Mund. —

O, disse galne Herrer! Hun lo og rystede paa sin Natkappe, saa Bændelbaandene svajede —; nei, der var intet Udkomme med disse Kavaljerer, som hun kaldte dem.

Nu fik hun sætte ind nyt Øl og Tobak og nye Lys; for nu vidste hun, at der ikke blev Fred at faa, forinden Hanen gol og Solen skinnede — og knapt da. Det havde mere end en Gang hændt, at „Kavaljererne“ ganske havde forglemt at sove. —

— Først skulde v. Knarren og Bassen Brause have nøiagtig Besked om, hvordan Reisen var løbet af; om der havde mødt frem godt og stort Mandskab, om der havde været nogenslags Opsternasighed blandt Almuen og om der ellers havde været noget Evenement, som kunde være af Interesse for Militære.

Og da Lieutenant Villum havde aflagt nøiagtig, embedsmæssig Rapport og denne grundig var drøftet, blev der Spørgsmaal efter de Officerer, som boede rundt om i Distriktet og hvoraf mange efterhaanden havde dyrket sine Særheder i den Grad, at de hver for sig var pudsige eller ulykkelige indtil Galskab.

Lieutenant Villum kunde fortælle mange Historier om Menneskeskjæbner, som visnede eller raadnede i Ensomheden inde blandt Fjeldene; men de tre gevorbne Karer var langtfra sentimentale; for dem gjaldt det kun, at Mændene bar sine Skjæbner som Mænd og ikke klagede sin Nød, men holdt sig ranke til Døden. —

— Da alt var drøftet og fortalt, gol ganske rigtig Hanen, og Solen skinnede indad Vinduerne — slig som Jomfru Pepperlee havde forudseet.

Men som de skulde til at gaa hver til sit, nævnte Lieutenant Villum den forunderlige Hændelse oppe ved Dyreskar.

Capitainen snøftede velbehageligt og satte sig strax ved Bordet igjen. Han stoppede sig en ny Pibe og heldte nyt Øl i sit Krus; han var en Hund eller Fruentimmerhistorier.

Men da Lieutenant Villum havde endt sin Fortælling og Capitainen utaalmodig forlangte mere, — da var der sletikke mere.

„Himmelkreutz!“ raabte han, „er det slige Ammestuehistorier, Du opvarter gamle Folk med — og det sent paa Natten? At Du ikke skammer Dig, Din lille Hvalp!“

Lieutenant Villum stod borte ved det aabne Vindu. — Han svarede ikke Capitainen paa hans Skjænd; — han stod og hørte paa en Havesanger, som sad i den duggvaade Have og fløitede sin Morgenhymne.

Aa, hvor det klang!

Og der sænkede sig over hans Sind en forunderlig Forventningsfuldhed; — ja, visselig! Skjæbnen stod nær ved ham og ventede.

„Hvem tror I den unge Dame kan være?“ spurgte han uden at vende sig.

„Ah — jeg forstaar nok, hvem Du har været ude for — det er Oberstens Datter, som er kommet hid, medens Du var borte. Hun er et høinæset Skabberak, min Dreng; — tag Dig iagt for hende. Emerentze hedder hun, Emerentze v. Egekrantz! Tag Dig iagt, siger jeg Dig. Tror Du ikke, at jeg selv forsøgte at gjøre mine Hoser grønne hos Hendes Høivelbaarenhed. Oho; en hel Aften, min Dreng; — jeg var — Drolen æde mig — til Lystighed for hele Regimentet en hel Aften. Men tror Du ikke, hun havde den Dristighed at fixere mig ret opi mit ærlige Ansigt! Tag Dig iagt, siger jeg Dig igjen. Hun er et Spektakel, det er alt hvad hun er.“

Nu hændte der det mærkværdige at Lieutenant Villum pludselig gjorde høire om, sagde et kort Godnat og gik ud af Værelset. Capitainen og Bassen Brause saa stumme af Forskrækkelse paa hverandre, de hørte hans Skridt opad Trapperne henover Gangen og ind paa hans Værelse. De hørte han lukkede Vinduet op og satte sig der; — og saa blev alt stille; — han sad simpelthen alene ved Vinduet og sværmede!

„Han er Drolen æde mig forlibt,“ hviskede Capitaine v. Knarren til Bassen Brause. „O, den lille forbandede Gris han er forlibt! Han er forlibt til Helvede er han.“

Capitainen var fuld af Beundring og Misundelse; — ak ja, den brave Karl fandt det hele saa romantisk og skjønt, og han syntes, den lille forbandede Gris var saa rørende, at det ikke var til at holde ud, og en Taare sprang sandelig frem i hans ene Øie.

„Gud ved, hvordan han kan hitte paa sligt, det lille Fæ,“ snøftede han, medens han tømte sit Krus ud til Bunden.