Krøniken om Hr. Villum/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Lieutenant Villum stormede lige hjem fra Rideturen; — der sad v. Knarren og Bassen Brause adstadige ved sit Schakbræt og smøgede sine evindelige Kridtpiber. Men Lieutenant Villum omfavnede dem begge saa heftigt at Kridtpiberne knækkede over og Schakbrættet væltede, og der blev en svare Torden og Opstandelse. Og Jomfru Pepperlee blev halvt forrykt, da den galne Kavaljer forlangte Vin paa Bordet og ovenikjøbet noget varmt til Aften — endda det baade var sent paa Dagen og endda senere i Maaneden, saa Jomfruens Kjøkken var karrigt udstyret med Mad og hendes Husholdningskasse endda karrigere beslaaet med Styvere.

Noget fik hun jo istand — Gud ved, hvor den brave Dame tog det fra! Men det saa ud som noget ialfald; og de Par Flasker Vin fra Kjælderen var paalidelige nok. Desuden skulde der lidet til for at „Kavaljeren“ følte sig festlig tilsinds. Den Aften var Lieutenant Villum lykkelig; — der fandtes virkelig intet andet i hans Sind end bare Lykke, Lykke!

For hvad brød han sig om Emerentzes Betænkeligheder!

Hun havde jo sagt, at hun elskede ham. Det var det eneste ene for Villum.

Om hun saa havde „,givet en anden sit Ord“, da hun var Barn og ikke vidste om sig selv! Det kunde da ingen tage for Alvor! Det var da bare til at le af!

Iallefald vilde hendes Fader forstaa, at naar en ung hæderlig Officer anholdt om hans Datters Haand, da gik det ikke an at svare med barnagtige Narrestreger.

Imorgen den Dag skulde den Sag bringes iorden — —

— — Men iaften var der i hans Sind bare Lykke, bare Lykke — —

— — De tre Venner blev siddende sammen til den lyse Morgen.

Baade v. Knarren og Bassen Brause var inderlig fornøiet med den store Forandring, som pludselig var foregaaet med Lieutenant Villum. Her havde han gaaet i ugevis mørk og truende som en Ulykke og stum som en Stokfisk — og ikvæld var han pludselig gaaet ganske fra Forstanden af Kaadhed og Lystighed.

Ei, ei, de skjønte nok, hvad det var, — de skjønte det nok. Capitainen plirede flere Gange med det ene øie til Bassen Brause. — han saa svinepolisk ud, ei, ei! Capitainen forstod det nok! Han forstod det nok! Nu havde den Satans Dreng gaaet hen og forlovet sig.

Ei, ei, kom ikke her!

Men de snakked ikke til ham om det; nei, de var diskrete! Oh, der maatte ikke saa meget som antydes noget; for det Skams Bæst var saa delikat, naar han var forlibt, — han maatte ikke røres!

— Da Solen var staaet op, gik Lieutenanten og lagde sig. De to andre blev endnu siddende en Stund; — „akja,“ sagde Capitainen, „det var godt at se ham nu. Han kan trænge megen Godhed, Villum; han har Arten i sig baade til dette og til hint. Jeg har ofte tænkt mig, at den Dreng, han kunde lettelig gaa til Helvede, hvis Livet blev ham altfor skjævt. Derfor er det saa godt at se ham slig som nu.“ — Capitainens Stemme blev tyk av Rørelse, og sandelig kom der ikke ogsaa i Aften en Taare i hans store Øie. „Gud velsigne ham det lille Skidt,“ sagde han og tørrede Øiet med Bagsiden af sin svære Næve. — —

*

— — Tidlig næste Morgen kom Oberstens Ordonnans med et Brev:

„Villum!

Papa ved alt! Du maa ei probere paa at faa ham i Tale. Jeg beder Dig herom; thi det hjælper til Intet, om Du taler ham ved; — jeg bliver ikkun end mer ulykkelig end jeg allerede er. — Om mig selv ved jeg slet intet andet, end at jeg elsker Dig. Men mine Kræfter er helt forbi; ak, hvordan skal dog Livet blive! Glem mig, Villum; ak nei, glem mig ej! Og viid, at til Døden er jeg Diin, hvad Livet saa end maatte bringe.

I Evighed.
Din
E.“

Lieutenant Villum læste det lille Brev mange Gange, — hvor han elskede denne spæde, ængstelige Kvindeskrift, disse fortumlede Bogstaver, som i Hast var rablede ned af hendes skælvende Haand. Han kyssede Papiret; — der steg en ganske svag Duft af Roser op fra det, — den samme Duft, som havde daaret ham hin Aften, han fandt hendes Slør i Furuen ved Dyreskar.

