Jædersk Politik

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Jærbuen er i Regelen „moderat“, og er det med Fanatisme.

Moderat med Fanatisme? Ja, for det er ikke egentlig moderat han er. Han kalder ſig ſaa, fordi Partiet kalder ſig ſaa, og fordi man jo i det hele ſkal kalde ſig noget; men i ſit Hjerte og Sind er han alt andet end moderat.

— Jeg kan ikke fordrage det Ord! Det klinger ſaa irriterende pent; der er noget ſaa fordægtigt ved det. Det vækker Foreſtillingen om, at der er noget, ſom ſkal dølges bort, noget, ſom man vil, men ikke vil være ved; det virker omtrent ſom en altfor uſkyldig Mine. Man tror ikke paa den Uſkyldighed, ſom er ſig ſaa altfor bevidſt; der maa ſtikke noget Lurendrejeri bag ſlig tilſkuebaaren Penhed. Ordet kan pasſe nokſaa godt til visſe Slags Folk; men jeg er ſom Jærbu kry af, at det ikke pasſer paa Jærbuen.

For Jærbuen er radikal, han, ganſke anderledes radikal end de Radikale. Fik han ſtyre Landet i nogle Aar — uden „Veiledning“ af Førere eller Formidling af Repræſentanter, helt efter ſit eget Sind — ſaa vilde han omkalfatre vort Samfund temmelig eftertrykkelig. Dermed er det ikke sagt, at alt, hvad han kom til at gjøre, vilde være dumt; adſkilligt af det vilde endog være meget fornuftigt.

Det er rimeligt, at han førſt kom til at afſkaffe Kongedømmet. Thi der ſtaar ſkrevet i førſte Samuels Bog, at Herren aldeles ikke likte Israels Kongelyſter. Desuden er det formaſteligt og beſpotteligt, at et Menneſke opkaſter ſig til at være helligt og uanſvarligt; thi vi er alle Syndere, og os fattes Guds Ære. Og ſaa koſter Kongedømmet over 400,000 Kroner om Aaret.

Dernæſt kom han vel til at beſkjære Stortinget adſkilligt. Han faar aldrig ind i ſit Hoved den Ting, at det ſkal være nødvendigt for 114 Mand at ſidde og ſnakke indi Kriſtiania i 6 Maaneder om Aaret; disſe ſnaue 2 Millioner Menneſker maatte kunne regjeres med lidt mindre Beſtyr. Jeg er bange for, at han kom til at begynde med at nedſætte Diæterne.

For en Mand, der maa vide at leve for 30—40 Øre pr. Døgn, tager det ſig ligefrem beſpotteligt ud, at Folk ſkal ligge indi Kriſtiania og ſøle bort hele 12 Kroner om Dagen. Den Mand, ſom ikke kunde greie ſig med 2 Kroner, maatte være en Ødeland og en Vellyſtling, ſom fortjente Straf og Tugt, men ikke Folkets Tillid og Æreshverv. Jæderbonden vilde ſynes han tog godt i, naar han gav ſine Repræſentanter 2 Kroner om Dagen at leve af; og ſaa kunde de da komme hjem en Gang og gjøre Nytte for ſig, og ikke gaa der inde i Kriſtiania og ſprade beſtandig. Derſom det endda var Gudsord, de havde for ſig i Storthinget! — men det er ikke det engang.

Dernæſt vilde han ſtryge Krigsmagten til Lands og Vands. Thi du „ſkal ikke ſlaa ihjel“, og „den Gud vil bevare, er udrn al Fare“. Men er det Guds Vilje, at Rusſen ſkal tage os, ſaa nytter det nok lidet med Kanoner. Eksiſen er det værſte Djevelens Væſen og Satans Synagoge; den lærer vore Sønner at drikke og bande og drive Dank og være hoffærdige; og alle disſe Kaftejnane og Løjtmennerne faar holde ſig til Guds Ord i Jeſu Syrach, at hvo ſom ikke vil arbeide, han ſkal heller ikke æde.

