Kielland JACOB/Kapitel 16
Aldrig havde Byen seet Fallitboer saa hurtigt opgjorte, eller Eiendomme og Varer solgt i slig Fart som efter Ulykken med Anton Jessen, Cornelius Knudsen og Gamle Brandt. Og der gik stort Ord af den overordentlige Dygtighed, hvormed Bankdirektør T. Wold havde greiet disse Affærer; det var næsten - mente nogle - somom han havde alting færdigt paa Forhaand.
Han var selvskreven til at være med i Bestyrelsen - først ved sit Kjendskab til Boerne og deres Forbindelser og dernæst som den største Kreditor næst Bankerne. Men det viste sig efterhaanden, at han var saa bepantsret med Sikkerheder, at intet Tab rammede ham. I de faste Eiendomme, havde han allerede gode Panter, som ingen anede, og ellers saa fuldt af Skadesløsbreve, Garantier - indtil Executioner, at han allerede eiede alt, hvad der fandtes hos Jessen — indtil hans Ægteseng og desuden var meget af Krøgers og Knudsens Gjæld paa hans Haand.
Han begyndte paa den første Auktion med at kjøbe begge Husene — baade Brandts gamle, statelige Hus og Cornelius Knudsens vidtløftige Samling af Bygninger nedover til Søen, — det blev paa det nærmeste et helt Kvartal.
Dernæst gjorde han underhaanden Bud paa de tre Varelagere, og satte sit Bud igjennem, saa der blev ingen Auktion undtagen over Møbler og Løsøre; og her kjøbte han det meste af de gamle Brandtske Herligheder, som saaledes forblev urørte paa sin Plads. Den Krøgerske Familie og Fru Knudsen udryddedes, og den nye Eier tog fat paa at ordne det hele om efter sit Hoved.
Tørres Wold var nu en fuldt udvoxet Storkar; grov og stærk uden anden Fornemmelse af de Andre, end at de var svagere. Nu saa han ogsaa endnu bedre ud end i sin tidlige Ungdom. Fregnerne vare overvundne, og det rødlige Skjæg var omhyggeligt klippet i Spids; hans hurtige, hvasse Blik gav ham et distingveret Ydre; af Bonden var der faa Spor tilbage.
Han fuldførte nu Krøgers gamle Plan, idet han skar ud en stor buet Dør i Husvæggene og forbandt de to Butiker med hinanden; medens han tog Fru Knudsens private Leilighed i Brug til Kontorer. Selv vilde han bo i de Brandtske Sale.
Der foresvævede ham bestandig noget om de store Magaziner i Paris, som han ikke havde seet. Men han kunde hjælpe sig uden; for han havde det i Hovedet paa sin Maade — saaledes som det passede for hans By.
Allerede tidlig! paa Vaaren kunde han aabne sin Forretning, og hele Byen strømmede til.
Det var det Samme, som han havde udført i liden Maalestok, dengang han og Frøken Thorsen omkalfatrede Fru Knudsens Butik paa en Nat. Hun havde ogsaa hjulpet ham ved denne Leilighed.
Nu sad hun i Central-Cassen bag et fint Gitter — som en sjelden Fugl i gyldent Bur. Hun smilede discret og saa op med sine varme Øine; nikkede af og til over til sin lille Mand, der ogsaa havde en vellønnet Plads som Førstemand blandt Udsælgerne. Og hjemme havde hun en liden prægtig Gut, over hvis Vugge Byen sagde ligesaa mange Vittigheder, som der var røde Haar paa hans lille Hoved.
Men over Hr. Bankdirektør Grosserer T. Wold sagde man ikke laenger Vittigheder. Det blev allerede anseet som smagløst, naar nu nogen vilde komme trækkende med »Fru Knudsens Skuffe«. Det maatte være gaaet ganske anderledes storartet til, naar man skulde forklare sig en saadan Rigdom feiet sammen i faa Aar; det var en Anledning til at beundre den self-made Mand og Guds Velsignelse.
Som han nu var stillet formaaede han at gjøre sit lille Samfund al den Skade, som følger en hensynsløs og graadig Kapital, der behersker Bank og Kredit. Hans Øine var overalt; — hvor der var en Skilling at fortjene, slog han strax Kloen i, og fordrev de Smaa fra Byttet. Var en liden Forretning kommen i Flor, lagde han Hindringer for Krediten, bagtalte Indehaveren for de udenlandske Forbindelser, tog Forbindelsen selv og drev de oprindelige ud. Overalt var han paafærde, langt udenfor sin egentlige Forretning, i Skibshandel, i al mulig Spekulation, — han forsmaaede ikke 2 Kroner, naar han kunde tage dem fra en anden.
