Krøniken om Hr. Villum/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Høisommeren kom med glødende Dage og lumre Nætter. Nu og da skraldede et Tordenveir lavt henover Jorden; Bønderne havde aldrig seet sligt; Luften var fuld af vondt, sagde de. Og det vonde svidde Grøden af og væltede forgiftige Møll og Torbister udover Skauen, og de aad op, hvad de traf paa, saa en maatte tænke paa Græshopperne udi Bibelen. —

— I denne giftige og glødende Sommer gik Villum og ventede.

Kom der da aldrig Brev og Forklaring? Hvad havde han forbrudt? Hvorfor skulde hans Lykke knuses i samme Stund, som den var født —? Hvorfor skulde han forraades af den eneste, han havde elsket, og som selv havde sagt, hun var hans indtil Døden?

Hvorfor? Aa Gud — hvorfor?

Han ventede fra Postdag til Postdag. Og hvergang troede han saa sikkert: Idag kommer det. —

Men han ventede forgjæves. Hver Gang ventede han forgjæves.

— I Midten af August Maaned kom Obersten tilbage. Han kom alene. Men han var i straalende Humør; aa! han havde havt en herlig Tid i Kjøbenhavn! Men den største Glæde var dog, at hans Datter Emerentze havde indgaaet Forlovelse med en Søn af hans gamle Barndomsven Baron v. Barnekow. — Ja, det var virkelig en stor Glæde for Obersten, og Bryllupet skulde staa med det første — senest til Vaaren. — Og det unge, lykkelige Par skulde tage Ophold paa den unge Barons herlige Gods Brunkeby. —

— Obersten fortalte om sin og sin Datters Lykke til alle, der vilde høre. Han kunde næsten ikke tale om andet; det syntes at være ham en Hjertens Trang at faa fortalt det til saa mange som muligt.

Det er klart, at Lieutenant Villum v. Westerhuus ogsaa maatte indvies i den glædelige Nyhed; aa! det syntes at volde Obersten en særlig Glæde at fortælle netop ham, hvor lykkelig Emerentze var.

— Fra den Dag af, da Villum havde hørt om Emerentzes nye store Lykke, væltede der noget fremmed og ondt op fra Dybderne i ham. — Ofte var det som der bulnede en blodfuld Vildhed i hans Sind; ikke gik han afveien for nogen Raahed hverken i Snak eller Handling. Intet var længere saa helligt, at han ikke fandt Tilfredsstillelse i at krænke det med sin brutale Haan.

Hvad brød han sig om Capitainens Formaninger? „Til Helvede gaar det alligevel, Kamerat,“ lo han. „Det staar skreveti Stjernerne, at saa skal ske! Men skal jeg gaa til Helvede, saa skal Du se. jeg skal ryge og reise med Trommer og Trompeter!“

— Oberst v. Egekrantz saa med Fornøielse paa Villums Opførsel; thi Obersten ligte altid, naar han fik Ret. Og han var meget tilfreds over at kunne skrive et lyksaligt Brev til sin Datter, hvori han omtalte hendes „gamle Tilbeder Hr. Lieutenant Westerhuus. —

„Denne Herre,“ skrev han, „har nu ganske kastet af al Velanstændigheds Kaabe og har valgt helt at følge sin værdige Faders Fodspor. Han hengiver sig aabenbart til Drikfældighed og dyrker de uværdigste Kvinder; han er stadig Medacteur i Slagsmaal og Spektakler som en drukken Bonde. Han burde ikke være værdig til at bære Hans Majestæts Uniform; og jeg er sterkt betænkt paa at foretage det Fornødne i Sagens Anledning. Men jeg takker min Gud hver Aften, fordi han saa naadigt friede min elskede Datter ud ifra dette Uhyres Magt og ledede hende tilbage til de Veie, hvor hun vil finde Glæde ved at vandre, og de Mennesker, der ville værne hendes Liv og gjøre hende tilfreds og lykkelig — —“

— Lige før Juletiden kom der følgende Brev fra Emerentze til Lieutenant Villum:

