Klostersagn og ættehistorie fra Hardanger

J. Lie

Klostersagn og ættehistorie fra Hardanger

Historisk Tidsskrift, femte række, fjerde bind, 1920 (s. 536-561).

15.

Klostersagn og ættehistorie fra Hardanger.

I sine bemerkninger angaaende sagn om klostre i Norge paa steder hvor den senere historieskrivning intet derom vet at berette, præciserer Chr. A Lange (De norske klostres historie) træffende disse sagns plads og betydning i vor historiske bedømmelse. Herunder fastslaar han først det overalt gjældende forhold, at sagnet, – som jo ifølge sin natur ikke præges av nogen faglig skjelnen i detaljerne – jevnlig sammenblander begrepet kloster og forskjellige andre anlæg som paa en nærmere eller fjernere maate har staat i forbindelse med klosterlignende Institutioner, hospitier, saluhuse o.s.v.

I nogen kritisk begrænsende bemerkninger peker forf. paa interessen ved at trække frem fra glemselen sagn av denne eller dermed beslegtet art, idet han understreker, at der ingenlunde av en absolut taushet i i de historiske annaler eller tilgjængelige skriftlige hjælpekilder overhodet kan sluttes noget om sagnets historiske utroværdighet. I samme retning uttaler sig professor Vedel-Simonsen i sin oftere citerte avhandling (Nordisk tidsskrift for oldkyndighed B. 3): »At nu et sligt kloster eller klosterlig pilgrimsherberg ikke omtales i vor historie, vil neppe undre nogen der kjender sammes magerhed med hensyn til den tidligere middelalder, og det saameget mindre som slige paa landet adspredte klosterherberger, der kun vare kolonier eller filialer af de store klostre i kjøbstæderne, formodentlig intet egentlig gods besadde, der kunde gjøre dokumenters udstedelse nødvendig eller tildrage sig annalisternes fortrinlige opmerksomhed«. – Hvad her siges om Danmark, gjælder, skriver Lange, i endnu høiere grad om Norge, hvis gamle brevskaper for størstedelen er tilintetgjort og som ingen indenlandsk annalist fra hin tid har tilovers.

I lys av ovennævnte bemerkninger og under hensyntagen til det ogsaa av Lange berørte forhold, at sagnet regelmæssig lægger sine »klostre« paa saadanne steder hvor hospitier eller lignende anlæg for vor tids betragtning maatte ansees fornødne eller nyttige eller ialfald ønskelige, er det at det turde ha interesse at fremdrage et saavidt vites ikke tidligere trykt sagn, som for en menneskealder tilbake er meddelt fra Jondalen på Hardanger, hvor, meget gamle folk vilde kjende et sagn om at der engang i svunden tid skulde ha ligget et »kloster«.

I betragtning av at nogen saadan indretning paa dette avsidesligende sted ikke nogensteds vites omtalt i hittil kjendte kilder, kan man overensstemmende med Lange gaa ut fra, at om et saadant ikke nærmere præciseret sagn skal tillægges omend kun symptommæssig betydning, saa kan man vel være forvisset om at det her kun maatte handle sig om et hospitium eller en dermed beslegtet institution av særdeles beskedne dimensioner. Likeledes maa det i tilfælde ansees sandsynlig at det tidlig er blit nedlagt, maaske tidligere end, eller samtidig med oprettelsen av andre lignende institutioner i det Hardangerske, ja maaske allerede før Lysekloster anla det lille Opedal hospitium betydelig længere inde ved fjorden, ca. 1300.

Men med ovennævnte reservation tør det paa den anden side siges, at sagnet om en saadan institution paa det her omhandlede sted høvet særlig vel ind under de betragtninger, som saavel Lange som Vedel-Simonsen gjør de klostersagn til gjenstand for der fortjener at trækkes frem. Jeg skal nedenfor nærmere paapeke hvorledes sagnet om et hospitium paa det omhandlede sted ogsaa falder ind under den av nævnte forfatter fremholdte betragtning, at disse middelalderske institutioner saa at si har kunnet efterspores paa steder eller i farleder hvor man kunde Synes det laa nær at henlægge dem.

Naar Lange i i sin opregning, – der medtager s saa svake antydninger som dem om mulige hospitier ved Liknes og ved Fodneby i Mandalen, Moghus (øvre Telemarken) og Salvhuus (Saluhus) i Bygland, – ikke berører Jondalssagnet, saa maa det erindres, at forf.s fremstilling uttrykkelig peker paa at opregningen ikke kan ansees uttømmende, hvad der forøvrig, hvor det gjælder nu halvglemte sagn uten særlig karakteriserende detaljer og hitrørende fra avsidesliggende bygder, ligger i sakens natur.

Jondalen, som i vore dage er anneks til Strandebarm sogn, er en temmelig avveien liggende fjelddal, som fra Hardangerfjordens midte skjærer op mellem fjeldene paa Folgefondshalvøen i østlig retning. Dalen har allerede i tidlig middelalder tjent som farled mellem ytre Hardanger (med Midthordland og Søndhordland) og Hardangerfjordens indre bebyggelse (Sørfjorden). En efter forholdene særdeles god ridevei har i meget tidlig tid ført op gjennem dalen og gjennem det trange Saxeklep Skar ned paa fjeldskraaningens anden side til Reisætterbygden, omtrent midtveis mellem Utne og Odda. Reisende som, særlig i en ugjestmild aarstid, nødig vilde utsætte sig for motbør og de voldsomme kastevinde paa den aapne fjord, sparte ved at følge pasveien gjennem Jondalen en sjøvei paa omkring 5½ mil.

Det er ved hoveddalens øverste grænd ved Brattegaardene (Brattebø) eller maaske mellem disse gaarde og Koppren, omtrent midtveis paa den gamle ridevei, at sagnet i svake omrids henla et kloster. Erindrer man at dyrkningen og den faste bebyggelse først i 14de aarhundrede synes at ha trukket sig op til disse gaarde, som ligger i en øvre dalavsats (Flatebøplateauet) adskilt fra den nedre hoveddal ved et langt, brat fjeldpas (som optager gammel ridevei (sti) fra Saalesnes), saa synes det ogsaa naturlig at et herberge øverst oppe i denne rute vilde ha fundet en særdeles passende plads. Ogsaa med den nuværende lettere adkomst turde fotgjængere som ikke kom avsted fra sjøen før ut paa dagen, naturlig søke et raststed her.

Taler saaledes selve beliggenheten, de faktiske, topografiske forhold nærmest til fordel for et saadant herberges eksistens, saa er der desuten enkelte andre antydninger som peker i samme retning. Det ældste navn paa dalens øvre avsnit er Krossdalen, ved hvis øvre ende Brattebø og Koppren er beliggende. Navnet Krossdalen er saa bekjendt ogsaa i nutiden (og gaar igjen saavel i ældre dokumenter som i velkjendte sagn, bl. a. om forholdet mellem trold og kristendom), at det er underlig at det er overset eller uteglemt hos Rygh under »Gamle bygdenavn«.

De sagn som knytter sig til stednavne med forbindelser av »kross«, har jevnlig en direkte tilknytning eller ialfald en senere forklaring av navnet gjennem tilstedeværelsen av indviede kors eller dermed sammenhængende fænomener^[1]. Forskjellige sagn knytter sig ogsaa til oprindelsen av det herhenhørende navn Krossdalen. Enkelte av dem er tidligere trykte. Fælles for dem alle er forbindelsen med et indviet kors (krucifix) som for kortere eller længere tid skal ha hat sin plads her. (Jfr. ogsaa stedsnavnet Krossastein og Krossasæte, en vold øverst i Krossdalen, tidligere under Brattebøgaardene). Der findes flere versioner av sagn om det hithørende hellige kors. I den form hvori samleren Haukenæs^[2] gjengir det, er sagnet om dette kors paa en ret bemerkelsesværdig maate sat i forbindelse med Røldalskorsets herkomst. Og korssagnets beretning, som gjengis i den lokale form uforandret av den ikke altid like prægnante forfatter, er her klart og uten vaklen. En anden version taler kun om et indviet kors, hvortil mange søkte hen. Den første version, som nærmest kan synes at være en sammenblanding av to selvstændige sagn^[3], fortæller, at det er det berømte undergjørende Røldalskors som efter at være fundet drivende i sjøen førtes denne vei til Røldal, hvad der, forsaavidt valget av føringsvei over Jondalen–Sørfjorden angaar, ikke var helt usandsynlig. I ethvert fald forekommer sagnet i denne Jondalske version at ha nogen interesse, forsaavidt som ogsaa denne forbinder denne færdselsvei gjennem Krossdalen med en religiøs tradition. Rimeligst tør den enklere version være om Krossdalen som sæte for en selvstændig helligdom. Sandsynligst er vel at dette hellige kors som her spiller en rolle, i forbindelse med stedet Krossasætet under Brattebø, har hat sin stationære plads her, med eller uten noget geistlig tilsyn. (Smlgn. »Krossaakeren« i Ullensvang, hvor navnet med grund formodes at være et minde om den nu forsvundne lille kirke der). – Hvorvidt Jondalssagnets hellige kors turde være identisk med det kjendte Kristusbillede som senere findes overført til Jondals Kirke ved fjorden halvanden mil længere nede i dalen, og som synes at tilhøre den romanske tid eller en overgangstid, midten av det 13de aarh., altsaa formentlig adskillig ældre end den ældste kirke i dalen, tør det nu være umulig at avgjøre. Det er i ethvert fald blit overført fra de ældste til de yngre kirker i Jondalen og passer bedre ind i ovennævnte slutning end Røldalskorset, som ellers er av samme størrelse (omtrent), men betydelig yngre end Jondalskorset; 15. aarhundrede^[4]. Medmindre da begge versioner skulde være historisk forklarlige, enten saaledes at Røldalskorset i nogen tid faktisk skulde hat tilhold netop paa dette sted, eller man underveis mot Røldal med korset netop ønsket at lægge veien om et hospitium eller en helligdom i Krossdalen. At man i senere kilder intet hører om Krossen ved Brattebø kunde muligens forklares just derved at helligdommen blev flyttet.

