Krøniken om Hr. Villum/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efterat Kari Kviksølv var død, var det som Mulmet og Mørket sænkede sig over Villum Westerhuus. Nu flyede han Folk ganske; selv Major v. Knarren havde ingen Gang der længer; thi Villum begav sig paa Skauen saa saare Majoren kom tilgaards. Engang kom der en af hans gamle Krigskamerater fra den Tid, han havde været udenvælts. Denne Krigskamerat søgte at minde ham om hans Bedrifter, men han rystede bare paa Hovedet og sagde at han intet mindedes mere. Nei, det var som Mulmet sænkede sig over ham og som han lîernede sig mere og mere fra Livet, og som han ikke mere var tilstede her paa Jorden.

*

Majoren havde for gode Ord og Betaling faaet et sterkt og paalideligt Fruentimmer til at være hos Villum og stelle for ham, saa han ikke rent skulde forkomme derude i Ensomheden. —

— Af hende fik Majoren høre, hvordan Villum havde det, og hun vidste at berette, at han i mange Maader var noksaa fornuftig; thi han stelte endnu med sine Fiskegarn; dem saa han til hver Morgen og satte dem ud hver Aften; der var saamæn ingenting at sige paa hans Paapasselighed i saa Maade. — Han var ogsaa svær til at skyde alskens Vildt som han altid havde været, og Hunden Diana var at kalde hans uadskillelige Ven, saa det endog kunde siges at være lidt formeget af det gode, efterdi hun dog kun var et umælende Dyr. Thi hun aad ved hans Bord og hun sov i hans Seng og hende snakkede han med tidlig og sent, medens han ikke spenderede et Ord paa noget Menneske saalangt Aaret var. —

Og hvad der kunde synes næsten bespotteligt var at han hver Kvæld sad og læste høit for Dyret af en Postille, som Tjenestekvinden havde lagt ind til ham — endda det var en rigtig god Postille, som ikke var noget for de umælende. — Rigtignok læste han ganske ensformigt og enfoldigt — slig som ganske smaa Børn læser, saa det var godt at høre, at han ikke forstod noget Ord af det han læste; men alligevel syntes den brave Kvinde, at denne Høitlæsning ikke var som det skulde være, og derfor tog hun ogsaa Postillen fra ham, og han spurgte aldrig efter den siden. —

Hvad der var saa rent rart med ham, var, at han nu ogda gav sig til at vandre om Nætterne. — Ret som det var gik han ud i Gadedøren og blev staaende der og glo ud i Mørket og lyttede efter baade langt og længe. —

Engang blev Tjenestepigen rent ræd for ham og gik ud for at se, hvad han foretog sig.

Nei — han stod bare der iden store Kavajen og lagde Hovedet paa Skakke og lydde og lydde.

„Men Jøs, Hr. Villum,“ havde hun sagt, „hvad er det, I staar her og venter paa høgstnattes?“

Engang havde han svaret: „Hører Du ikke? Klokkerne? De ringer i Kjærka.“ Men der var saavist ingen Klokker som ringte midt paa svarte Natten.

Og en anden Gang: „Der kommer nogen kjørende. Det er salig Fruen — Det er salig Fruens Hjemkomst. Det er langveisfra. Svær Vogn maa det være. Hører Du ikke det rumler?“

Men det havde ikke været noget som rumlede. Altingen var saavist saa tyst og stille.

— Rart var det saamæn sommetider derude, og havde hun ikke vidst bedre, kunde hun ofte tro, at han havde Omgang med Spøgelser og snakkede med døde Mennesker slig han bar sig. —

*

— En Vinter havde Villum været skrøbelig nu og da; han havde hostet meget og ynket sig om Nætterne. Og en Morgen i Marts kom der Bud til Major v. Knarren, at nu maatte han nok komme til Hr. Villum paa Vesterhus; for sikkerlig var det ikke langt igjen nu.

Majoren red afsted saa fort han kunde, og da han kom frem, skjønte han, at Villum maatte dø. Han laa ganske stille hen med lukkede Øine og Læberne var ganske graa. Og det surlede og gurglede saa ondt i Brystet naar han drog Veiret.

