Krøniken om Hr. Villum/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Næste Morgen sagde Villum, at hun skulde faa Lov til at blive i hans Kammers, saalænge til hun var kommet sig til Kræfter igjen.

Men aldrig saa snart havde Villum begivet sig afsted, før Tøsen sprat op saa syg og klein hun end var.

Og da hun saa, at Villum skrævede afgaarde nedover Stien, og hun forstod, at han vilde blive længe borte, da gled hun lydløst igjennem Kjøkken og Bislag og lagde paa Sprang. Bylten havde hun stadig med sig.

Truls havde skræmt hende. Hun tænkte vel som saa, at naar den gode Herre ikke var i Nærheden, vilde Truls tage en kraftig Hevn for alt det, han havde lidt for hendes Skyld igaar.

— Saa da Villum om Aftenen vendte tilbage til sit Kammers, var hun der ikke mere. Men han spurgte ikke efter hende. Han tænkte vel ikke stort paa den Affære længer. —

— Snart efter flyttede han ind i sit lille Hus.

Og han trivedes godt der, ganske alene som han var. Stort Stellet trængte han ikke; ingen Fattigmand kunde leve tarveligere.

Men han vilde ikke have det anderledes. — Han var oppe med Solen hver Dag, stellede Hesten, eftersaa sine Snarer og sine Garn, aad sin Grad og sin sure Melk, sov en Blund udpaa Dagen, drog saa ud i Marken, brøitede Sten og ryddede Lyngmark. —

Naar saa Kvælden kom, sank der over ham en Søvnighed, som var dyb og velsignet. — Slig en Søvnighed som er den eneste Lykke for en Mand, der intet har at haabe paa eller at stræbe imod.

Var Veiret fint, satte han sig paa Trappen, røgte en Pibe, og saa udover Fjeldvandet, hvor Ørreten sprat i Kvældingen. — Ofte hændte det at Trætheden overvældede ham ganske, saa han s0vnede der han sad alene paa Trappen. —

*

— Majoren havde været ude og besøgt ham nogle Gange.

Og det havde været herlige Dage; — Majoren havde naturligvis havt Sadeltaskerne sprængfulde af de bedste Sager, — og disse Dage ved Vaar! aa, de havde været som i Ungdommen!

De to Venner fiskede og skjød, aad og drak og snakkede sammen i lange Timer. Som i Ungdommen. Ganske som i Ungdommen.

— Saa hændte det en Kvæld — en rigtig blank Maikvæld, mild og blid, med Solskyer bag Furuaaserne mod Nord, de to Venner sad og drak Øl og smøgede sine Kridtpiber foran Huset, — da hændte det, at de pludselig saa en rar Skikkelse komme glidende fra Skauen gjennem Engen,

Den drog en dyb grøn Strime gjennem det dugg-graa Græs; endelig naaede den Væggen af Løen. Og længere gik den ikke. Der reiste den sig og blev staaende.

Majoren og Villum brummede begge. — „Hvem der?“ raabte Villum tilslut.

Men der kom ikke noget Svar.

Saa maatte de op beggeto, hvor mageligt de end sad paa den gode Stentrap, og vassede tunge og misfornøiede nedover mod Løehjørnet. —

Det var Tatertøsen, som stod der.

Hun saa ikke op paa Villum; hun var vel ræd for at han ikke skulde synes om, at hun kom hid.

Det gjorde Villum heller ikke.

Hvad Djævelen var det hun vilde? Ikke maatte hun tro, at hun skulde have sit Tilhold her støtt og stadigt, fordi han havde været god mod hende hin ene Gang.

Hun pilede henover den duggvaade Eng; — hendes Skikkelse gled bort og blev ét med Mainattens underlige Tusmørke.

Men næste Morgen var hun der igjen. Hun sad paa Pallen udenfor Bislaget, da Villum kom for at hente Vand fra Brønden; — han blev saa forbitret at han tog hende i begge Skuldrene og rystede hende eftertykkeligt.

Saa smat hun afgaarde igjen.

Men samme Aften, da Villum og Majoren kom hjem fra Jagten, sad hun i Peisen; — hun havde gjort Varme op og kogt Vand i en stor Gryde og stelt Bordet tilrette.

