Jordfaldet i Tiller 1816
Overalt i de throndhjemske dalfører lever der en række af sagn om elvebrud og oversvømmelser, som tildels har anrettet forfærdelige ødelæggelser baade paa eiendom og menneskeliv. Endnu mindes Gauldølen saaledes det store elvebrud, som foregik i 1345 ved »Hagavatnets« udskriden, og som kostede mindst 300 mennesker livet. I 1440-aarene skal en lignende naturomvæltning have herjet Stjørdalen, ved hvilken Vemes kirke kun som ved et vidunder blev reddet[1].
I den lille vakre bygd, Buviken ved Gulosen, anneks til Bynesset, foregik der i en senere tid (dog neppe saa sent som i 1702, som af enkelte antaget[2]) en større sænkning i jordsmonet i bygdens midtre del, hvorved hovedgaarden Saltnes med et der staaende kapel forsvandt i dybet. Paa den modsatte side af Gulosen har der paa det saakaldte Braalere fundet flere betydelige udrasninger sted, hvoraf en for henved 50 aar siden især havde et gruopvækkende omfang. Ogsaa Orkedalen har jevnlig været udsat for elvebrud og oversvømmelser, der har anrettet store ødelæggelser. Især mindes bygdefolket her flommen af 1788, som bl. a. ganske stansede driften af Kvikne kobberverk, idet den fyldte gruberne med vand. Men det er vistnok faa af alle disse begivenheder, som har fæstet sig saaledes i erindringen som det store jordfald i Tiller, der endnu efter mere end 70 aars forløb skildres med levende farver.
Oppe ved Nedre Lerfos var der i aarhundredets begyndelse ved en fest til ære for general von Krogh, der bl. a. eiede Leren gaard, opreist en æresstøtte, hvorpaa der under generalens navn prangede følgende vers:
»Før stanser Leren i sit fald,
end dette navn forgjettes skal.«
Saa brautende denne indskrift ved første øiekast end turde synes at være, skulde det dog hænde engang, medens generalen endnu levede, at Lerfossen stod tom for vand i flere timer. Det var den 7de Marts 1816, en dag, som gamle trøndere mindedes med gru og skræk.
Den nedre del af Nidelvens løb mellem Stavne (Cecilienborg) og Klæbu har jevnlig været skueplads for større eller mindre udrasninger, der paa enkelte steder endog har givet dens bredder næsten lodrette skrænter. I en fjern fortid skal efter gamle folks udsagn især Tillergaardene have været haardt udsatte for saadanne jordfald; men denne uro havde nu forlængst lagt sig, saa bygdefolket ei havde taget i betænkning at bygge sin sognekirke paa den nordre af disse gaarde. Jordbunden i Tiller bestaar gjennemgaaende af sandjord, der paa enkelte steder har en dybde af 50–60 alen. Men under sandlagene ligger der betydelige mergelleier.
Hele vaaren 1816 havde det regnet meget jevnt og vedholdende. Paa flere steder i dalene, der rummede lerleier under løs sandjord, navnlig i myrlændte trakter, føltes efter en bekjendt naturforskers udsagn grunden langt mere urolig, end den behøvede at være i tæleløsningens tid. At større udrasninger vilde finde sted, ansaa man paa flere steder for givet.
Fra et myrhul paa nordre Tillers grund hørtes der den 7de Marts kl. 5½ om eftermiddagen et dumpt knald som af et kanonskud, der ledsagedes af en rødgul lue og tyk røg, som fyldte luften med sterk svovlstank. I det næste øieblik begyndte grunden at gynge. Omtrent 550 maal af Tillergaardenes bedste jord blev i mindre end et kvarters tid sat i bevægelse og i flød ligesom paa det i afgrunden opløste kvikler ud i elven, sprængte flere hundrede alen tvers over denne op ad bakkerne paa den modsatte elvebred, hvor den anrettede betydelige ødelæggelser, og fyldte paa sine steder elven op med lermasser af indtil 20 alens høide og derover. Saa sterkt var trykket, at de ⅛ mil ovenfor faldet i elven ved Nordset beliggende sag- og møllebrug bortreves. Hele Nidelvens bund hævedes paa ganske kort tid 20 alen (ved Tillerbro) med jevn skraaning nedover mod Lerfossen.
