Krøniken om Hr. Villum/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Bonden Truls Olsen Dugene var begyndt at blive gammel, og hans Kvinde havde i de sidste Aar sturet, saa Truls mangengang troede, hun feilede noget paa sin Forstand. — Og da de ingen Børn havde faaet, tyktes Truls ofte, at det var heller stusligt at sidde paa den afsidesliggende Gaard, hvor der i Høiden kom rækende en Fant engang imellem eller ekkaaslag andet Pak, som ikke turde vise sig i Bygden.

— Saa Bonden Truls blev ganske fælen, da han vaagnede en Morgen ved at nogen bankede paa Døren. — Hans Kvinde grov sig ned i Halmen af Forskrækkelse; hun havde netop havt en af sine Rier med Tungsind og Angst, saa der skulde mindre til for at skræmme hende. —

Da der atter bankedes paa Bislagdøren, ruslede han op og lurede sig paa Hoseladder hen til Dørgluggen, som han skjøv ifra.

„Er der Folk?“ spurgte han udigjennem Gluggen.

„Er saa ja,“ svarede en dyb Mandsrøst udenfra.

„Hvor kommer Du fra?“ spurgte Truls igjen, og nu var det ikke frit for, at han skalv et lidegran i Maalet.

„Aa, det er langveisfarende. Men luk bare trøstig op; det er hverken Fant eller Skøiere.“

Jaja, tænkte Truls; det siger de nu alle. Saa for den Sags Skyld —

Men det var alligevel noget ved Stemmen, som virkede beroligende paa ham; for en hørte strax, Fremmedkaren var af godt Folk, saa rusten og dyb han end var i Maalet.

Det var en bredskuldret Kar, som stod foran ham, da han aabned. Han fyldte næsten hele Bislaget, og saa høi var han, at han maatte krøge Nakken under det lave Loft.

En blød Filthat var trukket langt nedover Panden; han havde en sid Kappe over sig; — den rakte ham næsten helt ned til Anklerne og gjorde ham endnu sværere, end han kanske i Virkeligheden Var.

„Gudsfred,“ sagde Fremmedkaren og steg ind over Svillen.

Truls saa, at han steg langt og vondt paa det ene Ben; han reiste paa sig hver Gang, han traadte paa det, — men dette gjorde ham sletikke godsligere i Truls’s Øine.

Men han fik fare fint frem, saalænge den anden ikke gjorde Skarnsstykker.

„Ja — Du faar tage tiltakke,“ sagde Truls.

Og nu begyndte han at spørge Fremmedkaren ud — hvor han var fra og hvad hans Bestilling var og sligt. Den fremmede svarede noksaa greit: han kom egentlig ovenfra Landet lidt længer østerpaa; — fra en Plads som hedte Vesterhus; men det var gaaet ud med Ætten; tilslut var det bare Armoden igjen. Saa havde han været udenvælts; han havde været Soldat, men faaet Foden skamferet. Og nu duede han ikke til at krige mere. Han fik slaa sig ned herhjemme og prøve at friste Livet ved alskens Arbeide. — Om kanske Truls havde Brug for ham?

— Hertil svarede Truls ingenting; — dette at han havde været udenvælts og i Krigen, huede ham ikke, der kom ikke andet end Galenskab og Pestilens med slige forløbne Poltroner.

Desuden var det, som om han skulde drage sig noget tilmindes. Dette dybe Arret tværsover Panden havde han lagt Mærke til, med det samme Manden havde taget Hatten af. Og det Arret syntes han, at han skulde huske fra engang før; — hvad det var for noget, skulde han ikke kunne sige mere; men noget godt var det visseligen ikke.

Saa Truls tiede derfor stille til Fremmedkarens Forslag.

„Ja, og saa ved Du det,“ fortsatte Fremmedkaren, „at Gamp har jeg jo, og lidt Penge har jeg ogsaa; saa Du skal slet ikke have gjort mig en Tjeneste for ingenting.“

Se det var jo en ganske anden Tale; og nu blev Truls strax mere indladende. Gampen stod udenfor; saa det var rigtigt nok med den. Vistnok var Gampen ringe. Det saa ud som om den havde gaaet længer end langt; men kanske der kunde blive Krêttur af den igjen, naar den fik roet sig nogle Dage og ædt sig dugelig mæt.

Og da Fremmedkaren atpaa viste frem en hel Pose med Dalere, da var Truls ikke længer i Tvivl. — Det vilde bare blive saa rent triveligt, sagde han, baade for Konen og ham selv, at have en voxen Kar paa Gaarden. For det hændte, at her ikke var rigtig trygt om Kvældene.

Først var det nu Fanter og Skøiere, som drev forbi og skræmte Vedet af skikkelige Folk.

