Jernvognen/7
Den næste Dag traf jeg Asbjørn Krag med en Pakke Aviser under Armen.
Han viste mig et tysk Blad og sa:
— Her staar der noget om Jernvognen.
Jeg nikket bare.
Men da jeg havde en Følelse af, at det var en altfor paatagelig Mangel paa Interesse, spurgte jeg:
— Hvad staar der saa om Jernvognen.
Detektiven la rolig Avisen i Lommen.
— Her gaar mange Mennesker omkring endnu og aner ikke Hemmeligheden med Jernvognen. Og saa kan man i Berlin læse sig til det hele i en Morgenavis, synes De ikke det er underligt.
— Høist utroligt, sa jeg, hvorledes kan det hænge sammen?
— Naturligvis er der én, som har telegraferet til Berlinerbladet.
— Herfra?
— Ja, herfra eller fra den nærmeste Telegrafstation.
— Hvem kan det være?
— Har De endnu ikke gjettet det? spurgte Asbjørn Krag leende.
— Nei.
— Det er naturligvis mig, som har telegraferet, sa han.
— Kan jeg saa faa vide, spurgte jeg, hvori Hemmeligheden med denne Jernvognen egentlig bestaar?
— Interesserer det Dem virkelig saa voldsomt?
— Ja.
— Hvorfor har De da ikke allerede kjørt derhen for at se paa den. Pensionatet er ganske tomt, alle de andre Gjæster er draget derhen.
— Jeg har skrevet etpar vigtige Breve, begyndte jeg.
— Og saa har De formodentlig andre Ting at tænke paa. Alvorligere Ting.
— Muligens.
— Er det indiskret at spørge om, hvad det er?
— Først og fremst, svarede jeg, tænker jeg paa allerede imorgen at drage afsted.
Detektivens Ansigt fik et grundende Udtryk.
— Allerede imorgen, mumlet han, det var kanske vel tidlig, men vi faar se.
— Hvad mener De med det. Skal kanske ogsaa De reise?
— Muligens og isaafald faar vi Følge. Det vil oprigtig talt glæde mig. Jeg ynder at ha et eller andet forstandigt Menneske at snakke med, selv naar jeg ikke arbeider.
Detektiven bad mig om at følge med ned til Dampskibsbryggen. Baaden var ventende.
Jeg forundret mig endel over dette, da jeg vidste, at Asbjørn Krag aldrig pleiet at interessere sig for Dampbaaden, hvis Ankomst Badegjæsterne ellers glædet sig voldsomt til. Men nu ventet formodentlig Detektiven et eller andet, kanske skulde en af hans Kolleger komme.
Den hvide Damper skar gjennem Vandet og gled langsomt ind til Bryggen, som var næsten folketom. Ekspeditøren og hans Folk gik omkring og strævet med Pakkasser og Tønder. Nogle nye Sommergjæster steg iland fra Dampbaaden, det var mest Fruer med Unger og Barnevogne, ogsaa nogle Mandfolk, en bebrillet Herre, som var lys i Huden af Læsning og Bystøv og saa to andre yngre Fyrer, der saa ud som Sportsmænd.
Disse to la jeg særlig Mærke til. Det saa ud som om de havde travlt, de hilste ikke paa nogen, havde ingen Bagage, men derimod to Cykler med sig. De forsvandt i en Støvsky henover Landeveien.
— Kjendt Folk? spurgte Krag.
— Slet ikke, svarede jeg, har aldrig seet dem før.
— Men det forekom mig, at De betragtet Herrerne med en vis Opmærksomhed.
— Det var ganske tilfældig.
— Naturligvis. Ja, undskyld min Nysgjerrighed; men det hører nu med til min Glæde at lægge Mærke til alt, selv det mest ubetydelige. Og nu saa jeg et lidet Glimt i Deres Øine, som lod mig ane, at De kjendte Herrerne igjen.
— Saa havde vi naturligvis hilst paa hinanden.
— Naa, ved De hvad, man kan godt kjende hinanden, fordi man ikke er paa Hat.
— Men De selv da Krag, spurgte jeg, hvad vilde De nede paa Bryggen.
— Jeg bare fik Lyst til at gaa herned og se paa Dampbaaden, sa han, se der lægger den igjen ifra, saa er den Fornøielsen forbi.
Selvfølgelig løi han, det forstod jeg jo straks. Asbjørn Krag gik stadig omkring og skjulte sine virkelige Hensigter for mig.
Han vilde nu ha mig med hen til Jernvognen og jeg besluttet at følge med ham.
— Skal vi gaa over Fjeldet? spurgte jeg.
— Nei, svarede han, nu kan vi ligesaagodt ta Landeveien. Solen steger for stærkt over Fjeldet idag.
Jeg kunde ha oplyst ham om, at Solen stegte ligesaa kraftig over Landeveien, men jeg lod det være. Selvfølgelig havde han ogsaa en Hensigt med ikke at gaa Stien over Fjeldet idag. Jeg vilde ikke spørge ham.
Vi gik hurtig, for skulde vi komme tidsnok til Middag, maatte vi gjøre Turen paa mindre end halvanden Time.
Underveis kom han ind paa min besynderlige Opførsel igaar.
— Jeg indser nu det nødvendige i, sa han, at De kommer herfra. Jeg angrer paa, at jeg har engageret Dem saa stærkt i disse uhyggelige Affærer. Og jeg kunde se paa Dem igaar, at De var virkelig bange.
— For hvad?
— For Manden i Jernvognen. De flygtet jo fra mig. Kanske De ikke havde været saa bange, hvis De alligevel havde tat den med.
— Den? Hvad mener De?
— Revolveren, naturligvis.
Jeg stanset og saa paa ham. Jeg maatte i mit stille Sind beundre hans Frækhed. Nu syntes han at ha glemt baade Hundehylene og det hele. Det var jo netop ham, som med sit Snak om den dræbte Jagthund drev mig ind i Uhyggen. Og nu lod han fuldstændig som intet. Hans Ansigt var lige glat, hele hans Optræden var forekommende, næsten smilende elskværdig.
— Jeg haaber at kunne bevise Dem, sa jeg, at jeg i det afgjørende Øieblik ikke er bange.
— Det tror jeg ogsaa, jeg tror slet ikke De af Naturen er rædd, men alle disse uhyggelige Oplevelser har skaket Dem op og gjort Dem usikker. Forhaabentlig har De sovet godt inat.
— Fortræffeligt.
Vi gik tause ved Siden af hinanden en Stund.
Saa spurgte jeg:
— Vil De ikke fortælle mig, hvad der staar den tyske Avis, forat jeg skal være en liden Smule forberedt.
— Om lidt skal De faa vide alt. Jeg har Sans for Effekt, jeg ynder de smaa Overraskelser. Men saa meget har jeg jo allerede sagt Dem, at Jernvognen ikke har det allermindste med Mordet at gjøre.
— Mordet paa Forstmesteren?
— Ja, og der foreligger ikke noget mere end dette ene Mord. Men ved tilfældige Forbindelser er ogsaa andre Foreteelser blandet ind, først og fremst Jernvognen og dernæst den gamle Mands Død.
— Men nu har formodentlig De viklet Traadene ud fra hinanden?
— Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er allerede løst. Han blev ved et ulykkeligt Tilfælde dræbt af Jernvognen, netop som han var paa Flugt over Sletten i den Hensigt atter at forsvinde. Det samme ulykkelige Tilfælde jaget ogsaa Manden med Jernvognen i Døden.
— Men hvad vilde Manden med Jernvognen ude paa Sletten hin Aften?
Asbjørn Krag slog paa Avisbunken.
— Alt staar her beskrevet, sa han, Manden med Jernvognen er den betydeligste af de tre Døde. De tyske Blade skriver om ham, at Videnskaben lider et stort Tab ved hans Død. Har De da slet ikke læst Aviser i det sidste, kjære Ven?
