Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604/Forerindring

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Frederik Hallager og Frederik BrandtCarl C. Werner & Komp.s Bogtrykkeri (s. 4-27).

Ved Udgivelsen af Kong Magnus Haakonssøns (Lagabøters) Landslov af 1274 og Bylov af 1276 var Norges Lovgivning bleven ens for samtlige Landsdele. Denne Lovbog, der, hvad enten man tager Hensyn til Indhold eller Affatning, vistnok maa henregnes blandt de ypperste Arbejder, som nogen Tidsalder har at opvise, undergik i den følgende Tid af Norges Selvstændighedsperiode ingen væsentlig Forandring. De følgende Konger af den gamle Kongefamilie til 1387 ofrede vistnok ogsaa Lovgivningen megen Opmærksomhed; men alligevel vise de Retterbøder, som ere os opbevarede af dem, at de kun med Varsomhed have villet indføre noget egentlig Nyt og mest indskrænket sig til nærmere at forklare og bestemme de ældre Retsregler. Derhos iagttoges det altid, at det Nye kom til at slutte sig nøje til den gamle Basis, – et Forhold, hvortil vistnok den udvortes Omstændighed betydelig har bidraget, at man i Oldtiden ikke brugte at opbevare, og maaske ikke heller at give, de sednere Lovbestemmelser som særskilte Aktstykker; men at indflette dem som Rettelser eller Tillæg til Lovbogen paa de Steder hvor de passede (réttar-bœtr). Kun eet Parti af Lovgivningen undergik i dette Tidsrum nogen væsentlig. Forandring, nemlig Lovgivningen om Nærings- og Kjøbstadforholdene, der paa denne Tid i Norge som over hele Europa, fornemmelig efter at Hanseaterne havde vundet Fodfæste, antog sin særegne Karakter, og udviklede sig til en selvstændig Institution lige over for Landdistriktet, med Privilegier og selvstændige Retsforhold lige over for dette. Tidligere havde Bylivet i Norge ikke været mere forskjelligt fra Landlivet, end Forholdets Natur med Nødvendighed medførte, navnlig som Følge af det saa meget større Antal Mennesker, som i Byerne færdedes paa eet Sted, og de forskjellige Bedrifter, som der øvedes. Den tidligere særegne Kjøbstadlovgivning angik ogsaa alene disse særegne Forhold, og var iøvrigt aldeles overensstemmende med Landsloven, ligesom den derfor ogsaa gjaldt ikke alene for Kjøbstæderne, men for alle de Steder, hvor de samme Forhold fandtes, for Markedspladse, Fiskevær og Udhavne. Men netop af denne Grund kom de forandrede Retsregler heller ikke i nogen som helst Disharmoni med den ældre Ret, men sluttede sig til den som et nyt, ved nye Forhold nødvendiggjort Tillæg. Overskuer man derfor Norges Lovgivning saadan som den var ved Kalmar-Unionens Tid, vil man finde, at den dannede et særdeles harmonisk Hele, og det i højere Grad end Tilfældet er, om man tager et lige Tidsafsnit af en nyere Lovgivningsperiode, f. Ex. fra Christian den 5tes Lovbog til Udgangen af 18de Aarhundrede.

Ved Norges Forening med Danmark blev vistnok Forholdet noget anderledes. Uagtet selve Unionsakten indeholdt, at hvert Rige skulde styres efter sin egen Lovgivning, og saaledes Norges indre Forhold ikke skulde synes at behøve at undergaa nogen som helst Forandring, var der dog mange Omstændigheder, som medførte, at dette alligevel maatte blive Tilfældet. Dels indtrængte nemlig, tvertimod Unionsaktens Bestemmelser, danske Mænd sig paa de vigtigste Embedsposter i Norge, dels skjelnede man i de Tider ikke saa nøje mellem Statsmyndighedens forskjellige Grene. Nordmændene kunde derhos aldrig ret skjelne mellem Regjeringen og Kongens Person; Folkets Interesse for Tingene og dermed dets umiddelbare Indflydelse paa Retsforfatningens Udvikling havde tabt sig, og det norske Aristokrati var under Kong Haakon Magnussøn den ældre blevet knækket (Rb. 17 Juni 1308). – Det er dog kun højst ubetydeligt som man har bevaret af Unionstidens Lovgivning (1387–1537), og denne har vistnok ogsaa kun lidet beskjæftiget sig med den private Ret, hvilket lettelig lader sig forklare af de idelige Uroligheder, hvormed Unionskongerne havde at kjæmpe. Det lidet man har, hvoriblandt vel den vigtigste er Dronning Margretes Retterbod af 29 Marts 1392 (Suhms Historie XIV. S. 566), viser dog endnu ikke synderlig Spor af dansk Rets Indflydelse; thi at Christian d. 1ste ved Fr. 28 Jan. 1458 satte Erkebiskop Jons Kristenret i Kraft, var vistnok mere i Formen end i Virkeligheden en Forandring, da det neppe kan betvivles, at den allerede forlængst havde gjort sig gjældende som subsidiær Ret, og vel endog næsten fortrængt de gamle nationale Kristenretter. Men alligevel kan man dog med Vished antage, at dansk Ret snart vandt Indpas i Norge, ligesom man ser, at de ældre Retsregler forflygtigedes, tabte sin Betydning og gik i Forglemmelse.

Efter at Norge i 1537 var blevet Provins af Danmark, og Rigerne i Christian den 3dje havde faaet en duelig Regent, der navnlig forstod at omgive sig med dygtige Raadgivere, fik ogsaa det nye Forhold snart sit Udtryk i Lovgivningen. Reformationens Indførelse medførte naturligvis en total omstøbning af Kirkelovgivningen, og Kongens danske Kirkeordinans af 2 Septbr 1537, bekræftet som Lov paa Herredagen i Odense 14 Juni 1539, – der var udarbejdet med Bistand af Luthers Ven og Kollega, Professor Bugenhagen, og gjennemseet af Luther selv, – erklæredes ogsaa at skulle være gjældende i Norge: „indtil vi selv komme vdi Norge, hvilket vi med Guds Hjælp snarlig forhaabe, da ville vi efter Superintendenternes Raad besynderlig udi hver Sted beskikke og stadfæste hvad efter denne ordinans der ikke holdes kan, thi der vil udi mange Stykker holdes en anden Ordinans.“ Der blev imidlertid intet af denne bebudede Revision, men den danske Kirkeordinans forblev gjældende for Norge, hvilket ogsaa blev Tilfældet med dens Supplementer, hvoriblandt det vigtigste var de 26 Artikler givne paa Herredagen i Ribe den 4 Maj 1542. Den verdslige Lovgivning modtog ligeledes under denne Konge betydelige Udvidelser, navnlig vedkommende Landboforholdene, og den danske Rets Indflydelse var nu umiskjendelig. Den viste sig vistnok ikke saa meget i udtrykkelige Lovbud, hvorved norske Retsbestemmelser afløstes af danske, men den kom ikke desto mindre klart tilsyne deri, at man ofte slet ikke mere forstod de norske Retssætninger, og fortolkede og anvendte dem paa den vilkaarligste Maade, saa at de fik Lighed med hvad vedkommende var vant til fra Danmark, ligesom man ligefrem benyttede de danske Love, fornemmelig Kongens egne Recesser, som subsidiær Ret.

