Kongeriget Norges Grundlov af 4de November 1814

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Kongeriget Norges
Grundlov,
given
i Rigsforſamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814
og nu,
i Anledning af
Norges og Sveriges Rigers Forening,
nærmere beſtemt i Norges overordentlige Storthing
i Chriſtiania den 4de November 1814.
Vi Norges Riges Repræſentanter ved det den 7de October

1814, ifølge Kundgjørelſe af 16de Auguſt næſtforhen, i Chriſtiania forſamlede overordentlige Storthing, gjøre vitterligt:

Efterat vi, ſom vor Kundgjørelſe af 21de f. M. viſer, havde Dagen forhen, efter modent Overlæg, beſluttet, at Kongeriget Norge for Eftertiden ſkal, ſom et ſelvſtændigt Rige, være forenet med Kongeriget Sverige under een Konge, men under Overholdelſe af dets Grundlov, med de til Rigets Held og i Anledning af denne Forening nødvendige Forandringer, have vi taget disſe under nøieſte Overveielſe, og tillige besangaaende underhandlet med de til den Ende, ifølge den i Moſs ſluttede Convention 14de Auguſt ſidſtleden, udnævnte Kongelige Commisſarier. Thi have vi beſluttet, ligeſom vi herved beſlutte og faſtſætte, at, iſedetfor den af Rigsforſamlingen paa Eidsvold den 17de Mai ſidſtleden givne Conſtitution, ſkulle følgende, deels paa den byggede, deels i Anledning af Foreningen tagne, Beſtemmelſer, herefter gjælde og af alle og enhver Vedkommende agtes og ubrødeligen

efterleves ſom Kongeriget Norges Grundlov.

Norges Riges Grundlov.

A.

Om Statsformen og Religionen.

§ 1.

Kongeriget Norge er et frit, ſelvſtændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige, forenet med Sverige under een Konge. Dets Regjeringsform er indſkrænket og Arvelig Monarkiſk.

§ 2.

Den evangeliſk Lutherſke Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende ſig til den, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i ſamme. Jeſuiter og Munkeordener maae ikke taales.

Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.

B.

Om den udøvende Magt, Kongen og den Kongelige Familie.

§ 3.

Den udøvende Magt er hos Kongen.

§ 4

Kongen ſkal ſtedſe bekjende ſig til den evangeligſk-lutherſke Religion, haandhæve og beſkytte denne.

§ 5.

Kongens Perſon er hellig; Han kan ikke laſtes, eller anklages. Anſvarligheden paaligger Hans Raad.

§ 6.

Arvefølgen er lineal og agnatiſk, ſaaledes ſom den findes beſtemt i den af Sveriges Riges Stænder beſluttede, og af Kongen antagne, Succesſions-Ordning af 26de September 1810, hvilken i Overſættelse vedføjes denne Grundlov.

Blandt Arveberettigede regnes ogſaa den Ufødte, der ſtrax indtager ſit tilbørlige Stæd i Arvelinien, naar han, efter Faderens Død, fødes til Verden.

Naar en til Norges og Sveriges forenede Kroner arveberettiget Prinds fødes, ſkal hans Navn og Fødſelstid tilkjendegives førſtholdende Storthing, og antegnes i dets Protocol.

§ 7.

Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreſlaae Sin Efterfølger, for Norges Storthing, paa ſamme Tid ſom for Sveriges Stænder. Saaſnart Kongen har fremſat Sit Forſlag, ſkulle begge Folks Repræſentanter, af deres Midte, udkaare en Committee, der har Ret til at beſtemme Valget, hvis Kongens Forslag ikke, ved Stemmefleerhed, bifaldes ſærſkilt af hvert Folks Repræſentanter.

Antallet af Medlemmerne i denne Committee, hvilken ſkal beſtaae af ligemange fra hvert Rige, og den Orden ſom bør følges ved Valget, faſtſættes ved en Lov, ſom Kongen paa ſamme Tid foreſlaaer for næſte Storthing og for Sveriges Riges Stænder. Af den ſamlede Committee udtræder een ved Lodkaſtning.

§ 8.

Kongens Myndigheds-Alder faſtſættes ved en Lov, der gives efter Overeenskomſt imellem Norges Storthing og Sveriges Stænder, eller, hvis de derom ikke kunne forenes, ved en af begge Rigers Repræſentanter udnævnt Committee, med de i foreſtaaende § 7 anførte Beſtemmelſer.

Saaſnart Kongen har opnaaet den lovbeſtemte Alder, erklærer Han Sig offentligen at være myndig.

§ 9.

Saaſnart Kongen, ſom myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger Han for Storthinget følgende Eed:

Jeg lover og ſværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensſtemmelse med dets Conſtitution og Love; ſaa ſandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord.

Er intet Storthing paa den Tid ſamlet, nedlægges Eden ſkriftlig i Statsraadet, og gjentages høitideligen af Kongen paa førſte Storthing, enten Mundtlig, eller ſkriftlig ved den Han dertil beſkikker.

§ 10.

Kongens Kroning og Salving ſkeer, efterat Han er bleven myndig, i Tronhjems Domkirke, paa den Tid og med de Ceremonier, Han ſelv faſtſætter.

§ 11.

Kongen opholder ſig i Norge nogen Tid hvert Aar, hvis ikke vigtige Hindringer møde.

§ 12.

Kongen vælger ſelv et Raad af Norſke Borgere, ſom ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad ſkal i det mindkte bektaae af en Statsminiſter og ſyv andre Medlemmer.

Ligeledes kan Kongen beſkikke en Vice-Konge, eller en Statholder.

Kongen fordeler Forretningerne iblandt Statsraadets Medlemmer, ſaaledes ſom han det for tjenligt eragter.

