Karl Marx og Friedrich Engels indtil 1848/5

Valborg Sønstevold

Karl Marx og Friedrich Engels indtil 1848

Det Norske Arbeiderpartis Forlag, 1920 (s. 99-135).

V. Det kommunistiske manifest.

«Manifestets grundtanke at den økonomiske pro­duktion og den samfundsordning som nødvendig følger av den, i enhver historisk epoke danner grundlaget for denne epokes politiske og intellektuelle historie; at som følge derav hele historien har været en historie om klassekampe, kampe mellem utbyttere og utbyttede, beherskede og herskende klasser paa forskjellige trin av samfundsutvik­lingen, men at denne kamp nu har naadd et trin hvor den utbyttede og undertrykte klasse (proletariatet) ikke mer kan befri sig for den utbyttende og undertrykkende klasse (bourgeoisiet) uten samtidig at befri hele samfundet fra utbytning, undertrykkelse og klassekampe — denne grundtanke tilhører Marx alene», sier Engels i forordet til manifestet av 1883, og i en note tilføier han: «Denne tanke», sier jeg i forordet til den engelske oversættelse, «som efter min mening er kaldet til at lægge grunden til det samme fremskridt i den historiske videnskap som Darwin i naturvidenskapen, denne tanke hadde vi begge litt efter litt nærmet os allerede flere aar før 1845. Hvor langt jeg selvstændig var naadd i denne retning, viser min «Lage der arbeitenden Klasse in England.» Men da jeg vaaren 1845 traf Marx igjen i Brüssel, hadde han ut­arbeidet den færdig og forela mig den i næsten like saa klare ord som de, hvori jeg ovenfor har sammen­fattet den.»^[1]

Vaaren 1845 hadde altsaa Marx tanken klart for sig. Vi maa tro Engels paa hans ord. Man kjender ikke ord­lyden av denne første formulering av teorien, og man kan vanskelig ha nogen mening om hvorvidt Engels’s «die Lage» har været medbestemmende ved tankens tilblivelse. Det er liten sandsynlighet for det, da som ovenfor vist Marx allerede paa forhaand (i «Die Heilige Familie») var naadd længer end Engels med hensyn til et konsekvent helhets­syn paa den historiske utvikling. Determinismen var der allerede. Der var bare et skridt igjen til det man har kaldt den materialistiske historieopfatning, skridtet fra den historiske til den økonomiske determinisme. Den lovmæs­sige historiske bevægelse var han allerede i 1844 paa det rene med. Det gjaldt bare at finde den sidste aarsak til denne bevægelse. Og her har de nationaløkonomiske studier som han efter eget sigende begyndte under sit Pariser­ophold, hjulpet ham frem til en løsning. Det bærer polemiken mot Proudhon det bedste vidnesbyrd om. Den er rettet mot Proudhons verk «Philosophie de la misère»,^[2] og bærer titelen «La Misère de la Philosophie».^[3] Den viser et grundig kjendskap til de engelske nationaløkonomer.

Som et kort og greit og oversigtlig utkast til boken om Proudhon kan man betragte et brev som Marx i de sidste dage av 1846 skrev til en russisk ven, en viss hr. Annenkof.^[4] Marx fortæller her at han paa to dage har læst Proudhons bok, og man har indtryk av at han endnu varm efter læs­ningen med færdige, skarpslepne vaaben, som han bare venter paa en anledning til at faa benytte, sætter sig til at skrive dette brev. Det indeholder den første kjendte, utførlige formulering av den saakaldte materialistiske historieopfatning, den marxistiske verdensopfatning.

Proudhons bok er slet, meget slet, begynder Marx. Han forstaar ikke den nuværende sociale tilstand, derfor leverer han en latterlig filosofi. For at forklare den historiske utvikling indfører nemlig Proudhon gud, den universelle fornuft, menneskehetens upersonlige fornuft. Han driver svakelig Hegelianisme for at gi sig skin av en sterk tænker. Han ser nemlig i historien en social utvik­ling. Han ser fremskridtet virkeliggjort i historien. Men han finder at menneskene som individer ikke visste hvad de gjorde, at de ikke skjønte sin egen sociale bevægelse, at altsaa deres sociale utvikling ved første øiekast synes at være uavhængig av deres individuelle utvikling. Denne kjendsgjerning kan han ikke forklare, og hypotesen med den aabenbarede, universelle fornuft er med en gang der. Naar Proudhon tilstaar at han ikke forstaar noget av den historiske utvikling — og det tilstaar han, naar han bruker saa klingende ord som gud, universel fornuft, o. l. — saa tilstaar han med det samme at han ikke forstaar noget av den økonomiske utvikling.

Hvad er nemlig samfundet, hvilken form det end har tatt? Produktet av menneskenes gjensidige aktion. Kan menneskene frit vælge denne eller hin sociale form? Ingenlunde. Forutsæt et visst trin av de menneskelige produktionskræfters utvikling, og man vil ha en bestemt form form samkvem og konsumtion. Forutsæt et bestemt utviklingstrin av produktionen, samfærdselen og konsum­tionen, og man vil faa en bestemt organisation av familien, stænderne eller klasserne, med ett ord et bestemt samfund. Forutsæt et bestemt samfund, og man vil faa bestemte politiske forhold som er det officielle uttryk for sam­fundet. Det er overflødig at tilføie at men­neskene ikke frit vælger sine produktiv­kræfter som er grundlaget for hele deres historie, for enhver produktikraft er produktet av tidligere virksomhet. Produktiv­kræfterne er altsaa resultatet av anvendt menneskelig energi; men denne energi selv be­tinges av de forhold menneskene befinder sig i, av de allerede erhvervede produktivkræfter, av den sociale form som eksisterer før dem, som er et produkt av den foregaaende generation. Ved denne enkle kjends­gjerning at enhver følgende generation fore­finder de produktivkræfter som den fore­gaaende generation har erhvervet, og at disse tjener dem som raametariale til ny produk­tion, opstaar en sammenhæng i den menneske­lige historie. Derav følger nødvendigvis: Menne­skenes sociale historie er altid bare deres individuelle ut­viklingshistorie, om de er sig dette bevisst eller ikke. Deres materielle forhold er grundlaget for alle deres for­hold. Disse materielle forhold er bare de nød­vendige former i hvilke deres materielle og individuelle virksomhet virkeliggjøres.

Proudhon kaster ideerne og tingene om hinanden. Menneskene gir aldrig avkald paa det de har vundet; men det betyr ikke at de aldrig gir avkald paa bestemte sociale former i hvilke de har erhvervet bestemte produk­tivkræfter. For ikke at bli utelukket fra det erhvervede resultat, for ikke at sætte civilisationens frugter paa spil er menneskene tvunget til at forandre alle sine nedarvede sociale former, naar formen for deres samkvem ikke længer staar i et rigtig forhold til de erhvervede produktiv­kræfter.

De økonomiske kategorier er efter Proudhons mening en emanation av den evige fornuft. Proudhon har ikke, fordi han mangler historiske kundskaper, set at menne­skene, idet de utvikler sine produktivkræfter, d. v. s. idet de lever, indgaar i et bestemt forhold til hinanden, og at arten av disse forhold nødvendig maa forandre sig med produktivkræfternes omeltning ov vekst. Han har ikke set at de økonomiske kategorier bare er abstraktioner av disse faktiske forhold og bare forsaavidt er sande som disse forhold bestaar. Saa falder han i den samme vild­farelse som bourgeoisiøkonomerne som betragter disse kate­gorier som evige og ikke som historiske love.

Hvorfra eller hvorledes erhverver menneskene nye pro­duktivkræfter, er et av de mange spørsmaal i den marxi­stiske historieteori, som har været meget diskuteret. «Om menneskeaanden er rent passiv, om den mangler en egen utvikling og nydannelseskraft delvis uavhængig av de materielle omgivelser, blir det absolut ubegripelig hvorfra eller hvorledes menneskene «erhverver» nye produktivkræfter»,^[5] sier Steffen. «Stikker man hul paa det tvetydige uttryk «erhverve», sprækker hele Marx’s teori. Sætter man ind et klart, aktivt verbum i stedet — f. eks. «opfinde», «produsere», saa er Marx’s teori, at de økonomiske kategorier bare er teoretiske uttryk for ab­straktionerne av de sociale produktionsforhold, totalt opgit.»