— Men da han forsøgte at udtyde Emerentzes Brev, da kom han ingen Vei. Igaar havde han fundet alt saa ligetil; det hele var bare at gaa til Obersten og anholde om hans Datters Haand — efter alle Kunstens Regler. For denne Barnekjæreste, hun havde talt om, maatte man da kunne blive enig med; — det gik da ved Gud ikke an at lade to voxne Menneskers Skjæbne bestemmes af de rene Barnagtigheder!

— Ja, slig havde det hele staaet for hans enfoldige Sind igaaraftes; men nu forstod han, at det var langt mere indviklet, end han havde anet.

Hvorfor skulde hun ellers have saa meget imod, at han skulde træffe hendes Fader? Og hvorfor skulde hun ellers være saa fortvivlet og saa ganske uden Haab? —

Nei, her spillede noget andet ind — noget, han ikke kjendte, noget som hun ikke vilde nævne —

Eller —

Der skar en forfærdelig Angst gjennem ham —

Var det kanske hans Forældres Ulykke, som kastede Skygge over ham? — Nei — det var dog for grusomt, for uretfærdigt —

— Men han kunde ikke komme fra denne pinefulde Tanke. Han viste den bort som absurd — som krænkende for den Kvinde, han elskede.

Aa nei! nei! Saa daarlig var ikke hans Emerentze —

Men Angsten meldte sig atter og atter —

Tilsidst kastede han sig paa sin Hest og red langt afsted. — Han maatte se at komme sig tilro, — han maatte blive enig med sig selv om, hvad han nu skulde gjøre for at faa Visshed og Klarhed.

— Lige efter at Villum var redet afsted, kom Capitainen springende hjem, — han var rød og forpustet og brølede op, saa Jomfru Pepperlee forstod, at der var noget rigtig galt paafærde! Hvor er Lieutenant Westerhuus?

Og da han hørte, at Lieutenanten netop var redet ud og intet havde sagt om, naar han vilde vende tilbage, da bar Capitainen sig meget ilde; — han stampede i Gulvet og rev sig i sit karrige Haar og gik ind i Stuen, hvor han blev staaende bom stille og glo lige ud af Vinduet —

Ja, for hvad var der ikke hændt!

l Nattens Løb var der kommet et hollandsk Skib ind paa Havnen paa Grund af Modvind. Det skulde videre til Kjøbenhavn, saasnart Vinden blev føielig, og Oberst v. Egekrantz med Datter Emerentze havde strax tinget sig Plads ombord. Obersten havde allerede gjort de fornødne Visitter i Anledning af sin pludselige Afreise; han havde angivet som Grund uopsættelige tjenstlige Forretninger, og Folk troede mindst, at der maatte være Krig og Pestilentse i Anmarsch, naar den korrekte og omstændelige Oberst reiste uden Varsel — ih, Gud bevares! En Reise til Kjøbenhavn pleiede at være noget, som almindelige Folk forberedte sig paa maanedsvis i Forveien.

— Capitaine v. Knarren troede ikke en Døit paa de uopsættelige tjenstlige Forretninger. Han lagde ganske rolig sammen Lieutenant Villums Lykke igaaraftes og denne pludselige Afreise idag; det ene forklarede det andet fuldkommen. —

— Men dette var en forbandet Affære for Villum. Naar han kom hjem fra sin Ridetur, var den dumme Hollænder kanske under Seil, og da vilde her blive et Sorgens Rabalder, tænkte v. Knarren. Hvad skulde han foretage sig for at faa et sidste Bud fra den unge Dame?

Capitaine v. Knarren skjænkede sig et høibenet Glas Genever og dryppede nogle Draaber Mavebitter derudi; thi han havde bemærket, at denne Drik eiede en sælsom Ævne til at klare Tankerne; og Capitainens Tanker var i Øieblikket alt andet end klare.

Det første Glas var til ingen Nytte; men da det andet var nedsvælget, indsaa den vældige Kriger øieblikkelig, hvad der nu burde foretages.

„Oh,“ sagde Capitainen, idet han satte Glas og Flaske ind i Skjænken, „havde jeg ikke denne velsignede Mixtur, tror jeg snart jeg blev Idiot!“

Derefter klædte han sig raskt i sin Paradeuniform og begav sig paa Visit til Oberst v. Egekrantz. Der blev svaret ham, at Obersten var særdeles occuperet i Anledning af Reisen; om det var noget meget presserende? Hertil lod v. Knarren svare, at han for det første ønskede at gjøre Herskabet sin ærbødige Opvartning, forinden de tog ombord, og at han tillige havde en særdeles vigtig Forespørgsel at forebringe for Hr. Obersten; — det gjaldt et presserende tjenstligt Spørgsmaal.