Da Majoren tog ham i Haanden, slog han Øinene op.

„Hvor gaar det Kamerat?“ sagde Majoren med kjæk Stemme, skjønt han var saa hjertebedrøvet.

„Aa, jeg er saa sjug, Ulrich!“ svarede Villum og smilede saavidt, da han sagde „sjug“; det var et Ord de havde brugt sig imellem i gamle Dage, naar nogen havde været paa Kommers og var jammerlig næste Dag.

„Har Du da ingen Medicin?“ spurgte Majoren igjen bare for at sige noget; han vidste jo, at ingen Doktor havde været hos ham. —

„Jeg skal ingen Medicin have. Jeg er sjug udaf hele Livet,“ svarede Villum. Han lukkede Øinene træt til; lidt efter dormede han af i en urolig Søvn, og han ynkede sig ofte i Søvne; saa visselig maatte han have Smerter, som han betvang naar han var vaagen.

Majoren sad Time efter Time ved hans Seng og holdt trofast hans Haand; — nu og da vædede han den Syges Læber med lidt Brændevin; han vidste slet ikke hvad han skulde gjøre for at hjælpe Villum. Timerne gik saa langsomt, saa langsomt; Majoren prøvede ofte at snakke til Villum; men det nyttede lidet, han laa i Vildelse næsten hele Natten. Men udpaa Morgensiden kom han flere Gange til sig selv og var klarere og sindigere end han havde været paa lange Tider.

Engang saa han saa længe og rart paa Majoren.

„Jeg ved, jeg skal dø nu. Du kan godt snakke til mig om det.“

„Er det ondt, Kamerat?“ spurgte Majoren.

„Aa ja, det er nok ondt, — det er virkelig ondt at dø.“ Men en Stund efter føiede han til: „Og alligevel — det havde været værre at skulle leve.“

— Snart efter blev han saa urolig; det var saa meget han skulde sige Besked om, men det var ikke let at fatte altsammen. —

Først var det nu angaaende Diana; — hun skulde ikke overleve ham, det maatte han sørge for. Og dette kunde sagtens Majoren forstaa. Saa var det noget om det lille Sløret som de ikke maatte tage fra ham; det skulde følge ham nu ogsaa, for det havde fulgt ham al hans Tid.

Majoren skjønte ikke dette; han spurgte indtrængende, hvor det Sløret var at finde, han havde aldrig før hørt Villum snakke om det, saa han kjendte slet ikke noget til dette.

— Snart kom Dødskampen; den var pinefuld og langvarig. Aandenøden var saa svær; — engang strakte han sig ud i sin fulde Længde, saa Fodstykket paa den kleine og altfor korte Feltseng sprang ud med et Brag.

Majoren greb ham med begge Arme om Ryggen og løftede den svære vaandende Kjæmpekrop for at dulme Aandenøden; — og nu kunde han kjende hvordan det stakkels Legeme skalv i den sidste store Krampe.

Pludselig sank det sammen og blev stille.

Og Villum pustede ud saa langt, aa saa langt, — nu havde han endelig stridt sit Liv tilende.

Men de som stelte hans afsjælede Legeme, kom til Majoren og flidde ham en liden Medaljon, som de havde fundet hængende i en Kjæde om hans Hals.

Der var intet i Medaljonen uden et ældgammelt gulnet Slør; — Majoren vidste ikke hvor det skrev sig fra; — men nu først forstod han hine Villums dunkle Ord; — han vidste at det havde fulgt ham al hans Tid og at det derfor skulde følge ham did, hvor han nu skulde føres.

— Da Majoren paa Begravelsesdagen kom ind for at se Villum for sidste Gang forinden de lukkede Laaget paa Kisten, blev han forfærdet; han kjendte ikke Villum igjen.

Thi han havde ranket sit herjede Legeme helt ud; hans Hoved var stolt og høitreist, og han havde en Triumfators Mine, som havde han mødt sin farligste Modstander og beseiret ham ganske. —

Men der var ogsaa noget i dette Ansigt som fortalte om en uendelig Smerte og uendelig Ensomhed. —