Jødedommen/1

Mine Damer og Herrer! Jeg har i tidligere Foredrag skildret Dem Hedenskabet i sine Grundtræk; jeg har skildretDem det, som den inderste Sjæl i det Menneskeslægtens store Levnetsløb, hvis Yderside er de historiske Begivenheder og den menneskelige Culturudvikling. Dette Hedenskab er en rig og glimrende Udvikling, en Udvikling, hvis overveldende Rigdom gjør det vanskeligt at finde og fastholde den Traad, ber forbinder denne Rigdom i en Sammenhæng, saa vanskeligt, at Menneskene har vanskeligt for at faa Øie paa denne Traad, selv om man udpeger den for dem; det er en Udvikling, der har ført Menneskeslægten fra det laveste, halvt dyriske Standpunkt, op paa Culturens Høider, som vi finde den hos Grækere og Romere og i en anden Retning hos de nordiske Folk, en Udvikling, der har udfoldet alle de Krefter, hele den Rigdom af Tanker og Følelser, som Menneskeaanden gjemmer i sit dunkle Dyb, en Udvikling, der netop derfor spiller i alle Regnbuens Farver, ja som selv er Aandslivets Regnbue, d. v. s. Himmellyset, ikke som det lyser rent og ufordunklet i sin egen Sphære, men som det i Brydningen meb det fra Jorden opstigende Mørke danner det mangfoldige Farvespil, der efter Fortellingen i første Mosebog er os det skjønne Tegn paa, at, hvormeget end det Jordiskes Dampe skjuler for vore Øine Ham, hvis Ansigt dog er Menneskeaandens Livs Sol, saa er dog Solen bag Skyerne og arbeider paa at gjennembryde dem, og naar det sker, naar Lyset faar Magt over Mørket, da vil netop hine Dampe, der skjulte Solen for os, blive den frugtbargjørende Regn, der gjør Jordbunden modtagelig for Indvirkningen af Solens Straaler, og saaledes paa en Maade hjælpe Solen at frembringe Livets Fylde, eller med andre Ord: denne Aandslivets glimrende Lysbrydning, som vi kalde Hedenskabet, er os netop ved sin Glands, sin Skjønhed, Tegnet paa, at Himmellyset dog ikke er slukt, fordi om vi ikke se det, at om end vi i lang Tid glemme Ham, vor Skaber, saa har Han dog ikke glemt os, ikke staaet Haanden af sin Skabning.

Men ved Siden af denne brogede og glimrende Udvikling gaar der en anden, der er alt Andet end broget, en Udvikling, hvor det ved første Øiekast ser ud som det kun er en eneste Ting, der evindelig gjentager sig, nemlig, at Gud Herren i sin Vrede straffer Menneskets Troløshed og Hovmod, men derpaa, naar Mennesket omvender sig, forbanner sig over det, en Udvikling, hvor det derfor ikke, som hist, er Mangfoldigheden og Forskjelligheden, men netop Ensformigheden, der gjør det vanskeligt at se Udviklingen, Fremskridtet. Vi føres her i vor Oversigt over Menneskehedens Levnetsløb hen paa et Standpunkt, i hvis renere Lys hin Verdenslivets laante Glands blegner, til et Standpunkt, fra hvis uendelige Høide dette Verdenslivs Bjerge og Dale udjævnes, og for hvis dybere Livskrav dets tilsyneladende Yppighed forvandler sig til en Ørken, der kun i Phantasiens bedragerske Luftspeiling er fuldt af lokkende Frugter, men for det i Sandhed opladte, klarnede Blik, kun bærer Torne og Tidsler. Men i denne Ørken er der et Punkt, der stiller sig ud, et stille og ensomt Punkt — og netop til det føres vi hen — det Punkt, hvor ikke blot, som overalt ellers, Skylaget ovenover forgyldes og farves af det Himmellys, som det skjuler for os, men hvor dette Himmellys som gjennem en enkelt lille Rift i Skydækket skinner rent og ufordunklet ned; vi føres hen til det stille Sted, hvor „Herrens Herlighed“ aabenbarer sig fortærende Verdenslivets Tornebusk, og hvor derfor Herrens Røst lyder til os: „drag af dine Sko, thi den Bund, du træder paa, er hellig!“ med andre Ord: vi føres ind i Historiens Allerhelligste, hvorfra Folkenes Mængde var udelukket, hvortil kun det Folk fik Adgang, der ofrede sin Rigdom, ofrede Alt, der ellers gjør et Folk stort og berømt, ofrede det paa Herrens Alter til at fortæres af Hans Ild.

