Krøniken om Hr. Villum/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Lieutenant Villum von Westerhuus stansede braatt; — hvad ialverden var dét?

Pinsekvældens lyse, rare Skumring koglede alt saa forunderlig til; — der bugtede Stien sig grøn og græsgrodd mellem det mørke Ragg af Lyng og Brisk og Porsetuer. Længere borte forsvandt den bag et lavt Orekjær, som duvede omkring en sur og svart Vassdabbe, men gløttede saa frem igjen ganske lysegrøn oppaa Lyngbakken og smat ud gjennem to kneisende Briskebusker, som stod og garderede den, ranke som Soldater, og en paa hver Side.

Mellem disse to Briskebusker var der noget besynderligt, som noget pludselig havde flaggret forbi og skinnet.

Lieutenant Villum blev staaende en lang Stund og stirre paa Briskebuskerne; men det rare Blaf vendte ikke tilbage. Saa fort var det kommet og gaaet, at han umulig kunde gjøre sig rede for, om det havde havt nogen bestemt Skikkelse; — men ikke var det Fugleving og ikke var det Dyreryg, saa meget kunde han sige.

Naaja — han gik videre, kom til Briskebuskerne; — der var der naturligvis ingenting at se.

Nei, nei —; begribeligvis var der ikke det. Og intet var det at gruble paa heller. — Mangt og meget var der jo støtt at se og at høre i Skau og Ødemark, helst for den, som gaar alene slig Kvæld som ikvæld, naar der er stilt og tusmørkt.

Ellers pleiede ikke sligt at anfægte ham noget videre; men saa rart det var, havde dette pludselige Støkk væltet noget bestemt frem i hans Tanker, noget, som han ikke kunde værge sig mod, men som tog ham ganske i sin Vold.

Slig stille Vaardis som den ikvæld, tænkte Lieutenant Villum, slig var det, vi hjemme paa Gaarden kaldte „Salig Fruens Velkomst“. Og i slige Aftener sagde Folk hjemme, da havde de Døde let for at give sig ti1kjende. Hørte én nogen hviske tæt ved éns Øre slig stille Kvæld, da skulde én lye efter nøie, for da kunde det hænde, én kunde faa Hilsen fra nogen, som havde været én kjær, men som nu var død og borte.

Og saa én nogetslag slig en Kvæld, da var det saa sikkert et Tegn paa, at der var én nær ved, som gjerne vilde give én Besked om noget ondt, som truede.

Og da skulde én tage sig iagt; thi da var der visselig Fare paafærde. —

— Lieutenant Villum kom frem til Rugdeposten ved Dyreskar. Men saa mange sorgfulde Tanker var trængt ind paa ham — svarte Minder fra Barnetiden, som han vidste, han maatte holde borte fra sit Sind. Men ikvæld — i denne besynderlige ensomme Kvæld kom de væltende over ham, saa han ikke længere kunde staa imod.

*

— Han saa for sig sin Fædrenegaard Vesterhus slig Vaarkvæld som nu. Det havde været en vældig Eiendom, havde Vesterhus engang. Hans Bedstefader havde været den mægtigste Bonde, som fandtes i syv Kirkesogn, blev der sagt. Han eiede Skau og Grund, Mil efter Mil, Sagbrug og Møller, Kirker og Gastgiverhuser. I hans Stabbur stod Kister i Rækker og Rade, med Blommer og Figurer, nogle ganske røde, nogle helt blaa, men de fleste brogede og pralende — en enkelt havde han i sit Hovmod ladet forgylde helt.

I disse Kister laa alskens Klæder — baade Forfædrenes enfoldige Vadmel med Broderier paa Kraver og Opslag, og de Dragter af Dyffel og Fløil, som han selv havde anskaffet sig. De var stukket med Guld og Sølv og udsyet med alskens udenvælts Stads, som kunde glæde hans pragtsultne og forfængelige Sind. —

Foruden disse Klædeskister stod der paa Stabburene jernbeslaaede Skabe, hvori han opbevarede alskens Kostbarheder uden Hensyn til Skjønhed eller Nytte, naar bare deres Værdi prangede i Menneskenes Øine eller deres Lødighed veiede tungt i deres Hænder.

Men end ikke al denne Rigdommens gloende Glitter kunde mætte hans forfængelige Sjæl. Thi tiltrods for al sin Formue havde han i sit Liv stadig stødt paa en Mur, som reiste sig mellem ham og Landets høie Herrer. De kunde sagtens bænke ham ved sit Bord og lade ham faa Lov til at snakke med, naar de drøftede Landets Ve og Vel. Men altid følte han, at der laa et overbærende Smil bag deres Velvilje, — et Smil, som de kun dulgte, naar han var tilstede, fordi de frygtede og kjendte hans Pengemagt — men som tændtes paa alles Læber, hvergang de troede, at han ikke saa. —

Selv den usleste og fattigste Stodder blandt dem kunde tillade sig dette Smil, ene og alene fordi han fra sin Ungdom af havde været oplært til Herremændenes Tale og Manerer, medens han selv — Vesterhusgubben — var og altid vilde blive Bonde, selv om han kom til at eie ti Gange saamange Kvadratmil Skau og ti Gange saamange Stabbur fyldte med Guld og Kostbarheder.

Dette grov sig ned i hans Sind som et evindeligt Nag. Og det voxte i Aarenes Løb op til en urokkelig Beslutning. Selv om ikke han kunde reise sig høiere end der han nu stod, saa skulde den Dag komme, da Ætten skulde sidde til Høibords med de første i Landet; — den Dag skulde komme, da Vesterhusfolket ikke skulde behøve at vige Sæde for nogen, men at de hovmodige Stoddere, som han ofte havde græmmet sig saare over, skulde komme til Gaarden og tigge Naadsens Brød.

Villum Vesterhus havde ældste Søn i Ætten hedt, saalangt tilbage Gaardens gamle Skjøder bragte Bud om. Vesterhusgubbens Søn — han havde kun den ene — hed ogsaa Villum, og da han var ti Aar, blev han sendt til Kjøbenhavn for at indskrives paa Kadetakademiet, hvor han indførtes i Rullerne under Navnet Villum von Westerhuus.

Villum var en kraftig og uvorren Gut, som fra første Stund af tog Livet, som det faldt. Og Tidens Opdragelsesmetode var saa barbarisk, at der skulde en mere end en almindelig kraftig Konstitution til for at holde det ud. Det viste sig da ogsaa, at de svagere Gutter blev piskede, sultede og hundsede fordærvet, men de, som kom fra det med Livet, var ogsaa hærdede tværs igjennem og blev Krigere i Sind og Skind.

Villum vænnede sig snart til Strabadserne og Straffene; men det, der plagede ham mere end alt andet, var de stadige Fomærmelser han var udsat for fra Kameraternes Side. De allerfleste af dem var jo Sønner af Embedsmænd, især Offieerer og Prester, som ansaa sig selv som en privilegeret Stand og betragtede denne Villum som en Plebeier, der havde fordristet sig til at vove sig ind paa Enemærker, hvor han ikke havde noget at gjøre. De kaldte ham høit og tydeligt Bondedrengen, og ved enhver Leilighed pinte de ham med dette Øgenavn og ved stadige Hentydninger til hans ringe Oprindelse.

Stakkars lille Villum — han græd i Begyndelsen mange og bitre Taarer over disse Forsmædelser. Han følte sig meget ensom og forsagt — helst havde han villet rende fra det hele og komme hjem igjen, hvor han var vant til at hædres som Vesterhusgubbens eneste Søn.

Men en vakker Dag tog Sinnet ham; pludselig blev den forsagte „Bondedreng“ olm som en ung Oxe; han røg i Bringen paa Fornærmeren, som til og med var en meget ældre og høiadelig Gut, og før denne fik et Suk for sig, laa han overende — med Bondeguttens sterke Næver om Struben.

Det var bare et Træf, at der kom voxne Folk tilstede, som fik slidt Villum løs og revet Næverne tilside, — det var bare et Træf, at Villum ikke dengang fik sin Fiende kværket. Og ikke viste han Anger bagefter, saa langtfra! Han blev pryglet halvt fordærvet, han blev sat i Fangehullet og mishandlet paa alle optænkelige Maader; men ikke kom der en Klagelyd over hans Læber endsige et Ord, der kunde ligne en Afbigt.

Historien blev indberettet til Skolens Chef; men da denne tilfældigvis var en brav Mand, som endnu ikke var ganske forblindet af Standsgalskab, blev Resultatet et ganske andet, end man skulde have vente.t Villum blev sluppet fri, og der blev givet Lærerne en udtrykkelig Ordre om at paase, at Villum ikke mere led nogen Overlast paa Grund af sin Herkomst.

Det haardnakkede Mod, Villum havde vist ved heller at ville lide alle Pinsler end at gjøre Afbigt — det satte ham i Respekt blandt Kameraterne; fra nu af lod de ham i Fred. Og da det ovenikjøbet viste sig, at „Bondedrengen“ var en herlig Kamerat, som havde flere Penge at rutte med end de allerfleste, ja, da fik Piben en ganske anden Lyd! Nu var Villum en af dem, hvis Venskab søgtes, og for at rette paa dette kjedelige med hans Bondeherkomst, var der en venlig Sjæl som satte ud et Rygte om, at han nedstammede fra de gamle norske Konger, — saa nu var han jo ligefrem nobiliteret! —

— — Den Dag da Hr. Second Lieutenant Villum von Westerhuus holdt sit indtog paa sin Fædrenegaard, iført sin straalende Uniform, ung og elegant, munter og smuk, — ja den Dag var visselig den Største i Vesterhusgubbens Liv. Han holdt ogsaa et Kalas, som spurgtes over alle hans syv Kirkesogn.

Først og fremst var det nu det, at Gubben Vesterhus paa denne Dag indviede en Vei, han paa egen Bekostning havde bygget fra sin Afdal til Hovedbygden etpar Mil borte. Og det var en Kongevei, han havde bygget, — ja endda gjævere! Den varsaa bred, at to Karosser magelig kunde kjøre forbi hinanden paa den.

Han havde saa listigt ventet med at indvie Veien til den Dag, Festen skulde holdes for Sønnen, for at denne Fest skulde blive dobbelt stadselig. Alle Storkarer var inviteret, og ingen af dem kunde godt undslaa sig for at komme til Veiens Indvielse, selv om de visselig vilde være blevet borte til Gubbens Kalas for sin Lieutenant.

Men nu maatte de komme allesammen; —— om det saa var Stiftsbefalingsmanden og Bispen saa kom de agende helt nede fra Byen. Og alt hvad der fandtes i Nabobygderne af Prester og Futer og Skrivere og Officerer; — da alle var samlede paa Vesterhus, var der over hundrede Gjæster paa Gaarden.

Ogsaa de hovmodige Stoddere havde Gubben indbudt; — haha! ja, især dem var det, han nu vilde triumfere over!

Og det kunde han ogsaa med fuld Grund. For hvor saa de ikke kummerlige ud ved Siden af hans Gut! Ja, selv de, som tidligere havde gaaet for at være nogle farlige Modejunkere og Verdensmænd — haahaa! Nu kunde de se! — Hvor var de ikke støvede og krøllede og løierlige i Sammenligning med hans Gut, som kom blank og fin og slank som en Junker direkte fra Kjøbenhavn.

Og slig som han førte sig, saa høireist og stolt mellem alle de fordums hovmodige! Nei, der var sandelig intet mere hos ham, som skulde minde om den forbandede Bondeherkomst. Intet i hans Tale, intet i hans Væsen, intet i hans Manerer; — nei, hans Gut gjorde ham ingen Skam! Gud velsigne ham for denne Dag og denne Glæde! —

— Den Kvæld gik Vesterhusgubben fra Stue til Stue, og han bare saa paa sin Søn. Han nød sit Værk. Se, en ny Tid var runden for Ætten, set nu skinnede en af deres Folk mere hovmodigt end dem, som til denne Dag havde været regnet for de første og fineste i Landet.

Og tidlig paa Morgenen, da han efter gammel Vane havde stængt Stabbur og Stuer og alle Gjæster var gaaet tilro, da stillede Gubben sig inde i Storstuen foran det store forgyldte Speil, som han havde anskaffet sig til Festen. Han stod længe og betragtede sig selv med Velbehag; — Solen tittede just ind gjennem de grønne, smaarudede Vinduer, og alt var ganske stille i det store Hus, som nylig havde været fyldt af Festens Brus og Latter.

Tilsidst satte Gubben begge Hænderne i Siden og smilede til sig selv. Større og større blev Smilet; tilslut brast han ud i Latter, — han lo, han lo og hoppede rundt paa Gulvet.

„Tvi!“ sagde han. „Og tvi!“ Og han spyttede i øst og i vest, som han vilde spytte dem ud alle disse fantefornemme Herrer, som havde været hans Gjæster i denne Kvæld.

Hans Lystighed varede længe; men saa stansede han bratt op, gik hen til Speilet igjen, denne Gang saa tæt ved, at han kunde se sig selv lige ind i Øinene.

„Det gjorde vi Djævlen ta mig godt! Her svor Lieutenant Villum von Westerhuus og jeg!“

Men nu var hans Ansigt med ét blegt og hans Stemme haard og stille og fuld af Had.