Kondoren/Kapittel 17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 136-142).
XVII
EVENTYRETS HJERTE.


Urskogen!

Der er en dyp hemmelighetsfuld klang i ordet, det er tropernes underlige labyrinth; det er en verden for sig, et vældig samfund av liv og død, hvor menneskene famler sig frem gjennem en fortryllet og forvreden hemmelighetsfuldhet som dykkere paa havets bund. Solen sitrer gjennem løvtaket. En og anden straale naar ind til krattet og de brogede blomster. Men lyset slukkes av å den grønne frodighet, som fletter sin kuppel om det liv, som lever mellem busker, grener og blade.

Det er ingen død verden. Der findes mange milliarder borgere i urskogens samfund. Og de fleste av dem har aldrig set andet end det forvitrede tak over deres hode.

Her strækker bambusen sig over 25 meter over jorden, den danner et junglekrat, hvor jaguaren—oncaen—og pumaen leker, her bøier bananens store lysegrønne blade sig over colibriernes lekende skarer, her stirrer planterikets fyrster, palmerne utover alle sine lavere frænder. Og sarsaparillaens eviggrønne, klatrende busker snor sig ind mellem agavernes torner og ipecacuanhaens hvite blomster og de eggformige blade, som samler lægende safter under guaranaens skygge.

Men lianerne binder det hele sammen. De sender sit fletverk fra træ til træ. De sperrer alle veier med sin seige motstand. Kun skogkniven—facaoen—faar bugt med disse vogtere av urskogens hemmeligheter. De gjør motstand til det sidste. Og nytter ikke noget andet, saa verger de sig med torner eller med den melkeagtige gift, som flyter i deres aarer. De er som skibstauger der hænger løse ned fra palmernes mast,—sterke, tykke og uopslitelige. Ja—saaledes er de disse »cipos«—som brasilianerne kalder dem—urskogens parasiter og dens mest typiske billede. Med sine blomsters farveglød gir de urskogen sit vilde, ukunstlede præg,—sit maleriske, dristige, usymmetriske barbari.

Og her i denne verden av glødemættet fugtighet, av stillestaaende grokraft, av vældig frugtbarhet sover de gulnede ben av plesiosaurer og mastodonter i de dype sumper, og amazonpapegøier og apekatter ilskriker over deres graver.

Nu vandrer tapiren omkring mellem krattet, vandsvinet tumler sig i pyttene, stinkdyret gaar forlatt og foragtet omkring i sin egen stank, klapperslangen rasler i løvet, anakondaen eller boaen strækker sit motbydelige kaninslukerhode frem mellem flodens trær og kæmeleoner og firben i en størrelse av optil 1 meter ser misundelig paa den amazonske krokodille caiman niger, som gjør breddene usikre.

Og i flodene gaar den vældige piracucu, jordens største fisk, som kan bli over 4 meter lang og er en av de fineste retter paa indianernes avvekslende menu.

Men insektene er urskogens strykere. De blander sine violintoner med fuglenes sang. Og de sørger for farver og liv. Der er brogede sommerfugler, som straaler i havlyset i en uavladelig serpentinedans, der er kjæmpemæssige bier og hvepser,—ja, der er ogsaa sandlopper og garrapatas, som stilfærdig lægger sine djævelske egg i menneskenes hud og forskaffer dem ulidelige plager.

Men lumsk og stille uten støi og spektakel glider en beskeden flue ind i urskogens støi. Den har ingen ydre fortrin. Det er en moskito som moskitoer flest. Og den forsvinder helt mellem de giftbrogede farver. Men denne flue er skogens farligste kreatur. Det er Stegomyia fasciata, den gule febers utbreder,—Brasiliens skræk.

— — — Men i urskogens utkanter bor indianerne og behager sig i flodens rigdomme. De arbeider ikke, de spinder ikke,—de har kun at strække armen ut for at faa middagsmat. Det er mænd og kvinder av stammen Tupis, som i sit bryst endnu nærer en lønlig lyst til velnæret menneskekjøt; det er Tapuyas, som sover paa jorden og ikke i hængematter, benytter piler av bambusrør og knokler som læbepryd, og endelig Carajaerne, hvis kvinder fletter skjønne smykker av fjærer . . .

I over en maaned hadde de tre mænd, som kvitterte Heredia og hans banditter ved Arinosfloden, arbeidet sig gjennem Matto Grosso og Amazonas urskoger. Fra Arinos og Tapajas sammenløp hadde de brutt sig vei gjennem vildskogen til Madeirafloden. Indianerne hadde hjulpet dem med kanoer, og nu sat de en sildig aften midt i urskogen paa veien til Purusfloden.

