Kort Avhandling om den Danske Skriverigtighed til nøyere Overveyelse

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk


Parva libellum fuſtine patientia,
Severitatem frontis dum placo tuæ.

Enhver kan lettelig ſlutte, at Skrive-Kunsten har, ſom de flæſte Videnſkaber, i ſin Begyndelſe været meget ufuldkommen, da man juſt ikke paa engang kunde udfinde alle, net op de beqvemmeſte Bogſtaver; men til de faa i Begyndelſen er ſiden lagt flere. Nødvendigheden lærede da i Begyndelſen, at man maatte tage en, eller og to tilſammen, af de Bogſtaver, man havde, for at ſætte i den manglendes Stad. Denne Urigtighed, da den ved Vanen ligeſom var bleven autoriſeret, kunde ſiden ey ſaa let igjen afſkaffes, men har indſneget ſig, ſkjønt paa ulige Maade, neſten i alle Sprog; da man, deels for at efterfølge de ældre Slægter, deels og formedelſt Nationernes forſkjellige Udtale, ja vel og fordi man ſyntes, at derudi var en Slags Ziirlighed; enten har beholdet viſſe ufornødne Bogſtaver (ſom hos os c, q, x, z), eller ſættet flere ſammen, hvor en kunde være nok, eller og ſættet en Bogſtav i Stæden for en anden; ſom man vel kan see af det Engelſke, Franſke og mange flere Sprog. Enhver maae dog vel tilſtaae, at ſaadant i ſig ſelv er en ſtor Urigtighed, ſom medfører en Hoben Vanſkelighed, og derfor engang burde reformeres og forandres, om ikke alt paa en Gang, ſaa dog Tid efter anden. Thi da Skrift vel ikke anderledes er at anſee, end ſom ſtiltiende Tale, og Bogſtaver de Leed, hvoraf ſamme er hæftet ſammen; ſaa følger deraf ligefrem denne Slutning, at Skriften ſaa vidt muelig bør ſtæmme overeens med Talen, og at man bør beſtæmme ſine Ord paa Papiret, net op med de Bogſtaver ſom tydeligst i Udtalen høres. Vort Danſke Sprog, naar det tales rigtig (thi en urigtig Tale, eller efter en og anden Dialect, kan ey beſtæmme noget) er i Udtalen ſimpel og ligefren, og behøver ingen Aſpiration af h, i og andre Bogſtaver, eller at man ſkal tvinge ſammen 2 à 3 Bogſtaver, for at udtrykke en beſynderlig og ſammenløbende Lyd, ſom vel ſkeer i viſſe andre Sprog; og derfor lettelig kan forandres til en ſimpel og tydelig Skrivemaade, i Fald ellers ikke Vanen, ſom ofte misbruger ſit Herredømme, ſom og tildeels (hos nogle) Overilelſe, Ukyndighed, og den ſkadelige Fordom, at man veed det rigtigſte; maaſkee vilde ſætte ſig derimod, og udraabe den liden Forandring, ſom derved maatte ſkee, for noget ſælſomt og urimeligt.

Jeg veed vel, at naar en Forbedring eller Forandring ſkal beſtaae deri, at man afſkaffer en gammel Feyl, for igjen at indføre en anden af en nyere Mode; ſaa gjør den klogeſt, ſom bliver ved det gamle, naar Middelveyen ey kan tages. Men en langt anden Sag er det, naar noget kan gjøres let, naturligt og fatteligt, ſaadan Forandring bør vel hos kloge Folk finde Stæd. Nu iblandt dette er det en Sag af en ey ſaa ringe Vigtighed, at man indretter Skrivemaaden ſaa let, naturlig og ligefrem, ſkee kan efter Udtalen. Det er dog vel ingen virkelig Zirat i et Sprog, at man gjør det forvirret og vanſkeligt, ſom kunde være tydeligt og let? Naar Sproget ſkrives ligefrem, da kan Børn (hvor mange fattige og ordinære Folk, ſaa vel Voxne ſom Børn, kan ey ret læſe i Bog?) ſaa meget lettere og ſnarere lære at bogſtavere, læſe og ſkrive rigtig, Fremmede haſtigere forſtaae Sproget, og uſtuderede Folk ey ſaa meget tage Feyl i Skrivningen; da de endog i de Ord, ſom ſkrives ligefrem, ofteſt fⱥrſeer ſig, allene fordi de veed, at det eller hint Ord ſkrives anderledes, end det udtales; da de f. Ex. gjør ſaadan Slutning: det Ord Skielm, strives med k, i og, e; altſaa bør man og ſkrive, Skiel (i St. f. Sjæl) efterdi Udtalen er aldeles liig.