Og saa var det al den Tingen, som ikke kunde begribes.

Han kunde endnu huske, Truls, for mange Herrens Aar siden — det havde været en hellig Pinsekvæld med fint stille Grøeveir — da var der kommet to Slags Skrømt forbi: først en lang ubegribelig Kar, som havde fristet Truls med en forgjort Toskilling, og lidt efter kom den flyende Frua.

Saa Skrømt var her paa Dugene; — og det kunde vel trænges at have en voxen Kar paa Gaarden, nu da Truls selv begyndte at bli gammel og Kvinden var saa sturen og ræd af sig.

— Fremmedkaren fik sig overladt Kammerset paa Dugene, og Truls var vel fornøiet med sin Gaardsdreng Villum. Tiltrods for sin vonde Fod var han som en Bjønn til at arbelde. Han og Hesten brød op Jord, saa det var svært, og aldrig skulde nogen seet Mage til Kar til at hugge Tømmer.

Men han var ikke synderlig pratendes af sig. Og det tyktes Truls var rart, at han aldrig kjydede og snakte udenvælts endda han havde været i fremmed Land og tjent baade Konger og Generaler.

*

En Eftermiddag, Major v. Knarren spadserede udover Kjørestien, hændte der ham noget mærkeligt. Der kom en lav liden Bondekjærre med en gammel brudt Hest. I Kjærren sad der en duknakket skjægget Person og dinglede med Benene udenfor Kjærren som Bønder pleier.

Nu bar det temmelig sterkt opover Bakke, saa Bondemanden kom til at kjøre et langt Stykke ved Siden af Majoren.

Nuvel — dette generede naturligvis ikke Majoren; men hvad han fandt ganske upassende var, at Bondemanden hele Tiden sad og gloede paa ham.

Majoren var i fuld Uniform og forsaavidt meget seværdig; men Bondemanden gloede saa vedholdende, at det næsten var lidt vel meget af det gode.

Og saa hændte pludselig det forskrækkelige, at Bondemanden nikkede til Majoren. Ja, han nikkede, gjorde han, og han nikkede direkte til Majoren paa en egen gemytlig Maade, som Majoren ikke fandt passende — især da han idag ikke var rigtig i Humør — (det var en smuk Dame, som paany havde udvist en latterlig Knibskhed!).

Og da Bondemanden, tiltrods for Majorens straffende Blik, dristede sig til at nikke en Gang til, da gjorde Majoren høire om holdt! og skraalede: „Vil Du fixere mig, Din Grobian!“

Majoren gik lige mod Grobianen; han havde en Bunke herlige Skjældsord liggende færdige paa Tungespidsen; da aabnede Bondemanden sin brede Mund: „Godaften, Ulrich!“ sagde han.

Majoren strakte Hænderne afværgende ud, — saa han Spøgelser? Denne Stemme kjendte han, og disse tungsindige Øine, og dette Smil — —

„Villum!“

Den duknakkede Bondemand stansede sin usle Krikke, vendte sig paa Agefjælen og lo. Men i det samme var han grebet af Majorens Arme, trukket ud af Kjærren og knuget mod hans Bryst, saa Krikken snudde sig og saa forundret tilbage.

„O, Din Skjælm!“ hulkede Majoren. „O, Din forbandede Dreng!“ — Men nu kunde han ikke faa mere sagt — slig hulkede han — med Hovedet skjult ved Bondemandens grove Kofte.

„Villum!“

„Kamerat!“ lo Villum og forsøgte at frigjøre sig for Majorens livsfarlige Favntag. „Lad det nu være godt, gamle Kamerat!“

„Jeg er ganske tosset,“ stammede Majoren og tørrede Taarerne bort fra sine Øine. „Og hvor Fanden skal jeg begynde med alle mine Spørgsmaal Dette er jo Dig! Men hvordan er det, Du ser ud? Hvor kommer Du fra? Hvor Djævelen har du været henne? Og hvorfor sidder Du og ager i denne Møgkjærre i saadan forbandet Maskeradedragt?“

Villum lo hjertens godt igjen, — „jeg ager paa min Husbonds Kjærre,“ sagde han, „og jeg har ringe Stunder; thi han venter paa mig og den Finkel, jeg har kjøbt ham i Staden.“

„Din Husbond!“ skreg Majoren. „Gjør mig dog ikke helt forrykt! Hvem Satan er det, Du kalder Din Husbond?“

„Truls Olsen Dugene. Jeg er Gaardsdreng hos ham. Idag har jeg været til Byen med en Purke, som vi slagtede igaaraftes. Og nu maa jeg ile; for jeg har en fortærende Sult. Jeg har ikke smagt Mad siden tidlig imorges, og desuden venter Truls paa Finkelen.“

„Villum,“ sagde Majoren og smattede ganske stille. „Gjør mig dog ikke ganske rasende. Du erindrer sagtens endnu, hvor kratzig jeg stundom kan blive.“

„Sæt Dig op hos mig paa Ageljælen,“ sagde Villum. „Saa kan vi tale sammen den Vei; der endnu er kjørendes.“

Ja, Majoren krabbede sammæn op paa Møgkjærren, uagtet baade han og Villum fandt det ganske uanstændigt for hans Uniform at age paa det skjændige Kjøretøi.

