Krøniken om Hr. Villum/22
Kari Kviksølvs Moder kom vandrende forbi en Vaardag, Villum ikke var hjemme. Hun havde ikke Tid til at stanse længe; — hendes Følge var paa en ganske anden Kant; men hun havde et Bud til Kari fra Gamlekjæresten hendes, som hun fik bære frem, selv om hun skulde stræve sig helseløs for at finde Følget igjen.
Jo, Karis Kjæreste bad hilse og sige, at nu var Fangetiden snart omme og han stundede svært efter at træffe hende igjen. Han havde faaet høre baade det ene og det andet om hende af en anden Fant som var sat ind fornylig, og det han havde hørt, havde ikke været af det gode.
Men alt skulde være glemt, naar hun kun vilde møde ham ved den gamle Furuen sør for Voilevatne, første Lørdagskvæld efter Sanktehanstid. Hun kjendte nok den Furuen, og hvis hun kom, skulde alt være som før, men hvis hun lod ham gaa forgjæves, skulde hun ikke have gjort det for intet.
Kari Kviksølv blev urolig; hun kjendte Gamlekjæresten og vidste at han var Kar til alt, naar han blev yr af Elskov eller Brændevin.
Nu havde han siddet inde i flere Aar, og det varikke for andet end at han havde stukket en Kjørekar fordærvet.
Men Kari vidste nok, hvad han havde gjort uden at blive opdaget. Aa, alt det han havde betroet hende! Fik nogen det at vide, kunde han sagtens „miste Knappen“ baade to og tre Gange.
Nei, han var en alvorlig Kar, og naar han nu sendte sligt Bud som dette, saa vilde han ikke være at spøge med, hvis hun ikke lystrede.
Kari og hendes Moder havde en lang Prat om dette — de sad sammen i Kjøkkenskorstenen og røgte og drak en Pægl Brændevin, som Moderen havde med; — Villum var ude med Garnene, saa det gjorde ikke noget om Kari drak og røgte, noget han havde forbudt hende.
Karis Moder var en kløgtig Kone; hun havde seet alt i Livet og kjendte Mandfolkene. Nu var hun krum og styg og tandløs, skjønt hun ikke var mange og tredive Aar; men hun havde seet godt ud i sin Tid, saa der var nok af de Mandfolk, som havde slaas for hendes Skyld. Og selv havde hun tre fire dybe Knivflænger paa Armer og Hals; dem havde hun faaet af skinsyge Elskere, som havde „mærket hende“ paa Grund af Troløshed.
Saa hun vidste nok, hvad hun snakked om, den lille svarte Kvinde. Og hun mente som saa, at Villum kunde være bra nok; til en Bumand at være maatte man sige, at han var ganske særs; men han var ikke af deres Folk. Det maatte Kari huske; og en ægte Romani skulde vogte sig vel for at indlade sig med Bumænd; det hævnede sig før eller siden. Vendte hun ikke nu tilbage til Gamlekjæresten, saa vilde det sikkert gaa hende ilde. Hidindtil havde hendes Folk taalt, at hun havde slaaet sig til her; men hun gjorde nok rettest i at vende tilbage nu; det skulde hun betænke.
Og da Kari fremdeles var tvivlraadig, lagde hun Kort for hende og læste i Kortene lutter Sorg og Ulykke; — ja nu var hun varslet. Og kom hun ikke til den gamle Furuen sør for Voilevatne den Lørdagskvæld, som nu var aftalt, saa laa der en blodig Vei foran hende og tre røde paa hver Side af Hjertekortet, saa den Sag var sikker nok. —
— Kari Kviksølv nævnte intet til Villum om dette Besøg. Og da den aftalte Lørdagskvæld kom, blev hun siddende hjemme. Det fik heller gaa som det kunde; men hendes Hjerte hængte saa sterkt ved Villum, at hun ikke kunde faa sig til at forlade ham, — nei, saa sandelig! Hun kunde det ikke, selv om der laa aldrig saa mange røde Kort og truede paa hver Side af Hjertekortet.