Det varede heller ikke længe inden man følte Trangen til en Revision af Lovgivningen. Hertil kom nu end videre, at Lovbogen aldrig havde været trykt; dens Text maatte i Løbet af 280 Aar nødvendig være udsat for at forvanskes, ligesom der maatte opstaa Uoverensstemmelser mellem de forskjellige Afskrifter, især som en Følge af den oven omtalte Brug at indflette sednere Forordninger i Lovbogens Text. Endelig kan det vel heller neppe betvivles, at Sproget maatte forvolde de danske Embedsmænd betydelige Vanskeligheder, om det ikke var dem aldeles uforstaaeligt, saa at de maatte hjælpe sig med Oversættelser, hvis Mangelfuldhed af sig selv lettelig maa falde i Øjnene. Allerede i Kong Christian den 3djes sidste Regjeringsaar var denne for Lovgivningen saa virksomme Konge betænkt paa at foranstalte en Revision af den norske Lovbog, hvorom der synes allerede at have været vakt Motion paa Herredagen i 1548, da Kongens Søn Hertug Frederik blev hyldet. I Reskriptet af 18 Januar 1557 til Kansler Peder Hvitfeldt heder det: „Vi Christian &c. Efterdi vi ere komne udi Forfaring, hvorledes at, endog der er ens Lov udganget over alt vort Rige Norge, hvorefter hver skal vide sig at rette, og skal samme Norgis Lov bruges og udtydes nordenfjælds anderledes end søndenfjælds, saa at mangfoldige Klagemaal derom for os været haver, og vi tilforn have befalet nogle vore Lensmænd og Lagmænd udi Norge at skulle dennem paa en belejlig Tid forsamle og endelig gjøre der en Skik paa, som det sig burde, hvilket ikke her til Dags skeet er, for nogen Forhindrings Skyld, som paa kommen er, – Da have vi med nogle vore elskelige Danmarks Rigis Raads Raad, som her hos os tilstede ere, forordineret, tiltroet og befalet, og nu med dette vort aabne Brev tiltro og befale os elskelige ærlig og velbyrdig Peder Hvitfeldt, vor Mand, Tjener og Norgis Rigis Kansler, at han skal Scti Olufs Dag først kommendis være tilstede udi vor Kjøbsted Bergen, og der tage til sig vor Embedsmand paa vort Slot Bergenhus, Borgermester, Raadmænd, Lagmanden der sammesteds, og alle Lagmændene nordenfjælds og søndenfælds udi vort Rige Norge, og da med dennem grangiveligen overveje, granske og forfare al den Tvist og Uenighed, som findes at være om den norske Lov, og uden al skudsmaal og videre Forhaling forenes og fordrages om samme Lov, og gjøre der en Skik paa, saa at fornævnte Lov og Ret drager over eet over det ganske Rige, og bliver holdet ved Ord og Artikle, som den udi alle Maader udviser og indeholder, og den ikke anderledes at tydes og forandres end som Bogstaven udviser; men menige Norgis Rigens Indbyggere at blive ved Norgis Lov, Friheder og Privilegier, eftersom højbaarne Fyrste Hertug Frederich, vor kjære Søn, med nogle vor elskelige Rigens Raad have paa vore Vegne ladet udraabe for Rigens Indbyggere udi vor Kjøbsted Oslo, der højmeldte vor kjære Søn der blev hyldet.[1] Og naar denne Skik saa gjort er om Loven, da skal der holdes et Retterting hvert Aar udi fornævnte Bergen, Sti Olufs Dag (ɔ: 29 Juli) og et Retterting hvert Aar udi vor Kjøbsted Oslo paa Sti Povels Dag conversionis (ɔ: 25 Januar),[2] og Norgis Rigens Kansler begge Retterting at besøge og være der tilstede, og Lagmændene for Norden at møde udi Bergen, og Lagmændene for Sønden at møde udi Oslo paa fornævnte Dage, og da Rigens Kansler med Lagmændene ikke at adskilles, før end de have endeligen med Dom og Ret adskilt hver som Sager haver at udrette, og hjælpe hver Mand, Fattige og Rige, det Norgis Lov og Ret er, som de ville ansvare for Gud og være bekjendt for os, og skulle de klarligen lade indsætte i hvis Domme som de forrette, afsige og lade udgaa, begge Parternes Beretning, Breve og Bevisning, og naar fornævnte Domme ere beseglet, og udgangen, skulle begge Parterne være forpligtig dennem aldeles at fuldkomme, holde og fuldgjøre udi alle Maader. Dersom og nogen skader der noget paa, skulle de mue samme Domme indstevne for os, og da gaa derom saa meget, som Norgis Lov og Ret er. Bedende og bydende alle vore Undersaatter, gejstlige og verdslige, Riddermænds Mænd, Fogeder, Embedsmænd, Lagrettesmænd, Kjøbstedsmænd, Bønder og menige Almue, som bygge og bo over alt vort Rige Norge, at I tiltænke at besøge Eders Ret udi Bergen og Oslo paa de tvende Tider som forskrevet staar, hos Norgis Rigens Kansler og Lagmændene; de skulle uden Vild hjælpe hver Mand saa meget som Ret og Skjel er efter Norgis Lov.“ – Under samme Datum udfærdigedes derhos et kongeligt aabent Brev til Norges Indbyggere angaaende Lovens Forbedring. – Imidlertid ledede denne Foranstaltning ikke til det tilsigtede Resultat. Det var aabenbar Kongens Mening, at Lovbogen i sin Helhed skulde gjennemgaaes paa den sammenkaldte Herredag, dens Uoverensstemmelser afhjælpes og de sednere Anordninger kodificeres. Men dette, der vistnok ogsaa vilde været et uoverkommeligt Arbejde for et saadant Møde, skede ikke. Der udgaves alene paa denne Herredag en almindelig liden Reces af 12 (14) Artikler, navnlig vedkommende Landboretten, (se Krags Hist. II. S. 527–34. Paus S. 317–20).

Hermed synes denne Sag i længere Tid at være stillet i Bero. Det følgende Aar udgav Kongen sin paa ny gjennemgaaede og forbedrede danske Reces paa Herredagen i Kolding den 13 Decbr. 1558, hvilken fik megen Indflydelse paa den norske Retspraxis, ligesom forskjellige Afsnit af den norske Lovgivning, der især tiltrængte nærmere Bestemmelse, fornemmelig i Landboretten, bleve ordnede ved de vigtige Recesser paa Herredagene i Bergen 22 Juni 1565 og 13 Marts 1568.

Kong Frederik den 2den lod dog ikke sin Faders Plan angaaende Lovens Revision aldeles gaa i Forglemmelse. I Reskript af 14 April 1572 (Norske Tegnelser I. fol. 9 b.) til alle Lagmænd søndenfjælds, heder det: „Vi Frederik dte Vider, at vi forfare, hvorledes at den norske Lov af mange og adskillige paa Danske skal være udsat og transfereret, og udi mange Artikler findes forfalsket, saa den ikke skal komme overens med den rette Mening, eftersom den paa Norske findes beskrevet, hvorover er at formode, at tit og ofte udi Domme kunde mange adskillige Vildfarelser og anden vidtløftighed vederfares, – og paa det at forskrevne norske Lov, efter som den retteste findes beskrevet, paa god Danske udi sin rette Mening maa blive udsat, og alle Lagmændene, Lagrettesmændene og andre Dommere mue have noget vist, hvorefter de dennem kunde have at rette, og udi deris Domme skulle efterfølge, og Loven ikke udi adskillige Maader skal udtydes af dennem som ret Norske ikke forstaa, – Da bede vi Eder alle, og hver særdeles strengelig byde, at I rette Eder efter med det allerførste udi vor Kjøbstad Oslo at forsamle, der forskrevne norske Lov med alle sine rette Bøger (sic, men rimeligvis fejlagtigt for Rettebøder) at foretage, den grangivelig at overlæse og korrigere og paa god Danske transferere og udsætte, saa hver Mand der udi Rigit sig siden derefter kunde have at rette, og os siden et Exemplar deraf tilskikke, som vi for os selv kunde beholde. Dermed sker vor alvorlige Vilje og Befalning. Thi lader det ingenlunde.“ – Hvad der denne Gang tilsigtedes var altsaa alene en korrekt Oversættelse af Landsloven med tilhørende Retterbøder. Mærkeligt er det og, at det ingenlunde synes at have været Kongens Mening, at den saaledes istandbragte Oversættelse skulde udgives i Trykken. – Den hele Foranstaltning blev ogsaa uden Resultat. Det lader sig vistnok ikke absolut benægte, at noget af de Haandskrifter, som haves af Landsloven med tilhørende Retterbøder, oversat paa Dansk, kan skylde en saadan Konferens af Lagmændene, – hvilken med Lethed kunde holdes paa et af de 2 aarlige Overlagting i Bergen og Oslo, – sin Tilværelse.[3] Men nogen som helst Rimelighed herfor er der ikke, og saa meget er vist, at intet af disse bærer noget som helst officielt Præg, ligesom det vel heller ikke kan betvivles, at der vilde have vist sig Spor af dette Forhold, om det havde existeret, under de Forhandlinger, som stod i Forbindelse med Christian den 4des Lovbogs Udgivelse. Heller ikke er det nu muligt at afgjøre, hvorvidt de vigtige Recesser til Throndhjem og Oslo af 15 Septbr. og 7 Oktbr. 1578 (Paus S. 369–389) muligens kunne være foranledigede ved denne Foranstaltning, hvilket dog synes mindre usandsynligt.