Til at tage Sæde i Statsraadet, kan Kongen, eller, i Hans Fraværelſe, Vice-Kongen (eller Statholderen i Foreening med Statsraaderne) ved overordentlige Leiligheder foruden Statsraadets ſædvanlige Medlemmer, tilkalde andre norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget.

Fader og Søn, eller to Brødre, maae ei paa ſamme Tid have Sæde i Statsraadet.

§ 13.

Under Kongens Fraværelſe overdrager Han Rigets indvortes Beſtyrelſe, i de Tilfælde Han ſelv foreſkriver, til Vice-Kongen eller Statholderen; tilligemed i det mindſte Fem af Statsraadets Medlemmer.

Disse ſkulle føre Regjeringen i Kongens Navn og paa Hans Vegne. De ſkulle ubrødelig efterleve ſaavel denne Grundlovs Beſtemmelſer, ſom de ſærſkildte dermed overeensſtemmende Forſkrifter, ſom Kongen i Inſtruction meddeeler dem. Om de Sager, de ſaaledes afgjøre, have de at indſende en underdanig Indberetning til Kongen.

Forretningerne afgjøres ved Stemmegivning, hvorved, i Tilfælde at Stemmerne ere lige, Vice-Kongen eller Statholderen, eller, i deres Fraværelſe, det førſte Medlem af Statsraadet, har tvende Stemmer.

§ 14.

Vice-Konge kan ikkun Kronprindſen eller hans ældſte Søn være, men ei førend de have opnaaet den for Kongen beſtemte Myndigheds-Alder. Til Statholder udnævnes enten en Normand eller en Svenſk.

Vice-Kongen ſkal boe inden Riget, og maa ikke opholde ſig udenfor det længere end tre Maaneder om Aaret.

Naar Kongen er nærværende ophører Vice-Kongens Function. Er ingen Vice-Konge, men Statholder, ophører ligeledes dennes Function, da han i ſaadant Tilfælde, blot er den førſte Statsraad.

§ 15.

Hos Kongen forbliver ſtedſe, under Hans Ophold i Sverige, den norſke Statsminiſter og tvende af Statsraadets Medlemmer, hvilke ſidſte aarligen omſkifte.

De have de ſamme Pligter og den ſamme conſtitutionelle Anſvarlighed, ſom den i Norge værende (i §. 13 nævnte) Regjering, og i deres Overværelſe alene ſkulle de Norſke Anliggender afgjøres af Kongen.

Alle Andragender fra Norſke Borgere til Kongen, ſkulle førſt indleveres til den Norſke Regjering og forſynes med ſammes Betænkning, forinden de afgjøres. I Almindelighed maae ingen Norſke Sager afgjøres, uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhæntet, med mindre vigtige Hindringer maatte forbyde ſaadant.

Den Norſke Statsminiſter foredrager Sagerne, og bliver anſvarlig for Expeditionernes Overeensſtemmelſe med de fattede Beſlutninger.

§ 16.

Kongen anordner all offentlig Kirke- og Gudstjeneſte, alle Møder og Forſamlinger om Religions-Sager, og paaſeer, at Religionens offentlige Lærere følge de dem foreſkrevne Normer.

§ 17.

Kongen kan give og ophæve Anordninger, der angaae Handel, Told, Næringsveie og Politi; dog maae de ikke ſtride mod Conſtitutionen og de (ſaaledes ſom efterfølgende §. 77, 78 og 79 besstemme) af Storthinget givne Love. De gjælde proviſoriſk til næſte Storthing.

§ 18.

Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Afgifter, ſom Storthinget paalægger. Den Norſke Statscasſe forbliver i Norge, og dens Indtægter anvendes alene til Norges Tarv.

§ 19.

Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier anvendes og beſtyres paa den af Storthinget beſtemte og for Almeenvæſenet nyttigſte Maade.

§ 20.

Kongen har Ret til, i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Høieſterets Dom er falden, og dens Betænkning indhentet. Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaſte ſig den ham tildømte Straf.

I de Sager, ſom af Odels-Thinget foranſtaltes anlagte for Rigsretten, kan ingen anden Benaadning, end Fritagelſe for idømt Livsſtraf, finde Sted.

§ 21.

Kongen vælger og beſkikker, efterat have hørt ſit Norſke Statsraad, alle civile, geistlige og militaire Embedsmænd. Disſe ſværge Conſtitutionen og Kongen Lydighed og Troſkab.

De kongelige Prindſer maae ei beklæde civile Embeder; dog kan til Vice-Konge udnævnes Kronprindſen eller Hans ældſte Søn.

§ 22.

Rigets Statholder, Statsminiſteren og de øvrige Statsraadets Medlemmer, ſamt de Embedsmænd ſom ere anſatte ved dets Contorer, Geſandter og Conſuler, civile og geiſtlige Overøvrigheds-Perſoner, Regimenters og andre militaire Corpſers Chefer, Commandanter i Fæſtninger og Høiſtbefalende paa Krigsſkibe, kunne, uden foregaaende Dom, afſkediges af Kongen, efterat Han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Hvorvidt Penſion bør tilſtaaes de ſaaledes afſkedigede Embedsmænd, afgjøres af det næſte Storthing. Imidlertid nyde de to Trediedele af deres forhen havte Gage.

Andre Embedsmænd kunne ikkun ſuſpenderes af Kongen, og ſkulle da ſtrax tiltales for Domſtolene, men de maae ei, uden efter Dom, afſættes, ei heller, mod deres Villie, forflyttes.

§ 23.

Kongen kan meddele Ordener til hvem Han for godt befinder, til Belønning for udmærkede Fortjeneſter, der offentligen maae kundgjøres; men ei anden Rang og Titel, end den, ethvert Embede medfører. Ordenen fritager ingen for Statsborgernes fælles Pligter og Byrder, ei heller medfører den fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Embedsmænd, ſom i Naade afſkediges, beholde deres havte Embeders Titel og Rang.

