Krøniken om Hr. Villum/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

En Dag, Villum stod og huggede Ved i Skjulet, hørte han, at hans Jagthund Diana pludselig begyndte at gjø som en rasende. Villum kunde ikke begribe, hvad dette skulde betyde; der maatte være noget særligt paafærde. For Diana var en brav Hund; vistnok stod hun for Øieblikket lænket ved Bislaget, men det var bare, fordi hun var lidt uberegnelig i sine Livsvaner netop i denne Tid.

Major v. Knarren havde foræret Villum denne Hund, saa det var saavist ingen almindelig Kjøter, som skreg op uden Grund.

Og nu gjetede hun saa gneldrende, at Villum aldrig havde hørt hende slig før.

Nei, men hvad kunde det være?

Villum lagde Øxen fra sig og gik ud af Skjulet; — han havde været i Skauen for paa Dagen, saa han var fæl og fillet og havde sine værste Støvler paa; — de var sølede og skamferede, saa han tænkte, at hvis det var Fremmedfolk som kom til Gaarden, saa var det ikke egentlig gildt at tage imod dem i denne Habit.

Men Fremmedfolk —! Hvem skulde det være?

Til denne Dag havde der ikke været andre her end Truls og Major v. Knarren. Og Diana kjendte dem jo beggeto; saa der var da ingen Grund for hende til at tage slig paavei, om det var dem, som var kommen. Og andre end de to fandt sagtens ikke Veien hid.

Nei, men det kunde være Ræven. Javist maatte det være Ræven, som luskede omkring efter de to-tre stakkars Høns, Villum havde anskaffet sig fornylig og som holdt til under Stabburet.

Ja, Du skal se, det er Ræven! tænkte Villum. Og der staar Diana lænket og kan intet andet foretage sig end at gjø netop saa rasende som hun nu gjør. — Aa hun er et bra Dyr — hun skal saavist have et Kjødben tilkvælds — og dermed lagde Villum afgaarde.

Men da han kom op paa Tunet, saa han en pragtfuld Porte-chaise staa skrævende midt paa Græsvolden.

Det saa ganske usandsynligt ud; — Speilglas var der i Stolen, Taget var buet og udstafferet med lyseblaa Dusker paa alle fire Hjørner og paa Toppen kronedes den af tre Strudsfjær.

Ja, isandhed! Dette saa ganske usandsynligt ud midt paa Villums uryddige Gaardstun!

Og borte ved Brønden nedenfor Huset sad endel brogede Herskabstjenere og morede sig med at hale Vand op og pøse det paa hverandre under megen Latter

Hvad skulde alt dette betyde?

— Der stod Diana, rasende saa hun hixtede, halvt kvalt af Lænken; — Tungen hang udaf Halsen paa hende og Øinene var rødsprængte.

„Hvad er paafærde, Diana?“ spurgte Villum; — uvilkaarlig strøg han hende over Ryggen; og uvilkaarlig følte han hende som en Bundsforvandt mod dem, som kom hid med broget Bærestol og lystige Lakeier.

Diana slikkede ham over Haanden med en tør og brændende Tunge, men altiét snakkede hun med dyb og anklagende Røst, som vilde hun rigtig indtrængende berette ham, hvad der var gaaet for sig, medens han havde været borte.

„Naanaa,“ sagde Villum, „dette skal vi nok faa Rede paa —“ og gik videre.

Gudhjælpemig — stod ikke Gadedøren vidtaaben; — nei, de Folk generede sig saavist ikke. —

Villum var ikke saalidet morsk, da han gik opover Trappen; — hvem var det, som trængte sig ubuden ind i hans Hus? Han vilde faa være ifred, vilde han, og ikke havde han sendt Bud efter nogen — mindst af alle slige, som kom med Bærestol og lystige Lakeier.

Da han kom ind Forstuen, saa han en Dame inde i Værelset. Der var noksaa skomt derinde; Vinduerne var smaa og grønne og skidne; saa det var kleint med Lys selv Sommerdag. Men saa meget kunde han skimte, at det var en svært stadselig Dame — lidt førladen var hun vist ogsaa; den side Kaabe gjorde hende kanske sværere end hun i Virkeligheden var, og saa stod hun med Ryggen mod ham, — som i meget dybe Tanker.

Men da hun hørte ham støde den vonde Fod mod Dørsvillen, vendte hun sig pludselig og tørrede sig hurtig henover Øinene med sin Lommedug.