Det var den argeste Løgn; han havde saavist ingen vigtig Forespørgsel at forebringe; men han kjendte Oberstens Naragtighed; han vidste, hvor det smigred ham at blive spurgt tilraads.

Obersten og Frøken Emerentze var begge i Stuen, da Capitainen traadte ind. Han gjorde sin dybeste Compliment, kyssede Frøkenen artigt paa Haanden og kom med en lang Beklagelse over, at man saalænge skulde undvære det høivelbaarne Herskab.

Derefter forelagde han omstændeligt det „presserende tjenstlige Anliggende“ — (noget forbandet Sniksnak, tænkte Capitainen). Det hele gjaldt et naragtigt Uniformspørgsmaal; det var nogle nye Soldaterbuxer, Obersten paa Død og Liv vilde indføre i Regimentet. — Nu var disse Buxer færdige, løi Capitainen (de manglede endnu baade Knapper og Rænder); om Hr. Obersten havde tænkt, at man skulde anstille de vigtige Forsøg med disse Buxer i Hr. Oberstens Fravær, eller om man skulde afvente Hr. Oberstens behagelige Atterkomst.

— Se, dette var netop et Spørgsmaal efter Oberstens Sind; han veiede nøiagtig, hvad der kunde tale pro og contra. Og Capitainen gjorde sit til at faa fremstillet det hele saa indviklet og høivigtigt som muligt. Men endelig sukkede Obersten dybt: „Hollænderen faar hellere vente — Fædrelandets Pligt foran Guds Pligt – det har alle Dage været mit Valgsprog.“

Og han gik ud i sit Skab for at finde frem de dyrebare Dokumenter om Buxerne.

Da Obersten havde lukket Døren, bukkede Capitainen atter for Emerentze og sagde: „Tilgiv mig, min naadige Frøken! at jeg tilbyder min ærbødige og trofaste Tjeneste, hvis denne hastige og uformodede Afreise har bevirket, at I har forglemt eller forsømt noget Ærinde.“ Og med Haanden galant paa sit Hjerte forsikrede Capitainen den naadige Frøken om, hvor lykkelig han vilde blive, dersom hun vilde benytte hans Tilbud; det turde jo hænde, at hun havde et Bud at bringe — maaske et Brev at sende, som hun ikke vilde anbetro i Hvermands Haand —

Emerentze blev blussende rød; „men hvad er det, I drister Jer til at nævne, Hr. Capitaine?“ sagde hun stille.

— I det samme kom Obersten med Dokumentpakken. — „Ja, min gode Emerentze,“ sagde han, idet han satte sig ved Bordet og løsnede Baandet om Pakken, „nu skal vi to Herrer tale om Tjenesten. Du er maaske saa god at lade os alene et Øieblik —“

Dermed hengav de to værdige Officerer sig til de høivigtige Anliggender; — Capitainen fik endog Obersten til at forfatte et længere Promemoria, — ja, han skrev og skrev, den arme Mand, saa omstændeligt og omhyggeligt som om Fædrelandets Frelse ene og alene afhang af disse splinternye og ganske mageløse Patalons.

— Da Oberstens Promemoria næsten var tilende, bankede det pludselig paa Døren, og en liden Kammerpige kom neiende ind; — det var et Brev til Hr. Capitainen, som var blevet bragt til hans Hjem, men hans Husjomfru havde ladet det sende hid, da hun tænkte det maaske indeholdt noget vigtigt, som strax maatte besvares.

Capitainen hørte, hun havde lært hele Tiraden udenad, og han forstod, hvem Brevet var fra.

„Ei, hvad Snak,“ brummede han barskt; „kan den tossede Jomfru Pepperlee dog aldrig lære, at jeg ei maa forstyrres af noget Anliggende, naar jeg har mine vigtige Conferancer med Hr. Obersten.“ —

Dermed stak han Brevet raskt ind under Uniformsfrakken og fandt pludselig, at Hr. Oberstens Promemoria var fuldt ud fortræffelig; der tiltrængtes virkelig ikke noget Ord mere herudi.

— Da Capitaine v. Knarren skulde anbefale sig, sendte Obersten Bud efter Emerentze for at han ogsaa kunde faa tage et høitideligt Adieu med hende.

