Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604/Tingfarebolk

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Frederik Hallager og Frederik BrandtCarl C. Werner & Komp.s Bogtrykkeri (s. 7-23).
Tingfare Balcken.
Om laugting oc lænszmends eed,
cap. I.[1]

Lavgting1 skal holdis huert aar vdi huer laugsogn paa de bestemte tider oc steder, som vdi huert laugsogn sædvaanligt verrit haffuer, som her effter følger. Bahus læn skal holdis mandagen for Botolphi, oc mandagen nest effter fastelaffuens søndag. Vigens Fos laugting skal holdis neste søgne effter S. Powels dag, oc neste søgne effter S. Hans dag midsommer. Borgeting laugting som holdis i Frederick stad, skal holdis: den første, skal holdis, den første dag effter hellig tre kongers dag: den anden mandagen effter midfaste søndag: den tredie tocketiszdag, den fierde, den neste dag effter Viti & Modesti: den fembte, første søgnedag effter vinternatten. Oslo laugting, skal holdis, den første, tre dage for oc effter Pouelszmøsse: den anden, tre dage for midfaste, oc tre dage effter: den tredie, tre dage effter tocketiszdag: den fierde, tre dage for S. Hans dag midsommer, oc tre dage effter: den femte, tre dage for vinternatten, oc tre dage effter. Etswolds laugting, skal holdis S. Botolphi afften. Tonsberg laugting skal holdis, den første, mandagen nest effter hellige tre kongers dag: den anden, mandagen effter midfaste søndag; den tredie tocketiszdag: den fierde, tre dage effter S. Botolphi: den femte, at kroszmøsse om høsten. Laugting vdi Oplanden, skal holdis, den første tocketiszdag: den anden S. Mortens afften. Skeen laugting, skal holdis, den første, tre dage for midfaste søndag, oc tre dage effter: den anden, tre dage for S. Botolphi, oc tre dage effter: den tredie, tre dage for S. Morten, oc tre dage effter: den fierde, tocketiszdag, Laugting paa Augde side, skal holdis vdi Mandal, mandagen effter hellige Trefoldigheds søndag, vdi Listelæn, seyrmere vor frwe dag, vdi Nödenes, neste søndag[2] effter Michaelis dag. vdi Raabygde laugit, neste søgnedag effter S. Hans dag midsommer. Laugting udi Staffwangers dömme, skal holdis, den første til S. Botolphi: den anden, korsmøsse om høsten. Bergen laugting, skal holdis S. Botolphi dag. Trundhiems laugting, S. Botolphi dag. oc vdi Jemtelanden, fiorten dag for S. Hans dag, midsommer. Stegens laugting, skal holdis S. Botolphi dag. oc huer tredie aar, skal holdis laugting, vdi huert fiskewær, vdi Findmarcken. Til huert laugting skal komme konningens ombudsmand, eller hans fogit, oc alle de mend af huert skibrede, der til bliffuer næffnde vden forfald.

[3]De mend som laugting søge skulle, skal konningens ombudsmand, eller hans fogit, næffne hiemme i huer skibrede i hans læn, paa den ting, som holdis i huer tingsted, midfaste tide, oc skal næffne de mend, som de ved deris eed vilde holde, der til duelige oc best tienlige ere.

Den første søgneting, konningens ombudsmand kommer til laugtingit, effter hand samme læn bekommit haffuer, da skal hand suerge den eed, at hand haffuer næffnd de mend til laugtinget, som hand tøckte der til vaar best tienlig. oc hand icke tog der gunst eller gaffue forre, oc det samme vil hand altid giøre, emeden hand haffuer samme læn. Den eed skal hand icke siden offtere suerge, end den ene sinde.

Om næffnde mend til laugting.
cap. II.[4]

Ombudsmand eller hans fogit, skal næffne saa mange mend aff huer tinglaug eller skibrede vdi hans læn, som behoff giøris. Oc de skulle haffue aff bønderne huer vdi sin tinglaug oc skibrede for deris wmag, saa offte de fare til laugtinget, for huer mijl fire skilling danske. Oc huilcken bonde, som icke betaler næffnde mend sine tillagde penninge, bøde en marck sølff. Findis ombuzmand eller hans fogit forsømmelig, oc icke vdnæffner mend, saa der feiler laugrettismend paa laugtingit, da bøde imod konningen for huer som icke næffnd ere, en marck sølff. [5]Men huor som laugting holdis vdi kiøbstederne, der skal holdis met laugrettismendene, som aff arrilds tid haffuer verit sædvaanligt. Icke skal heller ombutzmand affsette nogen laugrettismend, som næffnd vor vden lowlig aarsage.

Huilcken næffnd mand som vden lowlig forfald sidder hieme fra laugting, naar hand tilsigis did at fare, bøde en marck sølff, oc huilcken næffnd mand, som icke kommer paa tingit, førend eeden, er soren bøde en halff marck sølff, vden laugmanden kand kiende at hand haffde lowlig forfald. Alle konningens ombutzmend, eller deris fogder oc lænszmend, ere plictige at komme til laugtinget. Huilcken som sidder hieme, vden lowlig forfald bøde konningen fire[6] marck selff, oc dis ydermere, som konningen vil acte deris sag til.

Om laugtings ordning, laugrettis mends eed oc om tingwide,
cap. III.[7]

Lavgtinget skal holdis saa lenge laugmanden siunis behoff giøris. at huer mands sager som did stæffnd ere, kunde forhøris.[8] Hand skal lade giøre saa stor rum, paa huer tingstæd, til to[9] tylter mend, oc skal saa holde det, at aff huer tinglaug næffnis nogle mend, saa mange behoff giøris, oc de forstandigste, som der til tiene.