Under Formynderregjeringen i Christian den 4des Mindreaarighed bragtes Sagen atter i Værk, og denne Gang hvilede man ikke forinden et Resultat var naaet. Det kan vistnok heller ikke betvivles, at Ulemperne nu maa have været særdeles følelige, dels paa Grund af Lovtexternes egen mangelfulde eg uoverensstemmende Forfatning, dels og fornemmelig som en Følge af, at de danske Embedsmænd, der skulde anvende Loven, ikke forstod det norske Sprog, hvori den var skreven. Statholder Axel Gyldenstjerne siger saaledes i en Indberetning til Regjeringsraadet, dateret Agershus 9 Oktbr. 1590 (Norske Samll. I. S. 540): „Lagbogen er opslidt her i Landet i gammel Tid, saa her er nu faa til af dennem; saa kunne og de danske og tyske Lensmænd, Fogeder og Præster ikke vel læse og forstaa dette Norske, besynderlig hvad dennem er imod.“ Og Christian den 4des Biograf Slange fortæller, „at den unge Fyrste selv, allerede i 1591, da han var i Oslo for at lade sig hylde, og ved samme Lejlighed i Forening med statholderen og Rigsraaderne holdt Herredag (10 Juni), var bleven opmærksom paa den Forvirring, som herskede ved den norske Lovbog, der ingensinde havde været trykt, og hvoraf der kun var blevet fremlagt skrevne Exemplarer, hvoraf det ældste paa Pergament, med gamle og ulæselig Munkeskrift, udi det gamle uforstaaelige norske Sprog, som den gemene Mand (?) vanskelig forstod. Dernæst fandtes der blandt de mange frembragte skrevne Oversættelser stor Forvirring, thi de vare dels uoverensstemmende, dels opfyldte med mange saakaldte Rettebøder, ved hvilke den gamle Lov var forandret“ (Slanges Historie S. 48 og 115). Under 29 Jan. 1592 udgik derfor kgl. Reskript til Statholder Axel Gyldenstjerne af følgende Indhold: „Vi Christian den 4de em Vider, efter at vi forfare hvorledes at der udi vort Rige Norge ikke skal findes nogen rigtig og forklaret Lovbog, som vore Undersaatter, Lagmænd, Lagrettesmænd og andre Dommere der udi Riget kunde forstaa, hvorefter de og udi alle .forfaldne Lejlighed og Sager rigtig kunde ordele og dømme eller og Andre kunde søge deres Ret, som nogen Sager haver udi Rette at føre, da paa det at der udi Riget maa være en ret, rigtig og forklaret Lovbog, hvorefter forskrevne Lagmænd, Lagrettesmænd og andre Dommere der udi Riget udi adskillige forfallende Sager kunde kjende og dømme, – have vi ladet vor aabne Befaling udgaa til alle Lagmænd sønden- og nordenfjælds der udi Riget, at de sig skulle forsamle, naar de af Eder derom blive tilsagt, de som ere søndenfjælds paa et belejligt Sted søndenfjælds og de nordenfjælds paa et beleiligt Sted nordenfjælds, eftersom I kunde kjende dertil tjenlig og bekvem kunde være saadanne Sager at forhandle, og der at tage for dennem en af Lovbøgerne, som sidste Gang paa Danske er bleven udsat, og den med hvis rette Bøder derhos der udi Riget bør at forhandles, med Flid igjennem at skulle se, korrigere og forklare, eftersom de kunde kjende der udi Riget passeligt kunde være, og den med deres Hænder underskrive og os tilskikke, saa vi den der (her) udi Riget kunde lade trykke og siden der udi Riget lade publicere og forkynde, saa hver, baade den dømme skal og den som Dom og Ret begjærer og søger, kunde vide sig derefter at rette, eftersom I af hosliggende vore aabne Breve ydermere kunde forfare. Thi bede vi Eder og begjære, at I med det Første ville lade samme vore aabne Breve for Lagmændene læse og forkynde, og siden forordne en belejlig Tid, paa hvilken med samme Arbejd maa have Fremgang, og at I dermed ville have flittig Indseende, at det med al Flid maatte blive gjort og igjennem seet, og ingen Forhaling derudinden foretages, paa det samme Lovbøger med det Allerførste mue blive trykt og forfærdiget“ (Norske Tegnelser II. fol. 166). – Reskriptet til Lagmændene er dateret 30 Marts 1592[4] og af følgende Indhold: „Vi Christian den 4de &c. Vider, eftersom vi forfare, hvorledis at der udi vores Rige Norge ikke skal findes nogen rigtig og forklaren Lovbog, som vore Undersaatter, Lagrettesmænd og andre Dommere der udi Riget kunde forstaa, hvorefter de og udi alle forefaldene Lejlighed og Sager rigtig kunde ordele og dømme, eller og andre kunde søge deres Ret, som nogen Sager udi Rette have at føre, da paa det at der udi Riget maa være en rigtig og forklaren Lovbog, hvorefter vore Lagmænd. Lagrettesmænd og andre Dommere der udi Riget udi adskillige forfaldene Sager kunde kjende og dømme, bede vi Eder og befale, at I rette Eder efter, naar I af os elskelige Axel Gyldenstjerne, vor Mand, Raad, Statholder udi forskrevne vort Rige Norge og Embedsmand paa vort Slot Agershus, derom blive tilsagt, I da Eder paa et belejligt Sted forsamle, tagende for Eder en af de Lovbøger, som sidste Gang paa Danske er bleven udsat,[5] og den med hvis rette Bøder der udi Riget derhos bør at forhandles, med største Flid igjennem se, korrigere og forklare, eftersom I kunde kjende der udi Riget gavnligt kunde være, og siden med Eders Hænder underskrive, og os tilskikke, saa vi kunde lade den trykke her udi Riget, og siden der udi Riget lade publicere og udgaa, saa hver kunde vide sig derefter at rette, og udi alle forfaldene Sager at søge sin Ret, Sentens og Dom. Ladende det ingenlunde.“ – Uagtet man ser, at der maa have været holdt Møder i denne Hensigt, da Bergens Lagmand Paal Helliesøn opholdt sig i Oslo fra 5 Decbr. 1592 til 9 April 1593 „efter kongl. Breve og Befaling om Norges Lovbøger at forklare“ (Norske Samll. I. S. 291 Note), kom der dog heller Intet ud af dette, og i alle Fald maa Regjeringen have væntet hurtigere Resultater, thi allerede under 19 Juli 1593 udgik der fornyet Befaling til Statholderen, Kansleren og alle Lagmændene om at foretage sig Lovbogens Revision: a) Til Kansler Hans Pederssøn (Basse): „Vid, efter at vi nu atter have ladet vor aabne Befalning udgaa til alle vore og Norges Krones Lagmænd sønden-, og nordenfjælds udi vort Rige Norge, at naar de af os elskelige Axel Gyldenstjerne, vor Mand, Raad, Statholder udi vort Rige Norge og Embedsmand paa vort Slot Agershus, og dig blive forskreven og tilsagt, at de da paa belejligt Sted dennem skulle forsamle, tagende med dennem hver sin Lovbog, de retteste og bedste de have, og bekomme kunne, og siden med dig endeligen, uden al Undskyldning eller Forhalning igjennem se, korrigere og udsætte forskrevne Lovbog paa Danske, at den siden derefter kunde trykkes, og der udi Riget publiceres, forkyndes og udgaa, – Da bede vi dig og ville, at du retter din Lejlighed efter paa samme Tid at være derhos tilstede, naar samme Lovbog udi saa Maade skal udsættes og forklares, og da med forskrevne Lagmænd forskrevne Lovbog tilhjælper at maa klarligen og grangiveligen blive udsat som det sig bør, og dig herudinden godvilligen lader befinde, som vi dig naadigst tiltro. &c.“ b) Til Axel Gyldenstjerne: „– – Da bede vi Eder og ville, at I med hverandre betænke og forordne en beleilig Tid og Sted, hvor og naar samme Forsamling bedst ske kan, og siden forskrive og forsamle forskrevne Lagmænd paa samme belejlig Tid og Sted og siden tilholder dennem at udsætte forskrevne norske Lovbog paa Danske, det klareste og rigtigste dennem muligt kunde være, og udi saa Maade endeligen uden al Undskyldning eller Forhalning efterkommer forskrevne vor Mandat og Befaling. &c “ c) Til Lagmændene: „Vider, efter som vi forfare, hvorledes at der udi vort Rige Norge ikke skal findes nogen rigtig og forklaret Lovbog, som vore Undersaatter, Lagrettesmænd og andre Dommere der udi Riget kunde forstaa, hvorefter de og udi alle forfallende Lejlighed og Sager rigtig kunde ordele og dømme, eller og andre kunde søge deres Ret, som nogen Sager have udi Rette at føre, og vi for den Skyld nogen Tid siden forleden, naadigt have ladet vor aabne Mandat og Befaling til Eder udgaa, at naar I af os elskelige Axel Gyldenstjerne, vor Mand, Raad, Statholder udi vort Rige Norge og Embedsmand paa vort Slot Agershus, derom blive tilsagt, I da Eder paa belejligt Sted skulle forsamle, og da forskrevne Lovbog igjennem se, korrigere og forklare, eftersom I kunde kjende der udi Riget gavnligt kunde være, og vi nu forfare, samme vor Mandat og Befaling aldeles Intet at være fuldgjort eller efterkommen: Da paa det at der udi Riget maa være en ret, rigtig og forklaret Lovbog, hvorefter vore Lagmænd, Lagrettesmend og andre Dommere der udi Riget udi adskillige forfallende Sager rigtigen kunde kjende og dømme, bede vi Eder og befale, at I rette Eder efter, naar I af forskrevne Axel Gyldenstjerne, saa og os elskelige Hans Pederssøn til Sæm, Kansler der udi vort Rige Norge, derom blive forskreven eller tilsagt, I da Eder endeligen, uden al Undskyldning eller Forhalning paa belejligt Sted forsamle, tagende med Eder hver sin Lovbog, de retteste og bedste I have eller bekomme kunde, og den siden med hvis rette Bøder der udi Riget derhos bør at forhandles, med forskrevne Hans Pederssøn med største og alvorligste Flid igjennem se, korrigere, forklare og paa Danske udsætte, eftersom I kunde kjende der udi Riget gavnligt kunde være, og den siden med Eders Hænder underskrive og os tilskikke, saa vi den kunde lade trykke her udi Riget og derefter der udi Riget lade publicere, forkynde og udgaa, saa hver kunde vide sig derefter at rette og udi alle forfallende Sager at søge sin Ret, Sentens og Dom; og at I aldeles ikke skilles fra hverandre, førend forskrevne Lovbog er udsat som det sig bar. Ladende det ingenlunde &c.“ (Norske Tegnelser II. fol. 243–4). Men denne Befaling førte lige saa lidt til noget Resultat som de foregaaende.

