Krøniken om Hr. Villum/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der kom en ond Tid for Emerentze. Hun blev mere og mere i Vildrede med sig selv; — og det gjorde hende ængstelig og usikker. Hun gik afveien for Menneskene; hun var blevet ræd for dem, — ræd for at de skulde se og skjønne.

— Men var det Menneskene hun frygted om Dagen — om Natten var det sig selv, hun var ræddest — — —

Aah — denne døvende Duft af Sommer, som svam indad Vinduet, naar Kvælden sank stille over de store Trær i Haven! Og saa de halvlyse Midnatsstunder, naar Naturen blunded med halvlukkede Øine — men med et saligt og løndomsfuldt Smil om Munden.

Indtil Fuglene begyndte at vaagne! Aa, alt hvad de havde at betro hinanden i den lysnende Morgen!

Nei, disse Sommernætter var uudholdelige. — Den Længsel, der vaktes, — ak denne søde ubændige Længsel! — Hvor hun skammede sig over sig selv, i disse lyse Sommernætter! Og hvor hun forfærdedes over, at dette var Emerentze v. Egekrantz!

— Hun undgik sin Fader saameget hun kunde. Kjøbenhavnerreisen havde der ikke mere været Tale om; — Obersten havde etpar Gange forsøgt at bringe dette vanskelige Spørgsmaal paa Bane, — men hver Gang havde hun behændig bragt Samtalen ind paa andre Ting. —

— Saa kom der en Junieftermiddag — en stille vidunderlig god Dag efter mange onde Dage og Nætter. For første Gang paa længe kunde hun løfte sine Øine og se sig om — nei, tænk set Hvor Himlen var høi og sommerblaa og Sjøen fin og sommerblank, — tænk! hun havde jo ikke seet det paa meget længe — — Den Eftermiddag var hun ganske alene hjemme, — og da kom det med et over hende som en Slags Befrielse: Nu kunde hun ikke holde dette ud længer! Hun maatte bort for sig selv; — hun aarkede ikke mere at gaa hvileløs i de tomme Stuer og høre Urets langsomme irriterende Tik-tak — hun aarkede det ikke mere! —

En—to—tre Var hun klædt i Ridedragt, sadlede selv sin Hest — og saa bar det afsted udover Vei og Sti i vanvittig Galop.

Der var en deilig Befrielse i dette Stormridt — ah! hvor hun pustede ud, naar Hesten steilede høit op og Luften brusede forbi! Jo mere forvovent, desto bedre; — det var festligt at føle Faren nær ved — — —

Ja, ja! det var festligt at føle Faren nær ved!

Hun kom langt afsted opover den gamle Bygdesti, — der kunde hun være ifred, — der færdedes ingen Folk mere nu for Tiden. — Kanske smatt der en Fant over Veikanten nu og da; men den, som fór her, havde ikke god Samvittighed og holdt sig gjerne unda, naar han hørte Menneskene nærme sig. —

— Emerentze havde redet sin Hest saa træt, at den snøftede og stønnede og var blank af Sved. — Hun klappede den paa Halsen og lod den gaa i Skridt; — nu var hun selv saa meget roligere end før; det var bare saa deiligt at bæres stille afsted ind mellem de lave Løvtrær. — Der grodde Græs over Stien, derfor gik Hesten næsten lydløst. — Og Luften var saa mild og blid herinde paa Moerne; kun nu og da drev der forbi hende en døvende Duft af Muld og Blomster, som stod og dampede af fyrig Frugtbarhed etsteds herinde — — — — Det var en Ting, hun var lykkelig over, og det var, at hendes Fader ingenting havde forstaaet. — Gode Gud! Hun havde været paa Nippet til at røbe sig! Hin Eftermiddag havde hun virkelig længe troet, at han havde anet hele Sandheden, og at det var derfor, han havde talt saa mildt og trøstefuldt til hende.

— — Du gode Gud, hvor hun havde været naiv! — — — Men det eneste forstandige vilde naturligvis være at følge sin Faders Raad. At reise til Kjøbenhavn. At reise saa snart som muligt.