Mange mener, formedelſt Vanen, at de ſkriver ſaa ligefrem, ſtee kan, og at de derimod taler ligte efter Skriften; men (iblandt andre) nys anførte Ord, Skielm, ſom det almindelg ſkrives, viſer, at de kan tage Feyl. Thi 1) høres k ikke, uden man tvinger ſig til at udtale den. 2) Bør i ikke ſkrives uden hvor reen i høres, ſom ey ſkeer i dette Ord, thi ſaa blev det to Stavelſer; men her bør ſtaae j. 3) Høres tydelig i dette Ord æ, men ey e; altſaa bør man ſkrive, Sjælm. Jeg troer ikke, nogen med Sandhed kan ſige, at det er urigtigt.

Jeg har vel hørt dem, ſom har ſagt: at man i Udtalen kan høre: f. Ex. g i giøre, h i hvad, k i Skielm; men hvorvidt ſaadant er ſandt, overlades til enhvers upartiſke og betænkſomme Dom.

Men for nu nærmere at viſe en ſimpel, og med Udtalen overeenſtæmmende Skrivemaade, maae jeg igjennemgaae, eller viſe:

  1. De fornødne Bogſtaver, ſom udfordres til at ſkrive Sproget ret, efter den rigtige Udtale.
  2. De fornødne Regler, ſom bør viſe diſſe Bogſtavers rette Brug, og hæme deres Misbrug.
  1. De fornødne Bogſtaver mangler vi vel ey i vort Sprog, untagen en, i vis Stæd vi bruger to, nemlig Aa, aa, hvilken bør kun være en Bogſtav, ſaavel i Skrivten, ſom i Udtalen, og bør have ſit eget rigtige Navn. Bogſtaverne, veed man, er enten 1. Vocaler, ſom uden Hjelp af en anden Bogſtav udſiges, og har ſit Navn i ſig ſelv, eller 2. Consonanter, ſom maae tage en Vocal til Hjelp, om de ſkal udſiges.
    1. Vocalerne bør være 9. nemlig: a, aa, æ, e, i, o, ø, u, y.
    2. Mærk:
      1. Nogle mene vel (fornemmelig Tydſke) at der er kun 6 egentlige Vocaler: a, e, i, o, u, y; dærimod anſeer, aa, æ, ø, ſom Diphtonger, eller dobbelt lydende Vocaler, ſom dog er urigtigt; thi aa, æ, ø, kan ſnart være lange, ſnart korte, ligeſaa vel ſom de øvrige; derfor maae ingen tænke: at aa er det ſamme, ſom to sammentrækkede aer, æ det ſamme ſom a og e, ø det ſamme ſom o og e; men de ere ſimple, rene Vocaler, ſom man af deres enkelte Lyd, naar de med Conſonanterne ſammenſættes, vel kan høre.
      2. Alle Vocaler, efterdi de ere ſelvlydende bør kun have et enkelt Navn, ſom juſt net op bør være det, ſom de lyder, naar de med en Conſonant ſammenſættes. Altſaa er det ikke rigtigt, at kalde nogen Vocal a-a, eller a-e; thi det er et dobbelt og ikke et enkelt Navn. Deres Navne give de ſelv tilkjende, ſom man let kan høre i de Ord: Saa, Knæ. Heraf følger nu
      3. At aa ey bør ſkrives med dobbelt a, da det er kun et enkelt Bogſtav, og den bør have ſin egen enkelte Figur, at den tydelig kan ſtilles fra alle de øvrige Bogſtaver, og ey have noget Vedhæng af a, e &c. Jeg antager her, til at betegne denne Vocal, en af de to Aer, og behandler den i Skriven og Tryk, ligeſⱥm man giør mæd O, o, naar den ſkal betegne Ø, ø; det er man ſlaaer Stræg over, ſaaledes: Ⱥ, ⱥ; ſom herefter beſtandig bruges i St. f. Aa, aa. Og bør denne Vocal udſiges kun med et Ⱥndedræt; ligeſom og æ, da Børn bør lære dem ſⱥledes; thi nⱥr Bogſtaven nævnes rigtig, ſⱥ falder og Stavelſen let og ret; men ellers, nⱥr æ ſkal kaldes a-e, ſⱥ mⱥ og det Ord, Knæ naturligviis udſiges Kna-e.