Dette Folk, der, ofrende sin naturlige Aandsrigdom, som Menneskehedens Ypperstepræst gik ind i Historiens Allerhelligste og stod i den høitidsfulde Stilhed og Ensomhed for Herrens Ansigt, det var Jøderne. Jødefolket ofrede sin verdenshistoriske Storhed i almindelig Forstand; naar man anlægger den almindelige Maalestok paa Jødefolket, da vil man kun komme til at tillægge det ringe Betydning; om ogsaa Æsthetikere og Philosopher ved at betragte Ydersiden af dette Folks Historie har fundet en Titel, hvorunder det har kunnet lade sig gjøre at indrømme det en Plads blandt de saakaldte Culturfolk, nemlig det religiøst og poetisk Ophøiede, saa har det dog kun kunnet blive en temmelig underordnet Plads; thi ser man paa alt det, der gjør et Folk stort og berømt i Verdenshistorien, paa Kunst og Videnskab, paa store folkelige Foretagender i Krig eller Fred, da finder man deraf i dets Historie saagodtsom Intet. Det stod derfor meget lavt i andre Folkeslags Øine: det omtales meb dyb Foragt af romerske Skribenter f. Ex. Tacitus, og i den hos Josephus opbevarede Fortælling af den ægyptiske Historieskriver Manethon omtales de som en Flok af Urene og Gudsfornegtere, som den ægyptiske Konge maatte uddrive af Landet, før det kunde forundes ham, hvad der forundtes hans Forfædre, nemlig at se Guderne. Det jødiske Folk protesterer ogsaa selv mod en saadan Sideordning: det „boede,“ som det hedder om det i Bileams Spaadom, „enligt og blev ikke regnet blandt Folkene“; men i denne Ensomhed, i denne deres enlige Stilling udenfor Udviklingsrækken har det en Betydning, der uendelig opveier alle andre Folks tilsammentagne; hvad de øvrige Folk have bidraget til Befordringen af Menneskehedens aandelige og legemlige Vel saasom glimrende Aandsfrembringelser i Kunst og Videnskab, mægtige ordnede Riger, storartede industrielle og commercielle Foretagender o. s. v., det veier dog altsammen lidet mod Jødernes Bidrag; thi det er det „ene Fornødne“; kan China være stolt af sin Forfatning, Phønikerne af deres Handel, Grækenland af sin Kunst og Videnskab o. s. v., saa er det dog noget langt Større, Jødefolket kan rose sig af; thi, som det hedder hos Johannes: „Frelsen er fra Jøderne“. Spørge vi videre, hvorpaa beror denne Jødefolkets og dets Histories uendelige frelsende Betydning, da beror den netop paa, at det var det Folk, der stod for Herrens Ansigt; den beror paa, at det var det „udvalgte“ Folk. Dets Betydning beror altsaa for det Første paa Noget, som ikke det, men Gud har gjort, nemlig at han har udvalgt det til sit Eiendomsfolk; men dernæst beror det paa, at ogsaa Folket har udvalgt Ham til sin „Lod og Del evindelig“; det beror paa, at Jødefolket var, hvad det ogsaa hed, „Israel“, d. e. Gudskjæempen. Man kan udtrykke hvert Folks verdenshistoriske Mission og Gjerning som en særegen Kamp, det har havt at udkjæmpe; man kan sige: det chinesiske Folk kjæmpede Ordenens Kamp mod Uordenen, det indiske Inderlighedens mod Udvortesheden, det persiske Lysets og Renhedens mod Mørket og Urenheden, de semitiske Livets mod Døden, det ægyptiste Uforkrænkelighedens mod Forkrænkeligheden, det græske Skjønhedens mod det Uskjønne, det romerske Charakterens mod Charakterløsheden, de nordiske Aandens mod Aandløsheden; saaledes har ogsaa Jødefolket havt sin Kamp, og det var den sværeste, en Kamp, der optog og tilslut brød dets naturlige Kraft, fordi det var en Kamp mod Overmagten, det var Menneskets Kamp med Gud.