»Denne naturbegivenheds ødelæggelser – skriver J. H. Darre i sin beretning – er tildels skrækkelige og i det hele ei ubetydelige; thi blandt andet hører dertil, at for de uheldige Tillergaardes eiere er mere end det halve af deres bedst dyrkede land tilintetgjort. Den smukke, for faa aar siden af ny opbyggede Tiller annexkirke tilligemed nordre Tillergaards fleste bygninger er nedstyrtede og den første i afgrunden aldeles begravet. Videre er den skjønne, nylig over elven med mange omkostninger byggede saakaldte Tillerbro tilligemed flere mindre langs opad landeveien mod Nordset værende gode stenbroer aldeles ødelagte, selve veien tilligemed megen skjøn ager- og engbund overskyllet og endelig ved den føromtalte voldsomme overstyrtning mod gaarden Bakke blev øde pladser af massen hævede og sprængte, og der fandt 8 mennesker en grusom død. Ligeledes skal en hel del mennesker og heste, der i det ulykkelige øieblik befandt sig paa isen mellem Tillerbro og Nordset være blevne overskyllede af den derop trængende lerflod. Paa nordre Tillergaard er opsidderen selv dræbt i faldet og en mængde kreaturer ved udhusenes nedstyrtning omkomne[3]. Paa farten langs nedad elven har de strømmende materier overskyllet meget af den frugtbringende aabred, dernæst har de ovenfor Lerfossen aldeles oprykket de 20 svære stenkar, som hørte til dette brugs lænser, og af disse endog ført nogle, lidet ubeskadigede ned i elven til under gaarden Halset, endvidere ganske ødelagt vardammen tvertover fossen, borttaget det hele paa den vestlige side værende kværnebrug, beskadiget sagbrugets hovedhjul og naturligvis medtaget alle de tømmerbeholdninger, som laa i sammes løb. Disse sidste fandtes da ogsaa adspredte overalt i elven nedenfor den nedre fos, tildels siddende i isflagene og tildels heftede i den slemmede elvbund og aabredderne.«
I Throndhjem udbrød der paa efterretningen om ulykken i Tiller en sand panik, og iblandt almuesklassen spredte der sig endog spaadomme om verdens (d. v. v. s. Throndhjems) undergang Flere familier skal i de nærmeste dage have forladt byen. En kommission, som stiftet lod nedsætte, fandt imidlertid byens stilling lidet truet og indskrænkede sig væsentlig blot til regulering af elveløbet, bortskaffelse af isen i elvens nedre løb og anstalter til at opfiske de nedad strømmen drivende træmaterialier. Inden kort tid havde skrækken lagt sig, hvortil en erklæring, som den almindelig agtede forstander R. Schive lod indrykke i byens avis efter at have taget lokaliteterne i øiesyn, bidrog sit. Men mindet om den udstaaede skræk sad gamle folk længe i blodet.
Den omkomne opsidder paa gaarden Nord-Tiller, Lars Nordigaarden, var en berygtet slagsbroder og spilopmager, hvis optøier var videnom bekjendte. Der gaar endnu et stygt ord i bygderne om, hvorledes han eglede sig ind paa folk, og hvorledes han slog og sloges. Engang havde han hørt tale om en dølegut, af hvis styrke der gik et stort ry. Da han havde spurgt, at denne vilde indfinde sig paa Lillehammer marked, gjorde han en reise did for at drages med ham. Men dengang kom .det nok ikke til noget basketag, for hverken dølen eller Nordigaarden havde, da det kom til stykket, rigtig hug til at tage fat.
Siden kom han op at slaas med Jon Seie, husmand under Selbu prestegaard, først paa Throndhjems gader, senere paa Teigen i Klæbu, men i begge disse sammenstød kom han tilkort. I det sidste fik han endog saa slem medfart, at han bagefter ikke var saa sterk som før.
En almindelig fornøielse for halvdrukne bondegutter, som var paa besøg i Throndhjem, var at levere blodige bataljer med byens vægtere og garnison, under hvilke det ofte gik meget vildt til. Saadanne slagsmaal maa, efter de bevarede træk at dømme, have været karakteristiske for Throndhjem endog i høiere grad end for andre garnisonsbyer, og især udmerkede soldaterne sig ved en raahed og brutalitet, at man ikke for intet sagde: »at hverve sig til kongens karl var jevngodt med at sætte den ene fod indenfor slaveriporten.« At Lars Tiller under slige sammenstød maatte spille en helterolle, er ikke mere end rimeligt, og man fortæller da ogsaa om, hvorledes han paa skrømt kunde lade sig arrestere af 6, 8 vægtere eller soldater for saa efter et betimeligt varsko at slaa dem alle overende og gaa sin vei, uden at hans modstandere vovede at antaste ham mere.