De som næffnis til laugrettis mend, skulle det første sinde de komme i laugrettit, suerge denne eed, at all den stund hand er i laugrettit, skal hand saa kiende i huer mands sag, saa vel den skyldigis, som den wskyldigis, den sagedis, som den wsagedis, som hand veed sandist vere for Gud, effter lowen, oc hans samuittighed, den eed skal hand icke offtere suerge, end det første sinde: endog hand offtere tilsigis at fare til laugtingit. Skal oc ingen aff dem, som icke ere laugrettis mend, vden forloff, sidde inde paa tinget, oc fortrøcke laugrettismendene, huo det giør, oc vil icke vige, naar hand tilsigis, bøde en halffmarck sølff.

Laugmanden skal lade ringe klocken, naar hand vil gaa til ting met lowbogen, oc da skulle laugrettismendene, oc andre did kommen ere, gange ædru til tings, naar solen er i øster, oc sidde dertil middag, oc icke førend gaa der fra, vden lowlig forfald: vnder to øris brøde. Huem som kommer drucken til ting, buldrer oc giører wliud, skal den dag ingen sin sag søge imod nogen. Ingen maa føre nogen drick, eller mad paa tinget, huercken at selge, eller i andre maader at vdskencke: huem det giør, haffue forbrut det til tingmendene.

Huilcken som vden for tingit, buldrer oc giører laugmanden, oc laugrettit wliud, eller oc kierer deris maal, førende de haffue laugmandens, oc laugrettismends forloff, bøde huer en øre sølff. [10]Huor laugsognit haffuer indseigle, da skal laugmanden, met en aff bonde lænsmend, som meninge laugrettismend der til vil betro, formue laugtings indseigel, vnder tuende laasse. oc skal icke brugis til andet met at forseigle, end det som paa laugtingit i almindelighed skeer, oc meninge almue vedkommer, huilcke breffue skulle paa laugtinget oplæsis, oc siden[11] maa met seiglet forseigles. [12]Skal oc huer laugrettismand foruare sit indseigel, saa det til sandhed oc retfærdighed brugis, oc icke til løgen eller wretfærdighed. Huem som befindis anderledis, at beseigle end som ret er, oc lowen vduiser, den skal bøde til konningen otte ørtuger oc tretten marck sølff, oc stande saguolderen til rette effter sex laugrettis mends sigelse. Oc huilcke fogder eller ombutzmend, som findis anderledis end ret er, der met at omgaa, straffis som falskener.

Om vidnisbyrd, oc de sager paa laugtinget skal dömmis,
cap. IV.[13]

Effter en mands egen bekiendelse, oc lowlig vidnisbyrd skulle alle sager dømmis. En mands vidne er som ingen vidne, oc to mends vidne ere saa gode som ti mends vidne. vndtagen der føris bedre vidnisbyrd imod. [14]Ingen vidnisbyrd, som gielder paa nogen mands ære, liff eller gods, skal tagis eller giffuis beskreffuen, vden den det paagielder, er der imod lowligen steffnit oc kallit, eller er ocsaa selff til vedermaalsting neruærendis tilstede. Skulle oc icke laugmanden, eller laugrettismendene dømme effter nogen beuisning, som icke er tagen til tinge for laugmanden, eller laugrettismendene, som steffnis paa fierdings eller fylcketing, der som tingstuffwer, eller steffnestuffwer holdis, oc der vundit oc beseiglit, som vedbør. icke skal prester heller scriffue nogen vidniszbyrd, eller andre benckebreffue: [15]Men huer ombudsmand vdi sit læn, skal tilskicke en soren skriffuer, vdi huert tinglaug, oc tillegge dennem tilbørlige vnderholdning aff almuen, for deris vmage, som skal vere aff huer fuld gaard, fire skilling, oc aff huer halff gaard, oc ødegaard, to skilling: oc naar hand skriffuer for dennem, da skal hand giffue skriffueren fire skilling, for huer side hand skriffuer, oc der offuer dennem icke besuerge.

Disse ere de vidner, som ingen giensigelse[16] skal imod komme, [om de ere skielrige oc lowfaste vidniszbyrd.[17]

I. De som vidner om steffning, at haffue kallit en hiemme til sit husz, at møde til tinge.

II. De som vidner, at de haffuer hørt nogen loffuit huer anden paa tinge, at ville møde met huer andre for retten.

III. Ere de vidner, som mand ere tilkraffd at bære.

IV. Ere de vidner, som mand met lowen nødis til at bere, paa sin egen vegne, eller effter en andens ord.

V. Beskickelse vidner, oc de som vidner om forord vdi gifftermaals handel oc samsæde.[18]

[19]Huilcken som icke vil vere steffne vidne, lowlig tilkraffd aff andre, oc forhale der met retten, skal bøde en marck sølff, vden hand er hans slegt i fierde led, eller nermere, eller besuogrit til den som steffnis: Oc den som vidne kreffuer, oc behoff haffuer, skal faa sine vidne, saa megit aff sit gods, som hand haffuer fylleste for alt sin kostnet, oc stunde tabelse, effter gode mends dom.