For ellers — ellers vilde det hænde, det absurde og latterlige, at Emerentze v. Egekrantz kom til at havne som Lieutenantsfrue i en ussel Afkrog af Verden! Men at dette netop skulde hænde Emerentze! — Hun som altid havde været den første til at forhaane de overspændte Fruentimmer, som gjør simple Skandaler og kommer i Folkemunde paa Grund af sine naragtige Mandfolkehistorier! — Foruden at hun selvfølgelig vilde gjøre sin kjære Fader uoprettelig Sorg og Skam, og bryde med alle sine Venner, som havde holdt saa meget af hende — ak nei! dette maatte dog ikke ske! Fra sin tidligste Barndom havde hun levet og aandet i disse Omgivelser, hele hendes Sind var stemt i deres Harmoni — hun kunde ikke tænke sig at leve sit Liv i anden Luft end netop denne.

Nei! Hun maatte til Kjøbenhavn. Og naar hun kom did, fik hun kaste sig indi en Hvirvel af Selskabelighed; — aaja! det vilde sagtens blive Fornøielser nok, naar det rygtedes i Kredsen, at den muntre Emerentze var vendt tilbage fra sit Exil! — Ja. — Hun maatte overvinde denne ufattelige Lidenskab, som nu havde taget Magten saa helt fra hende. Hun maatte lade sig bedøve af Liv og Lystighed, indtil hun ikke mere hørte hans dybe, hede Stemme — —

— — Men naar hun saa tænkte paa de Tider, som vilde komme — —

At vide med sig selv hver Dag, at nu var han saa langt borte, at hun ikke kunde træffe ham, ikke kunde faa se dette alvorlige Ansigt og tilbedes af disse fortærende Øine.

Aa Gud! Aa Gud! Ikke mere føle hver Stund og Time, at denne sterke Mands Længsler var om hende, og at hans hede Elskov fulgte hende altid, altid.

— Hvad havde de at byde hende til Gjengjæld, alle de andre! Hvor var ikke disse Venners Pjat og disse Veninders Pjank hendes Hjerte ligegyldig! — Disse Selskaber, disse Fester, hvor han ikke var, — ak, hun vilde gaa fattig og arm omkring og føle sig som en, der har holdt al Livets Rigdom i sin Haand, men selv kastet den i Havet — —

— — Hesten reiste pludselig Hovedet og spidsede Ørene. — Den saa sig forundret om og knæggede ganske svagt. — Emerentze holdt den an, vendte sig i Sadlen og lyttede spændt.

Og nede fra Veien hørte hun tungt Tramp af en Hest i Galop; dér smaldt Hovjern mod en Sten; — ja, der var nogen, som kom efter hende, — der var en, som kom jagende henad Veien, og det var hende, han jagede efter, — hun vidste med et saa sikkert: Det er ham, som kommer. —

Der flagrede en ubeskrivelig Angst gjennem hende; hun turde ikke træffe ham — ikke nu! Bare ikke nu! Hun satte Sporerne i Hesten; hun piskede løs paa den; men den var altfor udmaset, den prustede og snøftede og galoperede nogle Skridt, men faldt tilbage i træt Trav. Min Gud! det var ikke muligt at slippe fra ham. I Fortvivlelsen forsøgte hun at presse Hesten ind gjennem Kratskauen Ved Siden af Veien; men Hovene filtredes ind i Briskebusk og Rødder og Rask; — nu hørte hun ham komme sprængende over Svaberget nede i Svingen, — i næste Øieblik jog hans Hest op ved Siden af hende.

Fjernt bortefra lød hans Stemme; men hun vidste ikke, hvad han sagde. Han tog hendes Hest ved Tøilen og førte den tilbage paa Veien igjen; hun lod det ske; hun var som lammet.

Det var som nogen skreg inde i hende: „Nu maa Du vende Hesten, Emerentze, og flygte, flygte!“ Men hun vendte ikke Hesten. Hun red rolig ved hans Side — hun talte ikke et Ord — hun sad der i Ørske, og følte, at han var hende nær, og at hun var ganske i hans Magt.

