Krøniken om Hr. Villum/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Slig Vaar som iaar kunde ingen huske Mage til. Selv gamle hvidskjæggede Patriarker, som ellers altid havde paa rede Haand, hvor meget mærkeligere og bedre alting havde været „i gammel Tid“ — selv de maatte give sig over og slaa sine magre Hænder sammen og bedyre at detteikke kunde gaa rigtig for sig. Nei, dette at Skauen stod gren i April og Frugttrærne blomstrede ved Korsmess, — det var en Ufattelighed som ikkun maatte betyde Forstyrrelse udi Verdensordningen og bære Varsel om Krig og Pestilense.

— Og da Pinseaften kom, sank der en underlig lys Røg over Jorden, da Solen gik ned. Den gled blank over Pløiemarker og langs Bækkeløbene, og indimellem de nysprungne Trær hang den som fine og festlige Dun.

Og hvor alt var besynderlig helgedagsstilt. Fuglene, som ellers jublede om Vaaren til sent paa Nat, tiede ganske stille, og om det saa var Bækkesilret, saa syntes det at dæmpes af denne Vaarkvældens varme Lysdis. —

Bonden Truls Olsen Dugene stod i Døren til sit lave rødmalte Hus og undrede sig over Veiret; — thi det stred mod alle de vanlige Aspekter og Mærker. Nu havde Truls saa sikkerlig ventet Regn til Pinstid; han havde Grund dertil; thi baade havde Katten spist Græs i to Aftener og Hakkespætten havde holdt et svare Spektakel om Morningerne, saa han havde turdet vove en Ort paa, at der skulde vanke vaad Pinse. Og da han desforuden havde faaet Værk i sin vonde Taa, kan man ikke sige noget om, at Truls undrede sig svare over denne Godveirsdis, som med et bredte sine sølverne Slør over den svarte Pløiemark og Smaaskauen i Oreholtet. Han maatte ind til sin Kvinde, som stod og stampede Grad til Helgen og berette om denne besynderlige Røig; og Kvinden maatte ud i Døren for at gløtte paa Veiret; — men hun havde ikke Stunder til at staa der længe, hun maatte ind til Grøden, saa Truls satte sig paa Stenpallen udenfor Døren, det var saa varmt at det var herlig meget, endda han bare var i Skjorteærmene.

— Der kom en Mand skridtende langs Oreholtet, en fremmed Kar, saavidt han kunde skimte. Og det var rare Ting, at der kom fremmede Folk til Dugene, som laa fjernt fra Kongeveien. Og det til og med saapas sent at Kvælden stundede til, det maatte sagtens være Fanter og Skøiere, som rækede i Skauen paa denne Tid.

Truls reiste sig. Han kom i Tanker om, at der hverken var sat Skodder eller Laas for Fjøs og Stabbur; det trængtes sjelden til den Slags paa Dugene. Han var allerede paa Vei hen til Stabburet, da han stansede, for nei! han dér var saavist ingen Fant. Det var en Storkar; han havde blanke Knapper og morsk Hat. Og høie Støvler og Børse paa Ryggen.

Nei, dette var saavist ingen Fant. Han var en hel Offisjer, var han; men hvorfor i Jessu Navn kom der Offisjerer paa en hellig Pinseaften — —

Den Fremmede gik lige mod Truls; — det var en svær kraftig Kar. Høi var han, saa Truls rak ham ikke stort længere end til under Armene; sjelden skulde en set sligt —

Men saa snakkede han til Truls, og han var rigtig gemenslig i sin Prat. Han bad om en Skaal Vand, og mens han ventede til Truls havde bragt ham dette fra Brønden, satte han sig ned paa Dørsvillen og lagde Chakoen af sig og plystrede rigtig vel fornøiet.

Og da han havde drukket, spurgte han Truls efter Veien opover til Dyreskar; han vilde friste Rugden der ikvæld før det blev forsent. Om der ikke var en Benvei over Heien ind til Byen; — han havde gaaet der etpar Gange ved Dagslys, men var ikke rigtig viss paa, om han ikke kom til at tulle sig væk nu, naar det var skomt i Skauen.

Jo, Truls gav Besked saa godt han formaaede, og dermed gik Fremmedkaren raskt sin Vei. Han flidde Truls to Skilling; men sagde ikke, hvem han var og hvor han kom fra, som Godtfolk paa Landet bruger — Aa nei — Storfolk pleier vel ikke sligt, tænkte Truls og gav sig til at gruble paa, om han skulde nævne noget om Toskillingen til sin Kvinde eller fordølge den, saa det kunde blive Udvei til en Pægl næste Gang han kom til Gastgivergaarden nede ved Havnen.