Derfor blev han dyrket som en Moloch — endog forud for Bankchefen; thi fuldt saa grom havde denne aldrig været. Alle Kjøbmænd nejede sig for ham og krøb i Skjul med sine smaa Kjødben, vovede neppe at avertere, at ikke den store Mand skulde ane, at de havde nogen Omsætning og tage dem Maden af Munden.
Og derfor blev han ogsaa valgt til alt muligt, i Kommunen og i Alverdens Selskaber og Foretagender; uden hans Navn var den bedste Forretning sikker paa at visne; havde nogen fornærmet ham, kunde han ligesaagodt strax gaa til Byfogden med sine Bøger.
Da han derfor i faa Aar havde udtømt alt, hvad der kunde suges af Byen — af Dyrkelse og Fordel, fandt han paa, at nu, da han var over tredive Aar vilde han ogsaa være Storthingsmand.
Det var Skik i Byen, naar nogen blev rig, tog han gjerne en Trip paa Thinget.
Til Høire sagde han Ingenting; men hans Ven Præsten blinkede bare med Øinene, naar han anbefalede ham. Til Venstre sagde han, at han var selvstendig — en self-made Mand, runden af Folkets Rod og lignende, som de fandt fortræffeligt. Han var desuden en Mand uden farlig Dannelse; dertil en rig Mand, som gik i Kirken.
Kun »Arbeidernes Ring« vilde ikke gaa paa hans Valg. De havde til Formand Simon Varhoug, og han advarede mod Tørres Wold. Men da gik Tørres en Dag ned paa Søhuset og sade, saa flere hørte det: »Du Simon, som er Socialist« —
Fuld af Forskrækkelse begyndte den skikkelige Simon at protestere; men det kom ud i Byen; det stod endog i en Avis, at der gjorde sig sterke socialistiske Strømninger gjældende i »Arbeidernes Ring«; og da Simon Varhoug ganske oprørt kom til det berammede Møde for at rense sig og sine Kammerater for disse forfærdelige Beskyldninger, maatte hans kjære Ven og Medforløste Halvor Røidevaag meddele ham, at hver eneste en havde meldt sig ud af »Arbeidernes Ring« og Salen stod tom; — saaat — som samme Avis bemærkede — saaat der den næste Morgen ikke var andet tilbage af denne pragtfulde Ring end de to ædle Stene: Simon Varhoug og Halvor Røidevaag.
Saa blev Tørres Wold valgt med stor Majoritet.
I Førstningen angrede han og følte sig yderst ilde i Storthinget. Han troede længe, at de havde ham til Nar.
En Følelse lig den, han i sin Ungdom havde følt foran Kløften i Samfundet, foruroligede ham mellem disse Alvorsmænd, der gurglede op om Protokolkommitteens Indstillinger og meget andet, som han ikke forstod.
Men efterhvert som han spurgte sig for om disse Karle med de store Ord og modige Miner, saa fik han jo vide, at de var fattige — den ene fattigere end den anden — ha! — fattige som Naalen — alle Mand! ha-ha-ha; hvad brød han sig da om deres rullende r-r og tykke Nakker. To-tre Rigmænd var der, han fandt frem til dem, kom i Lag med flere i Byen og naaede høit op i Selskabslivet uden at falde ned.
I Salen og under Kommitte-Forhandlingerne kjedede han sig uhyre. Men ude i Gangene, i Trapperne, dybt nede fra de murede Kjældere og helt op til Gallerierne — der elskede han at gaa. Helst om Eftermiddagen, naar alt var oplyst og hele Bygningen opvarmet — da at vandre lydløst paa bløde Tepper fra Gang til Gang, hilset af Budene og Dørvogterne, ind i et Værelse og sidde lidt i en blød Armstol, forfriske sig i Restaurationen, ind og vise sig en liden Stund paa en Plads og saa vandre paa nye Veie — og altsammen med den Bevidsthed: at han havde Penge for det! — det blev for Tørres Wold en stor Fornøielse.
Og disse Bønder, som han traf, men som han i Egenskab af By-Grosserer holdt noget paa Frastand, — hvor godt han kunde forstaa, han, som kjendte deres trange Hjemmeliv, at de heller maatte være rede til at sælge sin Sjæl og sin Blussels sidste Rest end give Slip paa det lune Liv i dette vidtløftige Pallads for den svimlende Vigtighed.
Især faldt der Ro over hans Storthingfærd, efterat han havde holdt sin Tale.