Man beskylder Marx for at ha gjort menneskeaanden rent passiv. Og allikevel er det primære Marx bygger hele menneskelivet op paa aktiviteten, virksom­heten, energien… Enhver produktivkraft er en er­hvervet kraft, produkt av tidligere virksomhet, den er resultatet av anvendt menneskelig energi. Men med den anvendte menneskelige energi, den ophobede energi, forsvinder ikke den levende energi, den fortsætter som en ustanselig rindende elv gjennem de skiftende men­neskeslegter, den er enhvert menneske medfødt, en be­standdel av menneskeaanden. Energien maa ifølge sin natur være initiativ. Og initiativet maa ha et virkefelt, men virkefeltet er git, det er arvet, det er opsamlet menneskelig energi, erhvervede produktivkræfter, og med energiens virkefelt er ogsaa dens retning git. De erhver­vede produktivkræfter tjener menneskene som raastof til ny produktion. «Menneskene er paa en gang skuespillere i og forfattere av sit eget drama», sier Marx et sted.^[6] Og han mener sikkert at de spiller det, før de forfatter det. De tar ubevisst tanken i virksomhetens tjeneste før de bevisst anvender tanken paa virksomheten, før de ser sammenhængen i livet. Den nødvendige, den ubevisste, den rent naturgivne sammenhæng, sammenhængen i de nødvendige former for menneskenes individuelle og ma­terielle virksomhet, trækker uvilkaarlig efter sig bevisst­heten om denne sammenhæng. Det maa vel være det Marx har ment. Menneskene vælger ikke frit sine livs­former, fordi de altid maa bygge videre paa det som er før dem. Selvfølgelig kan Marx aldrig ha ment at men­neskeaanden er passiv, da det jo er mennesket selv som skaper de forhold de lever i, det er dem som foran­drer forholdene, revolutionerer dem. Og det ligger noget besnærende, overbevisende i den tanke at bevægel­sens sidste aarsak er de kræfter, den energi, menneskene er tvunget til at bruke for at tilfredsstille de absolut nød­vendige behov, eksistensbehovene. Det blir da ogsaa for­staaelig, hvorfor de mest passive klasser, de undertrykte klasser kan bli de mest aktive i samfundsutvklingen. De er passive, forsaavidt som de arbeider drevet av den ab­solut bydende nødvendighet. De skal leve, de skal eksi­stere, derfor maa de arbeide. Men de er aktive, forsaa­vidt som de ogsaa av bydende nødvendighet sætter al sin energi ind. De øker summen av erhvervede produktiv­kræfter, av anvendt menneskelig energi. Forsaavidt har altsaa kampen mellem undertrykkere og undertrykte været nødvendig for at menneskene skulde naa frem til det fond av produktivkræfter som de nu sitter inde med, for at betingelserne for klassemotsætningens ophævelse skulde skapes.

Boken om Proudhon kom i løpet av 1847.

Om Engels har nogensomhelst andel i dette verk og i tilfælde hvilken, vil man vanskelig kunne avgjøre. I et brev til Marx skriver Engels 15. januar 1847: «Morsomt at du skriver paa fransk mot Proudhon. Brosjyren er formodentlig allerede skrevet færdig naar du faar dette. At du for min skyld kan anticipere av vor publikation hvad du vil, forstaar sig av sig selv.» Med denne «unsere Publikation» mener Engels sikker «die Deutsche Ideologie», en slags filosofiens historie, et opgjør med den tyske klassiske filosofi som Marx og Engels i fællesskap hadde begyndt at utarbeide. Om Marx overhodet har anticipert noget, hvad og hvormeget, kan man umulig bringe paa det rene, da «die Deutsche Ideologie» ikke foreligger trykt. Det halvfærdige manuskrift findes bare i haandskrift blandt Marx’s og Engels’s efterlatte arbeider.

Men i det hele tør man vel ifølge undersøkelsen i de to foregaaende kapitler gaa ut fra at ideens konstruktion, selve det arkitektoniske utkast tilhører Marx alene. Det bærer saa tydelig præget av hans aand, og det har saa litet præg av Engels’s aand at man maa ha lov til at kalde det hans eiendom. Men av stenene til underbyg­ningen har Engels baaret mange, mulig flere end Marx. Det er ihvertfald Engels som først har vist Marx til den engelske nationaløkonomi, og det er ham som ved sin «geniale» skisse til kritik av nationaløkonomien har gjort den tanke frugtbar i ham at de økonomiske kategorier ikke er evige, men forbigaaende historisk betingede love. Der­med er der skapt mulighet for tanken om en nationaløkonomisk bevægelse, og det er denne nationaløkonomiske bevægelse som tegner den kurve som alle andre bevæ­gelseskurver i historie løper parallelle med.

Paa titelbladet til «Die Heilige Familie» læser man Friedrich Engels og Karl Marx. Om «Die Deutsche Idéo­logie var kommet i trykken, vilde ogsaa den baaret begges navn. I «Die Heilige Familie» foreligger intet virkelig samarbeide mellem Marx og Engels. Dertil var bekjendtskapet mellem dem for nyt og idéblandingen for litet fremskredet. Bokens natur — en tilsynelatende helt usammenhængende polemik mot mange forskjellige ting — gjorde ogsaa en slik fast sammensmeltet enhet umulig. Marx’s og Engels’s bidrag ligger her ret og slet ved siden av hinanden. Man vet: det kapitel har Engels skrevet, det har Marx skrevet. Om det samme er tilfældet i «Die Deutsche Ideologie», kan jeg ikke avgjøre. Om de ogsaa i dette verk har fordelt arbeidet mellem sig — hvilket er mulig og rimelig, da det jo her var tale om et tem­melig omfattende verk —, maa være uavgjort. Men en virkelig idéblanding, ja, man kan vanskelig tale om en rent mekanisk blanding engang —, en kemisk proces er der foregaat med de Marx-Engelske tanker i 1847—48, og produktet av processen er «Det kommunistiske Manifest».

Da Marx og Engels var blit sig bevisst at de sat inde med «tankens lyn», blev det dem sikkert ogsaa klart at nu manglet bare den «naive folkegrund» som tankens lyn skulde slaa ned i. Men den naive folkegrund maatte være en organisation som bevisst kunde bære tanken ned gjennem tiderne. Denne organisation var allerede til i «Bund der Gerechten», et internasjonalt kommunistforbund med hoved­sæte i London og underavdelinger i Paris, Brüssel og flere tyske byer. Marx og Engels behøvet altsaa ikke at skape nogen ny organisation, men de maatte gjøre den gamle tjenlig for sin lære. De maatte bearbeide den naive folkegrund, og allerede før historiematerialismen har faat sin første offentlige formulering i «Filosofiens Elendighet», har Marx og Engels traadt i skriftlig forbindelse med «Bund der Gerechten». Og allerede i rundskrivelsen fra centralstyret til forbundets forskjellige underavdelinger (Gemeinde) fra november 1846 og februar 1847^[7] kan man spore virkninger av Marx’s og Engels’s arbeide.

Det er ogsaa sikkert med det formaal at bearbeide jordbunden for deres lære at Engels i september 1846 reiser til Paris. Hans breve til Marx i det følgende aar viser at det er med en ganske bestemt hensigt han er kommet derned. Hans deltagelse i forbudets kongres juni 1847 — hvorhen Marx paa grund av pengevanske­ligheter ikke kunde komme —, begges nærvær ved kon­gressen i november—december samme aar og den opfor­dring de der faar, til at utarbeide det omorganiserte for­bunds praktisk-politiske program, er alt trin paa veien mot det maal Marx og Engels hadde sat sig: at skape en frugtbar jordbund for sin lære.

Det er med dette bevisste arbeide fra Marx’s og Engels’s side som bakgrund vi maa søke os frem til «Det Kom­komunistiske manifests» tilblivelseshistorie. Man maa være paa det rene med at det ikke er Marx og Engels som ved sin lære skaper en organisation, men at di tildels maa bøie sig og lempe sig efter en gammel organisation, at de maa lirke med den for at gjøre den til redskap for sine formaal.

I 1914 blev der ind i diskussionen om «Det kommuni­stiske Manifests» tilblivelseshistorie kastet et vigtig nyt dokument. Det var «Grundsätze des Kommunismus»^[8] av Friedrich Engels, utgit av Eduard Bernstein. Brev­vekslingen mellem Marx og Engels og mundtlige uttalelser av ENgels, og sidst og ikke mindst den aabenbare likhet med «Det kommunistiske manifest» støttet Bernstein i den antagelse at her forelaa et utkast til «Det kommunistiske manifest» av Engels. Engels hadde nemlig selv fortalt ham at han og Marx før de sammen utarbeidet det ende­lige manifest, hver for sig laget sit utkast.

Det er imidlertid mange ting som tyder paa at dette utkast ikke er det som ligger umiddelbart foran det ende­lige manifest, men at det tilhører et tidligere stadium av manifestets utviklingshistorie.

