Jædersk Politik
Jærbuen er i Regelen „moderat“, og er det med Fanatisme.
Moderat med Fanatisme? Ja, for det er ikke egentlig moderat han er. Han kalder sig saa, fordi Partiet kalder sig saa, og fordi man jo i det hele skal kalde sig noget; men i sit Hjerte og Sind er han alt andet end moderat.
— Jeg kan ikke fordrage det Ord! Det klinger saa irriterende pent; der er noget saa fordægtigt ved det. Det vækker Forestillingen om, at der er noget, som skal dølges bort, noget, som man vil, men ikke vil være ved; det virker omtrent som en altfor uskyldig Mine. Man tror ikke paa den Uskyldighed, som er sig saa altfor bevidst; der maa stikke noget Lurendrejeri bag slig tilskuebaaren Penhed. Ordet kan passe noksaa godt til visse Slags Folk; men jeg er som Jærbu kry af, at det ikke passer paa Jærbuen.
For Jærbuen er radikal, han, ganske anderledes radikal end de Radikale. Fik han styre Landet i nogle Aar — uden „Veiledning“ af Førere eller Formidling af Repræsentanter, helt efter sit eget Sind — saa vilde han omkalfatre vort Samfund temmelig eftertrykkelig. Dermed er det ikke sagt, at alt, hvad han kom til at gjøre, vilde være dumt; adskilligt af det vilde endog være meget fornuftigt.
Det er rimeligt, at han først kom til at afskaffe Kongedømmet. Thi der staar skrevet i første Samuels Bog, at Herren aldeles ikke likte Israels Kongelyster. Desuden er det formasteligt og bespotteligt, at et Menneske opkaster sig til at være helligt og uansvarligt; thi vi er alle Syndere, og os fattes Guds Ære. Og saa koster Kongedømmet over 400,000 Kroner om Aaret.
Dernæst kom han vel til at beskjære Stortinget adskilligt. Han faar aldrig ind i sit Hoved den Ting, at det skal være nødvendigt for 114 Mand at sidde og snakke indi Kristiania i 6 Maaneder om Aaret; disse snaue 2 Millioner Mennesker maatte kunne regjeres med lidt mindre Bestyr. Jeg er bange for, at han kom til at begynde med at nedsætte Diæterne.
For en Mand, der maa vide at leve for 30—40 Øre pr. Døgn, tager det sig ligefrem bespotteligt ud, at Folk skal ligge indi Kristiania og søle bort hele 12 Kroner om Dagen. Den Mand, som ikke kunde greie sig med 2 Kroner, maatte være en Ødeland og en Vellystling, som fortjente Straf og Tugt, men ikke Folkets Tillid og Æreshverv. Jæderbonden vilde synes han tog godt i, naar han gav sine Repræsentanter 2 Kroner om Dagen at leve af; og saa kunde de da komme hjem en Gang og gjøre Nytte for sig, og ikke gaa der inde i Kristiania og sprade bestandig. Dersom det endda var Gudsord, de havde for sig i Storthinget! — men det er ikke det engang.
Dernæst vilde han stryge Krigsmagten til Lands og Vands. Thi du „skal ikke slaa ihjel“, og „den Gud vil bevare, er udrn al Fare“. Men er det Guds Vilje, at Russen skal tage os, saa nytter det nok lidet med Kanoner. Eksisen er det værste Djevelens Væsen og Satans Synagoge; den lærer vore Sønner at drikke og bande og drive Dank og være hoffærdige; og alle disse Kaftejnane og Løjtmennerne faar holde sig til Guds Ord i Jesu Syrach, at hvo som ikke vil arbeide, han skal heller ikke æde.
Overfor Præsteskabet vilde han betænke sig lidt; han har Respekt for dem, der er bevandret i Skrifterne. Men saa ved han jo af Erfaring, at de, som prediker af Aandens Drift, er langt at foretrække for dem, som prædiker af Lærdommen og for Løns Skyld; og vistnok staar der, at hvo som forkynder Evangelium, skal leve af Evangelio; men der staar ogsaa, at I skal ikke have Guld eller Sølv eller Kobber i eders Belte, og om Apostelen Paulus staar der, at han levede af sit Teltmageri; skulde en almindelig Præst kanske være saa meget gildere end Apostelen Paulus? Ikke at tale om Jesus selv, som ikke engang havde det, han kunde hælde sit Hoved til.. Saa det endte vel med, at ogsaa Kirken blev sat paa smal Kost. Den, som er en saadan Lejesvend, at han ikke vil forkynde Ordet, medmindre han faar leve som en Storkar, han fortjener Hug og ikke Løn, og Kirken og Sjælene vil bare have godt af, at slige Folk forlader den geistlige Bane.
Sagførerne vilde blive afskaffede; Lovene vilde blive gjort saa greie, at hver Mand kunde føre sin Sag selv; saa kunde han procedere saa meget han vilde ogsaa. Ligesaa vilde Futer og Amtmænd stryge med; deres Arbeide kunde man faa udført billigere. Men Dommerne vilde faa leve; ligeledes kom Politiet til at bestaa; der maa jo være nogen, som holder Rede og Rigtighed paa Fanten. Og der staar i Guds Ord, at Ovrigheden bærer ikke Sværdet forgjæves, hvilket Jæderbonden tror, skjønt han Gang paa Gang bliver bestjaalet ligefor Øvrighedens Næse.
