Krøniken om Hr. Villum/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Fra den Dag hadede Oberst v. Egekrantz Capitainen. —

Han gav ham Skylden for, hvad der var passeret; — hvorfor var han ikke ilet ham tilhjælp, da den Slubbert havde fornærmet ham og knækket hans Kaarde? —

Oprigtig talt var det hele gaaet for sig i nogle faa Sekunder; — før Capitainen rigtig havde faaet summet sig, var Kaarden allerede knækket og Villum forsvunden. —

Saa Capitainen havde sagtens kunnet forsvare sig, om han havde villet, men han vilde ikke. Han var af hele sin Sjæl forvisset om, at han holdt med Villum. Thi vistnok var det ganske i sin Orden, at Obersten havde skjældt Villum gevaltigt ud; men han havde været gemen, da han nævnede hans Fader, og da han ikke turde slaas Mand mod Mand, havde han ikkun været en Kujon.

Saa naar Obersten bebreidede Capitainen dette, tiede han bom stille, bare gloede paa ham med sit sorte Øie, som efterhaanden skiftede Farve og først blev friskt igjen efter flere Ugers Forløb. —

— Obersten fik tilslut stelt det saa, at Capitainen blev forvist til en liden Skjærgaardsfæstning helt ude i Havbrynet. Det var en berygtet Post; alle som kom did, pleiede regelmæssig at drikke sig fra Sans og Samling af Kjedsomhed og Mangel paa Beskjæftigelse.

Men hvis Obersten havde haabet, at det skulde gaa Capitainen ligedan, tog han skammelig feil. Tværtimod indrettede han sig rigtig behagelig paa den lille Holme. Han blev meget snart Ven med de Fiskere og Sjøfolk, som boede i Havnen. Han spillede Kort med Handelsmanden og Tolderen paa Fastlandet og fik den herligste Anledning til at snakke baade tysk og hollandsk med de mange fremmede Skippere, som stadig anløb Havnen paa Grund af ubeleilig Vind og Strøm. Og disse fremmede Skippere var ham til megen Nytte; thi af dem fik han tiltusket sig mange lækre udenvæltske Sager — baade ædendes og drikkendes — og det var ham en særegen Stolthed at kunne overvælde sine Venner fra Byen med de ædleste Vine og de sjeldneste Retter, naar de kom og besøgte ham paa hans Fæstning — hvilket gik hyppigt paa baade ved Sommertide og i den lange Vinter. —

Mangfoldige Bedrifter øvede Capitainen paa sit Fort, og det var saa langtifra, at han gik tilgrunde derude, — aa nei! han trivedes saamen herligt lige fra den Dag, han steg iland paa Fortet, og til den Dag, han reiste derfra; thi han havde hersket derude som en god, men temmelig streng og enevældig Konge.

Han holdt ogsaa et kongeligt Afskedsgilde for alle sine Undersaatter, og der var megen Sorg og Beklagelse baade blandt Fiskere og Skippere, Handelsmænd og Toldere, — men især blandt Konerne og Pigerne; thi Mage til Capitaine fandtes der da saavist ikke i hele Kongeriget. —

Og tyk og sund og hjertensfornøiet holdt han et festligt Indtog i sin gamle By og i sit gamle Hus som Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren. —

— Men det kunde ikke nægtes: Byen var ikke den samme som før. At Obersten endelig havde faaet sit brændende Ønske opfyldt og var kommet til Kjøbenhavn, — det var visselig Majoren ingenlunde imod. — —

Og om Oberstens Datter Emerentze hørte han kun, at hun var idel Lykke. De faa Mennesker i Byen, Obersten korresponderede med, var meget ivrige efter at forsikre om, hvor herligt alting var med Baronessen.

„Det tænkte jeg mig nok,“ brummede Majoren ved sig selv. „Hun har immer været et Skabberak.“

— — Undertiden hændte det virkelig, at Majoren havde sine triste Stunder, — ikke paa Grund af sig selv! Aa nei, Majoren havde alletider havt Grund til at være himmelfornøiet med sig selv — baade hvad Sjælen og især hvad hans herlige Legeme anbelanger.

Nei, men det var de arme Drenge, Bassen Brause og Villum.

Beggeto var de borte, Vorherre ved hvor! Og Majoren savnede dem mangen god Kvæld i disse Stuer, hvor de tre engang havde siddet saa lystig tilsammen og havt en mandig Passiar til en god Pibe og et høit Glas Øl.

Det var de Fandens Fruentimmer, som havde gjort det af med dem begge. Nu var der gaaet Aar, siden han havde hørt fra dem.

Ak ja, det var Skade! Det havde været slige tapre Drenge beggeto. Men Gud ved — kanske de nu var døde for alt det han vidste —

— Derfor kunde det virkelig undertiden passere, at Majoren havde sine triste Stunder, naar han sad i de store Stuer og drak sit Øl alene og tænkte paa de smaa Drenge, det var gaaet saa forbandet ilde. —

— — Men efterat Majoren havde boet etpar Aar i sin gamle By, hændte det, at der kom en Feltskjær forbi, som havde reist baade langt og længe og skrød meget af alt, han havde seet og oplevet.