Ingen perſonlige eller blandede arvelige Forrettigheder maae tilſtaaes Nogen for Eftertiden.

§ 24.

Kongen vælger og afſkediger, efter eget Godtbefindende, ſin Hofſtat og ſine Hofbetjente.

§ 25.

Kongen har høieſte Befaling over Rigets Land- og Sø-Magt. Den maae ikke forøges eller formindſkes uden Storthingets Samtykke. Den maae ikke overlades i fremmede Magters Tjeneſte, og ingen fremmede Magters Krigsfolk (undtagen Hjælpetropper imod fiendtligt Overfald) maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke.

I Fredstider maae ingen andre end Norſke Tropper være ſtationerede i Norge, og ingen Norſke Tropper i Sverige. Kongen kan dog i Sverige have Norſk Garde af Frivillige, og kan for en kort Tid, i det høieſte sex Uger om Aaret, ſammenkalde de nærmeste Tropper af begge Rigers Krigsmagt til Vaabenøvelſer inden hvilketſomhelſt af Rigernes Grændſer; men ei maae, i noget Tilfælde, flere Krigsfolk end 3000 Mand, af alle Vaaben tilſammentagne, kunne i Fredstider inddrages i det ene Rige af det andet Riges Krigsmagt.

Til Angrebs-Krig maae Norges Tropper og Roeflottillie ikke anvendes uden Storthingets Samtykke.

Den Norſke Flaade ſkal have ſine Verfter og i Fredstider ſine Stationer eller Havne i Norge.

Det ene Riges Krigsfartøyer maae ikke beſættes med det andets Søfolk, uden forſaavidt disſe frivilligen lade ſig hyre.

Landeværnet og de øvrige Norſke Tropper, ſom ikke til Linietropper kunne henregnes, maae aldrig bruges udenfor Norges Grændſer.

§ 26.

Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og ſlutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, ſende og modtage Geſandter.

Naar Kongen vil begynde Krig, da ſkal Han meddele Regjeringen i Norge ſine Tanker og indhente dens Betænkning derom, tilligemed fuldſtændig Beretning om Rigets Tilſtand, i Henſeende til dets Finantſer og Forſvarsmidler, med videre. Efterat dette er ſkeet, ſammenkalder Kongen den Norſke Statsminiſter og de Norſke Statsraader, ſaavelſom de Svenſke, til et overordentligt Statsraad, og fremſætter da de Grunde og Omſtændigheder, ſom i dette Tilfælde bør tages i Overveielſe, hvorved tillige den Norſke Regjerings Forklaring om dette Riges Tilſtand, ſaavelſom en lignende Beretning om Sveriges, bliver at fremlægge. Om disſe Gjenſtande fordrer Kongen deres Betænkning, hvilken de ſkulle, enhver for ſig, afgive til Protocollen, under den Anſvarlighed Grundloven beſtemmer, og har da Kongen Ret til at tage og udføre den Beſlutning, Han anſeer gavnligſt for Staten.

§ 27.

Alle Statsraader ſkulle, naar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maae ingen Beſlutning tages der, naar ikke over det halve Antall Medlemmer ere tilſtede.

I de Norſke Sager, ſom (ifølge §. 15) afgjøres i Sverige, maae ingen Beſlutning tages, med mindre enten den Norſke Statsminiſter og een Norſk Statsraad, eller begge de Norſke Statsraader, ere tilſtede.

§ 28.

Foreſtillinger om Embeders Beſættelse og andre Sager af Vigtighed (diplomatiſke og egentlige militaire Commando-Sager undtagne) ſkulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag de høre, og Sagerne af ham expederes overeensſtemmende med den i Statsraadet fattede Beſlutning.

§ 29.

Forbyder lovligt Forfald en Statsraad at møde og foredrage de Sager, ſom henhøre under hans Fag, ſkulle disſe foredrages af en anden Statsraad, ſom Kongen, om han er tilſtede, eller, i andet Fald, den der har Forſædet i Statsraadet, i Forening med de øvrige Statsraader, dertil conſtituerer.

Hindres ſaamange, ved lovligt Forfald, fra at møde, at ikke fleere end Halvparten af det beſtemte Antal Medlemmer ere tilſtede, ſkulle andre Embedsmænd, paa lige Maade, conſtitueres til at tage Sæde i Statsraadet, i hvilket Tilfælde ufortøvet ſkeer Beretning derom til Kongen, ſom afgjør, om de ſkulle vedblive i denne Function.

§ 30.

I Statsraadet føres Protocol over alle de Sager, ſom der forhandles. Enhver, ſom har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Frimodighed at ſige ſin Meening, hvilken Kongen er forbunden at høre. Men det er Denne forbeholdet, at fatte Beſlutning efter ſit eget Omdømme.

Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beſlutning er ſtridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øienſynligen er ſkadelig for Riget, er det Pligt at gjøre kraftige Foreſtillinger derimod, ſamt at tilføie ſin Mening i Protocollen. Den, der ikke ſaaledes har proteſteret, anſees at have været enig med Kongen, og er anſvarlig derfore, ſaaledes ſom ſiden beſtemmes, og kan af Odelsthinget ſættes under Tiltale for Rigsretten.

§ 31.

Alle af Kongen ſelv udfærdigede Befalinger (militaire Commando-Sager undtagne) ſkulle contraſigneres af den Norſke Statsminiſter.

§ 32.

De Beſlutninger, ſom tages af Regjeringen i Norge under Kongens Fraværelſe, udfærdiges i Kongens Navn og undertegnes af Vice-Kongen eller Statholderen og af Statsraadet, ſamt contraſigneres af den, ſom foredrager Sagen, da han bør være anſvarlig for Expeditionens Overeensſtemmelſe med den Protocol, hvori Reſolutionen er indført.