Det sandsynligste tør dog som nævnt være, at det hellige kors som her spiller en rolle, har hat sin stationære plads paa dette sted. – Et synes under enhver omstændighet klart, at har en beskeden klosterlig institution, et ringere hospitium eller lign. været i virksomhet her, saa maa dets oprindelse ha tilhørt den ældre middelalder, og det er sandsynligvis nedlagt forholdsvis tidlig. Navnet Krossasetet synes at. henpeke paa et geistlig foretagende av en eller anden art, og beliggenheten av et saadant øverst i denne dal, ved fjeldovergangen, mellem indre og ytre Hardanger synes i forbindelse med sagnets antydninger vanskelig at kunne gis nogen naturligere tolkning end den, at der her tør ha ligget – utvilsomt ikke noget kloster, sandsynligvis heller ikke noget hospitium i vanlig forstand, men rimeligvis et bedested, et tarvelig herberge maaske alene med en enslig ordenabroder som tilsynsmand og værge for det hellige kors. Av hvilken art dette lille anlæg kan ha været og til hvilket moderinstitut det kan ha sognet, turde det vel nu være faafængt at søke rede i. Maaske kan en tilfældig opdagelse kaste lys over dette spørsmaal^[5]. Avstanden fra Opedals hospits i Sørfjorden er jo ikke synderlig lang, det samme gjælder det formodede hospits paa Kannikeberget i Øistesø paa den anden side av fjorden, et par mil nordenfor Jondal, hvorom mere nedenfor. Har det formodede herberge i Krossdalen ikke hat noget fast opsyn, vilde et leilighetsvis stedfindende saadant lettelig kunne etableres fra begge disse steder. Sandsynligere er det dog at et herberge ell. lign. her maa ha hat sit eget faste tilsyn. Et datterforhold til Johanniterklosteret i Fane eller maaske snarere til Augustinerhospitset paa Halsnø turde ikke være helt usandsynlig. Under Halsnøs abbed Jon paa overgangen mellem 13. og 14. aarh. hadde dette kloster eller klosterhospits ikke ubetydelige økonomiske interesser i Hardanger.

Med hensyn til selve hoveddalførets navn Jondal, i Bjørg. Kalfskinn Jonadale, antyder Magnus Olsen (N.G. XI 507) avledning av et elvenavn Jon. Dertil kunde bemerkes at denne formodning kun daarlig tilfredsstiller de andre forbindelser av navnet Jon paa dette sted – Jons-Hornet, Jonsnuten indenfor Brattebø og Jonsnæs (Jonarnæs) ved Saalesnæs (Salvhusnæs). Med like grund turde man her kunne gjætte paa mands- og helgennavnet Johannes, som tidlig i norske forbindelser antok formen Jon (Jonskloster i Bergen o. fl.). Det sagn Faye gjengir (Norske Folkesagn, Chr.a 1844) er ganske uskikket til at gi nogen løsning av spørsmaalet om Jondalsnavnets oprindelse^[6].

I forbindelse med bemerkningerne om et herberge paa høiden av færdselsveien gjennem Jondalen og Krossdalen bør ogsaa sees stedsnavnet Saalesnes, et næs beliggende halvanden mil nedenfor Krossdalen, midt i Jondal herred. Noget vanlig gaardsbruk synes der ikke at ha været her før 1667, ialfald ikke skyldsat, mens navnet Saalesnes er meget ældre. Med rette ser M. Olsen vanskeligheter ved en navneforklaring i forbindelse med navnet Solvi og slutter med at anføre at det her tør være rimelig at gjætte paa »Saluhusnæs«, saluhus, herberge for reisende. Det bør ogsaa erindres at fra Saalesnæs fører gammel sti op mot Krossdalen, og hvadenten man tænker sig navnet Saluhusnæs, som tidligere synes at ha betegnet hele næsset, opstaat ved beliggenheten av et herberge ogsaa nede ved sjøen eller kun som benævnelse paa det sted hvor adkomstveien begyndte til et (vigtigere) herberge oppe ved fjeldovergangen (i Krossdalen), saa støtter denne navneforklaring gjennem en forbindelse av ordet Saluhus netop paa dette sted, hvor ellers ingen naturlige forhold skulde tilsi et saadant anlæg, sandsynligheten av at denne engang hyppigere benyttede overfartsvei har været utstyret med en eller flere hospitielignende institutioner for de reisende^[7].

Ved den her omhandlede fjeldovergangs anden side, paa skraaningen ned mot Sørfjorden ligger gaarden Reisætter (Reidsæte) og Mokkestad (Muckestad). Det første gaardsnavn sigter efter en brukbar fortolkning til den gamle ridevei som her kommer ned fra fjeldpasset mot Jondal^[8].

Mokkestad (Muckestad, Mogestad) kan vistnok som av Rygh forklares som muligens avledet av et nu ukjendt elvenavn Mok. Det fortjener dog i denne forbindelse at mindes at gaardsnavnet Moghus (Mukhus) øverst i Telemarken, hvor en ridevei har ført over mot Hardanger, likeledes har staat i forbindelse med et vagt sagn om et »Kloster«, »Munkhus« (sted som munke har eiet eller beboet). Lange antyder ogsaa en svak mulighet for et klosterhospitium ved veien dithen paa grundlag herav (Udg. 1847). Senere fremkom sogneprest Münster i Dybvaag med en meget oplysende meddelelse om, at der etsteds længere oppe i fjeldet ved denne Telemarkske kløvvei fandtes en plads som kaldes Huspital. likesom man længere nede i dalen støter paa navnet Salvhus, første gaard i bygden. Efter denne bekræftelse tør saa sagnet ansees historisk begrundet. Her har vi saaledes, siger Lange i en senere tilføielse, den ældre veis hvilepunkter antydede.

Det skulde ikke være vanskelig at trække en tydelig paralel for Jondal-Sørfjord-overgangens vedkommende. Her har vi paa Jondalssiden Saluhusnæs, længere oppe Krossdalen og Krossasæte med sagnantydninger om et »Kloster« og en kjælder, samt endelig paa Sørfjordssiden Mogestad eller Muckestad (Munkestad?). – I denne forbindelse kan nævnes at et sagn, som gjengis i forskjellige variationer, beretter om en gammel kirketuft paa Mokkestad. Samleren Haukenæs gjengir^[9] en version om at almuen ønsket at bygge (gjenopbygge?) sin kirke paa Mokkestad, men at munke fra Opedal fik narret dem til at tro, at det var forsynets vilje at der nu burde bygges ved Opedal, hvilket da blev gjort.

