Jernvognen/1

Klokken kunde være henimod elleve om Formiddagen; de fleste af Sommergjæsterne var efterhaanden kommet ud fra Frokosten og havde leiret sig i Grønsværet udenfor Pensionatets Veranda.

Efter nogle kjølige Døgn var endelig den stillestaaende Sommerhede kommet; det havde regnet om Natten, Uveiret trak bort ved syvtiden om Morgenen og derefter havde Solen gnistret hele Formiddagen, tørret Græsset og Jordbunden, dampet Sølepytterne væk og bagt Veiene haarde og hvide.

Og nu frydet Sommergjæsterne sig, fordi den store, drivende Sommer, den vældige Overflod af Varme endelig var kommet. Og derfor havde de lagt sig midt op i Solsteken, de laa flate bortover i det høie Græs, blunket med Øinene mod det dirrende Lys og hørte paa Suset ude fra Sjøen. De lyttet efter Sommerbrisen. Den løsnet ude i Havet og gled over Fjeldknattene, trængte gjennem Granskogen, hvor dens svage Magt brødes og vaklet henover Engene, hvor den saavidt kunde faa Græsset til at virre og kildre i de hvilendes Ansigter.

Der jeg selv laa i Græsset kunde jeg skimte et hvidt Musselinsliv, en gylden Kvindenakke og Haar, som sagte bevæget sig; men hvis jeg bare saavidt dreiede Hovedet en liden Smule, stødte mit Blik mod Pensionatets Markisedug, hvor Solstraalerne rodet herlig i de ildrøde Striber.

Der laa fem Mennesker i Græsset omkring mig; det var ligesom alle sov og dog sov ingen. Om den hvidklædte Dame tilvenstre vidste jeg, at hun støttede Ansigtet i begge sine Hænder og havde en opslaaet Roman foran sig, men jeg hørte aldrig, at hun vendte Bladene. Og ingen sa noget. Vi nød alle den absolutte Ubeskjæftigelse, vi havde en dvalende Følelse af, hvordan Varmen lidt efter lidt kvalte al Vilje og al Energi i os, saaledes kunde vi bli liggende i al Aarevis, hvem gad vrikke med Foden, eller saavidt løfte paa Hovedet eller vende Bladene i en Roman? Endog Tanken, som aldrig hviler, dulmedes; hvem gad tænke? Og det var ikke længer nødvendig at høre efter Suset derude fra Sjøen, Øret lukkedes nu og da, Lyden gled forbi, vi hørte stundevis. Det kunde være en Humle, som surret, en Grind som smaldt. Jeg vidste, at en Papegøie hang i et Bur midt paa Hotellets Solvæg. Den følte vist Fjærene bli varme, den vilde bevæge sin gamle Benkrop; jeg kunde høre, naar den greb om Jernstængerne med Næbbet og svinget sig. Men saa smaldt en Grind igjen og dennegang meget haardt, den klingret i Hængslerne. Lidt efter hørte jeg en Stemme si tæt ved mig: Nei se?

Hvad var der at se, hvem gad løfte Hovedet? Saa lød Skridt nede fra Veien, hastige Skridt; det maatte være en Mand og en Kvinde som sprang. Jeg kunde høre Mandens trampende Støvler og Damens Skjørter smelde. Jeg reiste mig op. Mine Øine blændedes af Solmængden, som gnistret og brødes i Luften.

— Se der, sa den hvidklædte Dame ved min Side. Hun pegte, og gjennem de drivende hvide Æbletrær kunde jeg nu se, hvad der foregik paa Veien.

Det var tre Mennesker som løb. Foran en liden rap, barbenet Gut. Efter ham kom en halvgammel Mand, en af Stedets indfødte; han var i blaa ærmer og havde en liden, tyndslidt gul Straahat i Haanden. Tilslut kom Damen, en af Sommergjæsterne. Men hun kom langt bag efter, for hendes hvide Kjole var hende i Veien. Hun forsøgte at samle den op, men det mislykkedes. Og saa løb hun videre, hendes Kjole smaldt som et hvidt Flag.

— Kanske det er en sint Okse, sa Damen ved min Side.

Men det kunde det umuligt være, for da havde jo ikke disse Mennesker behøvet at løbe, efterat Grinden var slaaet i Laas.

Nu havde alle vi sløve Sommermennesker reist os; enkelte stod helt op og skygget med Haanden for Øinene.