    3. Conſonanterne bør i vort Sprog i det høyeſte kun være 17, nemlig: b, d, f, g, h, j, k, l, m, n, p, q, r, ſ, t, v, x.
      Mærk:
      1. C og Z bør ey ſkrives i noget Danſk Ord, ey heller i noget fremmet, nⱥr det bruges ſom Danſk, ikke heller i noget Skrift, ſom ſkal være til læg Mands Brug; men i den Stæd, S og K: ſ. Sitron, Sirat, Kaffe, Kapitel &c.
      2. Q og X kan vel for ſⱥvidt beholdes, da de ey medfører ſⱥ megen Vanſkelighed, efterdi q aldrig ſtrives uden for v, i St. f. k, og x er det ſamme ſom ks; dog ſynes mig, at de og med Tiden bør afſkaffes; thi ſom man æy bør unvære nogen fornøden, ſⱥ bør man ey heller have nogen ufornøden, Bogſtav til almindelig Brug.
      3. Nⱥr man nøye vil anſee det, da burde alle Konſonanter have et overeensſtæmmende Navn, da det vilde blive lettere at lære at ſtave, og kaldes f. Ex. be, de, fe, ge, he, je, ke, le, me, ne, pe, re, ſe, te, ve. Sⱥ burde og alle ni Vokalerne ſættes førſt i Alphabetet, da mange ey veed at gjøre Forſkjel imellem Konſonanter og Vokaler. Man burde og i Trykken have Nogen Forſkjel pⱥ den ſtore Jod og den ſtore I.
  2. De fornødne Regler ere følgende:
    1. I Almindelighed bør man ſkrive Ordene med de Bogſtaver, ſom nærmeſt paſſer til den Mⱥde at tale pⱥ, ſom er brugeligſt, og forſtⱥes af alle Danſke og Norſke i Almindelighed. De almindelige Ord, ſom man da ſkal betjene ſig af, er de, ſom for det meſte høres va Prædikkeſtolen, eller i andre offentlige Taler, eller af fornemme og ſtuderede Folk, nⱥr de taler med Beſkjedentlighed. Og dette er Hoved-Regelen, hvoraf de øvrige hænger.
      Mærk:
      1. Hvor mange forſkiellige Dialekter der end er i et Sprog, ſⱥ er der dog en almindelig Mⱥde at tale pⱥ, ſom forſtⱥes af alle i det ſamme land, hvilken mⱥ antages for den rigtigſte i Talen og Skriven: f. Ex. Præſterne til Fjelds i Norge, de i Jylland og de i Kjøbenhavn, bruge de ſamme Ord at prædikke med, og forſtⱥes ligevel på de Stæder, ihvor forſkjellig end deres Dialekter er. Derfor
      2. Enhver, ſom taler offentlig, bør da fornemmelig bruge de almindelige rigtige Ord, og ey i ſine offentlige Taler indføre ſⱥdanne Ord, ſom allene henhører til en vis Dialekt, eller han ſelv har vænnet ſig til: det var f. Ex. ey rigtig at ſige: Bⱥgen, Rije, Nøyel, Føder, hⱥns &c. i St. f. Bogen, Rige, Nøgel, Fødder, hans. Dog om en brav og retſkaffen Mand ſkulle have vænnet ſig til et eller andet ſⱥdant Ord, da var det meget uforſtandig at dadle ham derfor; men ingen burde dog efterabe ham deri.