Paquai hadde gjort op et vældig baal og ryddet plads. De var alle dødstrætte efter den lange marsj. Og ildens røde skygger hvilte paa uthulede kinder og feberglinsende øine.

Men de var ved godt mod. Paquai, den unge skogens søn, var som en flamme. Ti her var hans verden, her laa han atter i den store uutgrundelighets favn, her gjærte livets kræfter som den slumrende lava i Aconcaguas bryst.

Nu sat han ved ilden med et mægtig spid og ristet to jacushøns, en fasanlignende fugl, som var bestemt til aftensmat og skutt like over deres hoder . . .

De hadde længe sittet tause.

—Vi er ikke skapt for dette evigvarende dampbad, sa Fjeld endelig.—Sjælen rinder snart ut av kroppen paa en, skal det fortsætte slik. Vor hud er for jomfrunalsk til dette badstuehelvede . . . jeg skulde ønske, vi var en tur ute i Skagerak med en topseilsbris fra nordvest . . .

—Her er mit hjem, mumlet Torell aandsfraværende.—Her opmagasinerer naturen selv sine vilde fantastiske vidundere, her drømmer den i sit eget herlige kaos . . .

Fjeld saa forundret paa ham.

—Si mig, Torell, sa han efter en stunds pause, hvorfor kom du hit?

Svensken stirret eftertænksomt i ilden. Haaret klisset sig i lange tjafser nedover den høie, hvite pande. Og øinene, de klare og blaa, laa dypt i det kraftige racehode.

—De hadde ikke bruk for mig derhjemme, sa han endelig. Og jeg hadde ikke bruk for dem . . . Jeg var for vild, for haard, for eventyrlig for dem . . . og da de kom med tvangstrøien, saa flygtet jeg . . .

—Tvangstrøien?

—Ja, de vilde anbringe mig i et departement og gifte mig væk . . . jeg hadde jo mine eksamener fra Upsala . . . og nu skulde den unge Samson vandre i trædemøllen . . . jeg skulde pirke med juridiske lovmakerier og derhos føde barn til fædrelandets ære . . . Men er det arbeide for en mand at sitte ved en kontorpult i hele sit liv og intrigere sig frem til at bli statsraad eller kommandør av Vasa? . . . Aa for et lumpent og usselt liv der leves bak samfundets sprinkelverk. Det hele er blit en kunstig utklækningsanstalt for den daarligste og tarveligste av alle menneskelige laster: ærgjerrighet! . . . Hvor jeg hatet det altsammen—dette ufrie liv uten sol og eventyr. Alt gled paa den smalsporede bane, som heter sedvane og vedtægt . . . Hver eneste friluftslængsel, hvert eneste forsøk paa at skaffe sig en smule armslag blev kvalt . . . hold dig paa matten, min ven, og kjed dig tildøde! . . . Nei, vort moderne samfund kvæler manddommen blandt os, det lærer os at bukke og bøie os og kradse os frem med hænder og føtter og et ædelt familieuttryk i øiet . . . og vi unge er saare lærvillige. Vi bukker os gjennem den samme port, hvor vi har set vore fædre forsvinde . . . Og blir frihetslængselen for sterk for nogen,— —vel saa har man punch, whisky og andre nivellerende samfundsdrikke. Hvor nyttige er de ikke! . . . De bringer kjævene paa glid. De er et laksativ for vore ungdommelige utfærdslyster, de er puterne, som tilslut faar os til at sovne paa vore fædrene-kontorkrakker og til rette tid og sted at dø av nyresygdom eller arteriesclerose med nekrologer og et kor av sjungende skræddersvender . . . Den slags samfund skaper borgere, men ikke mænd. For mænd blir man først i verdens store, vilde ensomhet under naturens eget tak . . . Ja, saa flygtet jeg fra alt. Fri mand var jeg, og mine penger var mine egne. Hele verden har jeg set,—jeg har hørt Jang-si-kiang synge mellem Kinas rismarker, jeg har badet i Eufrat og Tigris, og jeg har fulgt Jenesei paa dens lange vandring mot havet . . . Hvor det er deilig at leve! . . !

Torell bøide hodet. Der fløi et lykkelig smil over det bleke ansigt. Saa slang han sig ned paa sin rypesæk og sovnet ind, mens fuglesangen døde i urskogen, og nattens hemmelighetsfulde lyd klang sammen til en fjern berceuse fra den store skogguds sordinerede cello.