Nogen synderlig egen vegt bør man vel neppe tillægge denslags sagn om kirkernes placering, sagnberetninger som gjerne gaar igjen paa en mængde steder i landet; men sagnene har dog forsaavidt interesse som de dvæler ved de steder hvor en placering av en eller anden grund ansaaes naturlig,

Hvadenten der nu paa Mokkestad har været nogen tomt eller grund, kirken eller noget kloster tilhørende^[10], saa ligger det ialfald nær at anta at der ogsaa her, ved rideveiens fremkomst til Sørfjorden og avslutningen av reisen over fjeldet, har ligget om ikke et ringe herberge saa dog et færgested hvorfra overfart over den her ganske smale fjord har kunnet besørges, dels til Odda og Røldal, dels og vel oftest tversover fjorden til Sexe^[11], hvor den gamle vei over fjeldene til Olavsdal og Normandsslæbe førte til Østlandet og den øvrige nordiske verden. – I sammenhæng med spørsmaalet om færdselsveiene fra Hordaland mot Hardanger og videre øst kan her indskytes, at Lange, som kun nævner tvende veie fra det Bergenske til Hardanger, nemlig over Voss-Granvin og over Lyse (formentlig med fortsættelse over Haalandsdal eller Samnanger til Strandebarm-Vikør), synes at glemme den gamle og gode kjøre- og senere kløvvei fra Dale i Brudvik, et par mile nordøst for Bergen gjennem Bergsdalen til Fyksesund i midtre Hardanger, hvor ogsaa fjeldveien fra Ævanger kommer ned. – I konsekvens eller i ubekjendtskap hermed er det ogsaa at M. Olsen bestemt (Lange mindre bestemt) ytrer tvil om, hvorvidt de murrester som endhu fandtes paa Kannikeberg ved Fyksesund, paa Schnabels tid virkelig ogsaa var rester av det kloster sagnet lægger paa dette sted (Schnabel: Hardangers beskrivelse), og istedenfor kort og godt forklarer stedsnavnet Kannikeberg derav, at gaarden har tilhørt Bergens domkapitel! »For et hospitium eller gildehus er stedets beliggenhet inderst i Fiksesundet ikke heller bekvem«, uttaler Lange. Denne saavelsom M. Olsens antydning er utvilsomt misvisende. Snarere maatte man, som Lange i en anden forbindelse bemerker, netop søke et herberge her. Begge forfattere har overset den lokalitet, at den udmerkede fjeldvei fra Bergens nære opland netop ender her ved Fyksesundets bund. Et mere naturlig sted for et herberge har fjeldveiene mellem det Bergenske og Hardanger ikke at opvise. Langes subsidiære antydning om et hospitium under Halsnø her paa Kannikeberg har derfor langt mere for sig.

Er der efter det foran anførte adskillig som kan støtte sagnet om et klosterlig herberge i Krossdalen ved Brattebøgaardene i den gamle veirute Jondal (Saalenæs)-Krossdalen-Mokkestad, saa er der imidlertid neppe nu nogen levninger der kunde bekræfte overleveringen. Sagnets antydning om en kjelder er ikke engang, som tilfældet var paa Sponheim i Ulvik, støttet av nogen anerkjendte middelalderske rester. Selv om huskjelderen paa det nuværende Brattebø, hvorom senere, skulde vise sig for en ringe del at være av saa gammel oprindelse, hvad der vel ikke var helt utænkelig, saa er det, som allerede Lange bemerker i forbindelse med sagn om et kloster paa Sponheim, »vist nok, at ikke klosterfolk alene bygget murede kjeldere«. Han sigter her til de rikmandsætter som findes paa Sponheim og flere andre steder. Ogsaa ved Brattebø gjælder det nemlig at gaarden tidlig (16. aarh.) kom i en anset hardangersk slegts besiddelse og blev med sit udmerkede jordsmon^[12] og sin fortrinlige om end avsondrede beliggenhet sæte for en gren av en rikmandsæt, hvis eiendom forøvrig omfattet en række gaarde i og utenfor Jondal herred. (Flere av gaardene synes at ha været blandt dem Vinc. Lunge fravendte de bergenske klostre, til hvilke de var kommet hovedsagelig som gaver).

Efterat Krossdalen og hovedgaarden Brattebø, som tidligere hadde tilhørt Vinc. Lunge, kom i Haldor Samsonssøns^[13] eie i slutten av det 16. aarh., har gaarden, bortset fra en part som ved ægteskap kom til Thorsnæs og efterhaanden under Galtungslegtens rustificering og økonomiske tilbakegang gled ut av denne slegts haand, siden ikke været ute av Brattebøslegtens eie. Det tør i denne forbindelse ha interesse at minde om at den her omhandlede slegt (som noget misvisende i mundtlig tradition m. v. har været kaldt Bratteætten, formentlig efter gaarden Bratte (Braatve) i Sveen i Søndhordland, som Haldor Samsonssøns sønner Børge, Lauritz og Erlend eiede og muligens en tid har bebodd), ikke alene i motsætning til saa mange ansete hardangerske ætter, fremdeles (1880-aarene) lever med en forholdsvis kraftig mandlig efterslegt, men tillike endnu er i besiddelse av endel av slegtens gamle jordegods, likesom slegten helt til nyere tid synes at ha formaaet at bevare et visst socialt niveau, under hvilket dens medlemmer neppe nok undtagelsesvis vites at være sunket. – Gunstige blodblandingsforhold og en dygtig opretholdt økonomi synes at ha præget ætten. Dens formentligen mest utprægede skikkelse »Brattebøkongen« (Børge Larsson 17. aarh.), hvorom mere nedenfor, lever fremdeles i en klar lokal tradition saavelsom i en række mere sagnartede, men karakteristiske fortællinger fra enkelte bygder i det ytre Hardanger.

For et ikke arkæologisk fagkyndig øie tør det neppe være lett at avgjøre noget m. h. t. Brattebøkjelderens ælde. Nærv. forf., som ikke personlig har studert den, fæstet sig i sin tid fornemmelig ved de rundbuede døre (romansk bue) av en form som ikke hadde nogen tilknytning til almindelig bygningsskik i herredet forøvrig i den nyere tid. Den daværende eier kjendte vistnok personlig intet til en mulig middelaldersk oprindelse. Det sandsynlige er vel ogsaa, at denne kjelder er et meget nyere verk, muligens med benyttelse av nogen indmurede ældre rester. Folk som hadde været inde i kjelderen, omtalte murenes tykkelse som svær, 2–3 alne^[14]. – Selv om kjelderen saaledes tydet paa en bygherre over den almindelige bondestand, er der neppe grund til derfor at anta at netop munke her skulde ha været paafærde, eller at det netop er rester av deres verk som forefindes i denne skikkelse. Det forklares tilstrækkelig ved Brattebøslegtens forbliven paa denne eiendom i henved halvfjerde aarhundrede. Klostersagnet behøver forøvrig som foran paapekt heller ikke en haandgripelig levning for at fortjene opmerksomhet. Maaske vil andre, som har anledning og nemmere adgang til arkiver, kunne føre sagnet videre og fra sine kyndigere undersøkelser endog levere bevis for et hospitiums svundne tilværelse paa dette sted av fjeldovergangen^[15]. For nærv. forf.s arbeide har dette stof saavelsom de hithørende notater om en gammel hardangersk smaa-adel og storbondeæt i denne avsidesliggende dal ligget adskillig til siden, men dels paa grund av en viss videre interesse stoffet turde ha, og fordi der nu meddeles at skulle paagaa arkivstudier herom av andre, formentlig forarbeider til en eller anden (Ytre Hardangers?) »Bygdehistorie«, har jeg ogsaa av den grund tænkt at det kunde være værd ikke at la mine ældre utrykte optegnelser og notater vandre i glemsel.

Ættens mænd synes ikke at ha spillet nogen anden eller mere fremtrædende rolle end tilfældet er med de øvrige hardangerske og søndhordlandske smaaadelsætter fra denne tid. Hverken Fartein paa Ænes, der levet i velstand paa sin gaard saa sent som 1560, eller sønnen Samson Farteinsen paa Borssen [levet 1568 og 1590, var gift 2 gange, Lensh.s opg.^[16]] eller sønnesønnen Haldor Samsonssøn, Brattebøs første eier^[17], synes at ha spillet nogen i datidens forstand offentlig rolle. Brattebøslegtens medlemmer fra Fartein paa Ænes og nedover nævnes i privatretslige eiendomsforhold og har aabenbart været meget velstaaende og omtales dels med prædikativer som væbner, dels kun »ærlig og velagtet«; smaaadelsbenævnelser som for Thorsnæsfolket og flere i samme tidsrum. Skat har de ialfald delvis betalt og opføres da blandt de faa selveiende odelsbønder. Fra sidste del av 16. aarh., da de strengere skattekrav som bl. a. syvaarskrigen foraarsagede^[18], synes at ha tvunget adskillige nye grundeiere ind i skatydernes rækker, betaler ogsaa de fleste hardangerske og søndhordlandske smaaadelsætter sine avgifter.