Major v. Knarren kunde ikke fordrage denne Feltskjær. Det var efter hans Formening en taabelig, snakkesalig og løgnagtig Person, som ustanselig berettede Historier uden Kraft og Applomb, og det ligte Majoren afgjort ikke. —

En Aften Majoren sad paa Værtshus ved sit Krus, kom denne Person hen til ham. Lidt fuld var han — Feltskjæren — men slet ikke saa meget som han pleiede at være paa denne Døgnets Tid.

Han begyndte som sædvanligt at berette en af sine dumme Historier, men Majoren hørte ikke efter og skulde netop til at gaa, da Feltskjæren prikkede ham paa Armen og sagde: „Det er sandt! Det er sandt! Jeg har ofte hørt Majorens Navn nævne; jeg har saamæn ofte hørt det nævne; men jeg erindrer ikke — jeg erindrer virkelig ikke, hvor det var!“

„Ikke jeg heller,“ svarede Majoren barskt.

„Vent lidt, vent lidt,“ vimsede Feltskjæren og lagde Fingeren eftertænksomt paa den ene Side af Næsen, hvor der var en ganske liden Vorte, han ustanselig pillede paa, naar der var noget paafærde. „Var det ikke i Ditmarsken? Gud ved, om det ikke var i Ditmarsken; men der er saamange grinagtige Navne dernede og dem kan ingen Djævel erindre. — Har Hr. Majoren været i Ditmarsken?“

„Selvforstaaeligt,“ svarede v. Knarren og pustede Røgen fra sin Kridtpibe op i den taabelige Feltskjærs Øine.

Men det hjalp ikke; den geskjæftige Fyr hostede bare lidt og sludrede saa Videre. „Jo det var i Ditmarsken! Nu har jeg ham! Det var den høie Herre med det store Skjæg. Nu har jeg ham! Nu har jeg ham strax!“

„Hold godt fast paa ham, saa han ikke undslipper Jer,“ sagde Majoren og vilde gaa.

„Der hørte jeg Hr. Majorens Navn,“ fortsatte Feltskjæren uden at anfægtes. „Det var det, jeg vidste jeg havde ham.“

Majoren stansede — „Førte den Herre mit Navn?“

„Oh nei, hvor kan Hr. Majoren tro! Nei det var ikkun hans Sabel! Det var en djævelsk Sabel — oh! et Sværd! Et Sværd! Og det kaldte han immer: Mein Freund v. Knarren!“

„Hvad er det, I fortæller? Fordristede den Herre sig til at kalde en Sabel, en almindelig Sabel, siger I —“

„Oh, Hr. Major! Saa sagte! Saa sagte! Det var en djævelsk Sabel! Den var berømt over hele Ditmarsken! — Der var ingen Sabel, som kunde sammenlignes med den. Naar det gjaldt en Affære, som alle andre ansaa for den rene Daarskab, — da pleiede Hr. Villum at slaa sig paa denne Sabel og sige: „Lapperei! Wir thun es doch — mein Freund von Knarren und ich!“ Og han gjorde det. Hr. Major! Der var ingen Karl i det hele Ditmarsken, som havde øvet slige Bedrifter som Hr. Villum.“

— Majoren trak Feltskjæren hen i en Krog og fik en Flaske Vin paa Bordet.

„Den Hr. Villum, I der nævnte — ikke sandt? Hans fulde Navn var Hr. Villum v. Westerhuus?“

„Ih bevares, hvor vil I hen, Hr. Major? — Den Herre hed saavist ikke andet end Hr. Villum og intet mere. Det vil da sige: man kaldte ham der Wilde Hr. Villum; thi han var den værste Djævel, som nogensinde havde været seet i Ditmarsken. Oh, en Djævlehund, Hr. Major — der blev digtet Viser om ham — lange Viser — lad mig se —“

„Sagde han Jer nogensinde, at han var her fra Stedet,“ spurgte Majoren, da den snakkesalige Feltskjær begyndte at forvilde sig i sin haabløse jagt efter de lange Viser.

„Her fra Stedet? Haha; tilgiv at jeg ler; men Jert Spørgsmaal lød saa løierligt, naar man tænker paa, at det er Hr. Villum, I spørger efter. — Thi ingen kunde blive klog paa, hvor han skrev sig fra. Selv sagde han, at han var født udi Mesopotamien, eller at han var falden ned fra den Komet, som fornylig passerede, eller noget andet løierligt Sniksnak. — Nei ingen fik vide, hvorfra han var kommen, nei der var altid noget gedulgt over ham og hans Liv. Som dengang jeg saa ham sidst, da vidste heller ingen sikkert, hvor han gik hen. Han nævnede noget om Rusland, han talede ogsaa om Frankrig — begge Steder var der Kampagne, og andet gik Hr. Villum ikke efter!“