Overfor Præſteſkabet vilde han betænke ſig lidt; han har Reſpekt for dem, der er bevandret i Skrifterne. Men ſaa ved han jo af Erfaring, at de, ſom prediker af Aandens Drift, er langt at foretrække for dem, ſom prædiker af Lærdommen og for Løns Skyld; og viſtnok ſtaar der, at hvo ſom forkynder Evangelium, ſkal leve af Evangelio; men der ſtaar ogſaa, at I ſkal ikke have Guld eller Sølv eller Kobber i eders Belte, og om Apoſtelen Paulus ſtaar der, at han levede af sit Teltmageri; ſkulde en almindelig Præſt kanſke være ſaa meget gildere end Apoſtelen Paulus? Ikke at tale om Jeſus ſelv, ſom ikke engang havde det, han kunde hælde ſit Hoved til.. Saa det endte vel med, at ogſaa Kirken blev ſat paa ſmal Koſt. Den, ſom er en ſaadan Lejeſvend, at han ikke vil forkynde Ordet, medmindre han faar leve ſom en Storkar, han fortjener Hug og ikke Løn, og Kirken og Sjælene vil bare have godt af, at ſlige Folk forlader den geiſtlige Bane.

Sagførerne vilde blive afſkaffede; Lovene vilde blive gjort ſaa greie, at hver Mand kunde føre ſin Sag ſelv; ſaa kunde han procedere ſaa meget han vilde ogſaa. Ligesaa vilde Futer og Amtmænd ſtryge med; deres Arbeide kunde man faa udført billigere. Men Dommerne vilde faa leve; ligeledes kom Politiet til at beſtaa; der maa jo være nogen, ſom holder Rede og Rigtighed paa Fanten. Og der ſtaar i Guds Ord, at Ovrigheden bærer ikke Sværdet forgjæves, hvilket Jæderbonden tror, ſkjønt han Gang paa Gang bliver beſtjaalet ligefor Øvrighedens Næſe.

Departementerne vilde blive grundig feiede og udrenſkede, og der vilde blive indſparet Bjerge af Papir og Floder af Blæk, og hele Aarhundreder af „Arbejds“-Timer. Maaſke vilde Verden da forgaa. Men hvis den beſtod, og hvis den viſte ſig at kunne ſtyres uden fuldt ſaa meget Papir, — ſaa var det jo ſaa meget bedre.

Alle, ſom var i Statens Brød, vilde maatte aflægge Ed paa ſamtlige den norſk-lutherſke Kirkes Bekjendelſesſkrifter. Men det vilde kanſke heller ikke være ſaa galt, — al den Stund gode Hoder og ſtøe Karakterer gjør mere Nytte udenfor et Embedskontor end i det. Univerſitetet vilde vel miſte alle ſine Fakulteter med Undtagelſe af det teologiſke, det medicinſke og det juridiſke. Paa alle Skoler vilde „Sandhed til Gudfrugtighed“ blive indført ſom eneſte Undervisningsfag; men det vilde ogſaa være bra. Thi Pontoppidan vilde være udlært i 15-Aarsalderen, og ſaa ſlep Eleverne fri; — ſom bekjendt eksiſterer der ingen andre gode Skolereformer end dem, der forkorter Læſetiden.

— — Saadan omtrent vilde en virkelig Jæderpolitik arte ſig. Og disſe Mennesker kalder ſig moderate!

Sammenhængen er følgende:

Jæderbonden ved nu, at hvordan han vrider ſig og hvordan han vender ſig, ſaa faar han aldrig ſin Politik frem. Selv Jaabæk kunde intet udrette, med al ſin gode Vilje og alle ſine Bondevenforeninger. Det er det ſamme, hvem der velges eller ikke velges til Repræſentant, og det er det ſamme, hvem der er eller ikke er Miniſter; Bondens Forhold blir de ſamme de —: endeløſt Slid, og heller Tilbagegang end Fremgang.