Laugrettismend skulle dømme[20] om alle de sager, som for dennem til tingstuffwer eller steffnestuffwer ere steffnd, eller andensteds, huor de bliffue lowlige tilkallit, vere sig om pendingskraff, jordsøgning, gaarde oc landskyld: [21]Dog skal ombudsmanden i store sager, som ere om liff eller lemmelestelse, og slige store reffselse, tilnæffne tolff laugrettismend, huilcke skulle i slige sager, i laugmandens næruerelse, (om hand er saa nær tilstede) dømme. Ingen som tilnæffnis at dømme, vdi slig eller andre sager, maa sig der fra sige, men endelig vere forpligt at dømme, paa det at retten maa haffue sin fremgang: Huem det giør, haffue forbrut en[22] marck sølff, [oc dog sin dom fylliste giøre.[23] Ey maa heller nogen skiude sig fra lowlige dommere, oc der met spilde anden sin ret. [24]Huer mand skal fyllest giøre laugmandens, oc laugrettismendenes lowlige domme. Huem det icke giør, da skal konningens ombudsmand, eller hans fogit, (om det for hannem klagis) vden gaffuer oc muder, hielpe dennem til rette som klager: Vil hand icke, da miste sin rettighed, oc sit læn. Icke maa heller ombudsmand eller hans fogit, optage nogen mands penninge, eller sagefald, vden lowlig søgning: Huem det giør, miste sin ret, indtil de haffue den ret giort, de vlowlig fra tog, effter laugmands, eller andre skellige mends dom. De sager skal først dømmis, som til laugtinget ere indsætte, oc største ere.[25] Der nest de som did ere indsteffnede,[26] oc alle de maal mand legger hender sammen om, for tuende vidner, om de vidner fremkommer paa tinge. [Siden de sager som ringere ere,[27] End alle de sager, som lowen icke forklarer, [da skal huer lade sig nøye som laugrettismend samtøcke. End kunde de icke forliges der om,[28] da stande det som laugmanden samtøcker: vden konningen oc hans raad anderledis for ret kiender. [29]Dersom saa skeer, at konningens ombudsmand, lader straffe nogen effter lowen, for sine misgierninger, oc det i sandhed kan findis, at de eller deris fiender, trwer ombudsmanden, eller den[30] som retten haffuer styrcket: da skal de indsettis i konningens foruaring, indtil de sette borgen, at den som trwet er, skal vere tryg oc vfeidet, oc icke faa skam eller skade aff, oc bøde der til fire marck sølff imod konningen, for sin dristighed, oc stande den til rette, hand trwet, effter sex mends dom. Men der som den der trwet vaar, fanger nogen skade, oc det kand befindis, at vere skeed aff deris raad eller vold, som trwede, da skal icke ombudsmand eller laugmand, tage low aff dennem, eller sone met dennem, førend konningen bliffuer der om atspurd: Tager hand før noget, da er det, som det vaar wgiort. I lige maade, om nogen haffuer sag imod andre, eller andre imod dem, oc icke ville fremfare met retten, men met trwszel, oc offuermact imod dennem, som mindre formaa, oc dog biude dennem til low oc ræt, vnder gode mends dom, met fuld forløffte, saa de for redsel skyld, nødis at affstaa deris ræt: da skal ombudsmand oc laugmand (om sligt beuisis) tage dem oc hæffte dem, oc bøde, som før er sagd: Oc met deris low skal holdis, som før er rørt, om nogen aff dennem bliffuer wførmit.
Om tingfred, oc om mand bær vaaben paa tinget,
cap. V.[31]

Alle de mend, som vdi tingfærd ere, skulle fredelig met hin anden fare, til de komme tilbage igien til deris husze. Huem som giør imod den fred, saa at hand dræber mand eller lemlester, (vden det skeer aff vaade eller nøduerge) da haffuer hand forgiort fæ oc fred, land oc løsøre, oc komme aldrig i landet igien. End om mand vorder saargiort paa laugtinget; eller paa hans rette ting veye, enten frem eller tilbage, eller faar nogen skade aff nogen mand, met hans vilie, da bødis skaden dobbelt, oc konningen otte ørtuger oc tretten marck sølff.

Bær mand vaaben paa tinge,[32] da gielde huer det giør, en halff marck sølff, oc miste vaabnit, halffparten til konningen, oc halff parten til tingmendene, [vndertagen adels personer, oc deris folck.[33] Thi at alle steds bør mand at holde fred, oc skickelighed, aller mest paa de steder, som low oc ret forhandlis skal.

Alle steds huor mand vorder brødfeldig paa laugtinget til nogen bøder, da eyer konningen de bøder halffparten, oc laugrettit[34] halffparten, vden fredbrøde, oc tagen gield, [oc otte ørtuger oc tretten marck sølffs bøder,[35] det eyer konningen ene.[36]

Alle tingbrøde, som saa falder, oc icke strax samme ting betalis, da dømme laugmendene,[37] det at skulle betale til næste laugting, oc da skal ombudsmand eller hans fogit, oppebære samme faldsmaal, oc føre det til laugtinget. [Vil hand icke sine bøder vdlegge, som brødfeldig er, da steffne hannem til neste laugting, oc suare da sine bøder, oc giffue konningen domroff, oc haffue tingmendene halffparten aff huis bøder, hand offuer domroff, bliffuer sagit.[38]

Ombudsmand skal paa laugtinget liusse, hvor mange mandrabere, oc andre wdædiske mend, der ere bleffuen i hans læn neste aar, oc giøre beskeed paa deris vext oc skabning, at de diszbedre kunde kiendis, huor de fremkomme.

Om domme, som paa laugting dömmis, oc om domroff,
cap. VI.[39]

Hver mand skal rette sig effter huis lowlige domme, laugmand eller anden lowlige dommere for ret dømme. Riffuer eller straffer nogen den dom, som er dømt paa laugtinget, oc samtøckt aff laugrettit: da bøde den det giør, konningen fire marck sølff, for domroff, oc hans vederpart en marck sølff: Dog bliffuer ingen ærløsz for domroff: fordi endog hand bøder fire marck[40] sølff, for hand vil icke effterkomme dommen, dog bliffuer hand icke mand diszverre, vden sagen er anderledis, effter gode mends tøcke. End hærdis hand oc icke vil end da ræt giøre, effter som hand er tildømt, eller inden dis halffmaanit effter næste salledag: da skal laugrettismend aff bygdeting, legge hannem trende sinde tid forre, at fyllist giøre, oc bøde, oc sex vger imellem huer tid. Bøder hand icke inden samme trende forrelagde tider, da maa hand steffnis for laugmanden, oc hand da vere plictig, for slig hans moduillighed, at dømme hannem fredløsz.