De løbende agtet sig hen til os. Et lavt Gjærde skilte Hotellets Eiendom fra Veien. I dette Gjærde var der en smal Adgang; man skulde bare skyve tilside en Træstaur for at komme gjennem. Gutten og Manden var næsten samtidig henne ved Træstammen, men nu hændte det latterlige, at de begge havde for stort Hastværk, de viklet sig ind i denne enkle Træstamme, de sølet med den, de var tydeligvis i vildrede med enten de skulde hoppe over, bryde den istykker, krybe under eller skyve den tilside. Og Resultatet af alt dette Rot var bare, at Damen i den hvide Kjole spurtet op paa Siden af dem. Gutten viste sig at være den kløgtigste, han hopper over Gjærdet et Stykke nedenfor, stupte paa Knærne, reiste sig igjen og fór hen mod os. Men da Manden var blit alene med Stauren, fik han den hurtig skjøvet væk. De tre Mennesker var næsten samtidig fremme, og da skjønte vi straks paa deres Gebærder, at noget besynderligt maatte være hændt. Men de var alle for bevæget til straks at kunne fortælle. Manden, den indfødte, stammet uforstaaeligt og hans Øine stod stive af Skræk, fordi han ikke kunde finde Ordene, Damen var for andpusten, hun holdt Hænderne over Brystet. Men Gutten var ogsaa den rappeste i Munden.

Gutten fik først fortalt det.

— — —

Det var endnu saa tidligt paa Sommeren at bare en seks—syv Feriegjæster var kommet. Af disse syv var de tre Damer; disse Damer arbeidet paa et stort Forretningskontor i Kristiania, hvor Personalets Ferier blev stykket op fra Midten af Mai til langt ud i September. Den egentlige Saison var ikke begyndt, men Damerne maatte finde sig i at ta sine Ferier, naar deres Tur kom. Og saa var vi fire Herrer, en gammel Bankkasserer, en ung Student, en Forstmester og Nedskriveren heraf.

Vi havde hidtil været ikke saa lidet uheldig med Veiret, blæsende om Dagen, kjøligt om Kvælden, overskyet. Men saa blaffet pludselig Sommeren ud paa én Dag, tung af Varme, glødende af Sol. Og netop derfor var Glæden saa almindelig, det ørkesløse Velvære saa behagelig, da vi hin Formiddag blev forstyrret af de tre Mennesker, som løb paa Veien.

Det lille Sted, hvor vi nu befandt os, var ellers stærkt besøgt af Sommergjæster, især i Juli og August. Nogle faa Minutters Spadsertur gjennem en ung Granskog — og vi havde Havet ret paa, i mørke Nætter brændte Blinkene fra Fyren langt ude som flakkende Nordlys over Himlen. Det var et ganske lavt Landskab, en uhyre stor, lidt ulændt Ø. Af Landet var meget lidet opdyrket iallefald i Nærheden af Hotellet; derimod strakte en stor Vidde sig milevis indover og denne Vidde var opfyldt af Stenrøser som Raet havde afsat, hist og her blinket smaa Tjern og randt Bækkefar og indimellem var der myrlændte Strækninger overgrodd af Busker og Smaaskog. Langt ude i denne Vidde laa Gaarden Gjærnæs ligesom i et Tæppe af veldyrkede grønne Marker og frodige Haver. Om Dagen kunde Gaarden saavidt skimtes fra Sommerhotellets Gavlværelse og derfra kunde man om Aftenen se Lysene blinke i Gaardens Vinduer. Da jeg kom til Hotellet, havde jeg udtrykkelig anmodet om at faa Gavlværelset tilleie, og den prægtige Udsigt over Vidden kunde jeg derfor naarsomhelst nyde. Jeg kjendte Folkene paa Gaarden fra tidligere, det var en Bror og hans Søster som bodde der, Carsten og Hilde Gjærnæs.

Over Vidden gik en gammel Vei i mange Krokninger og Bugtninger, forbi Stenrøser, omkring Tjern, over Bækkefar, gjennem Smaaskog og Krat. Det var en yndet Spadservei og man kunde paa en halv Time eller vel det naa fra Sommerhotellet til Gaarden. Det hændte, at man fik hilse paa den vakre, unge Hilde eller fik slaa af en Passiar med Carsten Gjærnæs, — og i begge Tilfælde maatte Spadserturen kaldes vellykket.

Aftenen før dette hændte, som jeg nu skal fortælle om, havde jeg været en Tur ud over Vidden.