— Nei, svarede jeg, naar jeg ferierer interesserer jeg mig ikke for den øvrige Verden.
— Ja, jeg ved heller ikke om Meddelelsen er kommet i de norske Blade. Jeg har selv besørget den tilsendt de tyske. Manden i Jernvognen er Tysker.
Vi nærmet os nu Aabningen i Skogen, Skraaningen fra Sletten og ned mod Sjøen.
Da vi endelig var fremme og saa nedover, forundret jeg mig over den Mængde Mennesker, som var samlet paa Strandbredden; det lyste hvidt af Damernes Sommerkjoler og blinket i de gule Straahatter. Dykkerdamperen laa fremdeles ude paa Bugten, men den havde nu trukket alle Smaabaadene omkring sig, som en Høne samler sine Kyllinger.
Menneskemængden betragtet med Nysgerrighed en underlig Gjenstand, som laa optrukket paa Stranden. Paa Afstand saa den ud som en eneste sammenfiltret Masse af Jernstænger og Hjul.
Da jeg kom nærmere, troede jeg, at det maatte være Vraget af en liden Dampbaad, da jeg opdaget to Propeller og mente at se Damperens blanke Dæk.
Jeg udkastet denne Gisning for Asbjørn Krag, men han bare lo og bad mig gaa nærmere ind paa.
Og da jeg blandet mig med den nysgjerrige Tilskuermængde, saa jeg straks, hvad det var.
Det var hverken en Dampbaad eller en Jernvogn.
Overhovedet fandtes der vel neppe noget Jern i Vraget; hvad jeg havde tat for Jernstænger var fine Nikkel- og Aluminiumsstænger.
Det var en Flyvemaskine, et Monoplan. Det som jeg havde antat for Damperens Dæk, var Maskinens urørlige Vinger.
Asbjørn Krag greb mig i Armen.
— Forstaar De nu? spurgte han.
— Ja, svarede jeg, nu forstaar jeg det hele.
— Det var Flyvemaskinen vi hørte hin Nat, det var Flyvemaskinen, som gik saa lavt, at den dræbte gamle Gjærnæs. Og det var ogsaa Flyvemaskinen, som De hørte den uhyggelige Mordnatten, nu forstaar De Surringen, som kredsede omkring os, Maskinens Arbeiden inde i Mørket. Nu forstaar De ogsaa, hvorfor den aldrig efterlod noget Spor.
Medens Asbjørn Krag talte, samledes alle de nysgjerrige i en Klynge omkring ham. Det berørte ham tilsyneladende pinligt at være Gjenstand for den almindelige Opmærksomhed. Han trak mig ud af Klyngen.
— Lad os gaa langs Stranden lidt, sa han, saa skal jeg fortælle Dem alt.
De andre forstod Manøvren og fulgte ikke efter os.
Asbjørn Krag forklarede:
— Det var netop Ulykken med den gamle Gjærnæs, som afstedkom Flyvemaskinens Ødelæggelse. De fine, elegante Tingester er endda ikke mere fuldkomne end at et saadant uventet Stød kunde bringe den ud af Ligevægt. Da var det, at Maskinen svirret nedad Skraaningen og fór lige paa Sjøen. Jeg kan tænke mig, at Luftskipperen har forsøgt at gjenoprette Ligevægten, men det er ikke lykkedes ham. Saa er han død paa sin Post, som Kapteinen paa sin Kommandobro.
— Men jeg forstaar bare ikke, indvendte jeg, hvorfor han drev sine Eksperimenter heroppe.
— Det skal jeg nu forklare Dem, svarede Krag, idet han begyndte at folde enkelte af de udenlandske Blade ud.
Her ser De Evening News for 24. August. En liden Notis meddeler følgende korte Fakta:
„Efter Forlydende har den bekjendte tyske Aviatiker Dr. Brahms gjort en meget bemærkelsesværdig Opfindelse paa Flyvemaskinteknikens Omraade. Man ved endnu ikke, hvori denne Opfindelse bestaar, men efter hvad der meddeles os fra indviet Hold, driver Doktoren ivrig paa med sine Eksperimenter. Da det imidlertid flere Gange er hændt, at aviatiske Hemmeligheder er blit stjaalet, har Dr. Brahms henlagt sine Øvelser til et lidet befolket Sted og omgit sig med den yderste Hemmelighedsfuldhed. Saaledes er hans Flyvemaskindele transporteret bort i store Kasser, der er mærket „Beckstein Flygel“. Et Forlydende vil vide, at Doktoren benytter sig af de lyse, nordiske Sommernætter og foretar sine Eksperimenter i den Tid, da andre Mennesker sover.“
— Dette Telegram vakte først min Opmærksomhed, sa Asbjørn Krag, og nu skal De faa høre, hvad jeg selv har telegraferet.
Asbjørn Krag læste videre, idet han greb en tysk Avis fra Bunken:
Fra en tilfældig Korrespondent har vi modtat en Meddelelse, som, hvis den medfører Rigtighed, vil vække Sorg og Beklagelse i vide Kredse. Meddelelsen lyder saaledes:
Igaarnat er Luftskipperen Dr. Brahms, som i nogen Tid ubemærket har drevet sine Flyveforsøg i denne Egn, forulykket. Maskinen stødte mod en Hindring og gik lige paa Sjøen, da den mistet Styringen. En Dykkerbaad er tilkaldt for at trække Maskinen op.
— Der har De hele Gaaden, sa Detektiven.
Jeg syntes, at det hele lød meget underligt. Hvis jeg ikke med egne Øine havde seet den istykkerslaaede Flyvemaskine, havde jeg neppe troet Beretningen.
— Naar De tænker Dem om, fortsatte Asbjørn Krag, da maa det forbause Dem, hvor alt blir simplificeret nu. Den gaadefulde Jernvogn er forsvundet. Nu forstaar De, hvordan Larmen fremkom, nu forstaar De ogsaa det ulykkelige Tilfælde med gamle Gjærnæs.
— Og med Forstmesteren.
Detektiven rynket Panden.
— Slet ikke, svarede han, jeg har jo sagt Dem, at Forstmesteren er slaaet ihjel.
— Det blir vanskeligt for Dem at bevise efter dette.
— Ja, det blir meget vanskeligt, mumlet Asbjørn Krag eftertænksomt, men det skal dog lykkes mig tilslut.
— Maaske tar det lang Tid, henkastet jeg.
— For andre, ja; — men ikke for mig.
— De er flot i Deres Paastande, kjære Krag, hvor lang Tid vil det endnu ta, før De gaar hen og peger paa Manden?
Detektiven snuste op mod Veiret, ligesom han vilde hente Visdom fra Himlen.
— Inden 12 Timer, sa han.
— Men er De da sikker paa at træffe den rigtige?
— Fuldkommen sikker.
— Og De vil vise mig ham?
— Ja, svarede Detektiven, idet han gav mig et besynderligt Blik, hvis De da absolut ønsker at se ham.
— Han er da ikke død? spurgte jeg.
— Nei, han lever endnu.
Vi spadserte tilbage den samme Vei vi var kommet. Jeg vilde trænge ind paa Asbjørn Krag, udspørge ham om Morderen, men han svarede undvigende.
Jeg studerte hans Ansigt meget nøie, det forekom mig, at der var kommet noget træt og anstrængt over ham. Han var ganske sikkert blit blegere, i Tindingerne og langs Haarranden var han hvid i Huden. Han maatte ha arbeidet stærkt med Hjernen i det sidste, kanske vaaget meget om Nætterne.