§ 33.

Alle Foreſtillinger om Norſke Sager, ſaavelſom de Expeditioner, ſom i Anledning deraf ſkee, forfattes i det Norſke Sprog.

§ 34

Nærmeſte Thronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds. De øvrige ſom til Kronen ere arveberettigede, kaldes Prindſer, og de Kongelige Døttre Prindſesſer.

§ 35.

Saaſnart Thronarvingen har fyldt ſit 18de Aar, er han berettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme eller Anſvar.

§ 36.

Ingen Prinds af Blodet maae gifte ſig uden Kongens Tilladelſe. Handler han herimod, forbryder han ſin Ret til Norges Krone.

§ 37.

De Kongelige Prindſer og Prindſesſer ſkulle, for deres Perſoner, ikke ſvare for andre end Kongen, eller hvem Han, til Dommer over dem, forordner.

§ 38.

Saavel den Norſke Statsminiſter, ſom de tvende Norſke Statsraader der følge Kongen, have Sæde og delibererende Stemme i det Svenſke Statsraad, naar ſammeſteds forhandles Gjenſtande, ſom angaae begge Riger.

I ſaadanne Sager bør tillige den i Norge værende Regjerings Betænkning indhentes, med mindre Sagerne udfordre ſaa haſtig Afgjørelſe, at Tid dertil ei gives.

§ 39.

Døer Kongen, og Thronfølgeren endnu er umyndig, ſkal det Norſke og Svenſke Statsraad ſtrax ſammentræde, for fælles at udſtæde Indkaldelſe til Storthing i Norge og Rigsdag i Sverige.

§ 40.

Indtil begge Rigers Repræſentanter ere forſamlede og have anordnet Regjeringen under Kongens Mindreaarighed, foreſtaaer et, af et lige Antal Norſke og Svenſke Medlemmer ſammenſat, Statsraad Rigernes Beſtyrelſe, med Iagttagelſe af disſes gjenſidige Grundlove.

Den Norſke og den Svenſke Statsminiſter, ſom have Sæde i fornævnte ſammenſatte Raad, kaſte Lod om, hvo der ſkal have Forſædet.

§ 41.

De i foregaaende §. 39 og 40 beſtemte Forholdsregler ſkulle ogſaa finde Sted, ſaa ofte det ifølge Sveriges Regjeringsform tilkommer det Svenſke Statsraad, i Egenſkab af Statsraad, at føre Regjeringen.

§ 42.

Angaaende de nærmere Beſtemmelſer, ſom ere nødvendige i de i §§. 39, 40 og 41 anførte Tilfælde, foreſlaaer Kongen for næſte Storthing i Norge og Rigsdag i Sverige en Lov, bygget paa Grundſætningen om fuldkommen Lighed imellem begge Rigerne.

§ 43.

Valget af Formyndere, ſom ſkulle beſtyre Regjeringen for den umyndige Konge, ſkal foretages efter ſamme Regler, og paa ſamme Maade, ſom forhen i §. 7 er foreſkrevet for Valget af Thronfølger.

§ 44.

De ſom, i de udi §. 40 og 41 anførte Tilfælde, foreſtaae Regjeringen, ſkulle, de Norſke for det Norſke Storthing, aflægge følgende Eed:

Jeg lover og ſværger, at ville foreſtaae Regjeringen i Overeensſtemmelse med Conſtitutionen og Lovene, ſaa ſandt hjælpe mig Gud og Hans hellige Ord.

De Svenſke aflægge Eed for Sveriges Riges Stænder.

Holdes ei Storthing eller Rigsdag paa den Tid, nedlægges Eden ſkriftlig i Statsraadet, og gjentages ſiden paa næſte Storthing eller Rigsdag.

§ 45.

Saaſnart deres Statsſtyrelſe ophører, ſkulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnſkab for ſamme.

§ 46.

Efterlade Vedkommende, i Overeensſtemmelſe med §. 39 og 41, ſtrax at ſammenkalde Storthinget, da paaligger det Høieſteret, ſom en ubetinget Pligt, ſaaſnart fire Uger ere forløbne, at foranſtalte denne Sammenkaldelſe.

§ 47.

Beſtyrelſen af den umyndige Kongens Opdragelſe bør, hvis Hans Fader ei derom har efterladt nogen ſkriftlig Beſtemmelſe, faſtſættes paa den i §. 7 og 43 foreſkrevne Maade.

Det bør være en ufravigelig Regel, at den umyndige Konge gives tilſtrækkelig Underviisning i det Norſke Sprog.

§ 48.

Er den mandlige Kongeſtamme uddød, og ingen Thronfølger udkaaret, da ſkal en ny Konge-Æt vælges paa den i §. 7 foreſkrevne Maade. Imidlertid forholdes med den udøvende Magt efter 43de §.

C.

Om Borgerret og den lovgivende Magt.

§ 49.

Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, der beſtaaer af to Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing.

§ 50.

Stemmeberettigede ere kun de Norſke Borgere, ſom have fyldt 25 Aar, have været boſatte i Landet i fem Aar, opholde ſig der, og enten:

a) ere, eller have været, Embedsmænd; b) paa Landet eie, eller, paa længere Tid end fem Aar, have bygſlet matrikuleret Jord;

c) ere Kjøbſtædborgere, eller i Kjøbſtad eller Ladeſted eie Gaard eller Grund, hvis Værdi i det mindſte er 300 Rbdlr. S. V.

§ 51.

Mandtal over alle ſtemmeberettigede Indvaanere ſkal forfattes i enhver Kjøbſtad af Magiſtraten, og i ethvert Præſtegjeld af Fogden og Præſten. De Forandringer, dette efterhaanden maatte undergaae, anføres ufortøvet deri.

Enhver ſkal, forinden han indføres i Mandtallet, offentligen til Thinge ſværge Conſtitutionen Troſkab.