Det er iøvrigt mærkeligt, at Slange aldeles ikke omtaler eller synes at kjende noget til disse Foranstaltninger til Lovbogens Revision i 1592 og 1593, uagtet samtlige Kongebreve desangaaende dog fandtes i Gehejmearkivet, og Slange netop dvæler med kjendelig Interesse ved Christian den 4des Lovarbejder. Derimod fortæller Slange, at Kongen, efter at have tiltraadt Regjeringen 1596, strax indhentede Erklæring fra den norske Adelsmand, Kansler Hans Pederssøn Basse, angaaende den norske Lovs Tilstand. Den af Basse afgivne Erklæring indeholder adskillige mærkelige Bemærkninger, hvorfor det væsentligste deraf indtages her efter Slange: „Den gamle norske Lov, som nu er baaren til Eders kongelige Majestæt, og som med Munkeskrift paa Pergament er skrevet, kunde ikke efter de Tiders Tilstand være bedre, retfærdigere og mere taalelig end den var. Men Tidernes Forandring, Sprogets Ælde, og indfaldne Regjerings-Forvirring har gjort en stor Del af den ubrugelig. Vel kan Loven have forandret sig førend Riget med Danmark og Sverig blev samlet, men dog ikke kan beskyldes for at have været meget skadelig. Ikke heller kan siges at være derudi kommen stor Forandring, førend Kong Christian den anden (da han endnu ikkun var Prins og af hans Hr. Fader Kong Hans var bleven opsendt til Norge, Riget udi hans Sted at regjere) udgav de som han kaldte Rette-Bøder, i. e. fordi de skulde bøde og rette det, som da imod den gamle Lov gik udi Svang; hvilke naar de retteligen overvejes, ikke fortjene at skulle forkastes. Men efter at han siden da værende Konge blev af Danmark opsagt, og Norges Rige blev derover siden nogen Tid ligesom kongeløs, tiltog sig hver Høvding udi Norge, som var myndig og mægtig, sig den Magt i lige Maade at gjøre Rettebøder, somme Tider Bisperne, og somme Tider de som vare blevne beskikkede der at være statholdere. Det allerførste Anstød, som den gamle norske Lov bekom, maatte den lide ved Religionens Forandring. Thi da Pavedømmet blev afskediget, saa kom alle de gejstlige Love, som angik Kirker, Klostrene, Hospitalerne o. dl. udi Foragt; saa at ingen formente sig til dennem at være forbunden; helst saasom saadanne gejstlige Love bleve ved den højlovlige Konges, Kong Christian den tredjes, ordinans forandrede. Anlangende den Forskjel, som findes udi den gamle Lovs Oversættelse, da har den indsneget sig deraf, at den ene har ment, at han forstod den gamle norske Lovs Sprog bedre end den anden. Thi de, som den have oversat, have ikke været samlede, og ikke med Samfund enstemmigen været enige om Forklaringen. En Del af Oversættelserne ere gjorte nordenfjælds af den da værende Erkebiskop udi Throndhjem; en Del skal være gjort søndenfjælds, hvilke ere tvende, hvilke dog mest med hinanden komme overens.[6] Den nordenfjældske bliver mest fulgt udi Norden; men af de tvende søndenfjældske blive brugte og efterfulgte udi Fleng, ligesom Dommerne tyktes bedst, eller og som de finde, at den tilforn af forrige Dommere udi Livs Sager har været efterfulgt.“ – – Da Kongen havde faaet saa god Oplysning – fortæller Slange videre – lod han en Befaling udgaa til Statholderen (Axel Gyldenstjerne) og forbemeldte Hans Pederssøn, Rigens Kansler udi Norge, at de skulde tage til sig nogle af de vittigste Adelsmænd, saa og de bedste og klogeste Lagmænd søndenfjælds, som Kongen selv nævnte, og med dem foretage sig den rette gamle norske Lov; og efter at de den flittigen havde efterseet og lignet med de mange Slags Oversættelser, skulde de udfinde den bedste og retteste, saa og lempe alting saaledes efter hver Mands Tarv, at den kunde være lige taalig for Alle, og at den saavel af Læg som af Lærd kunde forstaaes. I lige Maade befol han og nogle af de bedste Adelsmænd nordenfjælds, at de tillige med Lagmændene udi Bergen og Throndhjem skulde gjøre det samme, hvortil de udi Bergen skulde forsamles (S. 116–17).

Om disse Foranstaltninger give de i Danske Gehejmearkiv bevarede Aktstykker, navnlig i Norske Tegnelser og Registre, ingen som helst Oplysning. At dog Slange skulde have opdigtet hele denne detaljerede Beretning synes lidet rimeligt; navnlig synes man med Bestemthed at maatte antage Kansler Basses Erklæring at grunde sig paa et virkeligt Aktstykke. Det vilde nu vistnok være en nær liggende Forklaring, at antage, at Slange alene har henført Begivenhederne til et urigtigt Aar, og at saaledes det er de i Aaret 1592 af Regjeringsraadet trufne Foranstaltninger til Lovbogens Revision, som her omtales, og at disse ved en Fejltagelse ere henførte til det Aar, hvori Kongen selv havde overtaget Regjeringen. Lignende Unøjagtigheder ere hyppige i den Del af Slanges Historie, som udgaves medens Slange selv levede, og som den lærde og omhyggelige Gram fik mindre Adgang til at undergive en grundig Revision. Denne Forvexling kunde endog tænkes saa meget naturligere, som der ingen Grund er til at betvivle Rigtigheden af Slanges ovennævnte Beretning (S. 115), at Christian den 4de selv som Prins allerede ved Herredagen i 1591 havde bemærket den Forvirring, som herskede i Lovbøgerne, – hvorfor man endog vel kan antage, at Prinsen selv kan have givet Stødet til Reskripterne af 1592 og 1593. Med denne Forudsætning vilde det da ogsaa vel stemme, at Foranstaltningerne i 1592 og 1593 ikke omtales af Slange. Hvad der imidlertid synes at tale imod en saadan Forklaring er, – forudsat at man anser Kansler Basses Erklæring for autentisk, – at denne omtaler Kongens Tronbestigelse („Norges Rige maa prise sig lyksaligt, at det ser sin Herre og Konge aldrig saa snart stige paa sin Trone, at han jo allerførst udspørger, hvorledes Lov og Ret udi Riget bliver plejet!“) Umuligt var det dog vel ikke, at de nævnte Udtryk ogsaa kunde tænkes brugte om den mindreaarige Prins, før hans Kroning og overtagelse af Regjeringen, da han jo egentlig allerede ved sin Faders Død i 1588 var bleven Konge, saa at alle Regjeringsforanstaltninger gik i hans Navn, og at saaledes ogsaa Basses Erklæring blev at henføre til 1591 eller 1592, og de anførte Udtryk kunde da nok være en passende Kompliment til den 15aarige Prins, om han endog havde været Konge i en 3 Aars Tid. Eller man kunde maaske tænke sig, at Forbindelsen mellem den nævnte Erklæring af Basse og den omtalte Befaling til Statholderen, Kansleren m. fl. er uhjemlet, og gjort af Slange paa egen Haand; at saaledes denne Befaling skal henføres til 1592 eller 1593, og at hin Erklæring af Basse har været indhentet privat af Kongen strax efter hans Regjerings-Tiltrædelse, men ikke givet Anledning til nogen Regjeringshandling.

Hvorom nu alting er, saa blev ogsaa denne Foranstaltning uden Virkning. Først i Aaret 1602, da Kongen personlig besøgte Norge, for at inspicere Befæstningsarbejderne paa Agershus, sattes Sagen paa nyt i Værk, og denne Gang ledede det omsider til Maalet. Slange fortæller herom. „Da Kongen nu fornam, at det imod hans Vilje meget var blevet forsømt formedelst nogle Lagmænds modvillige Efterladenhed, satte han de fleste af dennem fra deres Bestillinger, hvis Vrangvillighed paa Domstolen desforuden hannem allerede tilforn var bleven bekjendt, og igjen beskikkede andre i deres Sted, saa at ikke mere end tvende af de gamle Lagmænd udi ganske Norge blev ved deres Embede. Derhos befol han paa nyt Statholderen (Jørgen Friis til Krastrup 1601–1608), Kansleren (Hans Pederssøn Basse † 1602) og en norsk Adelsmand, Anders Green kaldet, (der 1604 blev Basses Eftermand som Kansler, † 1614) at de tillige med de Lagmænd, som igjen til Bestillingerne vare satte, sig dette Værk paa nyt skulde foretage, og saafremt det sig kunde lade gjøre, inden et Aars Udgang dermed at være færdige. Paa det og at de ikke skulde gjøre det med Fortrydelse, helst saasom de fleste derfor maatte opholde sig udi Oslo fra deres Hus og Hjem, tillagde han dennem en vis og tilstrækkelig Tære-Pendinge saa længe dette Arbejde paastod.“ – De her nævnte Reskripter til Statholderen og Lagmændene, der ogsaa paaberaabes i Lovbogens Fortale, ere daterede Agershus 31 August 1602, og af følgende Indhold: A. Til Jørgen Friis: „Vi Christian den 4de &c. Vider, at som vi have ladet vore aabne Breve og Befaling udgaa til alle Lagmændene norden- og søndenfjælds her udi vort Rige Norge, at de samtligen skulle begive dennem hid til vor Kjøbsted Oslo til S. Pauls Dag førstkommende, og den norske Lovbog foretage, korrigere og forklare, saa baade Lagrettesmænd og andre Dommere saa vel som andre vore Undersaatter kunde den forstaa og i forefallende Sager og Lejlighed have dennem efter at rette, eftersom I af forskrevne vore aabne Breve videre kunde forfare, Da bede vi Eder og ville, at I forskrevne vor Brev og Befalning med det Første lader læse og forkynde for alle Lagmændene baade søndenfjælds og nordenfjælds, at de derefter kunde have dennem at rette, og siden have Indseende, at de med Flid lade dennem være anliggende, samme Lovbog at korrigere og forklare, saa det kan blive nyttigt og gavnligt, paa det her udi Riget maa være en rigtig og forklaret Lovbog, hvorefter enhver Dommer og andre vore Undersaatter kan vide sig derefter at rette.“ (Norske Tegnelser III. Fol. 122). B. Til Lagmændene: „Vi Christian den 4de &c. Vider, eftersom vi for nogen Tid siden have ladet vor Befalning til Eder udgaa, at I Eder paa belejligt Sted og Tid skulle forsamle og den norske Lovbog foretage, korrigere og forklare, saa at vore Undersaatter, Lagrettesmænd og andre Dommere her udi Riget den kunde forstaa, og udi forfallende Sager og Lejlighed have dennem efter at rette, og vi forfare, aldeles Intet at være derved gjort, og samme vor Befaling ikke at være fuldgjort og efterkommet, som det sig burde, da bede vi Eder alle og hver særdeles strengeligen byde, at I rette Eder efter, at begive Eder hid til vor Kjøbsted Oslo, til St. Pauls Dag førstkommende, og samtligen da forskrevne norske Lovbog foretage, og den med hvis Rettebøder her i Riget tilforn er udganget, og derhos ber at være og forhandles, med største Flid igjennem se, korrigere, forandre og paa Danske forklare, efter som Eder kunde synes nyttigt og gavnligt at være, paa det at her udi Riget kan være en rigtig og forklaret Lovbog, hvorefter baade Lagmænd, Lagrettesmænd og andre Dommere, saavel som alle andre vore Undersaatter baade i Kjøbstæderne og paa Landet, udi alle forefallende Sager og Lejlighed kunde derefter rigtigen ordele og dømme, og forskrevne vore Undersaatter det kunde forstaa og derefter søge sin Ret, Sentens og Dom, og naar samme Lovbog saaledes er af Eder korrigeret og forklaret, at I da den siden, under Eders Hænder og Forseg“ ling os tilskikke, at vi den siden kunde lade paa Tryk udgaa og her udi Riget publicere, saa Enhver kunde vide sig derefter at rette, og alt dette med største Flid, uden Forsømmelse og Forhaling, lade Eder være anliggende, eftersom I det ville ansvare og være bekjendt. Ladende det ingenlunde &c.“ – Det vil heraf sees, at Slanges Angivelse af Indholdet ikke er rigtig, for saa vidt han siger, at Kongen paalagde dem om muligt at være færdige i Løbet af et Aar, samt tilstod dem Diæter. At en saadan Bestemmelse kan have staaet i Reskripterne til Kansleren eller til Anders Green, hvilke ikke findes i Gehejmearkivet, er ikke rimeligt, da deslige Reskripter til forskjellige Personer om samme Ting gjærne plejede at være enslydende, saaledes som ogsaa sees af de lignende Kongebreve, som ovenfor ere meddelte. Men det er ikke desto mindre meget rimeligt, at Slanges Beretning kan være rigtig, da det vel kan have været en blot mundtlig Befaling af Kongen til Statholderen eller Kansleren at paaskynde Arbejdet og at udbetale Lagmændene Diæter. Og det er endog ej usandsynligt, at selve Befalingen om at tiltræde Kommissionen til Kansleren og Anders Green blot har været mundtlig, da de nævnte Mænd formodentlig opholdt sig i Kongens Omgivelse, og Befalingen til Lagmændene udgangen skriftlig, eftersom de boede paa forskjellige Steder omkring i Landet, og i 1602 blev ikke holdt nogen Herredag.

