Krøniken om Hr. Villum/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Tvi Deuwel, for en Morgen!

Tiltrods for Galauniform og Sporer og hvide Hansker og Barter, som strittede saa krigersk som ingensinde forhen, — tiltrods for alt! nei, — aldrig nogen Morgen i sit Liv havde Capitaine v. Knarren følt sig saa forbandet ilde tilmode som idag.

Fanden tage Villum, som havde gjort den gevaltige Skandale igaaraftes og desuden slaaet Capitainens ene øie baade sort og blaat, saa det blikkede fælt frem under Chakoen. Og Fanden tage især Obersten, som han nu skulde træffe for at bede om Naade for Villum!

v. Knarren var mare! ikke i Humør til at bede nogen om Naade idag — mindst af alle Obersten. Han kunde heller tale Fornuft til Jomfru Pepperlees Alenmaal end til den tørre, skjævbenede Tørfisk.

Hvad skulde han ogsaa kunne sige? Hvilken Undskyldning skulde han hitte paa? Det mest bandsatte ved Situationen var jo netop dette, at Capitainen i sit Hjerte maatte være enig med Obersten, hvis han var splintrende gal og paa Stedet forlangte Villum jaget ud af Armeen!

O, den Satans Dreng! Hvordan mon det skulde gaa ham, det velsignede lille Skidt? Nei, idag var visselig hans Epauletter ikke værd to sure Sild!

— De havde ikke turdet lade ham være alene i hele Nat. De havde simpelthen maattet holde Vagt over ham, forat han ikke skulde gjøre Dumheder og sende sig en Kugle gjennem Panden.

Han havde forresten havt skjellig Grund dertil, tænkte Capitainen, slig som han har baaret sig ad. — Og det var kun en eneste Sentens, som havde holdt ham rank gjennem alle Nattens Anfægtelser: „En Karl som Villum skyder sig Deuwel hole! ingen Kugle gjennem Panden ikkun for et Fruentimmers Skyld!“

Men som Capitainen nu gik nedigjennem Gaden i den bitre Morgenstund — med hvide Hansker og straalende Uniform og blaat smertende Øie — for at stande tilrette for den formaledidede Oberst, — da maatte han Gang paa Gang stille gjentage hin Sentens for ikke at begynde at gruble over, om det maaske alligevel ikke havde været det sømmeligste, om Villum inat havde faaet sin Vilje. —

— Da Capitainen blev Stedet for Oberstens Aasyn, havde denne det høinæsede Udtryk i sit Ansigt som v. Knarren mindst af alt kunde udstaa.

„Hr. Capitainen har begjæret en Samtale?“ snøvlede Oberst v. Egekrantz.

„Eders Høivelbaarenhed!“ begyndte Capitain v. Knarren, han stod strunk og stram og svælgede sit Raseri; thi han kjendte denne Oberstens snøvlende Tone og vidste, at nu var „Hr. v. Egekrantz i sit alletmest umedgjørlige Hjørne. — „Eders Høivelbaarenhed! Jeg har dristet mig til at anholde om denne Samtale for at drøfte med Hr. Obersten, hvad der bør foretages ianledning af Lieutenant Westerhuus’ usømmelige og høist beklagelige Opførsel udenfor dette Hus afvigte Aften samt bestemme hvilken Straf og Pønitentze Lieutenanten bør idømmes.“

„Straf?“ svarede Obersten forundret. „Har Hr. Capitainen ment, at der kan tvistes om, med hvilken Straf man belønner den Slags? Eller at den Person idetheletaget skulde kunne forblive i Hans Majestæts Armé efter en saadan Affære?“

Obersten tiede og de to Herrer fixerede hinanden nu en lang Stund. Obersten var saa irriterende rolig; det var det, som var saa kreperligt, at det ligefrem boblede inde i Capitainen. Og tiltrods for at han stod i stram Givagt, var hans Mine høist anmassende, og hans Øine var rædsomme at se paa — især det blaasorte!

„Apropos Hr. Capitaine — den Personage befinder sig vel i Hullet?“ spurgte Obersten pludselig.