Ogsaa byens accisebetjente maatte holde for, naar den kaade ungdom vilde have løier. Men saa godt, som de engang blev narrede at Lars Nordigaarden, vilde man ellers hverken have hørt eller spurgt. En vinterkveld, da Lars kjørte over bybroen, hvor en af acciseboderne laa, lovede han med mange uvorne ord de vagthavende betjente, at næste gang, han kom til byen, vilde han have med sig gods, hvoraf han skulde slippe at betale accise. Betjentene lo og mente, at de nok kunde passe sig mod smugling. Tilslut væddede de med Lars, som var fuld som sædvanlig, at de selv skulde betale accisen, om det lykkedes ham at smugle ufortoldet gods ind. Lars ruslede saa i vei hjemover.
Et par dage efter i graalysningen, før byporten endnu var lukket op, holdt Lars udenfor bommen ved brovagten med en spidsslæde og bad saa vakkert om at faa slippe ind i byen. »Det blev nok andet end laatt og løie af,« sagde han og for sig med haandbagen over øinene, »for igaar kveld blev »hu mo’r« saa klen, at det vel er vant (vanskeligt) om, jeg naar til doktoren, medens hun er ilive.« Betjenten var ikke sen med at komme ud af boden. Han hukede sig over den, som i slæden sad, indtullet i skindfæller og tørklæder fra top til taa. »Er du svært daarlig, og, mo’r?« spurgte han medynksomt. »Uf, uf,« lød det fra den kant. »Aa nei, aa nei, Lars! du faar nok skynde dig, hvis her skal være raad,« sagde han. Lars kjørte til.
Længere ude paa dagen kom det accisebetjentene for øre, at Lars sad inde hos en høker i nabolaget og kytede af, hvor godt han havde taget dem ved næsen. Det var nemlig en stor levende purke, som han om morgenen havde skydset til byen i spidsslæde.
Men saa vild og ryggesløs Lars var sit hele liv igjennem, blev han bortrykket af døden i et øieblik, da han var ifærd med at øve en virkelig stordaad. Lars og hans husfolk var allerede komne i sikkerhed, da han hørte, at et barn, tilhørende en inderstfamilie, i hastverket var bleven forglemt. Lars vidste, det gjaldt dets liv, og uden at agte paa dem, som vilde holde ham tilbage, ilede han igjen ind i huset. Efter nogle øieblikkes ængstelig spænding viste Lars sig paa yderdørstokken med barnet paa armen. Da ljomede kirkeklokkerne i den nærliggende kirke, idet den med taarnet foran forsvandt i en mere end 60 alen dyb afgrund, og husebygningerne paa Nord-Tiller, stuelaan som fjøs, reves baglængs med i faldet. Lars og barnet saaes aldrig mere.
50 aar bagefter (September 1855) fandt man 100 skridt nedenfor det sted, hvor kirken havde staaet, et lidet minde om den. Det var en liden sølvdisk med indgravet kors, som troes at have hørt til dens hellige kar.
Helt til det sidste har »Lars Tillers ryggesløse liv og bratte døde været et yndet emne for lægprædikanter, og rimeligvis blev han tidlig fremstillet som et afskrækkende exempel for den opvoksende slægt. I smaa traktater uden aar og trykkested, som man for et snes aar siden kunde finde i nær sagt hver eneste stue nordenfjelds, brødes staven over ham i de mest fordømmende ordelag; kun faa dvælede ved den ædle opofrende daad, hvormed han gik ud af livet. Men midt i denne fordømmelse løfter bygdedigteren Anders Gylland sin røst for at tale et ord om fordragelighed ligeoverfor andre og opmerksomhed ligeoverfor sig selv. Som en prøve paa den nordenfjeldske bygdedigtning, hvorom der i det foregaaende oftere er talt, hidsættes «Tillervisen« i sin helhed, skjønt den hverken fra formens eller indholdets side paa langt nær kan maale sig med andre af Anders Gyllands sange.
O, verdens fader! Alt du byder,
alt sker efter dit visdoms raad.
Det store alt dit vink adlyder,
du blander fryd med suk og graad.
Du lader jordens kræfter bruse
og lyde dine faderbud.
Din tordenarm kan verdner knuse;
thi vi er støv, men du er Gud.
Ja, om mit øie var en klippe,
det maatte smeltes hen i graad;
stenhaarde hjerter jo maa briste,
og blege kinder blive vaad,
at øine Tillers gaard og kirke
nedgravet iblandt sten og grus;
dens jord oplod sin graadig strube,
nedsvælged mennesker og hus.
O afgrunds svælg! du tog dit bytte,
retfærdig almagt gav dig bud,
bortrev saavel fra hus som hytte
en støtte for sin’ børn og brud;
graahærdet olding trøsten savner’
paa grusets bred med taarer staar;
ei yngling mer sit haab omfavner’
men sukkende tilbage gaar.
