Kondoren/Kapittel 12
Der la sig en dyp stilhet over Ferejos hus. Det travle arbeidsliv var stanset. Treskemaskinerne taug. Hveten bølget urørt henover sletten. Arbeiderne hadde fri,—de slang omkring med spændte ansigter. Og husets tjenere snek sig paa tærne i de store, teppebelagte ganger.
Der forestod noget alvorligt—maatte den hellige Sebastian være Donna Francesca naadig!
Fjeld fik husapoteket. Det var kummerlig styret; men der fandtes dog en liten ubrukt flaske kloroform, nogen desinficerende væsker samt den omtalte forbindingsvæske. Det var med en viss spænding, at Fjeld aapnet den. Han fant et par kniver, som saa aldeles nye ut, og slap dem sammen med noen arterieklyper og et par naaler med sølvtraad ned i det kokende vand.
Ferejo saa spændt paa ham.
—Finder du, hvad du søker?
—Ja, svarte Fjeld. Her er alt, hvad jeg behøver—undtagen jod.
—Det har vi i forvalterboligen, sa Ferejo. Dyrlægen bruker meget av den slags.
—La det hente, sa Fjeld kort. Og saa faar vi i Guds navn ta fat. . . Hent Paquai. Jeg maa ha en mand uten nerver tilhjælp. La ham bytte rene klær paa sig og vaske sig med varmt sæpevand . . . hurtig. . . Og saa ønsker jeg, at De hr. patron maa være tilstede. . . Hvis det skulde vise sig, at Donna Francesca allerede er for svak, og operationen av den grund mislykkes, maa De kunne vidne om operationens gang . . forstaar De?
—Ja, sa Ferejo ydmygt.—Livet bytter ofte rollerne om. Nu var Fjeld herre og den mægtige estanciaeier tjener.
—La saa pikerne gjøre istand bordet her. Vi opererer herinde. Vask bordplaten omhyggelig, læg et rent lagen paa og en liten hodepute . . . Og la mig saa faa et par svamper—helst nye, hvis De har. . . Kok dem. . .! Saa var det altsaa kloroformen. . .!
— — —
—Kjære Francesca, sa Ferejo kort efter til sin datter.—Stone er litt av en læge og vil forsøke at lindre dine smerter. Du faar gjøre, som han sier.
Den unge pikes ansigt fortrak sig i smerter.
—Johnny, Johnny, hvisket hun, mens taarerne piplet fra hendes øine . . det er saa forfærdelig vondt . . . la mig heller dø end lide saa grusomt.
Fjeld var meget blek. Han visste ikke, hvad det var; men han følte det, likesom hans egen sjæls smerte krympet sig ved synet av den lidende kvinde. . . Aa . . han var ikke mere den kolde og klare tankes mand . . og i brøkdelen av et sekund saa han i et flimmer av lys sin hustrus skjønne, blonde hode bøie sig i længsel og vemod . . . Saa tok han sig sammen.
—Luk øinene, Donna Francesca, sa han. Og forsøk at drømme . . . . træk pusten tungt og langt. . . .
Den unge pike adlød øieblikkelig, og Fjeld anbragte en kloroformmættet svamp under hendes næsebor. . . . Aandedrættet skiftet karakter, den lille stønnende bilyd forsvandt, og Donna Francesca gled ind i narkosen som et barn, der sovner paa sin mors arm. . .
Fjeld saa paa den graderede kloroformflaske. . 25 gram mumlet han . . . jeg tænker, det kan være nok. . .
Og forsigtig tok han den sovende skikkelse paa sine armer og bar hende ind paa det improviserte operationsbord. Ferejo fulgte ham med skjælvende læber. . . Alle følelser vekslet i hans ansigt . . . der var tvil og haab, mistanke og fortrøstning . . . han hadde uten Fjelds vidende sendt ilbud efter dr. Gusman . . . maatte han komme i tide. . . .?
I sideværelset stod Paquai ret op og ned som en skildvakt. Hans brune ansigt saa endnu mørkere ut mot de hvite lerretsklær, han hadde faat paa sig. Og hans brune hænder var næsten lyserøde. Paquai hadde tat paabudet om vaskning meget samvittighetsfuldt, og hænderne var næsten skollet av det kokende sæpevand. . .
—Det er godt, sa Fjeld efter en hurtig mønstring, mens han la instrumenterne paa et haandklæ . . . . Her er knivene, klemmerne, naalene og joden . . . ræk mig dem, naar jeg ber om det forstaar du?
Paquai gurglet et ja. Han var stolt over at være visdommens tjener. Aa den Kondor . . . . han var en vældig hersker over liv og død. . .
