Krøniken om Hr. Villum/19
En Dag udpaa Vaarkanten, da Villum stod og stellede med Nævertækningen paa sit Hus, kvak han til med ét; — der kom sligt et rart Skrig inde fra Skauen.
Tro hvad det var for Slag?
Han blev staaende og lytte; for sligt et forunderligt Skrig havde han aldrig før hørt. Og nu skulde han da sagtens kjende hver Lyd af alle de Skauens Dyr, som fandtes heromkring.
Men nei — alt det han lyttede efter, saa kom der ikke noget igjen. Det blev med det ene Skriget, og han gav sig atter til at tukle med Næveren; — det var ugreit Arbeide for hans svære uvante Hænder, saa han glemte snart det rare Skrig fra Skauen.
Men saa — længe efter — var det, som han hørte et Slags Traakk bagom Huset. —
Joho — denne Gangen var det saavist rigtigt nok.
Men hvad Slags Traakk dette var, kunde ikke Villum forstaa. Ikke var det Mennesketrin og ikke var det Dyrefod; — det var som om noget slæbte langsomt henover Marken og lagde sig ned stundimellem.
Villum kastede Næverstykket, han holdt i Haanden, og hinkede afgaarde saa fort som hans vonde Fod kunde greie. Og da han kom forbi Hjørnet, saa han noget besynderligt.
For opover Græsbakken — mellem Rabber og Enersnar — kom der krybende et ungt Fruentimmer med en Bylt under Armen.
Villum kunde strax se, at dette var ikke noget almindeligt Bondefruentimmer, slige som de pleiede at arte sig paa disse Kanter; de var store, blonde, firkantede og ligesom søvnige i alle Led.
Men denne var svart og smidig som en Orm; det var en ung og fast Krop, saa Villum, og hendes Ansigt var gyldent som en blank Oliven.
Det var en Skøierjente, var det, en Tatertøs af værste Sort.
Villum ligte slet ikke sligt Fantepak, som rækede rundt, hvor en kom hen i alle Lande og overalt var lige sledske og dovne og ubrugelige til al god borgerlig Gjerning.
„Hvad er Du for en?“ buldrede Villum. „Og hvorfor ligger Du der og krabber rundt paa min Mark?“
Da saa det unge Fruentimmer op med to mærkelige Øine. —
Det var to forjagede; dødsrædde Øine. Slig ser et saaret Dyr paa Jægeren, naar han staar foran det med Jagtkniven luftet mod dets Hjerte.
„Gode Herre, gode Herre,“ jamrede hun — „jag mig ikke borti Gjør det ikke, gode Herre! Jeg er saa tjoro, saa tjoro.“ Og nu begyndte hun at snakke en Mængde paa et Sprog, Villum ikke forstod. Litle tjavo kom til i holtum, sagde hun, Litle tjavo ganske schelans; — hun er duklak — og dermed gav hun sig til at hulke og kysse Bylten, hun holdt i Armen og hvorfra der stak frem et lidet livløst Barnehoved.
— Saa meget forstod ialfald Villum af hendes underlige Sprog, at hun havde født et Barn derborte i Skauen, og at dette hendes Barn var dødt.
— Der var noget ved hende, som rørte den herjede Karl meget dybt. Hun var ikke voxen endnu; hun var saa spæd og hjælpeløs.
Og dog var det en liden Moder, som klagede over, at det Barn, hun havde født til Verden, laa dødt og koldt i hendes Arme.
„Kom skal jeg hjælpe Dig,“ sagde Villum, og løftede hende varsomt op.
Hendes Øine flakkede ængsteligt omkring: — „Ikke gjøre mig ondt!“ klynkede hun.
„Nei, nei,“ svarede Villum. „Jeg skal bære Dig i Hus. Du skal faa varm Melk at drikke — forstaar Du? varm Melk skal Du faa, og god Seng at ligge i.“
Endnu engang flakkede Øinene ængsteligt omkring; men saa var det, som hun endelig skjønte, at denne Mand virkelig vilde hjælpe hende, — han vilde virkelig give hende varm Melk at drikke og god Seng at ligge i — hun som havde streifet om i Skauen og født sit Barn under aaben Himmel.
Da brast Sorgen og Taknemligheden sammen over hende; hun slog den Arm hun havde fri omkring hans Nakke, skjulte sit Ansigt ved hans Bryst og hulkede stilt og saart som det arme ensomme Barn, hun i Virkeligheden var. —
Det varede længe, før Villum kom frem til Truls Dugenes Hus. — Stien var stenet og vond at gaa for hans kleine Fod; og desuden maatte han bære hende varsomt og hvile nu og da, naar hun ynkede sig af Smerte.
Men da de endelig kom frem, laa hun og sov trygt i hans Arm. — Han bar hende ind i sit Kammer, lagde hende paa sin haarde Feltseng, bredte Aaklædet omhyggeligt om hende, og fik Bylten med det døde Barn puttet ind til hendes Bryst.