Emerentze var meget bleg, da hun rakte ham Haanden, og hun saa tilside, da hun sagde: „Jeg beder Hr. Capitainen modtage min bedste Tak for al hans Godhed mod mig under mit Ophold i denne By, og beder ham undskylde, om jeg nogengang i min Ubesindighed har lønnet hans Godhed ilde.“ —

Capitaine v. Knarren bøiede sig dybt og kyssede hendes Haand; han kjendte den var hed, og at den skalv sagte i hans.

*

Rideturen havde gjort Villum godt; hans Sind var faldt tilro, og han havde taget sin Beslutning. I denne Dag vilde han gaa til Obersten og gjøre som han fra først af havde tænkt: Han vilde høitidelig anholde om Frøken Emerentzes Haand.

Saa kunde han iallefald faa vide, hvad det var som voldte Emerentzes dybe Mistrøstighed. Og reiste der sig nogen Modstand mod deres Forbindelse, saa var han da ved Gud! den Karl, som kunde slaas og seire over enhver, der vilde stille sig iveien for det, han saa sikkert vidste var den eneste Lykke for dem begge.

— Da han kom hjem, saa han Capitainen staa barhovedet i Gadedøren og vente. Villum raabte muntert til ham; men Capitainens Mine var alt andet end munter.

„Kom ind til mig, saa snart Du kan,“ brummede han.

„Hvad er paafærde —?“

„Det er kun det paafærde, at Fanden er løs, Kamerat,“ svarede Capitainen og smeldte Gadedøren i med stort Rabalder.

— Da Villum kom ind i Stuen, sagde Capitainen intet. Han rakte ham Emerentzes Brev, slog Villum paa Skulderen og gik sin Vei uden videre Forklaring.

*
„S. T. Lieutenant v. Westerhuus!

Min Villum! Naar Du læser disse mine Afskedsord til Dig, min Dyrebare! da er jeg vist allerede paa Havets Vover — bortført af min Fader fra hele mit Livs Lykke og Kierlighed. Din Ven v. Knarren vil kunne fortælle Dig om, hvilket Tilfælde har iverksat vor Afreise saa hurtig; jeg har ingen Tid at spilde paa en saadan Beretning Sekunderne ere korte og kostbare. — Hvad der venter mig i Kjøbenhavn, aner mig nok; men min Fader har intet bestemt sagt efter den forfærdelige Scene imellem os igaar Aftes, da han hidsede mig, saa jeg røbede den Hemmelighed, jeg havde haabet at kunne bevare for Alverden i mit sorgfulde Hierte. — Oh, Du min Dyrebare, jeg har slet ingen Taarer mere tilbage at udgyde! Jeg veed ikkun, at Døden vilde være mig den kiereste Gjest i denne Stund. — Oh, min Villum; jeg synes, jeg har saa meget at bede Dig om Tilgivelse for. Hvor megen Kierlighed bærer jeg ikke for Dig i mit Hierte, og hvor megen Ømhed havde jeg ikke at skienke Dig! Oh, jeg synes, det gjør mig saa stor en Smerte at gaa med Hiertet saa fyldt indtil Randen af den inderligste Kierlighed og saa ikke kunne finde Leylighed til at give ud end den ringeste Skierv af al hiin altfor store Riigdom. Ak, om jeg kunde faa sagt Dig kun lidet af alle de søde Ord, jeg har giemt til Dig, min Dyrebare. Ofte spørger jeg mig selv: hvorfor jeg dog traf Dig, og hvorfor Du skulde fatte Elskov til mig. Thi jeg veed, at Du vil bedrøves saare meget; — og jeg vilde have taget alle Dine Sorger, og aldrig skulde Dine Øine formørkes for miin Skyld. —

Villum! Jeg siger Dit Navn sagte vel de tusinde Gange om Dagen og jeg nævner det høit og kierligt vel de tusinde Gange om Natten.

Ak, Tiden rinder, nu maa jeg stanse mit Skriverie; og jeg veed intet at kunne sige Dig om Fremtiden. Jeg er ganske raadvild paa Verdens Hav. Fordum var jeg sterk og kunne staa alene; hvor Du har gjort mig svag, Villum! Nu kan jeg aldeles intet uden Dig! Man kan giøre med mig hvad man vil! Jeg har grædt for meget, Villum — nu er jeg som et Lam, der føres villieløs til Slagterbænken.

Farvel, min Dyrebare! Farvel Villum!

Emerentze.“