„Hr. Lieutenant v. Westerhuus har givet mig sit Æresord paa at være forhaanden, naar saa maatte forlanges.“

„Se, se! Hans Æresord! Det var i Sandhed betryggende.“

„Da staar jeg selv inde med mit Æresord for, at Hr.Lieutenant v. Westerhuus intet Skridt gjør for at undvige. Det tør vel være tilstrækkeligt.“

Capitainens Tone var ingenlunde indisciplinær, det var den ikke. Men Obersten ligte den afgjort ikke.

„Jeg har intet videre at forhandle med Hr. Capitainen om,“ svarede Obersten koldt og korrekt. „Jeg kan kun paa Forespørgsel meddele, at Lieutenanten uopholdelig vil blive sat under Krigsret. Og jeg tror nok at turde forudsige, at den Karl skal blive berøvet sine Distinktioner og sit Værge og karnøflet ud af Hans Majestæts Armé. — Har Hr. Capitainen forstaaet?“

„Hr. 0bersten maa tilgive, at jeg er saa dristig at anholde om endnu at maatte fremføre nogle Ord. — Jeg værdsætter tilfulde Hr. Oberstens Vrede og Consternation over Lieutenantens uværdige og utilgivelige Opførsel. Men jeg vover alligevel at appellere til Hr. Oberstens Hjerte og anraabe om hans Barmhjertighed. En Officer, som karnøfles ud af Armeen, vil ikke kunne overleve en saadan Blamage. Jeg ved ogsaa sikkert, at Hr. Lieutenant v. Westerhuus i saa Tilfælde vil vide at handle som den retskafne Soldat, han igrunden er. Thi en brav Soldat er han, Hr. Oberst; men en usalig og skjæbnesvanger Lidenskab har drevet ham til Fortvivlelse, saa at han har begaaet en Handling, han selv mest af alle beklager. — Jeg heder derfor Hr. Obersten saa bønlig: Tag ikke dette unge Menneskes Liv. Giv ham den Reprimande, I føler nødvendig og den haarde Straf, I synes passende; befal ham at forlade Landet for en Tid; men betag ham ikke Haabet om atter engang at kunne tjene sin Konge og beholde den Uniform, han sikkert kan komme til at bære med Hæder.“

„Aldrig!“ raabte Obersten og trampede i Gulvet. „Lad den Slyngel skyde sig en Kugle for Panden — saa meget destobedre! Den Kugle kunde ikke være bedre anvendt! Men enten skal han i denne Dag være ude af Hæren, eller — eller jeg forlader selv det Regiment, hvis Ære han har plettet. Han eller jeg! Og jeg antager ikke det bliver mig.“

„Nuvel, Eders Høivelbaarenhed! Men hvis han nu bønfalder om Foretræde for selv at begjære sin Afsked og selv forsikre om sin Bortreise — vilde ikke Hr. Obersten bifalde en saadan Ordning? Saameget mere som man derved undgik det skandaløse Forhør, der maaske tillige kunde blive pinligt — ogsaa for — ogsaa for den anden Part.“ —

— Der var noget i dette Ræsonnement, som tiltalte Obersten. Han haded alt, som smagte af Skandale, og det var jo sandt, hvad Capitainen sagde, at der under et saadant Forhør med Nødvendighed maatte omtales Forhold, hvori han selv og hans Datter Baronessen var indviklet Og det maatte for enhver Pris undgaaes.

Desuden! Ja desuden vilde Obersten gjerne faa Leilighed til at give den Kanalje nogle Ord med paa Veien. Disse Ord havde længe ligget og brændt i hans Sind, og han vilde aldrig faa Fred, om disse Ord ikke blev sagt op i den Slyngels fordømte Ansigt. O, hvor det vilde glæde ham endelig engang at lade ham faa hele Sandheden at høre; — der strøg et ondt lidet Smil henover Oberstens Ansigt ved denne lokkende Tanke.

„Paa Hr. Capitainens udtrykkelige Forbøn skal jeg lade Naade gaa for Ret og modtage Hr. Lieutenant v. Westerhuus, — men kun under den Forudsætning, at han overbringer en ydmyg Excuse for hans nedrige Handling, at han andrager om øieblikkelig Afgang og lover at forlade Hans Majestæts Lande og Riger. Jeg giver Hr. Capitainen en Times Frist til at ordne det fornødne.“

„Zur Befehl, Hr. Obriste!“ svarede Capitaine v. Knarren.

* * *

Lieutenanten gik med paa alt. Der var kommet en dyb Reaktion over ham efter den lange forfærdelige Nat. Naar han nu alligevel skulde leve videre, var han igrunden ligeglad med det hele. Han skulde gjerne sige og gjøre alt, hvad Capitainen forlangte; hvad kom det ham ved? Og desuden var det meget rigtigt i, at han fik se at komme langt bort med en eneste Gang; for at blive gaaende her i Byen efter, hvad der var passeret, — det var ialfald ganske uudholdeligt.

For sidste Gang klædte han sig i sin stadselige Paradeuniform, — for sidste Gang! Jomfru Pepperlee fik Ordre til at lægge frem de civile Klæder; dem skulde han iføre sig, naar han kom tilbage!

Obersten havde ogsaa iført sig sin Paradeuniform; han havde stillet sig op i en theatralsk Positur bag Bordet, da de to traadte ind; — han stod med den høire Haand stukket ind paa Brystet, den venstre støttet mod Bordpladen og Hovedet havde han vendt halvt bort, saa han slap at besvare Synderens Hilsen; aa! han saa umaadelig blesseret ud!

„Eders Høivelbaarenhed!“ begyndte Villum sin Tale, som han havde lært udenad efter Capitainens Opskrift. „Lieutenant Villum v. Westerhuus andrager Hr. Obersten ydmygst om at modtage min allerdybeste Excuse for den usømmelige og forkastelige Opførsel, jeg forgangen Aften har gjort mig skyldig i. Jeg regretterer af ganske Hjerte hin triste Scene, og som et Vidnesbyrd om min Sønderknuselse ønsker jeg selv at straffe mig med den strengeste Straf, som nogensinde kan ramme en Officer. Jeg ønsker, at mit Navn skal stryges af Regimentets Lister, jeg erklærer at ville aflægge den Uniform, jeg har havt den Lykke at bære og som et Symbolum herpaa ønsker jeg at overrække mit Værge i Eders Høivelbaarenheds Hænder. Endvidere erklærer jeg mig villig til uopholdelig at forlade Hans Majestæts Lande og Riger.“

Lieutenant Villum løsnede sin Sabel fra Gehænget og rakte den frem mod Obersten. Men denne stod urokkelig som før; hans glatbarberede Ansigt var stenhaardt af krænket Retfærdighed.

Der blev stille i Stuen meget længe; — man hørte kun Urets irriterende sølverne Tikken; — v. Knarren og Villum stod i streng Givagt og ventede — Herregud! kunde da ikke denne pinefulde Scene snart være tilende?

— Endelig var det som det lysnede i Oberstens Stenansigt. Han trak sin høire Haand langsomt ud af Uniformsfrakken, vendte sig mod Misdæderen og slog sine tunge Øielaag op fra de hvælvede glasgraa Øine. Han rømmede sig kort, traadte et Skridt tilside og begyndte:

„Hr. Lieutenant v. Westerhuus! Ene og alene Hr. Capitaine v. Knarrens indstændige og ydmyge Forbøn har bevæget mig til at tillade ham at stedes for mine Øine istedetfor at lade Lovens Ord og den strengeste Straf ske Fyldest. — Det er kun Hensynet til Hans kongelige Majestæts Armé, som har forledet mig til dette, der maaske kan anskues som en Svaghed; men det er min Overbevisning, at Regimentets Renommé er bedst tjent med, at den Plet, han har sat paa dets Ære, bliver aftvættet i Stilhed og uden at den bliver synlig for den hele Verden. —

Forinden jeg indvilger hans Begjæring om Afgang fra Regimentet og forinden jeg kan modtage hans Værge som et Symbolum herpaa, er det min Pligt — som hans øverstkommanderende — at give ham med paa hans Vei en alvorlig Revselse paa det at han ei saa let skal kunne forglemme, hvad der i Virkeligheden er hans største Brøde og hans skammeligste Forsyndelse mod den Uniform, han har vanæret.“

Hidindtil havde Obersten talt med snøvlende og ensformig Røst; men nu, da han kom til selve Revselsen, nu skreg han op af alle Livets Kræfter for at give sine Ord mere Vægt og Fylde:

„Der findes ingen Misdæder saa skammelig, saa foragtelig, saa ganske uværdig til vor Medynk som den Officer, der er saa lastefuld, at han forglemmer, hvad han til enhver Tid skylder hans egen Stand og Fane.

