Idyl

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Jeg raver som graa nomade
mot fremtiden frem,
fremmed for glædens glade,
svøpt i min kappe, mit hjem.

O sol, som fra høiderne bølger,
min kappes bræm forgyld —
bak huller og rynker den dølger
tusenaarrikets idyl — —

For der, paa en blodrød hynde
dypt i min egen sjæl,
blotter min elskte sin ynde
og gjør en anden sæl.


Og dog er min haand og min tanke
i magiske lænker lagt,
ti kalder hun mig: Den ranke,
og røver slik min magt!

Hun hvisker i hast: Du rene,
igrunden min bedste ven —
og vælter sig, ung og deilig,
ind til sin elsker igjen!
— — — —

O sol, som det hele forgylder,
min kappes bræm forgyld!
Bak huller og rynker den hyller
tusenaarrikets idyl!

Jeg raver som graa nomade
mot fremtiden frem —
fremmed for glædens glade,
svøpt i min kappe, mit hjem!


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.