    2. Fremmede Ord, fornemmelig Nomina Propria af Menneſker, nⱥr de anføres ſom fremmede, kan i lærde Skrifter vel ſkrives med Latinſke Bogſtaver: ſ. Cicero, Xerxes &c. men i ſⱥdanne Bøger, ſom er til almindelig Mands Brug: ſ. Bibler, Katekiſmer &c. bør altid bruges Danſke Bogſtaver og Danſk Skrivemⱥde: ſ. Matens, Filipus, Jeruſalem, Katekismus &c. derimod bør ommældte Nomina Propria, enten de er verdslige eller bibelſke Navne, ikke (efter den Franſke og Tydſke Mⱥde) i deres Endelſer, i Udtalen, forandres; thi det er ey rigtig: See D. C. F. Hempels Hochteutſche Sprachlehre: Pag. 205. &c. §. 222. Thi, om man vil kalde f. Ex. Mateus-Mat, Paulus-Pⱥl, Jeremias-Jerm &c. ſⱥ kan man med Sandhed ſige: De Menneſker har aldrig hⱥft ſⱥdant Navn. Men hvad gammel Brug har ligeſom faſtſat, kan vel ikke ſⱥ let forandres.
    3. Ord, ſom enten er virkelig Danſke, eller antagen af fremmede Sprog, og bruges ſom Danſke, bør ſkrives efter den Danſke Udtale, og man bør ey agte om det Sprogs Skrivemⱥde, hvorfra de nedſtammer; thi læg Mand forſtⱥer jo ikke Greſk, Latin, Franſk, Tydſk &c. Og ligeſⱥvel ſom man kan ſkrive efter Udtalen, Tyrk, ſkiønt Ordet heder i Latinen Turca; ligeſⱥ vel kan man (nⱥr man vil bruge fremmede Ord) ſkrive: f. Ex. Humør, Portoſjæſe, Kontribuſjon, Stelaſje, Sjaluſi &c.
      Mærk:
        I ſⱥdanne Bøger, Breve &c. ſom egentlig ſkrives for dem, der ſkal lære, eller forſtⱥer, Latin, Frank &c. er derfor ey ſagt, at man jo kan bruge det Sprogs Ortografi, ſom det eller hint Ord nedſtammer fra. Og i de Bøger ſom handler om Sprogs eller Videnſkabers Kundſkab, er det temmelig fornøden at ſkrive viſſe Ord med Latinſke Bogſtaver og efter Latinſk &c. Skrivemⱥde.
    4. Man bør bruge de Vokaler og Konſonanter, ſom beſt kan betegne den Lyd, ſom i Udtalen høres; og altſⱥ bør man ey bruge en Bogſtav i Stæden fⱥr en anden, men lade enhver Bogſtav giøre den Forretning, ſom den tilkommer: f. Ex. man bør ey ſkrive, giemme, men jæmme; thi ſⱥ lyder Udtalen. Altſⱥ
    5. Ⱥ (aa) bør bruges (og ikke o) alletæds, hvor ⱥ (aa) høres tydelig i Udtalen: f. Ex. Ⱥvn, ⱥm, Ⱥmſvøb, ſⱥm, Sⱥmmer, Sⱥrg &c. thi nⱥr en Bogſtav ſkal betyde en anden, ſⱥ kan jeg ligeſⱥ vel tage den anden, ſⱥm den betyder, ſⱥ er det tydelig hvorledes den ſkal udſiges. Men hvor o er tviilſⱥm, ſⱥm i den Latinſke Endelſe or, der er ingen ret Ⱥrſag til at forandre den: ſ. Rektor, Profeſſor, Profeſſorens &c.
    6. Æ bør strives allevægne, hvor den tydelig kan høres: f. Æx. Ælſke, æfter, ær, dær, hær, Tært, Lære, Modæl, Tabæl &c. Mæn hvor dæn ær tviilſⱥm, ⱥk man ikke tydelig kan høre æ, ſⱥm fⱥrnæmmelig ſkeer i viſſe korte, Ændelſer, i Plurali &c. ær hæller ikke nogen ræt Ⱥrſag at forandre e: for Æx. Fabel, Fabelen: Handſke, Handſker: Høre, Hører, hørendes &c. thi f. Æx. i Fabel, Handſker &c. ær ikke tydelig æ; desuden hjælper Derivaſjonen til at høre e. Mæn f. Æx. i Subſt. Meen (Lyde) og Conjunctio, mæn, kan man væl lydelig høre Forſkjællen. I de Ord: dæn, dæt, dæm, rænſe &c. ær hæller ikke æ tviilſⱥm; dærimod i ſⱥdanne Ord: ſ. evig, ve, vemodig, Greve &c. bør man ikke, ſⱥm nogle gjør, strive æ, da e høres tydelig nⱥk.