Departementerne vilde blive grundig feiede og udrenskede, og der vilde blive indsparet Bjerge af Papir og Floder af Blæk, og hele Aarhundreder af „Arbejds“-Timer. Maaske vilde Verden da forgaa. Men hvis den bestod, og hvis den viste sig at kunne styres uden fuldt saa meget Papir, — saa var det jo saa meget bedre.
Alle, som var i Statens Brød, vilde maatte aflægge Ed paa samtlige den norsk-lutherske Kirkes Bekjendelsesskrifter. Men det vilde kanske heller ikke være saa galt, — al den Stund gode Hoder og støe Karakterer gjør mere Nytte udenfor et Embedskontor end i det. Universitetet vilde vel miste alle sine Fakulteter med Undtagelse af det teologiske, det medicinske og det juridiske. Paa alle Skoler vilde „Sandhed til Gudfrugtighed“ blive indført som eneste Undervisningsfag; men det vilde ogsaa være bra. Thi Pontoppidan vilde være udlært i 15-Aarsalderen, og saa slep Eleverne fri; — som bekjendt eksisterer der ingen andre gode Skolereformer end dem, der forkorter Læsetiden.
— — Saadan omtrent vilde en virkelig Jæderpolitik arte sig. Og disse Mennesker kalder sig moderate!
Sammenhængen er følgende:
Jæderbonden ved nu, at hvordan han vrider sig og hvordan han vender sig, saa faar han aldrig sin Politik frem. Selv Jaabæk kunde intet udrette, med al sin gode Vilje og alle sine Bondevenforeninger. Det er det samme, hvem der velges eller ikke velges til Repræsentant, og det er det samme, hvem der er eller ikke er Minister; Bondens Forhold blir de samme de —: endeløst Slid, og heller Tilbagegang end Fremgang.
Saa har han givet sig over. Der er bare en Ting, som endnu interesserer ham. Han ser, at han intet har at vente paa Jorden. Jorden er og bliver en Jammerdal, og det er vel Guds Vilje, at den skal saa være. Men saa vil han ialfald have reddet sit himmelske Haab. Det er det eneste, han har igjen; og det faar man da ialfald lade ham beholde. Om det klamrer han sig med al sin Lidenskab, med hele sin siste Kraft. Nu har han fra gammelt af en indgroet Mistro til Embedspartiets Kristendom. Og det rene Venstre med dets mange Fritænkere frygter og hader han med en Frygt og et Had, som vi næsten ikke kan forstaa, og som vi altsaa kalder Fanatisme. Men saa er det det moderate Parti. Det ledes af Gejstlige og Halvgejstlige, rekrutteres for Størstedelen fra det vakte Lægfolk og skriver Barnetroens Bevarelse øverst paa sin Fane. Det er da soleklart, at han blir „moderat“. Barnetroens Bevarelse er ham alt, og de moderate lover ham Barnetroens Bevarelse. Det andet, de farer med, gir han en god Dag; — dog glæder han sig i sin Sjæl, hver Gang de kan skrive noget rigtig forgiftigt om de Rene. De Rene er Faren og Fienden; skulde de faa Magten, er han sikker paa, at han vilde miste sit himmelske Liggendefæ som han mer og mer har mistet sit jordiske.
Hvad de Frisindede skal gjøre for at „gjenvinde Stavanger Amt?“ Jeg tror ikke, der er mere end en Ting at gjøre.
De maa lade Stavanger faa igjen Silden.
Jæderbonden er som sagt ikke af Naturen moderat; endnu mindre er han af Naturen dum; gaar det an, at jeg roser mine egne, vil jeg sige bent ud, at han egentlig er begavet. Der gaar saa mange stærke, logiske Hoveder der borte under de gule Sydvester, at man maa forundre sig derover. Og det er ikke engang rigtig sandt, at Jærbuen af Naturen er tungsindig. Den, som tror, at ikke Friskhed og Frejdighed kan trives der, og lystig Skjemt og flængende Spot, han har aldrig kjendt hverken Salomon Storbrekke eller Torkjell Tualand. Og en Kraft er der, en tung, uslidelig Kraft, som samlet og ledet vilde være tilstrækkelig til at „dyrke op Jæderen“ baade timeligt og aandeligt. For at faa Liv og Luft og Lys og Fart igjen over Forholdene derborte trænges der ikke mer end den ene Ting: at Stavanger faar igjen Silden.
Det vil sige, der trænges en blank, stærk Strøm af Velstand ind gjennem alle Forhold, saa at Livet kunde bli noget lettere og Tilværelsen noget mindre knugende ængstelig og trang.