Men hvorledes saa jeg selv ud? Jeg havde ikke havt en sund Søvn paa mange Døgn, jeg følte, hvordan det glødet omkring mine Øine, mine Læber skalv. Nerverne var nu fuldstændig udslidt. Aa, hvor jeg længtet mod en lang Hvile. Men nu skulde det jo snart være slut. Baaden gik imorgen og hvad enten Detektiven tog feil eller ikke, saa vilde jeg nu forlade dette forfærdelige Sted.
Underveis kom Detektiven igjen tilbage til den besynderlige Omstændighed, at det hele fra først af havde seet saa gaadefuldt ud, fordi tre forskjellige Sager var blit filtret ind i hinanden.
— Hvis jeg ikke havde fundet paa at adskille de forskjellige Fænomener, sa han, havde jeg formodentlig gaaet her endnu og rodet i Mørke.
Dette gav mig Anledning til at komme ind paa Mordsagen igjen. Jeg spurgte:
— Allerede for lang Tid siden sa De til mig, at De kunde gaa hen og pege paa Forbryderen. Naar De var saa sikker i Deres Sag, hvorfor har De da ikke for længe siden arresteret Manden.
Fordi jeg savnet Beviser. Jeg gjentar, at jeg i denne Affære har arbeidet helt usedvanlig.
Detektiven stanset og saa paa mig med plirende Øine.
— Jeg har ventet paa Frugtens Modning, sa han.
— Og nu er den moden?
— Snart. Om nogle Timer. Saa falder den lige ned i mine Hænder.
Vi var nu kommet til Hotellet, som laa og skinnet i Varmen, med Solstraalerne sprakende i den røde Markisedug.
— Jeg kan forstaa, at De er spændt, fortsatte Detektiven, men De faar intet vide, før iaften.
Jeg bad ham om at bestemme Tiden nærmere.
Han tænkte sig om, beregnet.
— Klokken 10, sa han.
— Meget vel, skal jeg saa søge Dem paa Hotellet?
— Ja.
Jeg vilde gaa, men da Asbjørn Krag begyndte at le, blev jeg staaende endnu en Stund.
— De er paafaldende lidet nysgjerrig, sa han.
Jeg rystet paa Hovedet. Jeg forstod ikke, hvad han mente.
— Jeg havde ventet, at De skulde spørge mig om, hvorfor De netop Klokken 10 skulde komme.
— De har vel Deres Grunde.
— Ja, selvfølgelig. Jeg har én bestemt Grund, Klokken 10 begynder det at mørkne.
— Er Mørket nødvendig?
— Absolut nødvendig.
— Javel, jeg skal komme Klokken 10.
Jeg gik nogle Skridt fra ham. Saa raabte han mit Navn.
— Aa, hør, sa han, det kan hænde, De ikke træffer mig paa Hotellet.
— Skal jeg saa vente paa Dem.
— Nei, da skal De gaa hen til et Sted, hvor jeg venter paa Dem, hvis jeg ikke er paa Hotellet.
— Hvorhen?
Asbjørn Krag pegte ned mod Sjøen.
— Ser De den store Træklyngen dernede?
— Ja.
— Dernede kan De finde mig. Men gaa først til Hotellet.
— Dernede, hvor Fjeldveien begynder, mumlet jeg.
— Ja, svarede han.
Saa nikket han Farvel og gik hurtig fra mig. Jeg stod stille en Stund og saa efter ham. Han vasset gjennem den violette Kløvereng, som skilte Hotellet fra Veien. Han gik frem paa Verandaen og slog Glasdøren op med stærk Larm. Jeg hørte, at han sendte en høi og glad Hilsen ind i Værelset. —
… Den varme Dag svinget langsomt rundt. Jeg laa i Gyngestolen inde i min Hytte og lod Timerne glide forbi mig, Stolens Knirken var længe den eneste Lyd jeg hørte. Der var ingen Vind, den mægtige Varme slog fra alle Kanter mod min Hytte, trængte gjennem det aabentstaaende Vindu og fyldte Værelset; mine Papirer laa i Solsteken og blev varme og haarde, ligesom de skulde være tørret foran en Kakkelovn. Jeg sad med Ansigtet vendt mod Vinduet, jeg havde Udsigt over Sjøen, som fyldte mit Vindu lyseblaat. Det grønne, tunge Løvhæng og den blaa Sjø stod i Vindusrammen som pragtfulde Farver i et Maleri. Nu og da duppet et Blad under et Insekts Tyngde, nu og da skinnet en hvid Vinge bag Løvet, det var en Seiler, som gik over Sjøen. Endelig hørte jeg en Lyd, spinkle Stemmer fra smaa Barn, som rodet i Sandet nær ved og legte med en Blikboks. Glinsende Spyfluer blinket gjennem Luften og slog ned paa Væggen som surrende Projektiler…
Men Heden blev efterhaanden for trykkende inde i Værelset. Jeg gik udenfor og la mig i Græsset med Hænderne under Nakken. Jeg saa paa Himlen, jeg forsøgte at omspænde større og større Himmelstrøg med mit Blik. Jeg tænkte, at de Øine, som kunde omspænde hele Hvælvet paa én Gang maatte føle Skjønhedsmængden som en evighedsnær Aabenbaring. Lette, hvide Skydotter sværmet i Nærheden af Soløiet ligesom Røgvinger skudt ud af en glødende Cigaret; nede ved Horisonten flagret en Hær af hvide Kapper; de havde flagret. Nu var der ikke længer nogen Bevægelse i Himlen, Skyerne laa urørlig og hvilte paa Luften. Ovenover tindret den lyseblaa Uendelighed op mod Høider, hvortil aldrig nogen menneskelig Aande kunde naa. Hvilken Kuppel over Jorden! Og hvor alt det andet, hvor hele Jorden blev tufset og mørk og fattig… Fjeldene slog op fra Jorden som Slagskygger — og paa den høieste Koll stod et blankstammet Furutræ og dyppet sin Top i Lyset.
Jeg forstod, at nu havde Sommeren en af sine sidste overmægtige Seiersdage. Saasnart Solvognen var rullet ned under Horisonten kom Skumringen. Høsten var ude efter Mørket med sine lange kjølige Fingre, Nætterne begyndte at bli kolde. Naar man mærker, at Sommeren svinder, har man bestandig en Følelse af, at den aldrig kommer igjen og man vil nyde de sidste Dage af fuldt Maal… Da Skyggerne gled ind i mit Værelse, Løvet virret og vaklet i Aftenvinden og Sjøen blev graa, sank en tung Tristhed ned i mig, jeg følte en Dirren i Hjertet, en flygtig Fornemmelse af Livets Ophør.
Hvor Timerne gik langsomt efter Klokken 7. Jeg lukket Vinduerne og forundredes over den blodige Farve i Glasset. Det var Gjenskinnet af Solnedgangen, Solen trak med sig nedunder Havet en Vifte af rustbrune Skyer, denne ondskabsfulde Farve, som hører Høsten til. Farven sloges tilbage af Reflekserne i Luften og traadte gjennem Glasset i mit Vindu. Jeg følte med Fingrene over Ruden og forundredes igjen, fordi ogsaa mine Fingre blev blodige.
Saa kom Skumringen. Mørket fyldte langsomt op i Krogene, blev stadig tættere, bredte sig mere og mere. De forgyldte Rammer paa Væggene glimtet en Stund i det svage Lysskjær fra Vinduerne og den runde Urskive hang længe og stirret som et hvidt hornet Øie i Væggen. Men henimod Klokken 10 svandt det sidste Minde af Dagen, Værelset blev helt mørkt, kun omkring Vinduet stod endnu en skimlet Lystaage, som stadig blev mere graa og blind.
I den sidste Time havde jeg siddet og tænkt over, hvad jeg nu skulde gjøre. Jeg vidste, at noget afgjørende vilde ske i Løbet af Natten og jeg havde en bestemt Følelse af, at dette Døgn var det sidste her. I alle Tilfælde orket jeg ikke længere at udholde de nerverystende Oplevelser hernede.
