Julibrev fra Son

Fra Wikikilden
Samlede skrifter
Utgitt av Gyldendalske boghandel,  (Vs. 27-33).

Man er uenig om, hvordan Son egentlig skal staves. Lige siden gamle dage, da trælasthandelen florerede og hollænderne kaldte Kristianiafjorden «het water op te Soon» har det dobbelte o siddet i byens navn. Kofferne er forsvundne, glansen er tabt, og nu holder ogsaa det sidste minde om den, det ene o paa at forsvinde. Worm Müller, som var en konservativ mand, om nogen, modsatte sig rigtignok med energi og forbitrelse den økonomiske stavemaade af navnet med enkelt o. Han kaldte den en vandalisme og brugte endog stærkere ord. Men fremskridtet lader sig ikke stanse hertillands, og kan Son ikke gjøre nogen positiv indsats, saa hindrer dog ingen os fra at tone vor liberalisme med en liden afknapning paa bokstavbudgettet. Vi skriver altsaa Son.

Om byens historie ved jeg forøvrig lidet af vigtighed at meddele og nødes til at forbigaa den i taushed. Det fortælles at sorenskriver Falsen skrev sit første grundlovsudkast i Huitfeldtgaarden, men Son har aldrig hovmodet sig af at være grundlovens egentlige vugge, og byen har ogsaa savnet familier som kunde opretholde en tradition. Uden paa nogen maade at kunne kaldes letsindige, lever vi for dagen og har ingen trang til at stikke os frem og udmærke os. Fra det 18. aarhundrede staar der igjen en gammel vakker kjøbmandsgaard, som Dørnbergers pensel har gjort kjendt. Andre monumentale bygværker findes ikke. Vi har hverken kirke eller raadhus eller skole eller fængsel. Børnene undervises paa bedehuset. Vor øvrighed residerer i Drøbak, vort politi bor i Hølen, og skulde nogen føle behov for at arresteres, bør han endelig ikke lade sig afskrække af den lange og daarlige vei.

Om nogen art af industriel bedrift er der i Son ikke tale. Længst nord i byen rager en ensom skorstenspibe tilveirs i minaretagtig ubrugelighed fra et nedlagt sagbrug. Paa tomten omkring den ruster skinnelægningen over henraadnede sviller. Og lidt søndenfor byen ligger Sons værft eller «Værven», bestemt til bygning af lystkuttere og motorbaade. Det er moderne og tidsmæssig udstyret i alle maader, og det er nedlagt. Mellem disse to industrielle uvirksomheder indfattes Son som en liden juvel, venlig og hvidmalet, med blomster og ledige øine bag de blanke ruder, med sønnerne tilsjøs og sommergjæster i de bedste stuer og børn, børn, børn, som overalt og allevegne straaler af protest mod den ledige dag og fylder den med legens skjønne rastløse alvor.

Alt dette maa ikke forstaaes som om vi i Son slet intet bestiller. Tvertimod — vi handler og vandler, vi fisker og tilbringer undertiden dage og nætter tilvands, vi har smede og bakere, skræddere og skomakere i vor midte, og vor artistiske sans er saa udviklet, at vi endog har valgt en kunstner til ordfører. Men vi gjør ingen blæst med vor flid. Vi hvirvler ikke støv i veiret med vore stormskridt. Vi virker i det heletaget beroligende paa anstrengte nerver. Men desuden har Son den fordel, at verdens larmende trafik ikke berører den. Vi læser morgenaviserne først samme dags aften, og de brave mænd, som har forestaaet samfærdsvæsenet i dette strøg af landet, har heldigvis virket bagvendt og mod sin bestemmelse. De har faaet henlagt Saaner jernbanestation saa vel isolert fra menneskelig bebyggelse som mulig, og medens vor naboby Hølen ialfald har banelegemet hængende som et luftsyn over sine tage er adkomsten fra Son til stationen besværliggjort ved hjælp af en sindrig og vidtløftig omvei.

I Son er Hølen berømt ikke alene for sin mølle og sin jernbanebro og sit apotek, men især for sit samlag. Det vilde kunne hænde sig, at de to Søsterbyer rent glemte hverandre, om ikke dennel institution hindrede samkvemmets tynde traad fra at briste. Det fuldkommen alkoholsvage Son har sit nødvendige korrektiv i Hølen, som stadig leger med ildvandet. Son kan berolige sine tørstige sommergjæster med, at det har Hølen i baghaanden, og berolige sin egen samvittighed med at det dog ikke er som hint Hølen. Paa sin side kan Hølen nyde godt af det pust mondænt liv, som tilføres fra Son. En viss moralsk fordel er utvilsomt paa Sons side, en utvilsom materiel paa Hølens.

Samlaget i Hølen er som man ser en saare vigtig indretning, og dog hænger dens bestaaen i et haar. Ved forrige afstemning gjorde en eneste stemme udslaget. Skulde vedkommende borger eller borgerinde af Hølen inden næste plebiscit være død eller have ombestemt sig, eller skulde et fremmed forbudsivrig individ imidlertid være indvandret, — ja, saa stod vi der.[1] Da jeg agter at nyde denne verdens goder, medens de endnu findes, tager jeg min baad og ror til Hølen.