I hvad jeg her har sagt, mener jeg igrunden at have udtalt Jødefolkets verdenshistoriske og speciellere dets religionshistoriske Betydning i Modsætning til Hedningefolkene, nemlig den, at hint Folk, istedetfor som Hedningefolkene at fortabe sig i sindrige Speculationer over Guds Væsen, har lyttet til Hans egne Ord, hvorfor det ogsaa gjælder om Jøderne som Folk, hvad der specielt siges om Abraham og Moses, at „Gud Herren talede med dem, som et Menneske taler med sin Ven“. Der er igrunden Intet simplere og ligefremmere end, at Frelsen kun kunde komme ved det eneste Folk, der kjendte Gud i dette Ords fyldigere Betydning d. v. s. ikke blot havde renere Begreber og paalideligere Kundskab om ham, men stod i et umiddelbart, personligt Forhold til ham. Der er, som sagt, Intet simplere og ligefremmere; men for en overciviliseret Tidsalders fint udspundne Kløgt er det Simpleste og Ligefremmeste netop det Dunkleste og Vanskeligste. Naar Tiden har faaet denne Tilbøielighed til at gaa over Bækken efter Vand, naar Menneskeaanden har spundet sig ind i sin egen Speculations Traade og derved berøvet sig selv sin fri, naturlige Bevægelighed, da bliver det at overskjære disse Traade en verdenshistorisk Daad, det, at sige dette Simple og Ligefremme, som Tiden i sin overvættes Visdom har glemt, det bliver Genialitet, og det kan være et Spørgsmaal, om ikke Genialiteten hyppig, ja maaske stedse bestaar netop i det at gaa til Bækken efter Vand istedetfor over den. Da denne simple Tanke saaledes i vor superkloge Tid kan være bleven vanskelig, og da den desuden indeholder i sig Mere, end det maaske ved første Øiekast kan synes, saa skulle vi nu noget nærmere belyse det jødiske Gudsforhold, navnlig i dets Modsætning til det hedenske.

Da Mennesket ved Synden havde søgt sit Livs og sit Væsens Midtpunkt i sig selv, i Skabningen, altsaa saavidt som det stod til det, gjort sig selv til Gud, kom det naturligvis i et skjævt Forhold til Skaberen, det traadte ud af det naturlige Barneforhold til ham, blev fremmed for ham. I denne skjæve Belysning blev Gud for det Første for Mennesket kun et Individ, et Enkeltvæsen som det selv, kun at hans Legeme var af en noget tyndere, mindre haandgribelig Materie, men at han desuagtet eller maaske netop derfor havde større Kræfter. Det er Dette, der er det Charakteristiske for, hvad man kunde kalde de vilde Religioner d. e. de vilde Folkeslags Forestillinger om Guderne, Guder, hvis Villie kun er egoistiske Luner, og hvis høiere Magt derfor kun gjør dem til farlige Tyranner, som man maa holde sig tilvens med ved Smigrerier og Opmærksomheder. Der er i disse Folks Gudsbegreb Intet, der kunde hæve dem over det rent naturlige, jordiske Liv; det Eneste heri der røber det Anlæg for en høiere Tilværelse, uden hvilket Mennesket ikke er Menneske, det er den Forestilling, at Magten staar i et omvendt Forhold til Materialiteten — jo tyndere Materie, des større Magt — thi heri ligger jo dog unegtelig den dunkle Anelse om, at den sande Magt ikke ligger i Materien, men i Noget, der netop er Materien modsat.