Det er de stigende Næringssorger, den bestandigt nagende Frygt for at ligge økonomisk under, — det er den, som tærer Magt og Mod ud af Jæderbonden. Han føler sig som dragen ind i en Hvirvel, en Malstøom, der suger og suger og vil ha ham til bunds; han stræver imod af al sin Kraft, men der er ikke Bund under Foden; sligt kan enervere Isbjørne. Skaf ham Grund under Foden, rent økonomisk, — saa skulde vi nok se, der blev Kar af ham!
— Ja, hvorledes skal man bære sig ad med det?
Man kan jo ikke bevilge direkte til Jæderbonden. I det hele taget: alt, hvad Staten skal gjøre, bliver for dyrt; — og tilsidst hjælper det ikke heller. Hvad Staten giver med den ene Haand, er den jo bestandig nødt til at tage igjen med den anden — om den selv skal kunne bestaa. Disse økonomisle Spørsmaal er overhovedet fortvilede. De maatte drøftes svært længe; Interesserne staar saa skarpt imod hinanden, at der ingen Vei er at komme; ialfald maatte der svært mange Kommissioner til, og de Kommissioner kom til at æde op mer end de med sin bedste Vilje kunde gjøre Nytte for. Politiken befatter sig altsaa helst med høiere Ting, bygger Spir og Tag og overlader Grundmuren til — „den frie Konkurrance“.
Viljen er god nok! Mange af dem, som sidder i Tingsalen, ved meget bedre Besked om Bøndernes Vilkaar end for Eksempel jeg. Men det er Evnen. Naar Staten skal til at „hjælpe“ og „støtte“ paa nogen Kant, bliver den pludselig ligesom valen i Hænderne. Den pleier i Regelen at lade det bero med at oprette et nyt Direktoriat. Eller en Inspektørpost. Saa har vi en Udgiftspost, mere paa Budgettet, og der bliver forbrugt en Del mere Papir; — det er hvad Staten kan gjøre. Kommer der saa nogen og spørger: „hvad agter Regjeringen at gjøre til Fordel for Bonden?“ saa svares der: ja, hvad skal vi gjøre? Der bevilges jo faktisk 100,000 Kroner om Aaret til Jordbruget...
Jeg tror, Jæderbonden har Ret, naar han venter sig liden Hjælp af Politiken.
— Saa vil han vedblive at være „moderat“. Jorden er haabløs — lad os ialfald beholde himmelen. Og hans Religiøsitet vil vedblive at være mørk og syg og forpint — Angst og Rædsel mere end Lys og Frelse. Indtil der muligens opstaar en økonomisk Lars Oftedal der borte, en, som kan faa Folk til at samle sig og hjælpe sig selv. For hvad Smaafolk kan udrette, naar de samler sig og handler selv, istedetfor at vente paa Hjælp fra Kommune eller Stat, det har allerede den gamle Lars Oftedal vist os. De mange Bedehuse og det vidtløftige Bethania-Kvartal har ogsaa i timelig Henseende et Ord at sige Jærbuen, og den Dag, da det Ord bliver forstaaet, tør blive Begyndelsen til bedre Tider.
Naar det Ord bliver forstaaet, vil Jærbuen begynde at rive ned sine mange Gjærder og ene sig istedetfor at splitte sig. Der er allerede Begyndelser her og der i Form af Meierier; de vil udvikle sig til hel Samdrift. Er der for Eksempel en Gaard med fem Opsiddere, og de staar sig sammen om Driften, saa vil de for det første liden eller ingen leiet Hjælp behøve; og for det andet vil der af fem smaa, daarligt drevne Gaarde kunne blive en stor, veldreven Gaard, og Afkastningcn vil vokse simpelthen utroligt. Der er heldigvis blandt Jæderens yngre Gaardbrugere nu enkelte, som har lært Landbrug; — disse vilde blive de selvskrevne Ledere af slige Samdriftslag, og af dem vilde de andre lære. Om en rimelig Fordeling af Arbeidsudbyttet maatte man kunne enes; det er ikke saa vanskeligt at opgive Rethaveri og Proceslyst, naar det gaar godt.
Altsaa: frit Arbejde og øgede Afkastninger; Jorden efterhaanden fordelt paa flere Hænder, saa der blev mere Arbeidskraft (man kunde ogsaa tage Arbeidere ind mod at lade dem faa Lod i Afkastningen; thi jo bedre Jorden bearbeides, des mere betaler den, saa at alle vilde vinde); dertil store Afsætningsforeninger, gjennem hvilke man kunde sikre sig rimelig Betaling for sine Produkter; samtidig Indkjøbsforeninger, saa man undgik Landhandlerne og kunde faa sine Varer for En-gros-Priser; — alt dette gjennemført, og Jæderbonden kunde opnaa Velstand uden Silden. —
— Jeg skynder mig med at gjøre opmærksom paa, at dette ikke er mine Tanker; Jærbuen behøver ikke at være ræd: der stikker intet Djævelskab bag dem. (Se ogsaa Apostlernes Gjerninger 4, 32.) Hvis han optager dem, og kanske til syvende og sidst gjennemfører dem — der kan begyndes smaat; bare 2-3 Opsiddere kan til et Forsøg slaa sig sammen —, saa vilde Folk en Dag maatte slutte med at betragte Stavanger Amt som et „mørkt Fastland“.