Han havde Ideen fra Præsten Opstad og ventede bare paa en Sag, hvor den kunde passe. En Formiddag hvor Sal og Galleri var fuldtalligt, reiste han sig i en Debat om noget Skolevæsen og sagde, at han for sit Vedkommende stod udelukkende paa Barnetroens Grund. Det var ham ikke ubekjendt, at man nutildags ikke maatte sige sligt, hvis man vilde gjælde for en dannet Mand, en fremskreden Mand; men han vilde nu sige det alligevel — jevn og bentfrem som han var, runden af Folkets egen Rod; — ja det var ham endog kjært at faa bekjende i denne Sal; at længer var han ikke kommen — nei i Sandhed om han var! — han var ikke kommen længer end til Barnetroens ydmyge Grund, og han vilde bede Gud om, at han aldrig maatte komme længer.
Hans Tale vakte Opmærksomhed, fordi han talte med saa stor Freidighed; og man undredes over, at denne unge Mand, der saa hurtigt havde samlet en Formue, paa samme Tid kunde være saa stærkt optaget af det Religiøse; og skjønt han aldrig sagde mere, regnedes han herefter til de beste Kræfter paa Thronens og Alterets Side.
Hjemme i hans By blinkede Høire til Pastor Opstad og trykkede varmt hans Haand.
Venstre stod — som sædvanligt — og tog Maal af sine lange Næser, og bandte — som sædvanligt: han ogsaa!
Men Simon Varhoug hviskede til sin Ven og medforløste Halvor Røidevaag: »Hvad sagde jeg? — dette Menneske haver Djævelen!«
Med den største Opsigt vakte det dog, da det meldtes i Hovedstadens Avis paa en saadan Maade, at man forstod det var officielt og paalideligt, — meldtes, at Hr. Storthingsmand Grosserer og Bankdirektør T. Wold vilde blive udnævnt til Ridder af St. Olafs Orden ved den første Leilighed, — denne Efterretning gjorde et aldeles overvældende Indtryk.
Endog de, som pleiede at tale flottest om dette Dingeldangel, blev eftertænksomme; Kvinderne saa fra Siden hen paa sine Mænd og tænkte; sligt faar Du aldrig; ja — endog Smaafolk og de i Samfundet mest magtesløse — de satte sig, alene og flere sammen, Mand og Kone ved Børnenes Senge — de satte sig hen og stirrede paa dette: at en Mand om hvem alle vidste, at han i hele sit Liv ikke havde gjort andet end ondt for andre, at han var bleven funden frem, forat udmærkes.
At denne afsides Hob Penge — samlet sammen i lutter Uret og Uhumskhed — at den allerede havde kunnet stinke lige til Stockholm! — det slog dem, og de begyndte at tænke. Var det ikke i Grunden ørkesløst for dem selv og en Uret mod Børnene at oplære dem til denne Ærlighed, som skulde svare sig i Længden? Thi det var jo slet ikke sandt. Og var det ikke at forholde Børnene en Chance til at komme frem i Livet, naar man tvang dem til at læse og lære og indgav dem Agtelse for Kundskaben; medens man holdt skjult for dem, at Veien i Samfundet fra neden og tiltops var lagt tilrette for den Vindesyge, der aldrig skammede sig, det Hykleri, som aldrig blinkede.
Men foran den store Mand selv lagde alle Pigge sig ned, og Byen laa ganske glat og flad paa Maven for ham, da han til Sommeren vendte tilbage fra Storthinget. Alle Forretningsfolk, som i denne Tid havde fundet noget at gnave paa, skjulte omhyggeligt sine Kjødben, og mødte logrende frem til den store Borgermiddag, som gaves i Klubben til Ære for den hjemvendte Hr. Wold.
Der skulde ogsaa være Damer tilstede ved denne Fest, og her skulde Tørres gjense den smukke Fru Steiner, som var kommen til Byen for nogle Maaneder siden.
Mens han klædte sig paa og skulde tænke paa alle sine Svar-Taler, smøg uvilkaarlig Tanken om hende ind imellem hans Ord og for styrrede ham.
Han havde hørt, at hun var kommen til Byen, forat rydde sit Atelier, som alle disse Aar havde staaet for hendes Regning, sælge alt og reise igjen. Og det holdt han for rimeligt, eftersom han fra Hovedstaden viste, at hendes Mand var ødelagt og sandsynligvis ikke længer kunde holde hende.