Men hvad der dernæsst virkelig hæver et Folk til et Culturfolk, det er vistnok fra en Side betragtet naturlige Forholde, som Landets bekvemme Beliggenhed for Handel og Industri og andre lignende, men det er dog fra en anden og væsentligere Side noget Andet, nemlig at der har udviklet sig et virkeligt og eiendommeligt Aandsliv hos det, og et saadant Aandsliv har igjen sin livskraftige Rod, eller, om man vil, sin inderste Sjæl i et virkeligt Gudsbegreb d. v. s. Tanken om noget Guddommeligt, et guddommeligt Væsen, der er ophøiet over den ligefrem sandselige Virkelighed og derfor byder Mennesket et Monster til Efterligning og et Maal for en høiere Stræben. Saalænge Guderne ikke ere Andet end Enkeltvæsener, saa har Folket kun Gudeforestillinger, intet Gudsbegreb, virkeligt Gudsbegreb har det først da, naar det har gjort sig selv det Spørgsmaal, hvad det er, hvorved Guderne dog egentlig staar over Menneskene; og derved er kommen til en Tanke om, hvad der er det Guddommelige, til en Tanke som sagt om Guds eller Gudernes, altsaa om det guddommelige Væsen. Dette Spørgsmaal om Guds Væsen er Grundspørgsmaalet i det egentlige eller civiliserede Hedenskab; det besvares forskjellig efter de Naturforholde, hvorunder et Folk lever, og efter dets egne legemlige og aandelige Anlæg; hvad der efter disse ydre og indre Forhold paa en Gang mest imponerer og mest tiltrækker Folket, det afgiver det Stof, hvoraf Folket laver sig sine Guder. Det er disse Folk, Folkene af denne Classe, der have deres Liv i den foromtalte Lysbrydning, og vilde man inddele Verdensudviklingen i et Mørkets, et Farvernes og et Lysets Rige, saa kom de vilde Folkeslag til at danne Mørkets Rige, det Mørkes, hvor, som Ordsproget siger, alle Katter er graa, d. v. s. det ene Væsen som det andet, alle egoististiske og lunefulde, de blev Farvernes, og Jøderne og de Christne det rene Lys, hvor man ved første Øiekast ser ligesaalidt som i hint Mørke, hvorfor ogsaa begge af Hedningerne betragtedes som Gudsfornegtere. Det er for hine, det civiliserede Hedenskabs Folk, at Skabningen danner et Skydække, der hverken ganske tilhyller eller gjennembrydes af Himmellyset, men forgyldes og farves af det i forskjellige Nuancer efter deres gjensidige Stilling og efter Synspunktet. Det er kun af hans Gjerninger, at disse Folk erkjende Skaberen; Gud forflygtiges saaledes for dem til vis Beskaffenhed ved Skabningen og bliver derved mere Væsen end Person; han bliver et Begreb, der har sin Virkelighed i en vis Side af den sandselige Tilværelse, og det Samfund med Gud, hvor efter Folkenes Hjerter hige, det søge de ved at stræbe at ligne Guderne; de søge ved egne Anstrængelser at give sig den størst mulige Lighed med deres Væsen; kort sagt: Gud selv forflygtiges til en Aandens Luftspeiling, til et Begreb, der kan personificeres af Phantasien, og hans Samfund til en Lighed. De hedenske Religioner have derfor ogsaa dels en mer philosophisk, dels en mer poetist Charakter. Men fordi der dog har været en Gnist af personlig Tro, fordi Hedningerne ikke blot have svermet for dem som Idealer eller følt sig bundne til dem som Naturens eller Tankens Love, derfor har dog denne Personlighed, om end tildels blot Personification, sin eiendommelige Betydning som Udtryk for Menneskeaandens Higen efter den fuldkomne Personlighed, og for Folkenes Anelser om deres egne Personligheder, maaske ogsaa om personlige Folkeengle. Disse Religioner ere saaledes ikke blot og bart Philosophi eller Poesi, men helde snart til det Ene snart til det Andet, eftersom deres Indhold er mer Gudsbegreber eller mer Idealer. Vi have i Hedenskabets Historie søgt at klare disse Gudsbegreber: saaledes, har vi seet, ser Chineseren det Guddommelige — der er her i Hedenskabet, navnlig hos dets Philosopher mer Tale om det Guddommelige end om Gud — i det uendelig Store, den ophøiede Lov, der sammenfatter, ordner og behersker Alt, og det høieste Maal for den menneskelige Stræben er derfor det at indordne sig i den materielle og aandelige Verdensorden, hvorimod Inderen ser det Guddommelige i det, der indenfra forbinder Tingene, i det hemmelighedsfulde Indre, hvori Alt har sin fælles Livskilde, og hvori derfor al Mangfoldighed forsvinder og Menneskelivets Gudlighed bestaar derfor for ham i dets Inderliggjørelse, i Aandens Bortvendelse fra alt Udvortes og dens Fordybelse i sit eget dunkle, tilslut dog i denne Isolation tomme Indre. Dernæst, har vi seet, søges det. Guddommelige i Lyset og Livet, først i Naturens saa i Aandens Verden, og det høieste Maal for den menneskelige Stræben bliver da at tilegne sig eller frembringe i og omkring sig saa meget som muligt af dette Lys og dette Liv i Naturens eller Aandens Rige.