Derimod er der et Punkt i Slanges anførte Beretning, som med Sikkerhed kan sees at grunde sig i en Fejltagelse, nemlig hans Fortælling om, at Kongen ved samme Lejlighed afsatte alle Lagmændene i hele Norge paa 2 nær, til Straf for deres Efterladenhed med Lovarbejdet, og tildels for deres Modvillighed paa Domstolene. I Aaret 1602 skede nemlig neppe en eneste Omskiftning af norske Lagmænd, og heller ikke i noget andet Aar fandt nogen saadan Afsættelse en masse af de norske Lagmænd Sted. Lagmændene i Norge i dette Tidsrum vare følgende:

1) Baahus og Fos, Jens Kristenssøn, udnævnt 13 Novbr. 1600, nævnes endnu som Lagmand i en kongelig Befaling af 26 Novbr. 1629.

2) Borgarting, Oluf Holk, udn. 30 Aug. 1600, død som Lagmand 1607; hans Eftermand Jens Nilssøn udn. 30 Maj 1607.

3) Oslo, Peder Jørgenssøn, udn. 30 Aug. 1600, var endnu Lagmand 1 1617.

4) Tunsberg, Jørgen Schrøder, udn. 30 Aug. 1600, endnu Lagmand 1 1605.

5) Oplandene, Hans Glad, udn. 30 Aug. 1600, endnu Lagmand i 1610.

6) Agdesiden, Nils Lauritssøn, udn. 30 Aug. 1600, endnu Lagmand 1 1602; hans Eftermand Bendix Olufssøn udn. paa Herredagen i Bergen den 24 Juli 1604.

7) Skeen, Knut Knutssøn til Nørholm, udn. 159*, afsat ved kgl. Befaling af 8 Juni (eller Juli) 1603. Hans Eftermand Engel Jenssøn indsattes ved samme Reskript, og var endnu Lagmand i 1605.

8) Bergen, Paal Helliesøn forekommer allerede 1 1585; afsat ved kgl. Befaling af 5 Juli 1603. Hans Eftermand Jakob Jørgenssøn, hvis Udnævnelse er dateret 20 Juli 1604, afgik 8 Maj 1610.

9) Stavanger, Jakob Jørgenssøn, udn. 6 April 1601 efter afg. Morten Jenssøn (Nilssøn). Forflyttedes i 1603 til Bergen; hans Eftermand. Mads Pederssøn (Mads Skriver), udn. 9 Oktbr. 1603, afgik i 1607.

10) Trondhjem og Jæmteland, Henrik Jørgenssøn, forekommer allerede 1 1592 og endnu i 1605.

11) Stegen, Peder Hanssøn (Schønnebøl), nævnes som Lagmand ved 1600 og maaske før; † 1610.

At Slanges Beretning er fejlagtig bliver heraf klart. Imidlertid synes det dog, at han maa have haft noget for sig, hvad det nu kan have været, og at hans Fortælling saaledes ikke er opdigtet. Overskuer man nemlig ovenstaaende Lagmandsfortegnelse, vil man se, at samtlige søndenfjældske Lagstole med Undtagelse af Skeen skiftede Lagmænd i 1600, og det, som det synes, endog samtidig; hvorhos Skeen, Bergen og Stavanger og desuden Agdesiden skiftede Lagmænd i 1603. Men lægger man disse sammen, faar man virkelig ikkun 2 Lagstole (Trondhjems og Stegens) „udi ganske Norge“ tilbage, hvormed der i hele dette Tidsrum ikke skede nogen Forandring Kun om Skeens og Bergens Lagmænd ved man med Bestemthed, at de bleve afsatte, og det samtidig i 1603. Men da samtlige øvrige Lagstole, hvorom her er Tale (Baahus, Borgarting, Oslo, Tunsberg, Oplandene, Agdesiden og Stavanger), samtlige skiftede Indehavere i 1600, og vi ikke vide hvad der har bevirket denne samtidige Afgang, er det jo ogsaa muligt, at disse Lagstoles tidligere Indehavere ere blevne afsatte, hvilket vi alle Fald ikke om nogen af dem med Bestemthed vide ikke at have været Tilfældet. Man skulde da nærmest gjætte paa, at det kunde være skeet ved Herredagen i Bergen den 24 Juli og i Oslo den 1 Aug. 1599, hvori dog ikke Kongen selv deltog. Under denne Forudsætning bliver Slanges Fejl alene den, at han henfører til eet Aar (1602) en Foranstaltning, som foregik ved 2 forskjellige Lejligheder (1599 og 1603). Under enhver Omstændighed bliver det dog en urigtig Angivelse, at Afsættelsen skede til Straf for Vedkommendes Forsømmelse med Lovarbejdet. Thi til de Afsættelser, som fandt Sted i 1599, – hvis de for øvrigt fandt Sted, – synes ikke dette at kunne have været Grunden, da man i saa Fald maatte have omtrent samtidig faaet en fornyet kongelig Befaling om at paaskynde Lovarbejdet. Og til Paal Helliesøns og Knut Knutssøns Afsættelse i 1603 angives blot i Almindelighed deres utilbørlige Embedsforhold som Grund, hvilket i alle Fald for den sidstes Vedkommende sees at have bestaaet i Modvillighed og Partiskhed som Dommer, for hvilket Forhold han paa Herredagen i Stavanger i 1607 blev idømt en Mulkt af 200 Daler (Reskript af 15 April 1608 i Norske Registre).

Hvorom alting er, Reskriptet af 31 Aug. 1602 udgik til et saa godt som aldeles ombyttet Lagmandspersonale, og, hvad enten det nu grundede sig i udtrykkelig kongelig Befaling eller ikke, saa blev Lovarbejdet virkelig fuldendt i Løbet af et Aars Tid. Kommissarierne indskrænkede sig ikke til at gjennemse, korrigere og oversætte Landsloven med tilhørende Retterbøder, men gjorde desuden Forslag til dens Forandring i forskjellige Stykker, over hvilke Punkter de tilstillede Kongen en særskilt Fortegnelse, tilligemed sit Udkast til en revideret Lovbog (se Lovens Fortale). Efter at Kommissionens Udkast derefter var blevet gjennemgaaet baade af andre vittige og lovkyndige Mænd og allersidst af Kongen selv var blevet efterseet, – fortæller Slange (S. 205) – blev det sendt op igjen til Statholderen i Norge, Jørgen Friis, med Befaling at han strax udi Begyndelsen af April Maaned (1604) skulde forsamle alle Lensmændene og alle Lagmændene til Bergen, hvor de skulde forblive og ikke der fra bortvige, førend de samtlige havde gaaet det igjennem, efterseet og overvejet i alle Ting, om det nu saaledes var rettet og indrettet, at det kunde uden Fare og med sikkerhed til Trykken befordres: hvormed de skulde være færdige indtil St. Hansdag, da Kongen selv med sine Raad og gode Mænd vilde være i Bergen, der at holde Herredage. Efter at Lovbogen saaledes paany var bleven gjennemseet af Lensmændene og Lagmændene, blev den overleveret Kongen med hvad de derved havde at erindre. Da Kongen havde derom hørt de med sig havende Raads samt de andre gode Mænds Mening, som sad Retten, besluttede han selv hvad der skulde staa og hvad der skulde udelades, hvorpaa han tog Lovbogen med sig til Danmark for at lade den trykke, hvilket han befalede med saadan en Hast og Flid at skulde ske, saa at den derefter blev færdig og blev opskikket til Norge for end Aarets Udgang, og gjort offentlig bekjendt paa alle Lag- og Bygdetinge til at være efterrettelig for alle og menige Mænd i Norge saa snart Nytaar paakom.