„Det kan ikke være andre end ham,“ mumlede Majoren. „Gud, hvor det ligner den Fandens Dreng. Fortæl I trøstig videre. saa sørger jeg for en ny Flaske.“

„Fortælle, Hr. Major! Jeg kunde sidde til den lyse Morgen, hvis jeg skulde fortælle alle de vældige Historier, som berettedes om Hr. Villum. For Exempel om hans berømte Ridt i Slaget ved — ja, hvad Pokker var det nu, det hed? Ak, alle de Navne, man hører saadan en Aften, naar man sidder sammen og beretter Historier. Selv er man naturligvis lidt fuld og har sin store Møie med at holde fast i selve Geschichten, om man ikke ovenikjøbet skal hænge sig i de fordømte Navne.“

„Thut nix,“ sagde Majoren. „Kom! kun med Historierne, saa giver jeg Fanden i de ditmarkiske Navne.“

Feltskjæren tømte sit Glas tilbunds, — fornøiet over ligefrem at blive opfordret til at fortælle; det hændte isandhed ikke hver Dag. Og nu begyndte han at brede sig omstændeligt om Hr. Villums Meritter, og der var mangfoldige af dem. Dengang Feltskjæren havde truffet ham, kommanderede han et Korps Dragoner — noget fordømt Rak, som hverken frygted Gud eller Fanden. De allerfleste af dem skulde egentlig have dinglet i Galgen baade en og to Gange, og der var ingen, som kunde faa Skik paa dem uden Hr. Villum; thi han var netop en Mand efter deres Sind.

Han var den første i Bataljen og den dristigste i Haandgemæng — hans Røst var som en Torden, saa hans Banditter lystrede den villigt. De skalv af Begeistring, naar han kommanderede Stormridt med den famøse Røst, og med ham i Spidsen gik de til Helvede med den største Fornøielse.

Dertilmed var han den første ved Drikkebordet, den sidste iseng og den første i Sadlen næste Dag.

„Stimmt!“ brummede Majoren, „det er ham! Nu er jeg aldeles sikker.“

Men hvor dumdristig han end fór frem; Døden vilde ikke røre ham.

Gang paa Gang red han mutters alene mod Fiendens tætteste Skare, aa! det var det blanke Vanvid! men altid kom han fra det med Livet. Ganske vist havde han tilsidst Saar og Skrammer over hele sin Kjæmpekrop; — men den store Blessure, den som skulde gjøre det helt af med ham, den rammede ham aldrig.

Hans Folk troede derfor, at han var et over-naturligt Væsen, paa hvem hverken Staal eller Bly kunde bide, og han selv lod til at mene noget lignende. Naar nogen spurgte ham om hans Usaarlighed, svarede han altid med et sælsomt Smil: „Det staar skrevet i Stjernerne!“

„Stimmt!“ gjentog Majoren. „Jeg erindrer dette hans Snak om hans Skjæbne, som stod skrevet i Stjernerne.“

„Ja han talte ofte herom. Som nu sidste Gang jeg traf ham; — da havde han været uheldig — Gud ved hvad det var. — Troligvis havde han mange og mægtige Fiender, men han brød sig ikke om nogen Fiende, heller ikke dem, som falder en i Ryggen med lumsk Tale og Bagvaskelse. Og de Fiender er ofte værre end dem, man kan falde an med blanke Vaaben.

Hvordan det nu end var, saa havde han som sagt været uheldig. Hans Korps var sprængt, og han selv var falden i Unaade hos de mægtige; — han havde intet andet end sit Sværd v. Knarren, sin Hest og en Bylt Tøi, hvoriblandt en liden gammel Bønnebog, om hvilken han sagde, at det var hans eneste Arvestykke fra hans Fædre.“

„Herremingud,“ sagde Majoren. „Den lille Bønnebog erindrer jeg — det var ganske rigtig det eneste han bragte med sig, da han kom fra sine Fædres forødede Gaard.“

„Den Aften han skulde ride afsted — etsteds, hvor han atter kunde slaas, — da sad vi sammen og drak. Han sagde ikke stort; men jeg forstod, at for den Mand var Livet ikke synderlig kjært. Og da jeg beklagede hans Skjæbne og spurgte om hans Planer, da svarede han atter det samme.

„Kjære Ven,“ sagde han, „spørg mig om intet og beklag mig ikke. Alting, som sker, staar skrevet i Stjernerne Det er det eneste sikre. Andet ved vi ikke.“ Saa red han afsted; — det var en maanelys Nat, jeg stod og stirrede efter ham længe. Siden saa jeg ham ikke. Heller ikke hørte jeg nogensinde om ham, skjønt han var den tapreste Mand, jeg har kjendt. Nu er det mange Aar siden. — Gud ved! Kanske hans Ben nu ligger og gulner inde paa Stepperne. — — Jaja — det staar altsammen skrevet i Stjernerne; kanhænde havde han Ret. Andet ved vi jo ikke, Hr. Major; — ak, hvor dog Livet er melankolsk at leve for den, som ret betænker Menneskenes Kaar —.“