Jeg gik fra Hotellet noget over Klokken halv ti — efter at Aftensmaaltidet var færdig. Jeg var alene og gik noksaa hurtig, for jeg følte Kvældsluften kjølig og klam. Lidt over Klokken 10 var jeg henne ved Gaarden og jeg tænkte da, at det kunde være ganske pudsig at faa en Samtale, muligens et Slag Kort eller et Parti Schack sammen med Carsten Gjærnæs. Netop paa denne Tid pleiet han at slaa sig ned i sit Arbeidsrum og sløse Tilværelsen væk til Midnat; jeg forudsatte altsaa som en Selvfølge, at jeg vilde være velkommen, fordi Carsten Gjærnæs var en selskabelig anlagt Mand og fordi jeg kjendte ham noksaa godt.

Men jeg indrømmer at jeg ogsaa havde en liden Bitanke: Hvad om Hilde endnu ikke var gaaet til ro, saa kunde jeg kanske faa Anledning til at veksle nogle Ord med hende. Hun var som sagt en meget pen Pige og herinde i denne Ødemark savnet jeg Dameselskab; — de tre nervesvækkede Forretningsdamer i Hotellet var ikke til at holde ud med alt sit Snak om de var blit fede, om de var blit brune eller om jeg vilde følge dem hen til et Sted, hvor de kunde plukke Vandliljer.

Jeg gik ind gjennem Havegrinden og kom frem paa Gaardspladsen, i Hundehuset laa den sorte Hektor og knurret, og da jeg lod som om jeg ikke lagde Mærke til den, vraltet den langsomt ud med Lænken slæbende efter sig. Den ulte og knurret ustanselig og dette forundret mig endel, da jeg havde fæstet mig ved Hektor som en bestandig fredsommelig Hund.

Idetsamme jeg skulde gaa gjennem Hoveddøren, kom Gaardsforvalteren mig imøde og stanset mig.

— Undskyld, sa han, men De maa ikke forstyrre Godseieren nu.

Jeg blev staaende og stirre paa Manden.

— Hvad feiler Dem? spurte jeg, er De syg?

Manden var bleg, det kunde jeg se, tiltrods for Skumringen. Han stod der i Gangen og støttet sig til Dørstokken. Det kunde betyde, at Manden var saa svag, at han var nærved at vakle overende, men det kunde ogsaa betyde, at han for ingen Pris vilde slippe mig frem og ved at spærre Døren vilde betegne, at gjennem den kunde jeg ikke komme.

— Jeg er ikke syg, sa han.

— Saa er maaske Deres Husbond syg?

— Nei.

— Er der nogen inde hos ham?

— Nei, der er slet ingen inde hos ham. Han er alene med sin Søster.

Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor jeg blev afvist og jeg fortsatte derfor med mine Spørgsmaal.

— Kan jeg da ha fornærmet ham? mumlet jeg.

— Paa ingen Maade, svarede Forvalteren, men Hr. Gjærnæs kan ikke modta Dem iaften.

Jeg betragtede igjen Manden nøiere og blev nu ganske overbevist om, at han virkelig var usedvanlig bleg. Jeg husker, at jeg i det Øieblik tænkte: Hvorfor spør han ikke, om han skal hilse sin Husbond fra mig, om jeg ikke har et Erind. Jeg spurgte igjen:

— Hvordan kunde det være, at netop De skulde træffe mig herude i Gangen?

— Frøkenen saa Dem komme.

— Frøken Hilde?

— Ja. Og saa bad hun mig om ikke at slippe Dem ind; det er efter Ordre jeg staar her.

Jeg vendte braat om og gik. Jeg sa ikke godaften til Manden, nikket ikke engang. Jeg gik tvers over Gaardspladsen. Hunden knurret værre end før. Der var en Snarvei gjennem Haven; denne Vei kjendte jeg. Jeg havde gaaet den mange Gange og jeg gik den ogsaa nu. Og nu gjorde jeg noget som beviser, at jeg havde begyndt at fatte Mistanke om at et eller andet besynderligt var paafærde. Jeg stanset i Mørket under Havens Trækroner; jeg blev staaende her og lytte og se over mod Huset.

Jeg kunde forstaa, at Godseieren ikke havde Gjæster, for der var bare Lys i Arbeidsværelset og i Værelset ved siden af; Lyset i hans Arbeidsværelse slukkedes og tændtes et par Gange. En enkelt Gang blinket der Lys i alle Vinduerne ud mod Gaarden, fordi et Menneske gik med en Lampe gjennem Værelserne. Det maatte være Carsten Gjærnæs selv, da hans eget Værelse, medens dette stod paa, laa i Mørke. Det var et paafaldende Liv som herskede i den store Gaard, jeg lyttet anspændt, og en enkelt Gang forekom det mig, at jeg hørte altfor stærke eller ophidsede Stemmer derindefra.