    7. I, i, bør ſkrives, nⱥr i høres i Udtalen: ſ. Sige, liderlig, ind &c. mæn ællers j: fⱥr en Vokal: ſ. Kjæp, ja, &c. ikke: Kiep, ia &c. it. æfter en Konſonant; ſ. Ⱥlje, Færje, Talj &c. dog ſee 17. Regel. Mæn æfter en Vokal bør bruges y, thi det bliver da en Diftⱥng, ſⱥm ikke kan gjøres mæd j: f. Æx. Æy, jæy, hæy, ſæy, fæy; enhver kan læt dømme, hvor vidt dæt paſſer mæd Udtalen at ſkrive: ieg, hei, ſeig, feig &c.
    8. De Bogſtaver, ſⱥm bruges i Ordets Roed æller Stamme, bør ⱥk fræmdeles bruges, ſⱥ længe dæt æy ſtøder mod Udtalen: ſ. Sagt, ſteegt &c. af ſige, ſtege: thi ⱥfte kan af Udtalen æy ſⱥ nøye høres, ⱥm i en Stavelſe ær b æl: p, d æl: t, f. æl: v, g. æl: k: f. Æx. sagt, kunde væl ⱥk æfter Udtalen ſkrives mæd k: mæn nu kⱥmmer dæt av ſige, ⱥk bør dærfⱥr ſkrives med g. Mæn hører man i Udtalen en virkelig Fⱥrſkiæl, da bør man ⱥk rætte ſig deræfter, ⱥk æy ſⱥ nøye agte Derivaſjonen: f. Æ. Svække mⱥe ſkrives mæd k, ſkjønt dæt kⱥmmer av ſvag: væye mæd y, ſkjønt av Vægt: haft mæd f, ſkjønt av have: ⱥ. ſ. v. Dæt ær desuden en gammel Regel: Litteræ unius organi facile inter ſe alteenant. ɔ: Bogſtaver av ſamme Ⱥndelav fⱥrvæxles lættelig mæd hinanden. I de Ord, ſⱥm man ikke æfter Udtalen æller Derivaſjonen ſⱥ væl kan bedømme, bør man rætte ſig æfter Brugen: ſ. Pagt, Magt &c. dog ⱥm uſtuderede Fⱥlk av Uvidenhed kⱥm til at ſkrive, Pakt, Makt &c. mⱥtte dæt anſees llgegyldig.
    9. De Bogſtaver, ſⱥn ikke ved Conjugation, Derivation &c. kan kⱥmme til at høres, bør ganſke udelades: f. Æx. Sanſe, unflye &c. thi hvo udſiger væl d i Sands, æller i dæn Partikel und? Sⱥ bør man ⱥk skrive, jænnem, ijæn &c. thi hvorledes vilde dæt væl lyde, ⱥm man udtalede g i giennem, giøre &c.? Fⱥrnæmmelig misbruges i vⱥrt Sprⱥg: g, h, k: f. Æx. Hvad, thi, giemme, gielde, Skiers, Skjold &c. Vad Ulæylighed kunde dæt væl føre mæd ſig, ⱥm man lige æfter Udtalen ſkriver: Vad, ti, jæmme, jælde, Sjærs, Sjⱥld &c.? Vorfor ſkulde dæt væl være vanſkeligere, at ſkrive rigtig ligefræm æfter Udtalen, ænd læt at ſkrive urigtig imod Udtalen?
      Mærk:
      1. Man vil væl ſige: I nogle Ord bør man iagttage Stamme-Ordet (vorⱥm i den 8. Regel,) ⱥk altſⱥ behⱥlde ⱥmmældte Bogſtaver: f. Æx. Beſjæmme burde ſkrives mæd k, æfterdi dæt kⱥmmer av Skam. Mæn kan man uden ſⱥdan Skrupel fⱥrandre a til æ, aa (ⱥ) til i, o til ø, v til y; ja ⱥfte bortkaſte ⱥk ijæn indſtikke ulige Bogſtaver: f. Æx. Arm, Erme, Bⱥnd, binde, Foed, Fødder, Plov, pløye, ſlⱥe, Slæt, Løgn, lyve, sort, Sværte &c., ſⱥ kan man mæd ſamme rigtige Grund bortkaſte æller fⱥrandre g, h, k, ligeſⱥm man jør dæt i Udtalen.