Dette gjælder saaledes repræsentanter for ætterne paa Vatne, Bjelland, Onareim, Sandvik, Ænes, Birgisheim, Thorsnæs, Wik o. s. v., hvilke av lensherren opføres som skatydende. (Sm.hold Forordn. 1639 28. 10.)

To av Haldor Samsonssøns 4 børn, Børge og Lauritz Haldorssønner^[19], betegner begyndelsen til denne slegtgrens samling omkring Jondal herred, hvor slegten efterhaanden underla sig de bedste gaarde eller dele derav, Koppren, Brattebø, Vik, Saalesnæs, Espeland, Svaasand, Hvitastein, o. fl. Gjennem slegtskap og kjøp hadde dens medlemmer odel i et bruk av Thorsnæs, og andel i flere gaarder i nabosognene Strandebarm og Varaldsø, Kvinnherred, Ullensvang [Bleie, Reidsæter, indre og ytre, samt rimeligvis ogsaa Hovland, hvorfra siden en mand synes at ha arvet eller optat odel til en part av Brattebø]^[20]. Foruten disse ogsaa Røsseland og et par gaarder i Sveen, hvor slektshistorikere som derav maatte ha interesse, maaske turde finde grene av denne æt.

Hovedgrenen i Jondalen fortjener imidlertid at nævnes her, bl. a. fordi den fremdeles (1890) lever i agnatisk rækkefølge paa et par av de hovedbruk som allerede omkring 1600 utgjorde en del av slegtens gods. Fra ovennævnte Haldor Samsonsens yngre søn, Lauritz Haldorsen og hans rike søn Johannes^[21] (levet 1660, 1565, lagrettesmand, eier av Vik o. m. a. gaarde) stammer en nulevende, vistnok cognatisk ættegren, som har kunnet opvise flere dygtige mænd, lensmænd, skibsbyggere og gaardbrukere. Fra Lauritz’s bror Børge Haldorsen (nævnes 1614, og fl., levet 1636) stammer hovedgrenen av Bratte- eller rettere Brattebøætten^[22], hvorav nogen grene kan føres ned til vore dage, dels cognatisk men ogsaa i agnatisk rækkefølge. En av de tvende agnatiske grene eier og bebor Brattebø. En videre forfølgning herav har nærmest kun personalhistorisk interesse.

Slegtens merkeligste mand er ovennævnte Børge Haldorsens sønnesøn Børge Lauritzen eller Larsson, f. 1640, † 1713, kjendt langt utover herredets grænser som »Brattebøkongen«, en mand som ikke alene gjennem rigdom, men gjennem sin hele særprægede personlighet og saavidt sees uten at ha spillet nogen egentlig offentlig rolle, synes at ha indtat en usedvanlig position i sin lokale samtid. Samleren og slegtshistorikeren Johs. J. Aga^[23], som i sine forøvrig ufærdige og for tidlig utgivne stamtavler av 1873 stadig opretholder en tør skematisk fremstilling, navne, aarstal, uten ringeste kommentar, hæver sig overfor denne skikkelse, der tør ha interesseret ham sterkt, til en knap pathos, som er særdeles karakteristisk; .... »var rik og storslagen«, heter det i den korte indledning om denne mand. Der gik ogsaa stort ry av hans rigdom, og det ligger nærmere at henføre de eventuelt ældre dele av Brattebøkjelderen til Brattebøkongens byggetid end til nogen tidlig middelaldersk munkevirksomhet.

I foreliggende offentlige dokumenter spiller han saavidt det kan sees, ingen fremtrædende rolle. Skiftet efter ham i 1713 (han hadde vistnok før utdelt adskillig gods og løsøre) viser^[24] vistnok at han var en rik mand, men hverken her eller i herredets kaldsbok, hvor hans død anføres, ofres der ham nogen nærmere opmerksomhet. Saameget mere særpræget fremtræder han i en overlevering som endnu i nyere tid har formaaet at tegne hans skikkelse i faste klare linjer^[25]: Her skal kun anføres nogen træk, hvorav specielt et enkelt belyser de opfatninger og følelser som laa bak de vestlandske ætters passivitet overfor, og ufrivillige bøien sig ind under det økende danske herremandsvælde, følelser der latente var tilstede blandt det hardangerske jordaristokrati, og som efterhaanden modnedes til politisk bevisst handleevne fra 1814 av. At denslags national selvfølelse aldrig helt har manglet, kan eftervises i de gamle hardangerske storbønders holdning til den danske unions embedsvælde saavelsom til visse sider ved den svenske union; bl. a. heri ligger endel av forklaringen til det eiendommelige fænomen, at under vor nyere unionspolitik har Hardanger med dets i mange henseender yderst konservative befolkning budt den bedste jordbund for den nationalistiske politik som det norske venstre tidlig gjorde sig til talsmand for.

Det er den samme aand som traditionen med forkjærlighet tillægger 1600- og 1700-tallets bondeadel overfor danskevældet og de danske embedsmænd^[26].

Børge Lauritzsøn eller Larssøn, Brattebøkongen, skildres som en høivoksen mand med rolige kloge øine, jevnlig taus men ordsnar, munter i lag. Han var en slegtning av, maaske besvogret med, den fra de indre Hardangerbygder bekjendte kloke og djerve høvding Peder Johannesen Aga paa Hovland, med hvem han synes at ha hat træk tilfælles. Den berømte sølvkande hvori Peder skjænket kong Christian^[27] først øl og siden sølvpenge, kom ved arv^[28] til Børge Larsson, men findes ikke i skiftet efter ham, som derimot omtaler den navngjetne Brattebøkrone^[29].

Det er i Børge Larssons mund traditionen lægger de haarde ord om hans frænde Lauritz (Galtung) paa Thorsnæs i Jondal, at han hadde tigget sig ny dansk forgyldning til sit gamle norske skjold. Sagnet – noget mere er det vel neppe – er historisk litet holdbart. Bl. a. var Børge Larsson kun en gut da Lauritz paa Thorsnæs, ganske vist med nogen møie, opnaadde støtte for sit adelsskap hos de danske arrangører av hyldningen for kong Frederik III i Oslo 1648. Men sagnets ordtak har en tendentiøs karakter, som ikke er uten interesse. De mange rustificerede vestnorske lavadelsætter har netop følt paa denne maate. Mot det indvældende danske aristokrati formaadde de ikke at hævde sig, og kravet om et efter dansk maal anerkjendt jevnbyrdig gifte vilde de eller kunde de ikke opfylde^[30]. De blev selveiendes odelsbønder, landlige knaper (smhd. kongens brev til Chr. Walkendorff om knaber i Bergenhus Len, H. T. III 1 s. 18. N. R. R. I 229, 237), »ærlig og velagtet«, ikke velbyrdig og velbaarne. De opponerte vel ikke, de tigget ugjerne, men de følte vel sit. Og det kan vel være naturlig at føre den litt stive nationalisme, som har præget hardangerbonden under den svenske union, tilbake til beslegtede, omend mere indestængte følelser i den danske unions dage. Det erindres lett at der har været baade holdning og tradition hos disse bønder, det merkes tildels den dag idag. (Smnh. Yng. Nielsen: Reiseskildringer 1872, Munch o. fl.)

Det mest kjendte og sikkert ogsaa korrekte billede av Brattebøkongen faar man – ved siden av Agas trykte karakteristik – av beretningen om striden med Vikebygdingerne og Børge Larssons reise til Kjøbenhavn. Beretningen herom har holdt sig som det synes uten væsentlige forandringer og er endnu kjendt. I fjeldet mellem Brattebø i Jondal herred og Vikebygden i Ullensvang herred ligger spredt flere udmerkede sæterstøler. De sydlige av disse eiedes sammen av Thorsnæs og Brattebøfolket, som synes at ha været vidløftig samgiftet, og bruktes i fredelig fællesskap. Til de nordlige av disse støler, som ligger ved den gamle ridevei over fjeldet fra Jondal til Mokkestad, mente Vikebygdbønderne at ha visse bruksrettigheter, som ikke stemte med Børge Larssons syn paa den ting. Efter mange resultatløse sammenstøt reiste Børge Larsson med eget skib^[31] til Danmark, hvor han skaffet sig gehør. Traditionen vil vite at man paa høieste sted fandt interesse og behag ved den staute nordmands optræden, hvad der maaske kunde ha sin rigtighet.

Ialfald fik Børge medhold, hvad der tydelig nok kan eftervises. Overleveringen, som beretter at han efterlot værdifulde gaver, tillægger at Børge Larsson av en hofmand fik forespørsel om han ikke attraade at opnaa frihet og dansk adelsskap. Svaret er karakteristisk ialfald for den folkelige opfatning av »Brattebøkongen«. Han meldte tilbake, at han ikke trængte bedre adelskap end det han hadde hjemme, og hvad friheten angik hadde han saameget han behøvet, naar kongen hadde faat sit.