§ 52.

Stemme-Ret ſuſpenderes:

a) ved Anklage til Thinge for Forbrydelſer;

b) ved Umyndiggjørelſe.

c) ved Opbud eller Fallit, indtil Creditorerne have erholdet fuld Betaling, med mindre Falliten er foraarſaget ved Ildsvaade, eller andet utilregneligt og beviisligt Uheld.

§ 53.

Stemme-Ret tabes:

a) ved at have været dømt til Tugthuus, Slaveri, eller vanærende Straffe;

b) ved at gaae i en fremmed Magts Tjeneſte uden Regjeringens Samtykke.

c) ved at erhverve Borgerret i en fremmed Stat;

d) ved at overbeviſes om, at have kjøbt Stemmer, ſolgt ſin egen Stemme, eller ſtemt i flere end een Valgforſamling.

§ 54.

Valg- og Diſtricts-Forſamlingerne holdes hvert tredie Aar. De ſkulle være tilendebragte inden December Maaneds Udgang.

§ 55.

Valgforſamlingerne holdes, paa Landet i Præſtegjeldets Hoved-Kirke, i Kjøbſtæderne i Kirken, paa Raadhuuſet eller et andet dertil beqvemt Sted. De beſtyres paa Landet af Sognepræſten og hans Medhjælpere, i Kjøbſtæderne af disſes Magiſtrater og Formænd. Stemmegivningen ſkeer i den Orden, Mandtallet viſer.

Stridigheder om Stemmeret afgjøres af Forſamlingens Beſtyrere, hvis Kjendelſe kan indankes for Storthinget.

§ 56.

Førend Valgene begynde, ſkal Conſtitutionen lydelig oplæſes, i Kjøbſtæderne af den førſte Magiſtrats-Perſon, paa Landet af Præſten.

§ 57.

I Kjøbſtæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 ſtemmeberettigede Indvaanere.

Disſe Valgmænd ſamles inden otte Dage derefter paa et av Øvrigheden dertil beſtemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte, eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdiſtrict, een Fjerdedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, ſaaledes: at 3 til 6 vælge een, 7 til 10 to, 11 til 14 tre, 15 til 18 fire, ſom er det høieſte Antal nogen By maae ſende.

Har en Kjøbſtad færre end 150 ſtemmeberettigede Indvaanere, ſender den ſine Valgmænd til nærmeste Kjøbſtæd, for at ſtemme i Forening med dennes Valgmænd, og anſees da begge Kjøbſtæder ſom eet Diſtrict.

§ 58.

I hvert Præſtegjeld paa Landet udnævne de ſtemmeberettigede Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd, ſaaledes: at indtil 100 vælge een, 100 til 200 to, 200 til 300 tre, og ſaa fremdeles i ſamme Forhold.

Disſe Valgmænd ſamles inden een Maaned derefter paa et av Amtmanden dertil beſtemt Sted, og udnævne da enten af deres egen Midte, eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet, en Tiendedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, ſaaledes: at 5 til 14 vælge een, 15 til 24 to, 25 til 34 tre, 35 og derover fire, ſom er det ſtørſte Antal.

§ 59.

De i §. 57 og 58 faſtſatte Beſtemmelſer gjælde indtil næſte Storthing. Befindes det da, at Kjøbſtædernes Repræſentanter udgjøre mere eller mindre end een Trediedeel af hele Rigets, bør Storthinget, til Følge for Fremtiden, forandre disſe Beſtemmelſer ſaaledes, at Kjøbſtædernes Repræſentanter forholde ſig til Landets, ſom een til to, og bør Repræſentanternes Antal i det Hele ikke være mindre end 75 og ei ſtørre end 100.

§ 60.

De inden Riget værende Stemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelſt Sygdom, militair Tjeneſte eller andet lovligt Forfald, kunne ſkriftlig ſende deres Stemmer til dem, der beſtyre Valgforſamlingerne, forinden disſe ere tilendebragte.

§ 61.

Ingen kan vælges til Repræſentant, med mindre han er 30 Aar gammel og har i 10 Aar opholdet ſig i Riget.

§ 62.

Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, ſom ere anſatte ved dets Contorer, eller Hoffets Betjente og dets Penſionister, kunne ikke vælges til Repræſentanter.

§ 63.

Enhver, ſom vælges til Repræſentant, er pligtig at modtage Valget, med mindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes lovlige af Valgmændene, hvis Kjendelſe kan underkaſtes Storthingets Bedømmelſe. Den, om to paa hinanden følgende Gange har mødt ſom Repræſentant paa et ordentligt Storthing, er ikke forpligtet til at modtage Valget til det derpaa følgende ordentlige Storthing.

Hindres en Repræſentant ved lovligt Forfald fra at møde paa Storthinget, træder den, ſom næſt ham har de fleſte Stemmer, i hans Sted.

§ 64.

Saaſnart Repræſentanterne ere valgte, forſynes de med en Fuldmagt, underſkrevet paa Landet af Overøvrigheden og i Kjøbſtæderne af Magiſtraten, ſaavelſom af ſamtlige Valgmænd, til Beviis for, at de, paa den i Conſtitutionen foreſkrevne Maade, ere udnævnte.

Disſe Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget.

§ 65.

Enhver Repræſentant er berettiget til Godtgjørelse af Statscasſen for Reiſe-Omkoſtninger til og fra Storthinget, og for Underholdning i den Tid han der opholder ſig.

§ 66.

Repræſentanterne ere paa deres Reiſe til og fra Storthinget, ſamt under deres Ophold der, befriede fra perſonlig Heftelſe, med mindre de gribes i offentlige Forbrydelſer, ei heller kunne de uden for Storthingets Forſamlinger drages til Anſvar for deres der yttrede Meninger. Efter den der vedtagne Orden er enhver pligtig at rette ſig.