Allerede i de før omtalte rundskrivelser fra central­styret til forbundets menigheter av november 1846 og februar 1847 opfordres menigheterne til at tænke paa en ny troesbekjendelse for forbundet. Der forelægges dem forskjellige spørsmaal til diskussion, om kommunisternes forhold til andre politiske partier, om deres forhold til religionen, om hvad kommunisme er, og hvad socialisme er osv. Begge cirkulærer indbyder ogsaa til en kongres som skal avholdes i juni 1847, hvor en omorganisation av forbundet og vedtagelse av en troesbekjendelse synes at være de vigtigste spørsmaal som skal behandles. Cirku­lærene selv antyder løsningen av de spørsmaal de stiller, og bak disse løsninger skimter man tydelig virkningen av det arbeide Marx og Engels i det skjulte har drevet ved sin privatkorrespendanse med lederne, ved sine avis­artikler og — efter hvad de begge selv fortæller — ved litograferte rundskrivelser.

At det virkelig er blit alvor av spørsmaalet om troes­bekjendelsen paa junikongressen, synes et dokument offent­liggjort av Max Nettlau i Grünbergs Archiv 1919 at vise. Det er protokollen for Arbeiterbildungsverein^[9] i London for oktober 1847. Protokollerne for den foregaaende del av aaret mangler desværre. Hadde man ogsaa hat dem, vilde man muligens saa nogenlunde ha kunnet rekon­struere den foreløbige «Glaubensbekenntnis» som junikon­gressen sandsynligvis har vedtat som diskussionsgrundlag for en endelig troesbekjendelse.

Den opbevarte del av protokollen begynder med 19. oktober. Da foreligger til diskussion § 15 av denne an­tagne «urkatekisme». Antar man at diskussionen av den har begyndt saa nogenlunde like efter junikongressen, passer det at man med en paragraf pr. uke er naadd til § 15 den 19. oktober, idet man maa gaa ut fra at der har været uker hvor andre spørsmaal har været behan­let, og der ikke er blit tid til nogen diskussion av troes­bekjendelsen. 19. oktober diskutertes som sagt § 15, den følgende uke § 18, 8 dage senere § 19, 3 uker derefter § 20.

Nettlau peker paa likhetspunkter mellem disse para­grafer og Engels’s «Grundsätze des Kommunismus,» og det er sandsynlig at der her virkelig er en sammenhæng.

Engels var som sagt tilstede paa junikongressen. I det første brev han skriver til Marx efterat han er kom­met tilbake til Paris (ca. 10. novbr.), fortæller han at Moses Hess (en av de ledende kommunister i Paris) har faat igjennem «ein gottvoll verbessertes Glaubensbekennt­niss». Saa hadde Engels i et møte i Pariserkredsen^[10] tat denne troesbekjendelse frem og punkt for punkt kritisert den sønder og sammen, hadde saa latt sig gi i opdrag at lage en ny, som han vilde faa vedtat paa næste kredsmøte og «hinter dem Rücken der Ge—n»^[11] sende den til London. «Das darf aber kein Teufel merken, sonst werden wir alle abgesetzt, und es gibt einen Mord­skandal.»^[12] I kredsen sat sandsynligvis lederne. De var paa forhaand bearbeidet av Engels og mottagelig for Marx’s lære. Det viser de foregaaende breve fra Paris. De som skulde føres bak lyset var sandsynligvis «die Ge­meinden», det var «straubingerne» som Marx og Engels haanlig kaldte hovedmængden av kommunistforbundets til­hængere i Paris. De var haandverkere, altsaa ikke prole­tarer i engelsk forstand, og følgelig ikke den rette «naive folkegrund» for Marxismen. Og for Engels hadde disse straubinger været en meget ubekvem materie. Han hadde hat tusen ærgrelser, mange skuffelser og litet held under sit arbeide med at jage den tyske «sande» følelsessocial­isme ut av dem og banke Marxisme ind i dem. Derfor maatte der handles bak deres ryg naar det gjaldt for­bundets endelige troesbekjendelse.

Det har sandsynligvis ikke gaat saa fort som Engels tænkte, hverken med utarbeidelsen av hans troesbekjen­delse eller med vedtagelsen av den. For først fjorten dage senere nævner han den igjen i et brev. Han ber Marx tænke paa den til den forestaaende kongres (om fem dage), og gir en fortegnelse over indholdet av det utkast han har utarbeidet, tilføier at det er daarlig redigert og ut­arbeidet i en frygtelig fart, og at han paa nogen ganske smaa bagateller nær haaber at faa det vedtat slik at der i det mindste «nichts gegen unsere Ansichten drin steht».^[13] Tilslut sier han at han tror de bør opgi katekismusformen og kalde den «Det kommunistiske Manifest.»

Det er dette brev Bernstein støtter sig til naar han slaar fast at Grundsätze des Kommunismus er av Engels. Det er ogsaa det han fremlægger som bevis paa at Engels har husket feil da han fortalte ham at han og Marx laget hvert sit utkast efterat de hadde faat i opdrag at utarbeide «Det kommunistiske manifest» paa november-december-kongressen. Idet Bernstein mener at «Grundsänze des Kom­munismus» er Engels’s selvstændige utkast, slutter han at ogsaa Marx maa ha hat sit færdig før kongressen og bruker som bevis disse ord i det omtalte brev: «Über­lege dir doch das Glaubensbekenntnis»^[14], ord som like godt beviser det motsatte, nemlig at han ikke hadde noget utkast færdig. Og det er litet rimelig at han laget et paa de fem dage som var igjen.

Alt synes altsaa at tyde paa at til grund for «Grund­sätze des Kommunismus» ligger «urkatekismen» vedtat paa junikongressen. Hvem som har laget denne urkatekisme,^[15] hvordan den i sin helhet lyder, i hvor høi grad man kanske alt i den vil finde virkninger av Marx’s og Engels’s ihærdige underjordiske arbeide i forbundet, er alt spørs­maal man muligens kan komme til at løse i fremtiden paa grundlag av nyt materiale. Det er imidlertid sand­synlig at man var opfordret til at diskutere denne ur­katekisme rundt omkring i forbundets underavdelinger og om mulig forbedre den. Likheten i ordlyd og tanker i spørsmaalene og svarene i Max Nettlaus protokolutdrag og Engels’s utkast er ogsaa tydelig nok. Under et par spørsmaal staar dessuten hos Engels istedenfor noget svar bare «bleibt». Dette tyder ogsaa paa at Engels har et godkjent utkast liggende foran sig, ett som maatte være den kongres bekjendt for hvilken utkastet skulde fore­lægges.

Engels har sikkert ikke været nogen slave av urkate­kismen, dertil var det ham altfor meget om at gjøre at faa smuglet Marxismen ind i forbundets program. Men hele utkastets karakter, dets forhold til Engels’s tidligere produktion, viser at han ikke har været helt fri da han laget det. Naar man har læst utkastet, er man ikke i ringeste tvil om at det er et arbeide av Engels. Men hvilken forandring det maa ha foregaat med manden paa de to aar siden han skrev «Die Lage». Hvor er den harmglødende, unge agitator som knytter næverne i stille raseri over det engelske bourgeoisi og dets skjændselsgjer­ninger bak det tilsynelatende saa rolig og nøkternt anførte bevismateriale? Ja, for her hvor man skulde tro han hadde al sin agitatoriske evne behov, her er Engels bare skolemesteren som forklarer og oplyser, klart, tørt, rolig, kjedelig. Men at han kunde lage et saa graat, saa farve­løst produkt, viser netop hvor Engels var praktisk. Han kunde gjemme væk en del av sin personlighet naar det gjaldt at opnaa en fordel for den sak han kjæmpet for.

Sammenlignet med «Det kommunistiske manifest» er dette utkast av Engels agitatorisk set ganske uskyldig, endda det væsentlig indeholder det samme, de samme kjendsgjerninger og de samme tanker. Men tankerne er bare ikke fremført med den samme vilje og personlighet. I «Det kommunistiske manifest» har en mægtig vilje for­tættet sig i en lysende klar tanke. Tanken agiterer for sig selv. Derav den magt den øver over de menneskesind som engang er kommet ind under dens indflydelse.

Selv om — ja, kanske netop fordi — Engelss utkast tilhører et tidligere stadium av manifestets historie end man før har antat, kan man godt lægge det til grund for en undersøkelse av hvad Marx og hvad Engels hver for sig har ydet til «Det kommunistiske manifest». For selv om Engels har laget nok et utkast, har han sikkert ikke revet sig helt løs fra det første. Det viser den tydelige sammenhæng mellem utkastet og manifestet selv, idet det ser ut som om manifestet har absorbert utkastet næsten i sin helhet.