Men Fjeld var nu midt inde i sin herlige videnskap. Hans øine, hans hjerne og hans hænder arbeidet trofast sammen. Nu var han atter den gamle kirurgiske professors bedste elev—manden med kniven. Han hadde glemt Donna Francesca. Al hans sjælelige intensitet var nu fæstet paa den elfenbensbleke hud bak hvilken tarmene i et uhyggelig lune av naturen var sat ut av virksomhet. . . Han saa det hele med sin videns øine og grep kniven. . .
Ferejo strak avvergende haanden ut; men Fjelds sikre stilling, hans kjølige ro holdt ham tilbake.
Saa begyndte operationen. Fjeld skar med en beundringsværdig sikkerhet i den linje, han hadde utpenslet med joden . . . bøide saarrandene tilbake og blottet tarmene . . . en svak spænding stod skrevet i det kraftige ansigt . . . hadde han tat feil? . . . nei,—der var strengen, som hadde lagt sig over tarmen og bundet hele stofskiftet. Tilfældet var typisk. . . Gudskelov . . . med et eneste snit hadde han skaaret over strengen, og langsomt gled hele tarmsystemet ind i sit leie . . han kastet et blik paa Donna Francesca . . hun sov trygt og roligt . . . ja, det var, som om et lettelsens smil streifet det voksbleke ansigt. . .
Og Paquai var en uforstyrrelig haandlanger. Han rakte sin herre instrumentere; han trædde sølvtraaden ind i naalen, uten at hans skollede hænder rystet, dyppet svampene i vand og lot dem let glide over det blødende saar. . .
Men Fjeld sydde saaret hurtig igjen . . . og efter en times arbeide bandt han den sidste sølvtraad fast.
—Nu? spurte Ferejo. Hans stemme skalv av bevægelse.
—Allrigth, sa Fjeld.—Det var, som jeg trodde. Om 14 dage kan Donna Francesca atter spasere omkring iblandt os.
—Er det sandt, sa Ferejo bevæget, skal jeg lønne dig kongelig! Du kan be mig om, hvad du vil. Og aldrig skal du forlate os. . .
Fjeld tok den sovende pike paa sine armer og bar hende ind i det lille soveværelse. . .
Nogen minutter efter slog Donna Francesca sine øine op. . . .
—Er du der igjen, Johnny, hvisket hun . . . og far ogsaa . . . har jeg drømt? . . .
—Hvorledes er det med dig, barnet mit, spurte Ferejo ømt. . . .
—Aa, jeg er saa træt og rar. Men det er, likesom jeg er blit kvit en byrde . . . . og de skrækkelige smerter er væk . . . jeg tror, jeg vil sove. . . . Godnat far—godnat Johnny! . . Jeg er saa mat . . . og lykkelig.
Hendes øine lukket sig igjen. Men nu slumret hun som et litet søvnig barn, og der laa et rolig og tilfreds smil om hendes læber.
—La hende sove, sa Fjeld. Om et par timer vil hun vaakne med en forfærdelig sult. Men hun maa ikke ha stort. Først maa tarmene skylles rene. Da kan hun faa, hvad hun vil. La en pike vaake hos hende . . ., kald saa paa mig, naar hun vaakner. . . .
De gik forsigtig ut.
Ute paa verandaen stanset Ferejo.
—Jeg har hat mistillid til Dem, sa han. Men nu forstaar jeg, at De er en mand av faget. Jeg kan aldrig faa takke Dem nok. Francesca er alt for mig.
Fjeld saa op. Han merket sig, at Don Manuel sa »De« til ham, og at hans tone var ærbødig og fuld av respekt. . .
—De bad mig forlange, hvad jeg vilde for den tjeneste, jeg har gjort Dem, Don Manuel. . . . . Jeg ber om min avsked og om, at Paquai maa følge mig?
Ferejo stirret maalløs paa ham:
—De vil reise fra os, mumlet han. Og hvorfor? De skal faa et hjem hos os.
Fjeld rystet vemodig paa hodet.
—Tak for Deres gode mening, Don Manuel. Jeg vil aldrig glemme Dem og Donna Francesca. Men eventyret kalder mig. Jeg hadde et hjem,—det bedste en mand kan ha. Lykken sat ved min side. . . Men min forblindede egenvilje jog mig bort. . . jeg er dømt til evig flakken . . som en av Kains barn . . aldrig faar jeg hvile for min sorg og længsel . . . jeg er en landflygtig, som soner for sin skyld i ensomhetens helvede. . .
Don Manuel saa længe paa den høie, lyse mand ved sin side.
—Donna Francesca vil savne Dem, sa han stille.
—Jeg vil aldrig glemme hende, mumlet Fjeld hen for sig. Hun var det skjønneste solstreif paa min vei. . . Men jeg maa bort. . .
Da grep spanieren med en pludselig indskydelse Fjelds haand og trykket den varmt og længe.
—Ven, sa han.