Ikke vidste hun, om de havde redet langt eller kort, da Hestene pludselig stansede. Hun blev ligesom lidt forundret over, at Hesten stansede; ikke var det hende, som havde holdt den an.

Han rakte hende Haanden for at hjælpe hende ned af Hesten, nei nei, hun kunde stige af alene, — nei! hun vilde ikke tage Haanden.

Da tog han den alligevel i sin, — og alt svimlede for hende, Trærne, Havet og Himlen svimlede altsammen — hun ravede i Stigbøilen — nu laa hun i hans Arme, nu laa hun — endelig! — tæt, tæt i hans store forfærdelige Arme og hans Mund og hendes Mund var ét, — og videre svimlede hun nedover som gjennem et Havdyb af Salighed. —

Da hun kom til sig selv igjen, fandt hun sig endnu i hans Favntag og følte endnu hans sultne Læber mod sine. Med Møie friede hun sig løs — vaklede nogle Skridt henover — strøg sig henover Øinene.

„Aa Gud! Aa Gud!“ hviskede hun sansesløst; — da følte hun hans Haand mod sin; — han førte den mod sin Mund og kyssede den ærbødigst.

„Tilgiv mig!“ bad hans bløde Stemme. „Jeg ved jo ikke selv, hvad jeg gjør. Jeg har været fra Sans og Samling længe for Eders Skyld. Jeg ved jo bare, at jeg elsker Jer. Jeg kan aldeles ikke taale at være Jer foruden. — Naar I ikke er mig nær, er jeg den ulykkeligste af alle. Men naar I er hos mig som nu, da kan ingen Fryd lignes med min.“

Emerentze saa længe paa ham, og hun saa paa alt omkring slig som det var netop i denne Stund. Hun saa Skauen, som kom tæt og frodig skridende nedover Heien, og et Lønnetræ, som stod og duvede midt i Engen, og nogle gule og røde Blomster, som grodde mellem Græsset, og Hestene, som gik og aad i Skyggen af Lønnetræet; — altsammen var saa hverdagsligt og ligegyldigt, — men hun vidste med sig selv, at alt dette vilde hun komme til at huske hele sit Liv — —

„Villum,“ sagde hun — og hendes Stemme svulmede af uendelig Sødme, da hun nævnte hans Navn for første Gang. „Villum! Hører Du! Jeg elsker ogsaa Dig, og ingenting har Du at bede om Tilgivelse for. Jeg har alt længe været Din, — aa! jeg har villet flygte for Dig, men jeg har ikke kunnet! — Villum!“ — og hun gjentog hans Navn Gang paa Gang og lagde begge Hænder om hans Nakke. „Jeg vilde saasandt kun et i Verden, og det var at være Din som en synderlig Ting og ikke vige fra Din Side, saalænge Gud vilde lade mig vandre her paa Jorden. – Alt dette siger jeg Dig, forat Du skal huske det og aldrig mere glemme det. — Nei, Villum! Du maa ikke afbryde mig; — lad mig sige Dig det nu, medens jeg har Mod og Kræfter dertil. Senere vil alt blive saa ondt, saa ondt, og da vil jeg nok ikke vove at sige Dig noget mere. — Men dette skal Du erindre, Villum altid skal Du erindre og tro dette, at Dig var det, jeg elskede! Hvad der maatte ske mig i Livet, saa er det Dig og ene Dig, jeg elsker, og Dig og ene Dig jeg vilde tilhøre i Liv og i Død.“

Hun havde hele Tiden holdt begge sine Hænder om hans Nakke og stirret ham ind i Øinene som for at prænte hvert Ord ind i hans Sjæl.

Men nu var ogsaa hendes Kræfter opbrugte; — hun lod sine Hænder synke, og med et kom Graaden; — den brast indover hende og gjorde hende ganske kraftesløs, saa hun bare sank ned i Græsset, og borede sit Ansigt ned i Jorden.