Selv om denne overlevering tør være mere tillempet av samtid og eftertid end egentlig nøiagtig i alle detaljer, saa gir den dog som nævnt en del av det billede der hos befolkningen dannet sig om Børge Larssons personlighet.

Da han efter lykkelig hjemreis steg iland ved sine frænders gaard Vig i Jondal, vilde han ikke bie, bad straks om hest og red uten at stanse med følge Krossdalen op. Stanset heller ikke ved Espeland, hvor datteren bodde, heller ikke ved sin egen gaard Brattebø, hvor husfolket med undren saa hans færd, men red straks til sætrene, hvor han lot kaste ut av sælene al Vikebygdingernes eiendom og jog buskapen østover og tilfjelds. Først da dette var gjort, vendte han sin hest og red til Brattebø, hvor mat og velkomst ventet.

Der findes ogsaa andre, mere sagnartede beretninger om denne mand. De samstemmer i skildringen av en eiendommelig, vel utrustet personlighet. Aga sammenfatter (1878) det hele træffende i den korte anførsel: »Var rik og storslagen«. – Nogen stridbar eller trættekjær natur har han ikke været. Domme i retssaker, som jevnlig har bud fra disse bygder, nævner ikke ham som part, mens de fjernere frænder i Strandebarm saavelsom Jondal ikke helt sjelden er med. Han var, ialfald i en viss periode, rik særlig paa jordegods, men maa før sin død ha avhændet store dele herav^[32].

Størst betydning fik Børge Larsson som en av grundlæggerne av den sjøbrukstradition (baatbyggeri og jagtefart m. v.) som helt ned til vort aarhundrede har levet i og sat sit præg paa disse bygder. Selv bygget han mindre fartøier og skar tømmer til skibe dels alene, dels paa tømmersager hos frænder i Strandebarm, Tørvigebygden og Jondal. Han deltok saaledes sammen med flere frænder i en vistnok vidtdreven eksport av tømmer til Skotland, og flere av dem, deriblandt Samson Schelnæs, sees i 1660-aarene at ha været ilagt bot for eksport bl. a. av tøndestav utover den nye toldforordnings maal. – Selv ek kunde ytre Hardanger eksportere dengang. Cfr. indberetning fra lensherren paa Bergenhus, som allerede 1580 klaget over at ekeskogene i Søndhordlen fortyndedes sørgelig ved. utførsel til fremmede, og det i en grad som lot befrygte hel utryddelse. Noget forslag om forbud fremsættes dog ikke. (Hans Lindenovs forestilling, orig., R. A.) Denne klage fulgtes gjennem halvandet aarhundrede av en række lignende^[33], visselig ikke alle utsprungne av de samme brave motiver, men dog i sit angivne formaal like berettigede og tilsyneladende – like nytteløse. For nærværende findes der utenfor Tørvigen neppe mange ekestammer i Hardanger og Søndhordland, likesom det overskud av alm. skogvirke der kan leveres, ikke er for stort. – Imidlertid synes den sterke hugst at ha floreret i Jondal før Børge Larssons tid. Ved besigtigelse av Jondals ældste da skrøpelige kirke i 1665, da et nyt bordtak befandtes absolut nødvendig, fandtes der ikke bord dertil at faa i selve Jondal. Nu er forholdet længst paa bedringens vei. I matrikelkommissionens indberetn. 1864 hadde næsten alle gaarde nok skog til bygningstømmer og ved, omend endnu kun faa noget tømmer tilsalgs. Man maa forøvrig overfor de særlig fra byerne fremkomne klager over skogenes uthugning og eksport erindre at de bunder i byens misundelse mot bygdernes frie salg mere end i noget nationaløkonomisk vidsyn og vel nærmest skyldes ønsket om at tvinge al handel ind under byernes mellemmandsstyre. Klagerne har derfor visselig tildels været overdrevne. Landdistrikternes syn paa tingen var neppe særlig vegtig repræsentert i »De norske Committeredes« erklæring i Kjøbenhavn 1662, hvor bl. a. Søndhordlens toldsted anbefales ophævet og al trælast saavelsom alle andre varer »ingen undtagen« kun utført over Bergen. (Canc. Indl. 30. 7. 1662.)

Det var neppe for intet at bonden, som det heter i kjøpstædernes andragende av 1661, var de fremmede (hollændere og skotter) saa geneiget at han før det dennem avhænder end den indlændiske (d. e. bykjøbmændene) derpaa den ringeste skillings fortjeneste forunder.

Det er dog ingen tvil om at der i tider baade før og efter 1660 har været hugget og eksporteret i overdreven grad, saavel i sin almindelighet som i de her foreliggende bygder. Naar undtas Tørvigebygden er eken nu praktisk talt utryddet i Hardangerfjordens bygder. – I 1610 løb fra Søndhordlandske fjorde ialt 119 skibe ut, derav halvdelen skotske. I 1621 var tallet 107, hvorav 64 skotske. I det hele har den direkte skotske trafik paa landdistrikterne særlig i Søndre Bergenhus amt til tider været av en saa levende og intim karakter at den skulde synes at fortjene en nærmere lokal undersøkelse og eventuel samlet fremstilling, og da ikke alene av samtrafikkens rent handelsmæssige sider, men tillike for at søke at gi et ind- blik i den neppe tilstrækkelig iagttagne og vurderede betydning av det intime samkvem mellem længe henliggende fremmede trælastopkjøpende og indfødte har hat for befolkningens privatliv kulturelt som materielt. I paafaldende mange tilfælde har efterslegten visst at berette om samgifte mellem skotter og norske, – ifølge forholdenes natur væsentlig skotske mænd med norske kvinder, men i enkelte tilfælde endog omvendt, og i en række tilfælde knytter ogsaa traditionen skotske eiendomskjøp og jorddyrkere til indenlandsk grund langs Hardangerfjorden helt fra Kinservik og Graven til fjordens munding. Racefællesskap og sproglig slegtskap har aabenbart lettet dette forhold. Retsforhandlinger vedrørende disse distrikter byder ikke sjelden materiale til belysning av emnet. Ved flere leiligheter støter man paa oplysninger der viser at de fremmedes ophold var langvarige. Dombøkerne omtaler kjøp av skibe under bygning. Ellers er det trælast i forskjellige former, oftest middelstor last og tøndestav, som er skotteskuternes last. Tørfisken spiller ikke hovedrollen paa dette marked. – Det indbyrdes forhold har gjennemgaaende været godt; det byder for landboernes vedkommende intet sidestykke til det misforhold som byerne, særlig Bergen, led under i og med den hanseatiske handel. Og grunden er ikke alene at søke deri, at den skotske handel i motsætning til den hanseatiske var en upolitisk affære. Den hviler ogsaa paa rent racemæssige eiendommeligheter av interesse og paa et kulturfællesskap med langt uttyndede, men aldrig helt brutte traade fra vor tidligere middelalder. (Se Alex. Bugges utdrag av engl. arkiver H. T. V. 11.)

Selv synes Børge Larsson i ældre aar, muligens paa grund av tap, at ha opgivet hele den her berørte side av sin virksomhet, men gjennem driftige sønner opvokset der paa flere steder ved fjorden en efterslegt som har været anførende paa sjøbrukets forskjellige omraader. Den ældste søn Samson døde spæd, men efter Lauritz paa Brattebø og Iver paa Svaasand levet en talrik, hovedsagelig cognatisk efterslegt i den driftige bygd. Av de øvrige sønner kom Helgie tidlig til sin faders frænde, en Samson paa Schielnes’s slegt i Varaldsø nabosogn, ved hvem han fik først et bruk av sidstnævnte gaard, siden ved indgifte i en derboende lensmands- og smaaadelsæt (efter eiendomsforhold i nabosognene at dømme muligens Dahl?) endnu et bruk, kom til velmagt i Varaldsø og omegn; særlig bemerket ved driftighet i skog og sjøbruk^[34]. Endnu en av Brattebøkongens sønner, Ole paa Aga i indre Hardanger, efterlot talrik efterslegt med navn Aga; nu sandsynligvis kun cognatisk. Med Agaslegterne var Børge Larssons æt forøvrig oftere indgiftet; saaledes ægtet sønnen Lars Børgessøn Inga Aga og sønnen Ole Børgessøn Marita Aga og siden Ingebjørg Aga, likesom ogsaa efterslegtene gjentagne gange blandedes ved ægteskap. Efter Børges datter Herborg, gift paa Mokkestad, findes cognatisk efterslegt, væsentlig i bondestand. I det hele nedstammer en særdeles talrik og ret fremtrædende efterslegt, gjennem sønnerne Helgie og Lauritz et faatal agnatisk, gjennem de øvrige børn cognatisk, fra Brattebøkongen.