Hvad Slange her fortæller om Lovbogens endelige Istandbringelse er der ingen Grund til at betvivle, uagtet der ingen autentisk Bekræftelse derpaa haves. I det kgl. aabne Brev, dateret Kolding 2 Januar 1604, (Norske Tegnelser III. fol. 158–9), hvorved Herredagen tilsiges til 9 Juli 1604, heder det blot: „– – og efter at menige Lagmænd baade søndenfjælds og nordenfjælds der udi forskrevne vort Rige Norge, efter vores naadigste Befalning nu nyligen have korrigeret og gjennemseet den norske Lovbog med hvis Retterbøder der udi Riget plejer at dømmes efter, og derudinden antegnet nogle Artikler og Punkter, som dennem synes, des Riges Indbyggere til Gavn og Gode og dermed vidtløftige og tvivlagtige Trætte at forekomme, at kunne forandres, hvilket forskrevne deres Arbejde vi nu strax paany igjen ville lade revidere og overse, da bede vi udi lige Maade, ville og hermed alvorligen befale alle dennem, som vore og Norges Krones Lene udi Befalning have, Norges Riges Indbyggere af Adel, Bisper og Lagmænd baade sønden- og nordenfjælds, at I rette Eder efter at være til forskrevne Tid udi forskrevne vor Kjøbsted Bergen tilstede, der sammesteds samme norske Lov og Retterbøder skulle paany igjen blive foretagen, gjennemseet og efter Landsens Lejlighed korrigeret, og det saa fuldkommeligen, at vi den siden kunne lade udgaa paa Prent. Ladende det ingenlunde.“ – Derimod er det ikke rigtigt, hvad Slange fortæller om, at den trykte Lovbog blev opsendt til Norge allerede inden Udgangen af 1604 og publiceret paa alle Bygde- og Lagting til at træde i Kraft fra Nytaar 1605. Nedenfor (S. 218) siger Slange selv, at Publikationen først skede paa de første Lagting i 1605, men heller ikke denne Beretning kan være rigtig, uden i alle Fald (skjønt selv da kun vanskeligt) hvis man gaar ud fra den gamle Landslovs Regel om de 4 store Lagting for Landet ved Botolfsvaka (17 Juni), hvilken Regel imidlertid vistnok forlængst var forandret. Thi det kgl. Cirkulære, hvorved Lovbogen blev opsendt til Lagmændene, er dateret Kjøbenhavn 4 Juni 1605 og af følgende Indhold: „Christian den 4de dat. Vid, at eftersom vi efter menige Norges Riges Indbyggeres indstændige Begjæring naadigst have ladet udi Tryk udgaa og forfærdige den norske Lovbog, hvorefter vi naadigst ville have ordelet og dømt udi alle de Sager, der udi Riget af Under- eller Overdommere skulle kjendes, da tilskikke vi Dig nu herhos en af samme Lovbøger, som herefter der hos Lagstolen skal holdes tilstede, bedende Dig og alvorligen befalende, at Du retter Dig efter, efter denne Dag udi alle de Sager, for Dig bliver indstævnt, efter samme Lovbog at kjende og dømme, eftersom Du vil ansvare og være bekjendt.“ I Norske Tegnelser III. fol. 215–16, hvor dette Kongebrev findes, er derefter tilføjet: „NB. Hver af Lagmændene i Norge fik forskrevne Missive om forskrevne nye Lov, som ere disse efterskrevne Lagmænd: 1) Jens Kristenssøn, Lagmand udi Vigen, 2) Oluf Holck udi Frederikstad, 3) Jørgen Schrøder udi Tunsberg, 4) Engel Jenssøn udi Skeen, 5) Bendix Olufssøn paa Agdesiden, 6) Mads Skriver udi Stavanger, 7) Jakob Jørgenssøn over Bergen og Guleting, 8) Hans Glad udi Oplandene, 9) Henrik Jørgenssøn over Trondhjem og Jæmteland, 10) Peder Hanssøn udi Nordlandene, 11) Peder Jørgenssøn udi Oslo. Blev og hver Lagstol en Lovbog tilforordnet, som ere foreskrevne 12 Lagstole med Jæmteland, som tilforn har været en sær Lagstol for sig selv, og nu komprehenderes under Trondhjems Lagstol eller Lagmandsdom. Og blev saaledes skreven for i hver forskrevne Lovbøger ut seqvitur: „„Denne Lovbog er opskikket til Norge, og af kongl. Majt. forordnet stedse at blive ved N. Lagstol.““ – Bleve samme Bøger hedenfra Kjøbenhavn forsendt den 6 Juni Anno 1605.“

Endnu kan som et Bidrag til Lovbogens Historie bemærkes en Ytring i et kongeligt Reskript til statholder Jørgen Friis, dateret Kjøbenhavn 7 Oktbr. 1604 (Norske Tegnelser III. fol. 195), hvori det heden „Sammeledes som I udi Eders Skrivelse, Os elskelige Christian Friis til Borreby, vor tro Mand, Raad og Kansler tilskrevet, tilkjendegivet haver om nogle Punkter, I eragter fornøden være udi den Norske Lov at skulle forandres, saavel som og om Strandsiddere at de maatte flytte til Kjøbstæderne og der tage Borgerskab, derom skal blive gjort Forordning i Loven, saavidt man kan betænke fornøden at gjøres, før end den paa Tryk udgaar.“ Hvilke disse Punkter have været, og hvori de af statholderen foreslaaede Forandringer have bestaaet,v vide vi nu ikke. Den foreslaaede Bestemmelse om Strandsiddere er ikke indkommen i Loven, med mindre det muligens skulde være i Kjøbebolken Kap. 23.

De trykte Udgaver af Christian den fjerdes Lovbog ere følgende:

1ste Oplag af 1604; trykt hos Henrich Waldkireh i Kjøbenhavn, hvilket maa betragtes som Originaludgave, da der saa vidt vides ikke existerer noget Manuskript af Loven. Herved er der imidlertid den Mærkelighed, at der gives idetmindste 3 indbyrdes forskjellige Klasser af Exemplarer, hvilke alle bære Trykke-Aarstallet 1604. Da, efter det nys anførte Kongebrev, Trykningen af Lovbogen maa være paabegyndt efter 7 Oktbr. 1604, synes det at være en Umulighed, at der kan have fornødigets flere Oplag endnu i samme Aar. Og Afvigelserne, der for øvrigt uden Undtagelse ere aldeles uvæsentlige, og for største Delen endog blot ortografiske, ere dog af den Beskaffenhed, at de ikke lade sig forklare ved urigtig Rettelse af udfaldne eller afbrukne Bogstaver under Trykningen. Den ene Klasse af Aftryk (som vi her kunne betegne ved A) udmærker sig fornemmelig ved en særdeles hyppig og næsten konsekvent Brug af den Forkortelse at betegne n og m ved en horisontal streg over det foregaaende Bogstav, hvilket ikkun sjælden bruges i de øvrige, og er derhos endog forsynede med en Trykfejlsliste, hvori Fejl, og det rent uvæsentlige Fejl, ere rettede, som forekommer rigtigt i de 2 andre Klasser af Exemplarer (B og C). Og af disse er igjen den ene (som vi ville kalde B) helt igjennem trykt med kjendelig forskjellige, mindre skarpe Typer, endskjønt af samme Snit som de, der ere anvendte i de andre, ligesom ogsaa Røskenerne og Forsiringerne paa Titelbladet og ved Slutningen af Bolkerne o. s. v. i denne ere forskjellige fra de øvrige. Der synes altsaa ikke anden Forklaring mulig end at de 2 af disse Klasser maa være Eftertryk, hvilket ogsaa kan synes rimeligt nok, eftersom en saadan Spekulation maatte være meget lønnende. Spørgsmaalet hvilken af disse Klasser af Exemplarer der er det retmæssige officielle Tryk: kan nu ikke besvares, men det vilde kunne oplyses, ifald det skulde lykkes at overkomme noget af de 11 Exemplarer, der, som oven anført, blev tilstillede Lagmændene ved Reskriptet af 4 Juni 1605, thi at disse maa have været retmæssige Aftryk synes at maatte forudsættes. Universitetsbibliotheket ejer et i rød Fløjel indbundet Exemplar af Christian den 4des Lov, der i sin Tid har tilhørt Klevenfeldt, og af Universitetet er kjøbt ved Auktion efter afg. Justitiarius J. Chr. Berg, hvilket er gjennemskudt med rene Blade og i Aaret 1623 indrettet til Kong Christian den 4des eget Brug af Norges Kansler Jens Bjelke, af hvem Bogen indeholder en stor Mængde egenhændige (for Resten temmelig værdiløse) Anmærkninger, navnlig Sammenligning med de danske Love og Recesser. Dette Exemplar, paa hvilket Titelbladet mangler, men som dog sees at tilhøre Udgaven af 1604 og at være af Klassen C, kunde det synes at man ubetænkeligen maatte antage for at være et retmæssigt Aftryk. Imidlertid synes dog Klassen A at være de bedste og for Trykfejl mest frie Exemplarer. Spørgsmaalet kan for øvrigt være temmelig ligegyldigt, du samtlige Uoverensstemmelser, som anført, ere aldeles uvæsentlige og mest rent ortografiske.

2det Oplag er trykt 1610 ogsaa hos Henrich Waldkirch i Kjøbenhavn. Hvorvidt Uoverensstemmelser ogsaa findes her mellem de forskjellige Exemplarer have vi ikke anseet det Umagen værd at undersøge.

3dje Oplag er trykt i Kjøbenhavn 1657 hos Peter Hake, kongl. Universitets-Bogtrykker, paa Jørgen Holsts, Bogførers, Bekostning, der paa sammes Forlag lik et 12aarigt Privilegium, ved kgl. Bevilling af 22 Febr. 1656. Denne Udgave indeholder foruden Lovbogen ogsaa Christian den 4des 4Kirkeordinans af 2 (9) Juli 1607, samt Frederik den 2dens Forordning om Ægteskabssager af 19 Juni 1582, samt derhos ogsaa Lovbogens summariske Indhold paa Rim og Forklaring over de danske og norske mørke Glosser og juridiske Termini ved Kansler Jens Bjelke, samt endelig Compendium eller Forklaring over den norske Lovs Arvetal.