Og dette rørte dem begge; Villum syntes at han havde været for haard mod hende om Morgenen — og pludselig opdaged Majoren at Himmelkreuz! Tøsen var jo smuk! Oh, hun var gnistrende skjøn, sagde han, og vilde tage hende paa Fanget og karessere hende.

Ellers pleiede Majoren at have et eget Snit til at holde Fruentimmer fast. —

Men hvordan det nu var eller ikke — hun smat fra ham. Hun forsvandt bogstaveligt talt mellem hans Hænder; han begreb ikke, hvordan det var gaaet for sig.

Lidt efter sad hun stille henne i Krogen, ung og gyldenbrun og sammenkrøbet, og med Hovedet dybt bøiet.


— Villum havde kaldt sin Stue Vesterhus. Sjelden gik der Folk forbi den. Men dog vidste Folk at fortælle, at paa Vesterhus var der et rigtig Syndens Sted. —

Ikke for det; ingen kunde sige Villum noget paa at han tog et ungt Kvindfolk i Huset; — det havde saamangen Bonde gjort før ham. Kvindfolk maatte der jo være paa enhver Gaard for at tage Vare paa alt det, Mandfolkene ikke kunde greie.

Men at Villum havde faaet fat i en arg Fantejente — selveste Kari Kviksølv — det var alle Bondemænd til megen Fortørnelse. For Kari Kviksølv var et forskrækkeligt Menneske. Saa ung som hun var, havde hun alt havt Barn med en Fant, som sad i Slaveriet for Mord eller noget, der var ligesaa galt.

Jojo! Det var saamæn fint Tjenerskab, Villum havde faaet.

— Og saa trak ovenikjøbet Kari Kviksølv andre Fanter tilhuse. — Ja, Truls Olsen Dugene, som alletider havde havt et godt øie til hende, han kunde sagtens fortælle. Først havde Kari havt Moder sin i Besøgelse en hel Uge sidst Sommer, og den Moderen var et stygt Ting, sagde Truls. Trolle kunde hun, det vidste Truls udaf en Mand fra Greibstad, som havde mistet en god Kvie, fordi det Skarns Fruentimmer havde trollet alskens Utøi og forgiftig Hoste paa det elendige Krêttur.

Og slig en Troldkvinde havde siddet og spist ved Villums Bord, — men hvad værre var, at sidste Høst havde ogsaa Fader til Kari været der, og det med stort Følge. Høj! De havde sviret i flere Døgn!

Og selv om Hr. Villum var Storkar og herlig fornem og alt sligt, saa maatte nu Truls og med ham alle de andre Bønder sige, at han gjorde sig hellere ringe ved at sidde og drikke med slige Rakkere og Misdædere. —

— Der var en Jægersmand, som havde ligget paa Skauen en Høst; han kunde ogsaa berette. Han skulde netop til at sovne af i sin Barhytte; da hørte han fjernt bortefra en Haust og Dôning, saa en kunde blive rent ræd, at nogen blev draaben.

Og Jægeren havde jo rendt ned for at sjaa efter; det var fra Vesterhus Dôningen kom. — Jægersmanden rendte det bedste han rak; men da han naaede frem, da kan Dere tro! Aa, det havde været et Forunderlighedens Syn, sagde han.

For de forrykte Menneskene havde tændt Varme midt paa Tunet, men det var ikke et Baal at kalde — aa nei! en hel Ildebrand var det; — Ildsluerne flaksede himmelhøit over baade Huset og Fjøset, og det gnistrede forskrækkeligt som en Varmesøile høit op imod den svarte Høsthimmel.

Og rundt om dette vældige Baalet dansede de; — haaj! Mandfolk og Kvindfolk var det, — om hverandre! Drukne var de allesammen; — nogle havde Klær paa sig; men de fleste af Fruentimmerne var splitternøgne.

Og inde i Baalet sad Belial sjel og lo, med gloende Kjæft og rødt Gab. —

— Saa fortalte Jægersmanden om det Syndens Liv, som førtes paa Vesterhus.