Om bygde ting, ombudsmand bör at holde efter laugtinget,
cap. VII.[41]

Ombudsmand eller hans fogit, skal holde ting, inden tredie vge effter hand kommer fra laugtinget hiem, oc lade forkynde for almuen, huad forhandlit vaar paa laugtinget, oc sønderlig i de sager, som hans læn vaar anrørendis,[42] Disligeste skal hand oc lade forkynde, at ingen skulle huse de folck, som komme løbende østen eller vesten, sønden eller norden fra, vden de vide, at de ere skellige mend, thi at slige haffue den vaane, at de holde sig hos bonden it aar to eller tre, oc skillies icke siden bedre der fra, end de enten bort stiele hans gods, eller forlocke hans hustrue eller frende quinde, Huem saadanne folck anderledis tager til huszwære, bøde konningen en marck sølff, om hand prøffuis ont folck at huse.

Om mand bryder tilsagde fred, lowlig foreninger oc domme,
cap. VIII.[43]

Alle de sager om mandslet, oc quinders woldtegt, som dømmis til fuld, eller halffmands bøder, oc forenis i fredelighed, til visse sale dage oc visse tjde, da skal slige domme, oc foreninger holdis, oc den som rygger samme dom eller forligelse, inden første salle dag, eller oc icke betaler, naar tingmend legger hannem lowlig trende tider forre, oc sex vger imellem huer tid, effter som forskreffuit staar: da maa hand steffnis for laugmanden, oc dømmis fredløs. End alle andre sager, som mand forenis om, til vjsse dag at betale, oc icke fuldgiøris: da skal den slig forenig opbryder, bøde sin vederpart en marck sølff, oc konningen fire marck sølff, oc ligeuel holde samme forligelse. Vil hand endda icke rette for sig, da maa hand tiltalis til tinge, oc tagis dom offuer hannem, at slig forligelse bør at holdis, oc legge hannem lowlig tid forre, 18. vger at betale, som forskreffuit staar. End vil hand icke inden lowlig forlagde tider, rette sig effter domme, eller holde forligelse: da maa hans vederpart steffne hannem til laugtinget, oc giøre hannem fredløs, vden hand betaler, som forskreffuit staar.

Om lowlig steffning, oc anfred,
cap. IX.[44]

Hvem9 som vil steffne anden til tinge, [laugting eller bygdeting,[45] hand skal [steffne hannem for hans brofiel, som hand er bosiddendis, eller haffuer sin værelse, met to mend, oc[46] giffue hannem halffmaanitz stæffne eller varszel, om hand er inden tinglauget[47] boendis: Maanitz stæffne, om hand boer vden tinglauget[47] i samme laugsogn: To maanitz stæffne, om hand er inden lands, oc vden laugsogne: Tolff maaneder, om hand er vden rigit: Oc da bør hans neste arffuinger, eller hans fuldmectige, at suare til hans sag, [oc lade hannem det vide.[48]

Paa disse tider skal icke [ting holdis,[49] som er fra tocketiszdag, som er fiorten dage effter paaske, til fiorten dage for S. Hans dag:[50] Siden fra den ottende julij, oc til korsmøsse om høsten. Icke skal laugting holdis nermere juel, end at den som steffnit er, kand komme hiem juele afften. Ting skal icke holdis om juelen, inden den 13. gag jule er forløben: Men andre tider om aarit, maa ting holdis, [vden i dimmel vge, eller paa hellige dage.[51]

Steffner mand anden, som hand haffuer lowlig sag imod, for laugmanden [eller laugrettit,[52] met lowlig steffning, [aff bonde lænszmand,[53] oc den som steffnis icke møder, vden lowlig forfald, eller oc hans fuldmectige: da bøde konningen en marck sølff, [oc giffue sin vederpart kost oc tæring.[54] Men der som hand møder oc icke den som steffner, eller hans fuldmectige, vden lowlig forfald: bøde konningen en marck sølff, oc giffue den hand steffnede sin kost oc tæring.[55]

[56]Konningens steffning maa icke tagis vdi smaa sager, men de skulle først ordelis til bygdeting, oc der først gange dom. Huem som icke vil nøigis met den dom, laugrettismend affsiger, da maa hand steffne dennem for deris dom for laugmanden. Fortrøcker laugmanden sig, oc icke vil dømme, eller oc dømmer wret, oc imod lowen: da steffne sig laugmanden, som forhaler hannem retten for, eller oc haffuer dømt wret, oc imod lowen, for sin dom, ind for konningen oc hans raad. Befindis hand da met wret at haffue steffnd laugmanden: da igien giffue hannem sin kost oc tæring, fra sit husz oc til sit husz igien.[57] Sidder nogen offuerhørig, naar hand met konningens, stadholderens, eller kongens ombudsmands steffning, steffnis, oc icke vil møde for konningen, eller hans raad, oc gode mend, som met konningens breff forordnis at sidde retterting, for laugmanden, eller hans rette tingsted, naar de lowlig steffnis, oc icke lader liusze deris forfald for dommerne: bøde konningen for huer sinde, otte ørtuger oc tretten marck sølff, oc giffue dennem som paaklager, sin kost oc tæring.[58]