Jeg stod netop og tænkte: Nu bør Du gaa, da jeg lagde Mærke til, at en af de smaa Sidedøre i den store Bygning aabnedes. Jeg vidste af denne Sidedør, den førte ind til Frøkenens Leilighed, til Frøken Hildes tre private smaa Værelser.

Ud af Døren kom en Mand i en grøn Jagtfrakke. Under Armen havde han et Gevær med Bøssepiben vendt nedad. Han stansede paa det øverste Trappetrin, en Kvinde kom ogsaa ud. Det var Hilde. Hun rakte ham Haanden, smilte og sa nogle Ord til ham. Saa gik han, vendte sig omkring og vinket med Haanden og hun vinket igjen. Derfra hvor jeg stod kunde jeg se det hele meget tydeligt. Manden i Jagtfrakken kjendte jeg godt, det var en sympatisk ung Fyr, som bodde sammen med os andre paa Hotellet. Han var Forstmester og hed Blinde.

Uden at være paa det rene med Grunden, var jeg blit stærkt interesseret. Jeg listet hen bag en af de tykke Træstammer, for det kunde jo være, at han alligevel fik Øie paa mig der jeg stod og spionerte — og det vilde jeg ikke. Nu var Hilde gaaet ind. Hun lagde tydeligvis ikke noget skjul paa, at hun havde ledsaget denne Mand ud. Hun havde talt saa høit med ham, at jeg, som stod langt nede i Haven, kunde høre hendes Stemme, om jeg end ikke magtet at skjelne Ordene; og hun smeldte med Døren og vred Laasen om, saa det knakk i den.

Knapt ti Skridt fra mig stanset Manden og tændte sin Pibe. Hans Ansigt glødet bag Fyrstikken; han havde rødbrunt Skjæg, hans Træk var faste og retskaarne. Han kastet Fyrstikken ned paa Marken og traadte paa den. Derefter vendte han Ansigtet veirende mod den Kant, hvorfra Vinden kom, en Vane hos ham fra hans Liv i Mark og Skog, — han vilde føle hvordan Veiret artet sig. Før han gik videre, trak han Hatten længere ned over Øinene; saa gik han. Han tog Veien over den øde Vidde mod Sommerhotellet. Jeg ventet i nogle Minutter, da jeg ikke vilde la ham forstaa, at jeg havde spioneret og gik saa efter ham.

Da jeg kom ud paa Vidden, var han allerede forsvundet bag det nærmeste Morads. Jeg hørte ikke hans Skridt længer og der kom ingen Støi fra Gaarden, Vinden var blæst forbi og alt var stille omkring mig. Det er underlig paa en saadan Slette en Sommernat, den blir saa uendelig, fordi Horisonten forsvinder og Sletten kryber op i Himlen, man ved ikke, hvor Himlen begynder og hvor Sletten ender. Rullestenshaugene og Fjeldknattene og de enkelte Trær hist og her antar i det blinde Halvlys underlige og gaadefulde Skikkelser. Da jeg kom over en Strækning, hvor Sletten jevnt skraaner ned til Sjøen, følte jeg en kjølig Aande fra Havet og slog Jakkekraven op. Jeg saa derud, jeg kunde se Havet. Sjøen er bestandig kold om Natten; jeg kunde høre de lange Dønninger komme varsomt indover og smuldre op i Stranden. Her var Bølger af Flyvesand blæst fremover og op af Flyvesandet stak de fattige forblæste Skjærgaardsfuruer; deres Kroner var flade og laa indover, de lignet brukne Vifter.

Jeg vidste at Egnen var utryg og at en og anden Fantejagt ofte om Nætterne kom krybende mellem Skjærene. En sprængbuget Jagt med skidne Seilfiller, med overflødige Stænger slæbende i Vandet, med Aarerne stikkende ud; den lagde sig paa Fjeldet som et Utøi. Saa drog Fanterne iland og huseret, hvor enslige Mennesker bodde eller gik. Men jeg var ikke bange, jeg kom bare til at mindes dem, idet jeg vandret over den aabne Strækning; jeg havde en tyk Stok i Haanden, en Stok med en Elfenbenskugle til Haandtag. Jeg gik hurtig videre fremover Sletten og begrov mig i Skyggerne.