Jeg var ikke længer bange. Ikke det mindste. Jeg frygtet ikke længere for Ansigtet med den grusomme Mund og den kridhvide Pande, for nu vidste jeg, hvorledes det hele hang sammen.
Jeg greb nu til en Række Forholdsregler, som kan synes mærkelige, men som faar sin Forklaring ved hvad der senere hændte.
Jeg forlod min Hytte Klokken halv ti. Jeg tog Vaarfrakken paa, men betænkte mig og la den tilbage igjen. Istedet knappede jeg Jakken tæt omkring mig. Jeg vilde ikke, at noget skulde hindre mine Bevægelser.
Forinden jeg gik, ladet jeg min Revolver i alle Løb og stak den i høire Lomme, saaledes at jeg hurtig kunde komme til den. Men da jeg la Mærke til, at Lommen derved bulnede ud paa en mistænkelig Maade, flyttet jeg Revolveren over til Inderlommen. Nu kunde ingen ane dens Tilstedeværelse.
Jeg var allerede kommet nogle Skridt fra Hytten, da noget faldt mig ind. Jeg vendte tilbage igjen og saa over mine Papirer, som laa paa Bordet. De forekom mig at ligge i en altfor stor Orden. Jeg lod Papirerne svømme lidt omkring, skrev nogle Linjer paa en Afhandling, som jeg havde havt under Arbeide i den sidste Tid og søgte idetheletaget at gi det Indtryk af, at jeg ganske tilfældig havde afbrudt mit Arbeide og forladt Stuen.
Saa gik jeg da endelig for Alvor. Jeg passet stadig paa Klokken, for jeg vilde være nøiagtig. Den var 9.40, da jeg traadte over Landhandlerens Tærskel.
Der var fem Mennesker i Butikken; Landhandleren selv, som maalte noget stribet Tøi op, og hans Datter, som veiet Sirup i en Kande, stod indenfor Disken. Udenfor stod Landhandlerens Bror, en Fisker, med Hænderne i Bukselommerne og en Snadde hængende slapt ud af Munden. Af Kunder var der bare to, en gammel Kone stod og pakket nogle fyldte Poser ned i en Kurv, og en liden Gut stod og frøs med bare Ben, han havde et Blikspand i den ene Haand og en blaa, krøllet Kontrabog i den anden.
Jeg gik ind i Butikken med saa megen Larm, at alle maatte lægge Mærke til mit Komme. Jeg hilste paa Landhandlerens Bror, som jeg kjendte fra før. Jeg fik hurtig fortalt ham, at jeg agtet mig ud paa en længere Fisketur til Hvassodden, en Mils Vei borte. Jeg vilde ro herfra allerede om en halv Time, sove en Times Tid hos Fiskeren ude paa Odden og saa lægge ud ved firetiden.
— Ja, det er en bra Fisketur, sa Manden, skal De ro alene?
— Nei, jeg har tænkt at faa en eller anden med mig oppe fra Hotellet.
— Aasaanaa, ja, det er jo et stridt Stykke Roning.
— Aa, jeg klarer det nok, svarede jeg smilende og spændte Armene ud.
Manden nikket.
— De er vist stærk, sa han.
— Ja, gudskelov, svarede jeg og da var der mere Inderlighed i min Stemme, end jeg skjøttet om.
Saa henvendte jeg mig til Landhandleren.
Jeg kjøbte forskjellige Fiskegreier, Kroker og etpar Snører. De var for daarlige de, jeg havde, sa jeg. Landhandleren gav mig gode Raad for Fisket, fortalte, hvilken Agn jeg burde benytte, og hvor jeg skulde drægge.
Tilslut bad jeg om at faa laane hans Baad, og det gik han efter nogen Betænkning ind paa.
— Saa kommer jeg og henter Baaden om en halv Times Tid eller vel saa det, sa jeg, kanske faar jeg en Ven med fra Hotellet og kanske blir jeg nødt til at reise alene. Iallefald kommer jeg afsted, for jeg har faaet saan ubændig Lyst paa den Fisketuren.
Jeg fik de kjøbte Sager pakket sammen, Landhandleren og hans Bror ønsket mig godt Fiske og saa vandret jeg op til Hotellet.
Der skinnet Lys i alle Vinduerne, ogsaa i Asbjørn Krags. Det var mig en Skuffelse. Jeg havde sikkert ventet, at han ikke skulde være tilstede. Jeg trodde bestemt, at han havde en Mening med at sætte mig Stevne nede ved Fjeldveien. Hvis jeg alligevel traf ham her i Hotellet, maatte jeg forandre min Fremgangsmaade endel. Men det fik bære eller briste, nu havde jeg fattet en Beslutning, og jeg vilde gjennemføre den.
Nede i Spisesalen traf jeg etpar af Gjæsterne. Jeg spurgte, om de vilde være med paa min Fisketur, men det lod ikke til at nogen havde særlig Lyst og jeg stillede dem da ogsaa en Mængde Roning i Udsigt. Jeg opgav nøiagtig Tiden, naar jeg havde planlagt at reise. Om en halv Time, sa jeg. Jeg skulde ha Landhandlerens Baad. Nei, det blev til, at ingen vilde være med.
Saa gik jeg gjennem Korridoren for at komme ind paa Asbjørn Krags Værelse.
Klokken nøiagtig 10 banket jeg paa Døren.
Ingen svarede.
Jeg banket igjen, men da jeg fremdeles ikke fik noget Svar, gik jeg raskt ind i Værelset.
Værelset var tomt, men Lampen stod og brændte paa Bordet.
Jeg vidste, at Asbjørn Krag bestandig passet paa at laase sit Rum af. Han kunde derfor ikke være langt borte.
Jeg ventet ved Døren i flere Minutter. Men der kom ingen og jeg hørte ikke Skridt. En absolut Stilhed omgav mig.
Jeg syntes dette var underligt. Døren aaben og Lampen brændende paa Bordet… Detektiven, som selv var Nøiagtigheden selv, vidste, at jeg vilde komme til den fastsatte Tid, nøiagtig Klokken 10. Jeg forstod, at han havde Hemmeligheder, at han for ingen Pris vilde la Fremmede rode i sine Papirer og kanske i Særdeleshed ikke jeg; — men hvorfor var han da ikke mere forsigtig.
Jeg aabnet Døren ud til Korridoren. Asbjørn Krags Værelse laa omtrent midt i denne. Fra hvilken Kant nogen nærmet sig, kunde jeg altsaa høre Skridtene, forinden de naaede hen til Detektivens Dør. Jeg lukket mig igjen inde i Værelset og stod stille, lyttende. Ingen Lyd. Saa gik jeg hen til Detektivens Skrivebord, hvor en Mængde Papirer laa ordnet i Bunker.
Ovenpaa Bordet, nærmest Vinduet stod et ovalt Toiletspeil i forsølvet Ramme. Omkring dette Speil laa strøet en hel Del smaa Gjenstande, deriblandt nogle Sminketuber. Det gav et Sæt i mig, da jeg fik se disse Ting.
Men jeg saa ogsaa noget andet.
Ved Siden af Speilet i en udskaaret Asketræs Ramme stod et Fotografi.
Det var et Fotografi af den dræbte Forstmester Blinde. Det var et ypperligt Fotografi og maatte være tat lige før han døde.
Jeg tog Billedet i Haanden og stirret længe paa det. Et lidet Vift af den samme Følelse, som havde grebet mig ved at se Ansigtet bag den grønne Glasrude, følte jeg nu. Men det varet bare et Sekund og saa var jeg lige rolig igjen. Jeg forstod, at Asbjørn Krag med Hensigt havde ladet Døren staa aaben. Han vilde, at jeg skulde gaa herind i Værelset og se hvad der laa paa Bordet.