Laugmanden skal icke holde ting hiemme i sit husz, men offentlig paa laugtinget. Icke skal heller en laugmand maa dømme i de sager, som falder i en anden laugsogn. Icke skal heller nogen stæffnis fra sit rette laugsogn, oc til anden laugsogn, at lide dom i nogen sag. Men huer laugmand skal dømme i de sager, som i hans laugsogn forrefalder.[59]
Om konningens vduelgelse,
cap. X.[60]

Skal10 altid til enig tid her effter bliffue en herre oc konning offuer Danmarckis oc Norgis riger, effter den forening som rigerne vdi drotning Margretis tid, oc siden i konning Christians den førstis tid, imellem giort er. Oc huilcken herre oc første, Danmarckis rigis raad, adel, oc stender, kore til Danmarckis rigis konning, den skal oc vere konning vdi Norge, oc lade sig der saa vel hylde, som i Danmarck, effter som altid sedvanligt verit haffuer. Oc effterdi, guds fryct, oc den sande religion, er en begyndelse til alt got: da skal konningen vere forpligt, at hanthæffue oc beskytte, den religion oc lærdom, som nu predickis vdi Danmarck oc Norge, effter den hellige bibelske, prophetiske oc apostoliske scrifft vden all forhindring.

Sammeledis skal konningen holde huer mand, ædel oc wæddel, ved Norgis rigis low, ræt, oc huis privilegier oc friheder, dennem aff fremfarne konninger giffne ere: oc icke tilstede nogen imod lowen, oc privilegierne, at wforrettis i nogen maade. Huilcket oc konningen skal confirmere, oc bekreffte adelen, oc rigens stender, naar hand kronis til konning.

Haud eed addelen, laugmend, kiöbstedsmend, oc bönder, skal suerge konningen,
cap. XI.[61]

Naar11 konningen skal hyldis, da skal alle riddermendsmend oc addel, biscoper, prælater, prowister oc laugmend, komme til den sted, som konningen skal hyldis, oc konningens ombudsmand, skal tilnæffne borgemestere, oc nogle raadmend aff huer kiøbsted, oc tolff de forstandigste oc beste bønder, i huert deris læn, som met dem skal fare. Da skal riddermendsmend oc adelen suerge konningen saadan eed: Jeg N: loffuer oc tilsiger, at ieg vil oc skal vere min naadige herre oc konning, oc Norgis rige, huld oc tro, lønlig oc obenbare: Styrcke skal ieg hans rige, oc aff all min formue affuerge hans naadis oc Norgis rigis fiender: Holde skal ieg ocsaa alle dem, som ieg haffuer at raade offuer, ved Norgis low, skiel oc ræt, effter den løffte konningen haffuer loffuit alt landsfolckit, oc der imod ingen wforrette, effter den skiel oc forstand gud mig giffuit haffuer: Saa sant hielpe mig gud, oc hans hellige evangelium.

Laugmendene skal suerge konningen denne eed: Jeg N: loffuer oc tilsiger, at ieg vil oc skal vere min naadige herre oc konning huld oc tro: Affuerge hans naadis, oc Norgis rigis skade: Oc vide oc ramme hans naadis, oc rigens[62] gaffn oc beste, aff min yderste formue: oc dømme retfærdeligen, vdi alle de sager, som for mig bliffuer indsteffnit, vden nogen persons anseelse, effter Norgis rigis low oc ræt, oc icke tage nogen gunst eller gaffue derfor, eller for vild eller venskaff foruende retten, for nogit menniske, høye eller laug, Vfattig eller rig, som ieg vil antsuare for gud, oc met en god samuittighed vere bekiend: Saa sant hielpe mig gud, oc hans hellige evangelium.

Borgere, bønder, oc almues folck, skulle suerge konningen saadan eed: Jeg N: loffuer oc tilsiger, at ieg vil oc skal, vere min naadigste herre oc konning N. huld oc tro: Affuerge hans naadis, oc Norgis rigis skade: oc vide oc ramme, hans naadis, oc rigens gaffn oc beste, aff min yderste formue: Oc beuise hans naade all tro oc plictig tieniste oc lydighed, i feide, saa vel som i freds tider: Saa sant hielpe mig gud, oc hans hellige evangelium.


    (se G. L. 160. F. L. IV. 39. M. L. IV. 10, Var. Fe og Bf) og hvorfor skal bødes fuld eller halv Mandebod, de skal sættes med Lov og med Grið til første Betalingstermin (sal). Men hvo som forfaldsløst bryder den Dom, hvorom man er bleven lovlig forligt, før eller til første Termin, han forspilder sin Grið, og er Tryghedsbryder, og har forgjort Gods og Fred. Men det er Forfald for den, som skal betale: Naar han enten er syg eller saar, eller har saadanne vigtige Forhindringer, at gode Mænd bevidne, at han kunde ikke komme til den bestemte Tid. Da skal han lade den første Termin fremkomme inden samme Maaned, og bringe det hjem til den, som skal modtage (Bøderne), og tilbyde det med 2 Vidner; men hin eller hans Fuldmægtig skal tage derimod, med mindre han vil gjøre den Anden nogen Lettelse. Men i alle (andre) Sager, hvorom man forliges ved lovlige Domme, da er den, som den Dom bryder, brødig 1 Mark Sølv til Sagsøgeren og 4 Mark Sølv til Kongen, og skal holde Dommen som før; og Kongens Sysselmand skal indkræve for dem begge, og han (Sagsøgeren) skal først have sit Tilkommende saaledes, som Dommen bestemte. Siden skal Bøderne til dem begge forholdsviis deles, hvis der ikke bliver tilstrækkeligt til dem begge (Jfr. IV. 20, Rb. 23 April 1293, 1, og 22 Juli 1297, 13). Men vil han (endnu) ikke efterkomme Dommen, da skal Sysselmanden stevne ham Ting og gjøre ham fredløs, med mindre han betaler som nu er sagt.“ – Magnus Lagabøters Lov, hvis Kilde er en Retterbod af Magnus Erlingssøn, G. L. 32, skjelnede, eftersom Dommen angik saadanne Sager, hvoraf Blodhevn vilde været Følgen, og hvor altsaa foreløbig Grið og, efter at Bøderne er betalte, Trygð maa være tilsagt Gjerningsmanden: i dette Tilfælde forspilder han sin Tryghed, naar han undlader at betale, og bliver altsaa fredløs strax. Eller om Dommen angik andet, da Straffen bliver den almindelige Bod for Domrov efter M. L. I. 5, nemlig 4 og 1 Mark, og først naar han endda ikke betaler, idømmes Fredløsheden. – Da nu paa Christian den 4des Tid Blodhevnen forlængst var forsvunden, blev denne Distinktion overflødig, og hele Kapitlet kunde meget vel været aldeles borte, da Alt, som deraf har nogen Betydning, allerede var sagt i Kap. 6; men i dets Sted har man sammenblandet det med Bestemmelserne af Kap. 6 om de 3 Forelæggelser.