Det ser næsten ut som om han før sin død har gjennemgaat en økonomisk krise, hvis karakter høist sandsynligvis hænger sammen med træeksportens overflyttelse paa andre hænder og tildels ogsaa andre distrikter fra den første del av det 18. aarhundrede. I ethvert fald findes en række eiendomme hvori han var eier eller medeier, at være avhændet omkr. 1700, væsentlig dog kun til slegtninge^[35]. Personalhisterikere, som derav maatte ha interesse, vil formentlig kunne følge denne æts samtlige led fra Fartein Ænes’s søn Samson Farteinsen Borssen og Haldor Samsonssøn helt ned til vore dage, – et lokalt norsk bondearistokrati, av ret bemerkelsesværdig karakter og knyttet til en bestemt bedrift i halvfjerde aarhundrede.

Børge Larsson døde ifølge Agas optegnelser i 1713^[36] og var den sidste av ætten som begravedes i kjelderen under Jondal kirke, som allerede var omtrent faldefærdig og bestemt til ombygning^[37]. Om dødsaarsaken meddeler Aga^[38], at han, den 73-aarige mand, la sig i sengen efter en nervefeberpatient for at vise at sygdommen ikke bet paa ham.

Sengene i den svære, ældgamle bjælkestue – som endnu i forrige aarhundrede paavistes i Jondal som Brattebøkongens (flyttet til en gaard ved sjøen og siden solgt til en engelskmand), syntes dog ikke ved sin længde at tyde Daa nogen særlig høi mand set i sammenligning med andre gamle sengesteder fra disse distrikter i Søndhordland og Hardanger. Hvad befolkningen i sin almindelighet angaar, synes Vibes anførsler om legemshøiden at holde stik. Derimot tør det være et spørsmaal om ikke anførslene om skalleformen maa berigtiges derhen, at ogsaa Jondalens befolkning gjennemgaaende er mesokefaler og saaledes adskiller sig fra det eg. Hardangers dolichokefale befolkning.

Sluttelig skal kun nævnes, at den baatbygningsvirksomhet der menes gjenoptat ved eller av Børge Larsson i dette distrikt, har siden vist en livskraft som endnu til aarhundredeskiftet gjorde den til en væsentlig indtægtskilde for de omliggende bygder. Navnet »Strandebarmer« er et velkjendt navn paa en vel utviklet sjægtetype, et navn der har en god klang viden om i de vestlige kyst- og fiskedistrikter. Og de mange tildels sjøgaaende fartøier som i slutten av 17. aarhundrede er bygget i dette distrikt, betegner en utviking av en industri som har sine røtter tilbake i den ældste middelalder, da de hardangerske og søndhordlandske baatfartøier var eksportvare til de norske lande i vest.