Engelss utkast handler om den industrielle revolution, og det er den industrielle revolution som er den hand­lende i fremstillingen. Den industrielle revolution er ut­gangspunktet. Alt «wurde geschaffen durch die industri­elle Revolution»^[16], først og fremst bourgeoisiet og prole­tariatet. «Hvordan er proletariatet opstaat?» lyder spørs­maalet til det lange svar, hvor den industrielle revolution og dens nærmeste følger skildres: Das Proletariat ist entstanden durch die industrielle Revolution.^[17]

Den industrielle revolution blev fremkaldt ved opfin­delsen av dampmaskinen. Maskinerne forandret hele den foregaaende produktionsmaate. De var meget dyre. Derfor leverte de industrien fuldstændig i de store kapi­talisters hænder. Dermed var altsaa fabriksystemet ind­ført. Det bredte sig til alle industrigrener. Arbeids­delingen skred mere og mere frem. Den gjorde at pro­dukterne kunde fremstilles hurtigere og billigere, og litt efter litt kom derfor selv haandverket ind under fabrik­systemets herredømme. Nu er man i næsten alle civili­serte land kommet derhen at i omtrent alle arbeidsgrener er haandverket of manufakturen fortrængt av storindu­strien. Derved er den tidligere middelstand blit mere og mere ruinert, de tidligere arbeideres stilling er blit fuldstændig forandret, og to nye klasser som litt efter litt sluker alle de andre, er blit skapt, nemlig de store kapi­talister eller bourgeoisiet som eier alt — levnetsmidler, raastoffer og arbeidsredskaper — og proletariatet som intet eier og lever av at sælge sin arbeidskraft.

Her er der ikke en ting som ikke faktisk er med i manifestet, og ikke én som minder om Marx. Det er et kort resumé av indledningskapitlet til «Die Lage».

Under næste spørsmaal faar vi vite betingelserne for proletarernes salg av arbeidskraft. Det gir heller intet ut over det Engels har git i «Die Lage». Spørsmaal 6 lyder: Hvilke arbeiderklasser fandtes der før den indu­strielle revolution? Og svaret: slaver, livegne haand­verkssvender og manufakturarbeidere. Derefter følger under fire spørsmaal en sammenligning mellem disse tid­ligere tiders undertrykte klasser paa den ene side og proletariatet paa den anden side.

Paa tre sider sier Engels her det som manifestet bruker to linjer paa. «Al samfundshistorie hittil har været en historie om klassekampe.»

Det ser i det hele ut som Engels bevisst undgaar de skarpt klingende slagord. Klassekamp, det ord som gir manifestet dets ramme, har ikke Engels en eneste gang i sit utkast. Og paa de tre sider i de fire svar for­tæller nok Engels meget om klassekamp, men den stadige parallellisering, det urolige frem og tilbake, utvisker snarere begrepet end levendegjør det. Det er sikkert ikke til­fældig at det er helt utelatt i manifestet. Det skaper dødvand i fremstillingens strøm. Bernstein kalder «den fine fremstilling av forskjellen mellem slaver, livegne og moderne proletarer et værdifuldt tillæg til dette mester­verk». Det er vanskelig at indse at manifestet skulde by paa noget savn i den retning. Tat for sig er «diese schöne Klarstellung» bra nok. I den sammenhæng det kommer, bevirker det som sagt et brudd i fremstillingen. Det slapper interessen.

Først under spørsmaal 11 tar Engels igjen traaden op i den utvikling han har begyndt under spørsmaal 4: «Hvad var de næste følger av den industrielle revolution og samfundets deling i bourgeoisi og proletariat? For det første, verden internationaliseres. For den andet har den industrielle revolution gjort bourgeoisiet rikt og mæktig. Det er ved den fri konkurranse økonomisk blit den her­skende klasse. Den fri konkurranse var imidlertid nød­vendig for den store industris begyndelse, fordi den er den eneste samfundstilstand i hvilken storindustrien kan komme op, og den har ogsaa gjort bourgeoisiet til den politisk herskende klasse. For det tredje har den (den industrielle revolution) utvikler proletariatet i samme for­hold som den har utviklet bourgeoisiet. Samtidig trækker saavel bourgeoisiet som proletariatet sammen i storbyer, og gir ved denne ansamling av store masser paa en flek prole­tariatet bevisstheten om sin styrke. Og jo mer den ut­vikler sig (den industrielle revolution) desto mer trykker storindustrien lønnen ned til et minimum og gjør derved proletariatets stilling mer og mer utaalelig. Saaledes for­beredes gjennem proletariatets voksende utilfredshet paa den ene side og ved dens voksende magt paa den anden side en revolution i samfundet ved proletariatet.»

Endnu er intet sagt som ikke er fremstillet i «Die Lage». Det har sin interesse at lægge merke til (det gjælder saa­vel for utkastet som for det færdige manifest) hvorledes tanken om proletariatet som blir sig sin aandelige og fysiske elendighet bevisst, denne tanke som træder saa sterkt frem saavel i «Die Lage» som i proletarteorien i «Die Heilige Familie», er skrumpet sterkt ind. Den er næsten utvisket. Ja, den er endnu mere utvisket i selve mani­festet end i utkastet: «Men med industriens utvikling formerer proletariatet sig ikke bare. Det blir trængt sammen i større masser, dets magt vokser og det føler den mer,»^[18] heter det i manifestet. Og det føler den mer. Det er et litet og beskedent uttryk for den vældige tanke om proletariatet som maa og kan befri sig selv paa grund av den absolut bydende nød som er det prak­tiske uttryk for nødvendigheten. Det er sikkert ingen tilfældighet at denne tanke har skrumpet ind. Den konse­kvente økonomiske determinisme har slukt den. Ana­lyserer man begrepet klassekamp, vil man finde tanken gjemt i det. Baade Marx og Engels har sikkert indset at den egnet sig bedre til at gjemmes bort i et i og for sig letfattelig begrep end til at være forgrundstanke i et praktisk politisk program. Dertil hadde den et for sterkt filosofisk tilsnit og bar for meget præg av en bestemt aandelig konstitution.

Engels gaar videre, sp. 12: «De videre følger av den industrielle revolution? Svar: handelskriserne. Hvad viser handelskriserne? For det første at storindustrien er vokset fra den fri konkurranse, at overhodet storindu­striens drift ved enkelte er blit en lænke om foten paa den som den maa og vil komme til at sprænge. For det andet at storindustrien og den utvidelse av produktionen i det uendelige som er muliggjort ved den, gjør en sam­fundstilstand mulig i hvilken der kan produceres saa meget av alle livsbehov at hvert eneste medlem av samfundet i fuld frihet kan faa anledning til at utvikle alle sine kræfter og anlæg, slik at den egenskap ved storindustrien som i det nuværende samfund frembringer al elendigheten og alle handelskriserne, netop er den samme som under en anden samfundsordning vilde ødelægge denne elendig­het og disse ulykkebringende svingninger.»

Her har Engels naadd frem til det ledd i sin egen tankerække hvorfra amalgationen med Marx’s økonomiske determinisme har begyndt. Og først her — under det 13. spørsmaal i fremstillingen — sporer man altsaa Marx’s indflydelse. Det er tanken fra avhandlingen om national­økonomien i «Deutsch—Französische Jahrbücher» som gaar igjen. Den har bare mistet ethvert spor av etisk farve. Den fri konkurranse er ikke længer «die höchste Spitze der gesellschaftlichen Unsittlichkeit»,^[19] en naturlov som menneskene maa erstatte med aandens lov. Tanken er indpodet med Marxsk determinisme. Koknurransen var nødvendig. For under den blev de produktivkræfter til som vil komme til at sprænge det samfund hvor konkur­ransen hører hjemme. Og paa spørsmaal 15: «Avskaf­felsen av privateiendommen var altsaa før ikke mulig?» svarer Engels: «Nei. Enhver forandring i samfunds­ordenen, enhver omvæltning i eiendomsforholdene er den nødvendige følge av frembringelsen av nye produktiv­kræfter som ikke længer vil føie sig efter de gamle eien­domsforhold. Privateiendommen selv er opstaat paa denne maate. For privateiendommen har ikke altid eksisteret. Først da der mot slutningen av middelalderen skaptes en ny produktionsmaate i manufakturen, som ikke lot sig underordne den daværende feudale og laugsmæssige eien­dom, først da frembragte denne manufaktur som var vokset fra de gamle eiendomsforhold, privateiendommen. Men for manufakturen og for storindustriens første utviklings­trin var ingen anden eiendomsform mulig end privateien­dommen. Saalænge der ikke kan produceres saa meget at der ikke bare er nok for alle, men ogsaa er et over­skud av produkter til formering av samfundskapitalen og til videre utvikling av produktivkræfterne, saa længe maa der altid være en herskende klasse som raader over sam­fundets produktivkræfter og en fattig, undertrykt klasse.

Det er klart at produktivkræfterne hittil ikke var saa utviklet at der kunde produceres nok for alle, og at privat­eiendommen var blit et baand paa den, en skranke for den. Men nu er der produktivkræfter i mængde og midler til at øke dem i det uendelige, nu er disse produktiv­kræfter samlet paa faa hænder, paa bourgeoisiets, mens den store masse av folket synker dypere ned i elendigheten eftersom bourgeoisiets rigdommer vokser, og nu er disse produktivkræfter i den grad vokset privateiendommen og bour­geoisiet over hodet at de hvert øieblik fremkalder de vold­somste forstyrrelser i samfundsordenen, saa nu — først nu — er ophævelsen av privateiendommen ikke bare mulig, men absolut nødvendig.