§ 67.

De paa foreſtaaende Maade valgte Repræſentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing.

§ 68.

Storthinget aabnes i Almindelighed den førſte Søgnedag i Februari Maaned hvert tredie Aar i Rigets Hovedſtad, med mindre Kongen, paa Grund af overordentlige Omſtændigheder, ſaaſom fiendtligt Indfald eller ſmitſom Syge, dertil beſtemmer en anden Kjøbſtad i Riget. Saadan Beſtemmelſe maa da betimelig bekjendtgjøres.

§ 69.

I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at ſammenkalde Storthinget uden for den almindelige Tid. Kongen udſtæder da en Kundgjørelſe, ſom bør være læſt i alle Stiftsſtædernes Kirker, i det mindſte ſex Uger forinden Storthingets Medlemmer ſkulle møde paa det beſtemte Sted.

§ 70.

Et ſaadant overordentligt Storthing kan af Kongen hæves, naar han for godt befinder.

§ 71.

Storthingets Medlemmer fungere ſom ſaadanne i tre paa hinanden følgende Aar, ſaavel ved overordentlige, ſom ved et ordentlige Storthing, der imidlertid holdes.

§ 72.

Holdes et overordentligt Storthing endnu paa den Tid, det ordentlige ſkal ſammentræde, ophører det førſtes Virkſomhed, ſaaſnart det ſidſte er ſamlet.

§ 73.

Intet af Thingene kan holdes, med mindre to Trediedele af dets Medlemmer ere tilſtede.

§ 74.

Saaſnart Storthinget har conſtitueret ſig, aabner Kongen eller den Han dertil beſkikker, dets Forhandlinger med en Tale, hvori Han underretter det om Rigets Tilſtand og de Gjenſtande, hvorpaa Han iſær ønſker at henlede Storthingets Opmærkſomhed. Ingen Deliberation maa finde Sted i Kongens Nærværelſe.

Storthinget udvælger blant ſine Medlemmer en Fjerdepart, ſom udgjør Lagthinget; de øvrige tre Fjerdeparter danne Odelsthinget.

Hvert Thing holder ſine Forſamlinger ſærſkilte og udnævner ſin egen Præſident og Secretair.

§ 75.

Det tilkommer Storthinget:

a) at give og ophæve Love; at paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, ſom dog ei gjælde længere end til 1ſte Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er ſamlet, med mindre de af dette udtrykkeligen fornyes.

b) at aabne Laan paa Rigets Credit;

c) at føre Opſyn over Rigets Pengevæſen;

d) at bevilge de til Stats-Udgifterne fornødne Pengeſummer;

e) at beſtemme, hvormeget aarligen ſkal udbetales Kongen og Vice-Kongen til deres Hofſtat, og at faſtſætte den Kongelige Families Apanage, ſom dog ikke maae beſtaae i faſte Eiendomme;

f) at lade ſig forelægge den i Norge værende Regjerings Protocol og alle offentlige Indberetninger og Papirer (egentlige militaire Commando-Sager undtagne) ſamt verificerede Afſkrifter eller Extracter af de hos Kongen ved den Norſke Statsminiſter og de i Sverige værende tvende Norſke Statsraader førte Protocoller, eller de ſammeſteds fremlagte offentlige Papirer;

g) at lade ſig meddeele de Forbund og Tractater, Kongen, paa Statens Vegne, har indgaaet med fremmede Magter, med Undtagelſe af hemmelige Artikler, ſom dog ei maae ſtride imod de offentlige;

h) at kunne fordre Enhver til at møde for ſig i Statsſager, Kongen og den Kongelige Familie undtagen; dog gjælder denne Undtagelſe ikke for de Kongelige Prindſer, forſaavidt de maatte beklæde andre Embeder end Vice-Kongens;

i) at revidere midlertidige Gage- og Penſions-Liſter, og deri gjøre de Forandringer, det finder fornødne;

k) at udnævne fem Reviſorer, der aarligen ſkulle gjennemſee Statens Regnſkaber, og bekjendtgjøre Extracter af ſamme ved Trykken, hvilke Regnſkaber derfor ſkulle tilſtilles disſe Reviſorer hvert Aar inden 1ſte Juli.

l) at naturaliſere Fremmede.

§ 76.

Enhver Lov ſkal førſt foreſlaaes paa Odelsthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad.

Er Forſlaget der antaget, ſendes det til Lagthinget, ſom enten bifalder eller forkaſter det, og, i ſidſte Tilfælde, ſender det tilbage med tilføiede Anmærkninger. Disſe tages i Overveielſe af Odelsthinget, ſom enten henlægger Lovforſlaget, eller atter ſender det til Lagthinget med eller uden Forandring.

Naar et Forſlag fra Odelsthinget to Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derifra er bleven tilbageſendt med Afſlag, træder hele Storthinget ſammen, og med to Trediedele af dets Stemmer afgjøres da Forſlaget.

Imellem enhver ſaadan Deliberation maae, i det mindſte, tre Dage hengaae.

§ 77.

Naar en af Odelsthinget foreſlaaet Beſlutning er bifaldet af Lagthinget eller af det ſamlede Storthing, ſendes den ved en Deputation fra begge Storthingets Afdelinger til Kongen, om Han er tilſtede, eller i andet Fald til Vice-Kongen, eller den Norſke Regjering med Anmodning om at erholde Kongens Sanction.

§ 78.

Billiger Kongen Beſlutningen, forſyner Han den med ſin Underſkrift, hvorved den vorder Lov. Billiger Han den ikke, ſender Han den tilbage til Odelsthinget med den Erklæring, at Han ikke for Tiden finder det tjenligt at ſanctionere Beſlutningen.

§ 79.