Samtlige Oplag ere i Kvart.


Det vil af ovenstaaende Udsigt over Lovbogens Tilblivelseshistorie sees, at den Plan for Arbejdet, som under alle Forhandlinger fastholdtes, netop var den ene hensigtsmæssige i en Tid hvor Retsvidenskaben stod saa lavt. Man vilde blot faa istand en paalitelig og korrekt Oversættelse af Lovbogen saadan som den var, tillige med de Retterbøder, som gjældte i Praxis. Alt Ugjældende skulde følgelig udelades og det Forandrede berigtiges; derimod var der ej alene ikke Meningen at foretage nogen Lovforandring, men der tilsigtedes ikke engang nogen Omredaktion af Lovbogen lige saa lidt som nogen egentlig Kodifikation af hele den gjældende Lovgivning. Til et saadant Arbejde vilde den Tids Jurister, der ikke, saaledes som i Oldtiden, vare Folkets Høvdinger, som oftest fødte og baarne til sit Kald og opdragne i Lovkyndigheden fra sin tidlige Ungdom, – men derimod for det meste forhenværende Kammertjenere og Lakejer eller i det højeste Skriverkarle hos Lensmændene eller andre Adelsmænd – ingenlunde været istand. Hans Pedersen Basses ovf. S. XI–XII meddelte Erklæring viser, hvor lidet selv han, der var Norges Riges Kansler, kjendte til Lovgivningens virkelige Forhold. En Lovbog, der var et saa godt Afpræg af Retsforfatningen paa sin Tid, som Magnus Lagabøters Landslov, var der altsaa ikke at tænke paa. Man maatte være tilfreds, naar man kunde faa denne uforvansket, med Udeladelse af hvad der var ganske bortfaldet og med Tilføjelse af hvad der endnu var gjældende af de sednere Retterbøder. Og herpaa gik ogsaa alle de kongelige Befalinger vedkommende Lovarbejdet ud. At Lovbogen ifølge Reskr. 31 Aug. 1602 skulde gjøres gjældende saavel for Kjøbstæderne som for Landet, var mere i Formen end i Virkeligheden en Forandring. De virkelige Forandringer, som Lovkommissionen, sees at have bragt i Forslag, vare kun faa og ikke meget væsentlige, og dog karakteriseres disse saavel i det aabne Brev af 2 Jan. 1604 som i Lovbogens Fortale som noget, der gik udenfor hvad der oprindelig var paatænkt. Men uagtet saaledes Planen for Arbejdet var heldigt anlagt, saa blev dog Udførelsen højst maadelig. Som Oversættelse af Magnus Lagabøters Landslov betragtet, vrimler Christian den 4des Lovbog af Fejl, hvorpaa Noterne til nærværende Udgave give Exempler i Overflod. Fuldkommen antikverede Institutioner ere optagne ligefrem fra den gamle Lov, og hvor man ikke har forstaaet dem, har man gjengivet Bestemmelserne paa Slump, hvorved det Gamle er blevet aldeles forvansket, uden at det dog derved er kommet til at passe bedre med den nye Ret. Som Exempler herpaa kan blot nævnes hele den gamle Ledingsinstitution, endvidere Viglysningsmaterien og overhovedet hele de gamle Loves Processystem, hvilket, uagtet det paa Christian den 4des Tid var blevet helt og holdent forandret, dog er optaget i den nye Lov, men kjendelig slet ikke forstaaet, og derfor gjengivet paa en Slump, saa at man uden mindste Overdrivelse kan betegne enhver Afvigelse fra Magnus’s Landslov i denne Materie som blot Forvanskning; hele det gamle Bødesystem er ogsaa uden Kritik overført fra den gamle Lov, men i forvansket Tilstand; saaledes er den Fornærmedes personlige Ret jævnlig forvexlet med Skadeserstatningen. At de sednere indtraadte Lovforandringer overalt paa sit Sted skulde være blevne bemærkede kunde man naturligvis ikke vænte; det laa jo desuden ikke i Planen at det skulde være nogen egentlig Kodifikation, men kun en korrigeret Landslov. Men at man ved saaledes at gjentage ophævede Lovbestemmelser og opfriske antikverede Sætninger kom til at frembringe Lovstrid, hvor der i Virkeligheden ingen var, tog man ikke i Betragtning.

Men uagtet saaledes Christian den 4des Lov som Lovarbejde betragtet ikke kan undgaa at karakteriseres som temmelig maadeligt, og uagtet man, naar man tager et ensidigt Hensyn til Lovgivningens Tilstand ved dens Udgivelse, maa sige, at den gjorde denne slettere end før, – saa kan det dog ikke betvivles, at dens Udgivelse, praktisk talt, maa have været en stor Vinding for Retstilstanden og have afhjulpet et overordentligt Savn. Man maa nemlig ikke tænke sig Retstilstanden paa den Tid saadan som den fremgaar af de os opbevarede Love, men man maa tænke paa hvorledes Lov og Ret faktisk udøvedes i Praxis. Mangfoldige Dommere var maaske ikke engang i Besiddelse af nogen Lovbog; de fleste forstod ikke engang det Sprog, hvori den var skreven. Alene den Omstændighed derfor, at den blev oversat og bekjendtgjort ved Trykken, var en vinding stor nok til at opveje betydelige andre Mangler; og med Hensyn til de mange Forvanskninger, som findes i Christian den 4des Lovbog, da kan man just deraf, at disses Tal kunde blive saa stort i en efter saa mange Forberedelser og Gjennemgaaelser istandbragt Revision, – forestille sig hvor langt værre Forvanskninger der maatte indløbe, naar Retten skulde plejes efter de gamle Lovbøger, som faa Dommere ejede og faa kunde læse, og hvorved det bedste Hjælpemiddel, man havde, var private, uden nogen som helst Kontrol istandbragte Oversættelser. Og endnu kommer hertil den fortrinlige Anledning til Uretfærdighed og Retsfornægtelse, som en saadan Tilstand af Retskilderne maatte give, en Anledning, som man ogsaa ser ikke blev ubenyttet. Det er saaledes ikke at undres over, at Lovbogen ved dens Publikation, som Slange siger, „blev med stor Begjærlighed og Glæde annammet og imodtaget, saa at aldrig var seet saa stort et Tilløb af Folk paa Tingene som denne Tid.“ – Det er heller ikke usandsynligt, at Skaden af Lovtexternes Forvanskning i Christian den 4des Lov i Virkeligheden slet ikke har været saa stor som det nu maa forekomme os, og at navnlig de antikverede Lovbestemmelser blot blev staaende paa Papiret, ligesaa ugjældende efter som før, idet man for saa vidt vedblev i Anvendelsen at praktisere Retsinstitutionerne paa samme Maade som hidtil. I det mindste kan dette vist med Bestemthed antages saavel om Ledingsvæsenet som om de processuelle Institutioner.

At Christian den 4des norske Lov for vort nuværende historiske Retsstudium maa være af stor Vigtighed behøver neppe videre at paapeges. Blot at den i over 80 Aar var gjældende Lov i Norge og at den er den umiddelbare Kilde til en Mængde Artikler i Christian den 5tes norske Lovbog, er nok til at gjøre den til et interessant historisk Aktstykke. Men derhos er den netop ved sit Forhold til den ældre Lovgivning af væsentlig Interesse for Studiet af denne, idet den viser os, hvorledes Magnus Lagabøters Landslov ved Udgangen af det 16de Aarhundrede forstodes, ligesom den tildels bærer Vidnesbyrd om Forandringer i denne, hvorom vi ellers vilde savne Oplysning. Og i denne Henseende er selv de Partier, hvori den har forvansket de ældre Retsregler, ofte af stor Interesse. – Efter at den ved offentlig Foranstaltning besørgede Udgave af Norges gamle Love nu er saa vidt fremskreden, at hele Texten til Lovgivningen indtil Dronning Margrete er udgiven, var det vistnok ingen af de gamle Love, som nærmere stod for Tur til at udgives paa en til Nutidens Fordringer svarende Maade, end Christian den 4des Lov. Retshistoriens Dyrkere ville derfor vistnok være det akademiske Kollegium Tak skyldige fordi det beredvilligen gik ind paa vort Forslag om at udgive den som et Program fra Universitetet, hvorved et Udstyr saavel i indre som ydre Henseende blev muligt, der, hvis Foretagendet skulde været overladt den private Spekulation, ikke vilde været at tænke paa, om det ellers kunde haabes, at Værket paa denne Vej vilde have været udkommet.


Med Hensyn til den af os ved nærværende Udgave fulgte Plan, da have vi bestræbt os for, hvad Texten angaar, at levere et bogstavret nøjagtigt Aftryk af Udgaven af 1604, der efter det anførte maa betragtes som Originaludgaven. Ethvert Bogstav og ethvert Tegn vil findes nøjagtigt gjengivet: derimod er der intet Hensyn taget til Originalens Brug af store og smaa Bogstaver, hvilke i de gamle Udgaver bruges aldeles iflæng uden nogen som helst Regel. Vi have derimod iagttaget den samme Regel som Udgiverne af Norges gamle Love og af Diplomatarium norvegicum, nemlig kun at anvende de store Bogstaver i Navne og i Begyndelsen af en Sætning. Derved bliver Skriften smukkere og lettere at læse, og derved opgives ikke den mindste Fordel med Hensyn til Udgavens Korrekthed, da de store Bogstaver, som anført, anvendes uden nogensomhelst Regel, blot som til Afvexling et større Skrifttræk, hvilket det ved Udgaven vilde være lige saa liden Grund til at efterligne som til overhovedet at forsøge paa at kopiere Originalens Skrifttræk. Originaludgavens Brug af skilletegn er derimod nøjagtigt gjengiven. Vistnok synes denne ogsaa at være regelløs; men da vi dog ikke med saadan Bestemthed kunne paastaa dette, og da vi derved maatte have afveget fra den Regel at gjengive ethvert Bogstav og hvert Tegn, have vi ikke her vovet at gjøre nogen Forandring. Derimod er intet Hensyn taget til originalens Interpunktion ved den af os foretagne Betegning af en ny Sætning med stort Begyndelsesbogstav. Thi da, som anført, denne Betegning alene tilhører os, have vi kun sat stort Begyndelsesbogstav hvor der virkelig begynder en ny Sætning, altsaa uden Hensyn til om der foran dette staar Punktum, Komma eller slet intet Tegn; og paa den anden Side lidet Bogstav efter Punktum, naar dette staar midt inde i Sætningen. Dette kan heller ikke vildlede nogen; Læseren kan for saa vidt gjærne betragte de store Bogstaver som ikke existerende.