Der er ingen livlig færdsel paa Saana. Man skulde ikke tro, at den danner den naturlige forbindelse mellem de to vigtigste stæder i Vestby herred. Belemret som dens løb er af kampestein og raadne tømmerstokker, er den kun navigabel for mindre farkoster. Og alligevel møder jeg lige ovenfor Sonsbroen en enkelt fisker fra det indre. Han agter sig efter grundig overveielse tilfjords. Han har tænkt som saa, at siden hvittingen bevisligen ikke gaar op i landet, kunde det være snodig at se, om den muligvis opholdt sig i sit element. Til den ende har han rustet sig ud med en mægtig svart kaffekjedel. Han vil tage det grundig. Han skal ligge ude til natten paa en strand, rent for sig sjøl. Han skal sanke ved og gjøre op varme og koge kaffe og faa sig en evindelig røik og være fuldkommen i fred og behagelighed. Vi fælder en aare hver og glider tyst forbi hverandre med et kjendt nik. Vi er ude paa rent tidsfordriv. Bag os slumrer vore pligter. Verden ligger os aaben. Allah er stor.

Nei, der er slet ingen trængsel paa Saana. Og alligevel møder jeg straks efter atter en baad, en munter lystsnekke med unge mennesker, som tilskyndet af sin naturs foretagsomhed allerede har været oppe og udforsket kilderne.

Saana er en besynderlig elv. Dens kilder maa søges helt oppe ved Hølens samlag, men da disse ingenlunde monner, maa den hente vand ude fra fjorden. Den har egentlig ingen betingelser for at subsistere som elv, men elv vil den være, og saa løser den problemet paa den humoristiske maade, at den flyder baglængs og mod sin bestemmelse. Blandt floderne er den altsaa en slags kjærring mod strømmen. Men strid er den ikke. Sagtmodig glider den tilbage i sig selv som et grublende sind og speiler himmel og bredder i blank og blid uvidenhed om sin originalitet.

Jeg skaater min baad i Saanas egen retning indover mod kilderne. Nu og da passerer jeg gopler, som har faaet smag for indlandsklima og paa en egen livstræt maade slæber sin gelé gjennem det brakke vand. Sivet knipser mod aaren og gnisser ængstelig, naar jeg kommer for nær bredden, og en sjelden gang plasker en vildfarende ørret i farvandet. Bredderne er lodne af orekrat, og rødderne tufser sig frit i luften, hvor isskuringen har skaaret ud lerbunden. Andre steder skubber grundfjeldet glatte næs ud i elven, og bjærkene hælder udover med sit fine frynseværk sidt ned mod Vandskorpen, som er belagt med en mat hinde: det er skimmel af alt det blomsterstøv, som gyver udover elvefladen. Henover den er luften tung af Vellugtbølger . . . det er kløveremmen fra Voldene og den dovne aande af Valeriana, som vugges af en svag bris fra de blomstrende linde oppe i lierne.

Man kunde gjerne som et barn give sig til at regne op alt det man ser, alle de sommerlige undre, ens øie kan overkomme, blad for blad og urt for urt. Det blomstrer. Der er drysset ned fra solen millioner spraglede stænk af dens spektrum. Det er som om en regnbue var sprængt og splinterne af den i en byge var slaaet ned over engene. Det blomstrer. Juli blomstrer som januar sner. Men fra begge elvesider hører jeg slaamaskinen rasle ufortrøden. Nu meier den ned uden persons anseelse græs og ugræs. Hele kolonier af præstekrager falder for den kneprende guillotine; ranke ensomme kongslys hugges lige respektløst ned som de hverdagsligste straa, Det er bare i randene af teigene, i veiter og i røiser, at de prangende og værdiløse vækster faar blivende fred. Her mellem bringebærkjærr og vilde rosenbuske skinner i overstadig mangfoldighed de gulhvide koste paa mjødurten mellem perikum og tyrhjelm, her ulmer dunkelviolet natlysenes blomsterstande paa høie stager, her opretholder den svulmende sommer et uforknyt vildnis i det smaa . . .

Jeg naar endelig baadstøen ved Saanas nedre katarakter, som nu høistsommers er ganske tørre, og begiver mig opover den støvede landevei til Hølens hjærte. Under jernbanebroen, hvor togene til og fra verden larmer, ligger posthuset, som bestyres af maleren Karl Johan Holter, hvis billeder skildrer landskabet om Saana helst i høstpragt, med tændte løvlier under høi og kjølig himmel. Ogsaa menneskenes løb kan arte sig som Saanas . . . mod bestemmelsen.

Samlagets lille skjænkestue er møbleret med spyttebakker, som markerer alle de punkter paa gulvet, hvorhen bønderne endnu ikke er naadd frem med sit spyt. Her er saamange fluer, at stamgjæster undertiden ikke tror sine egne øine, men disse smaa ulemper tiltrods har stedet sin nødtørftige hygge og sin berettigelse. Ved en forfriskning i disse enkle omgivelser kan en passiar trives. Det er et venlig lidet tilflugtssted for den maadeholdne Dionysos, en beskeden oase, hvis kilder ingenlunde er giftigere end alle de kvalme flomme af hykleri og nid, som udtømmer sig i forbudsfanatismens mudder.

Jeg sidder en stund og følger bøndernes samtale. Den dreier sig udelukkende om klokker og ender med et klokkebytte og en kjøbskaal. Jeg forstaar ikke, men bøier mig for bønders passion for klokkebytteri. Selve tiden synes dem mindre værdifuld end dens maalestok; den iler ialfald, medens de bytter. Og desuden maa der være svindel i trafiken, siden enhver er hemmelig utilfreds med sin egen næpe. Saa bryder vi omsider op, og jeg beser egnen, og da jeg endelig ror hjemover, lyser fuldmaanen mig nedover Saanas bugter, og akerriksen skraber i livsglæde paa sit lille fattige instrument.

  1. Og nu staar vi der! Senere bemærkning.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.