Han følte, at hvorledes han end vilde bevæbne sig, afhang alt af den Maade, hvorpaa hun vilde tage ham. Endnu i dette Øieblik, efterat have væltet alt og alle foran sig, kjendte han, at dette Kvindemenneske var hans siste Prøve.
Hun havde holdt ham for Nar; ført ham leende ud over Afgrundens Rand. Mon hun endnu havde Magten? — eller var her en Hævns Mulighed?
Før Bordet var der en saadan Stimmel om den store Mand, at Tørres bare fik se et Glimt af hende inde i en Gruppe af Damer. Men han kjendte i samme Øieblik det varme Stød til Hjertet, somom hans Aandedræt vilde stanse foran denne Kvinde, som tidligst havde overvældet ham, og hvis Magt endnu syntes at være den samme.
Saa begyndte Talerne, de beklinede den store Mand med de fedeste Ord, de kunde finde paa. Først talte Bankchef Christensen for de unge Kræfter, som efterhaanden skulde afløse, optage Arbeidet og saa videre.
Dernæst bragte Sagfører Dreyer en Hilsen fra de Smaa i Samfundet, for hvem Hr. Wold var en Fader og Velgjører.
Saa kom en Storthingsmand fra Landet og talte for den self-made Mand, som var runden af Folkets Rod og saa videre. Men Præsten Opstad talte best.
Han vilde ikke, at man for stærkt skulde fremhæve den self-made Mand — som det hed. Af sig selv formaaede et Menneske intet; og ingen viste dette bedre end hans Ven — T. Wold. Det var i bestandig Erkjendelse af, at Velsignelsen kommer fra oven og uden nogen vor Fortjeneste, at denne Mand havde arbeidet sig frem fra de ringe Kaar, og derfor havde Gud gjort hans Hjorde fede og givet ham meget af det jordiske Gods. Og som annammet vilde han ogsaa forvalte det — det var Præsten vis paa.
Tørres havde svaret paa alt dette med megen Værdighed; han havde gjort saa gode Forstudier hos Bankchefen og senere uddannet sig i Storthinget, saa han kunde fremsige de tommeste Ord og den mest slimede Smiger som en Alvorsmand, der taler fra Hjertet.
Fru Steiner sad langt nede ved Bordet med en af sine gamle Kavallerer; hun kunde se Hædersgjæsten, hvergang han reiste sig for at tale, hun hørte, hvad han sagde, og hvad de andre sagde til ham. Og det var hin Krambodgut, hun engang havde havt til sin Disposition, og havt ham til Nar!
Siden den Tid havde hun selv havt mange Skuffelser. Hovedstaden havde allerede forandret sig, da hun kom igjen. Det var netop saa vidt, at Folk mindedes noget om en Skan dale eller en Skilsmisse; men ellers var det ganske nye og meget værre Historier, som nu optog. Hun følte, man betragtede hende med en vis Interesse; men dog som en, der havde fuldført sit Livs Bedrift; og da saa hendes Mand, der ikke havde forbedret sig det ringeste, ikke længer kunde holde det gaaende, idet — som han var skamløs nok til at sige — hans Forretning ikke kunde bære baade en Fraskilt og en Illegitim —, saa var hun kom men tilbage til den lille By — halvt i Fortvivlelse og ganske raadløs for Fremtiden.
Smuk var hun endnu og klædt som ingen anden her i Salen. Og medens den storartede Borgerfest gik videre og al Dyrkelsen udøstes over den Ene, begyndte Fru Steiners Øine at tage Glans, og hun spurgte sig selv, om her ikke endnu muligens var det at finde, som hun behøvede: en sorgløs Rigdom og en Mand.
Hun havde endnu bevaret som en Angst for hans Grovhed; men Alverden laa jo for hans Fod, han kunde have forandret sig.
Værre var det, om han havde forstaaet — og han havde ganske vist forstaaet efterpaa, hvor megen Skyld hun havde i hin Aften; mon han havde tilgivet hende? — mon hun kunde bringe ham til at glemme? Utrygge hver paa sin Side mødtes de udpaa Aftenen, efterat han længe havde krydset om hende; og som efter en Overenskomst tog hun strax hans Arm, og de fulgtes ind i et af Sideværelserne, hvor der ingen var.
Hans Hjerte slog som i Ungdommen, idet de satte sig; de lo begge lidt, kunde ikke rigtig begynde.
»De har sandelig forandret Dem meget — Hr. Wold.«
»Men det har De slet ikke — ikke det minste« sagde han, og saa hende ind i Ansigtet, ned over hendes hvide Skuldre med dette griske Blik, hun kjendte igjen, og for hvilket hun uvilkaarlig trak sig tilbage.