Lieutenant Villum løftede hende blidt op til sig — han forstod det ikke — aa, han vilde bare kysse hendes Taarer bort — —

„Nei nei, Villum! Gjør det ikke! Ak, det er saa sørgeligt, saa sørgeligt! Nu maa Du være ganske stille, saa skal jeg sige Dig, hvad det er, som er saa sørgeligt — Ser Du Villum — jeg er ikke fri mere. Jeg er bunden til en anden Mand. Han har mit Ord, — han har havt det længe. — Ak, jeg skulde ikke have truffet Dig — aldrig skulde jeg have legt den dristige Leg med Dig! — Men ak, nu staar jeg her, og ved ikke min arme Raad! For jeg elsker Dig, Villum, endskjønt jeg tilhører en anden. — Jeg tilhører en anden, og aldrig, aldrig kan jeg blive Din.“

Hendes Fortvivlelse var saa voldsom, at det ikke kunde nytte, alt hvad Lieutenant Villum sagde for at trøste hende. Hun hulkede hele Tiden med Hovedet gjemt ind ved hans Skulder; og naar han strøg hendes Haar, og sagde at imorgen vilde han gaa til Obersten og fortælle ham det hele, saa skulde hun nok se, det skulde blive godt, — da bare rysted hun paa Hovedet og græd heftigere end før.

„Men Du kan da ikke mene, Emerentze, at Din egen Far vil jage Dig ind i et Ægteskab, som er Dig utaaleligt; han kan dog ikke ville, at hele Dit Liv skal ødelægges paa Grund af et Løfte, givet i Ubesindighed af et Barn,“ — men Emerentze sagde bare træt: „Ak, Du ved intet! Nei, nei, Du! Lad os bare intet haabe. — Alt maa gaa sin Gang; og intet kan gjøres om derved. Men husk, hvad jeg har sagt Dig og glem det aldrig! Du er den eneste! Du er den eneste! Jeg elsker Dig, Lieutenant Villum v. Westerhuus.“

Da Lieutenanten vilde svare, holdt hun Haanden for hans Mund. — „Nei, nei! Tal ikke mere om dette! Slig har nu engang Skjæbnen bestemt det for os to; det staar skrevet i Stjernerne; — ingen kan forandre det. Og om dette skal være sidste Gang jeg ser Dig, saa skal Du altid vide, at jeg er glad over, at jeg fik sagt Dig, hvor jeg elsker Dig. Jeg er glad over at Du ved, at mit Hjerte til min sidste Stund vil være Dit — hører Du —! Kys mig, Villum, min elskede!“

Og medens Taarerne strømmede ud af begge hendes Øine, kastede hun sig ind i hans Arme — hendes Mund søgte begjærlig hans — hun forsvandt inde hos ham — og hun svimlede atter hen i et Dyb af vild Fryd og uendelig Sorg.

Med et rev hun sig løs; hun stirrede sig forvildet om; hendes Mund stod og blussede i hendes ligblege, forgræmmede Ansigt. „Min Hest —,“ hviskede hun. — „Lad mig komme bort. — Lad mig komme bort!“

Yr og hed rev Villum hende til sigigjen; — da Skreg hun.

„Nei! Du maa ikke! Lad mig komme bort.“

Hun sprang hen til Hesten, som hele Tiden havde staaet fredeligt og spist Græs lige ved. — —

Men Villum holdt hende tilbage. — „Du maa ikke gaa fra mig, Emerentze. — Ikke endnu“ — hviskede han.

Da skreg hun igjen: „Slip mig!“

Og hendes forvildede Øine llagrede mod hans: — „Jeg er bange for Dig, Villum! Jeg er bange for mig selv og for Dig. Lad mig komme bort.“

Hun snakkede hæst som i Dødsens Angst, og da hun sad i Sadlen, sprængte hun nedover Veien; det var som om hendes Skræk smittede Hesten; — det spinkle ædle Dyr stormede afsted med spilede Næsebor og vilde Øine, — den var forfulgt, — den hørte Forfølgere hele Tiden tæt bag sig. —

— — —

Og rundt om stod den unge lyse Skov — festlig og frodig og blussende i den gyldne Junikvæld. —