Saaledes forflygtiges for Hedningerne Gud til en Betydning, for hvilken hans phantastiske Skikkelse og Personlighed væsentlig kun er Tegnet: han forflygtiges saaledes, fordi Hedningen gjennem Synden har søgt sit Livs Tyngdepunkt, har taget sit Standpunkt i Skabningen, og fordi paa dette Standpunkt det over de enkelte sandse lige Ting og Personer Ophøiede kun er det Almindelige, Arten og Loven d. e. det, der ingen egen Virkelighed har, kun har sin Virkelighed i det Synlige, og i høieste Forstand først virkeliggjøres af Mennesket selv. Hedningefolkene tilbede altsaa Skabningen; men deres Frelsesmulighed, deres Dragelse mod Skaberen ligger deri, at ethvert af dem dog i Særdeleshed fæster sig ved een Side af Skabningen, hvori for ham en vis Side af det guddommelige Væsen aabenbarer sig, nemlig den, der ligger hans eget Væsen nærmest. Denne Forrykkelse af Livets Tyngdepunkt var en fælles for den hele Menneskeslægt, saaledes ogsaa for Jødefolket; men den store Forskjel paa det og Hedningefolkene var, at Jødefolket, idet dets Aandslivs Midtpunkt forrykkes, dog paa samme Tid fordømte denne Forrykkelse og derved bevarede sin Personlighed, idet det ved denne Fordømmelse stilte Forrykkelsen, det Onde, ud fra sit sande, sit dybeste Selv; thi mit sande Selv, hvad jeg i dybeste Forstand er, det er netop min Dom over den Mangfoldighed af ydre og indre Livsrørelser, hvori jeg har min naturlige Virkelighed; i dybeste Forstand, fuldt personlig, er ikke den ond, der af Naturen er behæftet med onde Lidenskaber, men den, der giver dette Onde sit Bifald, der har sin Glæde i det. I denne Samvittighedens Dom bevarede eller rettere sagt, vandt altsaa Jødefolket sin Personlighed; thi det rette Standpunkt, det rette Gudsforhold, som i Paradiset var dets Natur, da det ved Naturens Fordærvelse havde ophørt at være dets Natur, dets Individualitet, da blev det netop i denne Dom dets Personlighed.

Jødedommen er saaledes Menneskehedens sande Selv, dens Personlighed; hvad der fremtræder som Eiendommeligt hos Jødefolket, det er det selv for Menneskeheden, nemlig dette Sjælens Inderste, dens stille Helligdom, hvori Herrens Herlighed aabenbares og hans Røst høres, fordi i hin Dom over Naturen alle dens Lys ere slukte og alle dens Røster bragte til at forstumme. Det var Naturen, der havde Hedningefolkenes Øren, og midt i sin Sandselighed og sin Afhængighed af det Udvortes bevarer dog Mennesket sin Aandsfrihed deri, at det dog, naar Alt kommer til Alt, kun ser og hører, hvad det vil se og høre. Herren kunde, saaledes kun tale indirekte til dem, d. e. gjennem Naturen; thi om han selv havde opladt sin Ahund til dem, som han gjorde til lederne, saa havde de vistnok hørt det — Herren kan visselig skaffe sig Gehør — men de vilde deri kun have hørt Naturrøster; hvad Hedningerne lyttede efter, var Naturrøsterne, det var Fugleskrig, Tordner fra Høire og Venstre o. a. L., og om Herren havde talt, saa vilde det gaaet dem, som det gik Paulus’s vantro Ledsagere, da Herrens Røst lød til ham paa Veien til Damaskus: de vilde have sagt: „det tordnede“. Men Jødefolket var netop blandt Folkene, hvad Paulus var blandt sine Ledsagere: under alle sine Forvildelser havde det dog bevaret Herren sit Øre, vendte det dog lyttende sit Øre opad; til det kunde derfor Herren tale saaledes, at hans Ord bleve hørte ikke som Fugleskrig og Tordner, men som Herrens Ord, og med det kunde han derfor gjennem dette sit Ord træde det umiddelbart personligt