Nærved Sommerhotellet gik Veien gjennem en liden Granskog. Her var det temmelig mørkt. Inde i Skogen stanset jeg, for en besyndelig Lyd naaede mit Øre. Hvad kunde det være? Lyden kom fjernt borte fra, jeg opfanget den kun stødvis; det lød nærmest som Raslen af Lænker, som en Kjættings Surren en Mil borte. Jeg gaar videre, jeg gaar i fem Minutter og faar pludselig Øie paa en bevægelig Gjenstand i Mørket nogle faa Meter fra mig. Jeg ser straks, at det maa være et Menneske, jeg griber fastere omkring min Stok og gjør en stor Bue… Det er en Mand, som staar der, en lavvokset Mand med en bredskygget Hat paa Hovedet. Jeg ved ved mig selv, at hvis jeg nu skridter mere ud, saa vil jeg faa Manden i Ryggen, jeg stanser med ett. Og da jeg blir staaende stille, kommer Manden langsomt hen til mig. Nu kjender jeg ham, jeg begynder at finde mig selv latterlig, jeg angrer paa den store Bue og lægger Stokken ligegyldig under Armen. Men samtidig kan jeg heller ikke miste en Følelse af Glæde over, at Manden ikke er nogen anden, en ukjendt. Han hører jo til Stedet, jeg kan ikke i Øieblikket huske hans Navn, han er en fredelig Fisker og jeg har hilst paa ham ofte tidligere. Jeg siger:

— Naa er De ude saa sent?

Men istedetfor at svare paa denne Dybsindighed, spør Manden lyttende mod Himlen:

— Kan De høre det?

— Hvilket?

— Hys, siger Manden og lytter.

Og nu kommer Lyden igjen, den uendelig fjerne Lyd af løse Kjættinger, som rasler.

— Hvad er det? spør jeg.

— Det er Jernvognen, svarer Manden alvorlig, det er længe siden, jeg har hørt den nu.

Jernvognen. Det farer gjennem min Erindring, at jeg engang har hørt om den. En besynderlig Fortælling, som jeg ikke fæstet mig ved. Jeg husker ikke længer, hvad det var, men Natten og Mørket indgir mig en Følelse af, at det var noget uhyggelig.

Jeg griber hurtig Manden ved Armen og spadserer afsted med ham.

— Jernvognen? spør jeg, hvor længe siden var det De hørte den?

Fem Aar, det var den Nat gamle Gjærnæs døde.

— Hvem eier Vognen?

— Ja, hvem eier Vognen, svarer Manden og ryster paa Hovedet.

Jeg spør ham ikke mere, for nu kommer vi ud af Skogen og den rødstribede Markisedug foran Hotellet jager al Slettens Stemning paa Flugt. Nu kan vi heller ikke høre Jernvognen mere, Skogen ligger mellem os og Sletten og stænger af for al Lyd derfra.

Jeg gaar op paa mit Gavlværelse og aabner begge Vinduerne. Det første jeg ser, er et mat Lysblink langt, langt borte. Folkene paa Gjærnæs er altsaa endnu ikke gaaet til ro. Det interesserer mig pludselig at faa vide, naar det Lys skal slukkes. Jeg tar plads ved Vinduet, men da jeg blir træt af at vente, driver jeg frem og tilbage paa Gulvet, røger nogle Cigaretter og gaar atter hen til Vinduet, idet jeg tænker: Nu maa vel Lyset være slukket, men Lyset blinker endda derhenne. En hel Time gaar. Saa føler jeg, at Natten med en Gang blir varm og lummer, jeg strækker Haanden ud af Vinduet, etpar tunge Regndraaber falder paa den. Luften staar stille, vi har det varme Regn over os og Heden trykkes mod Jorden. Jeg lytter og ser. Og nu hører jeg den igjen, denne fjerne Raslen af Jern, men Lyden er endnu længere borte end før, i lange Stunder hører jeg den ikke, saa kommer der en enkelt spæd Klang, saa igjen Stilhed og saa hører jeg Raslingen et Minut eller længere.

Jernvognen. Jeg lukker Vinduerne; det lysner udenfor; etsteds maa Dagen ha sluppet over Fjeldene. Jeg kan se, at Væden begynder at slime Trærne til. Et sidste Blik udover Vidden, endnu brænder Lyset. Jeg ruller Gardinet ned.

— — —

Den virkelige, den stillestaaende, sløvende Sommervarme var kommet. Morgenen efter var det, at vi fem Sommermennesker laa ude i Græsset og badet os i Sol og Hede.

Det var da de tre kom løbende, Gutten, Fiskeren og Damen i den hvide Kjole.

De havde alle noget besynderlig at fortælle os. Men Gutten var rappest i Munden. Han fik sagt det først. Han sa:

— Vi har fundet en dræbt Mand oppe i Veien.