      2. Mange anſee ſⱥm en fⱥrnøden Regel: Man bør ſkrive viſſe Ord mæd fⱥrſjællige Bogſtaver, æfterdi de har en fⱥrſjællig Bemærkelſe. Mæn har de Ord ikke dæn ſamme fⱥrſjællige Bemærkelſe i Talen? Kan man nu i dæn haſtige Tale fⱥrſtⱥe ſⱥdanne ligelydende Ord av Meningen, ſⱥ kan man langt bædre fⱥrſtⱥe dæm i Skrift, vor man bⱥde kan læſe ⱥm ijæn, ⱥk betænke ſig. Skulde ⱥmmældte tages i Agt, da mⱥtte ſⱥre mange Ord ſkrives mæd farſjællige Bogſtaver: ja nogle mⱥtte ſkrises pⱥ 5 à 6 adſjillige Mⱥder: f. Æx. dæt Ord, Rede, betyder 1. et Fugle-Rede. 2. berede, lave til: ſ. at rede Sængen, rede Maden til &c. 3. færdig: ſ. han er alt rede. 4. Rigtighed, Fⱥrklaring: ſ. han jør god Rede fⱥr ſig. 5. rædde: ſ. vordan ſkal jæy rede mig hærfra? 6. behandle: at rede en ilde til &c. Roe betyder: 1. Vile, Fred. 2. Krog, Hylde. 3. Skⱥrpe pⱥ Sⱥr. 4. Roed, Næpe. 5. at bruge Ⱥrer i en Bⱥd &c. Ⱥk mange fiere ſⱥdanne Ord.
    10. Nogle Ord bør ſkrives ⱥk udtales fⱥrſjellig: f. Æx. Vie (indvie) Vidie (et Træ). Spil (Leeg &c.) Spild (Affald, Avner) Spel (pⱥ et Sjib). Fôr (til Klæder) Foder (til Qveg) &c., dog kan ikke altid dæn nøyeſte Agtſⱥmhed udfordres.
    11. De Konſonanter, ſⱥm uden Affæktaſjon ⱥk Vanſkelighed kan udtales, ⱥk kan give en Mandighed i Udtalen, bør æy fⱥrkaſtes: f. Æx. Sølv, Sølvet (ikke Søl, Søllet). Mand, Manden. Ild Ilden &c. ti en kjælen Udtale ær æy ſmuk.
    12. Nⱥr en Bogſtav i Udtalen ær tviilſⱥm, da kan gemenlig læres av Genetivo &c. av Plurali, av Verbo, ved at gⱥ tilbage til Stamme-Ordet, it. ved at ſammenſætte mæd andre Ord, vorledes et Ord bør ſkrives: f. Æx. Mand mæd d, ti Genit. Mandens. hand uden d, ti Dat. hannem. Skrab (ikke Skrap) ti Infin. ſkrabe, væl (gⱥt) ikke væld, ti vælanſtændig. Væld (Kilde) ikke Væl, ti dæt heder, at vælde ud.
      Mærk:
        Dæn i Danſk Ændelſe ⱥfte fⱥrekⱥmmende d bør i mange Ord, da dæn æy udſiges, ganſke udelades: ſ. Dans, hsøt, unvære, Tyſk &c. i St. f. Dands, hørdt, undvære, Tydſk &c. I nogle Ord kan dæn d æfter Udtalen unværes, mæn æfter Derivaſjonen behⱥldes: ſ. ont, gⱥt, ſant æller ondt, gⱥdt, ſandt. Det førſte ſynes mig rigtigſt; dog bør man ſkrive: Ondſkab, Godhed, Sandhid &c. ſⱥſnart d noget høres.
    13. To Kⱥnſonanter av et Slags bør æy ſkrives ſammen, uden de bægge høres: f. Æx. Skriv ⱥk læs: al, Hærſkab, fⱥrſukre &c. mæn: alle, Hærre, Sukker. Ligeledes, nⱥr en Ændelſe tillægges, ſⱥm begynder av ſamme Bogſtav, ſⱥm dæt fⱥregⱥende Ord ændes med: f. Æx. Mund ⱥk Daſk, ſkriv, Mundaſk. Mand ⱥk dⱥm, ſkriv Mandam; mæn høres tvende, mⱥe de ⱥk ſkrives: ſ. iagttage, ſparsⱥmmelig &c. ti hær høres dⱥbbelt t ⱥk m.