Her først gir Engels den historiske bakgrund, her først sætter han ind med den historiske lov. Her først gjør han enkeltfænomenet, den industrielle revolution og de samfundsforhold den har skapt, til et led i den historiske utvikling. Bernstein sier om utkastet at det er en popu­larisering av manifestets kjernetanker. Dette ene svar er i ethvert fald en popularisering av dets kjernetanke, av «der durchgehende Grundgedanke des Manifestes»^[20] Det er en populariseret ekstrakt av den historieopfatning Marx har nedlagt i boken mot Proudhon. Man ser hvordan Engels fuldstændig har optat Marx’s tanker. Det kan kanske være katekismusformen som er skyld i at Engels saa sent sætter ind med denne teori som ifølge hans egne ord i et brev til Marx var deres eneste styrke. Men det er i og for sig ganske naturlig, at det som var Engels’s eget specialomraade — den industrielle revolution og dens følger … at det fremdeles hadde den bredeste plads i hans bevissthetsliv, at det han skrev ned «in fürchterlicher Eile» først og fremst blev det som laa mest selvfølgelig færdig og tilrette i ham selv, nemlig det han hadde ofret aar av sit liv paa at studere, og at en tanke han hadde optat fra en anden, laa dypere nede i bevisstheten. For den var ikke til at begynde med rammen om det kund­skapsmateriale Engels hadde samlet, ikke det for hvis skyld han samlet materialet. At han rammer sit eget special­omraade ind i tanken, falder av sig selv, da Marx alle­rede paa forhaand hadde gjort det. Men Marx hadde be­nyttet det Engels tilførte ham med en suverænitet og en sikker selvfølge som Engels ganske naturlig aldrig vilde ha kunnet opnaa overfor det Marx hadde git ham. For Engels hadde samlet kjendsgjerninger, og kjendsgjerninger er almeneie, og Marx brukte dem som stene i sin tanke­bygning. Men Engels gik i kompaniskap med Marx om en idé, og ideen er præget av den personlighet som har skapt den og eies av den alene. Og det kunde Engels som den mand han var, aldrig holde op at ha følelsen av. Det er altsaa i enhver henseende naturlig og for­staaelig at Engels ikke brer sig med tanken. Men det er ogsaa dette faktum som gjør Engels’s utkast til et graat historisk kildeskrift uten agitatorisk kraft, mens manifestet kanske til alle tider vil vedbli at betragtes som et aandens mesterverk.

«Det kommunistiske manifest» er verdenshistoriens drama fremstillet paa 26 smaa tryksider. Eller rettere, det er spaadommen om den sidste akt i det drama som menneske­heten ustanselig har spillet siden tidernes morgen. Naar teppet gaar ned for denne sidste akt, gaar det ned for en fred og forsoning som menneskeheten aldrig tidligere har kjendt. «For al tidligere samfundshistorie er historien om klassekampe». Slik begynder det første avsnit av Mani­festet. Og det fortsætter: «Fri mand og slave, patricier og plebeier, baron og livegen, laugsborger og svend, kort sagt undertrykkere og undertrykte stod bestandig mot hinanden, førte en uavbrutt, snart skjult, snart aapen kamp som hver gang endte med en revolutionær omdannelse av hele samfundet eller med begge de kjæmpende klassers undergang.» I et raskt tempo skisserer saa Marx bourgeoisiets utvik­lingsgang. Av middelalderens livegne fremgik de første byers borgere, og av dette borgerskap utviklet sig de første elementer til bourgeoisiet. Amerikas opdagelse og omseilingen av Afrika skapte et nyt felt for det op­kommende bourgeoisi. Det ostindiske og kinesiske marked, Amerikas kolonisering, varebytningen med kolonierne, gav handelen, skibsfarten, industrien et uanet opsving og der­med det revolutionære element i det hensmuldrende feudale samfund en rask utvikling.

Den tidligere feudale eller laugsmæssige produktionsmaate var ikke længer tilstrækkelig for de økede behov som de nye markeder hadde skapt. Manufakturen traadte isteden­for den. Laugsmestrene blev fortrængt av den indu­strielle middelstand. — — Men stadig vokste markederne og stadig steg behovet. Heller ikke manufakturen strak til. Da revolutionerte dampen og maskinerne den indu­strielle produktion. Istedenfor manufakturen fik man den moderne storindustri. Istedenfor den industrielle middel­stand fik man de industrielle millionærer, ledere av hele industrielle armeer, det moderne bourgeoisi.

Men storindustrien har skapt verdensmarkedet som Amerikas opdagelse forberedte. Verdensmarkedet har git handelen, skibsfarten og landkommunikationerne en umaade­lig utvikling. Denne har igjen virket tilbake paa indu­striens vekst, og i samme grad som industri, handel, skibs­fart, jernbaner økedes, i samme grad utviklet bourgeoisiet sig, øket det sine kapitaler, trængte det alle klasser fra middelalderen i bakgrunden. Vi ser altsaa hvorledes det moderne bourgeoisi selv er produktet av en lang utvik­lingsgang, en række omveltninger i produktionsmaaten og samfærdselsmidlerne.

Bourgeoisiet har spillet en høist revolutionær rolle i historien.

Her sætter det avsnit av manifestet ind som be­tegner høidepunktet av Marx’s stilkunst. Det er den profetiske stil, den tunge, vegtige, hvor sætningerne falder som hammerslag. Han forlater det begresmæssige uttryk og lar billederne spille i sterke farver. Det er karak­teristisk for Marx denne veksling mellem det begreps­mæssige og det billedlige uttryk. Den viser tænkeren og digteren i en person, videnskapsmanden og seeren.

Bourgeoisiet har ødelagt alle feudale patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertig slitt itu alle brokede feudalbaand som knyttet menneskene til sine naturlige foresatte og har ikke latt noget andet baand mellem menneskene bli igjen end den nakne interesse, den usentimentale «kontante betaling». Det har druknet det fromme sværmeris, den ridderlige begeistrings, det spids­borgerlige vemods hellige gysninger i den egoistiske be­regnings iskolde vand. Det har opløst den personlige værdighet i bytteværdi og istedenfor de utallige velhjem­lede og velerhvervede friheter sat den ene samvittighets­løse handelsfrihet. Det har kort sagt istedenfor en ut­bytning indhyllet i religiøse og politiske illusioner sat den aapne, skamløse, direkte, tørre utbytning.

Bourgeoisiet har fjernet helgenglorien fra alt ærværdig virke som man før betragtet med from ærefrygt.

Bourgeoisiet har revet det rørende, sentimentale slør av familieforholdet og ført det tilbake til et rent penge­forhold.

Bourgeoisiet har vist hvad menneskets virksomhet kan faa istand. Det har fuldført ganske andre underverker end ægyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske katedraler. Det har gjort ganske andre tog end folkevandringer og korstog.

Bourgeoisiet kan ikke eksistere uten stadig at revolu­tionere produktionsmidlerne, altsaa produktionsforholdene, altsaa samtlige samfundsforhold. Den stadige omveltning av produktionen, den uavbrutte rystelse av alle samfunds­tilstande, den evige usikkerhet og bevægelse udmerker bourgeoisiets tidsalder fremfor alle andre. — — Alt stands­præget og stillestaaende fordamper, alt hellig vanhelliges, og menneskene blir endelig nødt til at se paa sin livsstil­ling, sine gjensidige forbindelser med nøkterne øine.

Bourgeoisiet jager over hele jordkloden, fordi det har behov for en stadig større avsætning for sine produkter.

Indtil dette punkt i manifestet merker man intet til Engels’s utkast. I det som ovenfor er gjengit kan man ikke trække en eneste direkte parallel med utkastet. Det maa helt staa for Marx’s regning. Den øieblikkelige ind­førelse av det slagord som med en gang gir den lov den historiske utvikling foregaar efter, er sikkert Marx’s eget lykkelige grep. Den raskt skisserte historiske bakgrund for bourgeoisiet er hans. For Engels’s lange fremstilling av den industrielle revolution har Marx en eneste sæt­ning: «Da revolutionerte dampen og maskinerne den industrielle produktion.» Og det kommer som et eneste litet ledd likeværdig med andre ledd i den historiske sam­menhæng.

