Krøniken om Hr. Villum/4
Da Lieutenanten var blevet ganske alene paa Vesterhus, begyndte der et Liv paa Gaarden, som der endnu den Dag idag gaar mørke Sagn om. Ved en Korsvei en Mil fra det Sted, hvor Vesterhus engang laa, findes der saaledes en flad, mosgroet Sten, som Folk endnu kalder Goddag-Steinen. Paa denneSten, fortælles der, stod Lieutenanten og hilste sine Gjæster Goddag — baade de, som kom fra øst og de, som kom fra vest. Paa den Sten drak de Goddag-Skaalen; og paa hver Side af Stenen stod en Tjener; den ene blaaste Trompet, den anden slog paa Tromme, hvergang de drak.
Og der paastaaes, at Trompeteren kunde blaase sig tør i Halsen bare paa en Morgenstund, og at Trommeslagerens Stikker ikke fik Fred, saalænge de stod paa Goddag-Steinen.
En anden Plads kaldes Futesvingen; der har en Foged kjørt sig ihjel, da han kom fra et Gilde hos Lieutenanten. Og ude i et Vand findes en liden Ø, som endnu hedder Blodholmen, fordi der engang var nogle af Lieutenantens Gjæster, som havde havt en farlig Tvekamp derude. Den ene af dem faldt med kløvet Pandebrask; man viser endnu en høi, skaldet Graasten, som skal være reist over den faldne. Sagnet paastaar, at de to Kjæmper blev uenige, fordi de ved Drikkebordet begge vilde gale. De troede nemlig begge, at de kunde gale saa naturligt som en Hane, og de vilde begge vise, at de kunde faa Gaardens Haner til at svare. Men da den ene begyndte at gale, gol strax den anden med, og da den første Kamphane vilde forbyde ham dette, blev der stor Uenighed mellem dem. Og saa stor blev tilsidst Uenigheden, at de i den tidlige Sommermorgen drog ud paa Blodholmen, hvor de sloges saa længe, indtil den ene af dem — som fortalt — laa med kløvet Pandebrask.
Da Seirherren roede tilbage til Gaarden, gol han hele Tiden stolt over, at ingen nu kunde afbryde ham. Han gol virkelig saa naturlig, at alle Gaardshaner rundt hele Vandet vaagnede og gol med saa det klang i Morgenstunden. Da Seirherren hørte dette, blev han meget glad og hovmodig og gul til sidst i Takt med hvert Aareslag.
Men da hørtes med et fra Blodholmen et forfærdeligt Brøl, og en svær uhyggelig Fugl, større end en Ørn, men af Form som en Hane, med blodrødt Hoved og svart ellers, — denne Belials Fugl løftede sig pludselig op fra tætte Skauen paa Holmen. Hans røde Næb var vidtaabent og der løb spidse Flammer derudaf. Og han slog nedover Seirherren i Baaden og huggede i hans Øine, indtil de blev til Vand og Blad og Galde, som løb udover hans Ansigt Saa tog Fuglen ende tilveirs og forsvandt i et stort Smeld, som spredte hvide Gnister langt udover baade Ager og Eng. Men da Gnisterne blev afkjulede, blev de til svarte Stene, tunge som Jern; — der findes den Dag idag slig en Sten paa en af de ældste Gaarde i Bygden.
Men fra den Dag, siger Sagnet, gol ikke Hanerne paa Vesterhus i hele hundrede Aar. —
— — Disse og lignende Sagn om den voldsomme Lieutenant Villum von Westerhuus lever endnu, og i denne Egn, hvor man ellers har saa let for at glemme, er dette noget ganske enestaaende. Visselig maa der have staaet stor Skræk af denne Mand, siden det end ikke nu kan lægges ned.
Sikkert er det, at hans voldsomme Liv ruinerede ham ganske. Det, som kanske kostede ham mere end alt andet, var de mange Processer, han blev indviklet i paa Grund af sin haarde Fremfærd og sin ugudelige Mund.
Han var ikke mere end nogle og firti Aar da han var en brudt Mand, som ikkun havde Døden at haabe paa; thi ikke havde han nogen Ven mere. Sin Hustru havde han jo jaget fra sig. Senere havde hendes Slægt sendt hende paa en Skude til Vestindien. Siden den Tid forsvandt hun ganske. Ingen har nogensinde hørt noget om hende.
— Sin Søn havde Villum ogsaa sendt ifra sig,skjønt Gutten hang saa sterkt ved Bygden og dens Folk og græd saa saart, da de kjørte ham afgaarde. —
— Og nu havde han ødet sin Faders Gods og Gaard, saa han tilsidst ikke eiede den Seng, han laa og døde i.
— Han havde nok været syg før; men denne Gang skjønte han, at nu førte der ingen Vei tilbage til Livet.
Da sendte han Brev og Bud efter sin Søn, som han ikke havde seet, siden han reiste fra Vesterhus som Barn. Der var ti Mil til den By, hvor han laa i Garnison; Budet fik Besked om at skynde sig og ikke hvile, før han havde bragt Brevet frem. Og Sønnen maatte komme strax; han maatte ride Dag og Nat; for der var ikke lang Tid at gjøre paa. Og der var noget, han maatte faa sagt sin Søn, før han gik bort. Der var noget meget vigtigt, han maatte faa sagt ham.
— Da Sønnen kom, var det forbi. —
Den svære Kar laa endnu paa Feltsengen i sit Kammer, hvor han havde stridt den sidste Strid. Kun med Møie havde man faaet foldet de gjenstridige Hænder og tvunget de sterke Kjæver isammen. —
— Da den unge Lieutenant Villum stod ved sin Faders afsjælede Legeme og betragtede dette herjede Ansigt, slog det ham pludselig, at dette Ansigt nu bare udtrykte en ensom og uendelig Smerte.
Den Maske, han havde baaret i Livet, den havde nu Døden revet tilside. Nu saa man Trækkene slig som de virkelig havde været; ak! det var et stakkars forgræmmet Ansigt, sygt af Længsel efter noget halvt forglemt — noget som Døden nu aabenbarede.
Denne Fold ved Mundvigen, denne Rynke ved Øiekrogene, — ak! det saa ud som dette ulyksalige Menneskeansigt endelig holdt paa at briste ud i den store Hjertegraad, som saa længe havde været ventet.