Men det overrasket mig ikke saa stærkt, som han kanske havde beregnet. Synet af Fotografiet, af Speilet og af Gjenstandene omkring, bragte ikke mine Nerver til at slides igjen, som Synet af det grusomme Ansigt bag Ruden. Men nu vidste jeg iallefald, at alt var sikkert, jeg havde faaet en uigjendrivelig Vished for, at alt hvad jeg hidtil bare havde troet, var sikkert.
Jeg stod og grundet paa hvad jeg nu skulde foreta mig. Jeg vidste, at Asbjørn Krag i dette Øieblik ventet paa mig i det kulsorte Mørke under de gamle Trær dernede ved Sjøen. Om lidt vilde jeg træffe ham og høre hans lille knudrede Latter.
Nu gjorde jeg noget, som var akkurat i Overensstemmelse med mine tidligere Forholdsregler. Ogsaa jeg handlet nu ud fra en bestemt Tanke og fulgte en Plan.
Jeg tog et Stykke hvidt Papir og la det foran mig paa Bordet. Jeg vilde skrive til ham. Paa et Skrivestativ laa en Mængde Blyanter og en enkelt Pen. Der fandtes ikke Blækhus. Pennen var en Fountain. Jeg skrev med den tvers over Papiret — og jeg beundrede mig selv for de rette, faste Bogstaver, jeg frembragte:
Kjære Krag.
Jeg har søgt Dem iaften Klokken halv elleve (Klokken var endnu ikke mere end 10,10), for at faa Dem med paa en Fisketur til Hvassodden. Jeg drar afsted Klokken 11 fra Landhandlerens Brygge. Hvis De faar se dette inden den Tid og har Lyst paa Turen, saa kom med.
Jeg satte mit Navn under og la Fountainpennen forsigtig tilbage paa Stativet.
Saa gav jeg mig til skyndsomt at gjennemrode Detektivens Papirer.
Han havde skrevet en Mængde — om de forskjelligste Sager; men jeg fandt ikke et skrevet Ord om Forstmesterens Død. Heller ikke om Dr. Brahms Flyvemaskine.
Men Minutterne svandt hurtig forbi mig. Nu var det paa Tide at gaa.
Jeg gik gjennem Spisesalen, hvor endnu et par af Gjæsterne sad. Jeg plystret en munter Melodi og raslet med mine Fiskegreier, saa alle kunde se det.
— Altsaa vil ingen være med? spurgte jeg for sidste Gang.
— Nei, nei, blev der svaret.
Jeg kom ud paa Veien og maatte forundre mig over, hvor rolig jeg var.
Jeg husket paa, hvad Landhandlerens Bror havde sagt om min Styrke. Jeg strakte Armene ud, og jeg kjendte, hvordan Musklerne spændte under mine Klær. Jeg vidste, hvad jeg gik til.
Jeg gik langsomt nedover Veien i Haab om at møde en af Gjæsterne eller en af de Fastboende. Jeg vilde bli seet endnu en Gang. Det lykkedes mig ogsaa. Jeg mødte Fiskeren med Straahatten.
Jeg havde ikke seet denne Mand siden hin uhyggelige Nat, da Forstmesteren blev slaaet ihjel. Nu da han gjenkjendte mig i Mørket sagtnet han sin Gang og hilste nølende. Han vilde gjerne veksle nogle Ord med mig, lod det til. Jeg stanset op og rakte ham min Haand.
— Saa sent ude, begyndte jeg.
— Aa, Klokken er ikke mere end 10, svarede han, jeg har været hos Landhandleren. De skal ud paa Fisketur, hører jeg.
Det glædet mig overordentlig, at man allerede var begyndt at tale om min Fisketur.
— Jeg troede De var reist allerede, fortsatte Manden, har De faaet Følge?
— Nei. Jeg havde tænkt at faa Detektiven, men han er ingensteder at finde. Vil De varsle ham om, at jeg reiser om et Kvarters Tid, hvis De møder ham.
— Jo, det skal jeg gjøre.
Manden blev staaende og vugge frem og tilbage. Det var tydeligt, at han havde noget paa Hjertet.
Endelig kom det:
— Har De seet Jernvognen?
— Ja, svarede jeg leende, saaledes opløser alle Spøgelseshistorier sig, kjære Ven. Det er jo slet ikke nogen Jernvogn. Det er en Flyvemaskine.
Manden gumlet lidt paa det. Han troede fremdeles paa Jernvognen, lod det til.
— Jeg har hørt den tidligere, sa han, jeg har hørt den for fire Aar siden.
— Men det viste sig jo, at gamle Gjærnæs slet ikke døde da.
— Nei, nei, men jeg har hørt Vognen.
Han var stædig i sin Overtro og han gik fra mig dybt skuffet over, at ogsaa jeg nu var faldt fra.
Jeg fandt uden Vanskelighed frem til Baaden, den laa fortøiet inde ved Bryggen. Jeg la mine Fiskegreier i Agterskotten og stødte fra med saa megen Larm jeg formaaede. Jeg saa, at Lyset i et af Landhandlerens Vinduer pludselig forstærkedes og saa en Stund efter atter blev svagt. Jeg vidste, hvad det betød. Landhandleren havde aabnet Vinduet for at høre efter, hvem som rumsterte med Baadene. Han forstod, at det var mig og lukket Vinduet igjen.
Alt gik saaledes fortræffeligt. Nu var Klokken et Kvarter over 10 og Landhandleren havde hørt, at jeg la ud fra Bryggen.
Det eneste, som generede mig nu, var Stillen. Jeg havde helst villet ha Vind og Bølgeslag, som kunde ha dæmpet Støien af Roningen. Men til Gjengjæld hjalp Mørket mig. Jeg var ikke kommet mange Favne fra Land, saa kunde jeg ikke se Husene længer. De forsvandt i det tætte Mørke. Omkring i Mørket blinket nogle gule Lyspunkter, Gjenspeilingen fløt lange Strimer udover Sjøen. Jeg roede i de sorteste Skygger. Sjøen var nemlig delt paa en forunderlig Maade i sort og graat. I lange Strækninger laa den besynderlige lysgraa Tone over Vandfladen. Jeg forstod ikke, hvor Lyset kom fra, men jeg vogtet mig vel for at ro ind i disse Flekker af oksyderet Sølv, for jeg vidste at baade jeg og Farkosten da vilde ha staaet rammende tydeligt i en kulsort Silhouet.
Jeg nærmet mig Havgabet, jeg følte i Nakken Gufset fra de vældige Vidder. Baaden krøb opover Ryggen af lange Dønninger. Nu skulde jeg ha roet langs det lave Land til Venstre for at naa ud til Fiskepladsen. Men jeg roede til Høire ind mod steile Bjergvæggen og jeg følte, hvordan jeg forsvandt i en stor Skyggegrube. Nu vilde jeg ikke for alt i Verden møde nogen. Jeg vidste, at Fiskere ofte fór denne Vei, og jeg trak paa Aarerne for hurtig og useet at naa mit Bestemmelsessted. Jeg spændte i af al Magt, jeg kjendte, hvordan det skalv gjennem Aarerne, idet Bladene dirrende vippet Sjøen unda.
Endelig gled min Baad ind mod nogle sorte Stolper, jeg maatte skaate voldsomt, for at den ikke skulde støde med Kraft mod Bryggen; men jeg fik et Dunk gjennem den, saa det skreg i Naglerne. Jeg sad en Stund og lyttet, jeg opfanget ingen Lyd, der fandtes vist ikke et Menneske i Nærheden.