Villum blev staaende midt i Døren; — min Gud! dette kunde da ikke være muligt! —

„Kjender I mig ikke, Lieutenant Villum?“ Det var Emerentzes Stemme, — samme varme Klang som dengang, saa ung og lys og vemodig, som da han hørte den sidst.

Han vidste ikke af nogenting — han gik frem i Stuen — „Min Gud er det Jer,“ han vidste ikke selv han sagde det, men hørte sin egen Stemme, den lød grødet og ukjendelig.

Uvilkaarlig gav han sig til at tørre af en Stol med sit uldne Ærme; javist var den støvet og skidden; alt herinde var uflidd og uordentlig. — Og selv var han fæl som den værste Fant; Skjæg og Haar stod i Tufs om Ansigtet, Hænderne var grove og svarte af Muld og Slid, Arbeidsstøvlerne var i Filler — Taaen stak ud paa den ene; — og alt dette skulde hun se, der hun stod fin og pyntet og rund og velbeholden og betragtede hans Filler og hans Armod.

„Værsaagod!“ sagde han kort, da han havde børstet Stolen saa ren, han kunde faa den. Selv gik han hen og satte sig i den mørkeste Krog.

Jo, hun havde ganske rigtig staaet og seet paa ham — ak! denne skidne, buskede Krøbling kunde det virkelig være hendes Ungdoms Villum, som hun i alle disse Aar havde gjemt længst inde i sit Sind som et sødt og farligt Klenodie, hun bare turde tage frem en sjelden Gang, naar hun var blødt og sørgmodig stemt. — Og saa var dette ham! Dette var virkelig hendes Ungdoms Villum! O, hvor Livet var ubarmhjertigt mod hende!

Hun brast i Graad og sank ned paa den børstede Stol, — „at jeg skulde se dig slig i en!“ hulkede hun.

Han svarede ikke paa en Stund. Han sad henne i sin Krog og hørte rolig paa hendes Hulken. Endelig snudde han sig urolig paa Stolen. „Jeg har det godt,“ sagde han. „Eders Naade skal ingen Taarer ofre for min Skyld.“

Men hun hulkede fremdeles; endelig tørrede hun Øinene, betragtede ham længe og medynksfuldt, rystede paa Hovedet og gav sig til at græde igjen.

Villum reiste sig braatt; gik et Slag bortover Gulvet. Han Var bleven lidt blegere; en spids, gullig Glans tændtes i begge hans Øine. —

Han stansede foran hende: „Hvad vil I mig?“ sagde han haardt.

„Ih, Gud! Hvorfor taler I saa strengt til mig? Og hvorfor spørger I saa, hvad jeg vil Eder? Det er ikke smukt gjort, Lieutenant Villum; men jeg vil dog svare Jer paa Jert Spørgsmaal. — Jeg staar nu helt alene i Verden; min Fader er død for mange Aar siden, og ifjor mistede jeg min kjære Mand. Gud har nægtet mig Børn, saa nu staar jeg virkelig ene i Verden. — Og nu har jeg intet andet at foretage mig end at mildne den Sorg og Ulykke jeg ser rundt om mig. Og her er saa megen Sorg at mildne, ak, den som bare formaaede at naa langt nok.“

Villum var gaaet hen i sin Krog igjen; der sad han med Armene overkors og hørte paa hendes milde varme Stemme. — —

„Og nu havde jeg besluttet mig til at se igjen det Land, hvori min Fader og jeg henlevede nogle uforglemmelige Aar. Jeg kommer herop, jeg gaar omkring paa de Steder, hvor jeg færdedes dengang; — ak, nu er jeg jo snart en gammel Kone! Men naar jeg nu færdes paa disse Steder, da er det som Ungdommen atter er mig saa ganske nær. Og da vil I nok ogsaa kunne forstaa, at I ofte kommer i mine Tanker. Ak, Lieutenant v. Westerhuus! Da jeg kom herud passerede jeg et Sted hvor der stod et stort Lønnetræ paa en Eng, og der var nogle gule og røde Blomster som groede mellem Græsset; — det Sted saa jeg igjen idag, og jeg har erindret det Sted hele mit Liv, — jeg har seet det for min Sjæl ligesaa tydeligt som jeg idag saa det for mine Øine. Kan I erindre det —? Vore Heste stod og græssede under det store Lønnetræ. — Kan I erindre det, Lieutenant v. Westerhuus?“