Forhold. Det er dette personlige Forhold til den sande Gud, Himmelens og Jordens Skaber, der har været Israels „Lod og Del“; om end Romerne og Nordboerne have erkjendt Personligheden, som den høieste, guddommeligste Livsform, saa har den dog for dem kun været en Tanke, hvis Idealer var deres Guder, og som de selv fandt sig kaldede til, ansaa det for deres høieste Opgave at virkeliggjøre; men Ham, der baade som den Hellige er den eneste sande Personlighed og dernæst er Verdens, er Altets Personlighed, fordi Hans Villie, Hans Ord er alle Tings baade Livskilde og Lov, Ham kjendte de ikke, til Ham stode de ikke i det personlige Forhold. Dette personlige Forhold til den Høieste var som sagt Jødefolkets Privilegium; det er deres Histories Alpha og Omega, dens bevægende, charakteristiske Princip og dens Endemaal, og i dets Lys ser Jødefolket den hele Tilværelse.

Det Eiendommelige ved den Historie, vi her have at betragte, er altsaa først og fremst det, at det er en hellig Historie d. v. s. at Historien hverken er, hvad den dog igrunden er for Hedningerne, en Naturproces, der frembringes og beherskes af en skjult, en upersonlig Kraft, heller ikke, hvad den igrunden er for Muhammedanerne, et Marionettheater, hvor der igrunden blot er En der taler og handler og han staar skjult bag Kulisserne, men en virkelig Handling, hvor den Dirigerende selv fremtræder paa Verdensskuepladsen som talende og derigjennem handlende Person. Fra dette Synspunkt bliver igrunden al Historie Guds Førelser med Folkene; Folkene ere her hverken, som de igrunden ere i det asiatiske Hedenskab, givne Naturkræfterne og de ydre Tilfældigheder i Vold, heller ikke give de sig ved egen Kraft selv sin Skjæbne, som i det europeiske; Folkene føres af deres Skaber, men som denne Førelse ikke er nogen blind Naturnødvendighed, Naturlov, saa er den heller ikke den muhammedanske Allahs ligesaa blinde Vilkaarlighed, i hvis Haand Mennesker og Folkeslag kun er betydningsløst Legetøi. Maalet for disse Førelser er Menneskenes og Folkenes Frelse ved deres fri og bevidste Tilhagevenden til deres Livs Ophav, og denne Frelse beror paa det Forhold, hvori de selv stille sig til Førelsen, beror paa, at de virkelig lade sig føre, og Forholdet bliver saaledes et fuldstændig personligt, idet begge Parter ere frit, selvstændigt handlende, og deres Forhold saaledes gjensidig betinget, afhængig af begge Villiers Samstemmen eller af Overenskomst. I dette Forhold, hvori Menneskene stille sig til Guds Førelse, deri have ikke blot de enkelte Mennesker, men idet deres Valg have afgjørende Betydning for Andre, hele Folket, ja tilslut hele Menneskeheden sin Personlighed (deres Engle, som staa for Herrens Ansigt). Det er derfor ganske naturligt, at vi først her finde, ikke alene en Folke historie, men i og med den en virkelig Menneskehedens Historie, thi idet dette Folk „staar for Herrens Ansigt“, ved det sig i dette Forhold som Menneskehedens Repræsentant, dets Folkebevidsthed udvider sig til en Menneskehedens Bevidsthed; i det har, som for bemærket, Menneskeheden sin Personlighed, og først i det har den derfor ogsaa sin sande Historie. Thi den sande Historie staar netop i den inderligste Forbindelse med Personligheden: Folkehistorien er Folkepersonlighedens successive Udfoldelse; den er Folkeindividualitetens Udvikling til Folkepersonlighed, idet Naturen gjenfødes i Personlighed, og derfor Folkepersonlighedens stedse klarere og rigere Aabenbarelse.