Det er dét, han har gjort. I lange Tider har han aabenlyst hengivet sig til allehaande gemene Laster; han har været en Drukkenboldt og en Svirebroder, han har havt Omgjængelse med løse Kvinder, — han har endog ikke skyet Slagsmaal og Tumulter, som er rygtedes udover den ganske By og har vakt Forargelse hos alle rettænkende Borgere.

Og dog —; alt dette er ikkun Lapperi mod hans Største Forbrydelse, — thi det er hans Frækhed. Lad ham holde sig til hans egne Tøiter; det er et Kompagni, som kan være ham værdigt.

Men lad ham agte vel paa hans Øine og ikke løfte dem til en af vore Damer. Dog — end ikke denne Ærbødighed er ham beskaaren; frækt søger han at drage en fornem Dame ned i det Dynd, hvor han selv ligger, og da hans skjændige Forehavende forhindres, viger han ikke tilbage for at tage Hevn ved at ville tilføie hende Skam og Ulykke, — ja han bryder ind i hendes Bryllupsfest for endog ved denne Leilighed at fornærme hende ved Tilraab og alskens Tumult, saa hun selv og alle hendes Gjæster strax er dragne afsted for at fly det Land, hvor en Officer kan nedværdige sig til denne Gemenhed.

Jeg siger: En Person, som gjør sig skyldig ien saadan Adfærd, han har ei alene vanæret den Uniform, han bærer, — nei! han har ogsaa vanæret sin egen Karakter saa dybt som noget Menneske nogensinde har gjort. Vel ved jeg, at hans egen Fader før ham vandrede den samme Skjsendselens Vei og at han virkelig naaede sin Hensigt og røvede en fornem Dames Ære og hendes Livs Lykke. Men skulde hin Skjændselens Vei være saa fristende efterfølgelsesværdig, skulde han — —“

„Hr. Oberst,“ hviskede Villum; han var blevet ligbleg. Sabelen skalv i hans Haand. „Jeg heder Eder, Hr. Oberst, lad det nu være nok!“

„Han skal holde hans Mund, naar hans Oberst taler. Nei, visselig, det er endnu ikke nok, det skal han snart faa erfare — —“

„Jeg vil ikke høre mere,“ stammede Villum hæst. „Jeg forbyder Eder en saadan Omtale af min ulykkelige Fader —“

„Hans ulykkelige Fader!“ skreg Obersten, som nu var ganske ude af sig selv af Raseri. „En Slyngel var han! Og han selv er en Slyngels Søn og derfor selv en tifold Slyngel.“

„Ved Gud! nu skal I staa mig til Ansvar. Se her.“ Villum kastede Sabelen klirrende henover Gulvet. „Her staar jeg foran Jer ikke længere som Officer, men som Mand mod Mand. Hører I! Jeg kræver Jer til Ansvar! Vælg Jert Vaaben og bed Jer Aftenbøn! En af os to skal ikke se Solen staa op imorgen!“

„Hr. Capitaine! Bring den Karnalje til Proforssen og lad ham faa tyve Slag Stokkeprygl, før I sætter ham i Hullet.“

Men idetsamme gik Villum imod Obersten, — han veg tilbage og trak lynsnart sin Kaarde; men før han fik brugt den, havde Villum vristet Kaarden af Haanden, knækket den over sit Knæ og kastet Stumperne for hans Fødder.

„Vil I nu slaas, Hr. v. Egekrantz?“ sagde han.

Da Obersten intet svarede, gik Villum langsomt henimod Døren, men før han aabnede denne, vendte han sig endnu engang og sagde: Jeg har længe vidst, at I var ond. Men at I var en Kujon, det ved jeg først nu.“

— Saa gik han. —

Samme Aften red han afsted til en Udhavn, hvor der laa et Skib seilklart. Han gik ombord og reiste ud i det fremmede; han vidste ikke selv hvorhen.