Krøniken om Hr. Villum/5

Rugdeposten ved Dyreskar var bekjendt; det feilede sjelden, at der faldt Skud paa den Post, hvis da ellers Aarstiden var beleilig og Veiret var bekvemt.

Men ikvæld var Lieutenant Villums Tanker kommet saa rent paa Vievanke; det var den rare Lysdisen, som havde gjort det — „Salig Fruens Hjemkomst“ —!

For ellers pleiede ikke Villum til hverdags at grave sig ned i Sørgmodighed over det forgangne — aa nei! han var jo for sund en Kar til det! Livet havde fra første Stund af hærdet hans Sind; men det havde samtidig givet ham Styrke til at staa alene og slaa fra sig.

Det hændte bare en sjelden Gang, at det gik som nu ikvæld — at de kom over ham Tankerne paa al den Uhygge og Ulykke som hvilede over hans Slægt.

Men det nyttede ikke at grave sig ned i al denne Tyngsel, — nei, en voxen Kar fik ryste det af sig: — og saa stille sig hen under Furuen med Børsen parat og vente paa Rugden; sandelig, ikvæld var det sligt Jagtveir, at kom Rugden ikke nu, da kom hun aldrig mere.

— Foran ham laa der en liden Dalsænkning; der var Rabber og Vasshuller, lidt mager Brisk og Pors, hist og her nogle Dotter Myruld. Paa dentanden Side af Dalen stod Furuskauen som en tæt Mur, men etsteds var der et spidst Søkk i Muren, og igjennem dette Søkket var det Rugden pleiede at komme som et lynsnart Pistr henover — i Sving forbi Furuen — lavt over Skaret paa den anden Side — og saa videre vestover — Gud ved hvorhen.

Denne lune Luften ikvæld og den rare Vaarstilheden — alting var som det skulde. Nei, for et Rugdeveir. — Skjønt — ikvæld var det næsten rarere end ellers. Saa besynderlig lydløst var her. Den lille Fillebækken, som laa nederst i Dalgropen og silred og klukked saa smaat gjennem Mose og over gamle Rødder, — den var slet ikke til at høre. Gud ved, hvor den havde gjort af sig; men han lyttede uvilkaarlig efter den, for den hørte til, naar han stod paa Rugdepost. Han ligte det snodige lille Klunket, som flyttede sig ligesom, saa én aldrig skulde kunne sige rigtig nøiagtig, hvor det kom fra. Og det forandrede sig ogsaa i Lyd; naar Luftsiget kom slig, kunde det ligne et Klimpr, som nogen der knipsed haardt og uafladelig paa en ustemt Kvint. — Indtil det atter sank hen idet gamle, underjordiske Klunk.

Der pleiede altid at være sligt Selskab i den Bækken; men ikvæld var den borte. Alting var ganske dødt baade nede paa Myren og henne i Skauen. Ikke saameget som et Knæk fra en Gjærdesmut, som roed sig, nei ikke engang en liden Markmus, som rørte ved en Barnaal.

Han begyndte at lytte, og han hørte bare Dunket af sit eget Blod, og han begyndte at stirre, — og han saa bare Trærne staa der, stille som han selv, og Stenene, og de smaa pukkelryggede Briskebusker, som saa ud som Dværge, der sad om Vassdabbene, og den lange tynde Aaspen, som endnu var splitternøgen og strakte sig ulykkelig høit tilveirs med alle Armene dødsstilt mod Himlen.

Allesammen stod de som han — urørlige — og lyttede og stirrede, som om de ventede, at noget skulde komme. —

Hvad var det, de ventede paa allesammen? Hvad var det, han selv stod og stirrede og lyttede efter? Hvorfor turde han ikke røre sig — hvorfor turde han knapt trække Veiret? Og hvorfor dunkede Blodet haardere og haardere mod hans Trommehinder?

Hys —!

Hvad var det?

Det var hvast Staal mod Sten.

Der igjen! Det var Tramp mod Jord. Hovtmmp. Og der var Vrinsk af en Hest.

Han vendte sig braatt efter Lyden.

Se der! En hvid Hest i Sprang henover Stien. Den lyste i Dunkelheden mellem Stammerne. Og en hei Rytterske sad paa dens Ryg. — Et Slør laa som en fin Dis efter hendes Hat. Da hævede Hesten begge Forben; Manken gav henover hendes unge Legeme, — saa sprang Hesten atter til, jog udover Skraaningen — forsvandt.

Og nu — nu kunde intet høres mere. — Ikke Tramp mod Jord, ikke Staal mod Sten. Briskehuskene sad som før lig Dværge om Vassdabbene, som havde de snudd Hovederne efter hende allesammen, og den lange ulykkelige Aaspen stod og skalv ganske lydløst over hele sit fine Legeme.

Men i en Furugren over Stien hang der et Slør og lyste. Det havde flaggret sig fast i Grenene, da Hesten steilede; — saa var det fine Stof flænget tværs over; det havde viftet lidt med det samme, som bad det om Hjælp. Saa var det sunket sammen, hjælpeløst og overgit.

Og nu hang det ubevægeligt og lyste langveis. — Lieutenant Villum forlod sin Post og klattred op til Stien. —

Jo, der saa han da friske Mærker efter Hestehovene; Græstorven var hugget op af de skarpe Staalsko og Grusen laa ved Siden ganske nydrysset. Etsteds var der blevet stor Forvirring i en Tue af bittesmaa røde Maur, som havde holdt til under Græstorven; nu yrede de omkring i et eneste Tusenkravl.

Han kom did, hvor Sløret hang stille ned og lyste.

Han stansede, saa undrende paa det, og først lidt efter var det, som han vovede sig til at tage det i sin Haand.

Hvor silkefint det faldt mellem hans haarde Fingre. Og da han havde gjort det les fra Furunaalene, saa varsomt, for at ikke en Traad skulde briste, da lagde det sig ligesom tilhvile i hans store Næve, som vilde det gjemme sig bort der. —

Men da han lagde det ind til sit Ansigt, strømmede der ud af dette Silkeslør en fin, fjern Duft som af nysprungne Rosenblade.

Denne unge sterke Kar havde nu i flere Maaneder streifet rundt paa Bondebygden, havde levet blandt Naturens ufordærvede Børn og sovet i indestængte Stuer. Derfor virkede denne Duft af Kvinde og Forfinelse som en vidunderlig Daarskab paa hans heftige Blod.

— Han gik hurtigt nedover Stien; han lod Rugden flyve, han vilde bare følge de dybe Spor, som Hestehovene havde hugget i Græstorven hele Stien nedover. —

Men da han var gaaet, reiste Dværgene sig omkring Vasspytterne og sprang op for at se efter ham, og Bækken klunkede sin dybe underjordiske Ta1e, og borte paa Bakkeskraaningen stod den nøgne Aasp og vred sine Hænder bønfaldende mod den graa Vaarnatshimmel.