Der kunde imidlertid være Spørgsmaal, om det ikke er utidigt at anvende diplomatarisk Nøjagtighed ved Aftrykningen af en Bog, som Christian den 4des Lov, hvor ordenes Betydning ikke paa noget Sted er usikker, og hvor heller ikke Sprogformens Mærkelighed kan gjøre Bevarelsen af den gamle Bogstaveringsmaade af Interesse; – medens man ved Anvendelse af den nu brugelige Retskrivning vilde lette Læsningen ej ubetydeligt, ikke at tale om, at Sætning og Korrektur derved vilde blive mange Gange lettere. Ikke desto mindre tro vi dog, at en saadan Fremgangsmaade ved nøjere Betragtning vil vise sig uhensigtsmæssig. Foruden at vistnok mange vilde finde, at Lovbogen tabte sit gamle Præg ved at gjengives med moderne Retskrivning, saa maa det ogsaa erkjendes, at denne vilde passe sig mindre vel til det gamle Tilsnit i Sproget. Og hertil kommer endnu, at der i Loven forekommer flere gamle Ord og Udtryk, som vilde blive ukjendelige, om man vilde iføre dem nymodens Dragt, noget, hvortil man desuden vilde være ganske uberettiget, da de aldrig have baaret denne. Ord som seyermere (sednere), hieme (laane Hus), vilde blive ukjendelige, om de skreves „sejermere“ „hjemme,“ hvilket de aldrig have hedt; man maatte altsaa enten oversætte dem, hvilket vilde være uberettiget (og hvorledes skulde man vel f. Ex. oversætte „seyermere vor Frue Dag“), eller lade dem staa som de ere; men da vilde det dog tage sig besynderligt ud overalt at forandre Ord som Eyermanden, hiem, til „Ejermanden,“ „hjem.“ Det er overhovedet ikke altid let at afgjøre, om en Særegenhed i Bogstaveringen er blot ortografisk, eller om det ikke er en egen Sprogform.

Med Hensyn til de oven omtalte Afvigelser mellem de forskjellige Exemplarer af Udgaven af 1604, – et Forhold hvorpaa vi først efter at Trykningen var begyndt ere bleven opmærksomme, – da have vi ikke udelukkende bundet os til nogen af de 3 Klasser, men optaget den Læsemaade, som vi ansaa for den rigtigste, og anført Varianterne i Noter overalt hvor de bestod i et forandret Ord, hvor uvæsentlige de for Resten have været. Man vil nu kunne overbevise sig om, at ingen af dem medfører nogen som helst virkelig Forandring i Meningen. Rent ortografiske Afvigelser have vi derimod ikke ænset. Paa samme Maade ere ogsaa de 4 Varianter i Udgaverne af 1610 og 1657, som i nogen som helst Maade antoges at kunne have Indflydelse paa Meningen, blevne anmærkede.

Paa 6 Steder, nemlig S. 12. Linje 26; S. 40, L. 17; S. 45, L. 13; S. 52, L. 19; S. 60, L. 16 og 17; S. 64, L. 9 ere originalens Udgange forandrede. Denne Afvigelse er egentlig blot typografisk, og Rigtigheden deraf paa de nævnte Steder vil formentlig af sig selv være indlysende.

Ved Tilføjelsen af Anmærkninger, hvormed det hidtil ikke har været Brug at forsyne Udgaver af Love, ere vi gaaede ud fra den Betragtning, at Christian den 4des Lov mindre har Interesse for os ved sit Indhold i og for sig (hvilket meget bedre og ægtere findes andetsteds) end ved sit Forhold til den tidligere og sednere Lovgivning, og vi have derfor indskrænket os til saadanne Anmærkninger, der kunde tjene til at oplyse og anskueliggjøre dette Forhold. Lovens Kilder ere saaledes angivne overalt hvor vi have kunnet finde dem; overalt hvor der er gjort nogen Forandring i Kilden, som i nogen Henseende kunde være af Interesse for Sammenligningens Skyld, er det angivet, og hvor Kilden er misforstaaet eller forvansket, er dette oplyst. Hvor Uoverensstemmelser mellem M. L. og Chr. IV. L. staa i Forbindelse med i Mellemtiden udgivne Retterbøder eller Forordninger, uden at dog disse kunne betragtes som Lovbudets Kilde, er dette ved Citater bemærket, hvilket ogsaa er skeet hvor de fra M. L. i Chr. IV. Lov indkomne Bestemmelser stode i Strid med sednere, i Mellemtiden udgangne Lovbestemmelser. I dette Stykke kan vor Udgave dog ikke i nogen Henseende gjøre Fordring paa Fuldstændighed, da kun højst ubetydeligt af Lovgivningen mellem 1388 og 1604 haves trykt. Til Lovgivningen efter 1604 have vi i Regelen ikke taget noget Hensyn. Derimod er der overalt henvist til de Artikler af Christian den 5tes norske Lovbog, hvortil Christian den 4des Lovbog maa ansees for Kilde. Fortolkende Anmærkninger have vi anseet at ligge ganske udenfor en Lovudgaves Hensigt, undtagen for saa vidt de vare nødvendige til at oplyse Forholdet mellem Loven og dens Kilde. For øvrigt høre de hjemme i de retshistoriske Lærebøger. Imidlertid have vi ikke bundet os saa strengt til denne Regel, at vi jo paa enkelte Steder, hvor en bekvem Lejlighed frembød sig, have ladet et og andet vink eller Citat, navnlig af Parallelsteder, indflyde ogsaa angaaende selve Lovstedets Fortolkning.

Af Jens Bjelkes oven omtalte haandskrevne Anmærkninger til Lovbogen have vi optaget alt hvad der paa nogen Maade forekom os at kunne have Interesse, hvilket dog kun er ubetydeligt, da den største Del bestaar i blotte sammenligninger og Uddrag af de danske Love og Forordningerne. Om der ellers ikke blandt disse sidste skulde være adskilligt af Interesse for os, kunne vi ikke afgjøre, eftersom det aller meste af disse endnu er utrykt. Da imidlertid det, som vi have kunnet undersøge, hyppig viste sig at være dels aldeles ligegyldige Ting dels endog vildledende, foretrak vi at udelade det hele, der desuden, saa længe Kilderne ikke ere blevne tilgjængelige ved Trykken, i ethvert Fald kun vilde være til megen liden Nytte.

De anvendte Tegn og Forkortelser ville forhaabentlig forstaaes uden videre Forklaring. Hvor en Note angaar mere end eet Ord, er dette betegnet ved et [ foran og det sædvanlige Notetal efter, hvilket [ er gjentaget nedenunder Siden efter Tallet for Noten.

Til Slutning maa vi bevidne Hr. Cand. jur. og Amanuensis i Rigsarkivet Edv. Heiberg vor Erkjendtlighed for den Beredvillighed, hvormed han under et Ophold i Kjøbenhavn i Løbet af forrige Aar dels afskrev, dels kollationerede med de der opbevarede Originaler de af undertegnede Brandt tagne Afskrifter af de angaaende Lovarbejdet udgivne Kongebreve, ved hvilken Bistand det alene er blevet os muligt at give den ovenfor leverede Fremstilling af Lovbogens Tilblivelseshistorie. Ligeledes have de lærde Udgivere af Norges gamle Love, DHrr. Professorer R. Keyser og P. A. Munch, jævnligen bistaaet os med Raad og Oplysninger især vedkommende Forstaaelsen af de ældre Love, hvorfor det er os en kjær Pligt herved at aflægge vor forbindtligste Tak.

Christiania i Oktober 1855.
Fr. Hallager.   Fr. Brandt.
  1. den 12 Juli 1548, se Krags Hist. I. S. 31–4; II. S. 420. Paus 306–7.
  2. Jfr. Fr. 13 Marts 1541, Krags Hist. II. S. 356. Paus S. 306.
  3. Man skulde da vel nærmest tænke paa Papirhaandskriftet Nr. 94 qv. i den arnamagnæanske Samling; men Sammenligning med Chr. IV. Lov gjør dog denne Formodning lidet sandsynlig.
  4. Originalen til de nordenfjældske Lagmand i Norske Rigsarkiv, indb. Reskriptsamling I. Nr. 30. Dette Brev findes ikke i de norske Tegnelser og Registre i Danske Gehejmearkiv; derimod findes Brev til de søndenfjældske Lagmænd af samme Indhold, dateret 5 Marts 1592, hvorefter er tilføjet: „nordenfjælds finge Brev ejusdem argumenti eodemqve tempore,“ hvormed maa menes nærværende, uanseet Uoverensstemmelsen i Datum (Norske Tegnelser II. fol. 173).
  5. Skulde maaske herved være sigtet til Foranstaltninger efter Reskriptet af 14 April 1572?
  6. Mon ikke dette er en Fejltagelse, og at Basse her egentlig taler om Eidsiva- og Borgartingscodices af Landsloven?