J. Lie.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Smlgn. Faye, Folkesagn, s. 229. Daae; Bygdesagn, s. 3; Haukenæs, Strandebarm. Foruten at betegne i forkortet form et kapel eller en kirke, kan det jo som av Daae i hans Folkesagn b. 2 s. 33 nævnt, ha andre betydninger.
2. Natur, folkeliv og folketro b. 8. s. 103.
3. Sammenblandingen kan forklares paa forskjellig maate, men skal dog ikke her nærmere berøres.
4. Cfr. Bendixen: Kirker i Søndre Bergenhus amt s. 202. Egen prest, Jon, nævnes først 1306, se ogsaa D. N. II s. 70.
5. Smlg. tilfældet med det klostersagn Lange angiver som meget tvilsomt, men hvis historiske berettigelse Alex. Bugge blev istand til meget senere at godtgjøre. Hist. Tidsskr. 4. R. 5 s. 67.
6. Selve det av Faye nævnte sagn er vistnok desuten i denne forbindelse en sammenblanding av traditionelle jutulsagn og nyere fortællinger om rigdommen paa storgaardene øverst i dalen.
7. Om de nærmere omstændigheter og de større og mindre behov som ledet de katolske geistlige til anlæg av smaa herbergestationer, turde her henvises til bl. a. Yngv. Nielsen: Det norske veivæsen, Hist. T. 1. R. b. 4 s. 218, 288 flg.: »De efterretninger der er bevarede om disse (hospitier) er imidlertid kun yderst sparsomme, i mange tilfælde kjendes deres tilværelse kun gjennem sagn eller av endnu eksisterende stedsnavne (Spitalen, Spedalen, Huspital), der viser at der paa de steder som bærer disse navne, engang i fortiden nar været saadanne institutioner .... Ved siden av disse hospitier stod de fjeldstuer, der allerede tidlig anlagdes ved de mere befærdede fjeldovergange og hadde sin oprindelse av de tarvelige smaahuse som fra meget gamle tider var opførte paa fjeldene for at skaffe de reisende ly mot storm og uveir, de saakaldte Saluhus, eller Salustover.«
8. Se ogsaa N. G. XI 466, »Foldalsgata«, som her kommer ned. Dog vel snarere Folgedalsgata (smlgn. Folgefond) end som M. Olsen foreslaar: elv ved navn Fold. Veien fra Krossdalen (gata) gaar gjennem et skar i Folgefondsplateauet. – Cfr. ang. navnet Reisætter dog ogsaa Olafsen, som i et nyt verk om Ullensvang har samlet en mængde vistnok baade værdifuldt og originalt stof.
9. Ullensvang s. 65.
10. Levninger av noget hospitium paa Mokkestad kan nu ikke paavises. Under gravning her fandtes i 1840 bl. a. et kors med en ufortolkelig inskription. Like i nærheten er et meget gammelt klæberstensbrud. De ældste skriftlige meldinger om saavel Reisætter eller Reidsæter som nabogaarden Mokkestad viser at de fra meget gammel tid har tilhørt geistligheten. Baade Munkeliv og Halsnø klostre har gjennem lange tidsrum været opført som eiere i Reidsæter (D. N. XII 190, 257, 272, o. fl.). Ogsaa kirken i Ullensvang har eiet sin del, og senere har Lauritz Thorsnæs fra Jondal og Haldor, likeledes antagelig fra Jondal, eiet dele av gaarden, som jevnlig helt til vore dage har staat i eiendomsforhold til Brattebø og andre av de øvrige gaarde i Jondalen. Flere medlemmer av Hovlandsætten, saaledes ca. 1440 tvende brødre Haldor og Børge Endridssønner, der synes at ha eiet jordegods utover Hardanger og Søndhordland samt i Voss, har eiet bruk av Reidsæter (Hovland ligger ved den her ganske smale Sørfjord ret over for Reidsæter) og Mokkestad. Blandt Mokkestads ældste eiere nævnes Bergens domkirke og blandt de private eiere Gunnar paa Mokkestad og hustru Ragnhild Lauritzdatter (frænde av storbonden Fartein paa Ænes), likesom et diplom fra Jondal 1592 stadfæster eiendomsforhold til Mokkestad.
11. Her fandtes iflg. Nicolaysen i 1825 en arabisk sølvmynt (pilgrimsmynt). Lange peker uttrykkelig paa denne vei som en pilgrimsvei s. 582, hvorpaa selvfølgelig fundet dog ikke nødvendigvis behøver at tyde.
12. Vibe 277.
13. Haldor var sønnesøn av Fartein Mattsøn (nævnes løselig i et par dipl. og regnsk., f. ant. omkr. 1490, levet som smaaadelsmand paa Ænes i Ytre Hardanger endnu 1553, R.-Archivet) – og søn av Samson Farteinsen paa Borssen (Birgisheim i Strandebarm) hvor han 1568 hadde 2 sagbruk (lensherrens opgave). Samson var f. ant. omkr. 1520, død vistnok i Ænes før 1600, hadde formentlig efterslegt i Ænes. Maa ikke sammenblandes, som oftere trods alderen gjort, med sin yngre slegtning av samme navn, som siden fik gd. Linge i Strandebarm, levet 1627, og hvis børn, deriblandt en Fartein Samssonssøn, levet paa sidstnævnte gaard som leilænding for Lauritz Thorsnæs (Galtung) efter 1651, indtil Haldor Samsonssøns sønnesønner Børge Larssøn (Lauritzsøn) og Johannes Larssøn overtok Linge til eiendom ca. 1680. Sammenblandingen har forsaavidt været saameget lettere som baade den yngre Samson Farteinson (muligens en sønnesøn av lagm. Niels Jønssøn i Stavanger, levet 1550, gift med en Dahl, N.H.D.B. 1578 s. 117) og den ældre Samson Farteinsen fra Ænes hadde slægtskap m. Dahl til Sandvig. Den yngre Samson er desuten muligens blit gift med den ældre Samsons datter. Hvem av de to ved navn Samson Farteinsen, som i 1599 gjorde odelskrav gjældende paa Amble i Sogn efter sin mor N.N. Olafsdtr., er uvist. Sandsynligvis (av hensyn til alderen, reiserne og talen om »Medarvinger«) er det vel den yngre Samson, som ikke er søn av Fartein paa Ænes, men vel en slegtning. Rettertingsdom 12. juli 1599. Bergen. –
14. Den skal likeledes i et rum huse en mægtig aare (peis).
15. Cfr. det foran nævnte tilfælde hvor A. Bugge kunde bevise at det meget betvilede sagn var historisk fuldt berettiget. Sandsynligheten taler for, at det er rester av dette i Krossdalen liggende anlægs eiendom som delvis indgaar under den senere Jondal kirkes gods: »Peter paa Audestad ga et maanedsmatbol i Sætveit. Sigurd paa Thorsnæs 1½ mmb. i Fjældtveit, Krossen hadde 7 kjør og 2 mmb., Mariabilledet et kyrlag til lysing.« Bendixen henlægger alle navne under Jondal, hvor de jo ogsaa findes saavel i middelalderen som i vore dage – (Bendixen: Kirkerne i S. B. A. 439). Se i denne sammenhæng om Jørgen Hansens gave til »det hellige kors i Fane«, Hist. T. II. 2. b. 296. jfr. N. Fornl., hvor Nicolaysen skjelner mellem helligdommen, det hellige kors paa stedet, og kirken som var viet til korset.
16. Hans første hustru var iflg. Agas samlinger (se nedenfor) høiættet, men av den papistiske tro, vilde ikke la sig tale tilrette og blev ikke jordet kristelig d. e. kirkelig, men nedlagdes uten klokker. At hun (iflg. sagnet) skulde være begravet paa en holme er visselig urigtig. (Om den katholske reaktion i Hardanger i slutten av det 16. aarh. foreligger bemerkelsesværdige detaljer. Se bl. a. Recesser til Krist. III.s hist. II 491 flg.. Lensherrens formaningstale til Hardangerbønderne 1563 og 1575 om at vise lydighet mot den nye ordinans og kristendom »som Kongl. May. vor allernaadigste herre har ladet indføre i dette rige«, m. fl. st. Videre kaldsbok for Jondal-Strandebarm, iflg. hvilken bønderne i Jondal dræpte den første protestantiske prest, »fordi han forandret deres papistiske ottesang og deres Ave Maria og vievand og kys paa korset« m. v. Muligens sigter dette til et bestemt kors, som ansaaes særlig hellig. Cfr. Dominikaneren Jansens beretning om at endnu i 1623 valfartet bønderne i Vestnorge til særlig ansete helligdomme, Mag. für Kirchenwesen des Nordens s. 41 flg., hvorav fremgaar at adelspersoner og andre temmelig længe var paavirket av den papistiske tro, hvad der ogsaa forklarer den katholske kirkes særlige forhaabninger til Bergens stift. De glippet som bekjendt. Se ogsaa Sars om folkemængdens bevægelse i Norge, hvor det fremhæves at Peterspengene var større i Bergens stift end andetsteds i riket. Jfr. det bekjendte sagn om en jesuit der hadde tat ophold i Hardanger for Katholicismens bevarelse. At det ikke kan ha været »Klosterlasse« er forlængst av andre paavist.) Med sin anden hustru, som var fra Ænes, synes Samson at ha hat børn (Skifteforlik 1611 o. fl. nævner 2). J. Aga har ment, at det var forhold som tydet paa, at Samson har været gift 3 gange, bl. a. den yderst langsomme og gruppevis foretagne utskiftning av hans betydelige jordegods. Endnu 15 aar efter hans død var ikke fordelingen helt avsluttet, hvad der tyder paa indviklede opgjør og muligens visse arveberettigedes fravær.
17. Haldor, som levet 1627, bodde neppe selv paa Brattebø om overhodet i herredet, dog muligens en kort tid paa Vig (i Strandebarm). I 1603 kvitterer lensherren for en leveret særydelse til Oluf Bugge, Sten Schelnes og Haldor til Vig (i Strandebarm), der benævnes »Selveiere«. I 1612 var han ikke i Strbm., men opgis som eier av Tørvik (maaske Rørvig?). Hans segl var som sønnesønnen Johannes Lauritzen til Viig (i Jondal, se nedenfor) et skjold med bogstaverne H. S. og derover to bølgede horn eller orme. Omtr. samme segl anvendes senere av Samson Hougen, som eiet og drev Jondals sag, en av Hardangers ældste og mest benyttede sagbruk. Haldor synes at ha hat noget sameie med en Algaut paa Sandvig, hvis efterfølgere av slegten Dahl hadde visse rettigheter i Haldors gaarde Brattebø og Vig. Haldor maa ei forveksles med den fra en lang række processer bekjendte bonde Haldor fra Vig i Øistesø, som forøvrig ogsaa kjøpte jord i Jondal av Dahl til Sandvig. Dok. Bg. St. A. og N.H.D.B. V. – I 1627 var hverken Haldor Samsonssøn eller sønnen Børge Haldorssøn (Halldueirssøn) i herredet (muligens i felten), mens en pengesum utlægges ham som fuld arv, uvist efter hvem. Haldor saavelsom sønnen Børge Haldorsen er dog begge senere i Hardanger, hvor Børge (som da eiet Br.bø og Vig, dele av eller pant i Birkeland, Tørvig, Tvedt i Kinservig, Bleie og Helland eller Melland i Ullensvang m. m.) nævnes et par gange under en strid med Iver Bagge, hvem Børge fik dømt for fornærmelig tale. Til gjengjæld fik Iver dømt Børges huskarl, som ogsaa het Børge (Berrje), og som synes at ha spillet en rolle i striden. (To løse pap. i proces i R. A.).
18. Sammenlign Troels Lund: Tider og tanker (Peder Oxe, s. 148, 150).
19. Om datteren vides kun at hun blev gift med Johannes (sands. paa Thorsnæs), hvis datter igjen overlot til Børge og Lauritz odel i gaarde i Sørdhordland, og at hun var død i 1634 (Diplom i priv. eie i Søndhordland). Hvor der er blevet av den tredje broder Erlend, er uvist; han kan være død tidlig, isaafald før 1610, da Bratte i Sveen eies av Børge og Lauritz alene. I lys av farmoderens religionsforhold (se ovenfor) turde der dog være plads for en formodning om, at ogsaa han, ja maaske ogsaa faderen Haldor Samsonssøn har hørt til dem der holdt fast ved »den gamle tro«, som vites at ha hat sterke røtter i Hardanger, ikke mindst i Jondal, og at Erlend kan ha været identisk med den norske Erlandus Haldori, som 1594 var under papistisk opdragelse i Tyskland. (Cfr. Daae: Bidrag til den katholske reaktions historie i Norge – særlig Bergens stift i Chr. IIII’s tid.) I saa fald finder hans senere manglende deltagelse i arv og andet familjeretslig mellemværende sin naturlige forklaring. Det heter om disse katholiker under forfølgningen i beg. av 1600-aarene bl. a.: Udi Stavanger og Bergens stifter vare ogsaa nogle, men saasnart de bleve røbede, turde de ei blive der længere, men snege sig bort hemmeligen. De dømtes fra odel og arv samt til landsforvisning. – Har Erland Haldorsens nære slegtninge været blandt disse katholsksindede, saa maa de imidlertid senere ha omvendt sig. Hans søsken Børge og Lauritz samt søsteren (og muligens ogsaa faderen Haldor Samsonssøn) levet i Hardanger længe efter forfølgningen i 1613. Børge omtales endnu 16386, men er antagelig død kort efter. Lauritz levet endnu 1639. Sønnen Johannes Lauritzen har kort efter overtaget faderens eiendomme. Med en utrolig seighet, som endnu kunde efterspores, holdt katholske reminiscenser, skikke, faste, ja endog valfarter sig i Vestlandets fjorde. Mindelser herom har man bl. a. i en teminologi som fandtes ialfald langt henimot det tyvende aarhundrede – bruk av primstavens vendinger: tidsinddeling efter Helgemøss, Vefromøss (Vor Frue messe), Korsmøss o. m. fl. var meget almindelig i 80-aarene, særlig blandt den ældre generation. Om Bg. stift og katholicismen se ogsaa Sars i Hist. tidsskr. III s. 385, ogsaa Daae, Folkesagn fl. st.
20. Samson Hovland, f. ca. 1780 g. 1806 m. sin frænde Maritta, et barnebarns barn av Thorbjørg Philippusdtr. og lensmand Peder Johs.søn Aga.
21. Hans segl var likesom farfaderens et skjold med bølgede sider, hvori bogstaverne H. S. samt desuten et x og derover to horn (eller orme), men senere tilsat hans egne initialer J. L.
22. Ætten har ogsaa jevnlig været kaldt Samsonslegten efter døbenavnet Samson, som med enestaaende trofasthet er bibeholdt gjennem flere aarhundreder.
23. Stortingsmand, f. 1814. Sat ved sin død inde med adskillig nyt materiale bl. a. ogsaa vedrørende denne slegt. Det er saavidt vites aldrig trykt.
24. Medd. fra Bg. St. arch. 1890.
25. En skildring av denne mand bl. a. ut fra det av Aga tilveiebragte materiale vilde ha været av ret betydelig interesse, men blev aldrig bragt til utførelse.
26. Smnh. for dette tidsrums vedk. Medd. f. d. n. R. A. I s. 269 om »den nationale følelse i Norge i forb. med prins Chr.s hyldning 1650«.
27. Det noksom bekjendte sagn om Chr. IV’s besøk paa Hovland i Hardarger skyldes maaske en forveksling av kongens person med Gyldenløve.
28. Hvor nært dette slegtskap har været fremgaar ikke klart. Det sandsynligste tør ha været at saavel Peder J. Aga som hans hustru Thorbjørg Philippusdtr., ialfald den sidste, har været i slegt med Brattebøkongen. Et stadig gjentaget navnefællesskap synes at støtte dette. Begge hadde en søn Iver og en datter Jorond, og blandt begges efterkommere forekommer senere de samme navne, Samson, Philip eller Philippus, Gudrun og fl.
29. Medd. fra Bg. St. A. 1890. Traditionen siger den var av »rent guld« med hvite perler øverst og uthugne ruter av ædle stene. Hvor den er blit av er ubekjendt. Den skal ikke ha været pandekrone av der karakteristiske og vakre Hardangertype; sandsynligvis har det været en ganske liten brudekrone.
30. Selv var nævnte Børge gift med en til det lokale aristokrati hørende kvinde fra Thorsnæs, som har medbragt jordegods og skog i Tørvigen og Strandebarm.
31. Eget skib var vel dengang, men ikke senere saa stor en sjeldenhet blandt Hardangers mere velstaaende jordegodseiere, hvis vareforsendelse, væsentlig trælast, foregik med andres skibe. Det tak den fremmede, væsentlig skotske sjøfart hadde i disse egne, holdt sig saaledes temmelig længe. Det forhold som for det søndenfjeldskes vedk. omtales i det norske riksraads brev av 1490 (D. N. II 963), hvorefter det var »almindelig sed, der bruges søndenfjelds, at landbønder og bokarle have og bruge sine egne store skibe, med hvilke de fare udenlands med spærrer, bord, lægter og andre varer« – passer ikke paa forholdene i Hardanger, hverken i det 15. eller 16. aarh.
32. En av slegtens odelsgaarde, Storrlinge, som en tidlang hadde været cognatisk eie (under Thorsnæs) og holdt paa at fortapes, utløstes omkr. 1680-aarene av Børge Larsson paa Brattebø og hans næstsøskendebarn Joh.s Larsson paa Vig, der begge synes at ha hat odelskrav, omend efter de fattige brukere. Gaarden overtokes fra 1690 av Johannes alene, uten at han dog bodde der. En anden gaard Bleie bortga Børge som medgift til sin datter Gudrun. Forøvrig besat Børge til forskjellige tider dels hel eller delvis eindomsret, dels pant eller odelskrav i en række gaarde: Brattebø, Hanegaard (gaves til en av sønnerne, Ole Aga), Svaasand, Flatebø, som Børge eiet i sameie med sine to frænder Johan paa Thorsnæs (Galtg.) og den rike Johannes paa Vig, videre Saalesnæs, som i flere aarhundreder fulgte ætten, Tørvigen, Birkeland, Degrebrække, Hougen, Koppren, Hvitastein, Guntveit, Baggegaard (opk. efter Oluf eller Iver Bagge) samt længere inde i fjorden Melland, Hovland, Tveit og Bu, og i Kvinnherred Røsseland og Ennes (Ænes). Til enkelte av disse gaarde har dog Børge kun staat i et løsere forhold. Det meste av jordegodset var før Børges død gaat over til Johannes paa Vig.
33. Krav om nedlæggelse av distriktets toldsted og raab om at »spare skogen« fra Bergens magistrat og eligerede mænd 19.3.1721 og 25.1.1735. Likeledes erkl. fra overlods de Ferry 25.1.1736...., hvor det heter at skovene i Hard. og Søndhl. i bund og grund ødelægges og for en liderlig pris sælges. Av de mange indladningssteder, hvis ukontrollerbarhet i lang tid paaklages, laa netop 3 paa Børge Larssons grund (Vig, Tørvigen og Lingehavn). Ialt »kortrollerede« disse slegtninge i tiden fra omkr. 1612 et halvt snes sager. Det monnet jo noget. Det fortælles at han indførte en forbedret sag, der var istand til at sage det dobbelte av de gamle, og som tok de haardeste ekestokke uten skade.
34. Av en meddelelse fra stedets prest til den nye biskop Arentz, som ifølge en forøvrig urigtig tradition siges at ha været den første som overhodet visiterte i herredet, fremgaar at Helgies sønnesøn Helgie Samsonsøn med tvende frænder skjænkede Varaldsø kirke en alterduk og en stor prægtig lysekrone det nævnte aar (1764). Han er maaske den sidste med visshet kjendte agnat av Samsonslegten i Varaldsø sogn. Ifølge en nyere meddelelse, der skyldes sognepresten i hovedsognet, skal dog en meget faatallig mandlig efterslegt ha kunnet efterspores endog saa sent som 1840 i velstaaende stand som skog- og jordeiere samt sjøbruksdrivende, likesom den bekjendte Helgie Helgiesøn Skjelnæs, der i 1880-aarene for egen regning gjenopbygget Varaldsø kirke og skjænket den til sognet, skal ha tilhørt den samme slegt, formentlig dog cognatisk, Se »Vestlp.« for 1885, samt Haukenæs, Natur og folkeliv b. VIII, der fortæller at han ga ut 10,000 kroner til kirkebygget. Traditionen om Arentz’s visitas som den første biskop, – biskop Hvoslef nævnte den ved kirkeindvielsen i Jondal 1888 – er dog feil. Bornemann hadde visitert i Jondal iallefald 20 aar før Arentz.
35. Av et hjemmelsdokument fra 1799 (Berg. St. Arch.) til en gaard i Ryfylke sees hans segl at ha vist et skjold med en rad kantstillede (pælstillede) ruter over hverandre med et X eller et kors over og paa siderne to horn eller ormer; at han ogsaa har hat et andet segl sees av tvende retsprov i Riksarch., der viser nysnævnte sigil, kun med den forskjel at hornene i feltet mangler. Begge segl har hans initialer B.L.S. Den ene søn Lauritz benyttet et skjold med bølgede kanter samt L.B. i monogram og derover et kors eller X.
36. Som en merkelighet fortælles (Agas optegnelser) om ham at han »bar sverd«. Han har dog sikkert ikke indtat nogen militær stilling. I denne forbindelse kan nævnes at han ved siden av »Brattebøkongen« stundom ogsaa benævnes »Bjønnen«, hvad der har sigtet til styrke og legemlige færdigheter, men særlig til en begivenhet hvorunder han i Tørvigens skogtrakter hadde et møte med en bjørn, som blev nedlagt av Børge Larsson med en »stutt kaarde«, – et underlig jagtvaaben henimot slutten av det 17. aarhundrede. Herom var der en vise.
37. Den nedtokes istedet helt nogen aar senere, 1725, da de fleste kister under gulvet fik et lag av sand over sig. Metallet paa de senest nedsatte kister var da endnu ganske blankt. Det fortælles at nogen av likene under hovedskibet var indsat med barkelut for at bevares (!). Der var dengang et ret stort antal kister med kostbarere utstyr; kun nogen enkelte, av Thorsnæsættens sidste generation, blev staaende urørt endnu en tid, men indklædtes med bord. I det 19. aarh. fjernedes eller nedgroves ogsaa disse.
38. Trykte meddelelser.