    14. Nⱥr man i Danſken vil tilkjændegive, at en Vokal ær lang, bruger man ſnart to Vokaler av et Slags: ſ. Meel, viis &e. ſnart ſætter man e til: ſ. Hoer, Foed, Bye &c. nu ijæn kun en Vokal: ſ. Bog, Lyd, ud. Vad fⱥrⱥrſager dæt andet ænd Vanſkelighed? Da man av Meningen kan fⱥrſtⱥe de Ord, ſⱥm ſkrives kun mæd en Vokal, ſⱥ kan man, jo ⱥk fⱥrſtⱥe de øvrige; ⱥk dærfⱥr bør kun ſkrives en Vokal: ſ. Mel, vis, Hor, Fod, By &c.
      Mærk:
        Dæt var bæl ikke utjænlig, at man (fⱥrnæmmelig fⱥr Børn ⱥk Fræmmedes Sjyld) havde et Tægn, vorved man kunde sjille en lang Vokal fra en kⱥrt, vor dæt ſyntes nødvændig: vilket kunde allene beſtⱥe i en liden Punkt, ſⱥm man ſatte under dæn lange Vokal. Dæt burde fⱥrnæmmelig ſjee i. de Ord, ſⱥm har en Bemærkelſe, nⱥr Vokalen er lang, mæn en anden, nⱥr dæn ær kⱥrt: ſⱥm i de Ord: Vis, Læg, Fⱥr, Hør, Kliſter &c. Dætte Tægn kunde væl ⱥk undertiden i viſſe andre Ord vſre førnøden; dog ſⱥm førhæn ſagt, fⱥrnæmmelig. fⱥr Børn ⱥk Fræmmede. Man kan hærvæd mærke, at Vokalen, ſⱥm i Simplex ær lang, taber ⱥfte ſin lange Tone i Compoſita ⱥk Derivata, ſⱥm væl kan høres i de Ord: Løs, løsne. Bog, Bogſtav. Rød, rødme. Tid, altid: ⱥ. a. fl.
    15. I de Ord, vor e i Ænden æy hørcs, æller vor dæn kan unværes, bør dæn æy hæller ſkrives: for Æx. i de Ord, Kjole, Tjænere, Ekonomie, Liberie &c. behøves e æy i Ænden; untagen dæt kunde være i Poeſien.
      Mærk:
        Jæy tør væl næppe unlade, fra dænne Regel at untage Præſ. Infin. Act. vor e bør ſkrives, ⱥm dæn ſjønt æy høres: ſ. Mⱥe, ſee, groe, ſye &c. ⱥk dærfⱥr har jæy i følgende ændet alle Verba mæd e. Dog ſkal jæy ſige min ſande Mening, ſynes mig, at dæn e i Infinit. ſⱥm æy høres, bør æy hæller ſkrives; ti dæn mindſte Del av dæm, ſⱥm kan ſkrive, ved, vad Infinitivus vil ſige. Ⱥk ligeſⱥvæl ſⱥm dæt kan være en Untagelſe i Ⱥrtografien, ligeſⱥvæl kan dæn Untagelſe være ved Infinitivo: næmlig Følgende Verba monosyllaba mæd Compoſitis bortkaſte e i Infin. Mⱥ, gⱥ, fⱥ, ſⱥ &c. ⱥk dær kunde ⱥmmældte Punkt beqvæmmelig bruges i dæt førſte, ſiden avſkaffes.
    16. Ord, ſⱥm ær fⱥrældede, bør ſkrives, ikke ſⱥm de fⱥrhæn blev, mæn ſⱥm de nu blive udtaled: f. Æx. Man ſiger, ⱥk bør ſkrive: Fiær, ikke Fier æller Feer. Have, ikke Hauge. Tⱥuv æller Tav, ikke Toug. Synes, ikke ſjuues: ⱥ. ſ. v.