Saa har han givet ſig over. Der er bare en Ting, ſom endnu interesſerer ham. Han ſer, at han intet har at vente paa Jorden. Jorden er og bliver en Jammerdal, og det er vel Guds Vilje, at den ſkal ſaa være. Men ſaa vil han ialfald have reddet ſit himmelſke Haab. Det er det eneſte, han har igjen; og det faar man da ialfald lade ham beholde. Om det klamrer han ſig med al ſin Lidenſkab, med hele ſin ſiſte Kraft. Nu har han fra gammelt af en indgroet Mistro til Embedspartiets Kriſtendom. Og det rene Venſtre med dets mange Fritænkere frygter og hader han med en Frygt og et Had, ſom vi næſten ikke kan forſtaa, og ſom vi altſaa kalder Fanatisme. Men ſaa er det det moderate Parti. Det ledes af Gejſtlige og Halvgejſtlige, rekrutteres for Størſtedelen fra det vakte Lægfolk og ſkriver Barnetroens Bevarelſe øverſt paa ſin Fane. Det er da ſoleklart, at han blir „moderat“. Barnetroens Bevarelſe er ham alt, og de moderate lover ham Barnetroens Bevarelſe. Det andet, de farer med, gir han en god Dag; — dog glæder han ſig i ſin Sjæl, hver Gang de kan ſkrive noget rigtig forgiftigt om de Rene. De Rene er Faren og Fienden; ſkulde de faa Magten, er han ſikker paa, at han vilde miſte ſit himmelſke Liggendefæ ſom han mer og mer har miſtet ſit jordiſke.

*

Hvad de Friſindede ſkal gjøre for at „gjenvinde Stavanger Amt?“ Jeg tror ikke, der er mere end en Ting at gjøre.

De maa lade Stavanger faa igjen Silden.

Jæderbonden er ſom ſagt ikke af Naturen moderat; endnu mindre er han af Naturen dum; gaar det an, at jeg roſer mine egne, vil jeg ſige bent ud, at han egentlig er begavet. Der gaar ſaa mange ſtærke, logiſke Hoveder der borte under de gule Sydveſter, at man maa forundre ſig derover. Og det er ikke engang rigtig ſandt, at Jærbuen af Naturen er tungſindig. Den, ſom tror, at ikke Friſkhed og Frejdighed kan trives der, og lyſtig Skjemt og flængende Spot, han har aldrig kjendt hverken Salomon Storbrekke eller Torkjell Tualand. Og en Kraft er der, en tung, uſlidelig Kraft, ſom ſamlet og ledet vilde være tilſtrækkelig til at „dyrke op Jæderen“ baade timeligt og aandeligt. For at faa Liv og Luft og Lys og Fart igjen over Forholdene derborte trænges der ikke mer end den ene Ting: at Stavanger faar igjen Silden.

Det vil ſige, der trænges en blank, ſtærk Strøm af Velſtand ind gjennem alle Forhold, ſaa at Livet kunde bli noget lettere og Tilværelſen noget mindre knugende ængſtelig og trang.

Det er de ſtigende Næringsſorger, den beſtandigt nagende Frygt for at ligge økonomiſk under, — det er den, ſom tærer Magt og Mod ud af Jæderbonden. Han føler ſig ſom dragen ind i en Hvirvel, en Malſtøom, der ſuger og ſuger og vil ha ham til bunds; han ſtræver imod af al ſin Kraft, men der er ikke Bund under Foden; ſligt kan enervere Isbjørne. Skaf ham Grund under Foden, rent økonomiſk, — ſaa ſkulde vi nok se, der blev Kar af ham!

— Ja, hvorledes ſkal man bære ſig ad med det?

Man kan jo ikke bevilge direkte til Jæderbonden. I det hele taget: alt, hvad Staten ſkal gjøre, bliver for dyrt; — og tilſidſt hjælper det ikke heller. Hvad Staten giver med den ene Haand, er den jo beſtandig nødt til at tage igjen med den anden — om den ſelv ſkal kunne beſtaa. Disſe økonomiſle Spørsmaal er overhovedet fortvilede. De maatte drøftes ſvært længe; Interesſerne ſtaar ſaa ſkarpt imod hinanden, at der ingen Vei er at komme; ialfald maatte der ſvært mange Kommisſioner til, og de Kommisſioner kom til at æde op mer end de med ſin bedſte Vilje kunde gjøre Nytte for. Politiken befatter ſig altſaa helſt med høiere Ting, bygger Spir og Tag og overlader Grundmuren til — „den frie Konkurrance“.