— Sommeren gik tilende og intet hændte. Tilslut troede Kari at Gamlekjæresten hendes havde slaaet sig tilro. Kanske havde han fundet en anden, som han nu vandrede med. Det kunde være noksaa troligt for alt det, hun vidste; siden hendes Moder havde været her dengang ivaares, havde hun intet hørt fra ham; saa nu følte hun sig tryggere for hver dag, som gik. —
— Udpaa Høsten kom Truls nogle Dage til Vesterhus; — der skulde tages op et nyt Stykke Jord og der skulde sættes op et Skur til Grisen; der var mangt som skulde ordnes til Vinteren, og da kunde det trænges at have et Menneske tilhjælp, og om der end ikke var stor Nytten i Truls, saa kunde han dog bruges, naar han blev sat ivei og kommanderet paa den rette Maade. —
Det var en Oktoberdag, Villum og Truls holdt paa med en Trærod, som skulde brydes op af Steinmarken. Dagen var dunkel og disig af Solskin, — det var rigtig en rar Dag til at være sidst i Oktober, — varmt var det som skulde det være i Juli, men medens Himlen var straalende blaa og blank, laa Solrøgen lavt over Jorden, saa Løvtrærne sank i til midt paa Livet og bare det øverste af deres Kroner flammede i rødt og guldgult.
— Da Villum var gaaet ud tidlig om Morgenen for at se paa Veiret, syntes han, der var noget som rørte paa sig nede i Skaubrynet. Men det var ikke godt at skimte noget i Morgenskodden, og da han gik ned mod Skaubrynet for at se efter, var der ingen. Dette her var underligt, tænkte Villum og gik frem og tilbage for at lede efter Spor; for troligvis havde det været et Dyr, som havde traakket rundt Huset. Gud ved — her skulde være en Gaupe, som holdt sig en Plads inde paa Heien, — det var ikke utroligt, at det var slig en Kar som havde lusket her, og da skulde en faa se —!
Villum fandt ogsaa Spor; der var store Traakk gjennem det duggede Græs; men dette var ikke Far efter Gaupe eller andet Vildt; det var Spor efter Mennesker! — det var brede Mandsstøvler, som havde skridtet gjennem Græsset. — —
— Villum blev lidt betænkt; — hvad kunde dette være for Folk, som havde slig Braahast at de rendte sin Vei, naar Folk tog i Døren.
— Hm. Jaja — bedst var det at han ikke gik for langt fra Huset, om nogen skulde komme ubuden tilgaards. Egentlig skulde de have været vester ved Udslaatten og stelt med den kantefærdige Høiløen. — Men for Sikkerheds Skyld blev de ved Husene og gav sig til at grave op den svære Træroden i Kanten af Tunet; den havde været ham til Forargelse i Aar og Dag. —
— Kari Kviksølv havde faaet slig Uro paa sig; Villum havde fortalt hende hvad han havde seet, og hun vidste med sig selv, hvad hun troede om den Ting; — men hun turde ikke nævne noget herom til Villum. Hun havde jo fordulgt dette om Gamlekjærestens Hilsen; hun syntes ikke Villum behøvede at vide noget om det, han vilde bare blive ond og olm og forbyde hendes Folk at komme hid for al Fremtid.
Uagtet Karfolkene stod og arbeidede saa nær ved Huset, havde hun kleint Mod paa at være alene i Stuen; — alt i et gjorde hun sig Ærinde op til dem; hun vilde hjælpe til med at grave og bryde; men Villum blev bare ærgerlig, — det var ikke Kvindfolkearbeide, sagde han. Hun gik bare iveien for dem; det var bedre hun gik ind og stampede Grød til dem; for nu trængte de snart til lidt dugelig Dagværd.
Hun gjorde saa; men hun lod Bislagdøren staa aaben for at kunne være snar i Vendingen om hun hørte nogen komme.
Det varede ikke længe før hun havde faaet gjort Varme op paa Peisen og hængt Gryden over. Hun kunde høre Villum og Truls synge med sine grove Stemmer, naar de satte Spettene under Roden og brød til. Saa de var jo ikke lang Vei unna; desuden var det lys Dag, — Solen stod gjennem Bislagdøren i en blank Strime langt indover Kjøkkengulvet. Pludselig faldt der en Skygge midt ind i Solstrimen. — Hun kvak til, vilde skrige, men Skriget blev siddende fast i Halsen. Sanseløs af Skræk tumlede hun hen bag Kjøkkenbordet, og klemte sig ind i Krogen.
Hun saa Skyggen voxe, — saa aldeles lydløst gled den længere og længere indover Kjøkkengulvet. — Idetsamme sang Villum og Truls op derudefra — hun prøvede igjen at skrige, men det blev bare som en hæs Gurglen dybt nede i Halsen.
Og ind over Svillen gled han; — der stod han foran hende, Gamlekjæresten. Hun saa strax, at han holdt noget skjult i den ene Næve; et Øieblik blinkede Solen i en hvas Knivsegg, som stak frem nedenfor de svarte Fingre. —
„Jeg skikked Bud efter Dig,“ hviskede han, „Du fik Budet, men Du lod mig gaa forgjæves den Lørdagskvælden til Voilevatne —.“
„Gjør mig ikke noget,“ stønnede hun dødsangst, „jeg skal blive med Dig! Strax paa Timen. Bare ikke gjør mig noget.“
„Det kan være det samme med det, nu,“ svarede han og smilte med et stygt Smil. „Der er andre jenter til end Dig, maa Du tro, og ikke gaar jeg to Gange som Nar. Men naar jeg nu var paa disse Kanter ligevel, saa tænkte jeg, at jeg ligesaagodt kunde gjøre op med Dig med det samme. For nu skal Du mærkes, Jente,“ — og med et Sprang var han tværs over Gulvet og huggede efter hende med Knivseggen.
Hun satte i et Ramskrig, rendte lige mod ham, saa han tumlede tilbage mod Peisen — og ud fór hun af Bislagdøren. — Villum! skreg hun. Villum!
Men med det samme hun var kommet ud af Bislaget, var han over hende og rendte Kniven i Skulderen. Den sank i til Skaftet, saa Blodspruten stod om hans Næve.
Hun gik næsegrus i Stenhellen, men han kasted sig over hende; — den varme Væde rundt om Næven havde gjort ham drukken af Had og Vellyst — han rendte Kniven i hendes Nakke. Spruten fløi ham i Øinene; saa han blev blændet, og han fik Munden fuld af dampende emment Blod.
Men idetsamme var han grebet og løftet høit tilveirs; etpar forfærdelige Arme klemte ham sammen saa fast, at han mistet Pusten og det mørknede om ham, — og han følte en stikkende Smerte i Brystet som om alle Ribben blev knækket i Stumper og Stykker.
— Villum kastede Fanten nedover Bakken; Kroppen trillede som livløs et lidet Stykke og byltede sig saa sammen om en Brisk, der blev den liggende ubevægelig. —
Saa løftede han varsomt Karis unge blødende Legeme op paa sine Arme og bar hende ind paa sin Seng.
— Truls havde seet det hele, og saa forskrækket var han blevet, at han ikke kunde sanse sig. Men tiltrods for at hans Hjerne var lammet af Rædsel, var der et Slags Instinkt igjen i ham: Den stygge Tateren maatte bringes til Lensmanden; — han var vist ikke rigtig død endda; — endda han laa ganske urørlig dernede ved Brisken. Men sligt Styggetøi kunde en aldrig tro paa; saa længe der var Liv i dem, var der Fare paafærde; og Truls var naa inde paa det, at denne Karen, han skulde „miste Knappen“!
Han fik Hesten ledet frem og spændt for en Høislæde. Og han fik Fanten væltet op i Slæden; men han surrede ham godt fast først; for der var sagtens Liv i ham, det kunde Truls tydelig skjønne. —
— lmedens sad Villum hos Kari; — Blodet væltede ud af de dybe Saar hun havde faaet. Det kunde lidet nytte, at han søgte at lægge Forbinding; — nei, hendes unge Blod strømmede som fra to Kildevæld. Saa han kunde godt rive i Filler alt hvad han eiede af Duger og Lagener; snart var hele Sengen en eneste Bloddabbe og rundt paa Gu1vet laa de klaskvaade Kluder han havde prøvet at dække Saarene med.
Ingenting hjalp; — han saa hvordan hendes gyldne Ansigt blev mere og mere blaablegt.
Da maatte Villum give det op; han satte sig paa Sengekanten og strøg hende over hendes kolde Hænder.
„Nei, men Kari! Nei, men Kari!“ sagde han nu og da med sin rustne Stemme. —
— Sent paa Dagen, da der kom Folk fra Bygden, sad han endnu slig. De snakkede godt til ham; de sagde at de var sendt af Lensmanden, hvor Truls havde været med Fanten. Og nu havde Lensmanden paabudt dem at reise herop og stelle Liget og bringe det tilbygds saa fort som gjørligt var.
— Villum jog dem ud af Stuen og forbød dem at komme ind mere. — Hele Natten sad han hos hende. Han havde ikke Lys; udenfra kunde Folk høre, hvordan han sad i Mørket og snakked til Liget. —
Men da det var blevet lyst, reiste han sig og gik sin Vei uden at sige noget til de Folk, Lensmanden havde sendt.
Han tog bare sin Frak og sin Hat og hinkede ud i Skauen. —
— Men da Folkene kom ind til Kari Kviksølv, saa de, at han havde foldet hendes Hænder noksaa pent over Brystet. Og under Hagen havde han bundet den lille gamle Bønnebog, som var det eneste han havde fra sine Fædre.