  1. Nogen umiddelbar Kilde til dette Kapittel, der ikke i nogen Maade stemmer med Magnus Lagabøters Landslov, vides ikke, medens det dog med Bestemthed kan antages, hvad ogsaa i Intimationen antydes, at det ikke er noget nyt. I Cod. A. M. 94 qv. af den nyere Landslov, der for Resten ikke har noget tilsvarende til nærværende Kap., opregnes Lagstolene i Riget saaledes: I Frostetings Lagsogn 3: paa Stegen, i Trondhjem og i Jæmteland; i Gulatings Lagsogn 3: Bergen, Stavanger og Agdesiden; i Eidsivatings Lagsogn 4: Oslo, Skeen med Thelemarken, Tønsberg og Hedemarken med Oplandene. Vigens Lagsogn 2: i Frederikstad og Bahus, – ialt 12, hvilket stemmer med Chr. IV. L., alene med den Forandring, at Jæmteland er henlagt under Throndhjems Lagstol; thi Bahus og Fos, samt Oslo og Eidsvold havde Lagmænd fælles.
    Med Hensyn til Dateringen bemærkes, at St. Botolphi Dag er den 17 Juni, St. Povels Dag (Pauli conversio) 25 Januar, Midfaste Søndag er den 4 Søndag i Fasten, Tokketirsdag er en uvis Dag: af Kap. 9 skulde det synes, at den overalt var 3dje Tirsdag efter Paaske; men paa nogle Steder synes den at være indfalden om Høsten; se saaledes 4de Lagting for Skeen. Viti & Modesti Dag er 15 Juni, Korsmisse om Hösten er 14 September, Seyermere vor Frue Dag, Mariumessa siðari, eller Mariæ nativitas, er 8 September-. – Efter M. L. I. 1, B. L. ibid. holdtes de 4 Lagting kun een Gang om Aaret, nemlig for Landet ved Botolfsvaka, og Bylagtinget Dagen efter Hellige tre Konger.
  2. Naturligviis Trykfejl for Søgnedag, men det staar saaledes i alle Udgaver.
  3. De to sidste Passus, herfra og til Kapitlets Slutning, ere tagne af M. L. I. 1.
  4. Kap. 2 er taget af M. L. I. 2, der dog specificerer hvor mange Nævndermænd der skal være for hvert Fylke, og hvad ethvert Fylkes Nævndermænd skal have i þingfararfé; i Stedet for, at Chr. IV. L. lader Kongens Ombudsmand bestemme Nævndermændenes Antal, og fastsætter Godtgjørelsen i Almindelighed til 4 Skilling pr. Mil.
  5. Herfra til Slutningen af 1ste Passus – „vden lowlig aarsage“ findes ikke i Kilden. Bjelke har her følgende Anmærkning: „Er dog at agte, at Lagmændene nu ikke maa dømme med Lagrettesmænd af Byen eller med Borgermester og Raad som tilforn, men er deres Overdommere, ut in decreto regio dat. Stavanger den 6 Augusti anno 1607. Og lige saa ere Landsdommere i Danmark Borgermesteres og Raads Overdommere, uden i de Kjøbstæder Kjøbenhav, Malmø og Ribe, ut in privilegio regio daterit Kjøbenhavn den 6 Juni 1586.“
  6. i Kilden 3. – Jfr. Rb. 23 Juni 1310, og 10 Juni 1313.
  7. Kap. 3 er taget af M. L. I. 3 indtil 1ste Punktum af 4de Passus.
  8. Kilden tilføjer her: „og Lagrettesmændene samtykke.“
  9. Kilden i nogle Codd. 3.
  10. Herfra til – met seiglet forseglis er med nogen Forandring taget af Erik Magnussens store almindelige Retterbod 1280, Art 8.
  11. Kilden: strax
  12. Det følgende til Kapitlets Slutning er taget af Jørgen Lykkes og Kristoffer Valkendorfs Reces af 1568, der dog ikke har nogen Bod af 8 Ørtuger og 13 Mark.
  13. Kap. 4 svarer i det hele til M. L. I. 4, men afviger adskilligt i Udtryksmaadem ligesom flere Retterbøder er indtagne.
  14. De følgende 2 Punktummer indtil – „eller andre benckebreffue“ er taget af Fr. 14 Febr. 1582 jfr. Hrr. Truid Ulfstands og Klaus Bildes Reces af 1539 Art 4 og Recessen af 1568.
  15. Det følgende af dette Passus til „dennem icke besuerge“ er i denne Form nyt; jfr. Fr. 21 Juli 1591 Art 4 og Fr. 27 Juni 1592.
  16. I Kilden (M. L.): andvitni ɔ: Modvidne.
  17. [mgl. i Kilden.
  18. I Stedet for hvad her opregnes under No. 2 til 5, har M. L.: „Kvadavidne, Forfaldsvidne (nauðsynjarvitni) Forsagnsvidne og de Vidner, som bæres om Mænds Trætter ved Drikkelag eller Kirke.“ No. 4 er saaledes uden Tvivl en Misforstaaelse af Kildens nauðsynjarvitni.
  19. Kilden til dette Passus er Rb. 3 Novbr. 1318. Jfr. for Resten Kj. B. Kap. 12 og Mh. B. Kap. 10, (M. L. VIII. 12 og IV. 11).