Viljen er god nok! Mange af dem, ſom ſidder i Tingſalen, ved meget bedre Beſked om Bøndernes Vilkaar end for Eksempel jeg. Men det er Evnen. Naar Staten ſkal til at „hjælpe“ og „ſtøtte“ paa nogen Kant, bliver den pludſelig ligeſom valen i Hænderne. Den pleier i Regelen at lade det bero med at oprette et nyt Direktoriat. Eller en Inſpektørpoſt. Saa har vi en Udgiftspoſt, mere paa Budgettet, og der bliver forbrugt en Del mere Papir; — det er hvad Staten kan gjøre. Kommer der ſaa nogen og ſpørger: „hvad agter Regjeringen at gjøre til Fordel for Bonden?“ ſaa ſvares der: ja, hvad ſkal vi gjøre? Der bevilges jo faktiſk 100,000 Kroner om Aaret til Jordbruget...

Jeg tror, Jæderbonden har Ret, naar han venter ſig liden Hjælp af Politiken.

— Saa vil han vedblive at være „moderat“. Jorden er haabløs — lad os ialfald beholde himmelen. Og hans Religiøſitet vil vedblive at være mørk og ſyg og forpint — Angſt og Rædſel mere end Lys og Frelſe. Indtil der muligens opſtaar en økonomiſk Lars Oftedal der borte, en, ſom kan faa Folk til at ſamle ſig og hjælpe ſig ſelv. For hvad Smaafolk kan udrette, naar de ſamler ſig og handler ſelv, iſtedetfor at vente paa Hjælp fra Kommune eller Stat, det har allerede den gamle Lars Oftedal viſt os. De mange Bedehuſe og det vidtløftige Bethania-Kvartal har ogſaa i timelig Henſeende et Ord at ſige Jærbuen, og den Dag, da det Ord bliver forſtaaet, tør blive Begyndelſen til bedre Tider.

Naar det Ord bliver forſtaaet, vil Jærbuen begynde at rive ned ſine mange Gjærder og ene ſig iſtedetfor at ſplitte ſig. Der er allerede Begyndelſer her og der i Form af Meierier; de vil udvikle ſig til hel Samdrift. Er der for Eksempel en Gaard med fem Opſiddere, og de ſtaar ſig ſammen om Driften, ſaa vil de for det førſte liden eller ingen leiet Hjælp behøve; og for det andet vil der af fem ſmaa, daarligt drevne Gaarde kunne blive en ſtor, veldreven Gaard, og Afkaſtningcn vil vokſe ſimpelthen utroligt. Der er heldigvis blandt Jæderens yngre Gaardbrugere nu enkelte, ſom har lært Landbrug; — disſe vilde blive de ſelvſkrevne Ledere af ſlige Samdriftslag, og af dem vilde de andre lære. Om en rimelig Fordeling af Arbeidsudbyttet maatte man kunne enes; det er ikke ſaa vanſkeligt at opgive Rethaveri og Proceslyſt, naar det gaar godt.

Altſaa: frit Arbejde og øgede Afkaſtninger; Jorden efterhaanden fordelt paa flere Hænder, ſaa der blev mere Arbeidskraft (man kunde ogſaa tage Arbeidere ind mod at lade dem faa Lod i Afkaſtningen; thi jo bedre Jorden bearbeides, des mere betaler den, ſaa at alle vilde vinde); dertil ſtore Afſætningsforeninger, gjennem hvilke man kunde ſikre ſig rimelig Betaling for ſine Produkter; ſamtidig Indkjøbsforeninger, ſaa man undgik Landhandlerne og kunde faa ſine Varer for En-gros-Priſer; — alt dette gjennemført, og Jæderbonden kunde opnaa Velſtand uden Silden. —

— Jeg ſkynder mig med at gjøre opmærkſom paa, at dette ikke er mine Tanker; Jærbuen behøver ikke at være ræd: der ſtikker intet Djævelſkab bag dem. (Se ogſaa Apoſtlernes Gjerninger 4, 32.) Hvis han optager dem, og kanſke til ſyvende og ſidſt gjennemfører dem — der kan begyndes ſmaat; bare 2-3 Opſiddere kan til et Forſøg ſlaa ſig ſammen —, ſaa vilde Folk en Dag maatte ſlutte med at betragte Stavanger Amt ſom et „mørkt Faſtland“.