Endelig er karakteristikken av bourgeoisiet sikkert Marx’s verk. Skjønt det rent agiterende i denne kritik av bourgeoisiet ligner den Engels vi kjender fra «Kritikken av nationaløkonomien» og «Die Lage», tilhører formen ganske sikkert Marx. En slik sætning som: «Sie hat die persönliche Würde in den Tauschwert aufgelöst und an die Stelle der zahllosen verbrieften und wohlerworbenen Freiheiten die eine gewissenlose Handelsfreiheit ge­setzt», minder endog sterkt om den moralsk indignerte Engels fra hans tidlige arbeider. Og netop den moralske indignation som i dette avsnit av manifestet kommer saa sterkt frem, skulde man paa forhaand anta vilde ligge en mand med Marx’s verdensopfatning fjernt. For determi­nisten er der intet at forarges over. Det det gjælder, er bare at forstaa. Men det er sikkert intet menneske givet at bli en saa rendyrket determinist at forargelsen skyves helt ut av bevisstheten. Og lytter man opmerksomt, hører man hele tiden under den moralske indignation en stadig stigende anerkjendelse — ja, beundring for dette revolu­tionære bourgeoisi. Det bourgeoisi som «an die Stelle der mit religiösen und politischen Illusionen verhüllten Aus­beuting, die oftene, unverschämte, direkte, dürre Aus­beutung gesetzt hat», det har ogsaa bevirket at «menne­skene endelig er nødt til at se paa sin livsstilling med nøkterne øine». Det første lyder som en fordømmelse, det sidste som en stor anerkjendelse, ja, næsten som et befrielsens suk: endelig er da menneskene kommet saa langt! Og man kan saa godt tænke sig at netop slik har foragten og beundringen filtret sig sammen i Marx’s be­vissthet. Hadde han selv set med rent nøkterne øine paa bourgeoisiet, hadde han ikke formaadd at skape dette mesterlige agitatoriske intermezzo i manifestet.

I Bernsteins forord til Engels’s utkast faar vi vite at ifølge en uttalelse av Engels har Marx og han i fællesskap redigeret det endelige manifest. Den sterke enhet i formen synes dog at tyde paa at Marx har været alene om redaktionen, og at Engels har været ham behjælpelig med de detaljer som maatte være med.

Det følgende avsnit av manifestet viser ihvertfald tyde­lig at her har Engels hat et ord med i laget. Det handler om hvordan bourgeoisiet ved sin utnyttelse av verdensmarkedet har gjort produktionen og konsumtionen kosmo­politisk. Under spørsmaal 11 gjør Engels det samme. Det er her værdt at lægge merke til hvordan mange av Engels’s uttryk kommer med støpt om i Marx’s form. I manifestet er det bourgeoisiet som handler — det er klassen som utretter noget. Hos Engels er det den indu­strielle revolution som bevirker at dette noget sker.

Hos Engels heter det: for det første blev i alle ver­dens land det gamle manufaktursystem eller den industri som hvilte paa haandens arbeide, ødelagt ved de billige priser paa industriprodukterne som maskinerne fik istand. Alle halvbarbariske land som indtil da hadde været mer eller mindre fremmede for den historiske utvikling, blev herigjennem med magt revet ut av sin avsondring. De kjøpte englændernes billigere varer og lit sine egne manu­fakturarbeidere gaa tilgrunde. Saaledes er land som i aartusener ikke har gjort noget fremskridt — f. eks. Indien — blit helt gjennem revolutioneret. Og selv Kitna gaar mot en revolution.

I manifestet heter det: Bourgeoisiet river ved den raske forbedring av alle produktionsmidler og de uende­lige lettelser i kommunikationerne alle, selv de mest bar­bariske nationer, ind i civilisationen. De billige priser paa deres varer er det svære artilleri, hvormed de skyter alle kinesiske mure i grus, og hvormed de tvinger selv det mest haardnakkede fremmedhat til kapitulation.

Fremstillingen av bourgeoisiets revolutionære rolle i den historiske utvikling naar sit høidepunkt i sin avslut­ning: «Bourgeoisiet har under sit neppe hundreaarige klasseherredømme skapt produktionskræfter i større masser, med vældigere omfang end alle tidligere generationer til­sammen. Undertvingelse av naturkræfterne, maskiner, kemiens anvendelse i industri og jordbruk, dampskibsfart, jernbaner, elektriske telegrafer, opdyrkning av hele verdensdele, elver som er gjort seilbare, og hele befolkninger stampet frem av jorden. Hvilket tidligere aarhundrede ante at slike produktionskræfter slumret i samfundsarbei­dets skjød?»

Her forlater manifestet den patetiske stil og gaar over i en jevnt fortællende fremstilling. Avsnittet om bour­geoisiets revolutionære rolle virker som sagt som et sterkt agiterende intermezzo. Derefter knyttes traaden igjen til det punkt fremstillingen hadde naadd før intermezzoet sætter ind. Dette har igrunden ikke spundet tanketraaden videre. Det har bare git en karakteristik av den her­skende samfundsklasse. Manifestet gjentar saa hvorledes de produktions- og samfærdselsmidler som vokste op sam­men med bourgeoisiet, tilslut maatte sprænge de samfunds­baand — nemlig de feudale — indenfor hvilke de var blit til. Og vi faar videre vite hvordan en lignende bevægelse gaar for sig for vore egne øine. De borgerlige produk­tions- og samfærdselsforhold, de borgerlige eindomsfor­hold ligner troldmanden som ikke kan beherske de aander han har manet frem. Og beviset for dette er handels­kriserne, overproduktionens epidemi. Saa følger en skil­dring av hvorledes overproduktionens epidemi ytrer sig, og vi faar vite hvorfor der blir en slik epidemi, men intet utover det som Engels har git i utkastet, bare frem­ført i en meget sterkt agiterende form. De vaaben hvor­med bourgeoisiet har slaat feudalismen til jorden (de økede produktivkræfter), retter sig nu mot bourgeoisiet selv. Men bourgeoisiet har ikke bare smidd de vaaben som bringer det døden, men det har ogsaa skapt de mænd som skal føre disse vaaben, de moderne arbeidere, prole­tarerne.

Selv om man kunde tænke sig at Marx og Engels hadde formet hver sine avsnit av manifestet, er det sik­kert at selve dispositionen tilhører Marx alene. Selv i denne tænker han sin tanke. Første avsnit som sætter ind med slagordet klassekamp, har overskriften Bourgeoisi og proletariat. Det er tese og antitese. Skarpt er de skilt i fremstillingen. Ikke med et ord nævnes prole­tariatet paa de sider som karakteriserer bourgeoisiet. Pludselig overrumples man. Paa det punkt i utviklingen da tesen har skapt sin antitese, slynges proletariatet ind i fremstillingen.

Paa forhaand kan man vite at i dette avsnit maa Engels ha været sterkt benyttet. Her er Engels den sak­kyndige, og skjønt man som sagt skulde anta at mani­festets form i sin helhet skyldes Marx, er det ingen rent umulig tanke at Engels har skrevet et avsnit som det om proletariatet, saa meget mere som stilen netop her ikke har nogen utpræget Marxsk karakter. Det viser sig i ethvert fald at gjennem hele fremstillingen av prole­tariatets stilling, dets livsvilkaar, og dets historie, maa skildringen i «Die Lage» ligge til grund, hvad enten det nu er Marx eller Engels som har git det form. Man kan bare eksempelvis ta en sætning som denne, det gjælder fremstillingen av associationens vekst i arbeiderklassen: «Fra tid til anden seirer arbeiderne, men bare forbi­gaaende. Det egentlige resultat av deres kamp er ikke den umiddelbare seir, men den stadig omsiggripende for­ening av arbeiderne.» — — Og en som denne: «Denne proletarernes organisation til klasse og dermed til politisk parti blir hvert øieblik sprængt ved konkurransen mellem arbeiderne indbyrdes. Men den opstaar altid paany, ster­kere, fastere, mægtigere. Den tiltvinger sig anerkjendelse av enkelte av arbeidernes interesser i lovsform, idet den benytter sig av bourgeoisiets indbyrdes splittelse.»^[21] Det er alt ting, en kjender igjen fra «Die Lage». Det vilde føre for vidt detaljeret at trække paralleler med «Die Lage». Det er ogsaa ganske sikkert overflødig. At her den første og eneste videnskabelige undersøkelse av prole­tariatets stilling i England — hvor proletartilstanden hadde naadd sin «klassicitet» — lægges til grund for fremstil­lingen, falder ganske av sig selv, saa meget mere som vi jo vet at Marx ikke hadde hat nogen anledning til at gjøre specialstudier paa dette omraade og sikkert heller ikke har hat nogen trang til det. Det var nok naar Engels hadde gjort det.

Jeg forsøkte i forrige kapitel at vise hvorledes Engels’s bok virket som en stor og utførlig kommentar til Marx’s filosofiske formler i «Die Heilige Familie». I «Det kom­munistiske manifest» har man et meget godt eksempel paa at en Marxsk formel og en slik kommentering fra «Die Lage» er sat umiddelbart i forbindelse med hinanden: «Det gamle samfunds livsbetingelser er allerede gaat under i proletariatets livsbetingelser», heter det under fremstillingen av proletariatets historie. Man kjender formlen igjen næsten ordret fra «Die Heilige Familie». Manifestet fortsætter: Proletaren er eiendomsløs, hans forhold til kone og barn har intet med de borgerlige familieforhold at gjøre; det moderne industrielle arbeide, den moderne underkuelsen under kapitalen, den samme i England som i Frankrike, i Amerika som i Tyskland har berøvet ham enhver national karakter. Lovene, moralen, religionen er for ham like saa mange borgerlige fordomme, bak hvilke like saa mange borgerlige interesser skjuler sig.

Punkt for punkt kunde man trække paralleler med «Die Lage». I det kapitel i denne bok som er over­skrevet «Die Resultate», vil man finde proletariatets karak­teristik. Man faar vite det har ingen religion, det respek­terer ikke borgersamfundets moral, fordi det ikke kan gjøre det. Lovens tvang er det eneste som moralsk set holder arbeiderne indenfor visse grænser. Pisken er det eneste som kan paatvinge dem bourgeoisisamfundets moral. Man kan bare eksempelvis plukke ut en sætning som denne: «Hans (proletarens) forhold til kone og barn har intet fælles med det borgerlige familieforhold.» I «Die Lage» faar man vite hvad denne sætning egentlig inde­bærer. Engels har git en utsigt over arbeidernes hoved­feil: «De lar sig alle», sier han, «føre tilbake til en mangel paa evne til at ofre den øieblikkelige nydelse for en fjer­nere fordel, derfor denne mangel paa respekt for den sociale orden, denne mangel paa fremsyn.» Han undskylder denne feil: «En klasse som maa bære alle den sociale ordens ulemper uten at kunne nyte dens fordeler, en klasse for hvem denne sociale orden bare er noget fiendtlig, av den forlanger man til og med at den skal respektere den sociale orden. Det er sandelig for meget. Men arbeider­klassen kan ikke løpe fra den sociale orden saa længe den bestaar, og naar den enkelte arbeider reiser sig mot den, faar han selv lide mest for det. Saaledes gjør den sociale orden familielivet næsten umulig for arbeiderne. Et uhyggelig skiddent hus, som næsten ikke er godt nok til nattely, daarlig møbleret, ofte ikke regntæt, dertil uop­varmet, en utaalelig luft i et overfyldt værelse tillater ingen huslig hygge; manden arbeider hele dagen, kanske ogsaa konen og de ældre barn, alle paa forskjellige steder, sees bare morgen og aften, dertil den stadige fristelse til drik. Hvorledes kan familieliv bestaa under slike for­hold? Og allikevel kan ikke arbeideren komme væk fra familien, han maa leve i familien, og følgen av det er stadige familiescener og huslig strid som virker demorali­serende baade paa forældre og barn.

Og barn som paa denne maate gror vildt op i de mest demoraliserte omgivelser til hvilke forældrene selv ofte hører, de skal efterpaa bli moralske? Det er virkelig for naivt hvilke fordringer den selvtilfredse bourgeois stiller til arbeideren.»^[22]

Man faar en anelse om hvilken sikker grundvold mani­festet hviler paa, hvor godt hver eneste liten paastand er funderet, i allefald for den dels vedkommende hvor Engels’s specialundersøkelse ligger til grund.

Andet avsnit av manifestet som bærer overskriften: Proletarer og kommunister, begynder med at forklare for­holdet mellem proletarer og kommunister. «Kommuni­sterne er den avgjort videregaaende del av alle landes arbeiderpartier. Teoretisk har de forut for den øvrige masse av proletariet indsigten i den proletariske bevæ­gelses betingelser, gang og almindelige resultater. Kom­munisternes maal er erobring av den politiske magt for proletariatet. Deres teoretiske sætninger hviler ikke paa ideer eller principper som er opfundet av en eller anden verdensforbedrer. De er bare almindelige uttryk for de faktiske forhold i en virkelig eksisterende klassekamp, en historisk bevægelse som gaar for sig for vore øine.

De kan sammenfatte sin teori i det ene uttryk: Op­hævelse av privateiendommen, fordi den borgerlige privateiendom er det sidste og mest fuldendte uttryk for den frembringelse og tilegnelse av produkterne som beror paa klassemotsætningen.»

Dette avsnit av manifestet tilhører sikkert Marx alene. Her har det et nyt høidepunkt. Metodisk set fremstiller det syntesens tilblivelse. Det er den stadige bevægelse mellem tesens og antitesens poler som frembringer syn­tesen. Det fremstiller bourgeoisiets anklager mot kom­munisterne som proletariatets forkjæmpere, og kommuni­sterne, d. v. s. Marx, opløser anklagerne i deres enkelte bestanddele og lar dem fordampe. Han gjør dem til an­klager mot bourgeoisiet selv. En for en tar han dem for sig. Og i hvert enkelt tilfælde lar han syntesen fremstaa.

Først anklager man kommunisterne fordi de vil op­hæve den selverhvervede personlige eiendom. Men skaffer lønsarbeidet proletaren eiendom? Ingenlunde. Det skaper kapitalen, d. v. s. den eiendom som utbytter lønsarbeidet. Eiendommen i sin nuværende skikkelse bevæger sig i mot­sætningen mellem kapital og lønsarbeide. La os se paa begge sider av motsætningen. Kapitalen er et fælles­produkt av alle samfundsmedlemmer. Altsaa er den ingen personlig magt, den er en samfundsmagt. Naar altsaa kapitalen blir forvandlet til fælleseiendom for alle sam­fundsmedlemmer, saa forvandler ikke personlig eiendom sig til samfundseiendom. Det er bare eiendommens sam­fundskarakter som forvandler sig. Den mister sin klasse­karakter.

Den anden side av motsætningen er lønsarbeidet. Løns­arbeidets gjennemsnitspris er arbeidslønnens minimum, d. v. s. summen av de levnetsmidler som er nødvendige for at holde arbeideren som arbeider i live. Vi vil ikke ophæve denne personlige tilegnelse av arbeidsprodukterne til gjenoprettelse av det umiddelbare liv. Vi vil bare ophæve denne tilegnelses elendige karakter, i hvilken ar­beideren bare lever for at øke kapitalen, bare lever i den grad som den herskende klasse kræver det. Konklusion: I det borgerlige samfund er det levende arbeide bare et middel til at øke det ophobede arbeide. I det kom­munistiske samfund er det ophobede arbeide bare et middel til at utvide, berike og fremme arbeiderens livsproces.

De sidste indvendinger fra bourgeoisiet som Marx av­feier, er de anklager som reises mot kommunismen fra religiøse, filosofiske og ideologiske synspunkter. De fortjener ingen grundig gjennemgaaelse, mener Marx: «Be­høver man nogen dypere indsigt for at begripe at med menneskenes livsforhold, med deres samfundsforhold, med deres samfundstilværelse ogsaa deres forestillinger, deres tænkemaate og begreper forandrer sig? Hvad beviser ideernes historie andet end at den aandelige produktion forandrer sig med den materielle. En tids herskende ideer har altid bare været den herskende klasses ideer. — — — «Men», vil man indvende, «religiøse, moralske, filosofiske, politiske og retslige ideer o. s. v. forandret sig vistnok i løpet av den historiske utvikling. Religionen, moralen, filosofien og politiken holdt sig bestandig under denne ut­vikling. Dertil gives der evige sandheter som frihet, ret­færdighet o. s. v. som er fælles for alle samfundstilstande. Men kommunismen avskaffer de evige sandheter, den av­skaffer religionen, moralen, istedenfor at omdanne den, den motsier altsaa al tidligere historisk utvikling.

Hvortil reducerer denne anklage sig? Al tidligere samfundshistorie bevæger sig i klassemotsætninger som i de forskjellige perioder formet sig forskjellig. — — — Intet under derfor at alle svundne aarhundreders samfunds­bevissthet, tiltrods for al mangfoldighet og forskjel, bevæger sig i visse fællesformer, i bevissthetsformer som bare vil opløse sig naar klassemotsætningerne helt forsvinder.

Den kommunistiske revolution er det mest radikale brudd med de overleverte eiendomsforhold. Intet under at den vil trække efter sig det mest radikale brudd med de overleverte ideer.»

Dette er toppen av den saakaldte materialistiske historie­opfatning. Det maa ogsaa kaldes utopien i den Marxi­stiske historieopfatning, det punkt hvor Marx forlater videnskapens sikre vei og begir sig ind paa spaadommens dunkle stier. Baade Marx og Engels har instinktivt følt at det nye samfund med nødvendighet krævet nye mennesker. Marx slynger med al sin overbevisnings styrke denne paastand ut mot bourgeoisiet: der behøves da ingen dyp indsigt for at begripe dette, det er da klart, det er da indlysende at slik maa det være. Det nye samfund skaper nye mennesker med nye ideer. (Man maa huske paa at Marx skapte det ensidige samfundsmenneske i reaktion mot den tyske filosofis ensidige «abstrakte» menneske). Men længer end til denne spaadom i sin al­mindelighet gaar Marx ikke, han gir sig ikke av med at forklare hvorfor disse mennesker vil bli anderledes, hvor­dan de nye samfundsforhold vil virke paa dem. Her gir han fantasien frit spillerum. Paa dette punkt har sik­kert den overbevisningens styrke som konsekvens i hans tankegang har skapt i ham selv, omsat sig til noget man vel kan kalde tro. Og man maa lægge merke til at denne tro er den sidste store indvending mot de tvilendes tvil. Og blir den gjendrevet, styrter hele den Marxistiske ver­densopfatning sammen.