Beſlutningen maae i dette Tilfælde ikke mere af det da ſamlede Storthing forelægges Kongen, ſom paa ſamme Maade kan forholde ſig om næſte ordentlige Storthing paa ny foreſlaaer ſamme Beſlutning. Men bliver den ogſaa af det tredie ordentlige Storthing, efter igjen at være drøftet, atter paa begge Thinge uforandret antagen, og den da forelægges Kongen, med Begjæring, at Hans Majeſtæt ikke vil nægte en Beſlutning ſin Sanction, ſom Storthinget, efter det modneſte Overlæg, anſeer for gavnlig, ſaa vorder den Lov, om end Kongens Sanction ikke paafølger inden Storthinget adſkilles.

§ 80.

Storthinget forbliver ſamlet ſaalænge det finder det fornødent, dog ikke over tre Maaneder, uden Kongens Tilladelsſ.

Naar det, efterat have tilendebragt ſine Forretninger; eller efterat have været ſamlet den beſtemte Tid, hæves af Kongen, meddeler Han tillige ſin Reſolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beſlutninger, ved enten at ſtadfæſte eller forkaſte dem. Alle de, ſom Han ikke udtrykkeligen antager, anſees ſom af Ham forkaſtede.

§ 81.

Alle Love udfærdiges i det Norſke Sprog og (de i §. 79 undtagne) i Kongens Navn, under Norges Riges Segl, og i følgende Udtryk:

Vi N. N. gjøre vitterligt: at Os er bleven forelagt Storthingets Beſlutning, af Dato ſaalydende: (her følger Beſlutningen). Thi have Vi antaget og bekræftet, ligeſom Vi herved antage og bekræfte ſamme ſom Lov, under Vor Haand og Rigets Segl.

§ 82.

Kongens Sanction udfordres ikke til de Storthingets Beſlutninger, hvorved:

a) det erklærer ſig ſamlet ſom Storthing efter Conſtitutionen;

b) det beſtemmer ſit indvortes Politie;

c) det antager eller forkaſter de tilſtædeværende Medlemmers Fuldmagter;

d) det ſtadfæster eller forkaſter Kjendelſer om Valgſtridigheder;

e) det naturliſerer Fremmede;

f) og endelig til den Beſlutning, hvorved Odelsthinget ſætter Statsraader eller Andre under Tiltale.

§ 83.

Storthinget kan indhente Høiesterets Betænkning over juridiſke Gjenſtande.

§ 84.

Storthinget holdes for aabne Døre, og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, undtagen i de Tilfælde, hvor det Modſatte beſluttes ved Stemmefleerhed.

§ 85.

Den der adlyder en Befaling, hvis Henſigt er at forſtyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, gjør ſig derved ſkyldig i Forræderi mod Fædrenelandet.

D.

Om den dømmende Magt.

§ 86.

Lagthingets Medlemmer tilligemed Høieſteret udgjøre Rigsretten, ſom i førſte og ſidſte Inſtants dømmer i de Sager, ſom af Odelsthinget anlægges, enten mod Statsraadets eller Høieſterets Medlemmer, for Embeds-Forbrydelſer, eller mod Storthingets Medlemmer, for de Forbrydelſer de, ſom ſaadanne, maatte begaae.

I Rigsretten har Præſidenten i Lagthinget Forſædet.

§ 87.

Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarſag, forſkyde af Rigsrettens Medlemmer indtil een Trediedeel, dog ſaaledes at Retten ei udgjør mindre end femten Perſoner.

§ 88.

Høieſteret dømmer i ſidſte Inſtants. Den maa ikke beſtaae af færre end Juſtitiarius og ſex Tilforordnede.

§ 89.

I Fredstider er Høieſteret tilligemed tvende høie Officerer, ſom Kongen tilforordner, anden og ſidſte Inſtants i alle de Krigsrets-Sager, ſom angaae enten Liv eller Ære eller Friheds-Tab for længere Tid end tre Maaneder.

§ 90.

Høieſterets Domme kunne, i intet Tilfælde, paaankes eller underkaſtes Reviſion.

§ 91.

Ingen kan beſkikkes til Medlem af Høieſteret, førend han er 30 Aar gammel.

E.

Almindelige Beſtemmelſer.

§ 92.

Til Embeder i Staten maae alene udnævnes de Norſke Borgere, ſom bekjende ſig til den evangeliſk-lutherſke Religion, have ſvoret Conſtitutionen og Kongen Troſkab og tale Landets Sprog, ſamt

a) enten ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Underſaatter; eller

b) ere fødte i fremmede Lande af Norſke Forældre, ſom paa den Tid ikke vare en anden Stats Underſaatter;

c) eller ſom den 17de Mai 1814 havde ſtadigt Ophold i Riget og ikke have vægret ſig for at aflægge den Eed, at hævde Norges Selvſtændighed;

d) eller ſom herefter opholde ſig i Riget i 10 Aar;

e) eller ſom af Storthinget vorde naturaliſerede.

Dog kunne Fremmede beſkikkes til Lærere ved Univerſitetet og de lærde Skoler, til Læger og til Conſuler paa fremmede Steder.

Ingen maa beſkikkes til Overøvrigheds-Person, førend han er 30 Aar gammel, eller til Magiſtratsperſon, Underdommer og Foged, førend han er 25 Aar gammel.

§ 93.

Norge tilſvarer ingen anden, end ſin egen National-Gjeld.

§ 94

En ny almindelig civil og criminal Lovbog ſkal foranſtaltes udgivet paa førſte eller, om dette ikke er muligt, paa andet ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nu gjældende Love i Kraft, forſaavidt de ei ſtride imod denne Grundlov eller de proviſoriske Anordninger, ſom imidlertid maatte udgives.

De nuværende permanente Skatter vedblive ligeledes til næſte Storthing.

§ 95.