S. T.
Velbaaren Hr. Lieutenant v. Westerhuus.

Mange Hændelser og Omstændigheder ere det, der har gjort, at jeg ikke har tilskrevet Eder, Hr. Lieutenant, hvad I kanhænde havde forventet, eftersom I sagtens har hørt den Beslutning, jeg efter eget frie Valg har truffet med Hensyn til mit Liv og hele min Fremtid. — Kanhænde I har undret Eder over min Adfærd, kanhænde jeg ogsaa har handlet ilde mod Eder ved at holde Eder saa helt i Uvidenhed om alt, hvad der gik mig an. — Men mine Kræfter har svigtet mig lige indtil denne Stund; jeg har været saare vankelmodig og ofte ulykkelig for Eders Skyld. —

Men nu er jeg bleven mig ganske klar og rolig. Jeg kan se paa hint Sammentræf med Eder som paa et fremmed Menneskes Forvildelse. Jeg kan bebreide mig selv meget; dog bebreider jeg mig mest min usalige Svaghed, hvorved jeg maaske har kastet en Uro ind i Eders Sind. Jeg vilde bede Eder saa mindeligen, Hr. Lieutenant v. Westerhuusl Tilgiv mig min syndefulde Svaghed! Tilgiv, at jeg krydsede Eders Sti og gjorde Eders Sind uroligt. — Jeg beder Eder, Hr. Lieutenant, slaa Jer dog atter til Ro; I har Livet liggende aabent I har meget at vente og meget at vinde; hvorfor kan I da saa vanskelig forglemme, at en tosset og letsindig Pige bar Eder en Tid i alle Tanker? Ak, om I vilde berette mig, at Eders Sind atter var læget, eller om andre kunde sige mig, at den Storm, som har raset over Eders Liv, atter havde lagt sig tilro. — I maa tro mig, Hr. Lieutenant, at jeg dagligen ængstes for Eders Skyld, og at min Lykke ingenlunde kan vorde fuldkommen, hvis jeg ikke finder Fred for mine Selvbebreidelser. — Jeg bærer Eder frem i Bøn for min Gud hver Aften, og ingen kan ønske Eder saamegen Fremgang, saamegen Lykke, saamegen Berømmelse som Eders oprigtige

Emerentze v. Egekrantz.“

— Lieutenant Villum rev Brevet i mange bittesmaa Stykker. Han hentede ogsaa frem de andre Breve, han havde modtaget fra hende og gjemt i sit lønligste Gjemme. Nu rev han ogsaa disse smaa Papirark i mange Stykker og kastede dem alle paa Ilden. —

— Og han fortsatte sit voldsomme Liv som før. Der var ingen Glæde over hans Udskeielser; han var et rasende Menneske Og hans vilde Bitterhed prægede efterhaanden hans Legeme og ætsede sig ind i hans Sjæl. —

— Capitaine v. Knarren var meget misfornøiet med Lieutenant Villum. Daglig holdt han lange Straffeprækener for ham, og han formanede ham til at bære sin Skjæbne med Mandighed.

„Himmelkreuz!“ sagde Capitainen. „Skulde jeg have taget mig mine enkelte smaa Uheld med saadan en Heftighed, havde jeg været død længe forinden jeg kunde begynde paa de mangfoldige store Fornøieligheder, som der altid følger med Fruentimmer. Men Du? Du render jo Byen rundt og brøler Din Ulykke ud for den ganske Verden! Du ser ud i Dit Ansigt som en hollandsk Matros, og Du var dog for et Aar siden en stadselig Karl. — Finder Du det sømmeligt for en Kavaler at grave sig ned i Sorg, istedetfor at holde Nakken rank i Kravatten! For Djævelen! Det er i Krig og Modgang jeg kjender mine Folk! Og Du, min brave Villum, som ikke vilde gaa afveien for et helt Regiment, Du lægger Dig ganske overende for et eneste Fruentimmer! Foi Deuwel! At Du ikke skammer Dig en blegere Næse til.“

„Hvad kommer det Dig ved?“ svarede Villum barskt. „Har jeg tømt et Krus Brændevin formeget, er det mig selv, som bærer min Jammer den næste Dag! Eller har jeg nogensinde beklaget mig for Dig eller for noget andet Menneske? Hvorfor kommer I saa og kræver mig til Ansvar? Mit Liv er mit, og jeg gjør med det, som jeg lyster. At det gaar til Helvede med mig, er en helt anden Sag. Det kan ingen forandre — ikke Du, heller ikke jeg. — Hvad der sker, maa ske. Det staar skrevet i Stjernerne.“

— „Bliv mig fra Livet med de forbandede Stjerner!“ brølede Capitainen ude af sig selv af Raseri. „Skulde man have hørt Mage? Staar det ogsaa skrevet i Stjernerne, at Du igaar pryglede en ussel Skrædder halvt fordærve, fordi han kom til at træde Dig paa Din Taa? — Holder Du paa med slig forbandet Snak, langer jeg Dig min ærlige Næve i Skallen!“

Capitainen vendte ham Ryggen og trampede i Gulvet, saa sint var han.