»Vi mødtes aldrig i Christiania,« sagde hun.
»Jeg spurgte efter Dem paa de fineste Steder; men der var ikke et Liv, som kjendte Dem.«
Han var dog den samme; hun skiftede; «Hvorledes befandt De Dem i Storthinget?«
»Ypperligt«, svarede Tørres.
Hun kjendte ogsaa denne Freidighed.
»Men — men er det ikke lidt vanskeligt — saadan at komme ind?«
»Aa jeg generede mig ikke; jeg var jo rigere end dem allesammen!« sagde han og lo med sine stærke Tænder imod hende, saa hun atter trak sig lidt bagover.
Imidlertid var han nu kommen paa Glid, og han fortalte hende — som til en fortrolig Ven — alt det, han havde udrettet i disse Aar. Saa meget saa han strax, at der ikke længer var Tale om at gjøre Nar af ham; det gjaldt om foreløbig at lade Fortiden være glemt og tage hende varmt i Farten, mens han stod i sin Glans og hun uden Støtte.
Og en Magt kom over ham ved Tanken om, at han var nær ved sin Ungdoms aller umuligste Drøm; denne Kvinde, som havde været og endnu var ham den mest blændende, som havde staaet saa svimlende høit, hende var der en Mulighed til at faa under sig; han vilde kysse denne hvide Nakke — og bøie den; Elskoven flammede i ham sammen med noget af Hævnen, saaledes som han maatte elske Kvinderne.
Hun havde glemt sine Beregninger og kjendte sig afvæbnet. Den Styrke, hun allerede paa en vis Maade havde beundret hos Bondedrengen, vældede over hende; hun blev blegere og blegere, alt mens han talte; hun var begyndt med at overveie, om hun skulde tage ham; men nu følte hun, det endte med, at han tog hende.
Flere Gange havde bekymrede Herrer af Festkommiteen speidet efter Hædersgjæsten og diskret trukket sig tilbage.
Tørres Wold greb hendes Haand og sagde: »Nu har jeg alt undtagen det høieste. Lad nu mig faa føre Dem ind i de Stuer, hvoraf De engang drev mig ud, saa skal vi være kvit — og dobbelt lykkeligt.«
Der gik en Gysning gjennem hende; men idetsamme nærmede Bankchef Christensen sig forsigtig.
»Man har vanskelig forat komme til Enighed? —« spurgte han fint.
»Nei — nu er vi enige,« raabte Tørres Wold straalende; »ikke sandt — Frue!« Hun reiste sig, de stod Haand i Haand foran den smilende Bankchef. Hun vendte sit Hoved ind mod Tørres Wolds stærke Skulder og hviskede »— jo, lad os være enige.«
— Da han sent paa Natten gik hjem fra sin Fest, der var steget til et stormende Forlovelsesgilde, gjorde Tørres en Omvei efterat have fulgt sin Forlovede til hendes Dør.
I den lune lyse Sommernat drev Lugten fra Markerne og Lyngbakkerne ind over Byen. Tørres blev staaende paa et Hjørne og trak Luften i lange Drag. Og med den kjendte Landluft kom Barndom og Ungdom frem i hans Sind, — Tider, han ellers aldrig havde tænkt paa i disse travle Aar. Hellerikke havde han ofret sin Slægt mangen Tanke, kom nogen af dem til Byen, var hans første Sorg at blive af med dem igjen.
Men i Nat lagde ogsaa Minderne sig til hans Stemning, der var blød og lykkemættet som aldrig før, og han sandede Præstens Ord, at Gud havde lagt sin Velsignelse til Arbeidet. Var det ikke i et og alt gaaet med ham som med Jacob! — og fik han ikke nu — ved Enden af de syv Aar — sin Rachel — den deiligste Rachel, nogen Mand havde vundet.
Foran sit Hus stansede han og betragtede de gyldne Bogstaver i sit store self-made Navn; men oppe i Stuerne og i Soveværelset gik hans Tanker videre fremover — til den smukke Frue i hans Saloner, de beundrende Gjæster og hans Magt over alle.
Og da han var afklædt og gik iseng, tænkte han paa Børnene, og han begyndte at studere paa, hvad han vel skulde kalde sin førstefødte Søn?
Pludseligt — som ved en Aabenbaring stod Navnet for ham, og han nævnte det halvhøit i Mørket — ligesom i Taknemlighed.
Jacob — var Navnet! — Jacob var det Navn, hans Søn skulde bære; og han vilde selv lære ham at bære det.