  20. Jfr. hertil Fr. 16 Aug. 1590 og Fr. om adskilligt især Adelen vedk. af 21 Juli 1591 Art 4 (cit. af Bielke).
  21. De følgende 2 Punkter til – „anden sin ret“ ere tagne af Rb. 1280, Art. 28 og 29, dog noget forandret i Udtrykkene. I Stedet for Sætningen: „huilcke skulle i slige sager i laugmandens neruerelse (om hand er saa nær tilstede) dømme“ heder det her: „og disse 12 Mænd skulle gange afsides for sig, og fastsætte saa sin Dom; siden gange de atter til de andre Tingmænd og samtykke de da alle tilsammen Dommen med lovligt Tag.“
  22. Kilden „en halv.“
  23. [er nyt tilføjet.
  24. Kilden til det følgende Stykke indtil – „oc sit læn“ er ubekjendt; sammenlign dog Haakon Magnussøns Retterbod 23 April 1293 Art. 3 og 26 Decbr. 1309, der i alle Fald kjendelig er Kilden til det derpaa følgende Punctum, til – „skellige mends dom.“
  25. i Kilden (M. L.) „løgð eptir þvi sem løg váttar at (ok) stœrst eru.“
  26. i Kilden stefnð.
  27. [findes kun i en enkelt Codex af M. L.
  28. [i Kilden: „da skal det gjælde i hver Sag, som Lagmanden og Laugrettesmændene blive enige om; men hvis de ere uenige o. s. v.“
  29. Det følgende til Kapitlets Slutning er taget af Haakon Magnussens Rb. af 29 Maj og 6 Oktbr. 1303, der er noget mere vidtløftig i Foredraget, men Meningen er uforandret.
  30. i enkelte Aftryk staar dem.
  31. Kap. 5 er taget af M. L. I. 5.
  32. I Kilden tilf. nogle Codd. eller i Kjøbstad, jfr. Kong Haakons Rb. af 5 Marts 1304.
  33. [Istedetfor dette har nogle Codd. af M. L. „med mindre han farer til Byen eller fra, eller paa Grund af tvingende Omstændigheder er nødt til at bære Vaaben, da bære han det med Kongens Ombudsmands Tilladelse.“
  34. Kilden i de fleste Codd. løgunautar ɔ: Ting-Almuen.
  35. [mgl. i Kilden.
  36. Bjelke bemærker: „Og som den norske Lov her tilberettiger Konningen alle store Bøder alene, saa gjør Handfæstningen hver Bredfeldigs Herskab, der er Adelsperson, ut ibid. Art. 6. Men for hans egen Forseelse staar han Kongen selv til Rette, ut Art. 16, saavel som andre Undersaatter, ut ibid. Art. 18.“ Dette gjaldt imidlertid kun den danske Adel. Først ved Herredagen paa Agershus 1646 blev den norske Adel stillet lige med den danske i denne Henseende; se Slange Chr. IV. Hist. S. 1420. Reces 1537. Fred. II. Haandf. Art. 6, 16 og 22.
  37. I Kilden: „Lagtingsmændene“ ɔ: Lagrettesmændene.
  38. [I M. L. heder det i Stedet for dette Punktum: „Men vil han af Trods ikke udrede dette, da være han selvstævnt til meste Lagting, og svare der Bøder og Domrov, hvis da ikke betales; og skal man have den Halvpart, som Tingmændene bekomme, til det Brug, som Kongen bestemmer. Nu hvis nogen bryder den Dom, som dømt er paa Lagtinget, og som er stadfæstet med Vaabentag for inden og for uden Lagretten, da er han, som Dommen bryder, brødig 4 Mark Sølv til Kongen og 1 Mark til Sagsøgeren“, – se flg. Kap.
  39. Kap. 6 er nyt, med Undtagelse af Bestemmelsen om Straffen for Dombrud, der, som nys bemærket, er tagen af M. L. I. 5. – Til M. L. I. 6 findes intet tilsvarende i Chr. IV. L.
  40. Bjelke bemærker herved: „Hvad 4 Mark Sølvs Bøder er i Norge, det er 3 Mark Bøder i Danmark, ut i den Jydske Lov I. Cap. 41 & 43 &c.; dog synes de og ikke altid at være ærrørige i Danmark, ut iterum lib. I. Cap. 56, ac lib. III. Cap. 30 &c. – – –“
  41. Kap. 7 svarer ganske til M. L. I. 7. Cfr. Rb. 23 April 1293 Art. 8 og 28 Aug. 1315.
  42. M. L. tilf. „Nu skal og sysselmanden lyse paa Tinget, at Lagting skal holdes hver sommer ved Botolfsvaka“ – hvilket maatte udgaa som Følge af Forandringerne i Kap. 1.
  43. Kap. 8 svarer til M. L. I. 8, men er forandret og i adskilligt misforstaaet. Det heder „Alle de Domme, som skal fastsættes om Manddrabssager, eller om Lejermaal med de Kvinder, som man har Ret til at dræbe for,
  44. Kap. 9 svarer i det Væsentlige til M. L. I. 9–11, men med adskillige Forandringer og Tillæg.
  45. [i M. L. „eller hjem til Lagmanden.“