Lidt efter gik Villum hen til ham og slog ham paa Skulderen.

„Ulrich,“ sagde han, „Du maa bære over med mig. Du ved jo, hvem jeg er.“ Han sagde dette med et saart Tonefald, saa Capitainen vendte sig forundret om. „Hvem Du er,“ sagde han, „ja, mare ved jeg saa!“

„Og dog ved Du det kanske ikke saa nøie,“ svarede Villum. „Det er kanske sligt Mænd ikke pleier at tale om; og selv har jeg ikke tænkt synderlig over det før i den sidste Tid —“

„Hvad mener Du?“ spurgte Capitainen og saa bekymret paa ham. „Hvad er det Du har tænkt paa? — Snak da ud, min Dreng; kom her og sæt Dig og lad mig høre, hvad det er for noget forbandet, Du har gaaet og bildt Dig ind.“

„Ja, jeg har virkelig gaaet og bildt mig mangt og meget ind i det sidste. Jeg bilder mig saaledes ind, at naar Du er den tapre brave Karl, som Du er, da er det ikke alene Din egen Skyld. Du maatte blive som Du er; — Du var tugtet op til det af Din Fader, som var slig, som Du selv helst af alt vilde være.“

„Bevares!“ sagde Capitainen. „Det ved Du, at han er den første Mand, som nogensinde har levet.“

„Min Fader,“ fortsatte Villum, „var en af de daarligste og ulykkeligste Mænd, som nogensinde har levet. Naar han kom did, hvor jeg boede som Barn, da rendte jeg ind i Skauen. Det var min Fader. Og min Moder —“

Han tiede og gik bortover Gulvet.

„Min Moder fødte mig i Had. — Hun forbandede mig fra den første Stund, hun følte, jeg levede under hendes Hjerte. Da hun havde født mig, vilde hun ikke se mig for sine Øine. Hun nægtede at give mig sit Legemes Føde. Ikke har jeg et eneste lidet kjært Minde om hende, for hun eiede ikke andet end Rædsel for mig. Og nu, efterat hun forlængst er død, nu lever endnu hendes Had. Det er sandt. Jeg føler min Moders Had følge mig som en Lue, der svider al Lykke bort fra mit Liv. Og dette Had, — det er Skjæbneskriften, som staar uforgjængelig skrevet i Stjernerne —“

Det var blevet mørkt i Stuen; men det lyste fra Ovnen i flakkende Strimer henover Gulv og Vægge. Villum gik tilbage igjen til Bordet. Han satte sig ved Siden af Capitainen. —

„Nu forstaar Du kanske hvad jeg mente. Nu ved Du hvem jeg er. Og nu forstaar ogsaa Du kanske, hvordan saadan en som jeg kan gaa og længes saa ganske naragtigt efter den Ømhed, han aldrig har følt. — Ja, ogsaa ved Du jo, at det hændte engang, — der kom virkelig en med Hænderne fulde af alt det, jeg havde længtet efter. Og jeg greb til — aa, som en Vansmægtende i Ørkenen. Men i samme Øieblik — saa var ikke Hænderne der mere. Det var bare endda tommere end før altsammen. Jeg syntes bare jeg hørte nogen le — —

Da var det første Gang, jeg saa Skriften staa og flamme i Stjernerne.“

— —

Efter den Aften blev Villum roligere; han fandt paa — ganske af sig selv — at han vilde tage en Embedsreise paa etpar Maaneder.

— Og Capitainen aandede lettere.

Gud give han vilde blive borte rigtig længe! Gud give, at han ialfald vilde være etsteds høit oppe i Fjeldene den Dag, Emerentze blev viet til Baron Barnekow.