„Men der kommer ingen Kjendte denne Vei!“ trøstede Majoren. „Og hvis der kommer nogen, saa kan de probere! De kan probere at amusere sig over os — haha! hvor jeg da gad se deres Rygstykker imorgen!“ —

— Havde Majoren tusinde Ting at spørge om, saa havde Villum til Gjengjæld saare lidet at berette. At han var Gaardsdreng hos Truls Olsen Dugene, var rigtigt nok; og han ligte sig godt som Bonde. Det var jo det, at han tilslut havde faaet et stygt Sabelhug, som havde gjort ham ubrugelig som Soldat. Og da var det saa rimeligt, at han blev Bonde igjen som hans Folk havde været før ham. Han havde prøvet baade det ene og det andet, før han havnede hos Truls Olsen Dugene. Men her kom han nok til at blive. — Der var mangt og meget at tage sig til derude, — fin Jagt var der i Skauen, og i Vandene var der tykt af Fisk, aaja saamæn! Fornøielser havde han da derude.

Og nu tænkte han paa at kjøbe en Jordlap af Truls og sætte op en Stue der; — etpar Skillinger havde han altid lagt sig tilgode — ialfald saameget, at han klarede sig med Sparsomhed den Tid, han havde igjen.

Men naar Stuen var færdig, fik Majoren komme og besøge ham; — i Byen var det ei værd at træffes. Nu var han ikkun Truls Olsens Dreng og vilde intet andet være og derfor heller ikke møde Majoren derinde for at slippe at begloes af alskens Pak og Gesindel. Desuden havde den vonde Fod slaaet sig vrang i det sidste, saa det nok kom til at vare længe, før han agede denne Vei paany.

Mere var der ikke at faa udaf Villum; snart maatte Majoren stige af; for Veien, som hidindtil kunde været klein nok, tabte sig nu ganske udover en sid Myr, hvor det kun var saavidt, Krikken kunde balancere sig frem og den tomme Kjærre saavidt kunde sjangle sig fra Tue til Tue, naar Villum vassede ved Siden og støttede godt under. —

Majoren blev staaende og se efter ham. Ak, hvor vantreven og fattigslig han saa ud, denne ludende Bondemand, som traskede henover Myren derude. Var det virkelig den samme Mand som hin galante Lieutenant Villum v. Westerhuus? — Var dette virkelig hin Helt fra Ditmarsken — „der vilde Hr. Villum“!

Der forsvandt han i den visnende Egeskau paa den anden Side af Myren, Høstkvælden mørknede over Knatterne. Ak, hvor alt var øde og trøstesløst. Og hvor dybt nedbøiet Majoren Var, da han vandrede alene tilbage til Byen i det stille Tusmørke.

Han kunde ikke begribe dette med Villum. — At han skulde ende slig som Gaardsdreng hos en skidden Bonde; — nei, nei! det var oprørende! Majoren kunde ikke paa nogen Maade billige det; jo mere han tænkte derpaa, desto mere rasende blev han. Tilslut kunde han ikke længer styre sig og holde sin Vrede itømme; han buldrede høilydt op, saa det var rart at høre i den øde Kvæld. — Han udstødte de frygteligste Ukvemsord mod alt og alle, som havde bevirket Villums Ulykke — særlig da de Fandens høinæsede udenvæltske Fruentimmer. Og da han samtidig blev overfaldt af en voldsom Hikke, som formodentlig kom af, at hans prægtige Mave nylig var bleven saa bandsat gjennemrystet af Truls’s Møgkjærre, — aa! da kjendte hans Vrede ingen Grænser længer.

Til alt Uheld kom der netop i dette skjæbnesvangre Øieblik en fuld og høitsyngende Del dinglende paa Kryds og Tværs henover Stien, og i den Sindsstemning, Majoren var, kan man nok forstaa, at han blev forarget over sligt formasteligt Misbrug af det gode Brændevin. Ja, saa forarget blev han, at han tog Dalen og pryglede ham eftertrykkelig igjennem og slap ham ikke, før den arme Fyr paa sine Knæ havde bedt om Naade og svoret, at han fra denne Dag af ikke skulde smage noget sterkt over sine syndige Læber.