Men da han først havde faaet hende bragt i Hus, følte han sig saa klodset og raadvild; han forstod ikke, hvad han nu skulde gjøre for at hjælpe den syge Pige.
Nei, han maatte nok se at faa fat i Truls og hans Kvinde; men de var ikke tilstede. Ikke var de i Huset, heller ikke i Fjøset eller Stalden — Gud ved, hvor de havde gjort af sig netop nu, naar han for engangs Skyld trængte til dem.
Rigtignok havde Truls idagmorges snakket om nogle Gjærder, som var saa kleine udaf Snøen ivinter; — de var brødne ganske isønder og maatte stelles, før Krêtturet blev sluppet paa Skauen.
Men utroligt var det, at Truls skulde afsted for at stelle med Gjærderne selvsamme Dag som han havde talt derom; — han pleiede isandhed ikke at være saa snar i Vendingen.
Villum gav sig til at hauste; men da ingen svarede, hinkede han afsted; — Jenten sov sagtens en Stund. En fik prøve at finde Folk før hun vaagnede igjen.
Men saameget Villum end ledte, fandt han dog ingen. Han løb hid og did, hvor han tænkte sig, de kunde være, eller hvor de ialfald kunde høre hans Røst; men da det altsammen hjalp lige lidet, ruslede han hjem igjen. — Vond var han og bande gjorde han; men da han kom til Skaubrynet ovenfor Tunet, blev han først vond for Alvor; — thi da hørte han Skrig og Skraal nede fra Huset, — han saa Fantejenten komme springende udaf Bislaget med Bylten under Armen, og efter hende gik Truls og truede med sine to oprakte Hænder.
Da sprang Villum ret imod sin Husbond, tog ham i Kraven, løftede ham op som en Fille og bankede ham saa ugudelig igjennem, at Truls Olsen ikke havde kjendt Mage til Prygl — nei ikke siden hine onde Dage, da han tjente Kongen og havde havt en Korporal som var saa ubændig med sine Næver.
Truls turde ikke kny mod sin Dreng; thi nu først anede han, hvad denne hans Gaardsdreng igrunden var for en farlig Kar. Han gjemte sig angst borte ved Laavebroen og gned sin ømme Ryg og maatte ovenikjøbet med sine egne Øine se, at det besatte Skarn førte Tøsen ind i Kammerset igjen. Og senere maatte han endog finde sig i, at hans Dreng kommanderede ham værre end hin ubændige Korporal og sendte ham i Fjøset for at hente Melk.
Men da han taalmodig havde gjort, hvad der var ham befalet, og leveret det fyldte Spand fra sig i Kjøkkenet, fik han til Tak ikkun et Spark i sin saare Bag. —
Da gik det tydeligt op for Truls Olsen Dugene, at Gaardsdrengen Villum ingenlunde var nogen Tjener, men en meget fornem Mand. Thi selv om han og Truls mangen Gang havde siddet gemenslig tilsammen og drukket den billige Finkel saa gedulgt i Kammerset, — saa havde der dog altid været noget ved denne Gaardsdreng, som han ikke havde kunnet begribe før nu.
Men nu begreb han det. Efter de slemme Prygl stod det ham endog ganske klart; — men dette gjorde ham saa rent forfærdet, at han rendte paa Skauen.
Han maatte have fat i sin Kvinde; — hun stod og stablede Furuved i Kløven og tænkte paa ingen Fare.
Men da hun havde hørt det forfærdelige, som var hændt, blev hun endnu ræddere end Truls og vilde ikke gaa hjem, men lægge sig fore i en Sommerløe, hvor der endnu laa etpar Dotter Høi.
Saa maatte jo Truls snakke hende tilrette; og først sent paa Kvælden kom de snigende hjem til sit eget Hus.
De lettede paa Bislagklinken — saa forsigtigt, saa forsigtigt; men de hørte ingenting derindefra, saa Truls maatte slaa Ild, og han skalv længe paa Haanden, før der gik Varme i Knusken. Og saa fik de tændt en Tyristikke og endelig dristede de sig til at aabne Kjøkkendøren.
Truls lyste længe for sig med Tyristikken og saa sig om i Kjøkkenet. Saa vinkede han pludselig til sin Kvinde, som stod helt ude i Bislagdøren, beredt til at rende paa Skauen igjen.
Nølende kom hun hen til ham og vovede sig til at kigge ind ad Døren; men da fik hun ogsaa se noget saa rart, at hendes arme Forstand stod ganske stille.
For der laa Storkaren selv paa Kjøkkenbænken og sov. Ja, Villum snorkede roligt paa den haarde Fjæl; men inde fra hans eget Kammer hørte de Tatertøsen klynke.
Dette havde ingen før hørt tale om. At en fornem Herre gav sin egen gode Seng til en uhumsk jente med en død Unge, medens han selv lagde sig til paa en ubarmhjertig Slagbænk; — nei sligt noget kunde ikke gaa rigtigt for sig.
— Men Gud inderlig give, de snart var ude af Huset. Begge to.