Ingen Dispenſationer, Protectorier, Moratorier, eller Opreiſninger maae bevilges, efterat den ny almindelige Lov er ſat i Kraft.

§ 96.

Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller ſtraffes uden efter Dom. Piinligt Forhør maa ikke finde Sted.

§ 97.

Ingen Lov maae gives tilbagevirkende Kraft.

§ 98.

Med Sportler, ſom erlægges til Rettens Betjente, bør ingen Afgifter til Statscasſen være forbundne.

§ 99.

Ingen maa fængſlig anholdes, uden i lovbeſtemt Tilfælde og paa den ved Lovene foreſkrevne Maade. For ubeføiet Arreſt, eller ulovligt Ophold, ſtaae Vedkommende den Fængſlede til Ansſar.

Regjeringen er ikke berettiget til militair Magts Anvendelſe mod Statens Medlemmer, uden efter de i Lovgivningen beſtemte Former, med mindre nogen Forſamling maatte forſtyrre den offentlige Rolighed og den ikke øieblikkelig adſkilles, efterat de Artikler i Landsloven, ſom angaae Oprør, ere den trende Gange lydelig forelæſte af den civile Øvrighed.

§ 100.

Trykkefrihed bør finde Sted. Ingen kan ſtraffes for noget Skrift, af hvad Indhold det end maatte være, ſom han har ladet trykke eller udgive, med mindre han forſætligen og aabenbare har enten ſelv viiſt, eller tilſkyndet Andre til, Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de conſtitutionelle Magter, Modſtand mod disſes Befalinger, eller fremført falſke og ærekrænkende Beſkyldninger mod Nogen. Frimodige Yttringer, om Statsſtyrelſen og hvilkenſomhelst anden Gjenſtand, ere Enhver tilladte.

§ 101.

Nye og beſtandige Indſkrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilſtedes Nogen for Fremtiden.

§ 102.

Huus-Inqviſitioner maae ikke finde Sted, uden i criminelle Tilfælde.

§ 103.

Friſtæd tilſtædes ikke dem, ſom herefter fallere.

§ 104.

Jord og Boeslod kan i intet Tilfælde forbrydes.

§ 105.

Fordrer Statens Tarv, at Nogen maa afgive ſin rørlige eller urørlige Eiendom til offentlig Brug, ſaa bør han have fuld Erſtatning af Statscasſen.

§ 106.

Saavel Kjøbeſummer ſom Indtægter af det Geiſtligheden beneficerede Gods ſkal blot anvendes til Geiſtlighedens Bedſte og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelſers Eiendomme ſkulle blot anvendes til disſes Gavn.

§ 107.

Odels- og Aaſædes-Retten maae ikke ophæves. De nærmere Betingelſer, hvorunder den, til ſtørſte Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen, ſkal vedblive, faſtſættes af det førſte eller andet følgende Storthing.

§ 108.

Ingen Grevſkaber, Baronier, Stamhuſe, og Fideicommisſer, maae for Eftertiden oprettes.

§ 109.

Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet, i en vis Tid at værne om ſit Fædreneland, uden Henſyn til Fødſel eller Formue.

Denne Grundſætnings Anvendelſe, og de Indſkrænkninger den bør undergaae, ſamt hvorvidt det er tjenligt for Riget at Værnepligten ophører med det 25de Aar, overlades til førſte ordentlige Storthings Afgjørelſe, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Committee. Imidlertid vedblive de nu gjeldende Beſtemmelſer.

§ 110.

Norge beholder ſin egen Bank og ſit eget Penge- og Myntvæſen, hvilke Indretninger ved Lov beſtemmes.

§ 111.

Norge har Ret til at have ſit eget Coffardi-Flag. Dets Orlogs-Flag bliver et Unions-Flag.

§ 112.

Viſer Erfaring, at nogen Deel af denne Kongeriget Norges Grundlov bør forandres, ſkal Forſlaget derom fremſættes paa et ordentligt Storthing, og kundgjøres ved Trykken. Men det tilkommer førſt det næſte ordentlige Storthing at beſtemme, om den foreſlaaede Forandring bør finde Sted eller ei. Dog maa ſaadan Forandring aldrig modſige denne Grundlovs Principer, men alene angaae Modifiactioner i enkelte Beſtemmelſer, der ikke forandre denne Conſtitutions Aand, og bør to Trediedele af Storthinget være eenige i saadan Forandring.

Chriſtiania, i Norges overordentlige Storthing,
den 4de November 1814.
Chriſtie
p. t. Præſident.
(L. S.)
(Overſættelſe.)

At Norges Riges Grundlov, ſaaledes ſom den Ord for Ord forſkreven ſtaaer, — med Forbeholdenhed af Sveriges Riges Stænders conſtitutionelle Ret, i de Dele, ſom medføre Forandring eller Modificationer i Sveriges Riges Regjeringsform — er bleven afhandlet og beſluttet imellem vor allernaadigſte Konge og Herre, Carl den Trettende, Sveriges, Norges, Gothers og Venders Konge &c. &c. &c, ved os undertegnede befuldmægtigede Commisſarier, paa Hans høie Vegne, ſamt Norges Riges, nu i Chriſtiania forſamlede, overordentlige Storthing: vorder herved, med vore Navne og Signeter neden under, atteſteret og bekræftet.

Chriſtiania den Fjerde Dag i November Maaned, Aar efter Chriſti Byrd det Et Tuſinde, otte Hundrede og paa det Fjortende.
M. Roſenblad.
(L. S.)
B. v. Platen. G. af Wetterſtedt. G. F. Wirſén.
(L. S.) (L. S.) (L. S.)
A. G. Mörner. C. v. Roſenſtein.
(L. S.) (L. S.)
J. D. Valerius.


PD-icon.svg Dette verket er ikke beskyttet av opphavsretten, fordi det er laget av Den norske regjeringen (Åndsverkloven §9).