Men da Villum ikke svarede, fortsatte hun: „Ja, I har været saameget i mine Tanker, og nu forstaar jeg først tilfulde, hvor I engang maa have været mit Hjerte nær. Dette tilstaar jeg aabent; vi er snart gamle Mennesker begge; derfor tilstaar jeg det ogsaa for Jer. Og jeg har bedt Gud om Forladelse for min Synd dengang. Jeg har bedt ham tilgive, at jeg kastede mine Øine paa Jer, Lieutenant v. Westerhuus, uagtet jeg var en andens Brud, og Gud har ogsaa tilgivet mig; det føler jeg i min Samvittighed. Derfor har jeg ogsaa faaet Kraft til at tilgive Jer, Lieutenant v. Westerhuus. Jeg har tilgivet Jer al den Sorg og Kvide, I forvoldte mig og mine, — o, al den ubeskrivelige Skam og Bitterhed, som kastede sine Skygger over mange Aar af mit Ægteskab og som græmmede min elskede Fader til hans sidste Dag. Alt har jeg tilgivet Jer, LieutenantVillum; — jeg forsikrer Jer! Bed nu ogsaa I Gud om hans Tilgivelse.“

Heller ikke nu svarede Villum; han sad i sin Krog med korslag1e Arme; nu og da pustede han tungt og besværligt.

„Som jeg før sagde Jer, har I været saameget i mine Tankersiden jeg kom hid tilbage, og jeg vilde ikke reise hjem igjen, forinden jeg endnu engang havde seet Jer og talt med Jer. Og, min bedste Ven! I har jo forstaaet, hvor ondt dette Møde har gjort mig. At se Jer hensat i denne Situation, — ja, I maa tilgive mig; men det har virkelig gjort mig saa ondt, saa ondt. — Og jeg kan ikke skilles fra Jer før jeg har spurgt Jer om en eneste Ting. Kjære, bedste Hr. Lieutenant! Vil I ikke tillade mig at tilbyde Jer min Assistance? Ingen behøver derom at faa noget at vide, og I kan ingen større Glæde gjøre mig end at modtage dette Tilbud fra mig, som dog er Eders gamle Veninde fra Ungdommen af.“

Villum lo lidt; og sagde saa ganske roligt: „Jeg takker Eders Naade; men jeg tør forsikre, jeg har det saa godt som jeg kan ønske. Jeg trænger ikke den Barmhjertighed, Eders Naade er saa venlig at tilbyde mig!“

„Hvorfor dog saa stolt!“ svarede hun irriteret. „Tror I ikke, jeg kjender Eders Forhold! Alt hvad jeg hører om Jer, fylder mig med Forfærdelse. I som engang var en god Mand og en tapper Officer, — I lever herude i den kummerligste og uværdigste Fornedrelse. — Jeg kjender det Liv, I fører, som alle gode Mennesker maa foragte som usselt og nedrigt. — Har I da Raad til at være saa stolt at skyde den Haand tilside, som rækkes Jer med Bøn om at maatte hjælpe Jer op af denne Fomedrelse, — den eneste Haand, som har været Eder trofast i Eders Nød — tiltrods for alt.“

„Jeg har ingenlunde Brug for denne Trofasthed, Eders Naade. — Det var engang jeg havde Eders Trofasthed behov. Da forraadte Du mig, Emerentze, og det kunde Du jo have ladet være dengang. Nu trænger jeg hverken Trofasthed eller Barmhjertighed mere. I er mig kun en Fremmed, som kommer ukaldet i mit Hus, og hvis Nærvær ingenlunde er mig kjært. Mere har vi vel neppe at skulle have sagt hinanden, naadige Frue!“

Hun havde reist sig op isin fulde Høide; — hun var forbitret og hun var krænket; — hun vilde gaa sin Vei uden at sige et Ord mere.

Men idetsamme gled Fantejenten hen i Døraabningen; hendes røde Skjørt blev ganske glødende i Solstrimen. — Hun saa den fremmede Dame i Halvmørket inde i Stuen — hvem var hun? Hendes Øine søgte Villum, og hun kjendte hans Ansigt; hun saa nok, der var hændt ham noget ondt! Og det var vel hende der — den fremmede Dame — som havde gjort ham ondt.

Hvor hun hadede hende!

Hun løsnede sig mod Dørstokken og stirrede paa den fremmede med Hovedet løftet i ungt Overmod.

Som hun stod der med det rasende Sollys flammende over Skjørtet og glinsende i Glassmykkerne, saa hun ud som et gyldent prangende Billede paa al Ungdommens Deilighed.