Tilslut blev han enig med sig selv om at fordølge Toskillingen ialfald foreløbig. Han lagde den saa snildt i et Hul under Stenhellen, hvor der boede en Siris, som senere paa Sommeren pleiede at synge til langt paa Nat. Da Truls havde gjemt Toskillingen hos Sirissen og puttet en liden Sten foran Aabningen, kom Kvinden med to Tallerkener rygende varm Grød. Og i Grøden var der et stort venligt Smørøie, og Kvinden havde spenderet en Spilkum nysilet Melk i Anledning Helgen. Saa Truls, der igrunden var en ærlig Sjæl, fik lidt ondt i Samvittigheden, naar han tænkte paa den fordulgte Toskilling.

Uden at ytre noget Ord satte de sig begge paa Dørsvillen og spiste Helgedagsgrøden, og da den svære Portion var sat tillivs, slikkede Truls baade Skeen og Tallerkenen omhyggelig, forat intet af den velsignede Mad skulde gaa tilspilde. Saa jæspede han høit og mæt og tænkte paa at gaa tilhvile.

Men idetsamme hørte han Tramp af en Hest som kom galopperende henad den bløde Græstorv.

Hys — sagde Truls. Trampet kom farende nærmere — hvad kunde det være —? Kunde det være nogen af Gamperne fra Storbygden, som havde slidt sig løs og nu rendte lybsk baade over Pløieland og Havn, saa fik han saavist et svare Mas med at fange den ind igjen.

Men i samme Nu jog der forbi et Syn saa forunderligt, at begge to skreg op af Skræk og Forundring.

Thi paa en stor deilig Hest sad der en høi Kvindeskikke1se, og i Galop sprængte hun afsted saa det hvide Slør stod i et stramt Flaggr efter hendes Hat.

„Herren bevare os,“ hvisked Truls og slog i Hemmelighed et Kors for sig. Konen klamrede sig til ham, hun havde mistet Maalet af Skræk.

„Det er den flyende Frua,“ hviskede Truls igjen. „Se og lad os komme ind.“

Og ind i Hytten styrtede de begge; de løb fra Tallerkener, Skeer og Kopper, de bare laaste Døren og satte Stokken for og gjemte sig inde i Soverummet. Og Truls læste Fadervor høit tre Gange og endda det, han huskede af Troesartikleme.

De sad i det mørke Rum i over en Time uden at turde røre sig — for de ventede begge, at Frua skulde komme igjen.

Men hun kom ikke. Natten var saa stille, saa stille. Aa, det var som den laa og lyttede efter noget forskrækkeligt. Selv Væggesmeden i Krogen tiede stille inat. Aa, hvad kunde det være — hvad kunde det være —

Endelig krøb de to forskræmte Mennesker tilsengs; de trykkede sig tæt ind til hinanden, — hørte Du ikke noget? Hys — Hørte Du?

Men nei, de hørte ingenting —

Tilslut vovede Truls sig til at fortælle om det, han før saa skammelig havde fordulgt: om Offisjeren og Toskillingen, som han havde gjemt hos Sirissen — Aa-ja! det var jo ingen Tvivl mere om det; — det havde været Skrømt og Ugudelighed, som havde været paafærde i hele Kvæld — Gud hjælpe os arme Mennesker! Det havde været den flyende Frua, som gamle Folk talte om. Hun havde ridd her tit og ofte i ældre Tid, og altid kom der Ulykke efter, naar hun havde været ude.

Men Offisjeren havde de ingenting hørt om; det maatte være et nyt Slags Skrømt. Og nu husked pludselig Truls, at han ikke havde seet godslig ud; foruden det at han havde været dobbelt saa lang som et almindeligt Mennesk, saa havde han havt svarte brænnandes Auer og et rødt Haagg tværsover Panden —

— Da Solen endelig kom, listede Truls sig forsigtig hen til Døren, tog Slaaen fra og kiggede ud.

Alt var saa fredeligt og stille; Solskinnet dirrede henover Duggen i Græsset, en Fugl sang.

Men paa Trappen laa Tallerkenerne og Skeerne og Kopperne hultertilbulter — ligesom skrækslagne. Truls samlede dem sammen og gav dem til Konen, som stod forskræmt bag ham.

Derefter gik han ud og tog Stenen fra Sirissens Hul. Han stak Fingrene ind og trak Toskillingen frem. Han holdt den forsigtig mellem Fingertutterne; — jo, den saa da ud som en ganske almindelig Toskilling. Se her, sagde han til Kvinden, men, nei, nei! Hun skreg og flygtede ind i Stuen med Tallerkenerne.

Truls fandt frem et løst Blad af en gammel Postille, som laa blandt noget Skrammel under Trappen i Forstuen. Han tullede Toskillingen ind i det hellige Blad og begav sig ud paa Vandring — kun iført Jakke og Underbuxer. Han fulgte Stien helt ud til Dammen, fandt paa Veien en hankeløs Kop. Lagde den indtullede Toskilling i Koppen og fyldte Jord og Smaasten ovenpaa.

Da han kom til Vaskestenen ved Dammen, spyttede han tre Gange i Koppen; sagde tvi! hver Gang. Saa slyngede han Koppen saa langt ud som han kunde.

„I Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn,“ sagde Truls og trak et dybt Suk.