Hvormange hjerter synet saarer!
Ømt lyder faderløses graad.
Ja, enkers og forladtes taarer
gjør altfor ofte kinder vaad.
Ulykkens storm paa hjertet banker,
som bølger paa en klippe slaar.
Ræk dem, o almagt! haabets anker,
da trøst i deres sorg de faar.
O Gud! du trøstens balsam skjænke,
husval enhver’ som er forladt,
og den frugtsommelige enke
vær hendes trøst i sorgens nat!
Det ømme foster ved dit hjerte
vil vække sorg ved fadersavn
og volde moder dobbelt smerte.
Benoni kaldes bør hans navn!
Er Siloa i varigt minde,
Som atten dræbt’, da taarnet faldt,
kan Tillers ry ei nogensinde
i glemselsbogen blive sat.
O nei! saalænge Dovres tinde
urokket staar, skal Tillers grus
i norden staa i varigt minde,
at Tiller sank med Sions hus.
Var de strafværdig’ fremfor andre,
som fandt sin grav‘blandt stok og sten?
O nei! den bane vi maa vandre,
som er bestemt for vore ben.
Fra grusets brud den stemme lyder
til en og hver: »Dersom du ei
gjør bedring og din synd fortryder,
ak! du vil vandre gravens vei.«
Afbed, o menneske! din’ synder,
mens naadens dør dig aaben staar;
naar dommen fra Guds hus begynder,
hvo ved, hvad tid til bod du faar?
Maaske, at dødens hæse stemme
tilraaber os i denne nat:
»Er oljen tændt i lampens gjemme,
om dødens budskab kommer brat?«
Træd hid, du rige mammons slave,
som stoler blot paa jordens guld,
kast hen et blik til Tillers grave,
der øiner du al pragt er muld!
Om du af guldets glans tør braske,
din høihed ei vil holde stand;
din rigdom er lakeret aske,
som vindene bortblæse kan.
Naar gravens kolde haand dig henter
fra tiden hen ud til dit bo,
forraadnelsen sit bytte venter,
en grube mørk du til maa sno.
Og naar som støv dig hilser graven,
fra ham du ikke kjendes kan,
som gik med krykken eller staven:
ulæseligt blev begges navn.
I fædre, som af skaldet alder
paa støvets bane neden gaar,
snart eders legems hytte falder,
og I ved banens ende staar.
Mens I kan røre mund og tunge,
afbed jer feil, og glem dog ei:
Veiled, forman, paamind de unge,
byd dem at vandre dydens vei!
Med sjelero I gaar til graven,
naar troens lampe er istand,
og glad nedlægger vandringsstaven
at gaa fra dette prøveland.
Bag gravens dække for Guds trone,
blandt aanders kor I juble skal,
og nyde seirens krans og krone
med eders børn, som Gud jer gav.
I unge! veien, I begynder,
er fuld af snarer for jer fod.
Naar ad jer vinker last og synder,
o gak da ei, men kjæmp med mod!
Strid troens strid, brug bønnens vaaben!
saa I klenodiet faar fat,
da himlens døre staar jer aaben
og seirens krans jer himmelskat.
I hver en stand, i hver en alder
hjælp, Gud, vi bruger naadens tid
og da, naar død og grav os kalder
til aandens bo fra kamp og strid,
i fredens hjem for Jesu trone
din stemme os tilraabe skal:
»O, tjener tro, her er din krone!«
O, hvilken fryd blandt aanders tal!
Byg Sions mure i vort norden,
o Gud! tilred dens kalk og sten,
beskyt den imod vredens torden,
lad Christi lære tales ren,
saa Sions vægter med sin tunge
strør dydens sæd og Christi sind
og staar hos gamle og hos unge!
O, lad os herpaa lægge vind!
Det norske nationalblad f. 1816, S. 119–124: »Udtog af en authentisk beretning over det i nærheden af Throndhjem ved Tillergaardene i Tiller, annex til Klæboe prestegjæld, søndre Trondhjems amt, indtrufne jordskred, dateret 1ste April 1816.« (Af Eidsvoldsmanden, provst J. H. Darre). Trondhjems adresseavis f. 1816. Dagsposten f. 6te Decbr. 1883. Mundtlige meddelelser af forskjellige, især kjøbmand O. Jullum i Kristianssund.
Om Anders Gylland kan henvises til O. Stv. Hansens Bygdefortælling (Tromsø 1873), paa flere steder. En biografi af denne merkelige mand, der i mange henseender minder om Robert Burns, vilde med et udvalg af hans digte kunne læses med interesse. Saavidt jeg har seet, er kun et mindre antal af disse trykte i viseform.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |