Jutul Dovre

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Gyldendals Forlag (s. 120-122).

Med Haand i Barm op under et Field
Laae Jutul Dovre[1] den gamle,
I Søvne hørte han Smeld paa Smeld,
Saa det i Fieldet mon ramle.

Op Øiet han ſlog, han ſtrøg sit Skiæg,
”Hvad nu! — hvad er paa Farde?
”Hvem banker paa Dovres Stue-Væg?
”Hvem ruſker hans Hovedgiærde?”


Paa nye han ſlumred og drømmende laae,
Ei endnu den Larm gik over —
”Nei! ſagde den Gamle: jeg viiſe maae,
“At Dovre ei længer ſover.”

Han reiſte da ſin tunge Krop,
Sit Haar at reede han glemte,
Sin Øienbryn han nu løfted op,
I Skoven ſig Biørnene giemte.

Over hver en Eeg, over hver en Gran
Han rækker ſit ildrøde Øie, —
Udtydning paa Drømmen nu ſkuer han,
Han ſtaaer og betragter det nøie:

I fremmede Dale, ſom ovenfor laae,
Han ſaae, hvor ſig Markene rørte,
Blodfahner og blinkende Sværde han ſaae,
Og Trommer og Bulder han hørte —

”Vel fare! — ſaadant er ikke Spøg,
”Det torde til Dovre ſig breede;
”Man ſlutter til Ilden af ſtigende Røg —
”Jeg maae mine Sønner opleede:


”Som jeg er gammel, var jeg ſaa ung,
”Jeg ſkulde mig ſelv nok ſkiærme,
”Finde du ſkulde min Kampeſteen tung,
”Som dig med Vold torde nærme!

”Kom I, ſom paa Jagt efter Brumlabben gaae,
”Hos mig I Eder ſkal ſamle!
”Kom, ſkynder Eder, I Sverme ſmaa!
”Og hører Dovre den gamle!

”I vilde vel ikke viide den Skam,
”Om Ulven ind torde bryde,
”At han ſkulde Eder dræbe ſom Lam,
”Mig maatte det og fortryde:

”Eders Fædre bare Mod i Bryſt,
”Skam var det at vanſlægte —
”Viiſer udi den blodigſte Dyſt:
”I ere deres Sønner ægte!

”Jeg træder ei meer i Feidefærd,
”Nu gammel og tung er Dovre,
”Men Mand kan jeg klumſe og døve Sværd,
”Og Gangeren graa kan jeg tovre.”

  1. Dovre, i ſig ſelv kun et Field, hverken er, eller har været nogen Jutul, men foreſtilles kun ſaaledes her.