Og da den fremmede Dame mønstrede hende fra øverst til nederst, slog hun ikke sine Øine ned; — nei, de blev frækkere og ligesom nøgne, og der sprang et far1igt Smil frem om de smale, bIodrøde Læber.

Da Emerentze saa dette Smil i det deilige og syndige Pigeansigt, steg der en heftig Blodrøme op over hendes Hals og hendes Kinder. Hun vendte sig myndig og stolt mod Villum: „Er det slig I lønner min Godhed? At I ikke skammer Jer! Faa dette frække Fruentimmer bort, saa jeg uhindret kan komme bort fra dette Sted.“

Villum trak Fantejenten hen til sig.

„I gjør hende stor Uret, naadige Frue!“ sagde han rolig. „Denne unge Pige er min bedste Ven, I maa ingenlunde krænke hende. — For nu skal I vide, at ikke har hun vanhelliget det hellige; hun har været saa stolt, at hun turde skjænke det til den, hun selv valgte. — I skulde atter engang bede Jer Gud om Tilgivelse, fordi I ikke engang var saa stolt som hun.“

Emerentze vilde svare; — men Villum afbrød hende; — med et mistede han al sin Selvbeherskelse.

„Gaa!“ skreg han. „Hvad kommer I her for! Aa, hvorfor skulde I dog komme! Gaa!“ — og stampede i Gulvet.

— Da Emerentze sad i sin magelige Bærestol og var blevet nogenlunde rolig efter sin heftige Sindsbevægelse, begyndte hun at gruble over, hvordan dette egentlig kunde haenge sammen.

Dette Menneske havde hun virkelig engang elsket! Dette raa og gemene Mandfolk, som havde vovet at kraenke hende saa dybt, som hun aldrig i sit Liv var krænket, — ham havde hun elsket!

Du gode Gud! Nu turde hun endelig tilstaa det for sig selv. Hun havde virkelig baaret hans Billede i sit Hjerte alle disse Aar, og mangen Gang havde hun gjort sin gode skikkelige Nicolai stor Uret i sine Tanker, især i den første Tid, da hun ligefrem fandt ham løierlig i Sammenligning med hin Villum, som havde vakt saadan Storm i hendes Sind. —

Ja, der var sandelig gaaet Aar og Dag, før hun var faldt tilro. — Men den sidste Tid af hendes Ægteskab havde dog været helt harmonisk og smuk, — hun havde følt sig ganske lykkelig og forstaaet at hendes Fader havde havt Ret, da han havde sagt at hun ene og alene kunde finde denne Lykke blandt de Mennesker og ide Forhold, hvor hun hørte til.

Og naar hun nu havde opsøgt dette Menneske og talt saa smukt og venligt til ham, da havde han belønnet hende paa denne Maade.

Gud i Himlen! Ja, hendes Fader havde havt Ret! Hun havde virkelig dengang staaet paa Ulykkens yderste Rand, dengang da hun havde fattet Elskov til dette raa og onde Menneske.

Men nu forstod hun først tilfulde, at hendes Fader dengang havde værget hende mod en forfærdelig Skjæbne.

Hun takkede ham i hans Himmel og hun takkede sin Gud, fordi han saa naadig havde bevaret hende.

Og hun strøg Villums Billede ud af sit Sind for evig. —

— Samme Eftermiddag gik Villum ud i Skauen.

Fantejenten vilde være med ham; — men han slængte hende barskt tilside; han var olm i Øinene, saa hun turde ikke snakke til ham.

I flere Dage saa hun ham ikke, og da han endelig kom tilbage, var han mørk og faamælt. — Han var ikke sig selv mere; hun kjendte ham ikke igjen. —

Men han var altid snil mod hendes Folk, naar de kom dragende forbi.

Han gav dem Husly og trakterede dem baade med Mad og Drikke.

Ingen kunde begribe dette; heller ikke Fantejenten forstod det. Thi sandelig var han uvenlig mod skikkeligt Folk, saa de tilslut kaldte ham „Fantekongen“ og lavede hele Historier om, at han „vandrede“ med Fanter til sine Tider, naar det faldt ham ind.

Selv Major v. Knarren undgik han. Naar han en sjelden Gang var i Byen, søgte han ham aldrig op mere. Han boede i de skumleste Logihus øverst i Byen; og naar han havde gjort de nødvendigste Ærinder, skyndte han sig hjem igjen til Skauen og Ensomheden.