Saa fortøiet jeg Baaden ved Siden af nogle andre Farkoster, som laa omkring i Mørket, stille og skyggeagtig. Mit komme havde sat Sjøen lidt i Bevægelse, Skyggerne duvet og det klukket skørt og svagt inde mellem Stolperne. Jeg steg op paa Bryggen og fæstet Fanglinen saaledes, at jeg i et Øieblik kunde faa den af igjen.
Jeg saa mig om. Derhenne mod den askegraa Himmel stod Trærnes mægtige og kulsorte Silhouet. I denne vidunderlige Skygge skulde jeg træffe Mennesket og faa vide Morderens Navn.
Nu maatte Klokken være halv elleve snart, om en Time, kanske allerede om en halv Time skulde alt være skeet. Jeg følte ikke den allerringeste Spænding eller Uro, men jeg blev drevet fremover af en voldsom Viljetrang. Intet i Verden kunde nu stanse mig. Jeg husker, at jeg med inderlig Glæde konstaterte, hvordan jeg i de Øieblikke handlede uden Overilelse, hvordan jeg var paa Vagt mod Overraskelser, hvordan mine Sanser stod vidaabne, dirrende og veiret mod Støi og Synsfornemmelser. Min Hjerne var kold og klar.
Jeg gik fremover Bryggen, Fjælene knirket svagt under mine Trin. Det ærgret mig og jeg søgte at gaa lydløst. Jeg naaet det faste Land og kom ind paa en Græsplæn. Her stod jeg igjen en Stund og lyttet. Ingen Lyd.
Hvor var nu Veien? Jeg maatte fremforalt ikke møde Mennesker. Jeg søgte at orientere mig. Derhenne skimtet jeg et lidet Hus, der steg frem som en graa Tavle i Mørket, overfor det laa en stor knudret Masse, det maatte være et større Hus omgit af Frugttrær, tilhøire for mig laa et Badehus, som jeg vidste om. Det var lavet af en gammel Kahyt; man havde simpelthen løftet Kahytten op fra Dækket og lagt den ned paa Vandfladen, hvor den blev holdt flydende ved Hjælp af Tomtønder. Straks jeg gjenkjendte Kahytten, stod det ogsaa klart for mig, hvad jeg havde at gjøre. Jeg havde badet ombord i den flere Gange, jeg vidste, at man fra Kahytten langs en liden Sti kunde komme hen til de stadig solstegte Svaberg lige indunder Fjeldveien. Derfra var der ikke langt til den store Skygge.
Jeg listet mig fremover Stien; det plaget mig lidt, at den var fuld af Smaasten og Grus, som knaset under mine Trin, men jeg gik saa forsigtig og let, jeg lusket fremover paa myge Ulveklør, — da jeg kom frem til Svabergene huket jeg mig ned og krøb videre fremover paa fire, forat ikke min sorte Silhouet skulde synes mod den svagt lystonende Himmelrand ude i Havgabet.
Endelig var jeg fremme i Fjelduren, som skraanet op til Veien. Jeg greb fat om en Vidjebusk, den var vaad af Dug nede ved Roden. Jeg svinget mig op, fik Greb om en Træstamme, derefter om nok en Vidjebusk og endelig favnet jeg omkring en Kampesten, som var nærved at løsne og ta mig med i en Rutsch ned mod Sjøen. Jeg stemte imod med Knærne og kjendte, hvordan de skubbedes og blev klisne af det udtraadte Blod. Men nu havde jeg ikke langt igjen, før jeg kunde naa Veien. Jeg løsnet Favntaget omkring Kampestenen; den laa stille. Jeg blev sjæleglad, da jeg fik kloret Fingrene fast i nogle Bringebærbuske. Nu var jeg helt oppe ved den nærmeste Stabbesten, og jeg slog Hænderne i dens skarpe Kant og holdt fast, saa Neglene bøiedes bagover paa Fingertuppene. Et lidet Sving nu med Kroppen, og jeg vilde være oppe — hallo.
Jeg hørte Skridt.
Skridt. — Mit Hjerte blev som et skjælvende Træ, hvorigjennem Vinden gik. Jeg havde ingensinde tidligere kjendt Angsten saa vag og følsom, det var ligesom den løsnet Kraften i mine Muskler og slappet mine spændte Sener. Jeg hørte Skridt derinde i Mørket, hurtige Skridt som kom fremover Veien. Ret frem for mig stod en uhyre, vaad Fjeldvæg, som det dryppet af, et vældigt, kulsort Svælg af Mørke, som stængte for enhver Lystone. Og gjennem denne Fjeldvægs Slagskygge, ovenpaa Veien, gik Skridtene. Jeg kunde ikke engang skimte den gaaende. Nu kom han nærmere, han gik besynderlig taktfast og slog Fodsaalerne haardt mod Veifladen. Idet Skridtene gik forbi mig, syntes jeg at mærke paa Fodslaget, at der maatte være to gaaende. Høiere oppe gjorde Veien en Sving omkring Fjeldet, jeg kunde se dens flade Runding mod Horisonten, mod den graa Himmel. Jeg stirret ivrig mod dette Punkt, fordi jeg vidste, at de gaaende her maatte komme tilsyne.
Og straks efter saa jeg de to (der var to). jeg saa først deres Hatte, derefter Kroppen. De talte ikke sammen, de gik taktfast som to sorte Soldater fremover Veien. Deres Benklæder var sammenbundne omkring Anklerne. Det var de to Cyklister, som var kommet med Dampbaaden om Formiddagen. Ingen havde seet dem den udslagne Dag, man ante ikke deres Tilstedeværelse. Jeg syntes det var underlig, at de dukket op paa denne Maade. Saadan som de gik tause og strunke, syntes jeg, at de lignet to Døde. De forsvandt hurtig bag Fjeldvæggen, som med engang kvalte Lyden af deres Skridt.
Jeg maatte ligge stille en Stund og summe mig ovenpaa Angsten, men jeg blev hurtig beroliget, for de havde ikke seet mig; jeg ventet et Minut, svinget mig saa hurtig op paa Veien og gled straks ind mod Fjeldvæggen, ind i det uhyre Mørke under Berget.
Jeg havde saaledes lykkelig undgaaet Veien mellem Husene, hvor jeg vidste, at jeg naarsomhelst kunde resikere at møde Mennesker. Nu havde jeg bare nogle faa Skridt ned til de store Trær, hvor Asbjørn Krag ventet. Jeg gik stille derned, mine Skridt gjorde aldeles ingen Støi, jeg havde aldrig gjort mig saa fortvilet Umag for at gaa lydløst. Og endelig stod jeg der under Trærne. Hvor var Mennesket? Jeg følte en forfærdelig, knugende Stilhed omkring mig. Jeg saa heller intet paa Grund af Mørket og der var ingen nær eller langveis Støi at opfange. Ikke engang Grenene duvet, de svære Trækroner syntes stivnet og forkullet, jeg havde en Følelse af at befinde mig i et Gravkammer.
Men endelig saa jeg Ansigtet.
Det stod pludselig lige foran mit eget, Detektivens blege og benede Ansigt med de udstaaende Kindben og de tynde Læber. Skinnet fra hans Øine flimret i Lorgnetglassene. Han var kommet med en Gang, Gud ved hvorfra, dukket frem fra selve Mørket. Kanske havde han fulgt efter mig? den Tanke fik mig til at skjælve.
Jeg fik med en Gang Ulyst til at si noget. Jeg var usikker paa min Stemme. Netop i dette Øieblik var jeg ganske rolig, men Gud hvor jeg forstod, at Bevægelsen laa og luret paa mig, færdig til at springe frem og overmande mig… Jeg syntes ogsaa det varet en Evighed, før jeg hørte Politimandens Stemme.
Endelig sa han:
— Jeg har ventet længe.
— Jeg har søgt Dem paa Hotellet, svarede jeg, og jeg har ventet i flere Minutter inde paa Deres Værelse.
— Lad os gaa.
Detektiven gik nogle Skridt fremover mod Fjeldveien. Jeg fulgte efter ham, forsigtig som før. Han gjettet med en Gang, hvad jeg tænkte paa.
— De kan gaa ganske almindelig, sa han, her findes ingen Mennesker Nærheden.
— Ved De det?
— Ja, jeg ved det. Jeg har staaet her længe.
Da vi kom ind i den dybe Skygge under Fjeldvæggen stanset Detektiven. Der var en tydelig Klang af Haan i hans Stemme, da han spurgte:
— Finder De det i Grunden ikke ganske besynderligt, at vi iagttager denne Hemmelighedsfuldhed?
Spørgsmaalet forvirret mig. Seet ud fra mine Bevæggrunde var al denne Hemmelighedsfuldhed overordentlig rimelig, ja, nødvendig. Men jeg havde slet ikke tænkt paa, at ogsaa Asbjørn Krag kunde ha Grund til at optræde i Stilhed, saa ingen Mennesker saa ham. Han vilde meddele mig Morderens Navn, det var det hele. Hvorfor havde han ikke sagt mig det tidligere paa Dagen? Hvorfor kunde han ikke fortælle mig det nu? I dette Øieblik. Først nu blev jeg fuldt klar over hele hans mærkelige Opførsel denne Aften, og en Mistanke, som gjorde mig kold af Skræk, fór gjennem mig: Forstod han, hvad jeg havde isinde, opmuntret han mig i Stilhed til det, var han en saadan Djævel, at han ogsaa regnet med det?
Alle disse Tanker fødtes i et Sekund i min Hjerne. Jeg mumlet et utydeligt Svar paa Detektivens Spørgsmaal.
— Jeg har opgit, sa jeg, jeg har opgit at forundre mig over Deres Handlemaade.
— Men hvorfor er De selv saa hemmelighedsfuld, hvorfor lister De Dem omkring som en Tyv om Natten?
— Jeg troede det var nødvendig, sa jeg, at optræde med Forsigtighed, Morderen er jo endnu ikke fakket.
Da lo Detektiven. Han vendte sit Ansigt bort og lo. Hans Latter var knæggende og haanlig. Den syntes at komme fra selve Mørket.
Saa tog han venlig min Arm og spadserte langsomt opover Veien. Vi nærmet os nu stærkt det Sted, hvor en brat Styrtning gik lodret ned i Sjøen i flere hundrede Fods Dybde.
— Stakkels Fyr, mumlet han medlidende, De er ganske overnervøs og forskrækket. De trænger Hvile og Afveksling og begge Dele skal De faa, naar nu denne Sag er bragt til en lykkelig Afslutning —.
— Bør De ikke skynde Dem lidt? spurgte jeg.
Vi var nu paa Toppen. Her hvor det skulde ske. Vi stanset begge to og stirret ned i det sorte, bundløse Svælg, som slog en kold Gufs op mod os.
— Jo, nu skal De høre, hvad jeg har at fortælle, svarede han, men jeg maa først stille Dem nogle Spørgsmaal. Kan De svare?
— Hvorfor skulde jeg ikke kunne svare?
— Jeg syntes Deres Stemme er rusten og usikker som en drukken Mands… Men det er vel igjen Bevægelsen, det er kanske igjen Uhyggen, som er ifærd med at overmande Dem. De har altsaa været inde i mit Værelse iaften.
— Ja.
— Var De ikke forbauset over at finde Døren aaben?
— Jo.
— Men jeg kan fortælle Dem, at jeg havde en Hensigt med det.
— Hvilket jeg godt kan forstaa. De pleier jo ellers at ha den omhyggelig lukket.
Detektiven lo igjen.
— Jeg beundrer Dem, sa han, jeg hører, at De forsøger at tale omhyggelig. De har alligevel en imponerende Aandsnærværelse. Kan De saa fortælle mig, hvad min Hensigt var?
— Nei.
— Saa skal jeg fortælle Dem det. Jeg vilde, at De skulde se mit Værelse.
— Jeg?
— Aha, nu er Deres Stemme igjen fjern og rusten. Har De da ikke seet mit Skrivebord?
— Jo.
— Hvad har De fundet dér?
— Det kan være nok at si, at jeg fandt det.
— Hoho. De vil ikke ud med Sproget. De fandt Sminketuberne, ikke sandt?
— Jo.
— Og det falske Haar og Skjæg.
— Ja. Jeg er fuldt paa det rene med, at det er Dem, Hr. Detektiv, som har gaaet omkring og fremstillet Gjenfærdet af den dræbte Forstmester.
— Saa har De vel ogsaa udfundet Grunden?
— De er bestandig gaadefuld. Jeg forstaar Dem ikke rigtig.
Detektiven la Haanden paa min Skulder.
— Hallo, sa han, jeg synes, at jeg hører —
Vi lyttet begge intenst.
Dybt nede fra Sjøen hørtes Slag mod Aaretoller. En Baad blev roet forbi dernede under Mørket. Lyden steg op som gjennem en Trakt. Vi hørte spæde Stemmer ogsaa, enkelte løsrevne Ord, de lød underlig fjerne og spinkle:
… bedre i saant Veir, da …
Mere hørte vi ikke. Resten slugte Mørket og Afgrunden.
— Dybt, dybt nede… mumlet Detektiven. Da han havde lyttet en Stund uden at opfange flere Ord fortsatte han:
— Som jeg har sagt Dem, kjære Ven, har jeg i denne uhyggelige Sag arbeidet helt usedvanlig. Jeg var straks paa det rene med, at Forstmesteren maatte være dræbt. Slaaet ihjel af en Mand i Raseri. Slet ikke noget planlagt Mord. Jeg kom straks til at tænke paa Jalousi. Da jeg saa den dræbtes Smil, som endnu i Døden var triumferende, tænkte jeg: Hvis han har smilet saadan til sin Rival, saa kan det forklares, at han straks er slaaet til Jorden… Nuvel, men jeg indsaa straks, at her kunde der ikke godt være tale om at fremskaffe noget Bevis. Man kunde nok nære en Mistanke, men noget haandgribeligt Bevis var det umuligt at skaffe. Dertil var Gjerningen for tilfældig, for pludselig, for lidet overlagt. Jeg havde altsaa intet andet at gjøre end lægge mit Arbeide ganske anderledes an end sedvanlig er Tilfældet. Nu vil jeg gi Dem et lidet Exempel, kjære Ven. For to Aar siden forsvandt en rig Englænder paa en mystisk Maade ved Rivieraen. Undersøgelserne godtgjorde, at der forelaa et Rovmord. Men Morderen var ingensteds at finde, man havde intet Signalement af ham. Hvad gjør saa den lille kloge, franske Detektiv, som leder Undersøgelsen? Jo, han spiller den dræbte. Han maskerer sig nøiagtig som han, klær sig nøiagtig som han og foretar saa en Rundreise til alle Europas Hovedstæder. Han gaar ud paa Gader og Stræder, hvor mange Mennesker færdes. Endelig i Petersburg hænder det, som han haaber. En Mand stanser forskrækket ved at se ham. Det er Morderen, som tror, at Offerets Gjenfærd pludselig viser sig for ham og han flygter dødbleg og forfærdet. I næste Øieblik er han knebet.
Og dér, kjære Ven, der har De min Metode. Den er bare lidt anderledes. Jeg fattet en bestemt Mistanke. Jeg forstod, fordi jeg saa klarere end alle de andre, at der bare kunde være tale om et eneste Menneske som Forstmesterens Morder. Og fra samme Stund har jeg forfulgt dette Menneske. At de uvedkommende Ting, Flyvemaskinen og gamle Gjærnæs’ Død, sinket mit Arbeide endel, gjorde hverken fra eller til.
