Kilden (Bull)
Med ringbjerges øde graanen
ligger et land under lav —
en bleket brokke af maanen
slængt hen i et jordisk hav.
Paa øen steiler en kilde
over det døde land;
dens straaler er store og vilde,
en styrtende lilje af vand!
Men lyt, i de klare dage
naar solen gløder dens skum,
dæmrer en dæmpet klage
gjennem det rene rum.
„Jeg spruter fra hede skaaler,
„jeg dønner fra jordens bryst,
„jeg dømtes med store straaler
„at springe paa dødens kyst,
„hvor ikke paa hundrede mile
„en eneste blomst i knop
„trænger den hede ile,
„som vælder af svælget op!“
Det rinder i maanegløden,
det straalende, sære tegn
paa livets maalløse øde
i lavaens drømme-egn.
Bitter til sidste time
kilden ødsler sit blod,
— der vilde ha dræbt hver kime,
som ramtes af dets flod!