    17. Adſjillige Ord kan ſkrives mer ænd pⱥ en Mⱥde, ſⱥ lⱥnge de udtales pⱥ mer ænd en Mⱥde: f. Æx. Olie, Ⱥlje. Orm, Ⱥrm. Pompe, Pumpe. Færge, Færje &c. Mange Ord, ſⱥm ſkrives mæd ge, gi, gø, gy, udtales jemenlig mæd je, ji, jø, jy: ſ. Ged æl: Jed. Gevær æl: Jevær. Give æl: Jive. Gøg æl: Jøg. Gyldig æl: Jyldig &c. Mig ſynes, at diſſe Ord udſiges mer mæd Jⱥd ænd mæd G, vorfⱥr jæy ⱥk har ſat de fleſte ved dæn Bogſtav J; mæn ⱥm dæt ær ſ aldeles rigtig, ⱥverlader jæy, ſⱥvælſⱥm alt dæt fⱥregⱥende, til dæn kloge ⱥk ſindige Læſers betænkſⱥmme Dⱥm

Da jæy æfter anførte Mⱥde har indrætttet følgende Regiſter, har jæy hⱥldet dæt fⱥr min Pligt at underætte Læſseren ⱥm, vad Grund jæy kunde have til ſⱥdan Skrivemⱥde; hvilken ſⱥm al uvænteøig Fⱥrandring, vil i dæt første ſynes noget følſⱥm, ⱥk mⱥſje vil pⱥføre mig adſjillige ufⱥrdelagtige Kritiker; mæn jæy, hⱥber dæt Uvæyr vil ſnart gⱥe ⱥver, nⱥr de ⱥverilede Jemytter kⱥmmer ijæn til Rolighed, ⱥk fⱥer Tid til nærmere at indſe Sagen. Ingen rætſkaffen Dⱥmmer dømmer en Sag æfter førſte Anſeende, førænd han har ijænnemgⱥet ⱥk ⱥverlagt dæt ene mæd dæt andet. Dæt ær ikke min Tanke at dænne Skrivemⱥde, ⱥm dæn ſjønt ſkulde finde Bifald, ſtrax pⱥ engang burde indføres, da ændⱥk en god Fⱥrandring, nⱥr dæn æy indføres mæd Beſjedentlighed, kan føre Ulæylighed mæd ſig; mæn Tid æfter anden, da man kan prøve, vor vidt dæt ær rigtig æller ikke. Ingen mⱥ tænke at jæy haver fⱥrfattet dette, ænten fⱥr at jøre mig bekjænt ved noget nyt Pⱥfund, ſⱥm var en ſⱥre dⱥrlig Lyſt; da jæy ær, mⱥſje fⱥr meget, av dæn Tanke: Bene vixit, qvi bene latuit; æy hæller fⱥr at laſte nogen, fⱥrdi han ſkriver ænten ſⱥ æller ſⱥ, da dæn Lyſt at vllde dadle andre ær intet andet ænd en Egenſkab av et nedrigt ⱥk tⱥbeligt Jemyt, ſⱥm æy ſjønner ſine egne alt fⱥr mange Ufuldkⱥmmenheder. Mæn fⱥrdi jæy ær av dæn faſte Tanke, at jo mere ſimpel, læt ⱥk naturlig Skrivemⱥden ær, jo rigtigere ær dæn, ⱥk til deſto ſtørre Lættelſe ⱥk Nytte fⱥr dæn almindelige Mand ⱥk uſtuderede Fⱥlk, ſⱥm i Tallet langt ⱥvergⱥer de øvrige.

Vad Dⱥm man ænd vil fælde, ær jæy aldeles fⱥrviſſet pⱥ, at jæy ikke tager Fæyl i Sagen ſælv, næmlig at man i Sprⱥget bør have alle fⱥrnødne ⱥk beqvæmme, mæn ingen ufⱥarnødne, Bogſtaver til almindelig Brug, ⱥk at dæn ſtumme ⱥk lydende Tale bør være ſⱥ nær ⱥverenſtæmmende, ſⱥm mulig ſjee kan; da Bogſtaverne ligeſⱥm ſkal repetere Sindets æller Mundens Tale. Vad jæy i en æller anden Begivenhed imod min Villie ⱥk Vidende mⱥſjee har taget Fæyl, æller æy udført mæd dæn Klygt, ſⱥm kunde udfordres, beder jæy, dæn, fⱥrstandige Læſer vil unſjylde, vel vidende: Non omnia poſſumus omnes.


NB. Dænne Avhandling ær tagen av Forfatterens Tydſke Grammatika fⱥrhæn trykket.