Da jeg manglet ethvert Bevis, maatte jeg ha vedkommende til at røbe sig. Jeg tog Skrækken tilhjælp, saaledes som kanske aldrig nogen Detektiv har gjort tidligere. Har jeg været grusom, saa beklager jeg det, men det er sandt, hvad jeg sa forleden, at jeg er en hel Lyriker i Rædsel. Og jeg fik ham til at røbe sig… Behøver jeg nu at fortælle Dem, hvem Morderen er?
Detektivens Haand laa tungt paa min Skulder. Han kunde sikkert føle, hvordan mit Legeme hævet og sænket sig for Hjertets Spænd.
Jeg hørte min Stemme si — en underlig gurglet Lyd —
— Nei, … slet ikke.
Ikke det, svarede Asbjørn Krag leende, Morderen, det er selvfølgelig Dem… Jeg har forstaaet det fra første Øieblik. Fra første Gang jeg hørte, at De stod under Trærne og saa Forstmesteren, Deres Rival hos Frøken Hilde, komme ud af hendes Værelse. Da De gik over Sletten, var De nok bare dybt ulykkelig. De havde ingen Tanker om at dræbe ham, men De følte Bortvisningen fra Gaarden som en sviende Smerte. De misforstod jo ganske Foranledningen. Men da De saa naaet Forstmesteren igjen og han tog Hatten af og hilste paa Dem, ondskabsfuldt, triumferende, da hævet De øieblikkelig Stokken, Deres prægtige Stok med Elfenbenskuglen, og slog til ham. Heller ikke da havde De nogen egentlig Tanke paa at dræbe ham, men Uheldet var ude, De rammet ham i Baghovedet og han døde straks…
Asbjørn Krag holdt inde.
Hans Ord gled stridt forbi mig. Jeg vidste hvad han sa, men jeg kunde ikke skjelne Ordene. Hans dybe, alvorlige Stemme duret i mit Øre med en sørgmodig Klang, som dæmpede Bækkenslag i en Sørgemarsch. Jeg lyttet uvilkaarlig efter Aaretagene nede i Afgrunden. Nu lød de fjernere, Baaden gled forbi. Tiden nærmet sig.
Asbjørn Krag fortsatte:
— Har jeg været grusom mod Dem, saa ber jeg om Undskyldning. Men jeg maatte handle som jeg har gjort. Der var ingen Vei udenom. Jeg begyndte med at tale til Dem, derefter forvirret jeg Dem med min Optræden. Og saa endelig lod jeg den Døde komme frem foran Deres Vindusrude om Kvældene. Hvis De erindrer Dem om, saa har hele min Optræden mod Dem, alle mine Ord, mine Fortællinger, min skjulte og aabne Fremgangsmaade ene og alene været en Kjæde, en uafbrudt og behændig Fletning mod Maalet. Jeg saa Dem for hver Dag som gik bli mere og mere nervøs og oprevet. Tilslut fik De kanske en Mistanke om Sagens rette Sammenhæng. Husker De Revolveren. De vilde skyde Spøgelset, ikke sandt. Men jeg havde tat Kuglerne ud, da jeg en Times Tid før sad og beundret Deres smukke Vaaben. Men da blev De overbevist, ikke sandt. Jeg kunde se det paa Dem Dagen efter. Og endelig røbet De Dem —
— Jeg har slet ikke røbet mig, hvisket jeg.
— Jovist har De saa. Og nu vil jeg raade Dem til at bekjende —
— Aldrig.
Detektiven gik frem foran mig. Han stod nu mellem mig og Afgrunden. Han udfordret Skjæbnen.
— Vi staar her Ansigt til Ansigt nu, sa han, vil De virkelig negte fremdeles?
— Jeg negter ikke, raabte jeg vildt, men der findes intet Bevis og De skal heller aldrig faa et Bevis.
— Morder! sa han.
Og nu var Tiden inde. Nu vilde jeg handle, saaledes som jeg havde planlagt den hele Aften.
Jeg styrtet ind paa ham og omklamret ham med mine senestærke Arme.
Et Øiebliks tindrende Glæde strømmet gjennem mig.
Jeg følte mine Kræfter svulme, i næste Sekund vilde jeg ha kastet ham ned i Afgrunden. Ham, den eneste, som vidste det.
Men netop i den afgjørende Stund følte jeg mig selv grebet af mange Arme. Jeg hørte en Lyd af Metal som klang og pludselig laa mine Hænder bag min Ryg i en Skruestikke.
Nu gled der ligesom en Taage for min Bevidsthed. Jeg opfanget glimtvis Skjæret af en Blændlygte. Og i Lysskjæret saa jeg to nye Skikkelser: De sorte Soldater, Cyklisterne… Jeg hørte Asbjørn Krag takke dem for rask Gjerning og uddele Ordrer… Senere forekom det mig, at Detektiven tiltalte mig… Endelig har De da røbet Dem, sa han, jeg maatte sætte et nyt Kup i Scene… Og De som troede, at De skulde faa Livet af mig… Jeg har fulgt Dem hele Aftenen… Deres Manøvre med Fisketuren… Det var for at bevise Deres Alibi, hvis nogen skulde finde mit lemlæstede Legeme… Men istedet, kjære Ven, gik De lige lukt ind i min Beregning… Jeg vilde jo ha dette Mordforsøg… Det er netop derfor jeg stadig har talt om dette farlige Sted… Og det klaffet, det klaffet pent til, kjære Ven, akkurat som Laasen i disse Haandjern…
Jeg hørte Detektivens Stemme fjernere og fjernere, til den forsvandt i Mørket. Og saa slog den kvælende Stilhed sammen over min Bevidsthed.
— — —
Det er med en underlig Følelse jeg sidder her i Cellen og gjennemblader disse Papirer. De første Pagina er skrevet med en ilter, ujevn Haandskrift. Bogstaverne staar paa Skjæve og mange Ord er ganske ulæselige. Men lidt efterhvert blir Skriften roligere, ligesom jeg selv er blit det i den Tid, jeg har holdt paa med denne Fremstilling.
I Virkeligheden har jeg nu en vidunderlig Følelse af Ro og Sikkerhed; jeg er i Fængsel, jeg har ikke længer nogen Vilje og ingen Bekymringer.
Nu er det blit Høst, det er koldt om Morgenen, før Varmeapparaterne faar dunket Hede gjennem Etagerne. Mine Drømme og mit Fantasiliv er stærkt optat af Forestillinger om Høsten. Jeg synes at jeg ser Verden udenfor… Trær, der spriker med bladløse Grene som sorte, brændte Fingre. Himlen er hverken graa eller blaa, den har ingen Farve og speiler ikke Jorden, men den ligger lavt udover Landene og der staar en sur Kjølighed fra den som fra noget ondt og stygt. Frosten har allerede aandet paa Malmen i Kirkeklokkerne, jeg kan høre det, Klangen er falmet.
Jeg kan sidde i flere Timer og stirre ret frem for mig. Jeg har en Følelse af, at jeg fjerner mig mere og mere fra Menneskene og seiler ud mod Uendeligheden, mod en anden Tilværelse. Kanske er det Visheden om de mange forestaaende Fængselsaar, som gjør, at jeg ofte tænker paa Evigheden. Jeg har en Fornemmelse af, at Evigheden er noget med Lys, et vidunderligt og fremmed Lys, som skinner langt ude paa et øde og vældigt Hav.
Jeg er blit glad i Cellen. Den er min Kahyt. I den skal jeg fare ud paa en stor Reise. Jeg har kastet los fra Menneskene, endnu summer Støien og Stemmerne min Bevidsthed som Tidevandets sagte Skyllen mod Stranden, men jeg hører det fjernere og fjernere og snart skal jeg reise, omgit af Stilhed og Taushed, ind i de mange Aar.