Det er morsomt at lægge merke til hvad Engels som den praktiske mand han var, i sit utkast gjorde ut av Marx’s vældige og storstilede spaadom om det nye men­neske og de nye ideer. Han forklarer ganske enkelt hvordan den nye samfundsordning vil omskape menne­skene: «Slik som bønderne og manufakturarbeiderne i det forrige aarhundrede forandret hele sit levesæt og selv blev ganske andre mennesker da de blev revet ind i storindustrien, slik vil produktionens fællesdrift ved hele samfundet og den utvikling av produktionen som dette vil medføre, kræve ganske andre mennesker, og den vil ogsaa skape dem. Fællesdriften av produktionen kan ikke drives av mennesker som nutidens, av hvilke enhver er under­ordnet en enkelt produktionsgren, lænket til den, utbyttet av den, av hvilke hver enkelt bare faar utvikle et av sine anlæg paa bekostning av alle de andre, bare kjender en gren eller en gren av en gren av den samlede pro­duktion.

Selv nutidens industri kan mindre og mindre bruke slike mennesker. Hele samfundets fællesdrift av indu­strien forutsætter mennesker hvis anlæg er utviklet i alle retninger, som er istand til at overskue produktionens hele system. Opdragelsen vil la de unge raskt gaa igjen­nem hele produktionens system, den vil sætte dem istand til at gaa fra den ene produktionsgren over i den anden, alt efter samfundets behov og deres egne tilbøieligheter. Den vil ta fra dem deres ensidige karakter. — — Paa den maate vil det kommunistisk organiserte samfund gi sine medlemmer anledning til alsidig at nytte sine alsidige anlæg. Men dermed forsvinder ogsaa nødvendigvis de forskjellige klasser.»^[23]

En slik begrundelse av klassemotsætningens ophævelse har ikke manifestet indlatt sig paa. Kanske har Marx og Engels da de utarbeidet det endelige manifest, hat en følelse av at det var let at gjøre indvendinger mot denne opdragelses karakter. I en spaadom maa man ikke gaa i detalj, ikke fastslaa enkeltheter, bare gi sterke linjer, store utsyn. Og det er det manifestet til syvende og sidst gjør.

Det gir et utsyn over fjerne egne som man bare saa­vidt skimter konturene av: «Proletarerne har intet andet at miste end sine lænker. De har en verden at vinde. Proletarer i alle land slut eder sammen.» En verden at vinde. — Det er som man kan se Marx paa sit ut­sigtspunkt med en haandbevægelse vise ut over denne verden.

«Marx var et geni, vi andre i høiden talenter», sier Engels om sin ven. «Han stod høiere, saa videre, over­skuet mer og raskere end alle vi andre.» Og tar man sluttelig og sammenligner det helhetsindtryk som Engels’s utkast til manifestet gir, med det vi faar av det endelige manifest, og spør hvori egentlig den uendelige forskjel stikker, saa kan man gi svaret med Engels’s egne ord: Der er kommet et menneske til i manifestet «som staar høiere, ser videre, overskuer mer og raskere end Engels selv.» Alle disse ord — høiere, videre, mer, raskere, rammer netop i dette specielle tilfælde. Og om dette menneske, om Marx, kan man si at her, i manifestet, har han naadd sit livs høidepunkt, det hans geniale intuition har ført ham frem til.

En fremstilling av Marx’s og Engels’s ungdom finder en naturlig avslutning ved «Det kommunistiske manifest». For Marx’s vedkommende ender netop her hans geniale intuitions utviklingsvei. Han var geniet som indtil da som fantasien i folkevisen hadde gaat «vom Gipfel zum Gipfel». For Engels’s vedkommende kan man ved dette tidspunkt konstatere at han har gaat i kloster i Marx’s tanke. Mange har beklaget Engels’s skjæbne, det store offer han bragte Marx, den selvstændige videnskabelige løpebane. Men det er kanske sandsynlig at Engels var skapt til at gaa i kloster i en eller annen genial tænkers tanke. Og ingen kan vite om verden har tapt saa uende­lig meget ved det. Sikkert har Engels selv ikke tapt noget paa det. Ellers vilde han vel ikke ha gjort det.

Men Marx har kanske av Engels lært jevn menneske­lig ydmyghet. For han nøiet sig ikke med at slaa fast sin geniale intuitions overmodige resultater. Han gik videnskapsmandens møisommelige, sikre, menneskelige vei til de høider hans tanke og fantasi hadde brukt syvmils­støvler for at naa.

Han gik sin geniale intuition efter i sømmene. Det arbeide ofret han resten av sit liv. Det er nedlagt i hans hovedverk «Das Kapital». Paa denne møisommelige vei har Engels været hans trofaste støtte.

Litteratur.

Ein Brief des jungen Marx. Die Neue Zeit, 1897–98, I, side 4 følg.

Friedrich Engels, Jugendbriefe. Die neue Rundschau 1913, II, side 1211, 1396.

Friedrich Engels: Der Fortschritt der Sozialreform auf dem Kontinent. Die Neue Zeit, 1910, I, side 427 følg.

Franz Mehring: Aus dem literarischen Nachlass von Karl Marx, Friedrich Engels und Ferdinand Lasalle, Stuttgart 1902, I–II.

Friedrich Engels: Die Lage der arbeitenden Klasse in Eng­lang, Leipzig 1848.

Karl Marx: Das Elend der Philosophie, Stuttgart 1913.

Briefwechsel zwischen Engels und Marx, herausgegeben von Bebel und Bernstein, Stuttgart 1913.

Das kommunistische Manifest, Berlin 1917.

Friedrich Engels: Grundsätze des Kommunismus, Berlin 1914.

Friedrich Engels: Ludw. Feuerbach, Stuttgart 1903.

Franz Mehring: Geschichte der deutschen Sozialdemokratie.

Heinrich Herkner: Die Arbeiderfrage, 6te Auflage, Berlin 1916.

Edv. Bull: Karl Marx, Kristiania 1918.

Werner Sombart: Das Lebenswerk von Karl Marx, Jena 1909.

Kautsky: Die historische Leistung von Karl Marx.

Gustav Steffen: Marx och Materialismen, Stockholm 1914.

John Spargo: Karl Marx, Leben und Werk, Leipzig 1912.

1. Das Kommunistische Manifest. Utg. fra 1917, side 18–19.
2. „Elendighetens filosofi“.
3. „Filosofiens elendighet“.
4. Brevet trykt i Die Neue Zeit 31, 1.. side 821 følg.
5. Steffen: Marx och materialismen s. 64.
6. I „Das Elend der Philosophie“.
7. Offentliggjort i „Die neue Zeit“, mai 1919 av Ernst Drahn.
8. Kommunismens grundsætninger.
9. I hver by hvor der fandtes en avdeling av kommunistfor­bundet, var der ogsaa en slik arbeideroplysningsforening, hvis møter var offentlige ogsaa mens forbundet endnu var hemmelig. Det var her forbundet hvervet sine medlemmer.
10. Kommunistforbundet bestod av menigheter, kredser, ledende kredser, centralstyre og kongres. Mindst to og høist ti menig­heter dannet en kreds.
11. bak menigheternes? ryg.
12. Men det maa ikke en sjæl merke, ellers blir vi avsat allesam­men, og det blir en fæl skandale.
13. ikke staar noget som motsier vore meninger i det.
14. Tænk litt paa troesbekjendelsen.
15. I sin Engelsbiografi (se noten side 39) har G. Mayer bragt paa det rene at urkatekismen er laget av Schapper og Moll, lederne for kommunistforbundets Londoneravdeling, og at der i det eneste hefte av det kommunistiske tidsskrift som utkom i sep­tember 1847 er indtat en bekjendtgjørelse om at denne troes­bekjendelse er sendt menigheterne til uttalelse.
16. blev skapt ved den industrielle revolution.
17. Proletariatet er opstaat ved den industrielle revolution.
18. Manifestet, utg. 1917, side 35.
19. Den høieste top paa samfundets umoral.
20. Manifestets grundtanke.
21. Sml fremstillingen av indholdet av „Die Lage“ i foreg. kapitel.
22. „Die Lage“ side 161 følg.
23. Grundsätze, side 28 følg.