  46. [mgl. i Kilden, cfr. Christian d. 3dies (danske) Recesser af 1537 Art. 11, 1547 Art. 2 og 1558 Art. 5; se og Fr. om adskilligt Adelen i Norge vedkommende 21 Juli 1591 Art. 14.
  47. 47,0 47,1 i Kilden: Fylket.
  48. [Istedetfor dette har Kilden: „Nu er Arvingen skyldig at give ham Bud, eller Tingmændene, hvis der ikke er nogen Arving tilstede paa Tinget; thi Tilsvar er hver Mand værd.“
  49. [i Kilden: „stevnes for Lagmanden.“
  50. Efter M. L. I. 10 varede Aanfreden om Vaaren fra Mariamesse i Fasten (ɔ: 25 Marts) og til Halvardsmesse (15 Maj), dog mindst 14 Dage før Paasken; hvilket blev forandret for Eidsivatingslagen ved Rb. 9 Febr. 1291 til fra 14 Dage efter þriðjavaka (Mariamesse?) indtil 14 Dage efter Halvardsmesse, og for Borgartings1agen ved Rb. 19 Juli 1312 til fra sommernat (14 April) indtil 7 Nætter før St. Botolphi (17 Juni).
  51. [mgl. i Kilden, som derimod tilføjer: „Men hvo som bryder Lagmandens orskurd forfaldslast er brødig 4 Mark Sølv til Kongen.“
  52. [mgl. i Kilden.
  53. [mgl. i Kilden.
  54. [mgl. i Kilden, cfr. Rb. 11 Oktbr. 1303.
  55. Hertil bemærker Bielke: „Herom holder højl. Kong Christiani IIItii Reces (1558) Art. 5, at den som stevner, og selv uden lovlig bevislig Forfald udebliver, bør at have tabt Sagen (til den stevnes lovlig igjen) o. s. v. Og derefter ere mange Domme gangen i Norge, endog den norske Lov intet definerer om Sagen at være tabt, men alene om Kost og Tæring in hoc casu.“
  56. Herfra forlader Chr. IV. L. aldeles M. L., hvor det følgende af Tingfarebolken lyder saaledes: „Kap. 11. – – „Nu skal han, dersom han taber Sagen, holde alt det som Lagmanden har fastsat mellem dem, og gjælde Modparten hele den Bekostning dobbelt, som han havde for den Sag, siden Lagmanden skiftede første Gang Ret mellem dem. Nu skyder man sin Sag fra Lagmanden og til Lagtinget, da skulle Lagrettesmændene omhyggelig undersøge den Sag, men om det ogsaa synes dem Alle, at den Orskurd ikke er lovlig, som Lagmanden haver sagt, saa skulle de dog ikke rokke Lagmandens Orskurd; men de skulle skrive til Kongen hvad dem tykkes sandere i den Sag, og slig Undersøgelse som de som bedst have anstillet. Thi den Orskurd, som Lagmanden giver, maa ingen Mand rokke, uden Kongen ser, at vor Lovbog vidner derimod, eller Kongen selv med kyndige Mænds Samtykke finder andet at være sandere, thi han er sat over Loven. Kap. 12. Nu, hvis man ikke erholder Ret hjemme i Bygden eller for Lagmanden, da skal Sagsøgeren stevne den til Lagtingen som han ikke faar Ret af, og dersom han har sandt Vidnesbyrd til det, at han har stevnt ham did, som har Sag med ham, og derhos at Sagen forholder sig saa, som han her forklaret, da skal Tingmændene med fuld Ret paadømme den Sag, hvad enten de saa ere tilstede begge, eller alene Sagsøgeren, og Lagmanden og Lagrettesmændene tykkes at han har Ret, med mindre lovligt Forfald hindrer ham som stevnt var, – og det endog om der hjemme var stevnt til Lagmanden.“
  57. Se her Kong Magnus Smeks Rb. 8 Jan. 1357, hvor réttindi-bréf vistnok betyder stevning til Kongen og hans Raad (cfr. M. L. I. 4 og 11), medens Konningens Stevning paa nærværende Sted staar i Betydningen af Stevning til Lagtinget. Efter réttindi-bréf skal vistnok staa eigi. – Jfr. Rb. 17 Juni 1308 (bréf af konungs garði).
  58. Se her Rb. 3 Novbr. 1318 og Fr. 26 Juni 1483, (Paus S. 274).
  59. Jfr. Fr. 1 Aug. 1589. Kilden forøvrigt ubekjendt.
  60. Dette Kapitel er taget af Haandfæstningerne: Chr. III. Haandf. 30 Oktbr. 1536, Fredr. II. Haandf. 12 Aug. 1559 og Chr. IV. Haandf. 7 Aug. 1596.
  61. Dette Kapitel svarer til M. L. II. 10–12, men er temmelig afvigende i Udtrykkene. De øvrige Kapitler af den nyere Landslovs Kristendomsbolk (Kap. 1 om den kristne Troesbekjendelse, 2. om Konge- og Bispeværdighedens guddommelige Udspring, 3. Advarsel mod falske Kronprætendenter, 4–7. om Kongearven og Kongens Udvælgelse, 8. Kongens Ed og 9. om Hertugs og Jarls Ed) ere ikke optagne i Chr. IV. L. se Fortalen S. 5. Jfr. og Haakon Magnussøns Rb. 9 (16) Septbr. 1302.
  62. I nogle Aftryk staar Rigis.